Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Sygeplejersker strejker ved Bryggen i vejle. Onsdag 28. juli 2021. Foto: Mads Dalegaard

Hvem blinker først i sygeplejerskekonflikten?

Sygeplejerskerne mangler lærernes evne til at lamme landet.

Jeg har altid haft det svært med tavshed. Den pinlige tavshed, der kan opstå, hvis den reaktion, som man forventer den anden part man er i dialog med, rent faktisk udebliver. Jeg bliver ilde til mode, oftest følger jeg op med fjollede kommentarer eller dårlige jokes.

Om tavsheden fra regeringen og Mette Frederiksen i den verserende sygeplejerskekonflikt er pinlig eller helt efter bogen, kommer an på, hvem man spørger. Men tavshed er der. Og går sygeplejerskerne rundt og håber på, at Frederiksen og co. kommer galoperende ind som ridderen på den hvide hest med en pose med milliarder til en større lønstigning, ja, så skal sygeplejerskerne være bedre til at håndtere tavshed, end jeg er.

For sygeplejerskernes strejke rammer ikke danskerne hårdt nok. Det forklarer vores politiske redaktør Casper Dall i dagens analyse. Den klæder dig godt på til at forstå, hvorfor lærernes strejke i 2013 gjorde langt mere ondt på Helle Thorning, end den igangværende strejke rammer Frederiksen.

Vi giver dig også historien om, at de flotte OL-præstationer på ingen måde i sig selv er en gave for de mindre danske idrætsgrene, og så leverer min kollega Emil Jørgensen en tankevækkende historie om nogle de mennesker, som måske, måske ikke skal retur til det kaosramte Afghanistan.

God læselyst.

Billede af Allan Spangsberg
Billede af skribentens underskrift Allan Spangsberg Undersøgende nyhedsjournalist
Ingen udsigt til politisk indgriben
I de kommende uger udvides sygeplejerskernes strejke, så den fra udgangen af august vil omfatte ca. 6.200 sygeplejersker. Alligevel er der foreløbig ingen udsigt til, at regeringen vil gribe ind i konflikten, vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall. Foto: Jens Thaysen

Dalls analyse: Der er ingen udsigt til politisk indgreb i sygeplejerskernes strejke - endnu

I de kommende uger udvides sygeplejernernes strejke, så den fra udgangen af august vil omfatte ca. 6.200 sygeplejersker.

Alligevel er der foreløbig ingen udsigt til, at regeringen vil gribe ind i konflikten, vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall.

Egentlig skulle pressemødet have handlet om Danmark og Bulgariens fælles syn på EU’s energipolitik, men pressemødet med statsminister Helle Thorning-Schmidt og Bulgariens præsident Rosen Plevneliev kom hurtigt til at handle om noget helt andet:

- Vi skal også huske på, at vi har en dansk model, som betyder, at man kan strejke og lockoute, og jeg vil stadig opfordre parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet, sagde den daværende statsminister, da hun som det første skulle forholde sig til den verserende lærerkonflikt.

På det tidspunkt i slutningen af april 2013 havde konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening varet i næsten fire uger. En konflikt, der tvang forældre til at holde fri eller arrangere alternativ pasning af børnene. Avisspalterne og nyhedsudsendelserne på TV var proppet med familier, som tiggede og bad til, at konflikten ville ende, fordi de ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen længere.

To dage senere præsenterede Helle Thorning-Schmidt sammen med blandt andre beskæftigelsesministeren på det tidspunkt – Mette Frederiksen – et regeringsindgreb, som stoppede konflikten.

Fire uger varede lærerkonflikten i 2013. Lørdag, er det syv uger siden, at sygeplejerskernes konflikt begyndte – og der er ingen udsigt til, at et politisk indgreb er på vej. Da statsministeren i begyndelsen af denne uge vendte tilbage til jobbet efter sommerferien, lød budskabet på hendes profiler på sociale medier:

- Der er stadig en konflikt i gang på dele af det offentlige arbejdsmarked. Det er en lovlig konflikt, som regeringen selvfølgelig ikke udtaler sig om. Den danske arbejdsmarkedsmodel er noget meget særligt. Det vil være godt, hvis vi politikere husker at respektere den.

Sidste sætning var en slet skjult hentydning til Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som i løbet af sommeren krævede, at statsministeren afbrød sin ferie for at gribe ind i konflikten.

Men i modsætning til 2013, hvor forhandlingsklimaet mellem KL og Danmarks Lærerforening var forpestet, og det ikke var muligt at nå til enighed om en aftale, så er Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd hele to gange blevet enige om en ny overenskomstaftale. Medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har bare afvist den – begge gange.

Derfor kan Grete Christensen ikke sende en ny aftale til afstemning hos medlemmerne uden flere lønkroner, og regionerne kan ikke levere flere lønkroner uden at åbne den samlede overenskomstaftale med alle de andre offentlige faggrupper.

Derfor har formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, også flere gange har appelleret til, at regeringen må træde til med flere penge, så sygeplejerskerne kan få den lønstigning, de strejker for. Men Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ikke travlt.

At finde flere penge er helt udelukket for regeringen, men et lovindgreb er heller ikke noget, regeringen har aktuelle planer om. Den socialdemokratiske regering skal nemlig ikke nyde noget af at lægge sig ud med resten af fagbevægelsen, som gennem hele forløbet har holdt sygeplejerskerne ud i strakt arm.

Normalt vil fagbevægelsen stå skulder ved skulder og vise solidaritet med hinanden, men i tilfældet med sygeplejerskerne har den øvrige del af fagbevægelsen svært ved at forstå, hvorfor sygeplejerskerne ikke stemte ja ved den anden afstemning. Her var nemlig forhandlet en såkaldt lønkomite ind i aftalen. En komite, der blandt andet skal levere et bud på, hvordan der kan rettes op på den ulighed i lønnen, som flere fagforbund mener, der er.


Den socialdemokratiske regering skal nemlig ikke nyde noget af at lægge sig ud med resten af fagbevægelsen, som gennem hele forløbet har holdt sygeplejerskerne ud i strakt arm.


Mens den faglige konflikt i 2013 satte landet på den anden ende, er det slet ikke sket med sygeplejerskernes aktuelle faglige kamp i år. Selv om mere end 7.000 operationer og 23.000 undersøgelser ifølge regionernes nyeste opgørelse er blevet påvirket af strejken, har det slet ikke påvirket samfundet nok til, at en socialdemokratisk regering vil kunne berettige et indgreb.

Et lovindgreb er yderste konsekvens i den danske model, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere bliver enige om løn- og arbejdsvilkår, og Mette Frederiksen ved som tidligere beskæftigelsesminister alt om, hvordan det vil blive modtaget i fagbevægelsen, når en socialdemokratisk regering griber ind.

Derfor skal der være tydeligt for alle i hele landet, at konflikten ikke længere kan fortsætte. Puklen i sygehusvæsenet skal være omfattende, og omkostningerne for de enkelte borgere, der har brug for behandling, skal være større, før Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard går i gang med at skaffe det nødvendige politiske flertal for et indgreb. Et politisk flertal, som de borgerlige partier forventes at støtte, mens venstrefløjen i højere grad har alliereret sig med sygeplejerskerne.

I de kommende uger udvides strejken, så den fra udgangen af august vil omfatte ca. 6.200 sygeplejersker. Sygeplejerskerne forsøger at stramme skruen. I 2013 gik det ikke mere end to dage fra Helle Thorning-Schmidts afvisning til indgreb. I 2021 behøver der ikke gå længere tid, når først statsministeren har fået nok.

Casper Dall, politisk redaktør, Avisen Danmark. Foto: Michael Bager
Der er langt fra fascination til fastholdelse
Anne-Marie Rindom snuppede guldet i sejldisciplinen laser radial. Nu skal Dansk Sejlunion se om de kan snuppe nye medlemmer. (Foto: /Ritzau Scanpix)

OL-effekten udebliver ofte i foreningerne

Selvom danskerne under OL bliver introduceret for en hel række mindre kendte idrætgrene, og udøvere som Anne-Marie Rindom og Emme Aastrand Jørgensen bliver allemansdeje, så smitter det desværre ikke af på de mange idrætsforeninger rundt omkring i landet.
- Man skal være forsigtig med at sige, at det har en afsmittende effekt på breddedeltagelsen. Det er indlysende, at det skaber en opmærksom på en sportsgren, men derfra og så til at folk kommer ud og prøver det og bliver fastholdt i sporten - der er langt, siger Rasmus Klarskov Storm, Analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut til Avisen Danmark.
Det er man godt klar over hos Dansk Sejlunion, som lige nu skal til at bruge Anne-Marie Rindoms guldmedalje til at kapre nye unge medlemmer. Derfor forbereder man en øget kommunikationsindsats, samtidig med at de forsøger at forberede de lokale sejlklubber bedst muligt, når nye håbefulde unge dukker op og vil gøre Rindom kunststykket efter.

Det er sjældent at OL giver nye, vedvarende unge medlemmer i landets idrætsforeninger, siger forskningschef. Opgaven for foreningerne er at være klar, når børn og unge dukker op og vil være den nye Viktor Axelsen eller Anne-Marie Rindom.

Foreningsliv: Det lignede en gave til de danske idrætsforeninger, da en grådkvalt Viktor Axelsen som noget af det første efter sin kæmpe OL-triumf sendte tankerne i retning af den lokale badmintonklub, hvor han i sin barndom brugte massevis af timer sammen med vennerne.

- Jeg kan stadig huske, hvordan jeg stod ude i Odense Badminton Klub og slog boldene op til mig selv, mens jeg sagde "det her er OL-finalen." Nu har jeg fandeme gjort det, lød det fra Axelsen, inden følelserne blev for mange, og han måtte afbryde interviewet.

Det var billeder, som fik tårekanalerne til at åbne sig hos tusindvis af danske tv-seere. Men også billeder, som uden tvivl tændte en gnist hos mange børn og unge mennesker, som i disse dage drømmer om at blive den næste Axelsen. Men effekten på breddeklubberne er oftest ganske lille.

- Man skal være forsigtig med at sige, at det har en afsmittende effekt på breddedeltagelsen. Det er indlysende, at det skaber en opmærksom på en sportsgren, men derfra og så til at folk kommer ud og prøver det og bliver fastholdt i sporten - der er langt, siger Rasmus Klarskov Storm, Analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut.

OL-sejre kan give en svingdørseffekt

Der er et væld af OL-sportsgrene, som i disse dage toner frem på danskernes tv-skærme. Men mens de store sportsgrene såsom badminton, svømning og håndbold ikke er så afhængige af den ekstra eksponering for at tiltrække børn og unge, står det anderledes til for de mindre idrætsgrene målt på antallet af medlemmer under 18 år.


Man skal forsigtig med at sige, at det har en afsmittende effekt på breddedeltagelsen.

Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut


- Der er mange af de idrætter, som ikke bliver eksponeret særligt meget i det daglige, der kan drage nytte af eksponeringen til OL. F.eks. kan Anne-Marie Rindom (guld i sejlsport), Emma Aastrand Jørgensen (2 x sølv i kajak) og Sara Slott (sølv i atletik i Rio) være med til at kaste ekstra lys over deres idrætter. Men det handler også om det lange seje træk i foreningslivet, siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idræts Forbund (DIF).

Avisen Danmark har gennemgået børne- og ungdomsmedlemstallene, for nogle af de ”mindre” sportsgrene, hvor Danmark fik medaljer ved det seneste OL i Rio i 2016. I både atletik, kano/kajak og sejlsport var der medaljer, skærmtid og masser af omtale. Det gav en minimal medlemsfremgang i selve OL-året. Men ved udgangen af 2019 havde alle tre sportsgrene færre medlemmer end før OL i Rio.

- Det kan ofte blive en svingdørseffekt, hvis foreningstilbuddet ikke er sin opgave voksen. Hvis børnene, der eksempelvis vil prøve roning, sejlsport eller badminton, møder et dårligt foreningstilbud, så er det fuldstændig ligegyldigt. Det kan være dårlige træningstider, eller trænere der ikke harmonerer med forældrene. Så har OL-resultaterne ikke nogen effekt, siger Rasmus Klarskov Storm, Analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut.

Det er man fuldt ud bevidst om hos Danmarks Idrætsforbund.

- OL kan være en ekstra katalysator for de idrætsgrene, som under OL bliver mere kendte. Men det kan ikke stå alene. Der skal f.eks. også være gode kompetencer og en stærk struktur i foreningerne, så de er klædt på til at tage godt imod de nysgerrige børn og unge, som lægger vejen forbi, efter at de har set Anne-Marie Rindom eller Emma Aastrand Jørgensen i fjernsynet, siger DIF-formand, Hans Natorp.

Sejlunion vil kapitalisere på OL-guld

De fleste danskere har set billederne af Anne-Marie Rindom, som efter nervepirrende finalesejlads sikrede sig Danmarks første OL-guld. Derudover har Danmark fået fire andre i top-8. Præstationer, som ifølge formanden for Dansk Sejlunion skaber en ”kæmpe goodwill” til sporten.

- Det har jo kolossal betydning for en sportsgren som vores, der ikke til dagligt har den eksponering i medierne. Nu taler man lige pludselig om sejlsport, og der venter os en stor opgave i at omsætte den goodwill til nye medlemmer, siger formand Christian Lerche.

Har I forberedt jer på OL? Har I en kampagne klar for at kapre nye medlemmer?

- Vi har ikke en kampagne over for den brede befolkning klar. Vi har styrket vores mediekommunikation allerede inden OL særligt på de sociale medier. Det vil vi fortsætte med og intensivere de næste måneder. Og der kommer vores sejlere fra OL også til at spille en fremtrædende rolle.

Men også hos sejlerne er man godt klar over, at opgaven i høj grad ligger i at være klar, når de nye medlemmer tropper op og vil prøve en tur på vandet.

- Det er klart, at klubberne, hvor vores OL-sejlere kommer fra, har en klar fortælling. Men vi skal have mobiliseret alle de andre klubber til også at spille med i den fortælling. Særligt i forhold til børn og unge, som skal forstå hvor dejlig en sport sejlsport er, uanset om man vil være den næste olympiske mester, eller man faktisk bare vil være en del af fællesskabet, slutter Christian Lerche.

De migrerede og blev afvist af Danmark - men de kan ikke rejse "hjem"
Stramninger og planer om asylbehandling i lande langt fra Danmark har præget den danske udlændinge- og integrationspolitik. Men nu håber illegale afghanere i Europa, at Talebans fremmarch tvinger Danmark til at stoppe deporteringerne til Afghanistan - og måske genåbne deres asylsager. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Afghanere under jorden: Mustafa og Mohammad drømmer om ændret dansk asylpraksis

Et liv under jorden.

Det lyder måske eksotisk og farligt, som noget der forekommer langt væk. Men det er virkeligheden for titusindvis af mennesker i Danmark. De lever her illegalt. Og det er sjældent vi hører fra dem. At holde sig under radaren er ligesom en del af det at tilbringe tilværelsen i skjul.

Men journalist Emil Jørgensen har talt med Mustafa og Mohammad, der begge har levet i København uden opholdstilladelse i to år. Begge er de afghanere.

Og derfor skal du høre deres historier nu. For i takt med at situationen i Afghanistan bliver værre dag for dag, spekulerer flygtningeadvokater i, om afviste asylansøgere kan ende med at skulle have deres sager genåbnet.

Den historie skrev vi i går. Så i dag zoomer vi ind på nogle af dem, som det kan få en betydning for. Sådan nogle som Mustafa og Mohammad.

De migrerede og blev afvist af Danmark. Den ene afghaner kom fra Iran og har aldrig været i det Afghanistan, myndighederne ville sende ham hjem til. Den anden siger, han har set Taleban klippe en finger af sin bror. I to år har de levet illegalt i København - og ventet.

Her kan du lytte til Emil Jørgensen, der læser sin artikel om Mustafa og Mohammad op. Her fortæller han desuden, hvorfor han har lavet artiklen, og hvordan han har talt med de to afviste afghanere.

 

Afviste afghanere: De vågnede, spiste og faldt i søvn i Danmark. Men de var her ikke rigtigt. I hvert fald ikke lovligt.

I 2018 var der ifølge ROCKWOOL Fonden cirka 26.000 illegale indvandrere i landet. Mennesker, for hvem tilværelsen i parker, under togbroer og på skiftende sofaer er mere attraktivt end livet i hjemlandet.

Nogle af dem er afghanere. Og mens at Taleban, tørke og fattigdom har drevet 300.000 mennesker på flugt i deres hjemland alene i år, klamrer de sig til drømmen om Europa som blinde passagerer på et skib. For dem føles deportering som at blive kylet over bords på åbent hav: Livsfarligt.

Avisen Danmark har talt med to af dem, der lever i skyggerne. Mustafa og Mohammad. Begge befinder sig pt. i Tyskland, og deres skæbnefortællinger ligner hinanden til forveksling. Uden familier drog de mod nord i strømmen af flygtninge for cirka fem år siden. Danmark gav dem afslag, og de gik under jorden.

At mennesker som Mustafa og Mohammad findes, er ikke nogen nyhed. Men deres asylsituation er måske ved at ændre sig.

Taleban tager magten

Efter 20 års krig har de internationale styrker forladt Afghanistan, og Taleban tordner frem. Militsen siger, de har ændret sig, at kvindeundertrykkelse og middelalderlige straffeformer som stening og håndsafhugning hører fortiden til. Beretninger fra journalister i området fortæller en anden historie. Piger tvinges ud af skolerne og tilbage i hjemmene, og Taleban straffer dem, der hører musik eller barberer skægget. Lokale afghanerne, som har arbejdet for “fjenden”, er blevet henrettet eller halshugget.

Militært bliver de afghanske styrker løbet over ende. I slutningen af juni kontrollerede Taleban 160 af Afghanistans 407 distrikter. I dag sidder de på 223 distrikter.

Stop med at sende afviste afghanere hjem til os, bønfaldt den afghanske regering for en måned siden. Landet er for usikkert. Og selvom Danmark endnu ikke har besvaret anmodningen, så læner vi os måske op ad en praksisændring på asylområdet. En ændret trusselsvurdering, som kan betyde, at afviste asylansøgere kan få deres sager genoptaget.

- Selv mennesker, som lever illegalt i Danmark eller andre steder i Europa, vil kunne blive “gravet op”, siger flygtningeadvokaten Niels-Erik Hansen.

Og det bringer os tilbage til Mustafa og Mohammad.

Tal: Afghanere i Danmark

  • 19.876 personer med afghansk baggrund bor lovligt i Danmark.
  • I 2015 kom der 2.331 asylansøgere fra Afghanistan til Danmark.
  • Siden er antallet af afghanske asylansøgere faldet markant, og det samme er raten for, hvor mange der får lov til at blive.
  • I 2015, 2016 og 2017 var andelen af afghanere, der tildeles asyl, henholdsvis 38 procent, 26 procent og 16 procent.

Afghaner i Iran

32-årige Mustafa er på en måde inkarnationen af det afghanske folks lidelse de seneste fire årtier. Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, flygtede hans forældre til nabolandet Iran for at undslippe krigen. Her blev Mustafa født som flygtning, og den status har defineret banen i hans liv.

- Som papirløs afghaner i Iran, har du ingen rettigheder. Du kan hverken købe et hus eller et simkort. Du må ikke åbne en bankkonto. Jeg havde FN-status, men vi levede som en form for illegale, siger Mustafa.

Han taler hverken dansk eller engelsk, så en tolk sidder mellem os på WhatsApp-linjen. Men selv uden afghanske sprogkompetencer fanger jeg både fortvivlelsen og trætheden i hans stemme.

Faren var landmand, og Mustafa fortæller, at han begyndte at arbejde som syvårig, samtidig med at han startede i skole. Livet i Iran var hårdt og mærket af fattigdom og racisme mod afghanere som ham, beretter han. Men det var ikke truet. Og derfor ventede der ham ikke en opholdstilladelse i Danmark, da han ankom i marts 2016.

- Jeg havde hørt godt om de skandinaviske lande, og jeg forestillede mig, at jeg kunne få et helt normalt liv i Danmark, hvor mine rettigheder blev respekteret, og jeg ikke blev forskelsbehandlet, siger Mustafa.

- Men Danmark gjorde præcis det samme ved mig, som Iran havde gjort. De behandlede mig som en afghaner.


Er det min skyld, at mine forældre flygtede fra Afghanistan, fordi jeg var truet? Er det min skyld, at jeg født som flygtning? Hvor hører jeg til? Iran eller Afghanistan? Jeg er ikke velkommen nogen af stederne.

- Mustafa, afvist afghansk asylansøger


Gik i Københavns gader og græd

Mustafa fik et afslag og en besked, som tog pusten fra ham. De danske myndigheder ville sende ham tilbage til Afghanistan - et land, han kun havde hørt historier om.

- Alene tanken føles som at dø. Min etnicitet er jo nærmest kriminel i det land.

Mustafa er ikke bare afghaner. Han tilhører den shiamuslimske minoritet hazara, som er blevet forfulgt og forskelsbehandlet i årevis. Da Taleban kom til magten i Afghanistan erklærede de jihad hazara-folket. Og har man læst Khaled Hosseinis verdenskendte roman “Drageløberen” - og husker hazaraen Hassan, en af bogens hovedpersoner - har man en idé om deres status i det afghanske samfund.

Så i stedet for at følge dansk lov, lod Mustafa sig selv forsvinde i København. I to år levede han på gaden og arbejdede sort som bilvasker.

- Jeg gik på vejene og græd, siger han.

I ren desperation ventede han på en chance mere. Og det gør han stadigvæk, selvom han nu befinder sig i Tyskland - på udkig efter asyl i et andet land.

Mustafa, der findes 80 millioner mennesker, som er på flugt fra krige, katastrofer og hungersnød. Du var ikke udsat for nogen af delene i Iran. Hvorfor skal du foran dem i køen?

Efter tolken har oversat spørgsmålet, er der stille på linjen i 10 sekunder. Så lyder et højt suk.

- Er det min skyld, at mine forældre flygtede fra Afghanistan, fordi jeg var truet? Er det min skyld, at jeg født som flygtning? Hvor hører jeg til? Iran eller Afghanistan? Jeg er ikke velkommen nogen af stederne.

Biblens forbandelse

Mustafas syn på sin egen situation er lige så sort, som Mohammad. Og sidstnævnte har rent faktisk minder fra Afghanistan - nogle blodige nogle af slagen.

Mohammad er 28 år og var engang en af succeshistorierne i USA’s og NATOS’s fortælling om genopbygningen og moderniseringen af Afghanistan. Hans engelsk er fejlfrit, og på universitetet i Kabul læste han til ingeniør og arkitekt. Men ifølge hans egen udlægning var det en bog med et kors på forsiden, som fik en skæbnesvanger betydning for hans liv: Biblen.

- Jeg har altid været meget nysgerrig. Også på religion. Hvorfor er vi muslimer i Afghanistan? Så jeg kiggede lidt i biblen, og en dag opdagede en af mine klassekammerater den i min taske. Og så spredte rygtet sig, fortæller Mohammad over telefonen.

Slåskampe og skænderier med jævnaldrende blev til tæsk i moskéen, efter at Mohammad var blevet hidkaldt af mullahen. Til sidst blev han så usikker på sin egen situation, at han i ly af natten forlod sin familie i Afghanistans hovedstad. Han kom til Danmark i 2015.

Sådan lyder Mohammads historie ifølge Mohammad selv. Men de danske myndigheder fandt den ikke troværdig. Mohammads liv var ikke truet, og derfor fik han afslag på sin asylansøgning i 2018.

Sådan har vi gjort

Journalist Emil Jørgensen har talt med Mohammad og Mustafa ad flere omgange - og har set dokumentation for flere forhold i deres asylproces. Visse dele af deres fortid i henholdsvis Iran og Afghanistan er dog svære at faktatjekke, og derfor er det blot baseret på deres ord. 

Vi bringer deres fornavne og ansigter, er bekendte med efternavnene, men skriver dem ikke. Taleban skal ikke kunne google dem frem, hvis Afghanistan bliver deres virkelighed igen.

Spinkel asylchance

Siden da har Mohammad levet et rakkerliv i København. Fra sofa til sofa hos afghanske familier, mens han har arbejdet sort på byggepladser og som maler. Og med sætninger, der fader ud i lydstyrken, som bliver han en smule usikker, hver gang han åbner munden, forklarer han sin situation.

- Hvis jeg blev syg. Jeg kunne ikke gå til lægen. Det er ikke normalt liv som illegal. Det er som en ond drøm. Når jeg tænker på Taleban, sover jeg ikke om natten.

Militsen, som den vestlige koalition bekrigede i 20 år, er ikke kun kommet tættere på overherredømmet i Afghanistan. Den er også rykket tættere på Mohammads familie. Han har et billede af sin egen bror med ni fingre. Taleban har taget den tiende, og Mohammad frygter, at hans egen hals bliver klippet, hvis han nogensinde vender hjem.

- Jeg er fra Afghanistan, og jeg taler stadigvæk med en masse mennesker i Afghanistan. Det er ikke sikkert, siger han.

Derfor er også han i Tyskland og i gang med en asylproces. Og måske er hans og Mustafas chancer bedre der, end de er i Danmark. I hvert fald er formanden for foreningen af Afghanske Jurister i Danmark ikke særlig optimistisk på deres vegne. Det fortæller hun til Avisen Danmark.

- På grund af Afghanistans nuværende situation er der en ny gruppe af afghanske asylansøgere på vej til Europa og Danmark. Deres sager er nyere og mere velbegrundede. Så hvis nogle vinder det danske asyllotteri, så bliver det de nye, siger Zohreh Faizi, som er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet.

- Hvis de afviste asylansøgere er heldige, så sætter regeringen deporteringerne i bero, fortsætter hun.

- Så hvad vil du råde Mustafa og Mohammad til at gøre?

- Jeg har desværre ingen råd til dem og andre afviste asylansøgere.


På grund af Afghanistans nuværende situation er der en ny gruppe af afghanske asylansøgere på vej til Europa og Danmark. Deres sager er nyere og mere velbegrundede. Så hvis nogle vinder det danske asyllotteri, så bliver det de nye

Zohreh Faizi, cand. jur. fra Københavns Universitet og formand for foreningen af Afghanske Jurister i Danmark
Hun vidste ikke, hvad hun skrev under på

DF-chefs verden brød sammen efter falsk kontrakt

Det var dag 2 i Retten i Lyngby, hvor DF’s næstformand Morten Messerschmidt er tiltalt for for svig med EU-midler og dokumentfalsk. Dansk Folkepartis personale- og sekretariatschef, Jeanie Nørhave, blev afhørt, da det er hende, der i sin tid underskrev sig som direktør på Color Hotel Skagen på den kontrakt, Morten Messerschmidt senere indleverede til EU for at dokumentere en udgift, så der kunne blive udbetalt støtte.

Jeanie Nørhave forklarede i retten, at hun ikke er bekendt med indholdet eller formålet med kontrakten.

- Det var forfærdeligt. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år. Også i politiet. Og der har aldrig været så meget som en anmærkning fra revisionen.

- Og så lige pludseligt opdager jeg, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle have skrevet under på. Hele min verden brød sammen, sagde Jeanie Nørhave i retten.

DF's personale- og administrationschef, Jeanie Nørhave, skulle skrive under på falsk kontrakt hurtigt.

Dansk Folkepartis personale- og sekretariatschef, Jeanie Nørhave, fortæller i retten, at hendes verden brød sammen, da hun fandt ud af, at hun "var blevet foranlediget" til at underskrive en kontrakt på vegne af et hotel.

Det fortæller hun torsdag i Retten i Lyngby, hvor hun bliver afhørt. I sagen står DF's næstformand Morten Messerschmidt tiltalt for svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Sidstnævnte fordi Morten Messerschmidt til EU har indleveret en kontrakt med Color Hotel Skagen, hvor Jeanie Nørhave har underskrevet som direktør på hotellet. Kontrakten skulle bruges til at dokumentere en udgift, så der kunne komme støtte.

Jeanie Nørhave fortæller i retten, at hun ikke er bekendt med indholdet eller formålet med kontrakten.

- Jeg er kun bekendt med, at jeg har skrevet under på den sidste side. Det er mig, der har skrevet under, siger hun.

Hun fortæller, at Morten Messerschmidts personlige assistent, Søren Peter Jensen, kommer ind på hendes kontor i 2015 og siger, at hun skal skrive under på noget, som er en ren formalitet.

- Jeg ser mit navn, og så tænker jeg, at det må jo være rigtigt. Det er jo en betroet medarbejder, så jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke er korrekt, siger Jeanie Nørhave.

Søren Peter Jensen fortæller - ifølge Jeanie Nørhave - ikke, hvorfor hun skal skrive under. Men hun husker, at han presser på for, at det skal ske hurtigt.

I retten fortæller Jeanie Nørhave, at det ramte hende hårdt, da hun fandt ud af, at hun ikke burde have skrevet under på papiret.

- Det var forfærdeligt. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år. Også i politiet. Og der har aldrig været så meget som en anmærkning fra revisionen.

- Og så lige pludseligt opdager jeg, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle have skrevet under på. Hele min verden brød sammen, siger Jeanie Nørhave.

Jeanie Nørhave har været sigtet i sagen, men sigtelsen er frafaldet.

/ritzau/