Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Statsminister Mette Frederiksen (S)besøger FyensStiftstidende Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vild uge i dansk politik

Det er weekend, og politikere og politiske nørder puster ud efter en uge med en strøm af politiske udmeldinger, en skandale og en byretsdom.

Da Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, fredag blev idømt seks måneders betinget fængsel ved Retten i Lyngby, var det kulminationen på en utrolig uge i dansk politik.

En stribe partier nåede også at holde sommergruppemøder med de rituelle pressemøder, hvor politiske særstandpunkter lanceres sammen med rutinemæssige advarsler rettet mod den siddende regering.

Enhedslisten var først ude, lovede gratis tandlægehjælp til alle og såede tvivl om partiets opbakning til S-regeringen. Radikale fulgte efter, men partiets bestræbelser for at sætte folkeskolen på den politiske dagsorden led skibbrud, da den radikale komet, Kristian Hegaard, samme dag trak sig fra politik efter flere tilfælde af grænseoverskridende adfærd, som det hed.

Fredag trådte Liberal Alliance og Venstre frem på scenen. LA savner tydelig ledelse i den borgerlige lejr, mens Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen afblæste krisen i sit eget parti. Den dybere sammenhæng stod uklart, da Messerschmidt-dommen stjal al opmærksomhed.

Endelig mødte statsminister Mette Frederiksen (S) op til læsermøde på Avisen Danmark, hvor hun blev konfronteret med spørgsmål om alt fra sygeplejerskekonflikt til klimaforandringer og bemandingen på plejecentrene. Det kan du læse meget mere om i dagens nyhedsbrev og i løbet af weekenden.

God weekend.

Billede af Jens Bertelsen
Billede af skribentens underskrift Jens Bertelsen Erhvervsredaktør
Mette Frederiksen mødte Avisen Danmarks læsere
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødte Avisen Danmarks læsere. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Mette Frederiksen: For mange unge mistrives - svaret er ikke gratis psykologhjælp til alle

Statsminister Mette Frederiksen havde snoet sig rundt om 4. etape i Danmark Rundt, der fredag blev kørt på Nordvestsjælland, for at ankomme klokken 17.10 til Avisen Danmark i Odense. Her stod politisk redaktør Casper Dall klar til at stille spørgsmål fra læserne til statsministeren ved hendes første optræden foran danskerne efter sommerferien. Læs her hvad læserne ville vide, og hvad statsministeren svarede.

I stedet for at tale om gratis psykologhjælp til alle unge med angst og depressioner, skulle vi måske hellere overveje, hvor meget tid de bruger foran en skærm, og om vi stedet for at køre dem til alt skulle sende dem ud på deres cykler? Bl.a. sådan svarede statsminister Mette Frederiksen, da Avisen Danmarks læsere fik lejlighed til at spørge hende om de aktuelle samfundsproblemer.

Læsermøde: Hvornår kommer regeringsindgrebet i sygeplejestrejken? Har Mette Frederiksens ministre noget at skjule? Hvad med coronagælden? Hvornår kommer sundhedsreformen? Hvis du skulle vælge mellem at danne regering med Jakob Ellemann-Jensen eller Lars Løkke Rasmussen, hvem ville du så tage?

Det og meget andet svarede statsminister Mette Frederiksen på, da Avisen Danmark lod læserne komme til fadet og stille de spørgsmål, som lå dem på sinde. Et af dem ville hun dog ikke svare på ...

Læs det, Mette Frederiksen gerne ville svare på:

Hvornår kommer der et regeringsindgreb i sygeplejerskernes strejke?

Mette Frederiksen: - Den danske model er en genial opfindelse. Den er en af de væsentlige grunde til, at vi har så stabilt et samfund. Og modellen er, at vi politikere holder os ude af den slags spørgsmål, og det er svaret på alle spørgsmål om dette emne.

(Spørgsmål fra rigtigt mange)

Skal coronagælden ikke betales tilbage?

Mette Frederiksen: - Vi valgte at spænde et stort sikkerhedsnet ud under samfundet, da coronaen ramte os. Vi har på den måde holdt arbejdsløsheden nede og sikret økonomien. Så er vi mange, der er opdraget til at betale gæld tilbage hurtigst muligt. Sådan er det i husholdningsøkonomien, men sådan er det ikke helt med samfundsøkonomien. Selv om jeg er nordjyde og fortaler for, at man betaler gæld tilbage, behøver man ikke at se på statsgælden på samme måde.

- Vi har en holdbar økonomi, høj kreditværdighed i Danmark, og fordi renten er så lav, har vi kunnet optage mindre gæld, end vi havde regnet med. De gældsposter kan vi godt lægge ind i den langsigtede økonomiske politik uden, at skatten skal stige, eller der skal skæres på velfærden. Havde vi ikke lavet de store hjælpepakker, havde vi haft en stor arbejdsløshed, der ville have været meget værre for økonomien. Men vi skal også kun optage gæld, når det er nødvendigt. Det kommer til at begrænse, hvad vi kan de næste år.

(Spørgsmål fra Svend Ove Holm)

Vi er mange ældre, der føler os glemt - hvornår får vi den sundhedsreform, vi er blevet lovet?

Mette Frederiksen:-  Jeg håber, du og andre har mærket, hvor meget vi har optaget af jer under coronakrisen. Men der er store dele af ældreområdet, der ikke foregår godt nok. Man skal opleve værdighed, og der syntes jeg ikke, vi er alle steder i dag. En af udfordringerne er, at for mange medarbejdere bruger for meget tid ved en computer. De siger til mig, at de bruger en-to timer om dagen på at dokumentere og skrive ned.

- Vi skal regulere mindre, styre mindre, fjerne lovgivning for at give mere tid til nærvær og relationer. Nu har vi sat to kommuner helt fri på ældreområdet og bedt dem om at starte forfra. Jeg tror, de finder svaret på den udfordring for os.

- Men der kommer selvfølgelig også en sundhedsreform. Det har bare været forkert at bede sundhedsministeriet om at lave den, mens det har været optaget af corona.

(Spørgsmål fra Anette Thysen)

Danmark er på 29. pladsen i forhold til ligestilling - hvordan vil du sikre ligestillingen i Danmark?

Mette Frederiksen: - Jeg vil godt betvivle, at vi ligger på 29. pladsen. Vi er rigtigt langt i Danmark med ligestillingen. Men der er også problemer: Vi vil gerne have, at flere mænd tager mere barselsorlov. Der er flere kvinder end mænd, der arbejder deltid, og det har betydning for pensionsopsparinger. Og så er der ligestillingsproblemer i indvandrermiljøer.

- Det er områder, hvor vi skal tage fat.

(Spørgsmål fra Rikke Boje)

Hvordan vil du sikre, at der kan rekrutteres og fastholdes personale til sundhedssystemet?

Mette Frederiksen: - Vi kommer givet til at mangle arbejdskraft i sundhedssystemet, men det gør vi også mange andre steder. Både højt specialiseret og faglært arbejdskraft. Det er den største forhindring, vi har i forhold til at nå klimamålet, for hvis ikke der er faglærte, kan vi ikke bygge vindmøllerne og lave energieffektiviseringerne. Det kommer vi til at sætte på dagsordenen.

- Vi skal sikre at flere unge tager en erhvervsuddannelse - både til det private arbejdsmarked, men også til velfærdssamfundet.

(Spørgsmål fra Hanne Holmgren Kraaer)

Er vi blevet for fine til at arbejde med hænderne her i landet?

Mette Frederiksen: - Jeg vil gerne anholde, at man kan skille det ad på den måde, at nogle arbejder med hænderne og andre med hovedet. Man kan ikke være dygtig faglært, hvis man ikke kan noget med både hovedet og hænderne. Det hænger sammen.

- Og ja, der er noget uddannelsessnobberi i Danmark. Det er blevet finere at tage en videregående uddannelse end at have et fag. Man kunne måske forestille sig, at en ingeniør ville blive en bedre ingeniør, hvis han fik en faglært uddannelse først.

(Spørgsmål fra Tonny Hansen)

Under corona måtte pårørende ikke komme ind på plejehjemmene. De gamle sad og faldt sammen, og vi andre blev kede af det. Skal I ikke lave minimumsnormering i ældreplejen, som I har gjort med børnene?

Mette Frederiksen: - Først og fremmest: Al medfølelse herfra. Jeg kan høre, at der har været noget, der har været svært. Men jeg ved næsten ikke, hvordan vi skulle have gjort det anderledes uden at miste mange menneskeliv, selvom det også kom med en pris. Forhåbentlig kommer vi der ikke igen.

- Vi har købt masser af vacciner, hvis vi får behov for at vaccinere igen. Vi er blevet langt klogere.

- Men hvis for mange medarbejdere bruger for meget tid langt væk fra borgerne, løser det ikke problemet med flere penge og minimumsnormering. Kunne det være, at vi i stedet skal frigøre tid fra kontrol og dokumentation? Diskussionen er større end kun antal hoveder, og den vil jeg insistere på, at vi bruger kræfter på.

(Spørgsmål fra John Christensen)

Hvis du skulle vælge mellem at danne regering med Ellemann eller Løkke, hvem ville du så tage?

Mette Frederiksen: - Sjovt spørgsmål! Jeg har aldrig overvejet nogle af mulighederne. Vi har en manøvredygtig regering nu, hvor vi laver ganske mange aftaler bredt med de fleste af Folketingets partier. De bedste beslutninger er oftest dem, der træffes over midten, hvor vi har forskellige perspektiver.

- Jeg kender ikke Løkkes planer, men Jakob (Ellemann-Jensen, red.) kender jeg ganske godt. Venstre er et vigtigt parti. Begge må gerne være med i samarbejdet, men jeg har ikke planer om ændre på regeringen.

(Spørgsmål fra Jens Clausen)

Hvad er din politik i forhold til at give permanent opholdstilladelse til flygtninge? Nogle af dem er fantastisk dygtige og kan bidrage til arbejdsmarkedet.

Mette Frederiksen: - Her kan jeg ikke være imødekommende, og det handler ikke om den enkelte unge flygtning, der gør sig umage og vil bidrage til samfundet. Det er fordi, da jeg var en lille pige i Aalborg, var andelen af medborgere i dette land med ikke-vestlig baggrund lille. Nu er vi tæt på, at 15 procent i Danmark har ikke-vestlig baggrund. For mange bidrager ikke positivt. Især kvinder går ikke på arbejde. Vi har ikke råd til at fortsætte sådan. Der er også for mange, der fylder negativt i statistikkerne for kriminalitet. Der er udfordringer med parallelsamfund. Der er massive sociale og integrationsproblemer.

- For mig er det med permanent ophold noget principielt. Jeg synes, det er bedst, man tager hjem, når man ikke har behov for beskyttelse længere. Hvis alle flygtninge bliver indvandrere, vil vi se en meget stor forandring af vores samfund.

(Spørgsmål fra Hanne Svenningsen)

Hvordan vil I forbedre psykiatrien, så man ikke bliver sendt ud af systemet, selv om man stadig er syg?

Mette Frederiksen: - Der er to store problemer i psykiatrien. At patienter udskrives for hurtigt. Det er meget ulykkeligt, og noget af det handler om, at psykiatrien ikke er blevet prioriteret lige så højt som andre dele af sundhedssystemet. Det er vi i gang med at ændre på.

- Samtidig er antallet af unge mennesker, der får en diagnose, eksploderet. Her mener jeg, at vi skal grave i årsagerne til, hvorfor så mange unge mennesker mistrives. Måske er det fordi, vores børn er for meget på skærmen? Måske fordi de cykler for lidt og bliver kørt i stedet. Kulturen i Danmark har været at selvstændiggøre vores børn - jeg tror, vi skal overveje, om vi er kommet for langt væk fra det. For mig er svaret er ikke bare gratis psykologhjælp til alle - vi skal dybere end det.

(Spørgsmål fra Sille Mandø)

Du har talt om vaccineproduktion i Danmark - er den sag levende endnu?

Mette Frederiksen: - Ja. Vi er et af de lande, der kommer til at have størst vaccinetilslutning, og det er jeg stolt af. Vi har stadig overvejelser om at understøtte dansk vaccineproduktion, udvikling og forskning. Det er vi positivt indstillede overfor.

(Spørgsmål fra Niels Hovgaard)

Mange af dine ministre vil ikke  udtale sig til medierne. Har I noget at skjule, eller mangler I modet?

Mette Frederiksen: - Det sidste håber jeg ikke. Heller ikke det første.

- Et af hverdagens store dilemmaer i dansk politik er, at mediepresset er enormt. Vi forsøger at besvare så mange henvendelser vi kan, men vi skal altså også passe vores arbejde.

- Medierne kæmper om seere og læsere, konkurrencen er blevet hårdere, og der er mange partier og kommer stadig flere til. Jeg er bange for, at politikere og medier er fanget i samme hamsterhjul.

- Politik i dag er blevet så meget mere kompliceret, og formidlingen er blevet forenklet. Det er ærgerligt. Vi bliver dårligere sammen medierne og politikerne. Vi politikere kan givet blive bedre, men der er noget grundlæggende galt i samarbejdet mellem politikere og medier.

(Spørgsmål fra Ole Sørensen)

Lige nu er Morten Messerschmidt dømt ude
Morten Messerschmidt møder pressen foran Retten i Lyngby efter domsafsigelsen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Messerschmidts sag vil martre Dansk Folkeparti i lang tid endnu

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er foreløbigt dømt ude i kampen om at blive partiets næste formand.

Det vurderer Avisen Danmarks politiske reporter, Kasper Løvkvist, efter Messerschmidt fredag blev kendt skyldig i EU-svig og dokumentfalsk ved Retten i Lyngby og idømt seks måneders betinget fængsel.

- Der har været en fornemmelse af, at han ville gå efter den ultimative magt efter det kommende kommunalvalg. Det er han jo blevet stækket fuldstændig på nu. Det kan han ikke længere, medmindre han bliver frikendt i en ankesag, og det bliver i hvert fald ikke på denne side af kommunalvalget, siger Kasper Løvkvist.

Dommen ankede Messerschmidt på stedet, og det betyder, at både vælgere, medlemmer og toppen af Dansk Folkeparti må indse, at sagen om brug af EU-støttekronre til et sommermøde i partiet i 2015 kommer til at martre partiet længe endnu, lyder vurderingen fra Kasper Løvkvist.

Dommen på seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk har foreløbigt sat Morten Messerschmidt ud af spillet i kampen om at blive den næste formand i Dansk Folkeparti, der må se i øjnene, at sagen vil forfølge partiet længe endnu, vurderer Avisen Danmarks politiske analytiker.

Analyse: Fredag eftermiddag blev Morten Messerschmidt, folketingsmedlem og næstformand i Dansk Folkeparti, kendt skyldig i EU-svig og dokumentfalsk i sagen om brug af EU-støttekroner til et sommermøde i Dansk Folkeparti i 2015.

Messerschmidt blev efter syv retsdage ved Retten i Lyngby idømt seks måneders betinget fængsel.

Dommen ankede sagens hovedperson på stedet.

Og det er svært at sætte definitive ord på, hvad dommen betyder for Morten Messerschmidts fremtid i dansk politik, lyder det fra Avisen Danmarks politiske analytiker, Kasper Løvkvist.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har allerede meddelt på Facebook, at Messerschmidt kan fortsætte sit politiske arbejde i partiet, så længe sagen venter at blive prøvet i Landsretten.

Samtidig er det op til Folketingets udvalg til valgs prøvelse at beslutte, om Messerschmidt fortsat er værdig til at sidde i Folketinget.

- Der vil jeg sige, det er sandsynligt, at de vurderer, han ikke er værdig til at være efter han er blevet dømt for nogle ret hårde paragraffer om svig og dokumentfalsk. Spørgsmålet er, om man venter med at tage stilling til det efter anken. Det er noget, udvalget selv beslutter, og fordi der er så lidt præcedens for de her ting, er det svært at sige, hvad der er mest sandsynligt, siger Kasper Løvkvist.

Med hensyn til vælgerbasen vil fredagens dom gøre det sværere for partiet at komme opad i meningsmålingerne, vurderer Kasper Løvkvist.

- Jeg tror, at alle dem, det betød noget for, at Dansk Folkeparti var et rent og ubesmittet parti, der ikke fiflede med regler nogensinde, allerede har forladt partiet. Men den grundlæggende skade er sket, og de, der er tilbage, tror jeg ikke tager sig ret meget af, at der er faldet en dom, som de formentlig vil synes er dybt uretfærdig, siger Kasper Løvkvist.

Messerschmidts formandshåb er stækket

Til gengæld har sagen betydning for dynamikken i de magtkampe, der længe har raseret toppen af Dansk Folkeparti, om hvorvidt partiet skulle finde en erstatning for Kristian Thulesen Dahl som partiets formand.

- Der var det oplagt, at Morten Messerschmidt skulle være den næste, og der har været en fornemmelse af, at han ville gå efter den ultimative magt efter det kommende kommunalvalg. Det er han jo blevet stækket fuldstændig på nu. Det kan han ikke længere, medmindre han bliver frikendt i en ankesag, og det bliver i hvert fald ikke på denne side af kommunalvalget, siger Kasper Løvkvist.

På den korte bane er det godt for Kristian Thulesen Dahls muligheder for at holde fast i formandsposten.

- Morten Messerschmidt var den eneste reelle udfordrer, han havde, men for nu er han ude af spillet. Men partiets kommunalvalg kan stadig nå at blive så elendigt, at man synes, man skal have en ny formand alligevel, vurderer Kasper Løvkvist.


Morten Messerschmidt var den eneste reelle udfordrer, han havde, men for nu er han ude af spillet.

Politisk analytiker Kasper Løvkvist


Nu skal sagen altså også prøves ved Landsretten. Hvordan har resten af Dansk Folkeparti det med, at det her sandsynligvis kommer til at trække ud?

- Det går jeg ud fra, de er ærgerlige over. Blandt mange DF’ere har der været en slags lettelse over, at sagen endelig gik i gang, så man kunne se frem til en afgørelse. Ankesagen kunne man sagtens have forudset, men det holder jo liv i sagen, så jeg tror, at de, der havde håbet på at stå i dag med et resultat, nu må se i øjnene, at det her kommer til at martre Dansk Folkeparti i lang tid endnu, siger Kasper Løvkvist.

Man kan godt være glad, selvom andre har det bedre.
Lars Harder Tougård styrtede otte meter i frit fald, før han ramte jorden. Fra det sekund havde han ingen førlighed fra brystet og ned. Foto: Andreas Søndergaard

Det frie fald og genopstandelsen: Skiulykke kostede Lars førligheden fra brystet og ned - men ikke lysten til livet

Historien om Lars Harder Tougård er tragisk, men også fantastisk. Det er knap tre år siden, den 22-årige studerende blev ramt af en frygtelig skiulykke på en bjergside i Italien.

Han styrtede otte meter, og i dag har han ingen førlighed fra brystet og ned overhovedet. Alt det er tragisk, men Lars ser livet på en anden måde. Han drømmer ikke om ulykken, men drømmer om at stå på ski, fordi det var sjovt.

- Jeg har det sådan, at man gerne må være ked af det, selvom andre har det værre - men på samme måde kan man også godt være glad, selvom andre har det bedre. Og jeg har det egentlig fint nok.

Avisen Danmark har mødt Lars i hans handicapvenlige lejlighed i Aarhus.

Kort før jul i 2018 væltede 22-årige Lars Harder Tougård på ski. Hvad der præcist skete, ved han ikke, men da han vågnede igen, var alting forandret. Undtagen hans lyst til at leve sit liv fuldt ud.

Overlevelse: Han husker godt den 17. december 2018.

Han husker den hvide sne, og han husker glæden ved igen at stå på ski.

Det næste, han husker, er et glimt af grønne vægge og af en italiensk sygeplejerske.

Så husker han sin niece. Der må være gået mange døgn.

- Hun var iført isolationstøj fra top til tå. Hun forsvandt næsten i det, siger han og smiler.

Det var dagen inden, hun fyldte et år, det ved han. Han ved også, at det har været efter, at han blev fløjet hjem til Danmark liggende på en båre i et lille og hurtigt hospitalsfly.

Han husker kun ganske lidt. En smule af nytårsaften står klar i hans erindring. Det var den dag, den 22-årige studerende for første gang havde observeret, at han ikke længere kunne bevæge sine ben, og at han heller ikke kunne mærke sine hænder. I sin seng på intensivafdelingen kunne han ligge og se på fyrværkeriet, der ramte nattehimlen.

Et nyt år, en ny start.

Var god

Det er knap tre år siden siden, at der blev vendt op og ned på Lars Harder Tougårds liv.

Han var 22 år, da han kørte ned af de stejle pister for sidste gang. Måske, siger han, kan han godt huske en del af den sidste tur ned ad de sneklædte bjerge. Det er svært at sige, svært at skelne de glimt fra hinanden, for han har stået på ski i hele sit liv.

- Og jeg var god til det, påpeger han.

- Vinterferierne har altid været de bedste. Bedre end sommerferierne.

Lars Harder Tougård sidder i sin lejlighed i Aarhus, men det er ikke den, han flyttede ind i, da han pakkede sit liv ned i kasser og tog til Smilets By for at studere for fire år siden.

Lars Harder Tougård. Foto: Andreas Søndergaard

Den her bolig er handicapvenlig, og den har to værelser. Hans eget og det, hans hjælpere bruger. Lars Harder Tougård er aldrig alene, og han kommer heller aldrig til at være det igen. Dertil er hans krop alt for skadet.

Hjælperne er lige i nærheden af ham 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. De er uundværlige, de er hans arme og ben. Lars skal liftes ved forflytninger til kørestol, seng og toilet.

Frit fald

I december 2018 havde Lars fundet et godt tilbud på en skiferie.

- 1300 kroner per person for en uge med hytte og liftkort. En rimelig god pris, siger han og nikker med et skævt, måske endda sarkastisk, smil.

Midt i hukommelsens mørke er der detaljer, der står helt klart for ham.

Lars Harder Tougård var blevet færdig med sin opgave på maskiningeniørstudiet i fin tid op til jul, så han og to medstuderende samt en kammerat hjemmefra tog sammen til Livigno i Italien.

-Vi kørte derned den 14. december. Så stod vi på ski i halvanden dag. Og den 17. kom jeg til skade, opremser han.

Han underdriver.

For Lars kom ikke bare til skade den dag. Han styrtede og fløj igennem luften. Ud over en afsats og otte meter ned i frit fald, indtil han bankede imod asfalten med hovedet først.

Filmen knækkede

Hvad der skete, kan han kun fortælle om i brudstykker. Hukommelsen er sort, men som små brikker i et tragisk puslespil har han og vennerne fået det hele til at give nogenlunde mening.

- Jeg havde faktisk et go-pro kamera på. Der skete utroligt nok ikke noget med det, men det lille SD-kort indeni knækkede. Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske, indskyder den i dag 25-årige.

I Lars' hjem i Aarhus hænger der minder fra sin tid i Borup IF's gule og blå farver: Hans kamptrøje og et holdbillede fra da Lars og vennerne vandt Fjends Cup for fem år siden. Foto: Andreas Søndergaard

Hvis hans film havde overlevet, havde han kunne få en detaljeret forklaring på, hvad der skete. Hvordan han kunne flyve ud over en bjergside det ene sted, hvor der var en åbning i det sikkerhedsnet, som skulle gribe styrtende skiturister.

- Jeg ved ikke, hvordan og hvorfor, jeg kunne falde ud over kanten. Jeg har nok haft fart på, og måske har der ligget en masse løs sne. Et eller andet er gået galt, siger han.

Svaret på, hvad der præcist skete, får han aldrig.

- Først var jeg ærgerlig over det, men nu er det fint. Hvis det nu viste sig, at jeg havde gjort et eller andet tåbeligt, så ville jeg have det helt af helvede til med det, påpeger han.

Femte nakkehvirvel

Lars Harder Tougård havde alt det sikkerhedsudstyr på, man bør have. Det reddede sikkert hans liv men ikke hans førlighed.

- Jeg knuste femte nakkehvirvel, siger han.

- Den sidder cirka i niveau med det ar, jeg har der, indskyder han og løfter hovedet, så et ar langt oppe på halsen kommer til syne.

Han har ingen førlighed fra brystet og ned overhovedet.

Han kan bøje sine arme, men ikke strække dem.

Han er blevet opereret nogle gange. Kort efter ulykken og flere gange siden da.


Jeg har det sådan, at man gerne må være ked af det, selvom andre har det værre - men på samme måde kan man også godt være glad, selvom andre har det bedre

Lars Harder Tougård


Hans håndled og fingre virker heller ikke. Det ligner, at han kan bruge sine hænder, men det er optisk bedrag. Håndledsskinner hjælper med at gøre håndleddene strakt, så hænderne kan bruges til lidt på trods af manglende funktion.

Lars Harder Tougård kan godt mærke berøringer men ikke varme. Eller stik. Han kan heller ikke svede. Han kan hverken hoste eller rømme sig. Og hans lungekapacitet er kun på 35 procent.

Ikke forstået det

Men Lars' livshistorie sluttede ikke i sygesengen eller på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg, hvor han måtte sande, at hans krop havde taget større skade, end nogen kirurg kunne reparere.

Han var umiddelbart efter sit styrt blevet fløjet i bevidstløs tilstand med helikopter til et italiensk hospital, hvor han lå, indtil han var så stabil, at kunne klare turen til Danmark den 29. december.

- Store dele af januar er væk i min hukommelse.

Han ved, at han på et tidspunkt i sin hospitalsseng fik at vide, at han havde brækket nakken. Det er dog ikke ensbetydende med, at han forstod konsekvenserne af det.

- Jeg kan huske, jeg blev opereret i foden fire måneder efter ulykken, og der regnede jeg med, at jeg snart skulle gå igen, funderer han.

Lars Harder Tougård på hospitalet. I den første tid kunne han ikke hæve hovedet uden at besvime. Privatfoto

I et halvt år kunne Lars Harder Tougård ikke trække vejret selv. Han lå på intensivafdelingen indtil marts og havde brug for en respirator for at holde sig i live.

I halvanden måned kunne den 22-årige ikke hæve hovedet bare en smule uden at besvime. Han kunne næsten ikke andet end at kigge ud ad vinduet eller op på de loftsplader, der udgjorde hans udsigt. Han talte hullerne igen og igen og igen.

Først et halvt år efter ulykken - og efter lang tids tilvænning - fik han respiratoren ud. På det tidspunkt havde han været indlagt på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i tre måneder. Her skulle han bo og træne og kæmpe og komme ud i en ny version af sig selv.

Den bedst mulige med de forudsætninger, han var blevet givet efter sit styrt.

Hvornår det gik op for Lars, at livet ikke mere blev det samme, kan han ikke sige. Der var ikke en dag, et øjeblik, en åbenbaring.

Lægerne fortalte ham ikke i klare vendinger, hvad hans fremtidsudsigter var. Han måtte selv opdage sine begrænsninger - og sine muligheder.

- Det er vel for ikke at smadre alle ens forhåbninger. Jeg tror, at det gik op for mig løbende, at jeg ikke kom til at bruge min ben igen. Hvis man med det samme får at vide, at man ikke kommer til at gå igen, så stopper man nok også med at kæmpe, siger han.

Missionen virkede i så fald. For Lars var hurtig til at kæmpe med den styrke, han nu havde tilbage.

- Jeg har en masse support fra min familie. Mine forældre, mine brødre. Trine (daværende kæreste og nu gode veninde, red.), hendes familie og mine venner. Jeg har en god viljestyrke, men jeg har også fået et godt udgangspunkt. Eller ... Jeg har fået en god støtte, retter han sig selv.

- Det er jo et relativt dårligt udgangspunkt at smadre nakken, siger han og kommer med et af de store smil, der næsten virker upassende - men dog alligevel befriende forløsende, midt i alvoren.

58 minutter

Lars husker en del milepæle. Dagen, hvor han fik respiratoren ud, er en af dem. Det havde langt fra været en selvfølge, at han nogensinde kom til at trække vejret af sig selv igen.

Det var også et højdepunkt, da han lærte at synke igen og derfor kunne få sonden ud.

- I starten måtte jeg kun få koldt væske ved at få et stykke gaze med isterninger ind i munden, eller ved at få lidt danskvand på en teske.

Han husker også den dag, da han efter to måneder på neurokirurgisk intensiv prøvede at drikke selv for første gang. Han fik spændt et let plastikkrus med to centiliter vand på sine håndledsskinner. Han havde lige nøjagtigt kræfter nok i sin skulder til at løfte det. Bare en smule, så sugerøret kunne nå munden.

Lars Harder Tougård gik på på Bjergsnæs Efterskole, inden han senere blev student fra Viborg Katedralskole. Siden flyttede han til Aarhus, hvor han - med nogen forsinkelse - uddanner sig til maskin-ingeniør. Foto: Andreas Søndergaard

Lars græd, da det lykkedes. Hans bedstemor var på besøg, og prøvede at trøste ham. Hun forstod ikke, at det var glædestårer.

Det var også en befrielse for Lars, da han for første gang - efter mange, mange måneder i sengen - endelig kom over i en elektrisk kørestol og kunne bestemme, hvor han ville køre hen.

- Det var en vild følelse, erindrer han.

- Det var første gang, jeg styrede noget selv.

Sejre

Det var også en befrielse for Lars, da han senere kom over i en manuel kørestol. Der findes en fast runde på rygmarvscenteret på cirka 150 meter, som man kan træne på. Den unge mand jublede, da han gennemførte den første gang efter lang og intens træning.

- Det var så stort. Også selvom det tog 58 minutter. Jeg var fuldstændig smadret bagefter. Men jeg endte med at kunne klare den på fire minutter, det må du gerne lige få med, siger han og sender endnu et af sine smil bag det røde skæg.

Da Lars kom til VCR, satte han sig flere ambitiøse mål. Han ville se sin klub Borup IF, hvis blågule dragt, han selv så ofte var trukket i, spille lokalopgør mod ærkerivalerne fra Skals den 10. maj. Det blev hans første tur udenfor sygehuset, da han med kørestolstaxi og respiratorvagt fik genset klubkammeraterne. Borup vandt, men den største sejr var Lars'. Og det var svært, mindes han, at skulle køre tilbage til VCR i stedet for at skulle med i omklædningsrummet til 3. halvleg.

Lars Harder Tougård besluttede sig hurtigt for, at han ville fortsætte sine studer. Selvom han kom voldsomt og permanent til skade, ved sin ulykke, skulle det ikke ødelægge hans fremtid. Foto: Andreas Søndergaard

Et andet mål - og en anden stor sejr - var, at Lars gennemførte en eksamen på sit studie blot et år og en dag efter ulykken. Han havde midt i al kaosset, besluttet, at han ville fortsætte sine studier. Mellem sin fysiske træning havde han holdt hovedet skarpt og fjernsynet slukket. Derfor kunne han i december 2019 køre ind til eksamen.

Han bestod med topkarakter.

Længes efter udtrådte sko

Lars savner at spille fodbold med sine brødre i haven. Han savner ubesværet at kunne følge med. Han savner at være uafhængig. At være fri. Og han savner at stå på ski.

- Hele familien skulle faktisk have været på skiferie måneden efter ulykken, men det blev så aflyst, fortæller han.

Han sidder lidt tavst og griner bag sit skæg.

- Jeg havde faktisk tænkt ... siger han og stopper lidt op, overvejer om han skal fortælle det.

- Jeg havde tænkt, at jeg snart skulle have lavet min første baglæns salto på ski. Jeg er glad for, at det ikke var i et forsøg på at lave det, at det gik galt, siger han, og tilføjer:

- Men jeg er også ked af, at jeg ikke nåede det. For det havde været sejt.

Endnu et smil dukker op.

Du griner meget?

- Ja, det gør jeg. For det må ikke være et tabu, at jeg sidder i kørestol, og at jeg har været ude for den ulykke. Så når folk siger ”hej” og spørger om det går det godt, så svarer jeg ”nej” - og efter lidt akavet stilhed siger jeg så: ”Men det kører godt”.

- En af mine kolleger på mit praktiksted brokkede sig over, at hun havde nogle helt udtrådte sko på. Så svarede jeg, at det gad jeg godt at have. Det handler om at få dem grint af, så man kan snakke videre, forklarer den 25-årige, som ikke har et stort håb om, at hans tilstand forbedres.

Lars Harder Tougård tror ikke på, at han nogensinde får sin førlighed tilbage. Han har det også bedst med at forholde sig til, hvad han kan. Man bliver skør af at gå og håbe og tro på noget urealistisk, mener han. Foto: Andreas Søndergaard

Han ved godt, ingen mirakelkure kan redde det, der gik tabt på et splitsekund.

- Jeg er meget naturvidenskabeligt anlagt inde i hovedet. Jeg ved godt, at nerver i rygraden ikke bare gror sammen. Jeg har også snakket med personer, der var mere troende, end jeg er, som har sagt, at hvis bare jeg tror og håber nok, så kommer jeg måske til at gå igen. Men nej. Man bliver sindssyg af bare at gå og håbe på noget, som ikke kommer til at ske. Det er ansvarsfralæggelse, mener Lars Harder Tougård.

Bedre eller værre

Han tager sin situation overraskende pænt.

Hvis han er bitter eller vred over sin skæbne, skjuler han det godt.

Jamen, altså ... Er det ikke ufatteligt, at det her kunne ske på et skisportssted?

-At jeg ryger ud over kanten?

Ja ..

- Jo. Men da jeg var indlagt i Viborg, var der andre med lignende skader. En var faldet af en hest, en anden var vågnet op en dag og kunne ikke bruge sine ben. Jeg kender også en, som faldt ned af en trappe. Så altså … Mit budskab skal bare ikke være, at man ikke skal stå på ski, fordi det er for farligt. Jeg savner det. Jeg har ikke drømt om ulykken, men jeg har drømt om at stå på ski. Det er bare mega sjovt.

Du må også have været tæt på at dø, så det kunne måske være gået værre?

-Ja, ja. Selvfølgelig. Det er der ingen tvivl om. Men nu landede jeg, som jeg gjorde. Var jeg landet en millimeter anderledes, så var der måske noget andet, jeg ikke kunne. Jeg ved ikke, hvor meget der skulle til, før jeg havde været død. Og det kunne jo også sagtens være gået bedre, kan man sige.

Har du tænkt tanken, at du hellere ville have været død?

- Nej, det har jeg ikke.

Spørgsmålet overrasker ham. Han griner et lydløst grin, som alligevel ikke kan skjules.

Hvorfor griner du?

- Jeg prøvede bare på at finde på et flabet svar, men det kunne jeg ikke.

Prøver

Selvfølgelig har han været langt nede, det erkender han også, men som han sidder der, har han en stoisk ro, hans situation taget i betragtning.

- Men der er da ingen tvivl om, at jeg er meget ekstrovert, og jeg savner en masse af det sociale, som min skade sætter en begrænsning for. Jeg savner at kunne besøge folk. Alle, jeg kender i Aarhus, bor jo op ad nogle trapper, siger han.

Derfor glæder han sig over, at han bor centralt i Aarhus. Handicapvenligt og med plads nok til, at folk kan komme til ham.

Lars Harder Tougård har klaret mange store udfordringer, siden hans liv blev forandret for evigt i december 2018. Foto: Andreas Søndergaard

- Der er rigtig, rigtig mange følelser forbundet med alt det her. Mit hoved har helt sikkert også glemt en del ting, der ikke er rare, det er jeg ikke i tvivl om. Men min tilgang har også været sådan, at nu er vi her – fact. Og hvad kan vi så herfra?

Din tilgang lyder ret konstruktiv.

- Ja, det lyder sikkert meget, som sådan man skal gøre, men det har ikke været et aktivt valg. Det er bare sådan, jeg er. Åbenbart. Det vidste jeg jo ikke før. Men jeg er heldig at have en god viljestyrke og et godt drive. Og jeg er også stolt over, at jeg har klaret det så godt, som jeg har. Jeg ved ikke, om jeg lyder som en, der har hovedet langt oppe i røven på mig selv, men jeg synes, jeg har gjort det godt, siger han.

Ja, for du kunne jo også have ligget bag nedrullede gardiner i et år og brokket dig over, at verden er uretfærdig?

- Mmmh, men det er den jo også. Men det er den for alle. Jeg har det sådan, at man gerne må være ked af det, selvom andre har det værre - men på samme måde kan man også godt være glad, selvom andre har det bedre. Og jeg har det egentlig fint nok. Så jeg håber bare, at folk tager på skiferie, og jeg håber, at de nyder livet. At de nyder det, de har. Det prøver jeg selv stadig at gøre.

Lars Harder Tougård på sin altan i sin handicapvenlige bolig. Foto: Andreas Søndergaard
Hjemmearbejdet kommer med en pris.
Kaffen skal du selv betale, men transport og tid sparer du ved at arbejde hjemme. Skal noget af besparelsen deles med din arbejdsgiver? Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Du arbejder hjemme? Så skærer vi en fjerdedel af lønnen

I USA har især de store it-virksomheder åbnet for masser af hjemmearbejde, men tilbuddet har en bagside. Google, Facebook og Twitter vil skære i lønnen for dem, der arbejder hjemme - alt efter hvor de rent faktisk bor.

Allerede i 2004 havde vi diskussionen herhjemme, da en lærerformand ønskede regionale lønforskelle. Det skulle gøre det muligt at bo i hovedstadsområdet på en lærerløn, men hensigten var næppe, at lærerne i provinsen skulle gå ned i løn.

Det skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen om i sin ugentlige klumme.

Hvis du nu arbejder for en virksomhed i Aarhus, hvor et almindeligt parcelhus koster fire millioner kroner. Skal du så have den samme løn, hvis du vælger at flytte til det smukke Thy for at passe jobbet fra hjemmekontoret?

Her koster et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter kun 1,1 millioner kroner, og prisen på et franskbrød hos bageren er i øvrigt også en anden end i Smilets By.

Spørgsmålet kan virke absurd, men ikke desto mindre er det den virkelighed, man ser i store amerikanske virksomheder lige nu. De er ofte værd at holde øje med, fordi trends fra USA har det med at sprede sig til Europa og Danmark.

To amerikanske kollegaer, der normalt har arbejdet på det samme kontor før pandemien, vil nu se deres løn udvikle sig helt forskelligt, hvis de fremover vælger at arbejde hjemme. Man kan ikke bare bosætte sig i en landkommune med lave huspriser, spare transport og pendlertid, uden at gevinsten skal deles med arbejdsgiveren.


Man kan ikke bare bosætte sig i en landkommune med lave huspriser, spare transport og pendlertid, uden at gevinsten skal deles med arbejdsgiveren.


Det har udløst ramaskrig, for netop virksomheder som Google, Facebook og Twitter var hurtige ved aftrækkeren, da corona lukkede kontorerne sidste år. De lovede medarbejderne, at de sagtens kunne fortsætte med at arbejde hjemme efter coronaen.

Det holder virksomhederne fast i, men de har tilføjet en lønregulering, som i hvert fald ikke var på tale for et år siden.

Nyhedsbureauet Reuters har fået fingrene i Googles lønberegner, og den viser, at de ansatte risikerer at få klippet 25 procent af lønnen, hvis de ikke længere møder frem i hovedsædet i it-mekkaet Silicon Valley, hvor huspriserne i øvrigt er tårnhøje.

En anonym Google-ansat fortæller til Reuters, at han havde overvejet at skifte til hjemmearbejde, men besluttede at møde op på kontoret hver dag, selvom det koster to timers pendlertid. Ellers ville det udløse et løntab på 10 procent.

- Det er lige så meget, som jeg fik i min sidste lønforhøjelse. Jeg har ikke arbejdet så hårdt for at blive forfremmet blot for at miste min løn igen, siger medarbejderen.

Man får den tanke, at arbejdsgiverne alligevel har fået kolde tæer ved udsigten til gabende tomme kontordomiciler. At de er mest trygge ved, at de ansatte vender tilbage til storrumskontorerne, uendelige møder i mødelokalerne og chefens vagtsomme blik.

Eller også er de digitale virksomheder nået frem til, at deres medarbejdere reelt kan sidde hvor som helst i verden, og at det kan give store besparelser på lønkontoen. Det har været et reelt problem, at ingen med en normal løn kunne finde sig et sted at bo i nærheden af Silicon Valley.

Herhjemme kender vi problematikken på en anden måde. Allerede i 2004 foreslog Flemming Ernst, formand for Hvidovre Lærerforening, at indføre regionale lønforskelle, der kunne sikre, at man kunne bo i hovedstadsområdet på en lærerløn. Men han forestillede sig næppe, at lærere i provinsen samtidig skulle gå ned i løn.

Lige nu skal danske virksomheder finde deres fødder i forhold til hjemmearbejde. 1. august ophævede regeringen sin anbefaling om, at offentlige eller private ansatte så vidt muligt skal arbejde hjemme, men hjemmearbejde foregår stadig i vid udstrækning for at begrænse risikoen for smittespredning. Hos Grundfos tillader man kun, at halvdelen af de kontoransatte møder på arbejde.

Derfor venter vi stadig på at se, hvordan kontorlivet ser ud, når der ikke skal tages hensyn til en pandemi. Men hvis du tror, at du har regnet den ud ved at flytte til et billigt postnummer, så tjek lige, om det koster et lønsmæk.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg