Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I mere end en forstand var det meningsløst, at 159 mennesker skulle dø som følge af branden på Scandinavian Star. Skibet skulle slet ikke have haft lov til at sejle mener den tidligere sømandsboss Henrik Berlau. I en større rapport henviser han til love og regler, som viser at Søfartsstyrelsen forsømte sin pligt til at syne skibet. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

- Søfartsstyrelsen har gjort sig skyldig i massivt at føre offentligheden bag lyset

Endnu et kapitel er føjet til den tragiske historie om mordbranden på Scandinavian Star for 31 år siden. 

Dét kapitel folder journalist Flemming Mønster ud i Dagens Danmark, hvor ovenstående citat stammer fra. Det er tidligere sømandsboss Henrik Berlau, der i en rapport dokumenterer, at Scandinavian Star aldrig burde have sejle en eneste mil. 

Vi fortæller i dag også om hashtagget #dajegsagdefra, og kulturredaktør Anette Hyllested har syv anbefalinger klar til bøger om stærke kvinde og kvindeskæbner. 

God fornøjelse.

Billede af Lone Schaumann
Billede af skribentens underskrift Lone Schaumann Nyhedsredaktør
Ny rapport føjer endnu et kapitel til sagaen om Scandinavian Star
I mere end en forstand var det meningsløst, at 159 mennesker skulle dø som følge af branden på Scandinavian Star. Skibet skulle slet ikke have haft lov til at sejle. Det mener den tidligere sømandsboss Henrik Berlau. I en større rapport henviser han til love og regler, som viser at Søfartsstyrelsen forsømte sin pligt til at syne skibet. Var det sket, havde det fået øjeblikkeligt sejladsforbud på grund af de mange fejl og mangler, fremgår det af hans rapport. Affotografering af politifoto: Flemming Krogh

Tidligere sømandsboss anklager: Scandinavian Star skulle have haft forbud mod at sejle - så havde 159 mennesker undgået døden

Den tidligere formand for Sømandsforbundet Henrik Berlau fremsætter en lammende kritik af Søfartsstyrelsen i forbindelse med den påsatte brand på norgesfærgen Scandinavian Star. Den kostede 159 mennesker livet i 1990.

Det kunne være undgået, mener Henrik Berlau, for skibet skulle aldrig have haft lov til at sejle. Søfartsstyrelsen ville have opdaget, at skibet var usødygtigt, hvis det var blevet synet, inden det blev sat i rutefart mellem Frederikshavn og Oslo.
Det fremfører han i en rapport, som han har sendt til den juridiske professor, der står i spidsen lige nu for en undersøgelse af et evt. statsligt ansvar for, at Scandinavian Star gik i sejlads i sin tid.
Det er en undersøgelse, erhvervsminister Simon Kollerup, har taget initiativ til, og som vel at mærke ikke har noget at gøre med de undersøgelser, som justitsministeren har sat i gang om selve mordbranden.

Med henvisning til en lang række love, bekendtgørelser og regler mener Henrik Berlau, at Søfartsstyrelsen begik myndighedssvigt, og at styrelsen lige siden har forsøgt at lyve sig fra ansvaret. Han opfordrer til et retsligt opgør.

Søfartsstyrelsen begik myndighedssvigt, da man i sin tid lod norgesfærgen Scandinavian Star gå i rutefart uden at syne den først. Det skriver tidligere sømandsformand Henrik Berlau i en rapport, der nu indgår i en undersøgelse af et eventuelt statsligt ansvar.

Scandinavian Star: Hvis danske søfartsmyndigheder havde passet deres arbejde og gjort deres pligt, havde norgesfærgen Scandinavian Star slet ikke fået lov at sejle. I så fald havde 159 mennesker undgået døden som følge af den påsatte brand på skibet, da det natten til 7. april 1990 var på vej fra Oslo til Frederikshavn.

Det mener tidligere formand for Sømandsforbundet Henrik Berlau, og det redegør han for i en rapport, hvor han fremlægger en lang række dokumenter, lovtekster og lovbekendtgørelser, som viser, at skibet aldrig skulle have haft lov til at sejle.

Han mener ikke, at loven og reglerne var til at tage fejl af: Selv om Scandinavian Star sejlede under Bahamas flag, skulle det underkastes et dansk hovedsyn, da det skulle i fast rutefart mellem dansk og norsk havn.

- Søfartsstyrelsen havde efter loven pligt til at foretage syn før indsættelsen på ruten, fordi Scandinavian Star var et passagerskib, hedder det i hans rapport.

Men der blev ikke foretaget noget syn, og det blev katastrofalt, for det ville have afsløret alle de sikkerhedsmæssige fejler og mangler, skibet sejlede rundt med. Det ville have udløst et øjeblikkeligt forbud mod at sejle nogen steder hen med passagerer, mener Henrik Berlau.

- Det er udenfor enhver tvivl, at dersom Søfartsstyrelsen havde gennemført lovpligtigt syn på Scandinavian Star, før denne gik i fart med passagerer, ville skibets manglende certifikater, besætningens størrelse, mandskabets operative mangler, skibets manglende planer for brand og evakuering, øvrige tekniske mangler og fejl være afdækket, pålagt rettet og forlangt afskrevet før opstart af ruten. Scandinavian Star ville ikke være gået i fart, skiver Henrik Berlau i sin rapport.

Det stemmer overens med det indtryk, daværende havarichef i forsikringsselskabet Skuld Erik J. Stein fik, da han kort før færgen blev sat i sejlads, besigtigede den. Eller rettere afbrød besigtigelsen meget hurtigt, for, som han sagde til Avisen Danmark 17. juni 2018:

- Skibet var pivende hamrende usødygtigt og aldeles uegnet til at sejle med passagerer.

Juridisk undersøgelse

Henrik Berlau har skrevet rapporten til professor Vibe Garf Ulfbeck. Hun er leder af juridisk fakultet på Københavns Universitet og er sat i spidsen for en uvildig undersøgelse af et eventuelt dansk myndighedsansvar for, at den fejlbehæftede færge overhovedet fik lov at sejle.

Undersøgelsen er sat i værk af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og har vel at mærke intet at gøre med den arbejdsgruppe, justitsministeren har besluttet skal undersøge, om skibet blev sat i brand for at begå forsikringssvindel. Dét handler om selve mordbranden.

Erhvervsministerens undersøgelse handler udelukkende om at få klarhed over, om Søfartsstyrelsen, og dermed formelt den danske stat, forbrød sig mod gældende love og regler, da man ubeset lod skibet indgå i fast rutefart mellem Danmark og Norge.

- Spørgsmålet har været undersøgt tidligere, men står stadig uden en skarp afklaring, lyder ministerens begrundelse for den uvildige undersøgelse.

Anklagen mod Søfartsstyrelsen for at svigte sin pligt og sit ansvar har været fremført næsten lige siden branden. Søfartsstyrelsen har hidtil afvist kritikken, bl.a.  med en - ifølge Berlau - usand henvisning til, at der ikke var pligt til at besigtige et skib under fremmed flag.

Pligten indskærpet to år før branden

Henrik Berlau genfremsætter nu anklagerne med at henvise til Lov nr. 98 af 12. marts 1980 med dertil knyttede bekendtgørelser. Her fremgår, at Søfartsstyrelsen i høj grad havde pligt til at forestå et fuldstændigt syn og efterfølgende foretage kontrolsyn en gang om året.

I en lovbekendtgørelse tre år senere indskærpes det, at disse bestemmelser også gælder for "udenlandske skibe i dansk havn eller på  dansk søterritorium."

Af en anden bekendtgørelse, Bekendtgørelse nr. 463, i 1988, altså to år før branden, fremgår det af paragraf 21 stk 1, at tilladelse til sejlads med passagerskib kan ske efter et afsluttet hovedsyn. Denne tilladelse skal indeholde oplysninger om fartområde, altså hvor skibet skal sejle, største tilladte passagertal og seneste dato for det næste hovedsyn.

Ikke mindst hedder det i samme paragraf stk. 4: "Intet passagerskib må gå i fart uden den i stk 1 nævnte tilladelse eller uden for det i tilladelsen nævnte fartområde eller med flere passagerer end angivet deri."

Tier stille

Henrik Berlau ønsker ikke at udtale sig offentligt om sine konklusioner i rapporten.

- Hvis jeg siger noget yderligere, mens den juridiske undersøgelse er i gang, kan det opfattes som polemiserende. Det vil jeg undgå, men der er ikke noget hemmeligt omkring rapporten, så værsgo', den må Avisen Danmark godt få, og I må citere alt det, I vil fra den. Men derudover har jeg valgt at tie stille, mens undersøgelsen er i gang, siger Henrik Berlau.


Undladelsen af syn fik helt afgørende betydning for katastrofens omfang og for de passagerer, der, fordi skibet kunne sejle uhindret, var ombord på brandnatten og mistede livet.

Henrik Berlau, tidligere formand for Sømandsforbundet


Til gengæld lægger han ikke fingre imellem i rapporten. Han skriver, at Søfartsstyrelsen med "røgslør," "nødløgn" og "krumspring" har afvist at have ansvar for det manglende syn.

- Søfartsstyrelsen har gjort sig skyldig i massivt at føre offentligheden bag lyset.

- Søfartsstyrelsen dækkede efter branden over manglende syn, skriver han.

Det er bl.a. sket ved, forklarer han, at styrelsen har henvist til en international aftale, der giver mulighed for at et syn kunne ske på et senere tidspunkt, og at der derfor ikke er sket noget brud på nogen lov eller regel.

Der er bare ét problem her, påpeger Henrik Berlau: Den aftale handlede om fragtskibe.

- Aftalen omhandler ikke passagerskibe i fast rutefart mellem en dansk og en udenlandsk havn, skriver han.

Godkendt, men til Bahamas` farvand

Søfartsstyrelsen har også forklaret, at fordi skibet var indregistreret på Bahamas, kunne man ikke syne skibet, men højst foretage det, der hedder en havnestatskontrol. Det betyder, at Søfartsstyrelsen kunne gå ombord og sikre sig, at skibets certifikater var i orden.

Henrik Berlau understreger for det første med henvisning til love og bekendtgørelser, at det er noget vrøvl. For det andet dokumenterer han i rapporten, med søfartspapirerne fra Bahamas, at havde de danske myndigheder så foretaget denne havnestatskontrol ville de have set, at Scandinavian Star ikke var godkendt til andet end at ”transportere passagerer til og fra steder inden for Bahamas."

Det står ordret i et certifikat, der blev udstedt af Kenneth B. Hostra fra Bahamas transportministerium 16. januar 1990 - mindre end tre måneder før skibet blev sat i brand. Ikke i havet ved Bahamas, men i Skagerak.

I  sin rapport betoner Henrik Berlau også, at der er ingen kendte eksempler på, ud over Scandinavian Star, at Søfartsstyrelsen har undladt at syne og udstede farttilladelser til skibe under udenlandsk flag.

Fatalt myndighedssvigt

For Henrik Berlau var konsekvensen af det myndighedssvigt, han helt utilsløret anklager Søfartsstyrelsen for at have begået, været fatal.

- Undladelsen af syn fik helt afgørende betydning for katastrofens omfang og for de passagerer, der, fordi skibet kunne sejle uhindret, var ombord på brandnatten og mistede livet, skriver han i rapporten.

Hvilke retslige konsekvenser, eventuelt et statsligt erstatningsansvar, det bør få, hvis den juridiske undersøgelse ender med samme konklusion, forholder han sig ikke til.

Dog peger han på, at Søfartsstyrelsen kan have haft en ganske særlig interesse i at sløre eget ansvar og pligtforsømmelse:

- Søfartsstyrelsens motiv var at afværge en sønderlemmende kritik, som i sidste ende kunne gøre staten økonomisk ansvarlig.

I følge Henrik Berlau skal Søfartsstyrelsen som statslig institution ikke kunne fralægge sig ansvar for alvorlige fejl og svigt.

- Søfartsstyrelsens handlinger kan hverken undskyldes eller tilgives, og Folketinget bør tage skridt til et retsligt opgør, skriver han.

Avisen Danmark har forelagt Henrik Berlaus kritik for Søfartsstyrelsen. Her ønsker direktøren, Andreas Nordseth, ikke at udtale sig, så længe en undersøgelse er i gang. Andreas Nordseth har været ansat i Søfartsstyrelsen siden 1999 og direktør siden 2009.

Erhvervsminister Simon Kollerups presseafdeling afviser ligeledes en kommentar fra hans side.

Det er ikke lykkedes at få kontakt til professor Vibe Garf Ulfbeck.

Henrik Berlau

Henrik Belau blev sømand i 1968. 12 år senere blev han næstformand i Sømændenes Forbund.

Fra 1991 til 1994 var han formand. Han fortsatte som ansvarlig for 3Fs søfartspolitik, da sømandsforbundet i 1994 blev en del af denne fagforening. Som sådan stoppede han i 2016.

Han har været medlem af Skibstilsynsrådet, Besætningsnævnet, Uddannelsesrådet og Færgesikkerhedsrådet.

Lige siden branden på Scandinavian Star har Henrik Berlau med sin fagpolitiske baggrund deltaget i debatten om Søfartsstyrelsens ansvar i sagen.

Scandinavian Star

Scandinavian Star blev udsat for en påsat brand natten 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn. Den var sat i rutefart en uge forinden, 1. april.

482 besætningsmedlemmer og passagerer var om bord på færgen. 159 omkom som følge af branden.

Sikkerheden om bord var mangelfuld. Personalet, der bestod af flere nationaliteter, der ikke forstod hinanden, havde for eksempel ikke holdt brandøvelser eller var blevet instrueret i sikkerhedsudstyret. Flere branddøre virkede ikke, ligesom sprinkleranlægget var defekt og rusttæret.

Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 idømt hæftestraf for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed.

Søfartsstyrelsen er i alle årene blevet kritiseret for ikke at have synet skibet og udstedt forbud mod at sejle på grund af de mange fejl og mangler. Det har en uvildig juraprofessor nu fået ansvar for at undersøge. Hun har fået en rapport fra den tidligere sømandsboss Henrik Berlau, som  mener, at Søfartsstyrelsen har begået myndighedssvigt.

Denne problemstilling har ikke noget med selve branden at gøre. Den er aldrig blevet opklaret. Men en særlig arbejdsgruppe under justitisministeriet skal nu undersøge om forsikringssvindel kunne være motivet til at sætte færgen i brand. Det foregår sideløbende med undersøgelsen af Søfartsstyrelsens mulige forsømmelser.

Kulturredaktørens syv anbefalinger til stærk kvindelitteratur

Anbefaling: Voldtaget og undertrykt og alligevel ukuelig. Her er syv forrygende bøger om stærke kvinder

Har du nogensinde hørt om Marie Hammer? Eller hvad med Inge Lehmann? Og hvad kender du til Ida Hammershøi – andet at hun var Vilhelm Hammershøis kone?

Der er også Anne Marie Karl Nielsen – og VM-guldvinderen Tulle Pedersen. Har du hørt om dem?

Hvis ikke, er du langt fra den eneste, og det er der i øjeblikket en del andre kvinder, der prøver at råde bod på. En af dem er historiker Gry Jexen, der startede en instagram profil for tre år siden, hvor hun i hvert, nyt opslag fortalte om en kvinde, der mere eller mindre er skrevet ud af historien. Hendes historier blev ret hurtigt ret populære og først fulgte en podcast – og her i foråret en bog med historier om 50 danske kvinder.

Dén bog anbefaler vores kulturredaktør Anette Hyllested i allerhøjeste grad – sammen med seks andre bøger om stærke kvinder – og kvindeskæbner. Der er nogle ret vilde historier imellem og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvordan det er gået til, at man aldrig har hørt om dem før.

Faktisk har min gode kollega Tommy Byrne været ude og gå en lang tur med netop Gry Jexen, og det er blevet til et afsnit af hans podcastserie Gangbar, som – når nu vi er ved anbefalingerne – jeg synes, du burde lytte til.

Verdenshistorien og danmarkshistorien er fyldt med betydningsfulde mænd. Hærførere, politikere, videnskabsmænd, opdagelsesrejsende, konger. Men der har også været betydningsfulde kvinder, der har gjort en forskel uden af den grund at blive kendt og anerkendt.

Når danske kvinder i dag slås som en del af #MeToo, står de på skuldrene af historiske kvinder, der også skubbede på for lige rettigheder. Kvinder, der ikke ville finde sig i hverken strukturel eller fysisk undertrykkelse og fandt deres egen og ofte svære vej. Dem kan du møde og inspireres af i seks skønne romaner og et opslagsværk.

God læsning

Bedste kvinderoman i 2021

Det var først, da hun blev pensionist, at danske Inge Lehmann fik fortjent anerkendelse. Og hun måtte helt til USA for at få det.

I det mindste blev hun 104 år. 

Inge Lehmann, født 1888, var verdens første kvindelige seismolog og et geni. I den biografiske roman “Den inderste kerne”, fortæller Lotte Kaa Andersen om hendes liv med afsæt i virkelighedens Inge, og det er opslugende læsning, der vækker følelserne.

Jeg blev både rasende og skuffet og skamfuld over den måde, datidens danske, selvfede mænd holdt Lehmann nede på.

“Den inderste kerne” er en vidunderlig roman, der på let fordøjelig måde forklarer Inge Lehmanns banebrydende opdagelse og hendes arbejde - det handler om Jordens indre - men har vægten på menneskets indre. Her et højt begavet, skrøbeligt, uhyre flittigt og stædigt et af slagsen, der ofrede kærligheden til en mand for kærligheden til sit fag.

Lotte Kaa Andersen: “Den inderste kerne”, Gutkind.

Betydningsfuld, men ukendt

Hendes mand er blevet den dyreste, danske kunstner nogensinde, men Ida Hammershøi, født 1864, har vi kun kendt bagfra. 

Det har Jesper Wung-Sung gjort noget ved i sin roste roman “Kvinde set fra ryggen”, der med vægten på Ida fortæller historien om særligt hende, men også manden, maleren Vilhelm Hammershøi, og deres familier og venner.

Det er en af den slags romaner, hvor man kan høre knappenålen falde på gulvet. Der er en dvælen, og som altid hos Wung-Sung en fornemmelse for det usagte, for det flydende og udefinerbare.

Hammershøis yndlingsmotiv var at male sin kone bagfra, men langsomt får Wung-Sung drejet Ida mod os, så vi kan se hende i øjnene og fornemme hende. Det er mageløst godt skrevet.

Jesper Wung-Sung: “Kvinde set fra ryggen”, Politikens Forlag.

Sanselig kvindekamp

Den danske zoolog og jordmideforsker Marie Hammer, født 1907, rejste gennem 40 år alene Jorden rundt for at indsamle materiale og viden, som i sidste ende kunne dokumentere, at Verdens kontinenter engang har været forenet. Da hendes puslespil gik op, var der modsat kommet uorden i familielivet.

Eva Tind har skrevet en sanselig og kvindepolitisk roman om en kompromisløs og ambitiøs kvinde, der som resten af sin samtid måtte kæmpe for at blive hørt i en mandsdomineret verden.

Forfatterens skrivestil kan føles abrupt, for hun fråser ikke med ordene og forklaringerne. Til gengæld er det udvalgte yderst velvalgt. Efter nogen tilvænning glider siderne ind af sig selv, og nysgerrigheden og nydelsen tager over. Men letlæst er den ikke.

Eva Tind: Kvinden der samlede verden, Gyldendal

Ulydige kvinder - og mænd

“Pigen fra det store hvide skib” har ikke levet i virkeligheden, men det kunne hun have gjort. Sygeplejersken Molly, som hun hedder, er personliggørelsen af den virkelige historie om det danske hospitalsskib Jutlandia og dens besætning og “last” af sygeplejersker og læger, som i 1951 satte kurs mod det krigsramte Korea.

Den medrivende roman, der lægger sig yderst tæt op ad virkeligheden, er især et stærkt bidrag til forståelsen af de humanitære katastrofer i kølvandet af en krig. Romanens anden hovedperson er den 11-årige Yun, der mister hjem og familie i napalmflammer, og hun er et hjerteskærende bekendtskab.

Jeg blev også lidt stolt, mens jeg læste. Danmark kan i den grad være Jutlandia-ekspeditionerne og især skibets “ulydige” besætning og passagerer, der ikke ville nøjes med at behandle soldater, bekendt.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa: “Pigen fra det store hvide skib”, Lindhardt og Ringhof

Trækker tænder ud

Astrid Saalbach har med udgangspunkt i sin mormors gamle, gulnede breve og i virkelige steder og begivenheder skrevet en gribende og vidende roman om kvindeliv i det forrige århundrede.

Forfatteren har fortalt, at hun har skrevet bogen delvist på vrede over alle de kvinder, som er blevet holdt tilbage gennem tiden, men det er ikke arrigskab, snarere vemodighed, der er romanens tone.

Hovedpersonerne er Sigrid, der vokser op i en velhavende familie i Faaborg i begyndelsen af 1900-tallet, og hendes unge moster Anna, der er tandlæge og flygtet til Grønland, hvor hun trækker rådne tænder ud. De to kvinders liv fletter sig dramatisk og utilsigtet ind i hinanden. Svær at slippe - jeg slugte den i ét hug.

Astrid Saalbach: “Der hvor du ikke vil hen”, Lindhardt og Ringhof

Den fattige heltinde

”Den kloge kone fra kvindehuset” handler om Karoline, der trods ufattelig stor fattigdom er gavmild og deler ud af det lidt, hun har, og af sit varme hjerte.

Karoline, som er inspireret af forfatter Linda Lassens oldemor, lever fra 1887 til 1958 i en lille landsby på Nordfyn.

Her slår mændene, de voldtager, og selv hvis de elsker, stikker de ofte af, når de ugifte kvinders maver begynder at vokse.

Karoline tager kvinderne til sig - hendes lille hjem bliver et datidens kvindehjem.

Kvindekampen var ikke forbeholdt det bedre borgerskab - det foregik også i almuen, og det beskriver Linda Lassen på fremragende vis. Få kan også som hun kravle ind i et menneske og blotlægge dets psyke, så det fremstår ægte og efterlader én med sorg, når man må forlade det på de sidste sider.

Linda Lassen: “Den kloge kone fra kvindehuset”, Hovedland.

De virkelige kvinder

Vil man vide mere om betydningsfulde, historiske kvinder og kun have det faktuelle, så er “Kvinde kend din historie - spejl dig i fortiden” et glimrende opslagsværk.

50 kvinder fra de seneste 500 år beskrives levende fortalt i korte og overskuelige kapitler.

“Bogen handler om at give dig en bevidsthed om, at historien hele tiden er nærværende, at du er en del af den, og at alt, hvad du fortager dig, er et produkt af historien," skriver bogens forfatter, der også er historiker. Illustrationerne er Andy Warhol-agtige, og det er et visuelt lækkert greb.

Gry Jexen: “Kvinde kend din historie”, Gyldendal.

Hundredvis af kvinder fortæller grumme historier under hashtagget #dajegsagdefra

Kvinder beretter om overgreb efter at have afvist tilnærmelser

Mandag begyndte hashtagget #dajegsagdefra at florere på twitter som en reaktion på nogle – ikke alle – mænds antagelse om, at hvis bare kvinder sagde fra, hvis bare kvinder slog fra sig, ville de ikke blive overfaldet eller voldtaget eller det, der er værre. Hvis nu kvinder blev trænet i kampsport, kunne de slippe for at blive antastet.

Men sådan er verden ikke når man er kvinde, som de mange, mange tweets vidner om. Hashtagget er pt det mest populære i landet og hundredvis af kvinder har delt historier om det, der skete, da de sagde fra.

Det er rystende læsning, og forhåbentlig bliver det endnu et skvulp i #metoo-bølgen.

På sociale medier beskriver kvinder episoder med overgreb og krænkelser efter at have sagt fra.

Overgreb, krænkelser, vold og ydmygelser. Det er nogle af de oplevelser, som kvinder beretter om på sociale medier som Twitter.

Det sker under hashtagget #dajegsagdefra.

Her beskriver de episoder, hvor de har oplevet, at en situation er eskaleret, efter at de har afvist tilnærmelser fra hovedsageligt mænd.

Kirstine Holst, forkvinde i organisationen Voldtægtsofres Vilkår, har blandt andet delt sin historie under hashtagget.

- #dajegsagdefra fik jeg taget halsgreb og blev voldtaget, lyder det.

Også debattør Khaterah Parwani har delt sine oplevelser på Twitter. Hun er direktør i organisationen Løft, der arbejder mod negativ social kontrol.

Her fortæller hun om en række oplevelser, hvor hun har oplevet vold og krænkelser efter at have sagt nej i forskellige situationer.

Hun beskriver blandt andet, at hun første gang "endte uigenkendelig på sygehuset", mens hun anden gang blev "tævet i bilen og lå og blødte på et vådt fortov".

Nogle af kvinderne deler deres oplevelser som reaktion på et Twitter-opslag fra komikeren Brian Mørk.

Han skrev i begyndelsen af juli, at anklagerne fra en række kvinder mod politikeren Naser Khader viser, at unge piger ikke altid siger fra over for mænd, som de ikke ønsker kontakt med.

- De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet?

- Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død, lød det.

Det affødte stor debat, og flere kritiserede Mørk for at lægge ansvaret for ikke at blive udsat for overgreb over på kvinderne.

Tirsdag henviser flere Twitter-brugere også til en voldsepisode mandag, hvor en 15-årig pige fra Espergærde blev slået og sparket i hovedet af en 22-årig mand.

Af Nordsjællands Politis døgnrapport fremgår det, at manden fløjtede efter pigen og hendes veninder.

- Den 15-årige gjorde ham opmærksom på, at de kun var 15 år gamle, og at de ikke brød sig om, at han fløjtede efter dem. Dette fik manden på løbehjulet til at slå og sparke den 15-årige, hvorefter han forlod stedet, lyder det.

/ritzau/

Måden, man stemmer på, betyder enorme forskelle i valgdeltagelse til ældrerådsvalg
I alt 52 af de 90 kommuner, der i år afholder ældrerådsvalg, benytter fremmøde som valgform. Dette er den valgform, der sørger for den højeste stemmeprocent, men alligevel er der endnu mange kommuner, der tyer til andre metoder. Arkivfoto: Morten Stricker.

Fremmøde, digitalt eller brev - det er ikke helt ligegyldigt: Enorme forskelle på stemmeprocenter til ældrerådsvalg

Til november står stemmeurnerne klar i alle landets 98 kommuner, når vi endnu engang skal stemme politikere ind i både kommunalbestyrelser og regionsråd.

Det er dog ikke de eneste valg, vi skal træffe, for i 90 af landets kommuner er der nemlig også ældrerådsvalg i år. Her står der bare ikke nødvendigvis nogen stemmeurner klar. Og det er faktisk et demokratisk problem, mener Danske Ældreråd.
Det er nemlig forskelligt, hvilke valgformer man bruger til ældrerådsvalg i de forskellige kommuner. Hvor nogle afholder valget digitalt, benytter andre kommuner sig af brevvalg, og i år er der 52 kommuner, der arrangerer fremmødevalg.
Problemet ligger i, at de forskellige valgformer giver vidt forskellige stemmeprocenter. Hvor digitale valg i 2017 resulterede i gennemsnitlige stemmeprocenter på under en tredjedel af de stemmeberettigede, sørgede fremmødevalg for, at næsten to ud af tre brugte deres stemmeret.
Og en lav valgdeltagelse sørger som bekendt for dårligere repræsentativitet. Derfor mener Danske Ældreråd, at det er nødvendigt med en lovændring på området.

Det er langt fra ligegyldigt, hvordan man kan stemme til ældrerådsvalg, for de forskellige valgformer resulterer i vidt forskellige stemmeprocenter. Derfor er det et problem, at mange kommuner fortsat vælger de former, der sørger for mindst muligt demokrati, mener Danske Ældreråd.

Demokrati: Til efteråret skal danskere i alle landets 98 kommuner til stemmeurnerne for at vælge, hvilke politikere der skal repræsentere deres holdninger i kommunalbestyrelser såvel som regionsrådene. Det er dog ikke det eneste valg, der skal stemmes til i år.

De fleste kommuner afholder nemlig også valg til ældreråd. Her kan borgere over 60 år vælge repræsentanter, der skal være deres talerør og rådgive lokalpolitikerne på områder, der vedrører ældre.

Der er bare en udfordring - for der er enorme forskelle på, hvor mange af de ældre, der rent faktisk bruger deres stemmeret.

Hvor Læsøs ældre borgere ved det seneste valg i 2017 flittigt stemte til ældrerådsvalg med en stemmeprocent på hele 76,9, lå Aarhus Kommune i den tunge ende med valgdeltagelse på kun 18 procent. Det er et stort problem, mener man hos landsorganisationen Danske Ældreråd. Særligt fordi man ved, hvad den lave valgdeltagelse typisk skyldes.

Valgformen er nemlig helt afgørende for, hvor mange der bruger deres stemmeret til ældrerådsvalg.

- Uanset valgform bør alle ældre bruge deres stemme til ældrerådsvalget. Det er i alles interesse, at ældrerådene har et solidt mandat og afspejler indbyggerne i kommunen bedst muligt. Jo flere der stemmer, jo større repræsentativitet, siger formand for Danske Ældreråd Inger Møller Nielsen i en pressemeddelelse.

Valgformen er afgørende

Helt konkret viser tallene, at fremmødevalg er det mest effektive, hvis man vil sørge for høj valgdeltagelse. De kommuner, der i 2017 afholdt fremmødevalg til ældrerådene nåede en gennemsnitlig stemmeprocent på 63,8.

Den laveste deltagelse blev derimod målt i de kommuner, hvor valget foregik digitalt. Her stemte 31,8 procent af de stemmeberettigede. Ved brevvalg stemte 43,7 procent af de ældre til valget.

- Selvom fremmødevalg i forbindelse med kommunalvalget giver en stemmeprocent, der er 20-30 procentpoint højere end brevvalg eller digitalt valg, holder man i mange kommuner desværre fast i brevvalg og digitalt valg, fordi man opfatter disse valgformer som mindre ressourcekrævende. Det er et demokratisk problem, siger Inger Møller Nielsen.

Status quo i Aarhus

I Aarhus Kommune har den meget lave valgdeltagelse i 2017 fået kommunens ældreråd og Sundhed og Omsorg til at reagere. Sammen har de foreslået fremmøde som valgform til ældrerådsvalget i år i håb om at højne valgdeltagelsen. Det er dog ikke lykkes at få gennemført.

I foråret lød det derfor således i en pressemeddelelse fra Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og Jan Radzewicz, formand for Ældrerådet Aarhus:

"Ønsket om valg på samme sæt og vis som byrådsvalget er imidlertid blevet klart afvist af Den Kommunale Valgbestyrelse, som består af politikere, med borgmester Jacob Bundsgaard (S) som formand. Ønsket blev også afvist for fire år siden.

Ældreråd

I alle landets 98 kommuner findes et ældreråd, der mindst hvert fjerde år skal vælges af kommunens borgere over 60 år. Nogle steder kaldes ældreråd også for seniorråd.

Rådet rådgiver kommunalbestyrelsen på områder, der vedrører ældre.

Ældrerådene rådgiver ikke kun om kommunens egne initiativer, men arrangerer også borgermøder og kommer selv med forslag til nye initiativer på ældreområdet.

Det ærgrer os. Valgbestyrelsen lægger vægt på praktiske forhold og en mulig smitterisiko til efteråret. Det var ellers nogle forhold, Sundhed og Omsorg sammen med Ældrerådet har været klar til at finde løsninger på. Demokrati må gerne være en udfordring og en høj stemmeprocent er vigtig.

Det styrker nemlig først og fremmest Ældrerådets legitimitet som talerør for kommunens +60 årige, og øger dermed byrådets og andres lyst og interesse i at lytte til Ældrerådet."

Behov for lovændring

Andre kommuner har dog besluttet at skifte valgform. I alt 15 kommuner skifter i år til fremmødevalg, og derfor afholdes 52 af årets 90 ældrerådsvalg på denne måde.


Det er selvfølgelig positivt, at flere kommuner skifter til fremmødevalg, men det er stadig ikke godt nok, at rigtig mange kommuner fortsat bruger nogle valgformer, som de ved, giver en lav stemmeprocent.

Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd


De resterende kommuner anvender dog fortsat enten digitalt valg, brevvalg eller en kombination af forskellige valgformer.

- Det er selvfølgelig positivt, at flere kommuner skifter til fremmødevalg, men det er stadig ikke godt nok, at rigtig mange kommuner fortsat bruger nogle valgformer, som de ved, giver en lav stemmeprocent. Vi skal have alle kommuner med, og derfor mener vi også, at der er behov for en lovændring, så ældrerådsvalg skal afholdes som fremmødevalg samtidig med kommunal- og regionsvalg, siger Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd.