Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Bankdirektør og bilentusiast Christian Jungmark havde lørdag i samarbejde med byens bilforhandlere arrangeret en dag med over 30 udstillede el- og hybridbiler i Danmarksgade og Vendersgade. Foto: Morten Pape

Pas på, din nye elbil kører som en Porsche

Elbiler gør sig uheldigt bemærket i uheldsstatistikkerne.

Regeringen har en målsætning om 775.000 elbiler på vejene i 2030, og det går stille og roligt i den retning. I årets første seks måneder er der solgt 7.398 elbiler i Danmark, og oven i det kommer flere end 18.000 hybridbiler, som både kan køre på strøm og benzin eller diesel.

Den grønne omstilling på vejen har bare en utilsigtet konsekvens: Elbiler laver flere ulykker end brændstofbilerne, fordi de kører som radiobiler, er afsindigt hurtige og samtidig næsten lydløse.

Pionererne, altså dem, der gladelig har betalt langt over en halv million for en Tesla, er typisk erfarne bilister, der normalt laver få skader i trafikken. Så hvad sker der lige, når elbilmarkedet for alvor tager fart, og nybagte bilister lufter deres kørekort i en elbil, der accelererer som en Porsche?

Avisen Danmark har undersøgt sagen, og svarene finder du i artiklen længere nede i dette nyhedsbrev.

Billede af Jens Bertelsen
Billede af skribentens underskrift Jens Bertelsen Erhvervsredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Flere uheld, men forsikringspræmien holdes i ro.
Elbiler har en væsentlig hurtigere accelerationsevne end fossile biler - og det overrasker nye elbilejere, som derfor oftere skader deres biler i begyndelsen af ejerskabet. Foto: Alexandria Sage/Reuters/Ritzau Scanpix

Ny teknologi overrasker bilejere: Elbilers acceleration giver flere skader

Elbiler bliver mere og mere udbredte herhjemme. I juni var hver tredje solgte nye bil enten elbil eller hybridbil. Det er den største andel nogensinde.

Men samtidig med, at flere nyudklækkede elbilister begiver sig ud på vejene, må vi også forvente at se flere skader på deres biler.

Hos både Codan og FDM melder man nemlig om flere skader på elbiler, og de sker typisk for nye elbilister. Det skyldes især, at elbiler har en helt anden accelerationsevne, som kræver grundig tilvænning, og derfor sker der mange hovsa-skader på bilerne i både carporte og på parkeringspladser.

I takt med, at flere nye elbilister udklækkes, stiger også bekymringen for uheld - særligt med tanke på, når flere og flere unge sætter sig bag rattet på et eldrevet køretøj, der hurtigt når op på 100 kilometer i timen. Men måske bør vi ikke være så bekymrede for uheldene, for mens tilvænningsperioden giver stor risiko for skader, er bilerne i langt højere grad end fossile biler udstyret med avancerede sikkerhedssystemer.

Der kører flere og flere elbiler på vejene herhjemme. I juni var hver tredje solgte nye bil enten el- eller hybridbil. Mens flere nye elbilister udklækkes, følger dog en bekymring. Elbilerne får nemlig flere skader end andre biltyper - og det skyldes især deres hurtige accelerationsevne.

Elbiler: Du sætter dig ud i din lækre, nye bil, som har stået tørt i carporten til opladning hele natten. Du trykker på tænd-knappen og sætter din fod på speederen, trykker den lidt ned. Bum! Du har ramt en søjle.

Ovenstående er egentlig en helt tilfældig situation - men den kunne snildt være hændt i virkeligheden.

Har du prøvet at sidde bag rattet i en elbil, så ved du også, at det er en markant anden oplevelse at køre i sådan en sammenlignet med en benzin- eller dieseldrevet bil.

Mange sammenligner elbiler med radiobiler på måden, køretøjet accelererer lynhurtigt ved blot et let tryk på speederen.

Det er da heller ikke unormalt, at biler, der kører på el, kan nå fra nul til 100 kilometer i timen på ganske få sekunder - nogle omtrent lige så hurtigt som fine, dyre sportsvogne og racerbiler. Og den form for acceleration overrasker tilsyneladende mange nyudklækkede elbilsejere.


Der er ingen tvivl om, at når de unge får fat i de her biler, kan vi risikere, at der også kommer flere skader. Det er en reel bekymring.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM


Faktisk overrasker det i en sådan grad, at man hos Codan melder om flere skader på elbiler sammenlignet med lignende typer af benzinbiler, og uheldene sker særligt i begyndelsen for elbilsejerne.

Kræver tilvænning

Tendensen kan man også genkende hos bilejernes forbrugerorganisation FDM.

- Elbiler er en ny teknologi, og derfor er det også en ny måde, man som bilist skal vænne sig til at køre på. Det største problem er accelerationsevnen, fordi elbiler generelt accelererer ekstremt hurtigt. Det kan ende med, at man kører ind i andre biler eller ind i en carport - det har vi hørt flere tilfælde om, siger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM.

Han forklarer, at teknologien i en elbil kan sammenlignes med at tænde for en kaffemaskine. Når man tænder for den, er den klar til at gå i gang med det samme.

Problemet er bare, at de fleste, som i mange år har været vant til et langsommere optræk i benzin- eller dieselbiler, der fungerer på en helt anden måde, kan have svært ved at vænne sig til det nye.

Flere skader på elbiler

I januar 2020 viste en rundringning fra Politiken blandt landets tre største forsikringsselskaber, at elbiler oftere er involveret i uheld.

Hos Topdanmark meldte man på det tidspunkt om 20 procent flere skader blandt elbiler end øvrige biler, mens tallet for Teslaer var hele 50 procent.

Codan, der er Teslas officielle forsikringspartner i Skandinavien, meldte om samme tendens. I Norge, hvor en langt større andel af bilerne på vejene er elbiler, var tendensen endnu kraftigere. Tallene viste, at 50 procent af nye elbilejere i Norge anmelder en skade inden for det første år. Til sammenligning er tallet 25-30 procent for ejere af andre biltyper.

Udover accelerationsevnen i elbilerne, kan en anden faktor også spille ind for de flere skader - nemlig størrelsen på bilerne. Mange af de biler, der kører på strøm, er i SUV-segmentet og dermed bredere og længere biler, hvilket også kræver tilvænning, når man eksempelvis skal parkere kareten.

Ikke dyrere

Til trods for, at de eldrevne biler oftere bliver skadet, gør det ikke nødvendigvis, at det bliver dyrere at forsikre dem - i hvert fald ikke helt generelt.

Fra Codan lyder det, at elbiler generelt har flere hestekræfter end andre biler, og det er et blandt mange parametre, der er med til at afgøre prisen på forsikringen. Men der er hos selskabet intet tillæg for elbiler.

Derudover afhænger forsikringsprisen i høj grad af, hvad det koster at reparere bilerne, og derfor vil eksempelvis en Tesla være dyrere at forsikre end mange andre biler, der er billigere i reservedele.

Ifølge Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, er der dog også andre afgørende faktorer, som bestemmer, hvordan selskaberne prissætter forsikringerne - blandt andet selskabernes CSR-strategier kan være afgørende.

Nogle selskaber forsøger nemlig at gøre det mere attraktivt at vælge grønnere biler. Hos Lærerstandens Brandforsikring har man eksempelvis valgt at give en rabat på 500 kroner årligt på biler, der lever op til en vis grøn standard.

En reel bekymring

I takt med, at flere danskere vælger at skifte til elbil og det i højere grad bliver normalen, kan man med førnævnte accelerationsevne frygte, at vi kommer til at se flere skader og trafikuheld med bilerne.

Det er da også en helt reel bekymring, mener Ilyas Dogru, som er sikker på, at det også er noget, som forsikringsselskaberne grubler en hel del over.

- Der er ingen tvivl om, at når de unge får fat i de her biler, kan vi risikere, at der også kommer flere skader. Det er en reel bekymring, der er derude, og det må man ikke underkende, siger han.

Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til det stadigt voksende marked for de særligt skadede biler. For selvom tilvænning af ny teknologi stadig giver flere skader, kan elbilerne noget, som fossile biler ikke kan. De har nemlig en helt anden standard, når det kommer til sikkerhedsudstyr og -systemer, og det kan afværge mange alvorlige ulykker.

- Systemerne bliver både bedre og mere udbredte. Det vil alt andet lige betyde, at andelen af skader vil falde.

Mød en af de oversete hverdagshelte.
Nikolaj donerede sæd første gang som 21-årig. Fordi han var under 25, kunne han ikke selv vælge, om han ville være anonym donor - det blev han per automatik på grund af sin alder. Arkivfoto: Mikkel Jezequel

'Nikolaj' har doneret sæd i syv år, uden at hans forældre ved det: Det er svært at fortælle til ældre generationer

Hvert tiende nyfødte barn i Danmark kommer til verden gennem fertilitetsbehandling og en hel del af dem med hjælp fra en sæddonor.

Men selvom sæddonorer gør en hæderlig indsats for at hjælpe børn til verden for folk, der ikke selv kan lykkes med projektet på bedste biologiske vis, oplever mange donorer det som stærkt tabuiseret.

Én af de donorer er 28-årige "Nikolaj", som har doneret sæd i syv år. Hans forældre ved det bare ikke - ligesom resten af hans familie og de fleste af hans venner ikke ved det.

Han er nemlig bekymret for, hvordan andre vil tage imod sådan en information, selvom han selv er stolt af, hvordan han hjælper andre med at få opfyldt drømmen om et barn.

Hos verdens største sædbank Cryos vil man væk fra tabuerne. Sæddonorerne skal ses som det, de er - nemlig nogle af hverdagens helte. Præcis som ægdonorer og bloddonorer.

Siden han var 21 år, har Nikolaj været sæddonor. I dag er han 28, og han har endnu ikke fortalt det til sine forældre. Han er sikker på, at han ikke er den eneste, der oplever sæddonation som et tabu og som noget, der særligt er svært at tale åbent med ældre generationer om.

Sæddonation: For syv år siden donerede Nikolaj sæd for første gang. Dengang var han 21 år og studerende, og han skulle selv til at være far for første gang.

Egentlig var det ikke første gang, han havde tænkt på det. Allerede tre år tidligere havde han været afsted for at prøve at donere, men dengang passede livsstilen ikke til jobbet. Man skal ikke gå meget i byen, før sædkvaliteten forringes.

Nikolaj har ikke doneret i alle årene, men i sammenlagt fire-fem år. Lige nu holder han pause.

I begyndelsen var motivationen, at det var en hurtigere måde at tjene lidt ekstra penge på end ved et almindeligt studiejob.

- Siden da mødte jeg hurtigt nogle i min kones mødregruppe, der havde fået børn gennem sæddonation. Der fik jeg øjnene op for, hvad det betød for nogle mennesker, fortæller han.

Når han møder lesbiske og enlige mødre, der har fået et barn med hjælp fra en sæddonor, betyder det meget for ham at se, hvor glade de er for at have fået den mulighed.

- Det gør mig stolt i et vist omfang, at jeg har været med til at bidrage til, at de kan realisere nogle drømme og mål i deres liv.

Et tabu

I virkeligheden hedder Nikolaj ikke Nikolaj. Han har et andet navn, som redaktionen kender. Men her i artiklen er han anonym - og det er der en helt særlig grund til.

Der er nemlig ikke særlig mange, der kender til hans hemmelighed - at han er sæddonor.

Hans kone ved det, ligesom nogle få af hans tætte kammerater ved det. Men resten af hans vennekreds og familie ved det ikke - end ikke hans egne forældre.

For det er et tabu at være sæddonor, synes han.

Han er bange for de fordomme, som andre - særligt ældre generationer - kan have om foretagendet.


Hvis jeg skulle starte den samtale med mine forældre, ville man også tale om, at selve akten er noget, jeg gør - og så sådan et sted. Det er bare ikke noget, vi taler om. Jeg taler med mine forældre om andre ting nu, end da jeg var 18, men jeg ved ikke, om jeg når dertil på et tidspunkt, at jeg også kan dele det her med dem.

Nikolaj


- Det er forbundet med en akt, som de fleste nyder. Det ligger vel dybt i os, at det på en måde er et tabu - også sex generelt set. Det er svært at komme uden om, at akten er en smule seksuel. Det var også svært, da jeg startede, at man stod et fremmed sted og skulle gøre det, men det kan man jo vænne sig til, siger han.

Egentlig er han åben for at dele hemmeligheden med sine jævnaldrende og nære relationer. Han er dog overbevist om, at han ikke er ene om som sæddonor at have svært ved at fortælle om det til ældre generationer - netop på grund af den seksuelle del i sæddonation.

- Hvis jeg skulle starte den samtale med mine forældre, ville man også tale om, at selve akten er noget, jeg gør - og så sådan et sted. Det er bare ikke noget, vi taler om. Jeg taler med mine forældre om andre ting nu, end da jeg var 18, men jeg ved ikke, om jeg når dertil på et tidspunkt, at jeg også kan dele det her med dem.

Klar med en løgn

Mens Nikolaj var studerende, måtte han vænne sig til ikke altid at fortælle, hvad han skulle nå på vejen hjem.

De dage, hvor han skulle forbi sædbanken for at donere, inden han skulle med toget hjemad, afslørede han ikke over for sin studiegruppe, hvad han skulle for at nå sin tidligere bagkant. Men der var stadig en risiko for at støde ind i bekendte ved sædbanken, fordi der lå en Super Brugsen lige ved siden af.

Løgnen havde han dog allerede klar. I området lå nemlig også en fysioterapeut, han tidligere havde gået hos i forbindelse med sportsskader - det kunne han bruge som undskyldning.

Det var nemmest, hvis ingen fandt ud af, hvad han i virkeligheden lavede.

Som en vittighed

Selv om han i dag ikke længere skal lyve over for medstuderende om, hvad han laver, er det stadig svært for ham at tale om.

Når han en sjælden gang har fortalt om sin situation til en kammerat, har han oplevet, at der bliver grint af det, som havde han netop fortalt en vittighed. Nogle gange tror kammeraterne måske endda, at Nikolaj laver sjov.

Efter lidt tid, når alvoren er gået op for vedkommende, kan det dog også munde ud i en dybere samtale om, hvad det betyder i Nikolajs liv at være sæddonor. Når det punkt er nået, plejer han at blive mødt med forståelse.

Der er dog stadig en ting, han bruger meget energi på at tænke over. For hvad med hans egne børn derhjemme - skal de en dag have at vide, at de kan risikere at støde ind i en håndfuld halvsøskende?

- Min ældste er syv år. Det giver ikke mening at fortælle hende endnu, men det kan være, det giver mening engang. Det er noget, som bøvler lidt - skal man sige det eller ej. Jeg vil helst fortælle hende det, for så ved hun det da.

Solstrålehistorien har også en bagside.
Siden 2001 har portugiserne ikke fået plet på straffeattesten, selvom politiet har taget dem på fersk gerning i at bruge stoffer. Nu hærges Lissabon af pushere, som sælger falsk narko. Og behandlingen af udsatte stofbrugere er gået i stå, mener flere lokale fagpersoner. Foto: Emil Jørgensen

Pusherparadis og Portugal-reformens begrænsninger

Fortællingen om Portugals narkopolitik er en solstrålehistorie. Ved at afkriminalisere stoffer til eget brug - og erstatte straf med hjælp som det bærende princip - har de vendt kurven. Færre dør af overdoser end i resten af EU, fængslerne er ikke længere proppede med stofbrugere, HIV-raten er styrtdykket. Portugal sparer penge, mens det meste af den øvrige verden hamrer panden mod muren med nultolerancepolitik og "krigen mod narko". Inklusive Danmark. Sådan fortæller internationale medier og portugiserne det i hvert fald selv. Men vores reporter Emil Jørgensen har fundet hår i suppen. For afkriminaliseringen har også medført problemer. Læs hans sidste kapitel fra Portugal i serien "Til eget forbrug".

Kanel sælges som heroin, oregano som marihuana. Turister tages ved næsen, mens stofbrugere forsømmes. I Avisen Danmarks sidste afsnit fra Portugal, kigger vi på udfordringerne, som landet stadig har, selvom det afkriminaliserede al narko for 20 år siden.

Misbrug: Solen hænger lavt over Lissabon, mens tre danskere taler lavmælt ved et bord. Selvom ingen portugisere forstår deres sprog, har de instinktivt sænket lydstyrken.

- Prøv lige og hør her. Vi gør det fandme ikke igen. Vi blev taget i røven i går, og jeg gider ikke bruge 300 euros på et eller andet lort igen, siger den ene af dem.

De er unge mænd i midten af 20’erne, alle sammen fra Jylland. Fladskærms-tv’et, som er rullet ud på fortorvet, viser Europa League-finalen mellem Manchester United og Villareal. Men danskerne er mere interesserede i, hvad der sker bag skærmen. Der står en lille, tyk pusher og vifter med en pose med hvidt pulver, som han holder mellem tommel- og pegefinger. Med den anden hånd giver han drengene en thumbs up.

- Jeg tror altså, det er okay kokain. Og vi kan godt presse ham ned i pris, siger en af dem.

Stemningen er trykket.

- Lad os nu bare drikke os ned i stedet for, siger den tredje.

Og dén idé holder de fast i - i cirka 20 minutter. For alkoholen skubber fornuften til side, og før pausefløjtet i kampen, er den ene af dem på vej ned i en gyde med den lille, tykke pusher. Med et skyldigt smil på læben er han tilbage få øjeblikke senere. Kun 100 euros fattigere, forklarer han stolt. Men lige så hurtigt som forventningens glæde lyser ansigterne op, bliver vennerne skuffede. Det er mel, bagepulver eller noget andet hvidt, som de har fået fingrene i. Ikke kokain.

- Forhelvede, siger den ene af dem - denne gang knap så lavmælt - og slår sin næve i bordet.

Til eget forbrug: Emil i Portugal

Danmarks nultolerancepolitik over for stoffer har haft nul effekt. Dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain, flere voksne ryger hash, og antallet af dødelige overdoser er stabilt på cirka 250 om året.

Billedet er det samme i resten af verden. Man har straffet stofbrugere med bøder og fængsel, mens antallet af afhængige er eksploderet. Men der er et land, som gør noget andet.

For 20 år siden afkriminaliserede Portugal stoffer til eget forbrug. Resultaterne er gode. Reporter Emil Jørgensen har været i Portugal for at granske verdens største narkoeksperiment. Kom med, når Emil:

  1. Interviewer hjernen bag Portugal-reformen.
  2. Sidder med en portugiser i “afskrækkelseskommissionen”
  3. Er på patrulje med narkopolitiet i Lissabon.
  4. Bliver tilbudt oregano som hash, kanel som heroin og ser bagsiden af medaljen af afkriminaliseringen.
  5. Undersøger de faktiske forhold for stofafhængige i den danske provins.

Hver artikel kommenteres af et panel: en behandler, en forsker og en venstremand, som skal veje de portugisiske erfaringer på en dansk vægt.

Stoffernes Hus

De tre jyder er langtfra de eneste, som bliver narret af pusherne i Lissabon. Går man igennem de turistede områder i Portugals hovedstad - hvor stræderne er smalle og husene skæve og farverige - konfronteres man af hvæsende, hviskende mænd:

- Cocaine? Hashish?

For politiet er det en hovedpine. Mændene sælger nemlig kanel, oregano og mel forklædt som heroin, marihuana og kokain.

For Graham de Barra er det blevet til kunst. Den irske aktivist har købt alle de falske stoffer, som han kunne få fingre i på gaden i Portugal, og lavet en udstilling med dem. Blandet kanelen op med kogende vand og lavet malerier ud af det. Skabt Andy Warhols-agtigte efterligninger med oregano. Alt sammen udstillet i Casa de Drogas - “Stoffernes Hus” - i Lissabon.

Og alt sammen med en mening.

- Jeg har været ivrig fortaler for, at andre lande også skulle afkriminalisere stoffer til eget brug. I Portugal løste det en heroinpandemi for 20 år siden. Men det er efterhånden blevet klart for mig, at modellen i sig selv ikke løser problemerne relateret til narkohandel, fattigdom og hjemløshed, siger Graham de Barra og spørger retorisk:

- Hvorfor bliver der ikke solgt falsk alkohol på gaden? Fordi det ikke er ulovligt.

- Jeg er ikke modstander af afkriminalisering. Men jeg mener, at vi er nødt til at gøre mere.

Politiet er tilstede i Lissabons pulserende natteliv hver aften. Men de har svært ved at straffe folk, som snyder turister til at købe mel som kokain, forklarer de. Foto: Emil Jørgensen

- Sort marked opretholder stigmatiseringen

Det samme mener flere organisationer for stofbrugere i Portugal. Siden regeringen i år 2001 kastede landet ud i verdens største narkoeksperiment, har alting stået stille på området. Målt på fixerum, dopaminbehandling og heroinklinikker er Danmark mere progressivt end Portugal. Og der er brug for forandring i Portugal, lyder det fra fagfolk. Ikke på grund af dumme, danske turister. Men på grund af de allermest sårbare i det portugisiske samfund, som køber stoffer af andre - og langt farligere - end dem, der hvæser og hvisker inde i turistområderne.

- Det er ikke på grund af lovændringen, at Portugal klarer sig så godt i alle narkostatistikkerne. Det er på grund af alle de tiltag og initiativer, som fulgte med afkriminaliserigen.

Ordene kommer fra Americo Nave, en tætbygget portugisisk mand, som ligner en actionfigur. Han er direktør i NGO’en CRESCER, der hjælper stofbrugere med at skaffe rene sprøjter, finde bolig og få arbejde. Og ifølge ham ville det næste rigtige skridt være, at regeringen legaliserede cannabis.

- Det sorte marked opretholder stigmatiseringen og truslen mod de stofafhængiges liv. For de er ikke bare afhængige af stoffer. De er også afhængige af kriminelle og farlige mennesker, siger han.

Americo Nave, direktør i NGO'en CRESCER. Foto: Emil Jørgensen

Gonzalo på heroin

En af dem, som har levet et liv i narkodybet, er Gonzalo Janeiro på 39 år. Selvom det er 25 grader varmt, har han en hue trukket ned over ørene. Det - sammen med de arrede hænder og arme - får ham til at fremstå skrøbelig.

- Hvis ikke det var på grund af afkriminaliseringen, var jeg død nu, siger han, mens han kører mig rundt på forsædet af en hvid varevogn.

Gonzalo Janeiro så sin ven dø af en overdosis på en musikfestival i Spanien i 1990'erne, og siden har han selv været fanget af heroin. I dag fungerer han i et arbejde, selvom han ryger heroin et par gange om ugen. Foto: Emil Jørgensen

Han er chauffør for CRESCER og skal i dag hente stofbrugere og køre dem til vaccinationsstederne, så de kan få en COVID-19-vaccine. I udkanten af Lissabon - bag buske og træer, i udslidte boligområder og under bagende sol - finder vi portugisere med kanyler i armene og øjne, der sejler. De fortæller historier om et hårdt liv. Et liv, som Gonzalo Janeiro kender alt til.

- Jeg husker ansigtet på den person, som første gang gav mig heroin. Det var på en musikfestival i 90’erne i Spanien. På samme festival døde min ven af en overdosis. Og siden da er jeg aldrig stoppet, siger han.

To gange om ugen ryger han stadig heroin i dag. Men han har lært at kontrollere det, for jobbet for CRESCER har givet ham mening at stå op til. Og CRESCER havde aldrig eksisteret, hvis ikke Portugal havde afkriminaliseret stoffer, siger han.

- Men systemet tolerer stadigvæk ikke velfungerende stofbrugere som mig. Og politiet tager stadigvæk vores stoffer, selvom det er til eget brug, siger han.

Borgmester for kriminalisering

Opbakningen til folk som Gonzalo Janeiro kan være svær at afkode i Portugal. På den ene side har skiftende regeringer siden år 2001 ikke turde pille ved stoffernes afkriminaliserede status. På den anden side mødte det massiv modstand fra de lokale i Lissabon, da byen for halvanden måneds tid siden åbnede sit første stofindtagelsesrum.

Og der er også dem, som mener, at løsningen på kanelsælgende pushere og sårbare stofbrugere er en helt anden end legalisering og kærlighed. De prædiker gamle dyder som stav og kontrol.

- Jeg er lidt træt af at høre om værdigheden for dem, der bruger stoffer, har Portos borgmester, Rui Moreira, eksempelvis sagt til portugisiske medier.

I Danmark er der stofindtagelsesrum i de største byer, hvor udsatte borgere kan tage deres stof i fred. I Portugal tager stofbrugerne lidt udenfor byer og ligger bag bakker, under buske og træer. Foto: Emil Jørgensen

Han mener ikke, at Portugals narkopolitik beskytter størstedelen af befolkningen. Og han går ind for, at landet genindfører kriminaliseringen, opsætter hundredevis af ekstra videokameraer i de store byer og slår hårdt ned på alle stofbrugere.

Overfor Avisen Danmark vil han ikke uddybe.

Portugal-reformens bedste ven

Men det vil en anden central skikkelse i fortællingen om Portugals reform. Nemlig en af dem, som inspirerede til hele tilgangen, før den blev indført: Doktor Álvaro Pereira.


Det sorte marked opretholder stigmatiseringen og truslen mod de stofafhængiges liv. For de er ikke bare afhængige af stoffer. De er også afhængige af kriminelle og farlige mennesker.

Americo Nave, direktør i stoforganisationen CRESCER


Pereira havde klinik sammen med João Goulão, der krediteres som faderen for reformen og i dag er leder for Portugals narkotikaindsats. De to gråhårede portugisere er stadigvæk bedste venner.

Men Dr. Álvaro Pereira er gået på pension og er mere bramfri om, hvad han må og ikke må sige.

Avisen Danmark møder ham den på solvaskede Algarve-kyst over en blæksprutteanretning og kold hvidvin. Konfronterer ham med pusherne i Lissabon, den utilfredse borgmester i Porto og stofbrugere som Gonzalo Janeiro. Er det bagsiden af mønten af den afkriminaliserede model? Har reformen overhovedet virket? Hvad kan vi lære af Portugal?

Han tygger af munden, mens han løfter sin ene hånd op - for ligesom at signalere, at jeg skal holde min kæft.

- Afkriminaliseringen løste ikke problemerne. Lovændringen skabte muligheden for, at vi kan løse problemerne. For det ændrede hele samtalen og skabte fokus på området.

Dr. Álvaro tager en bid blæksprutte mere, mens hans løftede hånd stadig agerer rødt lys for mine ord.

- Det overordnede spørgsmål er stadigvæk: Hvordan skal vi behandle stofbrugere? Måske mere humant.

I næste uge kan du læse om stofbrugerens forhold i Provinsdanmark. Men først kan du læse ekspertpanelets kommentarer til denne uges artikel:

Doktor Álvaro Pereira. Foto: Emil Jørgensen

1 Preben Bang Henriksen, retsordfører i Venstre:

- Avisen Danmarks artikelserie viser med al mulig tydelighed, at en afkriminalisering har mange konsekvenser - både positive og negative. Derfor er der selvfølgelig al mulig grund til, at også de portugisiske erfaringer indgår i den løbende diskussion om narkopolitikken i Danmark. Det er imidlertid vigtigt, at eventuelle undersøgelser sker af folk, der ikke på nogen måde har “aktier” i hverken det ene eller andet synspunkt.

2 Esben Houborg, lektor på Center for Rusmiddelforskning:

- Afkriminalisering kan være mange ting og Portugals model er blot en af mange. Virkningerne af at afkriminalisere besiddelse af illegale stoffer til eget forbrug afhænger af den politiske og institutionelle sammenhæng den finder sted i. Hvis man vil minimere stofrelaterede skader eller mindske forbruget af illegale stoffer, kræver det, at man har politikker, som retter sig mod det. Men afkriminalisering kan have betydning for hvordan og hvor godt sådanne politikker virker.

3 Anja Plesner Bloch, stifter og formand af Brugernes Akademi:

- Kriminaliseringen gør stofferne langt mere risikable, end de behøvede at være. Det betaler stofbrugerne en vanvittig høj pris for. Vi stigmatiseres, udstødes, lever brutale liv og lider unødig tidlig død. Det har politikerne ansvaret for. Fordi; signalpolitik? Er det virkelig rimeligt? Der findes ingen dokumentation for, at kriminaliseringen af stofbrugere faktisk virker.

Derfor skal du som arbejdsgiver gøre dig nogle tanker på sommerhusterrassen.
Mange har vænnet sig til at arbejde hjemme - ofte endda med børn som nærmeste kolleger - så nu skal cheferne finde ud af, hvordan vi skal møde på arbejde igen efter sommerferien. Arkivfoto: Morten Stricker

Chef, hvordan skal vi arbejde efter ferien?

"Reboarding" hedder det, når arbejdsgiverne efter sommerferien skal have de sidste corona-hjemsendte medarbejdere tilbage på kontoret. Og det skal der ikke tages let på, for vi har vidt forskellige forventninger til det arbejdsliv, der venter, når corona-tågerne letter. Det bliver nemlig ikke som før. 
Nogle vil indhente alle de firmafester, der har været aflyst igennem halvandet år. Andre er skrækslagne ved synet af et fyldt mødelokale, fordi nye virusvarianter truer. Så chefen skal have en plan. Det skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen om i denne klumme.

Hurra, sommerferien er i gang for rigtigt mange lønmodtagere i Danmark, campingpladserne melder udsolgt, og ferietrafikken ud i Europa er fuldstændigt kaotisk. Det er lige, som det skal være.

Nu bliver det kunsten at slippe mobiltelefon og bærbar computer til fordel for familie, strandture og OL fra Tokyo. Lige den disciplin er vi ikke særligt gode til. En ny undersøgelse, som analysefirmaet Wilke har gennemført for den faglige organisation Business Danmark, viser, at cirka 45 procent af os forventer at være tilgængelige i ferien.

Nordjyder og sønderjyder er i øvrigt bedst til at holde fri, da "kun" 42 procent tjekker opkald og mails på firmamobilen, mens hele 49 procent af københavnerne forventer at være til rådighed for chefens opkald. Det har vi jo lært under coronaen: At blande arbejds- og fritidsliv for at få enderne til at nå sammen, men det kan jo ikke fortsætte på den måde.

- Ferietiden er det allervigtigste tidspunkt på året i forhold til at lade batterierne op. Medarbejderne skal koble af og ikke mindst fredes, medmindre noget er livsnødvendigt, og det er det sjældent, påpeger Business Danmark-chef Kasper Rubæk og opfordrer sine medchefer til at gå foran og holde rigtigt fri.

Men måske skal cheferne også bruge nogle timer på sommerhusterrassen på at tænke over, hvad der skal ske resten af året.

Normalt taler cheferne om onboarding, når nye medarbejdere skal have en god start i et nyt job. Men i 2021 taler man om reboarding. Her holder vi os til kontor-Danmark, for produktionsarbejdspladserne og masser af servicejob har været mere eller mindre uanfægtet af coronakrisen.

Men de ansatte, der i halvandet år har arbejdet fra spisebordet, har omsider udsigt til at vende fuldt tilbage til arbejdspladserne. Så må man ikke antage, at alting bare bliver som før.

For et år siden talte man om, at der slet ikke var brug for så mange kontorarbejdspladser i fremtiden, fordi folk lige så godt kan arbejde hjemme. Siden er billedet blevet mere nuanceret.

ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen har talt om, hvordan man ude i de største virksomheder er gået fra "eufori til desperation", når man taler om hjemmearbejde: Den høje effektivitet på hjemmekontorerne i foråret 2020 er væk. Medarbejderne vil gerne have mulighed for at arbejde hjemme, men typisk kun et par dage om ugen.


For et år siden talte man om, at der slet ikke var brug for så mange kontorarbejdspladser i fremtiden, fordi folk lige så godt kan arbejde hjemme. Siden er billedet blevet mere nuanceret.


Der er historier om en stor dansk virksomhed, hvor ledelsen spurgte alle ansatte om deres ønsker til hjemmearbejde i fremtiden. De typiske svar var - som i mange andre virksomheder - et ja tak til et par hjemmearbejdsdage om ugen med en fleksibilitet, der går begge veje.

Men i en enkelt afdeling svarede samtlige ansatte, at de allerhelst vil arbejde hjemme fem dage om ugen - altså altid. Ledelsen undrede sig heldigvis, for hadede de ansatte hinanden? Hvorfor så de slet ingen fordele i at mødes en gang imellem?

Det understreger, at cheferne efter sommerferien skal stå klar med klare retningslinjer for hjemmearbejde. Selvfølgelig skal det fortsætte som et tilbud til de ansatte, men for cheferne kræver det en finpudsning af de kompetencer, de i hast måtte udvikle inden for fjernledelse, da coronaen lukkede kontorerne sidste år.

Tænk også på de nyansatte, der måske har passet deres job i over et år hjemmefra, og som først nu skal igennem de sædvanlige forløb, lære kaffemaskinens placering og mærke kulturen på den arbejdsplads, de endnu ikke er kommet ind under huden på.

Og så skal cheferne håndtere de vidt forskellige reaktioner fra medarbejderne. Happy-go-lucky-typerne, der straks vil indhente alle de aflyste firmafester, og de bekymrede, der bliver blege i ansigterne ved synet af et fyldt mødelokale, fordi Delta-varianten truer et sted derude.

Hvad hvis cheferne fejler? Så kommer vil til at se et dramatisk antal jobskifter, når tågen fra corona er lettet, og medarbejderne for alvor får øjnene op for, om de har den rigtige arbejdsgiver.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg