Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

OUH: En kræftknude i nyren fjernes med frysning. Foto: Michael Bager

Hvorfor tager vi corona mere alvorligt end kræft?

Nyt forslag skal gøre tiden fra første besøg ved lægen til en færdig kræftudredning kortere.

En af dagens historier kan virke paradoksal. I snart halvandet år har vi i Danmark smidt milliarder og atter milliarder af kroner ind i kampen mod coronaen. Alt sammen for at undgå dødsfald og smitteudbrud. Har du eller jeg blot de mindste symptomer, kender vi efterhånden parolen: Af sted og bliv testet efterfulgt af isolation.

Det har vi lært på få måneder.

Men når det kommer til den største og nok værste dræber herhjemme, er vi anderledes passive. For oplever vi symptomer på kræftsygdomme, er vi anderledes sløve til at komme af sted til lægen. Godt halvdelen af os vil ikke opsøge en læge, selv om vi skulle opleve klare faresignaler på tre konkrete kræftformer. Dét selv om symptomerne har været kendt i årevis, og alle danskere ved, hvad udfaldet af en kræftsygdom desværre kan være.

Nu vil flere organisationer problematikken til livs. Det skal være hurtigere at blive udredt, forklarer de. Men opgaven starter hos os selv. Vi skal lære at tage disse symptomer lige så alvorligt, som vi i øjeblikket gør, når vi booker en coronatest ved bare den mindste snue.

God læselyst og god weekend!

Billede af Allan Spangsberg
Billede af skribentens underskrift Allan Spangsberg Undersøgende nyhedsjournalist
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp - det gælder i høj grad også i kræftbehandlingen, hvor det hvert år koster liv, når den aggressive sygdom opdages for sent.
Mange kræftramte bliver sendt rundt i systemet, inden de bliver diagnosticeret med sygdommen. Dermed kan der gå lang tid, før de kommer i eksempelvis strålebehandling. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ventetid på behandling koster liv: Udspil skal forhindre for sene kræftdiagnoser

Hvert år rammes cirka 43.000 danskere af kræft. Halvdelen bliver undersøgt og diagnosticeret for sent - alt for ofte med fatale konsekvenser til følge. Det vurderer Kræftens Bekæmpelse og Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Før patienter med vage symptomer på kræft sendes til undersøgelse for en sikkerheds skyld, kan der gå uger, forklarer senioranalytiker Morten Bonde Klausen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive. Han konkluderer, at hurtigere adgang til undersøgelser ville kunne redde liv.

Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på SDU og tidligere ansat hos Kræftens Bekæmpelse, kalder behovet for hurtigere adgang til undersøgelser for patienter med vage symptomer åbenlyst. Men det vil ikke være billigt for sundhedsvæsenet.

Kræftens Bekæmpelse og PLO foreslår, at praktiserende læger får direkte adgang til i tvivlstilfælde hurtigt at sende patienter videre til eksempelvis skanning. Socialdemokratiets sundhedsordfører kalder forslaget "et indsatsområde i en kommende sundhedsaftale".

Tusindvis af kræftramte diagnosticeres for sent, siger organisationer. I nyt udspil foreslår de hurtigere adgang til undersøgelse. S er åben for handling.

Kræft: Hvert år rammes cirka 43.000 danskere af kræft. Men halvdelen bliver undersøgt og diagnosticeret for sent med fatale konsekvenser til følge. Det vurderer Kræftens Bekæmpelse og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som slår alarm og kommer med et konkret udspil til at afhjælpe problemet.

Organisationerne foreslår, at patienternes praktiserende læger får en ny og direkte adgang til i tvivlstilfælde hurtigt at sende patienter videre til eksempelvis en skanning. De kalder det "hurtige ja/nej-undersøgelser", og det er tiltænkt borgere, der har diffuse symptomer, som ikke er klare nok til at blive henvist til en hurtig kræftudredning.

- I Danmark har vi generelt kræftbehandling af høj kvalitet. Det gælder især dem, der går direkte i kræftpakker, hvor de praktiserende læger har en klar mistanke om, at der er tale om kræft. Men der er også en stor gruppe af kræftpatienter, cirka 20.000 om året, hvor symptomerne er mere vage og diffuse. Mange har en svær gang i sundhedssystemet, siger Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Flere kan overleve

I en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, er konklusionen den samme. Før patienter med vage symptomer sendes til kræftundersøgelse for en sikkerheds skyld, kan der gå uger, siger senioranalytiker Morten Bonde Klausen og beretter om store geografiske forskelle.

- Det er meget uensartet på tværs af landet, hvad de praktiserende læger har adgang til, og hvor hurtigt de har adgang til det. Ofte må man vente seks-otte uger på en ultralydsskanning. Andre steder har man fundet ud af at lave lokalaftaler, hvor man hurtigt og effektivt - for eksempel på en uge - kan få en undersøgelse.

Vive konkluderer, at overlevelseschancerne kan forbedres ved hurtigere adgang til undersøgelser.

Det virker - men er dyrt

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på SDU og tidligere ansat hos Kræftens Bekæmpelse, mener, at behovet for hurtig adgang til undersøgelser for patienter med vage symptomer er åbenlyst. Det har manglet.

- Ulempen er, at det her vil koste. Vi kan ikke gøre det hele på den fagligt bedste vis, så der er en prioritering i det her, siger han.


Vive konkluderer, at overlevelseschancerne kan forbedres ved hurtigere adgang til undersøgelser.

Fra artiklen


Der er ingen nem løsning på problemet. I forvejen er kapaciteten presset i sundhedsvæsenet, anerkender Jesper Fisker. Men han mener, det samlet set vil betale sig samfundsøkonomisk at gøre udspillet til en realitet.

Rasmus Horn Langhoff, sundhedsordfører for Socialdemokratiet, vil ikke lægge sig fast på en endelig form for en ny ordning for tidligere og mere effektiv udredning af kræftdiagnoser. Men han kvitterer for forslaget og kalder det et indsatsområde i en kommende sundhedsaftale.

- Det er et område, hvor der tydeligvis er gevaldig plads til forbedring, siger S-ordføreren.

Fire korte om kræftbehandling

  1. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse udgivet i maj konkluderer, at mange danskere undlader at reagere på tegn på kræft.
  2. 54 procent ville ikke gå til lægen med det samme ved ændring af modermærker. 45 procent ville ikke søge læge med det samme ved uforklarlige blødninger, og 44 procent ville ikke gøre det ved knuder.
  3. Ved nogle symptomer er det fint at se tiden an. Det gælder eksempelvis ved synkebesvær, forkølelse eller uventet vægttab. Men varer de ved over en måned, bør man gå til lægen.
  4. Cirka 16.500 danskere dør af kræft hvert år. Det svarer til 45 dødsfald hver dag.
I mere end to årtier har danske soldater været i Kosovo - men hvorfor er vi der endnu, og burde vi ikke bruge kræfterne andre steder i stedet for i EU's baghave?
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samtale med en af de danske soldater under patruljen omkring Camp Novo Selo. Det danske bidrag i Kosovo har ansvaret for sikkerheden i lejren. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

22 år med danske soldater i Kosovo: - Det kan stadig gå grueligt galt

Det er mere end 22 år siden, at 875 danske soldater rykkede ind i Kosovo som del af en større Nato-mission, der skulle lægge en dæmper på voldsomme kampe og spændinger mellem albanere og serbere i området. Nu, to årtier senere, har mere end 13.000 danske soldater gjort tjeneste i Kosovo.

Krig er heldigvis et overstået kapitel, men Natos tilbagetrækning ligger langt ude i fremtiden.
De færreste tør tro på en varig stabilitet, der ikke går op i røg, hvis Nato-fællesskabet beslutter sig for at tage hjem. Derfor må Danmark berede sig på at sende soldater til Kosovo langt ud i fremtiden. Det sagde forsvarsminister Trine Bramsen (S), da hun i sidste uge besøgte de danske soldater i Kosovo.

- Hvis vi troede på, at der ikke ville være konflikter eller spændinger, hvis vi bare forlod Kosovo, ville vi tage fejl, for det ville der. Det kan stadig gå grueligt galt i Kosovo, lyder det fra ministeren til Avisen Danmark, der var med på besøg hos de danske KFOR-soldater.

Mere end 13.000 danske soldater har siden 1999 været udsendt til Kosovo som del af en Nato-mission, der startede som fredsskabende og siden er blevet fredsbevarende. I løbet af de 22 år er det danske bidrag reduceret fra først 875 til nu godt 35 soldater. Avisen Danmark var med, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) i sidste uge besøgte det danske bidrag til missionen i Kosovo. En mission, der ikke umiddelbart har nogen udløbsdato.

Kosovo: Tre camouflagemalede Mercedes-vogne med tændte havariblink og ”SECURITY” skrevet med hvid på en rød firkant på dørene triller ud på patrulje gennem den bevogtede indgang fra Camp Novo Selo, en militær Nato-lejr i det centrale Kosovo.

Bag rattet sidder danske soldater, men i dag er der gæster på passagersæderne.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og et følge af militærfolk og embedsmænd er fløjet til Balkan for at besøge de danske styrker i Kosovo.

I efteråret 1999 blev de første 875 danske soldater indsat her som en del af den Nato-ledede styrke Kosovo Force, der også bare forkortes KFOR.

Forinden havde danske jagerfly deltaget i en måneder lang bombekampagne mod det tidligere Jugoslavien, der under ledelse af serberen Slobodan Milosevic havde forsøgt at slå oprøret fra Kosovos befrielseshær, KLA, ned.

Siden har mere end 13.000 soldater fra både Hæren og Hjemmeværnet gjort tjeneste i Kosovo med dannebrog på skulderen.


Målet er jo, at der ikke er behov for vores tilstedeværelse, men jeg tror, det ligger langt ude i fremtiden.

Trine Bramsen, forsvarsminister (S)


I dag er det danske bidrag til KFOR reduceret til 35 soldater. Seks af dem arbejder i KFOR’s hovedkvarter i hovedstaden, Pristina, mens de resterende står for at bevogte militærlejren Camp Novo Selo, der ligger cirka 20 kilometer nordvest for Pristina.

22 år efter kampene mellem KLA, Serbien og Jugoslavien er trusselsniveauet generelt lavt og har været det i mange år. Men i dele af landet, hvor blandingen af kosovo-albanere og kosovo-serbere er større, for eksempel i den nordlige by Mitrovica, er situationen fortsat presset.

Kampklædte franske soldater under en voldelig demonstration i den nordlige by Mitrovica i maj 2010, hvor Natos fredsbevarende styrker fra KFOR måtte stille sig imellem tusindvis af vrede albanere og serbere. Arkivfoto: Hazir Reka/Reuters/Ritzau Scanpix

Patruljer, vagttjeneste og psykologiske operationer

De tre danske patruljevogne kører i én kolonne langs hovedvejen lidt uden for lejren, før de drejer ned ad en sidegade og forbi en forhave, hvor en kørestolsbundet mand vinker ivrigt til patruljen, der fortsætter forbi øde murstenshuse og familiegårde og ud på en støvet og hullet grusvej.

De passerer høstede kornmarker og en gammel, rød traktor, der leverer motorkraft til et sprinkleranlæg, som kæmper for at holde liv i de grønne kartoffelmarker, der angiveligt leverer råvarer til en nærliggende chips-fabrik.

Patruljen gør holdt ved en bygning, der ligger midt mellem de lokales marker. Den er omringet af hegn med pigtråd på toppen og skilte, der på det kraftigste advarer uvedkommende mod at skaffe sig adgang.

Danske soldater og forsvarsminister Trine Bramsen (S) på vej til Camp Novo Selos reservebrønd, der potentielt kan være mål for sabotage eller hærværk. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det er Camp Novo Selos reservebrønd, som de danske soldater i bevogtningsdelingen holder skarpt øje med for være sikre på, at anlægget er i funktion og uden tegn på indbrud eller sabotage.

Foruden at patruljere i og omkring Camp Novo Selo har danskerne til opgave at stå vagt ved indgangen 24 timer i døgnet og kontrollere både civile og militære køretøjer og passagerer, der kører ind og ud af den militære lejr.

Soldaterne indgår derudover i et beredskab, der skal være klar til at rykke ud af lejren og løse sikkerhedsopgaver og konflikter i nærområdet, hvis Kosovos eget politi eller EU’s politienhed i Kosovo, Eulex, ikke kan håndtere eventuelle uroligheder på egen hånd.


Vi har mest at gøre med små hverdagsskærmydsler i vores opgave som vagter ved indgangen til lejren. Af og til har nogen glemt et id-kort eller noget, og det kan godt føre til lidt diskussion frem og tilbage, men det løser vi altid.

Lasse, kaptajn og delingsfører på hold 44


Dertil kommer de seks danske soldater i stabselementet, der har base på hovedkvarteret i Pristina, hvor de blandt andet arbejder med begrebet ”psyops”, der oversat til mere civilt dansk betyder psykologiske operationer.

Via indhold i tv, radio og sociale medier forsøger de at påvirke befolkningen i Kosovo, særligt de unge, i retning af en gensidig forståelse for hinanden, ligesom de forsøger at gøre det klart, at de danske soldater og resten af KFOR er i landet for at hjælpe civilbefolkningen.

Mission uden udløbsdato

For forsvarsminister Trine Bramsen er det vigtigt at komme ud og se soldaterne løse de opgaver, hun og resten af Folketinget skaber grundlaget for hjemme i Danmark.

Hun mener, at det vil have ganske store konsekvenser for ikke bare selve regionen, men også for resten af Europa, hvis ikke Danmark og Nato er med til fortsat at sikre fred og stabilitet i området.

- Og det handler jo både om migration og kriminalitet, siger hun.

Danmark har været militært til stede i Kosovo i 22 år. I større omfang tidligere, i mindre omfang nu. Hvornår skal albanerne og serberne i området lære selv at håndtere deres stridigheder?

- Målet er jo, at der ikke er behov for vores tilstedeværelse, men jeg tror, det ligger langt ude i fremtiden.

Hvor langt ude i fremtiden?

- Det er svært for mig at sætte en dato på, men der er jo ikke noget, der peger på, at der lige foreløbig bliver en politisk stabilitet, som gør, at vi ikke behøver at være til stede. Men det er også vigtigt at sige, at vi jo ikke er fredsopbyggende. Vi er fredsbevarende. Med vores tilstedeværelse sikrer vi, at der ikke er nogen konflikter, der blusser op.

Hvad er succeskriteriet for missionen i Kosovo?

- Det er jo, at de spændinger, der ligger mellem de forskellige folkeslag i området, ikke blusser op. Vi ser desværre bare ret mærkbare tegn på, at der er en manglende anerkendelse af hinanden og ønsker, fra tid til anden, om at overtage hinandens områder, siger Trine Bramsen.

Riffel, spejl og tjenestemedalje

I gruset på parkeringspladsen lige ved siden af indgangen til Camp Novo Selo holder Trine Bramsen tale for de 35 danske soldater fra hold 44, hvis tjeneste i Kosovo snart er slut.

Ministeren, i militærgrøn skjorte og lysebrune vandrestøvler, står ude i den skarpe, lave sol, mens soldaterne står pænt ret med hænderne bag ryggen i to geledder i skyggen af halvtaget på vagthuset bag dem.

- Jeg får tit beskeder fra jeres mødre på Facebook. De er stolte af jer, fortæller ministeren, imens et rutefly, der lægger an til landing i den nærliggende lufthavn i Pristina, passerer over lejren.

De fremmødte soldater modtager et håndtryk, et ”tak for indsatsen” og en medalje med blå- og hvidstribet bånd som anerkendelse for deres internationale tjeneste.

Men tre soldater mangler. De holder fortsat vagt ved indgangen.

Soldaterne på det danske hold 44 i Kosovo får medaljer som anerkendelse for deres tjeneste i Nato-operationen KFOR, som Danmark har bidraget til siden 1999. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Da ministeren har sat medaljer på venstre bryst af soldaterne i begge geledder, får de lov at stå rør.

Nogle tager en tår vand, andre tænder en smøg. Imens bevæger Trine Bramsen med følge sig gennem en snæver metalport, om til vagtposten for at overrække de sidste medaljer.

De tre resterende soldater får håndtryk og anerkendelse for deres arbejde, imens to afløsere, bevæbnede med riffel, et spejl på en stang, en håndholdt metaldetektor og nye, gyldne medaljer på brystet, sørger for at undersøge indholdet af en civil Volkswagen Transporter.

Heldigvis ingen hændelser

Efter medaljeparaden bliver der tændt op i to store gasgrill på fliserne foran fitness-skuret, som soldaterne har døbt ”Smedjen”, i den danske del af lejren.

Mens soldaterne og ministeren tager for sig af grillede kyllingefileter, hakkebøffer og klistret kartoffelsalat, taler Avisen Danmark med 39-årige Lasse, der er kaptajn og delingsfører for den danske bevogtningsdeling i Camp Novo Selo.

Han fortæller, at hold 44 har haft et roligt ophold i Kosovo.

- Vi har ikke haft nogen hændelser. Heldigvis da, siger han.

Beredskabet har ikke været aktiveret, og i deres patruljer i og omkring lejren har danskerne ikke oplevet noget særligt.

- Vi har mest at gøre med små hverdagsskærmydsler i vores opgave som vagter ved indgangen til lejren. Af og til har nogen glemt et id-kort eller noget, og det kan godt føre til lidt diskussion frem og tilbage, men det løser vi altid, fortæller Lasse.

For 15 år siden var Lasse, som ung sergent, også udsendt til Kosovo. Dengang fungerede han som gruppefører og kørte patruljer længere nordpå, i området omkring Mitrovica, hvor han mødte og talte med lokalbefolkningen.

- Mit indtryk er, at der var mere gang i den dengang, end der er nu, siger han.

Lasse understreger, at han og de andre soldater i bevogtningsdelingen ikke kommer meget ud af lejren i Novo Selo, og derfor kan han ikke selv berette om, hvor store spændinger der for tiden er i landet.

Kaptajn og delingsfører Lasse var også udsendt til Kosovo for 15 år siden. Dengang var konflikten mere udtalt, end den er nu, mener han. Lasse ønsker af hensyn til sin egen sikkerhed ikke at medvirke med efternavn. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Men som kaptajn og delingsfører deltager han i fælles briefinger, hvor de andre landes soldater fortæller, hvad de oplever, når de kommer tættere på civilbefolkningen.

- Og det er stort set de samme udfordringer, som vi mødte for 15 år siden, da jeg var her første gang. Smugling, ulovlig fældning af træer og små etniske spændinger. Nu foregår det bare i mindre omfang, end det gjorde dengang, siger Lasse.

I løbet af Danmarks 22 år lange engagement i Kosovo, har danske soldater også været udsendt på farligere missioner i Irak og Afghanistan. I Irak er der stadig danske soldater uden kampfunktioner, mens de sidste danske soldater vendte hjem fra Afghanistan tidligere på året.

Og mens de sidste amerikanske tropper ventes at forlade Afghanistan helt på tyveårsdagen for terrorangrebet 11. september, vinder Taliban territorium.

Ifølge FN er mindst 360.000 afghanere drevet på flugt, antallet af dræbte civile er på vej mod det højeste i et årti, og som Avisen Danmark tidligere har beskrevet, ankommer afghanske flygtninge i tusindvis dagligt til den tyrkiske grænse.

Trine Bramsen, kan du forstå, hvis nogen undrer sig over, at vi prioriterer Kosovo, der virker relativt fredeligt, og forlader Afghanistan til fordel for Taliban og tilsyneladende stor ulempe for den afghanske befolkning?

- Hvis vi troede på, at der ikke ville være konflikter eller spændinger, hvis vi bare forlod Kosovo, ville vi tage fejl, for det ville der. Det kan stadig gå grueligt galt. Kosovo er jo Europa, og det kan få ganske stor betydning for Europa, hvis ikke der er den stabilitet, som vi sikrer med vores tilstedeværelse.

- Afghanistan er en anden historie end Kosovo. Det er historien om at nedkæmpe en fjende, der ville ødelægge Vesten. Jeg tror, vi alle sammen ser med stor bekymring på det, der foregår i Afghanistan, og der bliver holdt nøje øje med, hvad der foregår. Men Nato er jo et fællesskab, og derfor kan Danmark ikke blive alene i Afghanistan.

- At missionen i Kosovo nu er Natos største, understreger jo behovet for vores tilstedeværelse. At der er så mange lande, der samarbejder og har en forståelse af, at vores fælles tilstedeværelse er helt afgørende for at nye, store konflikter ikke blusser op, sætter jo to streger under, hvorfor det er væsentligt.

Men er vi overhovedet lykkes med missionen i Kosovo, hvis de etniske grupper i området straks ville begynde at bekæmpe hinanden igen, hvis vi tog hjem i morgen?

- Jeg tænker, at der er ganske meget historie i området og nogle gordiske knuder, som kun tiden kan løse. I sidste ende skal de løses af de lokale politikere i en tid, der er moden til det. Indtil da er vi nødt til at være militært til stede i området, siger Trine Bramsen.

Avisen Danmark var inviteret med på ministerens besøg i Kosovo af Forsvarsministeriet.

Her er danske soldater udsendt

  1. IRAK: Danmark leder fra december 2020 til maj 2022 Natos rådgivningsmission og bidrager med op imod 140 soldater, to troppetransport-helikoptere, der betjenes af cirka 70 besætningsmedlemmer, og støttepersonel.
  2. ESTLAND: Danmark bidrager med stabsofficerer til den fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande
  3. UKRAINE: Forsvaret har blandt andet sprogofficerer, tolke, stabsofficerer og mobile træningshold fra Hæren, Søværnet og specialoperationsstyrker, der træner ukrainske soldater i militære færdigheder.
  4. MELLEMØSTEN: 10 danske officerer arbejder som observatører i FN’s fredsbevarende mission, der overvåger situationen mellem Israel på den ene side og palæstinensiske arabere på den anden side.
  5. MIDDELHAVET: Danmark har siden 2019 bidraget til bevogtning af Europas ydre grænser i Frontex-samarbejdet med to patruljebåde, to besætninger med soldater fra Forsvaret samt politibetjente og et støttehold, der sammen har til opgave at patruljere i farvandet mellem den græske ø Symi og Tyrkiet.
  6. ØSTERSØEN: Flyvevåbnets Challenger-fly patruljerer over Østersøen, overvåger farvandet og rapporterer til Nato.
  7. MALI: Forsvaret bidrager med et mindre antal stabsofficerer til FN’s fredsbevarende mission i Mali.
  8. GUINEABUGTEN: Forsvaret udsender i november 2021 et skibsbidrag bestående af fregatten Esbern Snare med tilhørende helikopter og indsatsstyrke for at forbedre sikkerheden og imødegå piratangreb.
  9. ØSTAFRIKA: Danmark har en rådgiver fra Forsvaret tilknyttet den kenyanske flåde og en forsvarsattaché ved den danske ambassade i Nairobi. Formålet er at højne de lokale militære styrkes niveau.
  10. SYDKOREA: Danske officerer er observatører i både den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea, der aldrig har sluttet fred efter krigen i 1950’erne.
  11. KOSOVO: Danmark har siden 1999 deltaget i den Nato-ledede operation KFOR. I øjeblikket består det danske bidrag af cirka 35 soldater.
Morten Messerschmidt har sagt, at EU-støttet konference i 2015 var fælles med Dansk Folkeparti. Men det er nyt for EU. Det kom frem i retten fredag.
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, ankommer med sin partner, Dot Wessman, til Retten i Lyngby fredag. Her modsagde flere kilder ham. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Messerschmidt modsagt i retten

Straffesagen mod DF-næstformand Morten Messerschmidt fortsætter i Retten i Lyngby. Her har han forklaret, at det var almindelig viden, at en EU-konference, der fik støtte fra EU-partialliancen Meld, i sommeren 2015 var en fælles konference med Dansk Folkeparti på DF’s sommergruppemøde.

Den forklaring blev modsagt af flere kilder i EU-kilder i retten fredag. EU-konferencen er kernen i retssagen mod Morten Messerschmidt, der anklages for EU-svig og dokumentfalsk. Anklagemyndigheden mener, at EU-konferencen aldrig fandt sted, og at EU-støtten var med til at betale for DF's sommergruppemøde. Det er misbrug af EU-midler. Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf.

I Retten i Lyngby siger flere vidner fra EU-systemet, at de intet vidste om, at det skulle være en fælles konference, men at de troede, det var en ren EU-konference. EU-Parlamentets finansielle kontrolenhed, DG Finance, fik heller intet at vide om, at der skulle være tale om en fælles konference.

Flere ansatte i EU-systemet sagde fredag i retten, at de intet vidste om, at EU-konference, der fik støtte, lå samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde.

Retssag: I sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, for svig og dokumentfalsk talte flere vidner fredag næstformanden midt imod.

Messerschmidt er tiltalt for at have søgt og fået EU-støtte via EU-partialliancen Meld til en EU-konference i august 2015. Den lå samtidig med DF's sommergruppemøde.

Anklagemyndigheden mener ikke, at der var en EU-konference, og at Messerschmidt dermed udnyttede systemet til at få støtte på ulovlig vis. Messerschmidt siger derimod, at der var tale om en fælles konference og at det var kendt i systemet.


Anklagemyndigheden mener ikke, at der var en EU-konference, og at Messerschmidt dermed udnyttede systemet til at få støtte på ulovlig vis.

Fra artiklen



Men at der skulle være tale om en fælles konference, var hverken Meld, der gav pengene, eller DG Finance, der kontrollerer for EU-Parlamentet, oplyst om.

- Nej, jeg vidste ikke, at der lå et sommergruppemøde samtidig. Over for mig var det beskrevet som en ren EU-konference, sagde Michaël Verbeke.

Han var administrativ chef for Meld i 2015 og stod for at modtage papirer og afrapportere til EU. Han modtog således ansøgninger om støtte og dokumentation fra Messerschmidt og dennes assistent.

Risikerer fængselsstraf

At det var en fælles konference, var heller ikke noget, DG Finance blev oplyst om, da Meld skulle forklare sine udgifter for 2015 ved et kontrolbesøg i januar 2016.

Efter besøget sendte Meld uddybende information om EU-konferencen til DG Finance.

- Nej, heller ikke her modtog vi nogen information om, at det var en fælles konference med Dansk Folkeparti, sagde enhedschef Wolfgang Herzig fra DG Finance i retten.

Meld betalte lige omkring 100.000 kroner i støtte til EU-konferencen, der altså tidsmæssigt og geografisk er sammenfaldende med DF's sommergruppemøde.

Messerschmidt har forklaret, at det var efter bogen, da der blev diskuteret EU-emner på sommergruppemødet, og at det derfor var berettiget til EU-støtte fra Meld. Han nægter sig altså skyldig.

Sagen, hvor Messerschmidt risikerer fængselsstraf, ventes afgjort fredag 13. august.

Paragrafferne mod Messerschmidt

  • Straffelovens paragraf 289 a, stk. 1 og 2. Paragraffen dækker den, der "giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger" for at "opnå uberettiget udbetaling til sig selv eller andre". Det gælder, hvis man bruger udbetalinger til andet, end de var bevilget til. Straffen er bøde eller fængsel indtil 1,5 år.
  • Straffelovens paragraf 171 stk. 1. Paragraffen dækker den, "der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold". Bedre kendt som dokumentfalsk. Straffen er bøde eller fængsel indtil to år.
Mød dansk landbrugs førstekvinde, Anne Lawaetz Arhnung, som deler sit liv mellem de bonede gulve i København og mandens kvæggård.
I år kan Anne Lawaetz Arhnung fejre 25-års jubilæum i Landbrug & Fødevarer. Siden Karen Hækkerup stoppede i 2018, har hun siddet som adm. direktør i landbrugets brancheorganisation. Foto: Johan Gadegaard

Landbrugets førstekvinde: - Jeg har en urkraft i mig, der gør, at jeg ikke lader mig ryste

Det kræver sin kvinde at sidde i toppen af dansk landbrug. Ikke desto mindre er det, hvad 52-årige Anne Lawaetz Arhnung gør. Hun er på tredje år øverste direktør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, og denne sommer er det 25 år siden, hun åbnede dørene til Axelborg for første gang.

Avisen Danmark har mødt hende til en snak om, hvilket stof hun er gjort af, siden hun er sat i spidsen for et erhverv, der på flere måder står i kolort til halsen. Umiddelbart lyder opskriften lige ud ad landevejen. Flid, gåpåmod, dedikation og situationsfornemmelse er vejen til cheftaburetten.

Men som vi kryber længere ind under huden på landmandsdatteren, har det gennem tiden kostet et par håropsætninger og kommentarer fra både nær og fjern, når man bruger de fleste af døgnets timer på at kæmpe for smør, bacon og hvede iklædt dannebrogsfarver.

Mød kvinden, der i 25 år har viet sit liv til at kæmpe dansk landbrugs sag i Landbrug & Fødevarer - de seneste tre år som direktøren for det hele. Trods hun står midt i erhvervets største krisetid, lader hun sig ikke ryste af noget, men hun har lært at sætte håret op.

Iklædt hvide cowboyshorts og lavskaftede gummistøvler vinker hun til mig fra haven, da jeg triller ned ad den smalle indkørsel til Skralborg. Solen står højt på en blå himmel, lydtæppet summer af fuglesang og enkelte muh fra en ko, og indenfor i det lille landkøkken er kaffen friskbrygget, mens franskbrødet ligger klar til at blive skivekåret.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man hurtigt tro, at det er hverdag for 52-årige Anne Lawaetz Arhnung at trisse rundt og klappe køer, ordne havearbejde og lægge vasketøj sammen på gemalens kvæggård en spytklat fra Hjarbæk Fjord ved Viborg.

Men idyllen er til låns. Hun trisser ikke. Det er kun i weekender og ferier, at tiden tillader hende lidt fritid væk fra kontoret på Axelborg i København. Stedet, der danner rammerne for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarers hovedsæde, som det denne sommer er 25 år siden, hun åbnede dørene til for første gang.

Dengang i 1996 var det som nyudklækket jurist, men efter flere forfremmelser bestrider hun i dag posten som direktør for det hele. Anne Lawaetz Arhnung er kvinden i toppen af dansk landbrug.

Selvværd i modermælken

Dørene på Axelborg faldt det hende naturligt at gå ind ad. Hun er født og opvokset på Fuglsang Gods på Lolland, som både hendes far og farfar har forpagtet. Hun nåede sågar forbi den landbrugsfaglige grunduddannelse, inden jurastudier og et ungdomsliv i hovedstaden kaldte.

- I mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle være landmand og blive min fars efterfølger. Jeg har aldrig tænkt, jeg skulle have en fornem karriere og være stor direktør, slet ikke, siger hun.

Alligevel er det blevet gennem organisationsarbejdet, at hun har dedikeret sit liv til at bevare og udvikle den branche, som hun har fået ind med modermælken, og som hun elsker.

- Det er kendetegnende ved mig, at jeg griber de opgaver, jeg får. Når jeg først har sagt A, så siger jeg også B. Det er noget, der stammer fra min opvækst, hvor jeg altid er blevet troet på, uanset hvad jeg har kastet mig over, eller hvor sort det har set ud. Og ja, så har jeg løbende søgt mere og mere indflydelse og fået den.

Et prik på skulderen

Det er ifølge Anne Lawaetz Arhnung selv en god cocktail af held, flid og evnen til at sætte sig i andre menneskers sted, der har gjort hendes karriere.

- Du kan ikke nå toppen, hvis du kun er dygtig. Det kræver lige så meget personlighed, at du mestrer at bevare roen i pressede situationer og ikke mindst kan navigere i en så kompleks organisation, som Landbrug & Fødevarer er. Jeg har været god til at placere mig rigtigt og sætte mig selv i spil, så det har gavnet alle og ikke kun mig selv, siger hun.

Anne Lawaetz Arhnung tilbringer alle hverdage i huset i Hellerup tæt på arbejdspladsen på Axelborg. Foto: Johan Gadegaard

I 2000 bankede hun derfor selv på døren hos den daværende administrerende direktør og meddelte, at hun godt kunne se sig selv stige i graderne. Dengang blev hun dog afvist. Men ukueligheden blev bemærket. Allerede to år efter, blev hun direktørens højre hånd, og det blev startskuddet til stjernerne på skuldrene.

- Man er nødt til at opsøge sit eget held og tro på egne evner. Og da jeg blev direktørens nærmeste sparringspartner, tænkte jeg på mange måder allerede som en direktør. Derfor blev jeg efterhånden klar over, at jeg en dag godt selv kunne sidde der, siger hun.

Forrest i en krisetid

I 2018 kunne hun så kravle helt op på øverste taburet. Efter år med toppolitikere som Søren Gade og Karen Hækkerup på direktørposten sadlede organisationen om og valgte landmandsdatteren.

Hun kendte både den politiske gang på Axelborg, havde forståelse for medlemmerne i marken og så havde hun tilmed styr på vidensudviklerne på Seges, landbrugets videnscenter, for der var hun direktør fra 2016 til 2018.

Anne Lawaetz Arhnung drager hjem til gemalens kvæggård Skralborg i weekenderne, hvor hun ynder at slappe af med gæster og praktiske gøremål som vasketøj og havearbejde.  Foto: Johan Gadegaard

Anne Lawaetz Arhnung er dermed også den, som skal gå forrest i en tid, hvor landbruget næppe har haft det sværere. En grøn landbrugsaftale skal hales i land på Christiansborg i år, og en ny reform af EU’s fælles landbrugspolitik har set dagens lys. For ikke at tale om en strukturudvikling med stadigt færre landmænd og større afstand mellem land og by.

- Jeg er god i krisetider, og jeg holder overblikket. Det lyder som en kliché, men jeg har sådan en urkraft i mig, der gør, at jeg ikke lader mig ryste. Men jeg er ikke et overmenneske, jeg bruger meget tid på at forberede mig, så jeg netop er så godt rustet som muligt, siger hun.


Jeg har fundet ud af, at vi ikke har så meget ligestilling, som vi bilder os ind, når det kommer til ledelse.

Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer


Når hun skal gøre sig gældende væk fra de bonede gulve ude blandt de 20.000 landmandsmedlemmer og hos den almene dansker, bruger direktøren sig selv.

- Der har jeg en unik position i forhold til min baggrund som både praktiker og akademiker, og at jeg både har min daglige gang i København og på gården her. Jeg kan godt lide at være midtpunkt omkring et bord og tale om, hvor mælken kommer fra, om det så er med bankmanden i byen eller en landmand i marken. Jeg lever og ånder for det her erhverv både privat og professionelt, siger hun.

Ikke uden omkostninger

Hårdt arbejde, fødderne solidt plantet i jorden og dedikation lyder umiddelbart som opskriften på landbrugsdirektørens succes. Anne Lawaetz Arhnung har da mødt bump på vejen, men de handler ikke om hendes faglige evner.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg kan lide mit arbejde, og at jeg ikke er til lange barsler. Men fra omverdenen har jeg kunnet mærke, at det har været lige i overkanten. Der er en antydning i vores kultur af, at kvinder ikke både kan arbejde meget og være gode mødre, siger hun.

Blå bog

Anne Charlotte Lawaetz Arhnung er født 28. juni 1969. Hun er opvokset på Fuglsang Gods på Lolland, som hendes familie har forpagtet gennem to generationer.

Hun er mor til to døtre på 17 og 20 år fra et tidligere ægteskab og gift med Niels Dengsø Jensen, der er formand for DLG og AP Pension. Den private tilværelse deler hun mellem Hellerup og gemalens kvæggård Skralborg ved Viborg.

Hun er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1996, hvorefter hun 7. august samme år blev ansat som konsulent i Landbrugsraadet. Fra 2002 til 2007 var hun direktionsassistent, mens hun indtil 2012 både har været sekretariatschef og områdedirektør for ledelsessupport i L&F.

Siden 2012 har hun siddet i direktionen i Landbrug & Fødevarer. Herefter blev hun forfremmet til viceadministrerende direktør, og i 2014 blev hun direktør i landbrugets videnscenter Seges, der nu er en del af L&F. I november 2018 tiltrådte hun posten som administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Hun har to teenagedøtre fra et tidligere ægteskab. De er opvokset i Hellerup, hvor hun også bor i dagligdagen.

- Det har både været skolelærere og pædagoger, men også min egen mor har syntes, jeg skulle have været mere hjemme. Men jeg har hele tiden haft det sådan, at så længe børnene har det godt, så har andres holdning ikke påvirket mig. Og sådan har jeg det faktisk gennemgående; jeg kan stå inde for mine valg, siger hun.

Må sætte håret op

På arbejdspladsen fra første tag i døren i 1996 og til direktørposten for tre år siden har Anne Lawaetz Arhnung ikke oplevet løftede øjenbryn. Her har sekretærerne været vant til, at døtrene kom og drak kakao, mens mor var til møder. Men noget er anderledes end før 2018.

- Hvis du havde spurgt mig for tre år siden, så havde jeg ikke oplevet nogen forskelsbehandling, men helt oppe i toppen har jeg mærket, at jeg er nødt til at agere anderledes end mænd.

Hvordan det?

- Jeg er nødt til at tænke over, hvordan jeg fremstår for at blive hørt. Det er en større balancegang for mig som blond kvinde i forhold til, om jeg opfattes ubeslutsom, skinger eller dominant, når jeg taler og tager en beslutning. Derfor afvejer jeg mere mine ord, ligesom jeg også tænker over at sætte håret op og undgå for korte kjoler, siger hun.


Jeg er ikke bange for at handle. Det betyder blandt andet, at jeg ved, at jeg er blevet kaldt dødens engel.

Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer


Den nye opdagelse kom bag på landmandsdatteren. For selv om hun føler sig godt tilpas på landet, er hun som en af de få kvinder - sagt med egne ord - lidt en fremmed fugl ude blandt landmænd, traktorer og komøg. Den følelse, har hun bare aldrig haft på jobbet i organisationsmiljøet.

- Jeg har været naiv på det punkt, for jeg har fundet ud af, at vi ikke har så meget ligestilling, som vi bilder os ind, når det kommer til ledelse. Derfor vil jeg også gerne tage det ansvar på mig og bane vejen for, at fremtiden skal byde på andre og flere forskellige ledertyper.

Sætter sig selv til side

I sidste ende er Anne Lawaetz Arhnung fuldt bevidst om, at man i toppen skal kunne skære ind til benet uden at tøve. Der er en klar forskel på at være nummer ét frem for nummer to, som hun siger.

- Det er mig, der skal tage de hårde, men nødvendige beslutninger, og jeg er ikke bange for at handle. Det betyder blandt andet, at jeg ved, at jeg er blevet kaldt dødens engel. Men i de situationer har jeg lært at sætte organisationen først og tilsidesætte mig selv og mine egne følelser. Det er en tvungen omstændighed.

Anne Lawaetz Arhnung er født ind i landbruget og har taget den landbrugsfaglige grunduddannelse. Derfor ved hun også, hvordan hun passer de køer, som hendes mand har 300 styk af på gården ved Viborg. Foto: Johan Gadegaard

På den private konto har hun vænnet sig til, at jobbet kræver fravalg.

- Jeg er blevet bedre til at acceptere, at der er 350 kilometer mellem mit liv på gården her og arbejdet i København, og at det betyder, at der ikke er tid til det hele. Men jeg synes, at det har været og er meningsfyldt. Jeg kan også sagtens leve med, at det ikke er sjovt hele tiden, så længe jeg ikke kun er en slave af mit arbejde, siger hun.

Giver ikke op

Det er heller ikke nødvendigt at huske Anne Lawaetz Arhnung på, hvorfor hun hver dag sætter sig i kontorstolen på Axelborg. Netop nu står hun midt i den store opgave at sikre landbrugets fremtid i en grøn kontekst. De langstrakte politiske forhandlinger genoptages efter sommerferien.

- Vi står over for kæmpe udfordringer, som også bliver svære at løse, men vi tør godt sige højt, at vi både kan og vil være en del af fremtidens løsninger. Jeg er stolt af at stå i spidsen for det hele på et svært tidspunkt, for det er også nu, jeg kan gøre en forskel og vise, hvad vi kan, hvis vi får lov.

Hvad så, hvis det hele smuldrer mellem hænderne på jer?

- Det ville ikke være godt nok. Det ville stride mod mine værdier at afvikle dansk landbrug, og jeg ville ikke føle, det var retfærdigt for mine landmænd. Det ville være så tungt, siger hun.

Da jeg går lidt til hende på ordvalget "tungt", slår hun næven i det hvide havebord.

- Det betyder ikke, at jeg giver op; jeg tager kampen op. Men jeg ved også med mine 25 år i branchen, at det i takt med skiftende regeringer ikke er første gang, at landbruget ikke er blevet anerkendt. Det har været svært før. Vi skal nok gå den ekstra mil for, at det ikke kommer til at ske, siger hun.

Det er efterhånden timer siden, jeg parkerede bilen. Jeg har stadig mange spørgsmål. Meget siger mig, at der gemmer sig meget mere inde bag ved Anne Lawaetz Arhnung, end jeg kan grave frem.

Hun siger, at hun ingen planer har om at skifte direktørposten ud foreløbig. Men måske skriver hun en bog om sin vej til toppen en dag. Det overvejer hun, afslørede hun henkastet og med et smil tidligere i interviewet. I så fald skal jeg være den første til at læse den.