Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Danske fodboldfans følger kvartfinalen Danmark-Tjekkiet på storskærm i Ceres Park Arena i Aarhus, lørdag den 3. juli 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Vi skal tale om de der ølkast

Der er to nyheder, som ikke handler om fodbold, og så alligevel.

Vidste du, at græsset fra seks ud af de 11 stadioner i EM-slutrunden kommer fra Danmark?

Derfor spiller vi faktisk lidt på hjemmebane, når Danmark onsdag aften møder England på det ikoniske Wembley. Græsfrø er nemlig blevet en styrkeposition for dansk landbrug, og landmændene, der tjener bedre på græsfrø end på korn, ved nøjagtigt, hvordan forskellige sorter arter sig afhængig af spillestil og klima.

Men vi er også nødt til at tale om en anden dansk styrkeposition - eller snarere det modsatte. Nogle finder det ustyrligt morsomt, at danske fodboldfans er begyndt at strinte øl i litervis op i luften, når fædrelandet scorer mål på de danske græsstrå.

Bryggerierne kan glæde sig over et heftigt stigende ølsalg, men på den anden fløj protesterer folk, der - måske sammen med deres børn - er blevet drivvåde af den nye danske tradition.

Vi er i EM-stemning, og to af dagens fire historier er altså nært beslægtet til semifinalen. Men du får også historien om, at det er i sommermånederne, at risikoen for at møde en spritbilist er størst.

Endelig har du måske fulgt Avisen Danmarks historier om Portugal, hvor narkoindsatsen ikke længere handler om den enkelte narkoman, men om bagmændene. Nu foreslår SF et narkopas i Danmark.

Så velkommen til kamp. Her får du nyhedsoverblikket.

Billede af Jens Bertelsen
Billede af skribentens underskrift Jens Bertelsen Erhvervsredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Det regner med fadøl
Under kvartfinalen mod Tjekkiet den 3. juli fulgte massevis af midtjyder med på storskærm på Paradepladsen i Viborg. Også her blev der kastet øl i luften. Foto: Johnny Pedersen

Gyldne dråber falder, når Danmark scorer - men hvorfor egentlig det?

Mål er blevet lig med gylden ølregn i Danmark under det igangværende europamesterskab i herrefodbold. Men hvorfor er noget, som i den grad kan kaldes både meningsløst og væske- og pengespild blevet så kraftig en tendens?

Henrik Høgh-Olesen, der er psykologiprofessor ved Aarhus Universitet, forklarer, at de første spontane ølkast skyldes helt almindelig menneskelig adfærd, når vi hopper og kaster hænderne i luften ved en glædelig overraskelse.
At regnen er blevet et rent fejringsritual skyldes dog ikke alene spontanitet og en hånd, der har glemt, at der er et ølkrus i den, når den skal juble for Danmark.
Mennesker er sociale flokdyr, og derfor vil vi nemlig gerne gøre som sidemanden, så vi kan føle os som en del af flokken. Og faktisk kan den trang til at efterabe gøre, at selv nogle, som ellers ikke ville kaste en øl i vejret af ren begejstring, alligevel kan føle sig næsten tvunget til det.

Når Danmark spiller landskamp, er det efterhånden blevet et ritual for nogle fodboldfans at kaste fadøl i luften, hvis en af de danske drenge scorer. Det er ikke sket for første gang under EM, men i løbet af slutrunden er tendensen taget til i styrke. Og hvorfor egentlig det?

Fadøl: En ung dansk mand i rød eller hvid t-shirt har for et splitsekund siden sparket en bold ind i det hvide net. Næsten før han når selv at hive armene i vejret, bryder jubelscenerne ud på tribunerne - også flere tusinde kilometer væk til storskærmsvisninger på Ofelia Plads i København eller Ceres Park Arena i Aarhus.

Alt imens vikingebrølene lyder fra de rød-hvid-klædte fans, begynder det med ét at regne. Ikke med vand fra himlen, men med gyldne dråber. Dråber fra de plastkrus, som det kort tid forinden har kostet 65 kroner at få fyldt efter en halv times venten i kø. Nu er dråberne spredt og ikke længere til at drikke. De er fordelt i hår, nakker og på bluser på fremmede mennesker.

Men hvad er det egentlig, der får nogle fodboldglade fans til at kaste deres fadøl i luften af ren jubel?

En del af repetoiret

Ifølge Henrik Høgh-Olesen, der er psykologiprofessor på Aarhus Universitet, er det ren instinktiv adfærd, når jubelscener under en fodboldkamp udvikler sig til en våd fornøjelse.

- Alle dyr har deres eget bestemte adfærdsrepetoire. Når mennesker bliver glædeligt overraskede, hopper vi i luften og kaster hænderne i luften. Har man en øl i hånden, spilder man den - det sker fuldstændig tankeløst, siger han.

For nogle er det altså ren spontan glæde, der udløser ølkastet - en ren tilfældighed. Men når det er blevet så kraftig en tendens, som vi særligt har set under europamesterskabet i herrefodbold, skyldes udbredelsen noget andet.


Alle dyr har deres eget bestemte adfærdsrepetoire. Når mennesker bliver glædeligt overraskede, hopper vi i luften og kasterne hænderne i luften. Har man en øl i hånden, spilder man den - det sker fuldstændig tankeløst.

Henrik Høgh-Olesen, psykologiprofessor på Aarhus Universitet


- Nogle adfærdsformer kan ritualiseres. Når nogle ser, at det her sker, bliver det ikke en tilfældighed. Så bliver det noget, man gør som en fejring, siger Henrik Høgh-Olesen.

Som mennesker er vi nemlig sociale dyr, og vi har det med at efterabe hinanden. Vi vil gerne føle os som en del af flokken, og derfor kan også personer, der måske ikke havde tænkt sig at kaste med øl, komme til at gøre det alligevel.

Ølkast koster bøder

At kaste øl i vejret er i strid med UEFA's stadionregler. Derfor koster det DBU bøder, hver gang danske fodboldfans tyr til denne metode for at fejre en scoring.

Allerede 30. juni fortalte DBU's kommunikationschef Jakob Høyer til TV 2, at unionen havde fået adskillige bøder fra UEFA for ølkast, og at der er tale om bøder af store tusindbeløb.

- Og de bøder bliver ved med at vokse, så vi bliver nødt til at få styr på det og finde en anden måde at fejre forhåbentlig mange sejre og mål for det her landshold, sagde han.

- I første omgang tænker man slet ikke. Men dem, der kaster øl som de sidste, når måske at tænke, at de vil drikke lidt mere, inden de hælder resten ud over mængden. Samtidig er sociale dyr meget afhængige af at gøre, som andre gør, så man vil heller ikke være den, der er udenfor, og derfor kan man mere eller mindre føle sig tvunget til det.

- Man har lært af sine forældre, at man ikke må lege med maden og spilde med ting, og man har også lært som voksen, at man selvfølgelig ikke må sprøjte øl på andre voksne mennesker, men i den her situation har vi åbenbart ophævet de her koder. For nogle tager det lidt ekstra tid at bryde, for de skal have deres fornuft inde over, og den naturlige tilskyndelse i dem er ikke at gøre det, men efterhånden overruler man den ting, man har lært, siger han.

Indianere og hatte

Det er dog ikke første gang, vi kaster med ting for at juble. I gamle dage kastede vi hatte i luften i ren eufori og glæde, selvom også det var meningsløs adfærd og man måtte lede længe efterfølgende for at finde sin hat på jorden igen, måske endda trampet halvt i stykker.

Samtidig kan man sammenligne ølkastet, som både er spild af køtid og penge, med, hvordan nordamerikanske indianerstammer under store begivenheder fejrer noget, der hedder potlatch, hvor man eksempelvis brænder tæpper af og på den måde viser sit overskud.

- På den måde viser man sine omgivelser og naboer, hvor stærke vi er, når vi kan smide sådan noget væk - fordi vi er så stærke, at vi kan få det igen, siger Henrik Høgh-Olesen.

Ø(l)dsleriet er altså også et tegn på styrke og overskud, og det vil vi gerne skilte med, når vi kaster fadøllene i vejret.

Tendenser forsvinder igen

Når vi ser andre kaste med øl eksempelvis i tv-indslag, breder tendensen sig. Selvom ølkasteriet ikke for alle er lige hverken spontant eller velovervejet, er det altså taget til under EM, og det slutter formentlig ikke her.

- I de kommende år kan det gribe om sig, fordi vi har set, at det er sådan, det gør, siger professoren.

Han mener derfor, at vi vil fortsætte med at se ølkasteriet under VM, for når først sådan en dille er kommet til, griber den om sig og accelererer, til den når et vist punkt og langsomt begynder at udvande - og det tager typisk flere år.

En landmand kan tjene mere på græsfrø end på korn
Godsejer Hans Henning Rottbøll er en af de landmænd, som dyrker de græsfrø, der udgør den perfekte fodboldbane på Wembley. På billedet er han omgivet af rajgræstypen Fabian. Græsset høstes som regel med mejetærsker, når kernerne i toppen er modne og frøene er udviklet, hvilket sker i slut juli/start august alt efter landsdel. Privatfoto

Derfor spiller vi alligevel på hjemmebane i semifinalen

Dansk græs dominerer fodboldbanerne til EM i fodbold. Og det er lidt blevet en stående joke, at de danske drenge således har spillet på hjemmebane, hvor end de har mødt deres modstandere rundt om i Europa. Det samme bliver tilfældet, når vi i semifinalen onsdag møder England på ikoniske Wembley, som også er beklædt med danske strå.

Men det er ikke en tilfældighed, at dansk græs udgør grønsværen på seks ud af 11 stadions i slutrunden. For det kræver noget helt specielt at kunne klare de mange timers slid og tromlen med knoppede støvler og samtidig stå flot og grønt for et kæmpestort publikum over fire uger. 

Derfor kan danskerne roligt og stolt nærstudere græsset en ekstra gang, når de rød-hvide farver atter løber ind på banen. Danmark har ikke bare et landshold i EM-semifinalen, vi har også græs i verdensklasse takket være dygtige landmænd, ihærdige forædlingskræfter og ferme forskere.

Selvom kun gruppespillet ved EM i fodbold var på hjemmebane i Parken, så har de danske drenge faktisk haft dansk græs under støvlerne gennem hele slutrunden. Og det har de også på onsdag, når de møder England på Wembley i semifinalen.

EM: Det kan godt være, at corona-restriktioner gør det svært for danske fans at komme ind på Wembley onsdag, når Danmark møder England i EM-semifinalen. Men de rød-hvide farver har for længst på anden vis fundet vej til det ikoniske stadion, der danner rammerne om finalerne i Europamesterskabet i fodbold.

For når spillerne klokken 21.00 løber ind på grønsværen, er det græs fra Danmark, som sikrer, at bolden ruller helt perfekt henover banen og foran EM-heltenes støvler.


- Det er helt vildt fedt. Tænk sig, at vi kan producere græsfrø, som de kan bruge på fodboldbaner over hele verden. Det er den bedste historie, jeg kan komme med som landmand overhovedet.

Hans Henning Rottbøll, landmand og godsejer på Børglum Kloster


Faktisk er der dansk græs på seks ud af de 11 stadioner i slutrunden. Det betyder, at hele 31 ud af 51 kampe har et dansk udgangspunkt. Og når både fodboldbanerne i Parken, Amsterdam, Baku og Wembley ryger i den pulje, så har de danske spillere således haft hjemmebane hele vejen gennem EM.

- Vi er virkelig stolte af det. Ikke bare af vores landmænd, der dyrker græsfrø i topklasse, men også alle vores medarbejdere er helt oppe at køre over, at vores græs endnu engang kommer på verdenskortet, siger Stig Oddershede, der er kommunikationschef i DLF.

Det er nemlig danske DLF, verdens største græsfirma, som har leveret de mange ton græsfrø til plænerne. Firmaet har specialiseret sig i at udvikle græssorter til alt fra golfbaner, private haver og altså fodboldbaner.

- Vi tester tusindvis af sorter i flere år, før de slipper igennem nåleøjet som absolut topsorter. De bliver så rangeret på officielle sortslister efter deres egenskaber, hvorfra kunderne ud fra et ”græsmenukort” kan vælge lige præcis den type græs, der matcher deres behov, siger Stig Oddershede.

Og her må det danske græs altså siges af være en favorit på den grønne spiseseddel.

Klarer otte kampe i træk

Det er da heller ikke småting, som EM-græsset skal kunne klare af spurter, spark og glidende tacklinger fra knoppede fodboldstøvler gennem mange kampe på kort tid. Alt imens græstæppet også skal fremstå pletfrit, velplejet og farvestrålende for de mange millioner af seer, der følger med i en EM-slutrunde.

- En fodboldbane er et ret ekstremt miljø for græs, så sorterne under EM-kampene er udviklet, så de har en høj tolerance overfor slid, stress, sygdomme og vejrforhold. Det betyder, at de er eminente til at komme sig hurtigt, så eksempelvis plænen på Wembley kan klare otte kampe på fire uger, siger Stig Oddershede.

Derfor består græsset på hver enkelt fodboldbane under EM også af forskellige sorter, som er blandet unikt efter klima og spilleforhold. Selv nuancen af grøn er specialdesignet. På Wembley er det således sorterne Columbine, Tetrastar og Fabian, der udgør det perfekte stadionmix. Mens farven er en lysere grøn.

De to sidstnævnte sorter er forholdsvis nye på markedet og kendt for at have dobbelt så mange kromosomer som de traditionelle sorter. Det gør dem ekstra hårdføre og robuste, der netop er en fordel på fodboldstadioner, hvor tonsende spillere og mange timers skygge er en livsbetingelse.

Sådan dominerer dansk græs EM

  • Der er dansk græs på seks ud af 11 EM-stadions herunder i Parken, Amsterdam, Baku, Sct. Petersborg, Budapest og Wembley.
  • 31 ud af 51 kampe spilles på dansk græs.
  • Hver enkelt fodboldbane har alt efter brug og klima sin helt egen unikke blanding af græssorter, som sikrer, at slidstyrke, stresstolerance og udseende altid er i top.
  • Græsfrøene udvikles og leveres af verdens største græsfirma danske DLF, som tester tusindvis af sorter hvert år.
  • Det danske klima er ideelt for græsdyrkning, og DLF dyrker over 300 forskellige græssorter i Danmark.
  • 2500 danske landmænd dyrker græsfrø til DLF, og Danmark er verdens største frøeksporterende land inden for græsfrø.
  • DLF eksporterer årligt 100.000 ton græsfrø fra Danmark, det svarer til 600.000 fodboldbaner om året.
  • DLF har 2.000 medarbejdere i 22 lande og omsætter for ca. 7,5 mia. kr. Omkring halvdelen af det græsfrø, der omsættes i Europa, kommer fra DLF.
  • Danske universiteter, danske firmaer og danske landmænd har i over 30 år samarbejdet om at være verdensførende på græsfrø.

Det er 2500 danske landmænd over hele landet, som er med til at sikre de bedste græsbetingelser for spillerne på blandt andet Wembley. En af dem er Hans Henning Rottbøll, godsejer på Børglum Kloster i Vendsyssel:

- Det er helt vildt fedt. Tænk sig, at vi kan producere græsfrø, som de kan bruge på fodboldbaner over hele verden. Det er den bedste historie, jeg kan komme med som landmand overhovedet. Og jeg forsømmer ikke én eneste lejlighed til at fortælle alle omkring mig, at jeg har været med til at lave det grønne underlag, de løber rundt på, siger Hans Henning Rottbøll med et grin.

På Børglum Kloster dyrkes omkring 25-30 hektar græs. De seneste 5-6 år har godsejeren årligt høstet godt 70 ton frø af Fabian-sorten, der findes på Wembley.

Hans Henning Rottbøll forklarer, at Fabian har været en aldeles populær vare, fordi den trives i mange forskellige klimazoner, og så er den nem at have med at gøre.

Det er dog stadig altafgørende, at frøavlere rammer rette høsttidspunkt. Da frøgræs både har et kort vindue fra, at det er modent til, at det er overmodent, og frøene falder af og spildes, og så er det en såkaldt højværdi-afgrøde med en pris på cirka 800 kroner for 100 kilo frø.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi er så gode til at lave græs. Men vi har helt sikkert fundet opskriften i at så, passe, pleje og høste det, så vi kan lave et godt resultat, og det gør også, at vi her på Børglum får en bedre indtægt på at lave græs fremfor korn, siger han.

Verdensmester i græs

Det er dog ikke tilfældigheder eller DLF's evne til at drive forretning, der skaber et dansk græseventyr. Det forklarer Svend Christensen, der er professor og institutleder ved plante- og miljøvidenskab på Københavns Universitet.

- Det er tre hovedkomponenter, der gør os verdensmestre i at lave græs. For det første er vores klima det bedst egnede til at lave græsfrø i. Det andet er, at vi har virksomheder som DLF, der over mange år har udviklet de bedste sorter, og så har vi for det tredje nogle landmænd, som er rigtig dygtige til at dyrke frø af en meget høj kvalitet, siger professoren.

Frødyrkning til blandt andet græs er en gammel disciplin i dansk landbrug, der har over 100 år på bagen. Men de seneste 30-50 år er man gået fra ikke kun at lave det bedste græs til dyrefoder til at udvikle de her frø, som eksempelvis bliver til fodboldbaner på eliteplan.

- Vi har på universiteterne også forsket i genetikken bag græsset i mange år, og på den måde systematisk arbejdet efter at få de bedste sorter, så de er sunde, grønne og stærke alt efter de lokale forhold. Alle de ting til sammen fra klima til forskning gør, at vi er verdensførende. DLF har jo også afdelinger i USA, New Zealand og mange andre lande, siger Svend Christensen.

Og på klostret i Vendsyssel er man atter klar til at se sin egen høst i aktion. Familien legede med tanken om at flyve mod Wembley, men må grundet de strikse engelske corona-regler nøjes med en tv-forbindelse ligesom mange andre tusinde danskere.

- Vi har set alle kampe, og når der kommer nærbilleder af græsset, kan jeg ikke lade være med at se efter, hvad det er for nogle græstyper. I Baku synes jeg, at jeg kunne genkende det her grove græs, som vi dyrker i Danmark, og som er så dygtigt til at genopstå efter mishandling. Så jeg er helt klar igen på onsdag, vi er så pavestolte, slutter godsejeren.

Nicolaj slap fra spritkørsel med livet i behold
Nikolaj Borup Rasmussen ved marken, hvor han for 14 år siden vendte ryggen til fremtiden, da han forulykkede på grund af spritkørsel. Foto: Sikker Trafik.

Lyt eller læs: Han var plørefuld og kørte bil alligevel: Nicolaj beholdt livet, men fik en tilværelse i kørestol

Det er en farlig tid, vi befinder os i lige nu, hvis vi er ude på vejene. Det vrimler med spritbilister.

Al erfaring og statistik fortæller, at især juni og juli måneder er hjemsøgt af spritbilister. Sommeren er således langt farligere, hvad spritkørsel angår, end tiden omkring julefrokosterne.

En tur til strand, høj sol og et par bajere er tillokkende. Det giver mange spritblister og tilhørende ulykker på vejene. I år er ingen undtagelse, viser tallene for juni.

Uanset årstiden er spritkørsel dødsens farligt. Spørg bare Nikolaj Borup Rasmussen fra Rødkærsbro. Han er 32 år og skulle egentlig have været murer, men det er han ikke. I stedet er han tilknyttet Rådet for Sikker Trafik som foredragsholder om spritkørsel.

Det er der en grund til: Som 18-årig landede han plørefuld med sin bil på en mark. Siden har han siddet i kørestol.

- Ansvaret var mit alene. Det var mig, der drak, det var mig, der besluttede, at jeg ville køre alligevel. Det var mig, der gjorde det, og det var mig, der kørte galt, mig der, var skyld i det, sige han.

Men han er ikke alene om sorgen. Sådan en ulykke gør også ondt på omgivelserne, fortæller han unge mennesker, når han holder foredrag på eksempelvis skoler.
- Man er aldrig alene i bilen, selv om man er alene bag rattet, siger han.

Sidste år blev over 5.500 bilister sigtet for spirituskørsel.

Ni ud af ti spritbilister er mænd. Især i sommermånederne ræser de af sted i fuldskab. Det kan gå rivende galt. Det er Nicolaj Borup Rasmussen fra Rødkærsbro et eksempel på. Han brækkede ryggen, da han kørte galt i fuldskab.

Vil du lytte til artiklen i stedet for at læse den? Så klik her og få den læst op

 

Spritkørsel: Livet lå og ventede lige foran næsen på ham, Nikolaj Borup Rasmussen fra Rødkærsbro på Viborgkanten.

Han skulle være murer. Lige som sin far, og sin farfar og sin ... ja, det fag var en familietradition.

Men han kom til at bryde traditionen. To uger inden han skulle begynde i sin læreplads, og en uge før sin 19 års fødselsdag, endte dén fremtid inde på en mark ved Levring et par kilometer fra Rødkærsbro. Det er 14 år siden nu.

Hen ad midnat efter en fredag, der var skyllet ned med strømmevis af bajere og sprut, mistede han herredømmet over sin gamle BMW på vej til fadølsfest på et diskotek i Kellerup et kvarters kørsel derfra.

BMW'en havde dæk, der var slidt helt i bund efter lidt for mange gange med gummiafbrændende hjulspin. De kunne ikke holde sig på en vejbane, der var regnvåd. Desuden kørte Nikolaj Borup Rasmussen for stærkt og uden sikkerhedssele, foruden at han var plørefuld. En katastrofal kombination.

- Jeg kørte ud i rabatten og hørte et puf fra et af de bageste dæk. Da mistede jeg kontrollen og svingede mod venstre og ud mod en mark, husker han.

- Måske er det slut

Da han ramte grøftekanten ind til marken, lettede bilen med alle fire hjul fra jorden.

- Jeg følte deroppe i luften, at nogen havde trykket på en eller anden knap, der havde sendt mig af sted, og så husker jeg det, som var det i slowmotion: Bilen hældte med siden ned mod marken, og jeg vidste, at lige om lidt ville den slå kolbøtter.

Det gjorde den også, og så gik det stærkt. Alle ruder blev knust, og metal blev trykket sammen rundt omkring ham.

Lige i det øjeblik blev der lukket og slukket i hans hukommelse. Da han igen kom til sig selv, lå han på en mark langt væk fra sin forvredne bil, 72 meter, målte politiet efterfølgende afstanden til.

- Jeg lå og og kiggede op på en stjernehimmel og tænkte på, at nu var det måske slut. Jeg forsøgte at råbe på hjælp, men opgav det. Jeg havde ikke luft til det, husker Nikolaj Borup Rasmussen.

Men forbipasserende fandt ham, fordi den ene forlygte på den havarerede bil virkede og påkaldte sig opmærksomhed. På sygehuset viste det sig, at han havde flere skader. Lungen var klappet sammen, hvilket forklarede, at han ikke havde luft til at råbe på hjælp.

Havde det så bare været ved det. Men det var meget værre. Ryggen var også brækket. Havde dét så også bare været ved det. Men nogle nervetråde var revet helt over, så han for evigt havde mistet evnen til at gå.

Siden har han siddet i en kørestol.

Unge mænd i fare

Nikolaj Borup Rasmussen er langt fra ene med en grum skæbne efter spritkørsel. Spritkørsel er et hverdagsfænomen, og unge mennesker, især unge mænd, kører rundt i alkoholpåvirket tilstand. Lige nu er den helt gal, hvad angår blandingen af alkohol og bilkørsel, viser statistikkerne.

- Den almindelige opfattelse er, at det er november og december, der er de slemme måneder på grund af julefrokosterne. Men det er slet ikke tilfældet. Her har de fleste efterhånden fået det som en indbygget kultur, at man lader bilen stå. Det gælder også påskefrokosterne.

- Men når det gælder sommeren, er vi tilbøjelige til at tage bilen til stranden, og så hygger vi os. Der går flere timer, og vi mærker det ikke rigtigt, men der ryger lidt for meget indenbords, og så kører vi hjem alligevel, siger politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter,  Christian Bertelsen.

Hans betragtninger underbygges af statistikken. Sidste år blev der i løbet af hele året sigtet 5.529 biliter for spritkørsel. Det månedlige gennemsnit i juni og juli var 514 sigtelser, mens gennemsnittet var 450 for de øvrige ti måneder. Samme forhold kommer også til at gælde i år, viser tallene for juni.

I Rådet for Sikker Trafik hæfter seniorprojektleder Michelle Laviolette sig ved overvægten af mandlige spritblister.

- Ni ud af ti spritbilister er mænd, især de unge mænd lever livet farligt. Det er noget, vi har fokus på, siger hun.

Ulykken som foredrag

Dét er Nikolaj Borup Rasmussen i mere end én forstand et billede på. Han havde ikke haft kørekort i et år, da han kørte galt for tredje gang og brækkede ryggen på marken i Levring. Han er også blevet trafikambassadør i netop Sikker Trafik.

- Et par år efter ulykken læste jeg tilfældigvis en pjece om Sikker Trafik, og så tog jeg kontakt til dem. Hvis jeg skulle bruge min ulykke til noget fornuftigt, var det måske, at jeg kunne fortælle om den og forhindre andre i at gøre det samme, siger Nikolaj Borup Rasmussen.

Det har han gjort siden. Han er på farten med sine foredrag, blandt andet i skoler, omend coronaåret har dæmpet aktiviteterne.

Noget af det, han lægger vægt i sine møder med unge mennesker, er, at det ikke kun handler om deres egen risiko.


Ansvaret var mit alene. Det var mig, der drak, det var mig, der besluttede, at jeg ville køre alligevel, det var mig, der gjorde det, og det var mig, der kørte galt, mig der, var skyld i det.

Nikolaj Borup Rasmussen


- Jeg glemmer aldrig, hvordan min far og mor græd, da de kom til hospitalet efter ulykken. Jeg glemmer aldrig, hvordan min lillesøster blev grebet af dårlig samvittighed, og stadig kan blive det. Hun mødte mig om eftermiddagen og advarede mig mod at køre bil, og bebrejder sig selv, at hun ikke gjorde nok for at forhindre mig i det.

Eget ansvar, andres sorg

Disse erindringer holder næppe nogen sinde op med at nage ham, fordi det var en urimelig situation, han dermed bragte sine nærmeste i.

- Ansvaret var mit alene. Det var mig, der drak, det var mig, der besluttede, at jeg ville køre alligevel, det var mig, der gjorde det, og det var mig, der kørte galt, mig der, var skyld i det.

Han græmmer sig ved, hvordan han på den måde bragte sorg ind i sin familie.

- En mor og far skal ikke bringes til at sidde og græde, fordi deres søn er så dum, at han drikker sig fuld og kører sig i smadder. Og en lillesøster skal ikke sidde med skyldfølelse, når hun ser sin bror. Men det er sådan, det har været. Jeg har gjort andre ulykkelige.

En ond cirkel

Det er det, han prøver at fortælle igen og igen i sine foredrag: Det er ikke kun én selv, der bliver ramt.


Den advarende stemme i baghovedet var der måske, dengang jeg kørte, men stemmen, der sagde fadølsfest, var der også, og den vandt.

Nikolaj Borup Rasmussen


- Jeg har altid en vigtig besked med til de unge: Du er ikke alene i bilen, selv om du er alene bag rattet. Der er folk omkring dig, der også bliver ramt. Dem kan man beskytte ved lige at tænke sig om.

- Den advarende stemme i baghovedet var der måske, dengang jeg kørte, men stemmen, der sagde fadølsfest, var der også, og den vandt.

Nikolaj Borup Rasmussen prøver således at overbevise unge mennesker om, at de skal tage den fornuftige stemme alvorligt.

- Jeg fortæller dem også, at jeg var heldig. For tænk hvis jeg var kørt ind i en bil med en familie, hvor nogle var døde. Jeg kunne have taget liv. Det kan alle spritbilister. Spirituskørsel er en stor ond cirkel, siger Nikolaj Borup Rasmussen.

Greb chancen

Den livsgerning, der nu blev ham til del, var resultatet af et klarsyn, der kom til ham, den midnatstime, han lå og kiggede op på stjernerne ude på marken og forberedte sig på at dø.

- Jeg tænkte på, at jeg havde været en rod, der havde lavet en masse dumme ting, der var gået ud over min familie. Jeg var sådan en, der kun tænkte på sig selv. Ingen skulle fortælle mig noget. Det lå jeg og tænkte på, dér på marken, og jeg indså for første gang, at jeg ikke havde spor styr på livet. Jeg tænkte, at livet skulle tages op til overvejelse. Hvis bare jeg fik én chance til.

Det fik han, og den greb han.

Den chance omfatter også et familieliv. Efter ulykken fik han en kæreste. Han bor sammen med hende i Rødkærsbro, hvor de også har en søn på to år og en datter på seks år.

Beruset sommer på vejene

Sidste år blev 1028 trafikanter sigtet for spritkørsel i løbet af juni og juli.

I juni i år er 493 bilister blevet sigtet og 114 ulykker relaterer sig til spritkørsel.

De fordeler sig således på de enkelte politikredse - hvor første tal er antallet af sigtelser, andet tal er antallet af alkoholrelaterede ulykker:

  • Nordjylland: 39 - 7
  • Østjylland: 37 - 9
  • Midt- og Vestjylland: 51 - 13
  • Sydøstjylland: 58 - 17
  • Syd- og Sønderjylland: 46 - 9
  • Fyn: 42 - 9
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 41 - 12
  • Midt- og Vestsjælland: 55 - 12
  • Nordsjælland: 24 - 8
  • Københavns Vestegn: 24 - 4
  • København: 66 - 9
  • Bornholm: 10 - 5