Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

(ARKIV) Søren Pind fortæller om borgerlig krise og hvorfor han forlod dansk politik. Her fra hans nye kontor i Vester Farimagsgade fotograferet den 6. maj 2019. Tidl. minister, folketingsmedlem og borgmester Søren Pind fylder 50 år onsdag den 20. november 2019. (Foto: LINDA KASTRUP/Ritzau Scanpix)

Manden på bjerget revser udflytningsplaner

Søren Pind mener, at Mette Frederiksens lader sig styre af folkedybet. Men den karismatiske ex-politiker finder også plads til at kigge indad, i en ”udflytningskamp” han selv var med til at starte.
Decentralisering. Nærhed. Udflytning. Kært barn har mange navne, når skiftende regeringer har forsøgt at trække sig sejrrigt ud af den politiske kamp om provinsens mange stemmer. Pressionsmidlerne var først statslige (eller københavnske) arbejdspladser, som over en årrække er blevet strøet ud over det jyske og fynske område. Nu er det så kommet til uddannelsesområdet, hvor Regeringen vil placere 25 nye uddannelser med 7.500 nye uddannelsespladser uden for de fire store byer Aarhus, Aalborg, Odense og København Men det er et stort bluffnummer. Sådan lyder det fra Søren Pind i et opsigtsvækkende interview med min kollega Kasper Løvkvist. ”Mit værste hadeeksempel er det, vi selv gjorde med fordelingen af statslige arbejdspladser”, lyder det blandt andet fra den bramfri ex-politiker. Læs med og lad pointerne suge ind. Det er et interview, der giver stof til eftertanke. Når du har gjort det, så lad dig endelig også rive med af Flemming Mønster klumme. For i aften starter EM i fodbold, og vi bliver Europamestre. Det har Flemming selv regnet ud. God weekend og god læselyst!
Billede af Allan Spangsberg
Billede af skribentens underskrift Allan Spangsberg Undersøgende nyhedsjournalist
Tendensen til at decentralisere får rovdyret og egeninteressen frem i folketingspolitikere, mener tidligere uddannelsesminister fra Venstre Søren Pind. Og de nuværende lappeløsninger vil ikke hjælpe noget som helst.
Det er især det med lappeløsningerne, kompensationsøvelserne, der går Søren Pind på, mens han nu sidder og iagttager politik udefra. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Søren Pind: Udflytninger får rovdyret frem i politikerne

Søren Pind var selv en del af den Venstre-ledede regering, der flyttede statslige arbejdspladser ud og dermed for alvor satte skellet mellem provins og hovedstad på dagsordenen. 


Alligevel er netop den udflytning hans hadeeksempel på, hvordan hele decentraliserings-tendensen får rovdyret og egeninteressen frem i folketingspolitikere.
 
Og nu er han blevet så træt af at se på, at den nuværende regering fortsætter Venstres "skadelige kompensationsøvelser", at han er nået frem til, at kommunalreformen blev indført 10 år for tidligt. Folk var simpelthen ikke klar til den, og politikerne reagerer ukonstruktivt på den.

Socialdemokratiets lappeløsninger på kommunalreformens centraliseringer er lige så skadelige som Venstres egne, men den nuværende regering tager bare mere raffineret fat om land og by-dagsordenen, mener Søren Pind.

Udflytning: "Det går mere og mere op for mig, at kommunalreformen skulle have ventet i 10 år. Den mærkelige kompensationsøvelse, den borgerlige regeringen startede, og som regeringen nu fuldender, gør simpelthen mere skade end gavn. Og understøtter en forløjet folkelighed uden rod".

Sådan skrev den tidligere uddannelsesminister fra Venstre Søren Pind på Twitter som reaktion på S-regeringens udspil om at lægge vægt på uddannelser i provinsen og begrænse universiteterne i de fire største byer.

Altså: Konsekvenserne af affolkningen af de mindre byer var endnu ikke blevet så alvorlige i 2007, at befolkningen efterfølgende har været i stand til at forstå nødvendigheden af Lars Løkke Rasmussens reform, der gjorde 271 kommuner til 98 og 13 amter til fem regioner. Og derfor har både den tidligere borgerlige regering (som Pind selv var en del af) og den nuværende S-regering kastet sig ud i en lang række skadelige lappeløsninger. Startende med udflytning af arbejdspladser og nu kulmineret med udflytning af uddannelser.

- Man har en oplevelse af, at kommunalreformen smadrede det lokale selvstyre og ødelagde meget, men man hører ikke meget fra de byer, hvor det er gået godt. De kommunale hovedstæder er jo blevet styrket af forandringen - det var også meningen med det, siger Søren Pind.


Mit værste hadeeksempel er det, vi selv gjorde med fordelingen af statslige arbejdspladser. Man slog terning om, hvilke arbejdspladser der skulle placeres i hvilke huller - når det da ikke handlede om, hvor politikere i folketingsgruppen var valgt.

Søren Pind


Politiske rovdyr

Det er især det med lappeløsningerne, kompensationsøvelserne, der går Søren Pind på, mens han nu sidder og iagttager politik udefra. Og selv om hans øjeblikkelige frustration er blevet næret af S-regeringens plan for uddannelser i hele landet, stikker den dybere end det.

- Der ligger ingen egentlig strategi bag kompensationsøvelserne, og det gjorde V-regeringen sig også skyldig i. Mit værste hadeeksempel er det, vi selv gjorde med fordelingen af statslige arbejdspladser. Man slog terning om, hvilke arbejdspladser der skulle placeres i hvilke huller - når det da ikke handlede om, hvor politikere i folketingsgruppen var valgt. Sprognævnet havnede i Bogense, selv om alle kunne se, at det var åndssvagt.

- Mimi Jakobsen (tidligere minister og formand for Centrum-Demokraterne, red.) har sagt, at politikere er rovdyr, der kæmper for sig selv. Det kom til udtryk i den proces, siger Søren Pind.

Høj skat lig centralisering

Søren Pind er vokset op i Østermarie på Bornholm, da hovedgaden var fuld af butikker, som ikke længere er der. Han har også set et Danmark, hvor der efter kommunalreformen er lukket eller sammenlagt cirka 500 folkeskoler, hvor det lokale domhus er lukket, og hvor en tredjedel af folkebibliotekerne og 30 procent af politistationerne er forsvundet.

Han ser bare ikke udtømningen af lokalsamfundene som en konsekvens af kommunalreformen, men kommunalreformen som en reaktion på udtømningen.

- De skal ikke komme at påstå, at jeg ikke kan lide provinsen. Det kan de stikke skråt op, hvor solen aldrig skinner. Jeg har om nogen råbt og skreget om det her, fordi jeg mener, at en velfærdsstat, der opkræver høje skatter, skaber en inerti mod centrum. I Schweiz har de det modsatte udgangspunkt, og der har de stadig købmænd og slagterbutikker i de mindste byer, siger Søren Pind.

Han ser bare ikke, at lappeløsningerne på centraliseringen er baseret på en analyse, der minder om hans egen eller baseret på en egentlig analyse i det hele taget.

- De forløjede decentraliseringsøvelser nu er jo ikke vokset frem på Christiansborg. Udspringet er det samme som den stramme udlændingepolitik - det er styret af folkedybet. Politikerne vil være der, hvor folkedybet er. Sådan er politik i det 21. århundrede. Problemet er bare, at man ikke har tænkt det igennem først, og så gør man en masse, der ikke vil virke. Det kommer ikke til at gøre en kæft forskel.

- Man skal tage udgangspunkt i et selvstændigt liv i provinsen og så bygge oven på det. Det er derfor, man taler om klynger i hele verden. Der er masser af fede kompetencer rundt omkring. Hvis bare man gad at identificere klyngerne i Danmark, fødevareklyngen, vindmølleklyngen, energiklyngen for eksempel og så gjorde sig en anstrengelse for at placere arbejdspladser og uddannelser i relation til det.

Beslutning ud til borgerne

Når Søren Pind kalder udflytninger for kompensationsøvelser og lappeløsninger, kalder han det dybest set symbolpolitik.

- Hvad nu hvis det så ER symbolpolitik og samtidig en velovervejet politisk strategi, der er drevet af frygten for, at folket bliver så trætte af at blive overset, at de vælger en Trump-type, at de laver en dansk udgave af brexit eller begynder at tage gule veste på og sætte sig op mod magten som i Frankrig?

- Det er lige, hvad det er, men når det, man gør, så faktisk ikke gør nogen reel forskel, havner man i en endnu større fare for at skabe den udvikling.

- Måske får de det ud af det, at folk føler, at politikerne lytter til, at de oplever en anden virkelighed end den, der eksisterer i og omkring statsadministrationens kontorer?

- En som Trump kan få fat, når roden mellem det folkelige og folkestyret bliver revet over. Det hele er bare mere nuanceret. Som justitsminister kæmpede jeg hårdt for at bevare landbetjentene, men vi skal ikke have flere politistationer igen. Det er fuldstændigt gak. Et kontor er ikke længere, hvad det var. Det digitale samfund har jo gjort nogle ting, som ikke skal rulles tilbage til et nostalgisk fortidsbillede.

- En del af centraliseringerne er sket, fordi kommunerne er blevet større. Så flytter tingene i retning mod beslutningstagerne. Man kunne have gjort noget andet, nemlig have lagt beslutningerne ud til borgerne. Lade pengene følge patienten, barnet, eleven, den ældre og så videre. Det har man slet ikke spekuleret i, og så vil det hele søge ind mod der, hvor beslutningerne bliver truffet.

Selvmodsigende statsminister

Venstre satte effektivt en ny dagsorden i dansk politik med første plan for udflytning af arbejdspladser i 2015. Nu skulle Dansk Folkeparti ikke længere have lov at have provinsdagsordenen for sig selv, efter partiet havde malet store dele af Danmark gult ved valget samme år. Socialdemokratiet listede sig ind på dagsordenen i 2018 med et stort nærhedsudspil og har siden sat sig fuldstændig på den.

Statsminister Mette Frederiksen taler nu om centraliseringstendensen, som noget der skal bekæmpes på linje med corona - som et område hvor politik skal vise sin evne til tøjle, hvad nogle opfatter som en naturkraft.

- Socialdemokratiet er ikke værre end Venstre her - ingen arbejder for reelle løsninger. I virkeligheden er den egentlige forskel, at socialdemokraterne er mere raffinerede. De pakker det bedre ind. Man får faktisk et billede af, at de virkelig er optagede af at gå op mod centraliseringen. Problemet er bare, at det ikke kommer til at virke.


Det er selvmodsigende, når Mette Frederiksen taler om at gå op mod centraliseringskraften, når hun samtidig tror, at hun kan sidde inde på Christiansborg og præcis vurdere hvad, der skal ligge hvor. Giv dog magten til borgerne.

Søren Pind


Tvivler du på, at Socialdemokratiet er reelt optaget af denne dagsorden - bruger de ikke bare værktøjer, som du ikke bryder dig om?

- Jeg tror, de er reelt optagede af den. Det var de bare ikke for få år siden. Det er et kulturskifte, der sket på meget kort tid, fordi folkedybet taler til dem, og de har målt på det. Min erfaring er, at politikere lærer at mene det, de analyserer sig frem til.

- Det er bare selvmodsigende, når Mette Frederiksen taler om at gå op mod centraliseringskraften, når hun samtidig tror, at hun kan sidde inde på Christiansborg og præcis vurdere, hvad der skal ligge hvor. Giv dog magten til borgerne. Se, hvordan friskoler vokser frem, når politikerne lukker den lokale folkeskole. Giv borgerne ret til selv at placere deres penge - så ville man se mange flere små hospitaler, lægeklinikker, skoler og så videre, men det tankesæt eksisterer ikke. "Nu skal vi skabe liv på landet". Ha! Det er næsten, som om de taler om frilandsmuseer.

Måske skulle du starte et nyt parti?

- Nej! Jeg har det så fint med at være manden på bjerget, som sådan nogle som dig kan ringe til en gang imellem.

Blå bog

Søren Pind flyttede som syvårig til Østermarie på Bornholm. Inden da havde han boet i Schweiz.

Da kommunalreformen blev vedtaget op til 2007, sad han i Københavns Borgerrepræsentation.

Han er tidligere uddannelses- og forskningsminister, justitsminister og minister for udviklingsbistand i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Forlod Folketinget og regeringen i maj 2018, mens han var uddannelsesminister, fordi han var blevet træt af politik. Stadig medlem af Venstre og meget aktiv debattør i blandt andet Berlingske, Bornholms Tidende og på sociale medier.

21 nye såkaldte sundhedsklynger skal sikre syge mod at blive tabt mellem sygehus, egen læge og kommune. Eksperter frygter, at projektet er voldsomt underfinansieret.
Det nye sundhedsplan blev præsenteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), formand for regionerne Stephanie Lose (V) og Jacob Bundsgaard (S), der er formand for de 98 kommuner. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Sundhedsklynger skal lukke Bermuda-trekant

Alt for mange patienter, særligt ældre og kronisk syge, farer vild i sundhedsvæsenet.
De risikerer at blive udskrevet fra sygehuset, uden at der er lagt en plan for, hvordan den praktiserende læge og hjemmeplejen følger op med behandling og genoptræning, så en genindlæggelse kan undgås.

For de heldige, der har nære pårørende, bliver det dem, der må agere budbringere mellem hospitalet, egen læge og kommunen.
Bermudatrekanten kaldes det blandt sundhedseksperter, når patienter på den måde tabes mellem de forskellige sektorer.

Men nu opstår der 21 nye sundhedsklynger, som skal placeres omkring landets akuthospitaler og styrke samarbejdet.
Bag den aftale står - foruden regeringen - Danske Regioner og Kommunernes Landsforening,
Men der skal mere til, hvis det for alvor skal være en hjælp for patienterne, lyder det fra blandt andre fra foreningen Danske Patienter. Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, Syddansk Universitet, er enig. Udspillet har fat i det rigtige, men den økonomiske ramme er for lille.
- 20 millioner forslår jo som en skrædder i helvede. Det er slet ikke nok, siger han til Ritzau.

21 nye fællesskaber skal sikre syge mod at blive tabt mellem sygehus, egen læge og kommune. Men pengene "forslår som en skrædder i helvede", siger professor.

Sundhed: Alt for mange patienter, særligt ældre og kronisk syge, farer vild i sundhedsvæsenet.

De risikerer at blive udskrevet fra sygehuset, uden at der er lagt en plan for, hvordan den praktiserende læge og hjemmeplejen følger op med behandling og genoptræning, så en genindlæggelse kan undgås.

For de heldige, der har nære pårørende, bliver det dem, der må agere budbringere mellem hospitalet, egen læge og kommunen.

Bermuda-trekanten kaldes det blandt sundhedseksperter, når patienter på den måde tabes mellem de forskellige sektorer. Opkaldt efter det geografiske område, der er berygtet for, at fly og skibe forsvinder sporløst.

Med 21 nye sundhedsklynger placeret omkring landets akuthospitaler skal samarbejdet styrkes. Patienterne skal bringes i centrum.


Idéen er, at man ikke som patient skal forholde sig til, hvem det er, der står for behandlingen. Borgerne skal være i centrum.

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister


Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Nu tager vi for alvor fat om udfordringen med manglende sammenhæng. Det har været sundhedsvæsenets akilleshæl i alt for mange år.

- Idéen er, at man ikke som patient skal forholde sig til, hvem det er, der står for behandlingen. Borgerne skal være i centrum.

Gammelt forslag

Sundhedsklynger, eller sundhedshuse, går tilbage til den tidligere regering under Lars Løkke Rasmussen (V). Dengang indebar de, at de fem regioner skulle nedlægges.

Det er ikke tilfældet i den nye aftale, som også skal omfatte psykisk syge og ikke mindst komme borgere uden for de større byer til gavn.

Bag den står - foruden regeringen - Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, som fra mange sider roses for endelig at tage initiativ til et bredt samarbejde.

Men der skal mere til, hvis det for alvor skal være en hjælp for patienterne, lyder det fra blandt andre Danske Patienter, der tæller 104 patient- eller pårørendeforeninger.

Formand Klaus Lunding kritiserer aftalen for at være uforpligtende og ukonkret.

- Hvis det i sidste ende skal gøre en forskel for patienterne og deres pårørende, så er der behov for forpligtende initiativer, siger han i en pressemeddelelse.

Selv har Danske Patienter foreslået, at sundhedsklynger skal have fælles økonomi og ledelse.

Det skal gøre op med kassetænkning, som når regioner og kommuner er uenige om, hvem der skal betale for for eksempel det hjælpemiddel, patienten er bevilget.

Der mangler penge

Kræftens Bekæmpelse efterlyser også svar på økonomien. Regeringen har afsat 80 millioner kroner i 2022 til opstart af de 21 sundhedsklynger.

Men ellers er der ikke konkrete retningslinjer, og det bekymrer direktør Jesper Fisker. Skal klyngerne være mere end en samarbejdsstruktur, så skal de økonomiske incitamenter tænkes med, siger han.

Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, Syddansk Universitet, er enig. Udspillet har fat i det rigtige, men den økonomiske ramme er for lille.

Der skal mere end sundhedsklynger til for at sikre patienter en bedre behandling, siger patientorganisationer. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Man skal have en pulje. 20 millioner forslår jo som en skrædder i helvede. Det er slet ikke nok, siger han til Ritzau.

Klyngerne vil blive en del af de forhandlinger om en ny sundhedsaftale, som Folketinget tager hul på til efteråret.

Står det til Venstre, skal de suppleres af meget andet, siger partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen. Blandt andet ens standarder i kommunerne for behandling af borgere, der er udskrevet fra sygehusene.

Klynger etableres til næste sommer

Sundhedsklyngerne skal etableres omkring akuthospitalerne. Dem er der 21 af.

De skal drives i et fællesskab mellem de fem regioner, de 98 kommuner og de praktiserende læger.

Målet er at yde borgerne bedre behandlings-og rehabiliteringsforløb.

Myndighedsansvaret er fortsat placeret i regioner og kommuner.

De forventes etableret 1. juli 2022 med forbehold for Folketingets tilslutning.

Avisen Danmarks journalist Flemming Mønster ser visse lighedspunkter mellem fortidens forgudede landshold og nutidens. Og slår fast, at Danmark vinder.
Helt uventet kom Danmark med til EM i fodbold i 1992. Endnu mere uventet endte holdet øverst på podiet som EM-guldvinder. I denne klumme iklæder Dr. Monster sig optimismens spilledragt og spår ny dansk EM-triumf i år. Arkivfoto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Dr. Monsters Klumme: Husk, det var her, du så det først - Danmark vinder EM

EM i fodbold er over os. I den sammenhæng har vi gode minder. Det kan Avisen Danmarks journalist Flemming Mønster tale med om. Han var på plads som sportsjournalist, da Danmark vandt EM-guld i 1992.

Under sit klummenavn Dr. Monster tager han på en rejse tilbage i tiden, tilbage til dengang, og endnu længere tilbage: Tilbage til det landshold, som den tyske træner Sepp Piontek skabte i 80'erne, og som siden har udgjort den standard, alle senere danske landsholdsspillere er blevet målt ud fra.

Dr. Monster ser visse lighedspunkter mellem fortidens forgudede landshold og nutidens. Som dengang består landsholdet i dag af spillere, der har betydende roller i nogle af Europas største og bedste klubber.

Der er også forskelle i det nuværende landsholds disfavør, men Dr. Monster har iklædt sig optimismens ypperste gevandter. Han skriver:

- 80'er-landsholdet spillede fortryllende og vandt intet. Landsholdet i 1992 spillede ikke fortryllende og tog EM-titlen. Når jeg multiplicerer disse to faktorer og dividerer med tværsummen, opstår en ligning med det forrygende facit: Danmark vinder EM i fodbold 2021.

God fornøjelse med hans klumme. Og med EM, hvor Danmark lørdag lægger ud med en kamp mod Finland i Parken.

De var slået ud, de var feriedovne, de skulle slet ikke have været der, så det skulle jeg heller ikke.

Men på grund af krigen på Balkan blev det daværende Jugoslavien slettet fra deltagerlisten ved EM i fodbold i Sverige i 1992. I stedet blev de danske landsholdsspillere kaldt ind fra bajere og grillpølser i ferielandet.

Det gjorde jeg så også. Jeg var sportsjournalist dengang og var forberedt på, at min sommerferie skulle afvikles i den periode, da de bedste af Europas andre landshold satte hinanden stævne i  Sverige. Derefter var min tid besat af OL i Barcelona.

Sådan kom det så ikke til at gå. Sommeren blev fyldt med begge dele.

I dag er jeg langt fra sportsjournalistikken og langt fra de EM-kampe, der blandt andet afvikles i Danmark fra lørdag med Finland som den første modstander. Men i virkeligheden kommer jeg nok til at følge dem med lidt større begejstring, end min spolerede ferie dengang kastede af sig.

For det ødelagde ærligt talt humøret, lige til det gik aldeles anderledes end forventet. Jeg var ellers optimist til det sidste, hvad ferieplanlægningen angik:

- Jeg kommer snart hjem. Der går kun få dage, så er de slået ud med tre indledende nederlag, sagde jeg til min kone i telefonen fra Sverige dengang.

Den daværende frontangriber, Flemming Povlsen, havde det lidt på samme måde. Inden den første kamp bedyrede han, at landsholdet kunne give den fuld gas i halvanden time:

- En halv time mod England, en halv time mod Sverige og en halv time mod Frankrig ...

Der var mildt sagt ikke lagt op til det vilde, og landsholdet nød heller ikke nogen voldsomt udbredt respekt for sit spil og sine resultater. Ud over Flemming Povlsen kunne kun Brian Laudrup og målmand Peter Schmeichel betegnes som internationale topspillere. I hvert fald sammenlignet med 80'er-holdet, som alt blev målt op imod dengang. Og stadig gør.

Det er der et par ualmindeligt gode grunde til. En af grundene var, at 80'er-holdet spillede besnærende godt. Sjældent har en hel fodboldgeneration på én gang rummet så meget talent og så spændende personligheder.

Så underholdende og ekvilibristisk var holdet, at Brasilien begyndte at transmittere alle dets kampe direkte. De danske landsholdsspillere fik også hurtigt tilnavnet "Europas brasilianere", og deres spillestil blev kaldt sambafodbold.

Flemming Mønster alias Dr. Monster.

Der er en anden grund til, at 80'er-landsholdet blev så populært og har været det siden: Sepp Piontek.

Han er tidligere vesttysk landsholdsspiller og blev landstræner i Danmark i 1978. Han ændrede totalt kulturen på det danske landshold.

Før hans tid betragtede de danske udlandsproffer landsholdet som en feriekoloni, et behageligt afbræk fra det hårde, disciplinerede liv ude i deres udenlandske klubber.

Det ændrede Piontek fuldstændigt. Han krævede, at spillerne på landsholdet leverede en indsats, der svarede til det talent, der havde givet dem en glamourøs og indbringende tilværelse som stjernespillere i en række af Europas store klubber.

Da han ankom til Danmark som landstræner, lærte han sig straks det danske sprog og kunne dermed - tilsat en umiskendelig bøs tysk accent - sætte sig respektfuldt igennem over for de millionærknøse, der var vant til at pjanke sig igennem landsholdssamlingerne.

Han indførte et bødesystem, kendt fra de professionelle klubber, for disciplinære overtrædelser af de love, han havde vedtaget, og han kørte personligt ud i det københavnske natteliv og slæbte de spillere hjem, der var stukket af fra landsholdslejren.

Forvandlingen kom relativt hurtigt og slog sig internationalt igennem med et opsigtsvækkende resultat for så godt som præcist 40 år siden: 3. juni 1981 blev det italienske landshold, der mindre end et år forinden havde vundet VM-titlen, sendt hjem fra København med et 3-1-nederlag.

To år senere, 21. september 1983, kvalificerede det danske landshold sig til EM i Frankrig 1984 ved at besejre England 1-0 på Wembley. Allan Simonsens straffesparksmål cementerede Pionteks danske eventyrprojekt og gjorde det til noget virkeligt og varigt.

Men 80'er-landsholdet vandt ikke nogen slutrunde, kom ikke i nogen finale, erobrede ikke nogen medaljer.

Så var der noget mere swung over resultatet for ferieholdet i 1992, da det først kom i gang. EM-guldet kom i hus, så komplet uforudset og så fuldstændig uvirkeligt.

Men det er stadig 80'er-holdet, vi taler om, 80'er-holdet vi hylder, 80'er-holdet, vi mindes som det helt særlige. Det går aldrig over, for det overtrumfer alt, at det var det første danske landshold, der spillemæssigt var helt på højde med de allerbedste landshold i  verden.

I den sammenhæng forventes det måske, at jeg som repræsentant for min generation, 80'er-landsholdets generation, ryster overbeværende på hovedet over det nuværende landshold og dømmer det ude, før det overhovedet er begyndt.

Det gør jeg ikke. Tværtimod ser jeg på ét, ikke uvæsentligt, punkt et fællestræk med 80'er-landsholdet: Spillernes adresser.

Akkurat som dengang er landsholdet i dag befolket med spillere, der kommer fra nogle af de allerbedste klubber i Europas største ligaer.

Vi taler om klubber som for eksempel de tre tophold i den italienske liga - Inter, Milan og Atalanta - foruden Sampdoria, Bologna og Udinese, der også er velkendte storklubber fra støvlelandet. Barcelona og Valencia i Spanien er repræsenteret, det samme er Tottenham, Chelsea og Leicester i England, Dortmund og Leipzig i Tyskland.  Og det er vel at mærke spillere, der har betydende roller på deres hold.

Noget trækker den anden vej, desværre: Målfarlige frontangribere falder ikke ligefrem over hinanden på dagens landshold. Faktisk er vi ude i en mangelvaresituation, hvad det angår. Afstanden til frontfolkene Preben Elkjær og Michal Laudrup ved VM i 1986 er meget længere end det spand af år, der er gået siden da.

Der er også noget andet. Min genbo har fodboldforstand, og da jeg forleden holdt en forelæsning om de betydende roller, de danske spillere har på nogle af Europas mest betydende hold, svarede han knastørt og overlæreragtigt:

- Det gælder også spillerne på mange andre hold ved EM.

Den slags kendsgerninger nægter jeg at lade mig forstyrre af. Jeg hæfter mig mere ved, at efter mange, kedelige årtier, er der de seneste år sket noget fremdrift med landsholdet og med de bedste danske spillere. Jeg fornemmer også et hold, hvor spillerne swinger med hinanden og med trænerer Kasper Hjulmand. Et mandskab med et godt sammenhold og en værdsat træner, som 80'er-landsholdet.

Der skal nok være nogle sure gamle mænd på min egen alder, der hævder, at landsholdet i vor tid ikke spiller så besnærende, som landsholdet gjorde i 80'erne, og som så mange vægter så højt, ofte mere end det gode resultat. Netop derfor er der en ekstra grund til, at jeg iklæder mig optimismens gevandter:

80'er-landsholdet spillede fortryllende og vandt intet. Landsholdet i 1992 spillede ikke fortryllende og tog EM-titlen. Når jeg multiplicerer disse to faktorer og dividerer med tværsummen, opstår en ligning med et forrygende facit: Danmark vinder EM i fodbold 2021.

Så er det sagt. Jeg er klar til at tage mod hånlatteren, når holdet er ekspederet ud efter de indledende kampe. Men hvis jeg nu får ret, så husk lige, hvor du læste det først.

Ha' nu et godt EM. Jeg vil nyde det. Men jeg har heller ikke planlagt ferie denne gang.


80'er-landsholdet spillede fortryllende og vandt intet. Landsholdet i 1992 spillede ikke fortryllende og tog EM-titlen. Når jeg multiplicerer disse to faktorer og dividerer med tværsummen, opstår en ligning med et forrygende facit: Danmark vinder EM i fodbold 2021.

Mandag ved vi, om sygeplejerskerne går i strejke, og sundhedsvæsenet går i nødberedskab.
Anni Pilgaard (t.h) har været første næstformand i Dansk Sygeplejeråd siden 2010. Her ses hun foran Forligsinstitutionen sammen med den afgåede FOA-formand Dennis Kristensen under de højdramatiske overenskomstforhandlinger i 2018. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Anni vil have fair løn til sygeplejersker - men siger nej til strejke

Døren er sparket ind til at opnå mere ligeløn i Danmark, mener Dansk Sygeplejeråds næstformand, Anni Pilgaard.

Ganske vist risikerer hun at stå med en sygeplejerske-strejke i næste uge, men på det lange sigt er der nu enighed om en komité, som skal se på hele lønstrukturen i det offentlige, og et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969, som parkerede typiske kvindefag på et lavt løntrin.

Det er Anni Pilgaard glad for, men på det helt korte sigt står sygeplejerskerne over for en mulig strejke, hvis der også bliver sagt nej tak til det mæglingsforslag, forligsmanden har fremsat, og som medlemmerne skal stemme om senest søndag.

Mandag ved vi, om sygeplejerskerne går i strejke, og sundhedsvæsenet går i nødberedskab.

En strejke truer i horisonten, hvis sygeplejerskerne ikke søndag siger ja til det mæglingsforslag i overenskomstforhandlingerne, forligsmanden har fremsat. Anni Pilgaard er efter 10 år som næstformand i Dansk Sygeplejeråd hærdet i højspændte konflikter om branchens lønvilkår. Men hvis årtiers lønefterslæb skal løses, skal det ikke ske gennem en strejke, mener hun.

Interview: "Nu orker vi ikke at høre på jeres ballade mere. Det er jo den samme plade, I sætter på igen og igen".

Anni Pilgaard er vant til at blive mødt af den slags kække bemærkninger, rullende øje og trætte miner, når debatten falder på, hvorvidt sygeplejersker bliver betalt nok for at gå på arbejde i Danmark.

I over 10 år har hun som første næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) været med helt i front, når faggruppen gang på gang har råbt op om, at de fortjener mere i løn.

- Det har været lidt som at slå i en dyne i alle de år, men vi holder ikke op med at kæmpe, før vi er i hus. Sygeplejerskerne er den faggruppe i det offentlige, der har konfliktet allerflest gange, så derfor er det indgroet i os, og vi ved godt, at vi skal ud og kæmpe for det her, siger Anni Pilgaard.

Anni Pilgaard boede 32 år i Esbjerg, før hun for tre år siden flyttede til Vejen. Fra søndag eftermiddag til fredag aften befinder hun sig dog i København, hvor DSR har hovedsæde. Arkivfoto: Søren Svendsen

Den kampgejst, der tydeligt bor indeni den 62-årige næstformand fra Vejen, har organisationens medlemmer netop udvist endnu engang. Mens langt de fleste offentligt ansatte har stemt ja til overenskomstfornyelsen 2021, har sygeplejerskerne sammen med radiograferne stillet sig på bagbenene. Afstemningen var tæt. 47,3 procent af DSR's medlemmer stemte nej, mens 46,5 procent stemte ja. Et snævert flertal, der gik imod hovedbestyrelsen og Anni Pilgaards egen anbefaling. Men et nej er et nej.

Derfor står sygeplejerskerne lige nu over for en mulig strejke, hvis der også bliver sagt nej tak til det mæglingsforslag, forligsmanden har fremsat i konflikten, og som medlemmerne skal stemme om senest søndag.

- Vi tager den kamp, som medlemmerne vælger, at vi skal tage. Vi er klar med alle nødberedskaber og har alt på det rene, så vi kan godt gå i konflikt. Det har vi gjort før. Jeg håber bare, medlemmerne kan se, at vi skal ind og kæmpe på en ny arena. Vi skal ikke kun kæmpe mod kommunerne og regionerne, for det er ikke der, pengene ligger, siger Anni Pilgaard.

Ikke "de pæne piger"

Selv blev hun uddannet sygeplejerske tilbage i 1983 i Silkeborg. Et årti senere specialiserede hun sig til anæstesisygeplejerske i Esbjerg.

- Der er nok noget rescue 911 over det. Jeg kan godt lide det der med aldrig at vide, hvad der kommer til at ske, når man møder ind. Jeg har været med helikopter til Rigshospitalet med nyfødte børn og folk, der har været forbrændt over hele kroppen, og jeg har været med ude til store trafikuheld. Der må godt være lidt action i mit liv, siger Anni Pilgaard.

Sygeplejerskerne havde egentligt varslet strejke i maj, men den er udskudt, mens medlemmerne vurderer det mæglingsforslag, forligsmanden har fremsat. I underkanten af 80.000 sygeplejersker er medlem i DSR. Den varslede strejke omfatter ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lige så benhårdt hun er gået efter at være midt i orkanens øje i sit faglige virke, trives hun med at være med på slagmarken, når der skal kæmpes for bedre vilkår for de sygeplejersker, der forsat knokler på gulvet. Og hun er ikke bange for at smide fløjlshandskerne.

- Hvis nogen bare så meget som begynder at påstå, at vi er de pæne piger, får jeg røde knopper. Er der noget, vi er ikke er, er det pæne piger. Vi har kæmpet, vi har råbt, vi har argumenteret, vi har parlamenteret, vi har strejket, vi har gjort alt i de sidste 52 år. Derfor kan jeg også godt forstå, at der nogen, der efterhånden tænker, hvad nytter det egentligt? Spørger hun.

Sparke nye døre ind

Men det nytter, mener Anni Pilgaard. Godt nok skaber den højspændte konflikt intern splittelse i DSR, ligesom den ifølge næstformanden har dannet grobund for en misforstået opfattelse i den øvrige befolkning af sygeplejerskers reelle lønvilkår. Men det er værd at tage med, for denne gang fornemmer hun, at det er lykkes at sparke nye og helt afgørende døre ind. Nemlig porten til Christiansborg.

Anni Pilgaard tror nemlig på, at sygeplejerskernes lønefterslæb ikke alene løses ved forhandlingsbordet med arbejdsgiver. Det har årtiers forgæves kamp ad netop den vej vist. Højere løn kræver ifølge hende først og fremmeste politisk handling, så der kan blive gjort op med Tjenestemandsreformen fra 1969, der indplacerede alle offentligt ansatte på en lønskala efter ikke-objektive kriterier som eksempelvis uddannelse. Siden har sygeplejersker og andre traditionelt kvindedominerede fag været fanget i bunden af lønhierarkiet.

DSR har længe ført intensiv kampagne for sagen. Og selvom et flertal i Folketinget netop har nedstemt et borgerforslag om at gøre op med skævheden udledt af den over 50 år gamle reform, sporer Anni Pilgaard for første gang en bred politisk anerkendelse af, at der er et reelt problem med ulige løn i Danmark.

Blå bog

  • Anni Pilgaard blev født i 1959 og er netop fyldt 62 år
  • Hun er oprindeligt fra Herrup i Holstebro Kommune
  • Uddannet anæstesisygeplejerske fra Centralsygehuset i Esbjerg i 1991
  • Bor i Vejen
  • Har tre voksne børn og er fraskilt
  • Blev valgt som første næstformand i Dansk Sygeplejeråd i 2010. Siden er hun blevet genvalgt to gange
  • Før det var hun formand for sygeplejerskerne i Syddanmark

Et flertal blandt Folketingets partier bakker nemlig op om Fagbevægelsens Hovedorganisations forslag om, at der nedsættes en komité, som skal undersøge lønstrukturer i den offentlige sektor. Regeringen har sagt god for ideen og vil udforme et kommissorium og trække i arbejdstøjet, så snart OK21 er afsluttet.

- Alle de tidligere regeringer har sagt, at det måtte vi klare gennem overenskomsterne, men derved stjæler vi som faggrupper bare fra hinanden. Nu har vi brudt igennem lydmuren og i stedet for at stå alene, kan vi nu kæmpe i fællesskab, der hvor pengekassen rent faktisk er. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er pengefikseret denne gang, siger næstformanden.

Metoo-tidsånd

Anni Pilgaard peger på,  at det er en særlig tidsånd i det danske samfund netop nu, der har gjort det muligt at komme et spadestik dybere end tidligere og få flere til at få øjnene op for den lønmæssige skævvridning.


Hvis nogen bare så meget som begynder at påstå, at vi er de pæne pige, får jeg røde knopper

Anni Pilgaard, første næstformand, DSR


Særligt mener hun, at et skifte i folkestemningen kan dateres til det øjeblik, hvor tv-værten Sofie Linde stillede sig på scenen til Zulu Comedy Galla i september 2020 og for alvor slog hul på både metoo- og ligelønsdebatten.

- Der er kommet mange unge debattører på banen, der har sat fokus på nogle kønsmæssige skævheder i Danmark. Vi vil ikke føre rødstrømpekamp men bare påtale, at der ikke er ligeløn i Danmark, og hvis velfærdssamfundet skal blive ved med at eksistere bare nogenlunde, skal vi passe på de grupper, der er grundstenen i velfærdssamfundet.

Næstformanden mener særligt, at coronakrisen har blotlagt sygeplejerskernes værdi og manglende anerkendelse.

- Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker på det samfundssind, vi viste, da vi igen og igen gik i front, blev rykket rundt mellem afdelinger og først måtte droppe sommerferier og siden juleferien, da anden bølge ramte. Det er sygeplejersker i en nøddeskal, at vi sætter os selv til sidst. Så når vi ikke bliver mødt med en anstændig behandling eller påskønnelse, bliver jeg fyldt af en uretfærdighedsfølelse.

Sympati for nej-stemmer

Generelt er uretfærdighed benzin på den 62-åriges motor, og hun slår fast, at tanken langt fra er tom endnu.

- Jeg vil kæmpe, indtil jeg lukker mine øjne, fordi det er bare så uretfærdigt og har været det så længe, siger Anni Pilgaard, der arbejder fem dage om ugen i København 250 kilometer fra hjemadressen i Vejen.

Fra kontoret i indre by i hovedstaden bruger hun for tiden to timer dagligt alene på at gå i dialog med DSR's medlemmer på de sociale medier inden afgørelsens time søndag. Hun understreger, at hun ikke vil pådutte nogen at stemme ja, selvom det er hendes eget standpunkt. Hun vil bare opfordre alle til at tage stilling.

- Vi behøver ikke være enige, men jeg vil bare så gerne have, at folk beslutter sig på oplyst grundlag. Det er mit ansvar at have været i dialog med så mange som muligt, siger hun og forstætter:

- Jeg har stor sympati og forståelse for, at nogle stemmer nej. Jeg anbefaler et ja, men det er ikke et opgivende ja. Jeg er stadig utilfreds med sygeplejerskernes løn og arbejdsforhold. Jeg vil bare starte en ny kamp på en ny arena med andre i samme båd som os.

Hun mener, det sender et forkert signal at stemme nej til mæglingsforslaget og derved udløse en strejke.

- Det signalerer, at vi skal have mere end andre, der er lige så hårdt trængte. Nu har regeringen endelig strakt hånden frem, men der er intet, der kan komme i gang, før OK21 er på plads.  Lige nu er sygeplejerskerne i en meget god position i det her, og derfor er det ærgerligt, hvis vi nu signalerer, at det er os fremfor alle andre.

Medlemmerne kan stemme indtil søndag klokken 20. Resultatet offentliggøres dagen efter, og uanset, om det bliver et ja eller nej, kan Anni Pilgaard stå inde for, at hun har kæmpet til det sidste.

- Når jeg engang ikke er aktiv mere og nye generationer spørger mig: "Hvad er det for et arbejdsmarked, I overlod til os?" Og "hvordan kan I være det bekendt?", kan jeg med oprejst pande sige, at vi har kæmpet røven ud af bukserne og gjort alt, hvad vi kunne.