Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Denmark's Victor Axelsen celebrates after winning against China's Chen Long during their men's singles gold medal Badminton match at the 2020 Summer Olympics, Monday, Aug. 2, 2021, in Tokyo, Japan.(AP Photo/Dita Alangkara)

Bertel vil også have lov til at græde

For de fleste af os har sommeren 2021 nok været en form for afslutning på knap halvandet år i coronaens favn. Livet er nærmest normalt igen – eller vi har måske fundet en ny normal, for verden bliver nok aldrig helt den samme.

Om det er derfor sommeren her blev en slags følelsernes sommer, ved jeg ikke. Men det er som om, vi alle sammen bare har haft brug for at komme ud med det, slippe det løs. Ville vi have grædt lige så meget over Christian Eriksen, hvis ikke det havde været for corona og halvandet år med kollektiv frygt, magtesløshed og indestængthed?

Jeg ved det ikke, men der er noget befriende over at se – især mænd – give los og lade tårekanalerne løbe over. Det er ikke nyt, at mænd græder, men det nye er måske, at vi ikke gør nar. Jeg har tænkt meget over mediernes behandling af sommeren 2021s mange tårer, for måske hænger det sammen med, at vi har taget det seriøst. Ingen spisesedler med tudeprins plastret henover i sorte versaler. Der er ikke blevet peget fingre. Tårerne er blevet behandlet med respekt.

En, der også behandler tårer med respekt er dansk politiks grand old man Bertel Haarder. Han er vokset op i en tid, hvor mænd og følelser ikke havde et lighedstegn men nok snarere det modsatte. Nu vil Bertel Haarder også græde. Han vil i hvert fald ikke kæmpe imod næste gang, der er noget at græde over. Det fortæller han i et ret vidunderligt interview med min gode kollega Emil Jørgensen.

God fornøjelse med Dagens Danmark

Billede af Lone Schaumann
Billede af skribentens underskrift Lone Schaumann Nyhedsredaktør
Man skal være ærlig, og det er ærligt at vise følelser, siger Bertel Haarder
Bertel Haarder oplever, at der er ved at ske et normskifte i samfundet. Det er ved at blive OK, at mænd græder - og det er han glad for. Her ses han på folkemødet på Bornholm, fredag den 18. juni 2021. Foto: Ida Marie Odgaard

Interview: Bertel Haarder vil ikke længere være flov over at græde

Han har forsøgt at skjule det. Forsøgt at undertrykke de salte tårer, når de har presset sig på. For mænd græder ikke. Det Bertel Haarder flasket op med.



Men tiderne ændrer sig. Machomanden er på retræte, og den bløde mand er trådt ind i rampelyset. Anført af Viktor Akselsen og Kasper Hjulmand er der ved at ske en tuderevolution. Sportstjernerne er ved at gøre det socialt acceptabelt, at mænd også græder.



Og det er Bertel Haarder glad for. Danmarks længst siddende minister er færdig med at skamme sig, når han bliver rørt til tårer. For som han siger: Det er jo noget pjat, at vi mænd ikke må vise følelser.


Alt det har Avisen Danmarks journalist Emil Jørgensen taget en snak med Venstre-politikeren om. Læs artiklen - og få blandt andet svar på, hvornår det er, at Bertel Haarder har svært ved at skjule følelserne.

Efter en sommer fyldt med atleter, der tuder, vil Bertel Haarder ikke længere skjule sine tårer. - Det er dejligt, at mænd nu også må græde, siger han. Avisen Danmark har taget en snak med landets mest rutinerede minister om følelser, sårbarhed og tidens trend.

Følelser: Raske drenge græder ikke. Siden Bertel Haarder blev født i Kruså for 76 år siden, har det været normen.

Men noget er under omvæltning. Sommeren 2021’s store, danske sportshelte har redet på en bølge af gråd - først lod Kasper Hjulmand tårerne trille på sit pressemøde efter Christian Eriksens hjertestop, siden tudbrølede Viktor Akselsen af lykke efter sit OL-guld i badminton.

Og nu vil Venstre-koryfæet Bertel Haarder også græde. Eller i hvert fald insistere på ikke at skamme sig, hvis han kommer til det.

- Det kan da godt være, at jeg, næste gang jeg bliver rørt, ikke vil være flov over at tage en klud og tørre øjnene, siger politikeren.

Følelserne udenpå tøjet

Den bløde mand er trådt frem i rampelyset. I sommeren 2021 har vi set Kasper Hjulmand græde på et pressemøde under EM i fodbold, og vi har set badmintonstjernen Viktor Akselsen tudbrøle af glæde over OL-guld. Den amerikanske atletikheltinde Simone Biles har også gjort sig bemærket ved at prioritere sit mentale velværd over medaljejagten ved de olympiske lege. Der har været fokus på følelser og sårbarhed. Og mange har hyldet atleterne for at vise skrøbelighed. 

Derfor har Avisen Danmark spurgt Bertel Haarder, hvordan han ser udviklingen.

Avisen Danmark har fanget ham til en snak om følelser og sårbarhed. I løbet af interviewet fortæller han om en kvindelig minister, der engang er brudt sammen, om de gange, han selv har skjult sine tårer og om faren ved en særlig form for falsk hulk, der benyttes som magtmiddel: Krokodilletårerne.

Men først slår Bertel Haarder en ting fast:

- Jeg synes, det er dejligt, at mænd nu også må græde.

Hvorfor?

- Dét at fælde tårer er jo at være ærlig. Og det er altid godt at være ærlig, siger han.

Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo, mandag den 2 august 2021, og lader følelserne få frit løb. Foto: Liselotte Sabroe

Det forjættede land

Filosoffen Platon mente, at manden skulle være rolig i sin sorg, og det samme har Bertel Haarder lært. Danmarks længst siddende minister er ikke anderledes fra andre mænd, forklarer han.

- Fra vi var drenge har vi lært, at man ikke skal tude. Der har været en forventning om, at vi skulle fremstå robuste.

Bertel Haarder er barn af grænselandet, blev født under de fem mørke år i 1940’erne og voksede op på Rønshoved Højskole ved den bugtende strandvej langs Flensborg Fjord. Med udsigt til efterkrigstidens Vesttyskland på den anden side af vandet.

Men det er ikke barndomsminderne, han fisker frem fra hukommelsen for at underbygge sin påstand om samfundsnormen. I stedet spolerer han plottet i en romanklassiker.

- Jeg har lige genlæst Henrik Pontoppidans “Det forjættede land”. Hovedpersonens søn bliver syg, og han ender faktisk med at dø. Men selv der kæmper han for ikke at græde, og faren siger også, at han ikke må være ked af det.

Om det er Pontoppidan eller ej, der har lært Bertel Haarder, at mænd ikke græder, så har sønderjyden i hvert fald efterlevet mantraet.

- Mange mænd skjuler deres lyst til at fælde tårer. Det har jeg da også selv gjort.


Dét at fælde tårer er jo at være ærlig. Og det er altid godt at være ærlig,

- Bertel Haarder, folketingspolitiker for Venstre og tidligere minister


Hvornår?

- Når jeg bevæges af noget film eller teater eller musik, så kan jeg da godt mærke, at tårerne trænger sig på. Det kan også ske i en kirke ved en begravelse, eller når et minde vælder op i en. Og så prøver man da at holde det tilbage.

Faktisk kan Bertel Haarder kun komme i tanke om to mænd, der har grædt. Kong Christian d. 10.’s stemme knækkede, da han citerede Bjørnstjerne Bjørnsons norske nationalsang efter Anden Verdenskrig, og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen oplevede det samme, da han talte til pårørende for tabte Afghanistan-soldater.

- Men jeg tror virkelig, at der er sket en ændring her i denne sommer. Kasper Hjulmands åbenlyse følelser udenpå tøjet og Viktor Akeselsens totale sammenbrug for åben skærm - jeg tror virkelig, det har flyttet nogle hegnspæle

- Og det er noget pjat, at drenge ikke må græde. Der er jo ingen logik i det.

Blå bog

Navn: Bertel Geismar Haarder.

Alder: 76 år

Fødested: Født den 7. september 1944 på Rønshoved højskole

Uddannelse:

  • 1970: Kandidat i statskundskab med speciale i Grundtvigs frihedssyn fra Aarhus Universitet
  • 1964-65: Legatstudier i USA
  • 1964: Student fra Sønderborg Statsskole

Erhvervskarriere:

  • 1973-75: Seminarieadjunkt ved Aalborg Seminarium
  • 1971-73: Timelærer ved Haderslev Statsseminarium
  • 1968-73: Højskolelærer på Askov Højskole

Politisk karriere:

  • 2015-2016: Kultur- og kirkeminister.
  • 2011: Medlem af Folketingets Præsidium
  • 2010-11: Indenrigs- og sundhedsminister
  • 2007-10: Undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde
  • 2005-07: Undervisnings- og kirkeminister
  • 2004-05: Integrations- og udviklingsminister
  • 2003-04: Integrationsminister
  • 2001-03: Integrations- og europaminister
  • 1994-01: Medlem af Europa-Parlamentet
  • 1987-93: Undervisnings- og forskningsminister
  • 1982-87: Undervisningsminister

Civilstand: Gift med Birgitte Haarder. Parret har fire børn.

Bopæl: København

Ministergråd og krokodilletårer

Igennem sine 46 år i dansk politik har Bertel Haarder aldrig været bleg for at anbringe bagdelen i klaskehøjde. Og han har fået smæk - specielt som integrationsminister imellem 2001 og 2005. I en periode kunne han og familien ikke gå i biografen, uden at de skulle se på reklamer betalt af Politiken og De Radikale Venstre, som ifølge den tidligere Venstre-minister selv udstillede ham “som ond og samvittighedsløs”.

- Det gik mig på. Men jeg kan love dig for, at jeg aldrig har grædt over den slags, siger han.

Til gengæld har han set en kvindelig minister brase i gråd under pres.

- Vi sad til et ministermøde, og vi gik hårdt til hende. Vi var uenige. Pludselig begyndte hun at græde. Og så blev der stille.

Hvordan reagerede rummet?

- Der var ingen, der kommenterede det. Og jeg tror heller ikke, at det var sådan, at hun ønskede at blive trøstet. Til gengæld havde det en hvis effekt, for vi gik mindre hårdt til hende bagefter.

Bertel Haarder vil ikke fortælle, hvilken minister der var tale om, eller hvad sagen handlede om. Dog understreger han, at der er brug for følelser udenpå tøjet - også i politik.

- Fremfor at fremstille hinanden som monstre, bør vi politikere måske nogle gange også selv huske på, at vi er hele mennesker, der også kan græde.

I hvert fald til en vis grad. Gråd i forhandlingssituationer bør også betragtes med en vis skepsis, forklarer den rutinerede politiker, der har erfaring fra både arbejds- og privatliv.

- Kvinder kan godt finde på at bruge krokodilletårer. Altså hvor de lader som om, de græder. Det har jeg da både oplevet min storesøster og min datter gøre. Og det behøver mænd ikke at begynde på.

Temperament er også følelser

Efter knap en halv times snak stopper Avisen Danmarks interview med Bertel Haarder, da jeg spørger ind til hans temperament.

- Det er overhovedet ikke et relevant spørgsmål, og nu vil jeg passe mit arbejde, siger han.

Han giver dog et sidste citat.

- Hvis det er godt at vise følelser, så er det jo også godt at vise temperament. I begge tilfælde er det en form for ærlighed og autencitet.

En atomiseret blå blok er ikke nødvendigvis godt for regeringen
Statsminister Mette Frederiksen var alene på scenen i fredags, da hun besøgte Avisen Danmark i Odense. Lige nu er hun også alene om at være en reel kandidat til statsministerposten ved et folketingsvalg, vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, og det er et problem for hende, at de borgerlige partier ikke har en tydelig kandidat, lyder hans analyse. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Dall: Mette Frederiksen mangler en modstander

Fredag eftermiddag gæstede statsminister Mette Frederiksen (S) Avisen Danmark, hvor hun svarede på læsernes spørgsmål.

Et spørgsmål og svar var særlig interessant for Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall. Mette Frederiksen talte om sin manøvredygtige regering, og den er faktisk så manøvredygtig, at den helt har udmanøvreret oppositionen, vurderer Casper Dall. Og det er faktisk ikke kun et problem for oppositionen. Det er også et problem for Mette Frederiksen.

En atomiseret blå blok lyder måske tillokkende, men politik er nu engang bare mere interessant, når man kan se og høre meninger brydes.

Derfor vurderer Casper Dall i denne analyse, at det bedste, der kan ske for både blå blok og Mette Frederiksen, er, hvis de borgerlige partier snarest bliver enige om at pege på én samlende kandidat til statsministerposten fra blå blok.

- Sjovt spørgsmål! udbrød statsminister Mette Frederiksen, da hun fredag eftermiddag gæstede Avisen Danmark i Odense for at svare på spørgsmål fra læserne.

Spørgsmålet var stillet af Jens Klausen, som fulgte med via streaming fra hjemmet i Horsens. Jens Klausen ville såmænd gerne vide, hvem Mette Frederiksen helst ville danne regering med, hvis hun en dag stod over for valget: Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, eller Venstres forhenværende formand og leder af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg har aldrig overvejet nogle af mulighederne, svarede Mette Frederiksen og uddybede:

- Vi har en manøvredygtig regering nu, hvor vi laver ganske mange aftaler bredt med de fleste af Folketingets partier.

Faktisk er regeringen så manøvredygtig, at den helt har udmanøvreret oppositionen. Forestil dig en fodboldkamp med kun ét hold på banen. Forestil dig en debat med kun én debattør. Forestil dig en statsministerduel med kun én statsministerkandidat. Sådan er det lige nu i dansk politik. Statsminister Mette Frederiksen er i øjeblikket eneste reelle kandidat til jobbet – og flere og flere socialdemokrater er nu begyndt at tale om, at det faktisk er et problem for hende og Socialdemokratiet. Politiske diskussioner får altid mere liv og en højere puls, når meninger brydes, og uenighederne står klart og tydeligt for enhver. Og lige nu mangler regeringen en modstander.


Politiske diskussioner får altid mere liv og en højere puls, når meninger brydes, og uenighederne står klart og tydeligt for enhver. Og lige nu mangler regeringen en modstander.

Casper Dall, politisk redaktør


For hvem er førsteudfordrer hos de borgerlige partier? Jakob Ellemann-Jensen? Søren Pape Poulsen? Eller måske Lars Løkke Rasmussen? Svaret blæser stadig i vinden, fordi den borgerlige opposition siden folketingsvalget i 2019 har været atomiseret. Venstre og Liberal Alliance har været optaget af indre partianliggender, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har været mest optagede af hinanden, og hvordan de kunne stjæle hinandens vælgere, og Det Konservative Folkeparti har forfulgt strategien om, at den, der lever stille, lever godt. Det betyder, at der her, to år før et nyt valg til Folketinget senest skal holdes, endnu ikke er en entydig leder af blå blok.

I denne uge forsøgte Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, med sine 10 principper for en borgerlig-liberal regering at indtage positionen som den samlende figur i blå blok. Men vejen frem mod en uantastelig position som blå førsteudfordrer er stadig lang.

Da Jakob Ellemann-Jensen i slutningen af september 2019 blev valgt som formand for Venstre, havde han næppe forestillet sig, at de første to år som formand for oppositionens største parti skulle bruges på interne stridigheder, at sige farvel til seks medlemmer af folketingsgruppen og en corona-krise, som for en stund satte al anden politik på pause. Men sådan blev virkeligheden, og undervejs har Venstres formand kunnet se, hvordan tilslutningen til partiet er blevet mindre og mindre i meningsmålingerne.

Enkelte målinger har sågar vist, at Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti nød større opbakning end Venstre. Det er mange år siden, at det overhovedet blev diskuteret blandt borgerlige partier om, hvem der skulle være blokkens statsministerkandidat. Og svaret er partierne ikke blevet enige om endnu.

Jakob Ellemann-Jensen bekræftede igen i denne uge, at han godt kan være udenrigsminister i en borgerlig regering med Søren Pape Poulsen som statsminister. Til Politiken svarede han:

- Ja, selvfølgelig. Men det vigtigste er, at vi får en anden regering.

Det har han også sagt på Folkemødet på Bornholm i år. Her meldte De Konservatives Søren Pape Poulsen sig også klar til at række ud efter statsministerposten.

- Jeg skal nok stå klar, hvis det hele er, som det skal være, sagde Søren Pape Poulsen til Søren Lippert fra TV2 News og fortsatte:

- Hvis der er 90 mandater, og flertallet af de mandater synes, det skal være mig, og vi har fået et fornuftigt valg, så må vi kigge på det.

Mon ikke også Lars Løkke Rasmussen ser sig selv som statsministerkandidat, når han får samlet tilstrækkeligt med vælgererklæringer sammen, så hans nye parti, Moderaterne, kan komme på stemmesedlerne? Det vil være oplagt, at den tidligere statsminister byder sig til, hvis han ønsker om en regering hen over midten i dansk politik skal blive til virkelighed.


For vil Enhedslisten virkelige risikere at bringe en borgerlig regering til magten? Den risiko er der ikke lige i øjeblikket.

Casper Dall, politisk redaktør


Med to – og potentielt tre – forskellige statsministerkandidater er Mette Frederiksen kommet på en svær kommunikationsopgave. For hvem er hendes modstander? Når der ikke er en tydelig modstander, begynder man i politik at bekrige hinanden. Det skete igen i denne uge, hvor Enhedslisten brugte deres sommergruppemøde til at genfremsætte truslen om mistillidsvotum til regeringen, hvis der ikke bliver leveret, når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard indkalder til forhandlinger om et nyt kontanthjælpssystem.

Var der et reelt borgerligt alternativ, ville den slags trusler være nemmere for regeringen at håndtere. For vil Enhedslisten virkelige risikere at bringe en borgerlig regering til magten? Den risiko er der ikke lige i øjeblikket. Derfor er det bedste, der kan ske for Mette Frederiksen, at blå blok finder ud af at samle sig om én statsministerkandidat.

Danskerne indtager en førsteplads i EU, når det kommer til at skifte bank
Danskerne ligger på førstepladsen i EU, når det kommer til at skifte bank. Inden for det seneste år har 45 procent af danske bankkunder undersøgt mulighederne og priserne i andre banker end deres egen, viser ny analyse fra Finans Danmark Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix)

Danske bankkunder er kritiske: - Muligheden for at skifte er der, hvis de vil

Godt halvdelen af alle danske bankkunder har inden for det seneste år undersøgt priserne og mulighederne i andre banker end deres egen.

Det viser en ny spørgeundersøgelse, som bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, har fået lavet. Ni procent er endt med faktisk at skifte bank, seks procent er på vej til at gøre det eller overvejer det kraftigt, mens 31 procent valgte at fortsætte som kunde i deres nuværende bank.

- Tallene indikerer, at kunderne er kritiske og muligheden for at skifte er der, hvis de vil, siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark.

Og faktisk indtager danskerne en førsteplads i EU, når det kommer til at skifte bank. Det gjorde 18 procent af alle voksne danskere i perioden 2011 til 2015.

Mange danskere har det seneste år haft overvejelser om at skifte bank, viser ny analyse fra Finans Danmark. Mulighederne for at skifte bank er gode, hvis man vil, og det er positivt, at danske bankkunder er kritiske og aktive i markedet, mener cheføkonom.

Privatøkonomi: Danskerne er kritisk bevidste om, hvor de opbevarer, låner og forrenter deres penge.

I løbet af det seneste år har 45 procent af alle bankkunder undersøgt priserne og mulighederne i andre banker end deres egen.

Det viser en ny spørgeundersøgelse, som Epinion har foretaget for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

Ni procent har faktisk fået ny bank, seks procent har planer om at skifte bank eller overvejer det kraftigt, mens de sidste 31 procent har valgt at fortsætte med at være kunde i deres nuværende bank.


Danskerne er gode til at bruge nettet, når de handler. Det gælder også på bankmarkedet. Og i sektoren støtter vi danskernes muligheder for at orientere sig om, hvad de enkelte banker, og at gøre det så nemt som muligt at gennemføre et bankskifte

Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark


Og når så mange danskere overvejer et skifte, men undlader at skrive under med en ny bank, skyldes det, at de konkurrerende banker ikke kan give et bedre tilbud, eller at kunderne alligevel er tilfredse med deres nuværende bank eller bankrådgiver, lyder det fra Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark.

- Tallene indikerer, at kunderne er kritiske og muligheden for at skifte er der, hvis de vil. Faktisk er kundemobiliteten på det danske bank- og realkreditmarked blandt de højeste i EU, siger cheføkonom i Finans Danmark, Niels Arne Dam, i en pressemeddelelse.

På førstepladsen i EU

En analyse fra Europakommissionen viste i 2016, at 18 procent af alle voksne danskere har skiftet deres primære bankforbindelse i tiden mellem 2011 og 2015. Gennemsnittet for EU-landene ligger på godt ni procent.

Og der er mange grunde til, at danskerne indtager en førsteplads i EU, når det kommer til at skifte bank. Blandt andet har tre ud af fire danskere mulighed for at vælge mellem mindst seks banker i deres nærområde.

- Danskerne er gode til at bruge nettet, når de handler. Det gælder også på bankmarkedet. Og i sektoren støtter vi danskernes muligheder for at orientere sig om, hvad de enkelte banker kan, og at gøre det så nemt som muligt at gennemføre et bankskifte, siger Niels Arne Dam.

30 procent af alle, der har købt bolig i perioden mellem 2011 og 2015 skiftede bank. For førstegangskøbere er der tale om 40 procent.

Niels Arne Dam fra Finans Danmark synes det er flot, at så mange danskere er aktive i markedet og skifter bank, når der sker noget afgørende i deres liv og økonomi.

- Samtidig glæder jeg mig også over, at mange danskere er glade for den bank og den bankrådgiver, de kender. Det er vigtigt, at bankerne kan levere rådgivning og løsninger, der giver kunderne trygge økonomiske rammer om deres liv, siger han.

Hvem skifter bank?

Danskere, der har et større og stigende bankforbrug og flere bankforbindelser, skifter oftere bank end folk, der har et lavt og stabilt bankforbrug.

Danskere skifter ofte bank, når de begynder i deres første job eller starter virksomhed.

Danskere skifter ofte bank, når de flytter og særligt ofte, når de flytter til en anden kommune.

Danskere skifter ofte bank, når de køber ny bolig og særligt ofte, når der er tale om førstegangskøbere.

De er ikke længere rolige og fortrøstningsfulde i Kabul
Mange afghanere fra områder uden for hovedstaden, Kabul, har søgt mod Kabul, hvor de nu har slået lejr. Taliban nærmer sig efterhånden hovedstaden. Det danske udenrigsministerium opfordrer danskere til at forlade landet hurtigst muligt. Foto: Rahmat Gul/Ritzau Scanpix

Dansker med kolleger i Kabul: Nu er der panik

Den militante islamistiske bevægelse Taleban nærmer sig nu hovedstaden, Kabul, imens Danmark har valgt at lukke sin ambassade midlertidigt.

Inden for kort tid vil medarbejdere og lokalt ansatte afghanere blive evakueret.

Stemningen i Kabul har på få døgn ændret sig fra at være rolig og fortrøstningsfuld til at rumme panik og forsøg på at komme ud af landet hurtigst muligt.

Det fortæller Ditte Søbro fra Læger uden Grænser. Hun var HR-chef for organisationen i Afghanistan, da hun var dernede fra februar 2020 til 30. maj 2021 i Kabul, hvor hun også rejste rundt til mange af de områder, der nu er besat af Taliban.

Hun har både venner og kolleger i landet, og hun udtaler sig som privatperson.

- Torsdag morgen var de relativt fortrøstningsfulde. Men bare fra torsdag til fredag aften er der sket helt vildt meget. Torsdag snakkede vi om Kabul, og de troede, at der i hvert fald ville gå 90 dage endnu, inden Kabul bliver taget. Men allerede fredag så det helt anderledes ud. Det går så hurtigt, at man ikke rigtig har begreb om det, siger hun.

På få døgn har stemningen i Kabul ændret sig fra fortrøstningsfuld til panisk, siger dansker fra organisation.

Den militante islamistiske bevægelse Taliban har efterhånden erobret store dele af Afghanistan og nærmer sig nu hovedstaden, Kabul, imens Danmark har valgt at lukke sin ambassade midlertidigt.

Inden for kort tid vil medarbejdere og lokalt ansatte afghanere blive evakueret.

Stemningen i Kabul har på få døgn ændret sig fra at være rolig og fortrøstningsfuld til at rumme panik og forsøg på at komme ud af landet hurtigst muligt.

Det fortæller Ditte Søbro fra Læger uden Grænser. Hun var HR-chef for organisationen i Afghanistan, da hun var dernede fra februar 2020 til 30. maj 2021 i Kabul, hvor hun også rejste rundt til mange af de områder, der nu er besat af Taliban.

Hun har både venner og kolleger i landet, og hun udtaler sig som privatperson.

- Torsdag morgen var de relativt fortrøstningsfulde. Men bare fra torsdag til fredag aften er der sket helt vildt meget. Torsdag snakkede vi om Kabul, og de troede, at der i hvert fald ville gå 90 dage endnu, inden Kabul bliver taget.

- Allerede i går (fredag, red.) så det helt anderledes ud. Det går så hurtigt, at man ikke rigtig har begreb om det, siger hun.

Så sent som fredag aften talte hun med en af sine afghanske bekendte i Kabul. Han fortalte, at han gerne vil væk fra byen nu.

- Han har haft muligheden for at rejse, fordi han har dobbelt pas, men han har altid villet blive for at hjælpe med genopbygningen. Men nu er han i en situation, hvor han egentlig tænker, at han nok måske er nødt til at forlade landet, men ikke kan.

- Han fortæller om den her panik, der er kommet på meget kort tid. I løbet af ugen har han været rimelig fattet under omstændighederne og sagt: "Vi er okay i Kabul". Nu prøver de at komme væk. Men der er ikke billetter for de få, der har mulighed for at rejse, som er en absolut minoritet af dem, siger hun.

De afghanerne, som Ditte Søbro har talt med, tager stadig på arbejde i Kabul. Man skal huske på, siger hun, at de i lang tid har været vant til, at der er usikkert.

- Mit indtryk er, at de stadig bevæger sig i Kabul. De har jo aldrig kunnet bevæge sig frit rundt. De har altid været bevidste om, at hver gang de bevæger sig ud fra huset, er der en risiko forbundet med det, siger hun.

Ditte Søbros bekendte har fortalt hende, at borgerne i hovedstaden har mistet moralen.

- Siden i går er alle i chok, og alle har mistet moralen. Folk vil gerne væk, men for langt de fleste er det ikke en mulighed.

- Hvis man ikke kan tage et fly, kan man prøve at krydse grænsen til Iran, men det er jo så bare forbundet med andre risici, siger hun.

Kabul er efterhånden omringet af Taliban, lyder meldingerne. Der kan være tale om et par dage, inden Taliban kan være inde i hovedstaden.

Siden USA og andre lande begyndte at trække deres styrker ud af Afghanistan, har Taliban bredt sig i landet. I øjeblikket har Taliban mindst kontrol over cirka to tredjedele af landet.

Taliban har senest lørdag erobret Logar-provinsen, der ligger lige syd for Kabul.

/ritzau/