Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Antallet af danskere, der har seriøse problemer med stoffer, har været stigende siden 1970'erne. Arkivfoto: Mette Mørk

Min søn er narkoman, men ikke forbryder

Portugal er langt fremme med afkriminalisering af narkotika, og succesfulde behandlingstilbud træder i stedet for gentagne fængselsophold.

Som boligejere frygter vi dem. Narkomanerne, der smadrer vinduer og bryder døre op, blot for at skaffe penge til et dagsforbrug af stoffer, måske 1.500 kroner. Dag efter dag gentager det sig, og det er fristende at slå hårdt ned med længere straffe til den slags vaneforbrydere. 

Men det virker ikke. Det tager ikke fat om nældens rod, altså narkomisbruget, og det koster samfundet en masse penge. 

Man kan gå en anden vej, og på Avisen Danmarks redaktion har vi sat os for at gøre dig klogere på succeshistorierne ude i verden. Vores reporter, Emil Jørgensen, har været i Portugal, hvor man har taget et opgør med, at stofmisbrug automatisk er en forbrydelse. 

Relationer, beskæftigelse og værdighed er vigtigere i kampen mod narkoen end straf, bøder og beslaglæggelse, hedder det. Narkobaroner og pushere jagtes dog stadig af politiet på samme måde som før. 

Udgangspunktet var langt værre, end det er i Danmark. Portugal blev i 1970’erne oversvømmet med narko, og alle lag i samfundet blev ramt. Derfor blev det mødt med nysgerrighed, da en læge for 20 års siden foreslog at lade social- og sundhedsmyndighederne overtage narkoindsatsen. 

“Min søn er måske narkoman. Men han er ikke en forbryder,” tænkte mange portugisere.

Lægen, der fik idéen, er i dag leder af Portugals nationale rusmiddelindsats, og interviewet med ham er startskuddet til en artikelserie om, hvordan vi fordomsfrit kan sadle om. Til gavn for stofmisbrugerne, men også for indbrudsstatistikken og de andre former for kriminalitet, der følger med. 

Jeg håber, du vil læse med, men her får du først dagens nyhedsoverblik. 

Billede af Jens Bertelsen
Billede af skribentens underskrift Jens Bertelsen Erhvervsredaktør
Derfor kigger verden mod Portugal for at tænke narkopolitikken helt anderledes.
Det, der startede som et vovet portugisisk eksperiment for 20 år siden, er i dag blevet en europæisk succeshistorie i forebyggelse af stofmisbrug. Lægen João Goulão er hjernen bag systemet, der har erstattet straf med behandling, som det bærende princip i narkopolitiken. Foto: Emil Jørgensen

Løsningen på årtiers fejlslagen stofpolitik? Mød hjernen bag verdens største narkoeksperiment

I Danmark er besiddelse af narkotika forbudt. Joints bliver revet ud af munden, og lommerne tømt for kokain, hvis politiet kommer forbi. Bøder, fængsel og pletter på straffeattesten skal sende et signal om, at stoffer er sundhedsskadelige. 
Men signalerne er ikke blevet hørt. Antallet af danskere, der har seriøse problemer med stoffer, har været stigende siden 1970´erne. 
Spørgsmålet er, om det er på tide at prøve en anden slags narkopolitik. Det mener den norske regering for eksempel, at det er. De vil afkriminalisere stoffer til eget forbrug. En idé, de har planket fra Portugal. 
Derfor har vi sendt Emil Jørgensen til Lissabon. I løbet af de kommende uger udkommer han med reportager og interviews, der undersøger den portugisiske model i praksis. 
Og vi starter i dag - med et interview med manden, der står som fader for det hele.

For 20 år siden overbeviste João Goulão portugiserne om, at stofbrug er lidt ligesom diabetes. Det er ikke en forbrydelse, som skal straffes, men en sygdom, der skal behandles. Den radikale narkopolitik har ført Portugal ud af herointågerne - og tiltrukket massiv international opmærksomhed. João Goulão Emil Jørgensen

Dansk narkopolitik er havnet i en blindgyde, siger både misbrugsforskere, læger og socialpædagoger. Forbud, straf og op mod 15.000 årlige sigtelser for besiddelse af narkotika har ikke rokket ved, at stofferne hvert år koster flere danskere livet, end ulykker i trafikken gør.

Det meste af verden synes at have tabt “krigen mod narko”. Man har straffet stofbrugere med bøder og fængsel, mens antallet af afhængige globalt set er eksploderet, og de kriminelle bagmænd har tjent flere og flere penge.

Men der findes et land, som har fundet en anden vej i narkopolitiken: Portugal.

Siden 2001 har portugiserne ikke behandlet hashrygere, pilleslugere og sprøjtebrugere som kriminelle. De har erstattet straf med behandling. Og deres model er blevet en anbefaling i både FN, WHO og Human Rights Watch.

Derfor er undertegnede sendt til Portugal. Ikke for at tage stoffer. Men for at undersøge, hvordan et sådant system fungerer. Om det virker.

Rejsen begynder med en rekonstruktion af, hvordan det var i Portugal, før landet afkriminaliserede stoffer.

Historien er fortalt på baggrund af mere end 20 forskellige interviews i Lissabon, Porto og Algarve - med læger, politimænd, stofbrugere, psykologer, NGO’er og helt almindelige portugisere. Og den er dramatisk.

- Der var engang, hvor alle familier i Portugal kendte nogen med et seriøst heroinmisbrug, siger João Goulão, som er hovederolleindehaveren i denne artikel.

Til eget forbrug: Emil i Portugal

Danmarks nultolerancepolitik over for stoffer har haft nul effekt. Dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain, flere voksne ryger hash, og antallet af dødelige overdoser er stabilt på cirka 250 om året.

Billedet er det samme i resten af verden. Man har straffet stofbrugere med bøder og fængsel, mens antallet af afhængige er eksploderet. Men der er et land, som gør noget andet.

For 20 år siden afkriminaliserede Portugal stoffer til eget forbrug.Resultaterne er gode. Reporter Emil Jørgensen har været i Portugal for at granske verdens største narkoeksperiment.Kom med, når Emil:

1) Interviewer hjernen bag Portugal-reformen.

2) Sidder med en 40-årig portugiser i “afskrækkelseskomissionen”

3) Er på patrulje med narkopolitiet i Lissabon.

4) Bliver tilbudt oregano som hash, kanel som heroin og ser bagsiden af medaljen af afkriminaliseringen.

5) Undersøger de faktiske forhold for stofafhængige i den danske provins.

Hver artikel kommenteres af et panel: en behandler, en forsker, en socialdemokrat og en venstremand, som skalveje de portugisiske erfaringer på en dansk vægt.

Fra lukket diktatur til heroinhelvede

Dengang, for et kvart århundrede siden, stod tusindevis af mennesker hver dag i timelange køer foran pusherne i Lissabons slumkvarterer. Desperate drogados rev perlekæderne af gamle damer på åben gade for at bytte det til brunt pulver. Folk lå på parkplæner, gader og stræder og skød sig selv i åbne sår.

- Det var absolut vanvid, siger João Goulão.

João Goulão arbejdede som læge i Algarve, da heroinen hærgede Portugal i 80'erne og 90'erne. Sammen med enkelte andre læger og psykologer begyndte han allerede dengang at praktisere den form for behandling, som ville blive vedtaget i hele landet i år 2001. Foto: Emil Jørgensen

Omstændighederne var særlige. Efter militærkuppet i 1974 gik Portugal fra at være et lukket diktatur - hvor Coca Cola var bandlyst, og det krævede en licens at eje en lighter - til at være en grænsesøgende frihedsfest. Da hash og heroin strømmede ind over grænsen, var det lige så ukendt, som stoffer fra en anden planet.

João Goulão var en ung medicinstuderende i 20’erne, da han første gang blev tilbudt heroin. Han takkede nej, for han anede ikke, hvad det var. Men da han få år senere åbnede sin lægepraksis, sad mere end 1 ud af 100 portugisere fast på heroinkrogen. Hiv-raten var den højeste i Europa. Portugal var blevet en stor narkobanegård.

Inspirationen til at løse problemet blev hentet på den anden side af Atlanterhavet. Som i USA blev stofbrugere smidt bag tremmer - ved indgangen til det 21. århundrede var 40 procent af alle i Portugals fængsler dømt for narkokriminalitet.

- Jeg vidste intet om stofbehandling. Men fra mit perspektiv var det åbentlyst, at det ikke gavnede nogen, når de blev låst inde. Hverken patienterne eller samfundet, siger João Goulão.

Hvad der til gengæld hjalp folk ud af misbrug, opdagede han, var at give dem mening i tilværelsen: relationer, beskæftigelse, værdighed. Dr. Goulãos banale opskrift på stofbehandling var kærlige krammere, fremfor krig. Og i 2001 stod han som fader for et nationalt eksperiment, der virkede mere end almindeligt vovet: Portugal afkriminaliserede stoffer til eget forbrug.

- Ræsonnementet er, at heroinafhængighed er ligesom diabetes. Det er en sygdom, ikke en kriminalitet, siger han.

Afkriminaliseret eller legaliseret?

  • Der er ikke tale om en legalisering af narkotika, men en afkriminalisering i Portugal.
  • Det betyder, at det stadig er forbudt at fremstille, smugle og sælge stoffer. Men bliver man taget med en mindre mængde på sig, kun til “eget forbrug”, så straffes man ikke på samme måde som før. Det betyder maksimum 1 gram heroin, 2 gram kokain, 25 gram marihuana eller 5 gram hash .
  • Det er ikke sådan, at det ikke har konsekvenser. Det har det. Man kommer til en tvungen samtale i den såkaldte afskrækkelseskommission. Her sidder en advokat, en socialarbejder og en psykiater. De skal vurdere, om der er grund til at tage affære.
  • Konsekvenserne er som regel kun selve samtalen, men der er sanktionsmuligheder, som inkluderer bøder.
  • Den vigtigste konsekvens er et behandlingstilbud, hvis man vurderes som afhængig. Et tilbud, som er frivilligt, men som man prøver at overtale stofbrugeren til, blandt andet ved at stille sanktioner i udsigt, hvis man ikke indvilger.

Narkoklassens duksedreng

20 år efter reformen betragtes Portugal af mange som en verdensomspændende narkosensation.

Dødsfald som følge af stofmisbrug er nu fem gange lavere end EU-gennemsnittet og 50 gange lavere end i USA. Antallet af nye HIV-infektioner er faldet med mere end 95 procent. Og den narkorelaterede kriminalitet er styrtdykket.

Mest opsigtsvækkende er det, at resultaterne er opnået ved at bruge færre – ikke flere – penge. En forskningsrapport fra Centre of Studies in European Union Law ved Minho-universitetet i Braga viste, at Portugal i de første 15 år med den nye lov havde 18 procent færre udgifter til håndtering af stofmisbrug. Politiet har fået frigjort flere ressourcer til at fange de store bagmænd. Og kun 15 procent af de indsatte i fængslerne har i dag noget med narkokriminalitet at gøre.

Succesen er indrammet på João Goulãos kontor. Den nu 67-årige læge, der sidder som leder af Portugals nationale rusmiddelindsats, har billeder af sig selv med paven, den britiske kongefamilie og regeringsledere fra næsten alle kontinenter.

Selv manden i verdens mest magtfulde embede, amerikanske præsident Joe Biden, har søgt råd hos Dr. Goulão. Og nu sidder Avisen Danmarks udsendte overfor ham og prøver at forstå, hvad det egentlig er, han har gjort.

- Jeg forsøger ikke at sælge nogen model. Det sagde jeg også til Bidens folk. Men det her har virket for Portugal, siger han.

Billedet af paven og João Goulão på sidstnævntes kontor. Foto: Emil Jørgensen.

Hvordan modellen fungerer i praksis, hvad systemet stiller op med misbrugere, samt hvordan politiet opererer i et land, hvor stoffer er afkriminaliserede, vil jeres mand i Portugal se med egne øjne i løbet af en uge i Lissabon.

Emnet, som samtalen på João Goulãos kontor kredser sig om, er den portugisiske debat for 20 år siden. For netop det at sælge modellen var i høj grad det, doktoren gjorde i Portugal i slut-90’erne.

João Goulão er vant til at modtage internationale journalister, parlamentarikere og fagfolk, der gerne vil høre om den portugisiske narkomodel. Her sidder han med Avisen Danmarks Emil Jørgensen. Foto: Sonia Ferreira

“Min søn er ikke narkoman”

I Danmark bliver stoffernes status taget op med jævne mellemrum. Som regel er det mindre partier som Liberal Alliance eller Enhedslisten, der foreslår at flytte narkotikaområdet fra politi og retsvæsen til social- og sundhedsmyndigheder. Og det plejer at møde nedadvendte tommeltotter fra landets største partier, Socialdemokratiet og Venstre.

Bliver straffen fjernet, vil flere unge tage stoffer, og Danmark bliver et mål for narkoturisme, lyder bekymringerne. Afkriminalisering er dårlige signaler.

Nøjagtig den samme frygt havde nogle af de politiske partier i Portugal for to årtier siden. Men i befolkningen var der opbakning, fortæller João Goulão.

- Heroinepidemien havde infiltreret alle samfundslag. Selvom det ramte de mest marginaliserede hårdest, så var der også bankfolk, politikere og præster, som havde det tæt inde på livet. “Min søn er måske narkoman. Men han er ikke en forbryder,” tænkte mange portugisere.

Og de bange anelser blev gjort til skamme. Portugal er hverken blevet en narkofest for unge eller en heroindestination for dristige turister. Lovændringen har nu overlevet seks forskellige regeringer.

- Og det er nu, vi for alvor begynder at se resultaterne. De unge taler om stoffer på en mere oplyst og mindre fordomsfuld måde, fordi det ikke længere er et tabu. Stigmaet knyttet til stofbrugere begynder at forsvinde.

João Goulão har siddet tilbagelænet i sin læderstol med foldede hænder under det meste af snakken. Men nu læner han sig frem og smiler afmålt - som en, der skal til at fortælle en hemmelighed.

- Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er selve afkriminaliseringen, der har løst problemet. Afkriminalisering løser intet i sig selv. Det er alle de indsatser, som lovgivningen har banet vejen for.

Og netop dét bliver fokus for de kommende artikler i serien. Men nu kan du i første omgang læse, hvilke kommentarer vores faste stofpanel har til dagens artikel:

João Goulão har en interesse i at tale den model op, som han selv har skabt. Det indrømmer han. Men tallene taler hans sag: Dødsfald som følge af stofmisbrug er nu fem gange lavere end EU-gennemsnittet og 50 gange lavere end i USA. Antallet af nye HIV-infektioner er faldet med mere end 95 procent. Og den narkorelaterede kriminalitet er styrtdykket. Foto: Emil Jørgensen

Preben Bang Henriksen, retsordfører i Venstre:

- Så vidt jeg kan forstå de portugisiske regler, så er det “næsten straffrit” at besidde mindre mængder narko til eget brug, hvorimod salg, forhandling og import er strengt forbudt. Logikken heri halter umiddelbart for mig, for ligesom der ikke er en hæler uden en tyv, så er der vel heller ikke en stofmisbruger uden en importør eller en sælger.

Esben Houborg, lektor på Center for Rusmiddelforskning:

- Når man taler om afkriminalisering af illegale stoffer, er det ofte Portugal, der bliver fremhævet. Det er der ikke noget at sige til, for man har opnået gode resultater med afkriminaliseringen i Portugal. Men det er også vigtigt at huske, at Portugal ikke er det eneste land, som i et eller andet omfang har afkriminaliseret besiddelse af illegale stoffer. I dag drejer det sig om omkring 30 lande og stater, og der kommer løbende flere til.

Anja Plesner Bloch, stifter og formand af Brugernes Akademi:

- Når man skal jagtes af politiet, og de facto kriminaliseres af resten af samfundet, fordi man har det behov for psykisk smertestillende, så bliver man ødelagt af kriminalisering og ikke af heroinen. Men det er også svært at sammenligne dan danske situation med Portugals for 20 år siden, fordi portugisernes udgangspunkt var så meget dårligere.

Jeppe Bruus, retsordfører i Socialdemokratiet:


Og nu vi taler om narkobekæmpelse. Overfyldte fængsler kan gøre det straffrit for de indsatte at have narko i cellen.
Her ses et billede fra en dobbeltcelle i Vestre Fængsel i København. Flere fængsler samler indsatte to og to i celler på grund af pladsproblemer. Og det har alvorlige konsekvenser, mener fængselsbetjentene. Foto: Fængselsforbundet, Nicolai Perjesi

Fængselsbetjente: Vi har ikke længere plads til at straffe fangerne

Manglen på plads i de danske fængsler er så massiv, at man har svært ved at straffe fanger for at begå ulovligheder inde bag fængslernes mure. De strafceller, der normalt bruges, er nemlig enten behæftet med lange ventelister eller fyldt med almindelige indsatte. Det fortæller en række danske fængselsbetjente, der må se gennem fingre med besiddelse af narkotika og andre regelbrud begået af kriminelle i fængslerne.
Avisen Danmark har tidligere fortalt, hvordan pladsmanglen betyder, at indsatte er tvunget til at bo to og to sammen på en fængselscelle. Det gør det umuligt for betjente at afgøre, hvem der eksempelvis har ført narko ind i fængslerne. Men selv hvis de indsatte bliver pågrebet med eksempelvis narkotika på sig, slipper de altså ifølge fængselsbetjente ofte for straf, fordi der ikke er ledige strafceller.

Avisen Danmark har tidligere afdækket, at de danske fængsler er så pressede, at rengøringsrum laves til fængselsceller, og indsatte ifølge fængselspersonalet uden konsekvenser kan indtage narko i dobbeltceller. Nu fortæller en række fængselsbetjente, at der heller ikke er plads nok til at straffe de indsatte, selv hvis de opdages i at tage narko eller bryde andre regler.

Fængsler: Politikerne har gennem årtier skærpet straffen over for kriminelle. Men de har ikke sørget for, at der er plads i fængslerne til det stigende antal indsatte. Derfor må flere og flere indsatte dele celle to og to. Det betyder ifølge en række fængselsbetjente, Avisen Danmark tidligere har talt med, at de indsatte har frit spil til at tage narko og bryde reglerne, fordi bevisbyrden ikke kan løftes i de efterhånden mange tilfælde, hvor to indsatte deler celle.

Men selv hvis betjentene er heldige at få en tilståelse, eller der er tale om en indsat på en enkeltcelle, er det ofte straffrit at bryde reglerne, lyder det nu fra flere fængselsbetjente.


Man har misligholdt sin serviceaftale på kriminalforsorgen. Så nu holder der en bil i nødsporet med fire flade hjul, bremserne er slidt ned og udstødningsrøret er faldet af.

Bo Yde Sørensen, formand, Fængselsforbundet.


Årsagen er, at de strafceller, de normalt bruger til at afskrække de indsatte fra at have ulovlige effekter, true personalet eller indtage narko, enten er fyldt med almindelige indsatte, eller også er der lange ventelister på dem.

- Nogle gange lader vi bare folk blive i egen celle med cellemakker og fjernsyn og det hele, når de skulle have været i en strafcelle. For vi har ingen steder at putte dem hen. Det er et generelt problem, siger formand for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, der bakkes op af Avisen Danmarks rundringning til en række tillidsrepræsentanter på de danske fængsler.

Mikael sidder for drab. Han vil gøre fængslet bedre. Hør ham i Podcasten Danmark:

 

En by i Rusland

Eksempelvis af Bjarke Knudsen, tillidsrepræsentant for betjentene i Renbæk Fængsel i Sønderjylland.

- Strafcelle er en by i Rusland. Mange tror, der kommer konsekvenser af forkerte handlinger i fængsler, men det gør der ikke. Mange af dem, vi tager i at have ulovlige effekter, får konfiskeret det, de har. Men de får ingen straf for det. Ventelisterne på at komme i strafcelle er flere måneder lange. Når der kommer en ny ind i en strafcelle, går der måske to timer, og så må vi pille vedkommende ud igen, fordi vi skal bruge cellen til en ny afsoner, siger han.

Slipper for straf

Derudover er der ifølge ham mange indsatte, der bliver løsladt, inden de har nået at afsone deres strafcelle.

- Nogle går derfra med helt op til fire gange strafcelle, de ikke har nået at afvikle. Vi viser dem, at her er frit lejde, siger han.

I det midtjyske Nørre Snede Fængsel fortæller tillidsrepræsentant Johnny Grønkjær Knudsen, at de ansatte ofte helt må opgive at straffe indsatte for regelbrud eller giver rabat på straffen i strafcellerne. Alt sammen fordi, der ikke er ledige celler, hvor man kan isolere de indsatte.

Det samme gælder store dele af Syddanmark og Sjælland, hvor områdetillidsrepræsentanterne Brian Kristensen og Henning Mørck melder om manglende muligheder for at kunne straffe indsatte, der bryder reglerne.

- Typisk handler det om at have smuglet cigaretter eller hash ind eller upassende sprogbrug. Der er et kæmpe problem, og jeg hører fra kollegaerne, at man lader tingene passere, fordi man ved, der ikke er nogle ledige celler, siger Henning Mørck, der er den overordnede tillidsrepræsentant for fængselsbetjentene på alle de sjællandske fængsler.

Venter på sin straf

Det er ikke kun fængselsbetjentene, der er trætte af de lange ventelister. Det samme er Mikael Ellborg, der afsoner en fængselsstraf i Kragskovhede. Han står på venteliste til at komme i strafcelle, fordi der blev fundet hash på hans enmandscelle.

- Jeg har stået på venteliste i flere måneder. Strafcellerne er et ubehageligt sted at være, fordi det er små rum, hvor man hverken kan styre lyset eller varmen, og man ikke kan købe mad, hvis man ikke bliver mæt af det, man får. Derfor vil jeg hellere have det overstået, siger han.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, mener, at politikerne i årevis har svigtet fængslerne, og at man derfor nu står med uoprettelige problemer. Foto: Nicolai Perjesi/Fængselsforbundet

Fængselsbetjentenes oplevelser står i stor kontrast til, at der er indført strafskærpelser i fængslerne. Og politikerne er nødt til at gøre noget ved problemet nu, hvis det ikke allerede er for sent, lyder det fra Fængselsforbundets formand.

- De seneste 15 år har fokus været, at det skal være surt at sidde i fængsel. Nu står vi med uoverstigelige problemer

- Du kan sammenligne det med en bil. Får du den ikke serviceret eller vedligeholdt, står du pludselig tilbage med ingenting. Det er sådan, det er i kriminalforsorgen. Man har misligholdt sin serviceaftale på kriminalforsorgen. Så nu holder der en bil i nødsporet med fire flade hjul, bremserne er slidt ned og udstødningsrøret er faldet af, siger Bo Yde Sørensen.

Kriminalforsorgen, der driver de danske fængsler, har ikke ønsket at stille op til et interview. I et skriftligt svar erkender den,, at "det høje belæg påvirker generelt kriminalforsorgens mulighed for at løse de opgaver, som vi har ansvaret for". Og at manglen på personale og plads i fængslerne nogle steder kan "vanskeliggøre en effektiv sanktionering i form af strafcelle."

Normalt - altså uden en livstruende pandemi - ville man ikke godkende en vaccine med så mange bivirkninger.
Professor Lars Østergaard forklarer, at bivirkningerne af coronavaccination skyldes en reaktion i immunforsvaret. Foto: Jens Thaysen

Corona-professor om bivirkninger:  - Det er en barsk omgang

Det gik stærkt i laboratorierne, da coronavaccinerne skulle udvikles, så verden kunne komme videre oven på pandemien.
Heldigvis virker vaccinerne virkelig godt mod covid-19, men hastværket kommer med en pris: Professor og ledende overlæge Lars Østergaard på Aarhus Universitetshospital har sjældent set så mange bivirkninger, som der er tale om ved covid-19-vaccinerne.
Det er ufarlige bivirkninger, der som regel forsvinder efter en tur under dynen, men ifølge professoren ville man under normale omstændigheder gå tilbage i laboratorierne for at udvikle vacciner med færre bivirkninger.
Den tid har man bare ikke, når man står med en livstruende pandemi.

Mange danskere har måttet melde sig syge på grund af bivirkninger i dagene efter vaccination mod corona. Bivirkningerne skyldes, at kroppens immunforsvar reagerer på vaccinen.

Coronavaccine: Næsten tre millioner danskere har lagt skulder til det første vaccinestik mod corona. Mange er blevet vaccineret uden større gener end ømhed efter selve stikket, mens andre har oplevet bivirkninger i større eller mindre grad.

Professor Lars Østergaard fra Aarhus Universitetshospital har set mange af bivirkningerne ved vaccinerne mod corona.

- Det er en af de vacciner, jeg har oplevet, der har det største antal bivirkninger, siger Lars Østergaard, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin og ledende overlæge for Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.


Jeg har selv haft underlige føleforstyrrelser i mit ben. Andre er frygtelig trætte, mens nogen får udslæt eller føler sig kørt over af en damptromle.

Lars Østergaard, professor ved Institut for Klinisk Medicin og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, AUH


Han taler om de almindelige og "ufarlige" bivirkninger - dem, der forsvinder igen efter en tur under dynen.

- Det kan godt vare et par dage eller tre, og hos nogle næsten en uge, siger Lars Østergaard.

Bivirkningerne er meget forskellige fra person til person.

- Jeg har selv haft underlige føleforstyrrelser i mit ben. Andre er frygtelig trætte, mens nogen får udslæt eller føler sig kørt over af en damptromle. Det er en barsk omgang, og der er alle mulige forskellige grader og afarter af bivirkninger, fortæller Lars Østergaard.

For mange bivirkninger?

Lars Østergaard er ikke sikker på, at coronavaccinerne ville være blevet godkendt under normale omstændigheder.

- Hvis ikke corona var så alvorlig en sygdom, så tror jeg, man ville havde sagt, at vaccinerne ikke er gode nok. Hvis ikke vi havde stået i en livstruende pandemi, ville man ikke have accepteret så mange bivirkninger. Så ville man havde prøvet at udvikle vacciner med færre bivirkninger, siger han.

På vej til et lille prik og måske en tur hjem under dynen. Ifølge professor Lars Østergaard er det en væsentlig del af de vaccinerede, der får bivirkninger af coronavaccinerne. Foto: Jens Thaysen

Lægerne ved ikke præcist, hvor mange der får så alvorlige bivirkninger, at de skal have en sygedag eller flere, men det er mange.

- Vi har ikke de tal endnu, men det er mit generelle indtryk, at det er en væsentlig del af de vaccinerede, der får bivirkningerne - især efter det andet stik, siger professoren.

Hvem får bivirkningerne?

Mange af de vaccinerede oplever få eller ingen bivirkninger, mens andre bliver syge. Men ifølge Lars Østergaard har lægerne endnu ikke indsamlet nok data til at kunne sige, hvorvidt folk med et stærkt immunforsvar får flere bivirkninger end folk med et svagt immunforsvar.

Men det er sikkert, at bivirkningerne skyldes en reaktion fra immunforsvaret.

- Hvis vi dæmper immunforsvaret med kraftig medicin - for eksempel hos patienter med blodsygdomme, så virker vaccinerne ikke så godt. Så der er en sammenhæng. Hvis man slet ikke har et immunforsvar, vil man heller ikke få bivirkninger, fordi det er immunforsvarets reaktion, der skaber bivirkningerne, siger Lars Østergaard.

Skal man så ligefrem være "glad" for at få bivirkningerne?

- Vaccinerne virker rigtigt godt, uanset om man har bivirkninger eller ej. Vi kan se, der er en rigtig flot antistof-respons, det betyder, at der dannes høje antistof-niveauer, der er tilknyttet til beskyttelse mod covid, også hos de vaccinerede, der stort set ikke har nogen bivirkninger, siger Lars Østergaard.

Er der forskel på antallet af bivirkninger af de to vacciner, der benyttes i det officielle danske vaccinationsprogram, Pfizer og Moderna?

- Det ved vi heller ikke med sikkerhed. Men vi indsamler data, siger han.

Halvdelen af danskerne har fået vaccine

Endnu en milepæl er nået i den danske vaccinationsindsats. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste op til weekenden, at halvdelen af alle danskere nu har fået mindst ét stik med vaccine mod coronavirus. Det svarer til over 2,9 millioner danskere.

Det er særligt den yngre del af befolkningen, som endnu mangler at blive vaccineret i det frivillige vaccinationstilbud. Myndighederne forventer, at alle danskere - eksklusive personer under 16 år - vil være færdigvaccineret i september.

Vi moderne mennesker fascineres af dem, der dropper spændetrøjen og finder lykken med et helt nyt liv.
Broder Theodor kunne ikke binde sig til en kvinde. I stedet har han valgt at være franciskanermunk og oplever stor personlig frihed, fortæller han. Foto: Anette Hyllested

Munken som kan tale fanden et øre af: - Jeg er stadig et seksuelt menneske

"Lev mere tænk mindre", "Lykkefælden" og  "Ryst dig fri" er blot tre titler på hylden med de såkaldte selvhjælpsbøger. Lykken og det gode liv er også tema for højskoleophold, og når medierne lægger historier op på Facebook om mennesker, der vinker farvel til jobbet, sælger huset og tærer på pensionen for at rejse ud i den store verden for at finde frihed, lykke og nærvær med deres børn, så læser mange af os fascinerede med. 
Historien om Broder Theodor er også en fascinationshistorie. For her er en mand, der som 40-årig valgte at blive munk og leve et forholdsvis asketisk liv med regler. Alligevel føler han sig både fri og tilfreds - en tilstand, det moderne menneske jager. Du kan møde broder Theodor her i artiklen "Munken som kan tale fanden et øre af".

Broder Theodor er franciskanermunk, og det er et liv med stor frihed, siger han. Som ung dyrkede han et vildt ungdomsliv med masser af fester, og han arbejdede som blandt andet bager, kok, bartender og højskolelærer. Faste forhold krøb han udenom, men så kaldte Gud.

Munk: Broder Theodor er svækket. Fysisk på nulpunktet, siger han. I efteråret blev han alvorligt syg af corona, og nogle af hans klosterbrødre i Assisi i Italien, hvor han bor, var allerede i tankerne i gang med at forberede en begravelsesfest. Theodor var indlagt i fem uger, måtte have hjælp til vejrtrækningen og tabte 16 kilo.

Vil du høre artiklen i stedet for at læse den? Så klik herunder og hør kulturredaktør Anette Hyllested læse sin artikel op:

 

Men han tabte ikke kampgejsten, for selv om han synes, at døden er o.k., ville han ikke dø af den usle covid. Theodor blev vred.

Det gør han af og til trods et mildt ydre i den mørkegrå munkedragt. Bliver vred. Også på Gud, som han ikke holder sig for god til at skændes med. Men lige nu er han fyldt af taknemmelighed trods senskader som åndedrætsbesvær.  Taknemmelighed over at leve. Og han har fornyet sit forhold til ordet tålmodighed, som han ellers aldrig har brudt sig om, men nu er nødt til at praktisere i forhold til sin fysiske formåen.

Man ser det i hans øjne med det samme: livsgnisten. Der er spilopper derinde, som kun kan skjules, når han ifører sig sine moderne, sorte Ray Ban-solbriller. Derfor forbavser det ikke, når han fortæller om sin livslange glæde ved at danse, om stadig at nyde synet af smukke kvinder på gaden - bag solbrillerne - og et godt glas vin, som han kalder for et lille mirakel.

Franciskanerordenen blev grundlagt af den hellige Frans af Assisi i 1209. Så langt skal vi ikke tilbage for at forstå Broder Theodor og hans valg om at blive franciskanermunk.

Vi skal heller ikke nødvendigvis tilbage til Theodors barndom, men den hører alligevel med til historien, så vi gør det kort: Født 1947, navngivet Erwin Theodor Jürgensen, opvokset under fattige kår i en børnerig familie i Flensborg og siden i det lidt sydligere Vanderup.

Faren var kvartalsdranker og svækket af krig. Moderen var stærk og med "knald i låget", fortæller Theodor, og det skal forstås positivt i den forstand, at hun kunne være sjov og overraskende, hvilket måske ikke er så underligt, da hendes gren af familien stammer fra omrejsende teaterfolk.

Broder Theodor synes, han minder om sin mor. Han kan også lide at optræde - det gør han som guide hver dag for skandinaviske besøgende i San Francesco-basilikaen i Assisi. Her gør han sit bedste for at overraske dem og få dem til at grine, for det man griner af, husker man bedst, lærte han personligt af den italienske performer Dario Fo.

Som guide fortæller han om kirkerne, kunsten og franciskanerordenen og svarer på spørgsmål, men han forsøger aldrig at pådutte andre sin tro - det gør munkene ikke.

Den lille Theodor var dårlig i skolen, for han dagdrømte sig væk fra virkeligheden.

- Derfor kan jeg stadig ikke skrive ordentligt, fortæller Theodor.

- Men jeg kan tale fanden et øre af, siger han og får det alligevel til at gibbe lidt, for han sagde jo "fanden".

Og så er det, som om han også lige kan fornemme tanker.

- Folk tror, vi er sådan nogle, der hele tiden sidder med himmelvendte øjne og foldede hænder, siger han og smiler.

Theodor var et svageligt barn, der måtte på sanatorium, og der var flere triste kapitler i barndomsbogen. Til gengæld var der lykkelige somre som feriebarn på fynske gårde på Hindsholm. Det var varme, lugten af nyrullet sengetøj, følelsen af fællesskab og lykke og mæthed i maven.

Som barn kunne han lide at gå i den danske kirke, men som ung glemte han sin religiøse interesse, for nu sprang hormonerne som popcorn, og han kastede sig ud i det vilde ungdomsliv.

Med en sæk over hovedet

Han flyttede til Danmark - alene - som kun 15-årig, for han oplevede Tyskland som et stift land sammenlignet med Danmark. Han kom i bagerlære i Horsens.  Undervejs blev han nummer to ved de østjyske mesterskaber i latinamerikanske danse, han gik i byen, på stripbar og festede, og han havde diverse forhold, men ingen af pigerne kunne fastholde ham.

- Jeg er et frihedselskende menneske. Jeg egner mig ikke til et traditionelt familieliv. Jeg kan ikke binde mig, siger han.

Det lyder underligt, for der er regler, som franciskanermunke skal følge. Dem vender vi tilbage til og lader i første omgang Theodor få det sidste ord i denne sag:

- Som franciskanermunk har jeg oplevet en stor indre frihed. For her kan jeg være det menneske, jeg er, fortæller han.

Theodor blev også udlært kok - fra Bygholm i Horsens. Han var bartender, og i ni år boede han som køkkenleder på Jaruplund Højskole. Undervejs tog han på Herning Højskole for at blive elev på dramalederlinjen, så han også kunne undervise. Det var her, han mødte Dario Fo.

Theodor skrev og opførte et dansestykke, der handlede om et maleri, han ikke kunne holde op med at tænke på. Stykket var med ham selv i den eneste rolle og begyndte med, at han havde en sæk over hovedet, som han langsomt kæmpede sig ud af. Dansestykket blev opført fem gange for fulde huse i Fjaltring.

Han siger, at netop den danseforestilling var med til, at han kom videre med sig selv. At den blev en milepæl på hans vej til Assisi. For han var begyndt at søge noget uden at vide, hvad det var.

Kaldet af Gud

Broder Theodor har aldrig set Jesus, brændende tornebuske eller fået andre kendte åbenbaringer, men han har haft en drøm i vågen tilstand, som fik ham til at stortude og bruge flere år på at fortolke den oplevelse.

Det skete, mens han gik på hf-kursus i Aarhus i 1983 med en plan om at læse videre til præst. En lærer arrangerede en tur til Assisi, og en dag ankom Theodor lidt før de andre til basilikaen, og han satte sig i dens underkirke ved krypten, hvor Frans af Assisi ligger begravet.

Her kom den vågne drøm, som var uhyggelig, men han fornemmede hurtigt, at det var et kald af en slags. At Gud ville noget med ham, men han fattede ikke hvad.

Broder Theodor blev udlært som både bager og kok i Horsens og har været højskolelærer i Herning. Men som 40-årig valgte han en anden vej, som førte ham til munkelivet i Assisi i Italien. Han har også været munk i Roskilde og i Honduras. Foto: Anette Hyllested

De følgende fire år rejste han flere gange frem og tilbage mellem Danmark og Assisi for at finde ud af, hvad dette "noget" var. Undervejs blev han med egne ord afsindigt knotten på Vorherre. Hvorfor kunne han ikke tone rent flag? En dag kom han til at råbe højt ud i kirkerummet: "Okay, hvis du vil have mig, skal du sandelig også få mig". Og så faldt det hele i hak for ham, for mennesket har sin frie vilje. Det var ham selv, der skulle beslutte det. Ikke Gud

- Gud havde "blot" givet en hjælpende hånd, mener Theodor, som dog indrømmer, at han livet igennem - også i dette tilfælde - har taget beslutninger og først bagefter for alvor forholdt sig til konsekvenserne.

Forelsket er forfærdeligt

Hvis vi er barmhjertige og hjælper vores medmennesker og undgår at være grådige og samvittighedsløse, er vi allesammen franciskanere, siger Broder Theodor.

Som franciskanermunk skal man også afgive tre løfter. Det ene handler om, at man skal være fattig. Da Frans af Assisi levede, handlede det om ikke at eje. I dag fortolker munkene det blandt andet som ikke at være afhængig af materialisme og at møde alle slags mennesker i øjenhøjde.

Som munk skal Theodor ikke spekulere på husleje, forsikringer, fyringsrunder og diverse udgifter. Ordenen har i alle årene bespist ham, holdt ham beskæftiget, klædt ham på og så videre. Det er en tryg tilværelse, konstaterer han.

Det andet løfte handler om cølibat.

"Det kan du sgu' ikke overholde", sagde en veninde til ham, da han fortalte om, at han ville være munk. Men det kunne han.

- Selv om man er munk, er man stadig et seksuelt menneske, man må blot ikke udleve seksualiteten. Hos os er seksualitet ikke et tabu, som man ser andre steder i den katolske verden, hvor man skal sove med hænderne over dynen - det er også alt for koldt, siger Theodor.


Selv om man er munk er man stadig et seksuelt menneske, man må blot ikke udleve seksualiteten.

Broder Theodor


Han savner heller ikke at være forelsket.

- For det var forfærdeligt. Al den energi man brugte på at spekulere.

Det tredje løfte er det sværeste for ham, for det handler om lydighed. Ikke i underkuet kommando-forstand, men som den respekt, man skal have for alle mennesker - både når man er enig og uenig. Eller når nogen har gjort noget forfærdeligt. Broder Theodor har temperament og kan lade sig provokere - endda af avisen, som han kan finde på at kyle over i et hjørne - og så ligger han hele natten og spekulerer.

- Men det udfordrer mig, så løftet om lydighed holder mig i gang, siger han.

Ingen fortrydelser

Broder Theodor fortryder ikke noget i sit liv. Ordet fortryde burde ikke eksistere, mener han, for man kan jo ikke lave noget af det om, og hvad skal man så med fortrydelsen? Man må i stedet blive klogere og bedre undervejs, og det har han bestræbt sig på.

Han vågner taknemmelig hver morgen - og med fornyet glæde efter corona-kvalerne - og han nyder at være gammel, som han kalder sig.

For at blive gammel er en livskvalitet.

Du kan læse meget mere om Broder Theodor og om franciskanerordenen i bogen "Broder Theodor - vejen til et liv som munk i Assisi", som netop er udkommet på Momenta. Bogen er skrevet af Maria From og Bo Pedersen.