Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Cold Hawaii

København har fået en forstad i Thy

Der vanker med garanti adskillige jobtilbud i toppen af diverse politiske partier til den, der har svaret på, hvordan vi får flere til at bosætte sig uden for de store byer.

Centralisering er blevet et fyord, og politikerne har gjort det til deres fornemmeste opgave at bekæmpe den. Måske burde de vende blikket mod Thy i det nordjyske.

Her er ladcykler, kaffebarer med havremælk, yogastudier og tøjbutikker med egne, hippe brands flyttet ind i Klitmøller, som var det en anden forstad til København. Og ikke nok med det; byen er også gået fra at være en søvnig fiskerby under afvikling til at vokse til næsten det dobbelte indbyggertal.

Nøglen er høje bølger, surfbrætter og massiv markedsføring af byen under brandet ”Cold Hawaii”. Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen har besøgt Klitmøller for at undersøge, hvordan det er lykkedes at skabe en udkantssensation - og hvad vi mon kan lære af det.

Måske har en af byens indbyggere en del af forklaringen: I surferparadiset høster man ikke anerkendende blikke for at have travlt på arbejdet og masser af kunder i butikken. Nej, man er cool, hvis man har tid og fleksibilitet i hverdagen til at ramme bølgerne, når de opstår. Vinden, vejret og moder jord bestemmer.

Det er også temaet for dagens anden historie, hvor filminstruktør Lisa Jespersen med udgangspunkt i sin nye debutfilm, ”Hvor kragerne vender”, fortæller om at være rastløs og splittet mellem et liv i sin barndoms provins og storbyen med alle dens muligheder.

- Man er mere til stede uden for storbyen, siger hun, der har manglet roen længe - men hun ved ikke, om hun kan finde den efter et langt voksenliv i københavnereksil.

 

Billede af Rikke Baltzer Knudsen
Billede af skribentens underskrift Rikke Baltzer Knudsen Journalist
Vesterhavets vilde bølger lokker mange til at slå sig ned i en lille by i Thy.
24-årige Anne Grube Overgaard på toppen af bølgen i "Cold Hawaii". Ligesom mange andre er hun flyttet til Klitmøller på grund af surfing. Siden midten af 1990’erne er landsbyens indbyggertal vokset med 32 procent til cirka 1100 indbyggere. Foto: Emil Jørgensen

Klitmøller surfer på en bølge af tilflyttere

Fiskerbåde, kroge og garn blev suppleret med surfbrætter, våddragter og sejl. Et brand blev skabt. Og nu tænker flere og flere mennesker på Hawaii, når snakken falder på Klitmøller.

Det er den korte historie om, hvordan den nordvestjyske kystby blev et surfermekka. Det er ikke kun fedt for surferne. Det har nemlig givet Klitmøller vokseværk igennem årtier.

Mens skolenedlæggelser, butiksdød og affolkning præger andre landsbysamfund i udkantsdanmark, er der ventelister til både børnehavepladser og boliger i "Cold Hawaii".

Reporter Emil Jørgensen har tilbragt et par dage ved Vesterhavet for at genfortælle historien om Klitmøllers vilde udvikling. Kom med og mød surfende iværksættere, forskere bevæbnet med kunstig intelligens og lokale, der kan huske, dengang fiskerne var i krig med surferne.

For 50 år siden lignede Klitmøller en døende landsby. Men det gamle fiskersamfund ved Vesterhavet er født igen som surferparadis og vokset fra 600 til 1100 indbyggere. Vi har tilbragt to dage i “Cold Hawaii” for at genfortælle historien om en udkantssensation.

Solens abrikosfarvede lys forsvinder bag havet, men tre mennesker i våddragter bliver oven vande på de mørke bølger. De ligger og skvulper på hver sit surfbræt og nyder universets daglige show. Fra bredden ligner det et lykkeligt ferieminde, men for surferne er det noget andet: Det er hverdag.

Samuel, David og Anne er alle flyttet til Klitmøller i Thy for at komme tæt på bølgerne. De er i 20’erne og fast overbeviste om, at de skal leve her bag klitterne resten af deres dage.


Jeg håber, at jeg kommer til at bo her til mine dages ende. Her er ældre med et maritimt liv, børnefamilier og hundredvis af unge surfere. Jeg kan både se mig selv her som ung - med en drink i hånden - og som gammel, hvor jeg nyder strandlivet.

Anne Grube Overgaard, ekspedient i tøjbutik og beboer i Klitmøller


En del andre har fået samme idé.

Siden midten af 1990’erne er Klitmøller vokset med 32 procent til cirka 1100 indbyggere. Mens skolenedlæggelser, butiksdød og affolkning præger de fleste andre landsbysamfund i det såkaldte udkantsdanmark, er der massiv efterspørgsel efter både børnehavepladser og boliger her i den nordvestjyske kystby.

- Vi har lige bygget 45 almene boliger, og der er 48 mere på vej. Alt er blevet revet væk, siger den socialdemokratiske borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard.

- Klitmøller er gået fra at være et stille fiskerleje til at have brandet “Cold Hawaii”. Og det sælger.

For når stormene raser mellem Skotland og Norge, rammer dønningerne kysten mellem Agger og Hanstholm, og det har skabt et nordeuropæisk surfermekka, hvor forholdene på gode dage måler sig med de bedste surfdestinationer i verden.

Blæst og bølger sørger moder jord for, men berømmelse og befolkningstilvækst er ikke kommet ud af det blå. Findes der en hemmelighed, som andre småbyer kan lære af?

Det er Avisen Danmark i “Cold Hawaii” for at undersøge.

Er man surfter og bor i Klitmøller, vil man ikke gå glip af det, når bølgerne er høje. Heller ikke selv om man har et arbejde at passe. Foto: Emil Jørgensen

Undervejs i fortællingen skal du møde en surfende udviklingskonsulent, der påstår, at idealet i byen er, at ingen defineres ud fra deres job. En forsker, som via kunstig intelligens har forsøgt at kortlægge Klitmøllers X-faktor. Og en 24-årig tilflytter, der ville ønske, hun var vokset op i den lille kystby.

Men først skal du møde en gammel mølbo, der husker dengang, alting ikke var fryd og gammen. For tilbage i 1980’erne gik bølgerne højt - også inde på land.

Den døende fiskerby

Man er først mølbo, når ens stamtræ går tre generationer tilbage i Klitmøller.

Det mener i hvert fald Peter Sand Mortensen, en 78-årig mand med solbrændte arme og sandblæste rynker i ansigtet. Vi sidder på en bænk på stranden med udsigt over Klitmøllers fortid og fremtid: I sandet ligger farverige fiskerbåde af træ og glasfiber, og i vandet er instruktører fra en surferskole i gang med at lære børn at blive stående på brættet i vandet.

Ligesom mange andre er Anne Grube Overgaard flyttet til Klitmøller på grund af surfing. Siden midten af 1990’erne er landsbyens indbyggertal vokset med 32 procent til cirka 1100 indbyggere. Foto: Emil Jørgensen

- Alt er i harmoni. Surferne har givet helt nyt liv til byen, de har sat os på verdenskortet, siger Peter, der dog ikke altid har været begejstret for de våddragtklædte skikkelser.

Han er selv fjerdegenerations mølbo. Hans far var fisker, hans bedstefar var fisker, og hans far var det samme. Klitmøller var kendt for muslingekrogsfiskeri, hvor hver fisker satte muslinger på op mod 2000 kroge, før de drog til havs.

- Det krævede, at du havde en kone, der kunne hjælpe. Til gengæld fik du topkvalitet. De fangede en fisk ad gangen, hev den op og rensede den med det samme, fortæller Peter.

Selv blev han søsyg af fiskeriet. Så i stedet levede han af havet som matros på handelsskibe. Og livet var godt for folkene i Klitmøller.

- Vi fik mad hver dag, siger Peter.

Men i 1967 skete der noget, som lignede begyndelsen på enden for Klitmøller. Nabobyen Hanstholm indviede en ny havn, og både arbejde og mennesker begyndte at forsvinde mod nord.

- Først blev ruderne mørke, så sorte. Og lige pludselig var vi gået fra 800 til 600 indbyggere på få år, siger Peter.

Det lignede en klassisk historie om landsbydød. Indtil surferne kom.

Surferbumser

Peter Sand Mortensen husker første gang, han så en surfer. Det var i efteråret i 1980 eller '81. Historien går på, at en gruppe tyskere var på vej til Norge for at surfe, og at de opdagede Klitmøller ved et tilfælde. En af dem syntes, at bølgeforholdene mindede om Hawaii, hvor han havde været.

Peter stod på stranden sammen med et par fiskere og iagttog uvejret på vandet. Bølgerne var for høje til at tage bådene ud, vurderede de.

- Og så kom der sådan et par stykker med en stump pindebræt og et lille sejl. “Hvad fanden har de gang i,” tænkte vi.

Fiskerne så, hvordan surferne kastede sig ud i de store bølger, faldt af deres boards - og kom op igen.

Peter Sand Mortensens far var fisker, og hans bedstefar var også fisker. Han har altid lært, at man skal respektere havet, og i starten følte han, at "dem på pindebrædder i vandet" spøgte med det. I dag er han taknemmelig for den betydning, surferne har haft for Klitmøller. Foto: Emil Jørgensen

- Vi tænkte, at det var et mindre mirakel, at de overlevede. Og at de ikke var rigtige oven i hovederne. Jeg har altid lært, at man skal have respekt for havet. De spøgte med det.

Pressen begyndte at skrive om dem, og pludselig var der mange. Penge havde surferne ingen af, så de bidrog ikke til samfundet. Til gengæld opførte de sig som svin, mener Peter. Autocampere blev parkeret ulovligt overalt i byen og på stranden, og surferne stod i bar røv i folks forhaver.

- Min mor ringede og sagde, “Peter, der står en tysker og klæder om lige foran mit vindue, du må lige komme ned”. Jeg kom ned og skældte dem ud. 30 minutter senere ringede min mor med samme problem. “Træk gardinerne ned,” sagde jeg så til hende.

Peter tøver ikke med at bruge ordet “surferbumser”. Også selv om vi på bænken ikke taler uforstyrret længe ad gangen. Alle kender Peter, og flere modne mænd i waders bruger ham tilsyneladende som avis.

- Nogle nyheder?, spørger en mand med en guldkæde om halsen, siddende på en Puch-cykel.

- Jo jo, men dem tager vi, når jeg er færdig med journalisten, svarer han og vifter ham væk.

Peter Sand Mortensen (til venstre) i en samtale med Per Grønkjær - to lokale mølboer. Foto: Emil Jørgensen

For vi er nået til der i fortællingen, hvor tingene tager en uventet drejning. Surferne bliver i Klitmøller, og de begynder at indgå i dialog med de lokale. De engagerer sig. Og pludselig er Peters søn også surfer.

- Som 18-årig kom han og sagde, “far, jeg skal til Hawaii og stå på verdens største bølger". “Tak skal du fandme ha',” tænkte jeg.

Sønnen hedder Robert Sand, og han endte med både at deltage i verdensmesterskaberne i surfing - og hjælpe med at sikre, at VM kom til Klitmøller.

- De surfere, der kommer her nu, de vil naturen, og de vil fællesskabet. Og takket være dem er Klitmøller blevet lige så mondæn som Skagen. Husene sælges til fantasipriser nu, siger Peter og lader blikket følge en mand på en ladcykel, der kører forbi.

- Og jeg tror ikke, at der findes et sted i Danmark uden for København med så mange Christiania-cykler. Det siger måske også noget om, hvad det er blevet for et sted.


De surfere, der kommer her nu, de vil naturen, og de vil fællesskabet. Og takket være dem er Klitmøller blevet lige så mondæn som Skagen. Husene sælges til fantasipriser.

Peter Sand Mortensen, pensioneret matros i Klitmøller


Masterplanen “Cold Hawaii”

I dag ejer sønnen Robert Sand tøjfirmaet Klitmøller Collective, som omsætter for et tocifret millionbeløb om året. Og Skov-familien er et billede på den udvikling, som fiskerbyen har gennemgået.

Engang var der fem købmænd, en slagter, en gartner og to mælkemænd i Klitmøller. I dag er der kun én købmand. Til gengæld er der også yogastudier, kaffebarer med havremælk, tøjbutikker med deres eget lokale mærke og et hav af surferskoler. Her er en hf-uddannelse, hvor unge kan vælge “Cold Hawaii” og surfing som linjefag.

Det er juli, og solen skinner, så byen vrimler med turister. Autocampere med surfboard på taget fylder på strandens parkeringsplads, tysktalende familier lunteløber mod havet, og bilerne holder i kø på hovedgaden.

En familie pakker autocamperen sammen efter en dag på stranden i Klitmøller. Foto: Emil Jørgensen

Surferne bærer flere fællestræk. Håret har et råt og vindstylet saltvandslook, og huden er solbrændt. Musklerne er markerede, for bølgetæmning er hårdt fysisk, og våddragten skjuler ingenting.

Og bølgetæmning er prioriteten her. Det siger i hvert fald Rasmus Johnsen, som er uddannet filosof og arbejder som udviklingskonsulent.

- Det giver ingen prestige i Klitmøller, at man er travl og eftertragtet på sit arbejde. Det er meget sejere, hvis man har et fleksibelt job, der tillader, at man kan være med på brættet, når de største bølger rammer, siger han.

49-årige Rasmus’ hår er gråt og pjusket, mens hans øjne er himmelblå og målrettede. Ligesom hans indstilling til Klitmøller har været det, siden han rykkede teltpælene op fra Odense i 2006.

- Jeg var bidt af en gal vindsurfer. Og jeg så et potentiale her, siger han.

Sammen med Surfklubben Nasa afleverede han en rapport på borgmesterkontoret i 2005. Penge hjalp han selv med at rejse igennem fonde, og året efter gik arbejdet med en masterplan for “Building the Cold Hawaii” i gang.

Rasmus Johnsen har været med til at skabe brandet "Cold Hawaii", fordi han selv elsker at surfe. Efter en årelang proces er det også lykkedes for ham selv at finde roen og balancen i Klitmøller, siger han. Foto: Emil Jørgensen 

De havde tre overordnede målsætninger. Der skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed i Klitmøller med surfing som omdrejningspunkt. Surfing skulle være et led i en alternativ bosætningsstrategi, og den tredje var, at surfing skulle være en del af et eller flere af de etablerede uddannelsestilbud i Thy.


Det er en meget vigtigere samtale, hvordan bølgerne var, end om man landede en god kunde. Og den mentalitet har lokket så mange fra den kreative klasse hertil, at Klitmøller kan føles som en lille bydel i København.

Rasmus Johnsen, iværksætter i Klitmøller og en af idémændene bag fortællingen om "Cold Hawaii"


Maritimt Silicon Valley

Kontorfællesskabet Cowork Klitmøller - hvor interviewet med Rasmus Johnsen foregår - er et fysisk bevis for, at flere af målsætningerne er blevet indfriet. Bygningen ligner en blanding af en maritim træbygning og en arbejdsplads fra Silicon Valley. Fra kontorrummet går en trappe op til en hems med madras, hvor unger kan hænge ud og voksne sove ud. I baghaven står en sauna af træ, hvis nogen har brug for at svede arbejdet af sig. Balancen mellem job- og fritidsliv er en udtalt værdi, som Rasmus nævner igen og igen.

På væggene hænger indrammede plakater for de verdensmesterskaber i surfing, som kystbyen har holdt adskillige år i streg. Og ved skrivebordene sidder normalt selvstændige grafiske designere, fotografer, speditører, iværksættere og transportmedarbejdere, som alle tilrettelægger deres arbejde efter bølgerne.

Flere fra kontorfællesskabet er kommet fra København eller andre storbyer, hvor de har siddet i fine job. Men ønsket om ro ved Vestkysten har lokket dem hertil. For det er afstressende, forklarer Rasmus Johnsen, at man kigger ud ad vinduet om morgenen og lader blæsevejret influere dagen. Det giver en ro, at surfing ikke handler så meget om én selv, som det handler om naturens kræfter.

Klitmøller

Klitmøller er en tidligere fiske- og ladeplads cirka 10 kilometer sydvest for Hanstholm på Thys vestkyst i Nordjylland.

Bynavnet kommer angiveligt af Klitmølle, "mølle i klitten", om nu nedlagte vandmøller ved en å fra Vandet Sø. Klitmøller udtales lokalt med tryk på anden stavelse.

Området har i de senere år tiltrukket surfere fra hele verden. Der er optimale forhold for surfing, og der surfes året rundt. Mange surfere har derfor slået sig ned i byen.

- Min oplevelse er, at folk ikke er så optagede af, hvad man laver. Det er en meget vigtigere samtale, hvordan bølgerne var, end om man landede en god kunde. Og den mentalitet har lokket så mange fra den kreative klasse hertil, at Klitmøller kan føles som en lille bydel i København, siger Rasmus og tilføjer:

- På den gode måde. Det har skabt mangfoldighed og åbenhed over for nye, alternative idéer. Jeg har mødt så mange spændende mennesker med X-faktor i den her lille by, og det er virkelig det, der får mit ur til at tikke. Jeg flytter aldrig herfra.

Spørgsmålet er, hvor troværdig Rasmus Johnsen er som kilde her. Ikke alene er han borger og boligejer i den by, han taler op. "Cold Hawaii" er også hans hjertebarn.

Vi må have fat i en uvildig ekspert.

Forskningsprojekt om Klitmøller

Jeg ringer til Rolf Lyneborg Lund. Han er ph.d. og assisterende professor ved Aalborg Universitet, og så har han faktisk forsket i Klitmøller.

- Du skal passe på, for de er gode til branding i Klitmøller, siger han grinende som noget af det første.

Hurtigt understreger han også, at der ikke er tale om pral. Ud fra alle objektive parametre - flere tilflyttere, flere børnefamilier, socioøkonomisk vækst, stigende individuelt indkomstniveau, udvikling af lokalområdet i form af nybyggeri - klarer Klitmøller sig fantastisk.

- Andre små steder langs vestkysten har også gjort det godt, men er langt mere sæsonbetonede. Klitmøller er et af de eneste steder, som har skabt en helårsvækst, siger professoren.

- Men hvorfor? Det er det interessante spørgsmål, siger han.

Rolf Lyneborg Lund, ph.d. og assisterende professor ved Aalborg Universitet, har ved hjælp af kunstig intelligens forsøgt at opklare, hvorfor sådan vækst og iværksætteri er blomstret op af sandet i Klitmøller. Foto: Emil Jørgensen

I et nyt forskningsprojekt har han først taget data fra Danmarks Statistik for samtlige personer bosiddende i Danmark mellem 1980 og 2018. Ved hjælp af kunstig intelligens - computerprogrammer baseret på systemer, der tænker og behandler information logisk - er de enorme mængder data blevet til læring i, hvad der helt præcis karakteriserer Klitmøller.

Konklusionen er, at det ikke så meget har handlet om, hvor mange, men om hvem, der er flyttet til Klitmøller. Og personbeskrivelsen lyder forskellig, alt efter hvem der forklarer forskningsresultatet.

Rasmus Johnsen fra Cowork Klitmøller, som også har været konsulent på projektet, kalder tilflytterne for “de-ikke-gennemsnitlige”, “ildsjæle”, “iværksættere” eller “folk med X-faktor”.

Rolf Lyneborg Lund er lidt mere konservativ i sit swung, indrømmer han.

- Den primære indikator var en relativt tidlig tilflytning af mellemledere og ledere, som fik en central rolle i det private erhvervsliv. Og de har så skabt en form for dominoeffekt. Men er de ildsjæle eller økonomisk kapital? Det svarer computeren ikke på.

I skumringstiden forsøger fiskeren at fange de sidste fisk, og surferne prøver at ride de sidste bølger. Både surfer- og fiskerforeninger i Klitmøller fortæller, at harmonien imellem dem er god. Foto: Emil Jørgensen

Forskeren tør dog godt at stå på mål for én ting: Klitmøllers “Cold Hawaii”-strategi lader sig ikke kopiere. Det specifikke brand fungerer kun ét sted. Men befolkningssammensætningen kan godt fungere som inspiration for, hvad der måske skal til for at andre andre landsbyer kan vokse sig en tredjedel større.

- Klitmøller har fået tilflyttere fra den kreative klasse. Det jo blevet sådan en indirekte forstad til København, som har gjort, at lokalmiljøet er forandret for alle - også de gamle fiskere.

Månesurfing

Solen er for længst gået ned, og nu er det Månen, der lyser vestkysten op. Samuel, David og Anne synes at være de sidste surfere i bølgerne i hele “Cold Hawaii” - måske fordi undertegnede står som en galning på bredden og skyder hundredvis af billeder af dem.

De vil ikke ind.

Men lidt efter 23 - efter næsten tre timer i vandet - kommer de klaprende op på land. Ansigterne er kuldeblå, og øjenvipperne er samlet i store klumper. Og før de cykler hjem igennem klitlandskabet - med surfbræt under armen og stjerner over sig - forklarer de stedets trækkraft for dem.

Anne Grube Overgaard og hendes kæreste, David Theodor Johansen, kom først op af vandet længe efter solnedgang. De er begge flyttet til Klitmøller og vil gerne tilbringe resten af livet her. Foto: Emil Jørgensen

- Klitmøller har alt, påstår Anne Grube Overgaard.

Hun er 24 år og inkarneret thybo. Men hun er først flyttet til Klitmøller for et års tid siden.

- Jeg misunder dem, som er født her, for de har fået surfing ind med modermælken.

Hun og kæresten har købt en Mercedes Sprinter, som de planlægger at udforske verden i. Men hjem er Klitmøller, forklarer Anne.

- Jeg håber, at jeg kommer til at bo her til mine dages ende. Her er ældre med et maritimt liv, børnefamilier og hundredvis af unge surfere. Jeg kan både se mig selv her som ung - med en drink i hånden - og som gammel, hvor jeg nyder strandlivet.

Efter næsten tre timer i vandet er det hjem i seng. I morgen venter endnu en dag i "Cold Hawaii". Foto: Emil Jørgensen
Ny dansk film handler om at komme hjem og finde sin plads i tilværelsen - og om kløften mellem land og by i vores lille land.
- Mange af dem, der kommer ind på Den Danske Filmskole, har nærmest set alle de film, der findes, og i skoletiden brugte jeg lang tid på at tænke over, hvornår jeg mon blev taget på fersk gerning. For jeg har bestemt ikke set alle de film, ”man skal”, siger Lisa Jespersen. Foto: Dennis Morton

Instruktøren bag filmen "Hvor kragerne vender": - Du er på en måde mere til stede uden for storbyen

Anmelderne har taget godt imod instruktør Lisa Jespersens debutspillefilm, "Hvor kragerne vender", der havde biografpremiere i denne uge.

Filmen, som hun selv har været med til at skrive manuskript til, handler om at komme hjem og finde sin plads i tilværelsen - og om kløften mellem land og by. Lisa Jespersen kan spejle sig i filmens hovedrolle, Laura:

- Jeg har manglet roen længe, men eftersom jeg har været i eksil i København i det meste af mit voksne liv, ved jeg ikke, om jeg kan finde den, fortæller instruktøren, der er opvokset på en gård, men i en ung alder flyttede til storbyen.

- Jeg bor i København, men min mand og jeg tjekker dagligt boligsider og kigger på huse uden for de større byer. Det føles rigtigt, men på den anden side kan jeg heller ikke undvære storbyen. Det er lige netop dér, min rastløshed ligger.

Læs hele interviewet med Lisa Jespersen og se, hvad Avisen Danmarks anmelder, Caspar Vang, skrev i sin anmeldelse af filmen, som han gav fire stjerner.

Filminstruktør Lisa Jespersen debuterer med en humoristisk undersøgelse af, hvordan det er at vende hjem. ”Hvor kragerne vender” handler om ikke at have fundet sin plads i tilværelsen, selv om det ellers ser sådan ud. Denne rastløse følelse bobler også i instruktøren dagligt, men hun bliver nu bedre og bedre til at kontrollere den. Tror hun nok.

Film: Lisa Jespersen er taget på landet. Hun blev mor for få uger siden og har kun sovet fire timer inden for de seneste døgn, fortæller hun, mens en latter pibler frem i stemmen.

- Jeg er lidt groggy, så jeg lover ikke for svarene, siger instruktøren, men nævner så, at det måske ikke er helt tosset at have paraderne nede:

- Jeg er på en måde helt flad, selv om sanserne er skærpede. Det er lidt ligesom at have tømmermænd, hvor tankerne bare kan strømme frit!

Tonen er slået an. Den minder til forveksling om den 32-årige instruktørs debutspillefilm. ”Hvor kragerne vender” er en sorthumoristisk skildring af forholdet mellem land og by, men man griner langtfra kun. Lisa Jespersen er nemlig en sjælden dansk filmstemme.

Blå bog

Lisa Jespersen er født 1988 i Karlstrup, hvor hun er opvokset på en gård. Hun er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017, og hendes afgangsfilm, ”September”, med Karen-Lise Mynster i hovedrollen modtog stor ros.

Sammen med sin mand spiller hun i bandet Dune Messiah, der snart kommer med nyt album. ”Hvor kragerne vender” havde biografpremiere 22. juli. Den var i med i hovedkonkurrencen ved Göteborg Filmfestival i år.

Allerede med sin afgangs(kort)film, ”September”, fra Den Danske Filmskole råbte hun lavmælt op med historien om en aldrende kvinde, der tjekker ind på et hotel og diskuterer tilværelsen med jævnaldrende gæster.


Du er på en måde mere til stede uden for storbyen, og det har jeg gerne villet vise. Der er en væren og en accept af livet frem for, at der stilles spørgsmål ved alting.

Lisa Jespersen, filminstruktør


I ”Hvor kragerne vender” rettes blikket indad. Her rejser den unge kvinde Laura (spillet af Rosalinde Mynster) fra København til sin provinshjemstavn, fordi hendes storebror skal giftes. Det viser sig hurtigt, at Laura, der har oplevet succes som forfatter i hovedstaden, har svært ved at holde sin familie og omegn ud - men at hun alligevel heller ikke helt kan slippe dem.

- Jeg kommer selv fra en baggrund, der ikke er så kulturel, og jeg følte mig uden tvivl som et sort får i min opvækst. Det skabte nok et behov for at søge i eksil. Jeg var ret usikker, men jeg tror, at det har betydet, at jeg har kunnet blive instruktør. Hvis man ikke er usikker, søger man ikke. I dag er jeg stadig usikker på virkelig mange ting. Derfor er der rigtig meget af mig i Laura, siger Lisa Jespersen.

Ikke for navlepillende

Den danske instruktør er født i Karlstrup i nærheden af Køge Bugt og vokset op på en gård. Ude i plovfurerne var det ikke finere fransk filmkunst, man gik og diskuterede. Derfor var det oplagt at debutere med en spillefilm om dette miljø, mener Lisa Jespersen:

- ”Hvor kragerne vender” er endt som en kærlighedserklæring til min hjemstavn. Min barndom sidder i mig, og filmen er en undersøgelse af mit forhold til min familie. Jeg har presset mig selv til at se mere klart. I en ung alder tog jeg til København og ville være alt muligt, og nu har det så været tid til, at jeg skulle granske det hele ordentligt og se lidt tilbage. Uanset om det så har været ved at skrive dagbog, gå til psykolog eller diskutere i timevis med mine venner.

- ”Hvor kragerne vender” er endt som en kærlighedserklæring til min hjemstavn. Min barndom sidder i mig, og filmen er en undersøgelse af mit forhold til min familie, siger Lisa Jespersen om sin debutfilm. Foto fra filmen: Nordisk Film

- Jeg valgte hurtigt at være meget åben over for de skuespillere, der skulle være med i filmen. Jeg satte dem ind i min situation, for at de kunne forstå, hvem og hvad de skulle spille.

Instruktøren bliver tavs et øjeblik. Hun vender lige de sætninger, hun har sendt af sted. Vurderer og smager efter.

- Det her skal altså ikke lyde alt for navlepillende, siger hun så:

- Men du er på en måde mere til stede uden for storbyen, og det har jeg gerne villet vise. Der er en væren og en accept af livet frem for, at der stilles spørgsmål ved alting. På landet accepterer man mere, og det giver ro. Det misunder jeg virkelig. Jeg har manglet roen længe, men eftersom jeg har været i eksil i København i det meste af mit voksne liv, ved jeg ikke, om jeg kan finde den.

Fascination eller livsvalg

Det er faktisk også derfor, hun er rejst ud af byen for en stund, efter hun blev mor. Lisa Jespersen ved, at der findes et andet tempo end det, hvor man skal være på hele tiden. Både i virkeligheden og online. Hun føler stadig ikke, hun helt passer ind i filmbranchen. Hun glemmer at gå til de rigtige fester, og hun får aldrig reklameret for sine værker på Facebook.

- Mange af dem, der kommer ind på Den Danske Filmskole, har nærmest set alle de film, der findes, og i skoletiden brugte jeg lang tid på at tænke over, hvornår jeg mon blev taget på fersk gerning. For jeg har bestemt ikke set alle de film, ”man skal”, siger hun og pointerer, at den følelse, sådanne oplevelser skaber, har formet hendes voksenliv:

- Jeg bliver somme tider virkelig fascineret af noget specifikt - film eller tøj eller sådan noget - og så bruger jeg en del tid på at finde ud af, om det er en fascination eller noget, jeg skal bruge mit liv på. I øjeblikket er jeg nok mest til musik. Min mand og jeg spiller sammen i bandet Dune Messiah. Det er neo-folk med sort streg om øjnene. Romantisk country.

Uanset hvor hun ser hen, har det landlige det altså med at trække i den københavnerbaserede filminstruktør. Der er ganske enkelt noget med omgangsformen her, hun altid vender tilbage til:

- Ude på landet taler man ikke om sig selv og sit humør. I stedet taler man om vejret. Afgrøderne skal have vand, og de ydre omstændigheder kan diktere, hvordan i dag eller i morgen bliver. Folk hviler i sig selv på en anden måde, når deres tilgang til livet er sådan. Jeg bor i København, men min mand og jeg tjekker dagligt boligsider og kigger på huse uden for de større byer. Det føles rigtigt, men på den anden side kan jeg heller ikke undvære storbyen. Det er lige netop dér, min rastløshed ligger. Jeg vil gerne have ro, men også liv omkring mig.

Alvor og humor

I ”Hvor kragerne vender” må hovedpersonen balancere sig igennem dagene op til brylluppet. Den hyggelige gård kan virke næsten gyser-agtig på hende, og Lisa Jespersen er ikke bange for at blande flere filmgenrer. Netop dette gør tonen speciel. Filmen er konstant i øjenhøjde med sine roller. Den ser hverken ned på kvinden, der vender hjem, eller på dem, der valgte at blive derude, hvor fuglene altså helst løser returbillet.

- At jeg selv er vokset op på en anden måde end de fleste andre, der er blevet filminstruktører, har skabt en mulighed for, at jeg har kunnet kreere mine egne regler, siger Lisa Jespersen og betoner, at det var hende magtpåliggende, at ”Hvor kragerne vender” skulle filmes i én bestemt måned:

- Du er på en måde mere til stede uden for storbyen, og det har jeg gerne villet vise. Der er en væren og en accept af livet frem for, at der stilles spørgsmål ved alting, siger Lisa Jespersen. Foto: Dennis Morton

- Det skulle bare være i september! Lyset er helt fantastisk her, og årstiderne skifter hurtigt. Det er smukt og lækkert, fordi det er sommer, men sommeren går også på hæld. Det lys, der skabes i den måned, kan man i sig selv fortælle en hel film med.

Hendes næste projekt er så småt i støbeskeen. En selvstændig filminstruktør har ikke tid til alt for meget barsel. I stedet har hun lyttet til sig selv og andre og har fået en idé til en kommende spillefilm:

- Jeg arbejder sjovt nok på en film om en mor og en datter. Det er Karen-Lise Mynster og Rosalinde Mynster (som er mor og datter i virkelighedens verden, red.), der skal spille med i denne her småhumoristiske fortælling om sorg. Jeg tror på, at livets store emner helst skal tackles med både alvor og humor.

Lisa Jespersen om ...

At debutere: - Når man skal lave sin første spillefilm, handler det om at vise, hvem man er. Jeg undersøgte, hvad der betød mest for mig lige nu, og selv om jeg var bange for, at det blev for privat, var det følelsen af at vende hjem til min egen baggrund, der var mest kompliceret for mig. Derfor var det lige det, jeg måtte undersøge.

Sin hovedrolleindehaver: - Rosalinde Mynster er en virkelig dygtig skuespiller, og jeg håber, at jeg kan holde fast i hende i mine kommende projekter. Jeg går og drømmer lidt om, at vi bliver et team.

Karl Ove Knausgård: - Den norske forfatter er en stor inspiration for mig, men god litteratur er som oftest indre tanker, og det er svært at vise på film. I ”Hvor kragerne vender” viser jeg i stedet barndommens land frem. Ikke med en voice-over eller en masse forklarende replikker, for det, tror jeg ikke, folk kan holde ud at se på. Det kan jeg i hvert fald ikke selv, så derfor må der i stedet en tydelig dramaturgi til.

Mange drukneulykker kunne undgås, og liv kunne reddes, hvis flere fulgte de fem baderåd - kan du huske dem?
Hjalte Düring og Mette Brink fik travlt på Saksild Strand. I dette tilfælde var der dog kun tale om en uanmeldt øvelse. Foto: Flemming Mønster

En god dag på jobbet for livredderen er en dag, hvor der ikke er noget at lave

På fire år er antallet af drukneulykker i Danmark næsten fordoblet, fra 34 til 65 om året. Ulykkerne sker langtfra kun i forbindelse med badning ved stranden, men også der.

Søndag 25. august er af FN udråbt som international drukningsforebyggelsesdag, og i Danmark opfordrer Trygfondens kystlivredningstjeneste til, at strandgæster bruger lidt af dagen på at opsøge et livreddertårn og få et par gode råd om badesikkerhed, hvis de kommer på en strand, hvor sådan et er stillet op. Dem er der 38 af, blandt andet ved Saksild Strand øst for Odder.

Her mødte vi 26-årige Mette Pind, der er livredder. Hun er glad for, at hun i år ikke har oplevet alvorlige ulykker på tæt hold. Det prøvede hun sidste år, og det fik hende til at reflektere over sit arbejde på en bestemt måde. Hun siger:

- I dette job er en rigtig god arbejdsdag en dag, hvor der ikke er noget at lave.

Drukneulykker er steget markant i antal. Ved mange strande er kystlivreddere på pletten sommeren igennem for at ændre på den kedelige statistik.

Badesikkerhed: Af alle dødbringende ulykker udgør drukning syv procent opgjort på verdensplan. FN skønner, at 2,5 millioner mennesker har lidt druknedøden gennem de seneste 10 år, og organisationen har derfor gjort 25. juli til en årligt tilbagevendende drukneforebyggelsesdag.

I Danmark forsøger Trygfonden Kystlivredning og Dansk Svømmeunion at forebygge drukneulykker hver eneste dag i sommerugerne med en udbredt kystlivreddertjeneste på danske strande.

- På selve drukneforebyggelsesdagen opfordrer vi alle til at aflægge vores livreddertårne på strandene et besøg og få en snak med livredderne om badesikkerhed, siger Lasse Serup Jensby, der selv er uddannet livredder og driftsleder i Trygfonden Kystlivredning.

Flere og flere ulykker

Der er også noget at være på vagt over for, viser statistikken. På fire år, fra og med 2015 til og med 2018, steg antallet af drukneulykker med dødelig udgang  fra 34 om året til 65 om året.

Disse tal omfatter alle typer af ulykker, det være sig fiskeriulykker, kajakulykker, sejlulykker og folk, der falder i vandet forskellige steder fra. Og selvfølgelig ulykker med badende.

- Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvad stigningen skyldes, men fritidsaktiviteter på og ved vand er vokset betydeligt de senere år. I kombination med, at vi har haft nogle år med godt sommervejr spiller det givetvis en rolle, siger Lasse Serup Jensby.

Stor søgning til vandet

Statistikken for 2019 og 2020 er endnu ikke offentliggjort. Men Lasse Serup Jensby ved, at kystlivredderne havde en travl sæson sidste år.

- Sommeren 2018 var en fantastisk sommer med stor øgning til strandene. Det var vores hidtil travleste sæson med omkring 80.000 aktioner i alt. Sidste sommer er den næsttravleste med 77.000 aktioner. Lige nu ser det ud til, at vi kommer på samme niveau i år, siger han.

Langt de færreste af disse aktioner indbefatter decideret livredning. Livreddernes indsats foregår mest inde på land, hvor de yder alle mulige former for hjælp.

- Det er alt fra brækkede ben til rifter, der skal have et plaster, eller behandling af folk, der har været i nærkontakt med brandmænd i vandet eller har skrabet sig på en muslingeskal, siger Lasse Serup Jensby.

Overrumplet på stranden

38 kystlivreddertårne er sat op på danske strande, og 200 uddannede kystlivreddere står på spring sommeren igennem. Blandt dem 26-årige Mette Pind, der er nyuddannet skolelærer fra Aarhus, og 28-årige Hjalte Düring, der er idrætsstuderende på Københavns Universitet.

I fredags var de ved Saksild Strand, der ligger øst for Odder. Her blev de, netop som de gjorde sig klar til at tale med Avisen Danmark, overrumplet af en ugentlig, men uanmeldt øvelse.

Torben Rehder, som Mette Pind og Hjalte Düring her får bakset op på strandbredden, er mere levende, end han ser ud. Han er livredderinstruktør og figurant under en uanmeldt øvelse. Foto: Flemming Mønster

En instruktør, ansat i kystlivredningstjensten, dukkede pludselig op. Han lod, som om han var ualmindelig meget på spanden, både da han kom i nød små 100 meter fra kysten, og da han fingerede et hjertestop, lige da Mette Pind og Hjalte Düring var ved at få ham op på strandbredden.

- Den slags øvelser holder os skarpe. Det er vigtigt, for der er mange mennesker på strandene, siger Mette Pind, der har været kystlivredder i to år.

Forskellig adfærd

Hendes makker, Hjalte Düring, har været kystlivredder i tre år og har haft job på mange strande rundtom i landet. Han har lagt mærke til, at strandgæsternes adfærd og opmærksomhed på sikkerheden er meget forskellig fra sted til sted.

- På steder som her i Saksild opfører alle sig fornuftigt. Man kan mærke, det mest er sommerhusfamilier, der bare slapper af og er stille og rolige, siger han.

I sidste uge var han på en strand nær en storby.

- Der var mange unge fyldt med testosteron. De skulle vise sig for hinanden, så der var noget at holde øje med, siger Hjalte Düring.


I dette job er en rigtig god arbejdsdag en dag, hvor der ikke er noget at lave.

Mette Pind, kystlivredder


Denne sæson har hverken budt ham eller Mette Pind på opgaver, hvor livet har været på spil.

- Jeg prøvede det sidste år, da en mand brækkede nakke og ryg og fik hjertestop, da han sprang ud fra en bro. Det sidste, jeg har fået at vide, er, at han overlevede. Men det var en barsk ulykke, siger Mette Pind.

Ulykken har givet hende anledning til at gøre sig en særlig refleksion over sit arbejde:

- I dette job er en rigtig god arbejdsdag en dag, hvor der ikke er noget at lave.

De fem baderåd

Trygfonden Kystlivredning og Dansk Svømmeunion anbefaler fem baderåd, som de kalder strandens færdselsregler. De kommer her:

  1. Lær at svømme.
  2. Gå aldrig alene i vandet.
  3. Læs vinden og vandet. Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning.
  4. Lær stranden at kende. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet.
  5. Slip ikke børnene af syne. Hold dig tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.
Mens coronarestriktioner har gjort det vanskeligt at føre planer om terrorangreb mod Vesten ud i livet, har terrororganisationer haft travlt med at rekruttere nye tilhængere.
Sorg i Bagdad. Islamisk Stat er ikke nedkæmpet endnu. I mandags dræbte en bilbombe mindst 30 mennesker i den irakiske hovedstad, og IS har taget skylden. Billedet er fra begravelsen af ofrene dagen efter bombesprængningen. Foto: Anmar Khalil/Ritzau Scanpix

Terroren er sat på pause - men det varer næppe ved

Lukkede grænser, udgangsforbud og andre coronarestriktioner har i store dele af verden været en del af kuren mod corona. Det har haft den positive bivirkning, at terrorangreb fra islamistiske grupper mod Vesten har været få under pandemien.

Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at billedet hurtigt kan ændre sig. Det skriver et hold eksperter i en rapport, som de netop har afleveret til FN's Sikkerhedsråd.

"De er holdt kunstigt nede ved begrænsningerne i at rejse, mødes, samle penge ind og identificere brugbare mål", står der ifølge CNN i rapporten om terroristerne, som til gengæld har haft travlt med at hverve nye tilhængere online.

Især i Afrika er islamistiske terrorgrupper på fremmarch, men også i Afghanistan, Irak og Syrien har henholdsvis Taliban og Islamisk Stat fået medvind, efter vestlige lande har trukket deres tropper hjem for at fokusere på andre trusler.

- Det kan godt være, at vi er færdige med jihadister. Men de er ikke færdige med os, siger en terrorforsker. Risikoen for terrorangreb mod Vesten stiger, når coronareglerne lempes.

Terrorisme: Terrorangreb i Vesten fra de militante islamistiske grupper al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) har været få i den seneste tid.

Det er der en forklaring på.

Ifølge terroreksperter fra FN har coronapandemien også ramt de militante islamister og deres eventuelle planer om at begå terror i den vestlige verden.

For det er bare ikke let at rejse, når myndighederne har lukket landegrænser.

Det er ikke let for en terrorist at skjule sig i det offentlige rum, når der er udgangsforbud, eller når der kun er få mennesker på gader og stræder.

Men eksperterne siger i en ny rapport, som de netop har afleveret til FN's Sikkerhedsråd, at det er en midlertidig pause.

At terroristerne kommer igen.

Det var al-Qaedas terrorangreb på USA i 2001, der fik amerikanerne til at invadere Afghanistan, hvor al-Qaeda havde baser og planlagde terror. På billedet er kaprede passagerfly fløjet ind i World Trade Center i New York. Foto: Sean Adair/Reuters

"De er holdt kunstigt nede ved begrænsningerne i at rejse, mødes, samle penge ind og identificere brugbare mål", står der ifølge CNN i rapporten.

Kampen er flyttet

Samtidig mener eksperterne, at terrorgrupperne har haft gode tider på en anden front. For nedlukningen har som bekendt medført, at mange af os har siddet med næserne begravet i computere i alt for mange timer i døgnet.

Det har grupperne nydt godt af.

Ifølge eksperterne har det nemlig derfor været lettere at rekruttere nye tilhængere til den radikale og militante version af islam, som al-Qaeda og IS repræsenterer.

- Noget, vi lægger vægt på i rapporten, er risikoen for, at lempelser af restriktioner kan betyde, at nogle på forhånd planlagte attentater måske vil blive begået, siger Edmund Fitton-Brown, der er koordinator i FN's overvågningsgruppe, til CNN, hvis journalister har læst rapporten.

De påpeger, at terrorproblemer kan være på vej, bedst som USA og landets allierede - slidt af pandemien og med fokus på økonomisk genopretning og sammenstød med Kina og Rusland - også er ved at afblæse 20 års "krig mod terror".


I øjeblikket er den radikale gruppe Taliban på fremmarch i Afghanistan. Den var også stærk, da USA invaderede for 20 år siden.

Fra artiklen


- Det kan godt være, vi er færdige med jihadister. Men de er ikke færdige med os, som en unavngiven terrorforsker har formuleret situationen.

USA og dets allierede, herunder Danmark, er ved at trække deres militær ud af Afghanistan. Eller de har gjort det, sådan som det er tilfældet med Danmark.

Det var terror, der fik Vesten til Afghanistan, nemlig al-Qaedas store angreb på New York og Washington D.C. i 2001.

Al-Qaedas daværende leder, Osama bin Laden, havde base i Afghanistan og planlagde terrorangreb herfra. Derfor invaderede amerikanerne landet.

Taliban har fremgang

I øjeblikket er den radikale gruppe Taliban på fremmarch i Afghanistan. Den var også stærk, da USA invaderede for 20 år siden. Det var Taliban, der gav husly til al-Qaeda.

FN-rapporten siger, at al-Qaeda nu er til stede i mindst 15 provinser.

Gruppen opererer "under Talibans beskyttelse fra Kandahar, Helmand- og Nimruz-provinsen", hedder det.

I Mali i Afrika er den også gal. Fransk militær er i færd med at neddrosle sin antiterrormission i Mali. Det har givet plads til al-Qaeda, der har konsolideret sin indflydelse og breder sig i "befolkede områder".

Videre påpeger i rapporten, at IS-kalifatet måske nok blev nedkæmpet, men IS er langtfra udryddet i Irak og Syrien.

Forleden tog IS skylden for en terrorbombe, der dræbte 30 i Iraks hovedstad, Bagdad.

Militante islamister i Afrika

FN's Sikkerhedsråd fik sent torsdag dansk tid udleveret en rapport, som en overvågningsgruppe har udarbejdet om truslen fra islamiske grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat (IS). Rapporten fastslår, at Afrika er den verdensdel, der har flest problemer med grupperne: 

  1. I Somalia er udenlandske soldater, herunder styrker fra en afrikansk mission, delvist trukket tilbage. Nu kæmper somaliske styrker med gruppen al-Shabaab, der er allieret med al-Qaeda, om kontrol flere steder.
  2. I Mozambique er der ikke nogle nævneværdige operationer mod terrorgrupper. Her står Islamisk Stat stærkt.
  3. Dele af Vestafrika og Sahel-området er skueplads for vold fra militante islamister. I Nigeria meldes der om, at den militante gruppe Boko Haram er på tilbagetog, men FN-observatører mener, at IS-gruppen Iswap i stedet bliver stærkere.
  4. Der er desuden problemer med militante grupper i lande som Burkina Faso, Mali, Niger, Senegal, Elfenbenskysten, Benin, Ghana og Togo.