Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Undervisning i en skoleklasse.; Teaching in a public school. The pupils are putting up their hands.;

Diagnoser hører ikke hjemme i folkeskolen

Den godt 10 år gamle inklusionsreform, der skulle flytte specialbørn til folkeskolen, er langt fra en succes, viser stor ny undersøgelse hvor kommunerne får på puklen.
Tanken er smuk og nærmest i Grundtvigsk ånd. Der skal være plads til alle, og alle har noget at bidrage med. "Frihed til forskellighed" som den gamle landsfader udtrykte det engang i 1800-tallet. Inklusionsreformen fra 2012 kunne være en forlængelse af Grundtvigs tankegods ved at skabe plads til alle i samme skole uanset påhæftede psykiske diagnoser. I reformen var idéen at flytte elever fra dyre specialskolepladser til billigere pladser i folkeskolen, for herefter at bruge en god håndfuld af de frigjorte økonomiske ressourcer på såkaldte "kompetence-løft" til lærerne, så de blev klædt på til at håndtere specialbørnene i klasserne. Missionen har været udskældt mange gange, og nu sætter en stor undersøgelse fra Bedre Psykiatri skolerne og kommunerne i skammekrogen, fordi de ikke leverer den nødvendige støtte til specialeleverne, hvilket også går ud over de andre elever i klasserne. På den anden side af inklusions-historien går vi ombord i dansk landbrugs forhold til kvælstof, tysk vigtigt delstats-valg og digitale apps, som myndighederne spytter ud i ét væk. God fornøjelse!
Billede af Anne Kruse Brødsgaard
Billede af skribentens underskrift Anne Kruse Brødsgaard Journalist
Danmarks digitale knopskydning efterlader sig en hale af forvirrede borgere
Magnus Heunicke (S) var en glad sundhedsminster, da han foran Københavns Lufthavn fremviste endnu en offentlig app i sidste uge. Denne gang var det coronapasset. Nu er det gule sygesikringskort også gået online. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Staten spytter apps ud: Er mere digitalisering altid godt?

Tidligere i den her uge kom app'en, der kan gøre det ud for dit gule sygesikringskort. Sidste uge var det coronapas-app'en, der fyldte i overskrifterne.

Det seneste år er der kommet rigtig mange offentlige apps og tjenester ud. Til glæde for mange, men ikke alle. Det påpeger Ældresagen, der ofte bliver kontaktet af ældre mennesker, der har svært ved at navigere i den digitale stat.

Og det er ikke kun ældre, der føler sig ladt tilbage. Ifølge Hanne Marie Motzfeldt, der er jurist og lektor ved Center for Informations- og Innovationsret på Københavns Universitet, er de mange offentlige digitaliseringsløsninger ofte fejlfyldte og svære at finde ud af. Det går ud over tilgængeligheden og tilliden, påpeger hun.

Hør mere om de mange nye apps fra det offentlige i podcasten Adapter i denne uge. Podcasten kan du finde der, hvor du normalt finder dine podcasts eller på www.avisendanmark.dk/podcastenadapter.

Intet sted i verden er det offentlige mere digitalt end i Danmark. Det åbner nye muligheder og kan gøre det hele mere effektivt. Men det rummer også udfordringer. Især for ældre, handikappede og folk, der ikke gider halse ned i butikken efter de nyeste smartphone-modeller.

Digitalisering: I denne uge kom app’en, der kan gøre det ud for dit gule sygesikringskort. Sundhedskortet hedder den.

I sidste uge fik vi den længe ventede Coronapas-app.

Styrelser og ministerier spytter apps og andre digitale tjenester ud. Særligt hurtigt er det gået siden corona tvang alverdens aktivitet til at blive digitalt. Så med en smartphone i hånden er man efterhånden klædt på til næsten enhver kontakt med det offentlige Danmark.

Men det er ikke alle, der finder det lige indbydende at skulle navigere rundt i de mange digitale muligheder, fortæller Louise Scheel, der er seniorkonsulent ved Ældresagen.

- Vi får hver uge henvendelser fra ældre, der mener, at det digitale liv er svært at navigere i. Ofte skriver vores medlemmer, at de godt kan finde ud af visse tjenester og IT generelt, men at det samlede billede er uoverskueligt for dem.


Vi sidder som udviklere, Djøf’ere og endda forskere med nye telefoner og en IT-afdeling i ryggen, og så glemmer man, at det altså langt fra er alle, der står i vores favorable situation.

Hanne Marie Motzfeldt, KU


Det er ikke kun ældre, der kan have svært ved at overskue og tilgå de offentlige apps og digitale tjenester. Det vurderer Hanne Marie Motzfeldt, der er jurist og lektor ved Center for Informations- og Innovationsret på Københavns Universitet.

- Jeg ser rigtig mange løsninger, der ikke lever op til tilgængelighedskravene, ikke er brugervenlige eller simpelthen er fejlfyldte. Så vi bruger mange penge på løsninger, der ikke er gode nok, påpeger hun.

’Gratis’ app kostede 35 millioner

Helt konkret peger Hanne Marie Motzfeldt på, at flere af de nyudviklede og dyre apps ofte er spækket med fejl eller simpelthen ikke virker.

Som eksempel trækker hun Smitte|Stop frem. Det er en app, der udkom sidste sommer med intention om at tracke, hvem ejeren af en telefon er i nærheden af. På den måde skal app’en give besked, hvis vi har været i nærheden af en person, der senere viser sig at have haft corona.

Hvad er en app?

App en forkortelse for applikation eller mobilapplikation. Det er software, som er specielt designet og udviklet til et konkret formål på smartphone.

Apps distribueres ofte gennem appstores, som typisk drives af ejerne af styresystemerne på telefonen. Nogle af de mest kendte appstores er Apples App Store og Google Play. Apps kan dog også downloades fra websider.

App’en er blevet downloadet over 2,3 millioner gange, og godt 1000 tilfælde af corona er blevet fundet via den. Den skulle egentlig have været gratis for den danske stat, men Netcompany, som producerede den, endte med at sende en regning på 35 millioner kroner.

Et hurtigt regnestykke afslører, at alene udviklingen af Smitte|Stop har kostet omkring 3.400 kroner per tilfælde af corona, som er blevet fundet ved hjælp af den. Men ifølge Hanne Marie Motzfeldt er økonomien ikke det største problem ved Smitte|Stop.

- Den virker jo ikke ordentligt! Jeg var isoleret i et sommerhus i fire dage, helt alene, og så fik jeg besked om, at jeg i det tidsrum havde været i nærheden af en coronasmittet. Det giver jo ikke mening, og så mister man tilliden til løsningen, siger Hanne Marie Motzfeldt og henviser til lignende historier, der gennem det seneste år har været i medierne.

Lavet til Djøf’ere, af Djøf’ere

En af Smitte|Stops mere principielle svagheder er, ifølge Hanne Marie Motzfeldt, at den i lang tid kun virkede på de nyeste smartphone-modeller.

Generelt er det sådan, at mange af de nye, offentlige apps ikke kan fungere med ældre eller alternative styresystemer. Det bekræfter Martin Jensen Buch, der er politisk chefkonsulent i brancheorganisationen IT Branchen, der repræsenterer mange af de virksomheder, der udvikler apps og digitale løsninger for det offentlige.


Det store problem med alle de her apps fra det offentlige er, at man har glemt at spørge "hvorfor". Der bliver brugt millioner på at lave løsninger på problemer, der ikke findes.

Anders Kjærulff, tech-kritiker


- Den nye sygesikringsapp vil også kræve en nyere telefon. Men hvis de skal virke på alle telefoner, bliver de uforholdsmæssige dyre og komplicerede at udvikle og vedligeholde. Så det er med at lægge snittet der, hvor det virker for så mange borgere som muligt, uden at opgaven vokser helt ud af hænderne på udviklerne, forklarer han.

Den køber Hanne Marie Motzfeldt ikke.

- Vi sidder som udviklere, Djøf’ere [folk, der er medlem i den faglige organisation Djøf, typisk akademikere indenfor jura, samfund og økonomi, red.] og endda forskere med nye telefoner og en IT-afdeling i ryggen, og så glemmer man, at det altså langt fra er alle, der står i vores favorable situation, siger hun og fortsætter.

- Det gør virkelig noget ved vores samfund, når offentlige apps ikke virker på telefoner, der er et eller få år gamle. For ældre, SOSU’er og servicemedarbejdere har langt fra altid mulighed og lyst til at halse ned i butikken efter den nyeste smartphone. Så der er en social slagside, så det basker.

Hvorfor skal ALT digitaliseres?

Men problemerne stikker dybere end blot tilgængelighed. Det påpeger Anders Kjærulff. Han var vært på programmet Aflyttet på Radio 24syv og en af folkene bag den private forening, Analogistyrelsen, der har til hensigt at stille sig kritisk overfor digitalisering.

- Det store problem med alle de her apps fra det offentlige er, at man har glemt at spørge "hvorfor". Der bliver brugt millioner på at lave løsninger på problemer, der ikke findes, siger han i podcasten Adapter, der i denne uge dykker ned i alle de apps, som det offentlige har spyttet ud det seneste år.

Han mener, at man ikke skal digitalisere for digitaliseringens skyld. Der skal være mere bag. Og staten har desuden pligt til altid at tilbyde en analog mulighed: Man skal ikke være tvunget til at bruge statens digitale tilbud.

Men kan man også spørge, hvorfor ikke gøre det – verden bliver mere digital, ville det ikke være mærkeligt, hvis et digitalt samfund som det danske ikke gav dets borgere mulighed for at have kørekortet og alt det andet på smartphonen?

- Når noget bliver digitalt, så er der altid en risiko for identitetstyveri, datalæk og den slags. Så hvorfor lave et digitalt sundhedskort eller kørekort, når vi allerede har en analog løsning, der virker og er mere sikker? svarer Anders Kjærulff.

Det er et supplement

I Danmark er det Digitaliseringsstyrelsen, der leder arbejdet med at digitalisere det offentlige. Her har vicedirektør Adam Lebech haft det overordnede ansvar for udviklingen af apps som Smitte|Stop, kørekort, Coronapas og Sundhedskort.


jeg mener, at det er hensigtsmæssigt, at det offentlige tilbyder gode, sikre og tidssvarende digitale løsninger i et samfund, der er så digitaliseret, som det danske.

Adam Lebech, Digitaliseringsstyrelsen


Han anerkender, at visse apps ikke kan bruges på alle smartphones. Men det er der en naturlig forklaring på, påpeger han.

- Der kan være sikkerhedshensyn, der gør, at de her apps simpelthen ikke kan køre på ældre telefoner. Sikkerhed er altid førsteprioritet for os. Og i nogle tilfælde kan der også være teknologiske krav, der kun kan mødes på nyere modeller.

Derudover fortæller vicedirektøren, at Digitaliseringsstyrelsen har haft stort fokus på tilgængelighed, særligt i forhold til mennesker med handicap eller funktionsnedsættelser, der også skal kunne bruge de digitale løsninger.

- Og så laver vi de her apps som supplement, som i øvrigt opleves som en stor hjælp af mange danskere. Der er altid analoge alternativer, det gælder for alle disse apps. Men jeg mener, at det er hensigtsmæssigt, at det offentlige tilbyder gode, sikre og tidssvarende digitale løsninger i et samfund, der er så digitaliseret, som det danske, siger Adam Lebech.

Mangel på en stabil bro mellem de psykisk syge og det system som skal hjælpe dem.
Kommunernes hjælp og støtte til mennesker med psykiatrisk sygdom er mangelfuld, og det viser sig allerede i skoletiden, viser ny undersøgelse. Arkivfoto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Ny undersøgelse sætter skolerne og kommunerne i skammekrogen

Der uddeles dumpekarakterer til landets kommuner. Det sker i en stor spørgeundersøgelse, hvor psykiatriske patienter, deres pårørende og fagpersonale giver udtryk for stærk utilfredshed med den hjælp og støtte, der - ud over den lægelige behandling - er brug for i hverdagen.

Ikke mindst i folkeskolesammenhæng mærkes problemerne. Lærere og pædagoger mangler ofte specialviden for at kunne tackle problemerne. Det går både ud over børn med psykisk sygdom og de andre børn i klasserne.

Rikke Hansen, der er inklusionslærer, mener, at børn med diagnoser slet ikke hører hjemme i folkeskolen. - Det er ikke forsvarligt overfor det barn, der har en diagnose, det er ikke forsvarligt over for dets forældre, og det er ikke forsvarligt overfor de andre børn, siger hun.

Det synspunkt deler formanden for Bedre Psykiatri Mads Engholm, som er foreningen bag undersøgelsen, hvor knap 5000 relevante personer har deltaget.

Kommunerne magter ikke opgaven med at hjælpe de borgere, der døjer med psykiatrisk sygdom. Det fremgår af ny, stor undersøgelse. Problemet tager fat allerede i skoletiden, hvor både de syge elever og de andre betaler prisen.

Psykiatri: Elendighed og jammerdal. Det er dommen over danske kommuners evner til at hjælpe mennesker med psykiatrisk sygdom. Den afsiges af patienterne selv, deres pårørende og fagpersonale i ny undersøgelse. Den har 4.721 af dem deltaget i.

Hermed sigtes ikke til den lægelige behandling, som ikke er et kommunalt anliggende, men til alle de former for hjælp, støtte og vejledning, der er brug for i hverdagen for mennesker med psykiske problemer.

Af undersøgelsen fremgår, at det går galt helt fra barns ben i folkeskolen. Den formår ikke at levere den nødvendige støtte til de pågældende elever, hvilket også går ud over de andre elever i klasserne.

Gitte Lau har det helt inde på livet hver eneste dag. Hun er mor til en 11-årig dreng med diagnosen infantil autisme.

- Han kender ikke sociale spilleregler, som andre børn gør, så der er tit opstået konflikter i skolen. Det har været forfærdeligt for ham, og det har det også været for de andre børn, siger Gitte Lau, der bor sammen med sin mand og sønnen i Brådebæk i Rudersdal Kommune.

Det kunne have været hvor som helst. Problemet er generelt, lyder det fra landsforeningen Bedre Psykiatri, der står bag undersøgelsen.

Infantil autisme betyder, at Gitte Laus søn har svært ved at have social kontakt, samvær og interessefællesskab med andre, han har dårlig sprogudvikling og kommunikationsevne, og han bliver let bange. Han reagerer ofte med raseri og sammenbrudslignende anfald.

Han var halvvejs i folkeskolens 5. klasse, da han blev flyttet over i en specialklasse i januar i år.

Massive tal

Ifølge undersøgelsen er Gitte Lau og hendes mand langt fra de eneste forældre med store frustrationer, og deres søn er langt fra det eneste barn, der hægtes af allerede i skoletiden. Den er kun begyndelsen.


Det er massive tal, der er tale om. Nogle gør det lidt bedre end andre, nogle kommuner har bedre råd til at gøre noget end andre, men det er marginale udsving.

Mads Engholm, landsformand for Bedre Psykiatri


Derefter fortsætter den kommunale indsats med ikke at slå til på stort set alle tænkelige områder, når det gælder om at yde hjælp til psykiatriske patienter og deres pårørende.

Af undersøgelsen fremgår, at kun 21 procent er tilfredse med den kommunale indsats, 71 procent mener, at den kommunale hjælp enten er dårlig eller meget dårlig.

Der er plads til forbedringer på stort set alle områder, men på især tre områder efterspørges en markant bedre kommunal indsats: Støtte i skolen til børn og unge, akuthjælp til voksne syge og vejledning til de pårørende.

- Det er massive tal, der er tale om. Nogle gør det lidt bedre end andre, nogle kommuner har bedre råd til at gøre noget end andre, men det er marginale udsving. Der er tale om en generel problemstilling, siger Mads Engholm, landsformand for Bedre Psykiatri.

Mangler specialviden

Når undersøgelsen viser, at særlig skolestøtte er en af de største mangelvarer, handler det primært om, at lærere og pædagoger ikke har den specialviden om psykiatrisk sygdom, som er nødvendig.

- Nogle gange står man med så specifikke vanskeligheder, at den viden og de rammer, der er til rådighed i folkeskolen, ikke er nok, siger Gitte Lau.

Hendes dreng har gået i en klasse med 24 elever, hvilket i sig selv er kaotisk for en autistisk dreng, der har svært ved at kommunikere og omgås andre på andre præmisser end sine egne. Han har været tildelt en støttelærer én time om ugen. I følge Gitte Lau det samme som ingenting.

Hvis han og andre elever skal kunne være sammen i en normalklasse, er det nødvendigt, at han hele tiden har en voksen at støtte sig til og til at "oversætte", hvad der sker, og hvad der bliver sagt.

- Det er i dag helt tydeligt, at han skulle have været i en specialklasse fra begyndelsen, for det har ikke været muligt at opfylde de behov, han har på grund af sin diagnose. Det har noget med økonomi at gøre, siger Gitte Lau.

- Diagnoser hører ikke til i folkeskolen

Rikke Hansen er lærer i Odense med flere års erfaring som vejleder i inklusionsundervisning. Hun genkender de problemstillinger, som fremgår af undersøgelsen fra Bedre Psykiatri.

Hun kender intet til Gitte Lau og hendes søn, men hun kan sagtens sætte sig ind i, hvor besværligt og ulykkeligt det er for forældre, der ser sit barn mistrives.

- Det er forfærdeligt for både børn og forældre i den slags tilfælde. Der er mange ting, vi kan favne folkeskolen, men der er også mange ting, der ikke kan lade sig gøre. Folkeskolen kan ikke give to-lærerstøtte hele tiden, selv om dét er det nødvendige, for det er økonomien ikke til. Og vi får som lærere ikke hele tiden kurser i forskellige specialopgaver: Nu skal du være sammen med en autist, så gør du sådan.

- Det er heller ikke min kerneopgave. En lærer er en fagperson indenfor biologi og dansk og matematik, og hvad der ellers skal undervises i, siger Rikke Andersen.

Når der kommer diagnoser på børnene, er det efter hendes mening slet ikke noget for folkeskolen.

- Det er ikke forsvarligt overfor det barn, der har en diagnose, det er ikke forsvarligt over for dets forældre, og det er ikke forsvarligt over for de andre børn. Der går meget fra dem, og undervisningen lider under det, når man som lærer skal bruge kræfter og energi på noget, man ikke har  fornøden faglig indsigt i, siger Rikke Andersen.

Brug for mere viden

Bedre Psykiatri har nogle konkrete forslag til forbedringer.

- Det vigtigt, at flere lærere og pædagoger uddannes til at se børns og unges udfordringer, for eksempel psykisk sygdom, opdager dem og følger op på det, så de ikke falder ud af skole- og uddannelsessystemet. Der skal også i langt højere grad tilbydes undervisning i specialklasser. Jeg er enig i, at i mange tilfælde hører børn med psykiatriske diagnoser slet ikke hjemme i en folkeskole, siger Mads Engholm.

Han ser også gerne, at kommunernes PPR - Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - udøver mere handling end rådgivning:

- I dag er der tale om ren rådgivning om, hvordan skoler kan håndtere psykisk sygdom, hvis skolerne selv henvender sig. Vi mener, der er behov for et stærkere PPR, der kan tilbyde behandling og sætte det i gang.

Kostbar ønskeliste

Bedre Psykiatri har også andre ønsker højt på listen.

Helt i top befinder ønskerne om decideret pårørendevejledning og en slags kommunal hotline til både patienter og pårørende, når det hele ramler, og der er behov for akut hjælp.


Når lokummet brænder, aner man ikke sine levende råd.

Mads Engholm, landsformand for Bedre Psykiatri


- Vi hører det gang på gang: Når lokummet brænder, aner man ikke sine levende råd. Der er brug for ét sted, man kan henvende sig, hvor der sidder nogen med forstand på psykiatri. Nogle, som kan rådgive, vejlede og hjælpe videre til den rigtige hjælp med det samme, ikke bare give en henvisning til udredning med et års ventetid, siger Mads Engholm.

Ønskerne kræver en solid bunke penge for at gennemføre en ny rammeaftale mellem staten og kommunerne.

- Det appellerer vi til, lige som vi appellerer til, at det får en markant plads, når der snart skal forhandles om  den næste tiårsplan for psykiatrien, siger Mads Engholm.

Lanceringen af undersøgelsen netop nu er ikke tilfældig. Torsdag og fredag afvikler Kommunernes Landsforening et social- og sundhedspolitisk forum, hvor bl.a. psykiatriske problemstillinger er på dagsordenen.

- Og så er der jo kommunalvalg om kort tid, siger Mads Engholm.

Dét synes ikke helt ligegyldigt, viser undersøgelsen. Her er deltagerne blevet spurgt, om de er mere tilbøjelige til at stemme på politikere med ekstra fokus på psykisk sygdom og pårørende. 96 procent svarede ja.

Undersøgelsen

4721 personer har deltaget i en undersøgelse om kommunernes hjælp til borgere med psykiatriske diagnoser. Patienter, pårørende og fagpersonale har deltaget i undersøgelsen, som foreningen Bedre Psykiatri står bag.

71 procent vurderer den kommunale hjælp til de psykisk syge borgere som dårlig eller meget dårlig. 21 procent mener, den er god.

Med tilsvarende procenttal vurderes den kommunale indsats over for de pårørende.

Nogle af de områder, hvor der mest efterlyses en kommunal indsats er akuthjælp til voksne, støtte i skolen og vejledning af pårørende.

Lægelig behandling af psykiatrisk sygdom er ikke en kommunal opgave. De kommunale opgaver i forbindelse med psykiatrisk sygdom, ligger inden for for eksempel: Støtte i hjemmet, bosted, misbrugsbehandling, akuthjælp, uddannelse og beskæftigelse, familievejledning, pårørendevejledning, psykologhjælp, aflastning, skolegang og specialundervisning, sociale væresteder.

Delstatsvalg i Tyskland søndag kan sætte et billede på hvem Merkels afløser bliver i ved valget i efteråret.
Reiner Haseloff har folket bag sig som ministerpræsident i Sachsen-Anhalt og ventes at fortsætte med at regere efter valget søndag. Men hvem skal han regere sammen med? Foto: Jens Schlüter/Rtzau Scanpix

Spannung ist angesagt: Det lille delstatsvalg har stor betydning i det tyske supervalgår

Tysk valgdrama med flere ubekendte Kan 2,2 millioner bestemme, hvem alle 83 millioner tyskere skal have som forbundskansler, når Angela Merkel går af efter valget i efteråret? Selvfølgelig kan de ikke det. Men vælgerne i Sachsen-Anhalt kan ved delstatsvalget søndag fyre afgørende strømpile af.

Får de konservative fremgang, styrkes Armin Laschet som kandidat. Får De Grønne et gennembrud i øst, ser det lyst ud for Annalena Baerbock. Og får socialdemokraterne vendt nedturen, kan Olaf Scholz måske alligevel komme ind i billedet som Merkels aftager.

Alle blikke hos politisk bevidste tyskere er i aften vendt mod den lille midttyske delstat, som vi danskere mest kender fra ferien i Harzen. Og fra medierne for et meget omtalt terrorangreb mod en jødisk synagoge i Halle i 2019.

Når resultaterne tikker ind i delstatshovedstaden Magdeburg søndag aften, vil toppolitikerne vride deres hjerner for at fortælle det mest positive.

Dark horse er det højre populistiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Et parti, der står til at blive næststørst i Sachsen-Anhalt. Men som ingen af de andre partier vil lege med.

Det er sjældent, den tyske delstat Sachsen-Anhalt trækker de helt store overskrifter, og når det endelig sker, er det oftest med negative fortegn: En terroraktion i Halle i oktober 2019 mod en jødisk synagoge, hvor to blev dræbt, og tre år før et opsigtsvækkende valgresultat, da det højre populistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) fik hele 24,3 procent af stemmerne og blev det næststørste parti i delstatsparlamentet efter det konservative CDU.

De nationale tyske medier forsømmer heller ikke nogen lejlighed til at minde de 2,2 millioner indbyggere i delstaten om, at de trods et forholdsvis lavt antal af indbyggere af udenlandsk herkomst, er de mest fremmedfjendtlige i Europas folkerigeste land.

Så vidt, så skidt. Glemt er desværre de skønne turistmål i Sachsen-Anhalt – dele af Harzen med bindingsværksbyen Quedlinburg, Bloksbjerg - på tysk Brocken - og Wernigerode, Bauhaus-byen Dessau og monumentale religiøse valfartsbyer som Eisleben og Wittenberg - hele fire UNESCO verdensarvsbyer, der rager op i et område, der lever af landbrug og turisme.

Fokus rettes søndag igen på den midttyske delstat, der står for tur i supervalgåret. Her skal den sort-røde-grønne regering – den såkaldte Kenya-koalition opkaldt efter den afrikanske stats flag - til eksamen. Den blev dannet for at holde AfD fra magten, og det er lykkedes med den driftssikre og populære ministerpræsident Reiner Haseloff fra CDU i spidsen.

Han er en mand, der nok skal kæmpe imod de fordomme, der hersker om østtyskere og deres indstilling til tilværelsen, og spørger man alle vælgerne, hvem de ønsker som ministerpræsident, svarer hele 60 procent, at de vil have ham. Og det vil næsten halvdelen af de vælgere, der stemte på det dæmoniserede AfD, såmænd også.

Så Reiner Haseloff ligner et genvalg, selv om der bliver rykket noget rundt på mandaterne i parlamentet i hovedstaden Magdeburg, hvor antallet af sæder på grund af færre valgkredse reduceres fra 87 til 83. Tillægsmandater kan dog komme til.

Det er det sidste delstatsvalg inden forbundsdagsvalget i september, og derfor kigger resten af landet ekstra opmærksomt på resultatet af valget i Sachsen-Anhalt.

Kan CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet styrkes af Haseloffs popularitet? Kan De Grønne fortsætte fremgangen? Får det tredje regeringsparti SPD også her en over snuden? Og har AfD tabt pusten efter fem år ude i kulden? Og kunne en fremgang til Kenya-koalitionen give grobund for et lignende på forbundsplan? Eller måske en helt anden koalition, hvis vælgerne ønsker et flag i andre farver.

Mange spørgsmål, som altså kun delvist besvares, når resultaterne tikker ind på skærmene søndag aften. Meningsmålingerne spår generelt en lille fremgang til CDU og Haseloff fra 29 til 30 procent, AfD, der absolut ingen indflydelse har eller får, vil trods interne problemer stadig være næststørste parti med en tilbagegang til 23 procent.

Die Linke, der fortsat er stærk i øst, står ifølge meningsmålingerne til 11 procent, et tab på 5,5 procent, SPD får næsten uændret omkring 10 procent, De Grønne, der generelt har det svært i øst, springer fra fire til ni procent, så Kenya-koalitionen ville i så fald kunne fortsætte, mens FDP, der på landsplan er en joker i en mulig ny regeringsdannelse, ifølge en meningsmåling fra denne uge kommer ind i landdagen med otte mandater. Det åbner mulighed for en såkaldt Tysklands-regering – gul, sort og rød med CDU og SPD som de øvrige partier.


De nationale tyske medier forsømmer heller ikke nogen lejlighed til at minde de 2,2 millioner indbyggere i delstaten om, at de trods et forholdsvis lavt antal af indbyggere af udenlandsk herkomst, er de mest fremmedfjendtlige i Europas folkerigeste land.


Der er i  Sachsen-Anhal  markant uenighed mellem CDU og De Grønne på det vigtige landbrugsområde, hvor der stadig findes mange vælgere.

De Grønne ønsker mere økologi, mens CDU hellere vil støtte det konventionelle landbrug og advarer mod, at det ikke går alt for stærkt med den grønne bølge. Den uenighed kan betyde, at CDU går andre end grønne græsgange.

Spannung ist angesagt, som det så smukt hedder på tysk, når der varmes op til et forventet drama, som det vi søndag vil opleve på den politiske front i Sachsen-Anhalt.

Carsten B. Grubach

Carsten B. Grubach er en alsidigt orienteret journalist i Jysk Fynske Medier og erfaren tysklandskender og -iagttager efter hundredvis af ophold og rejser i landet med base i bl.a. Hamborg og Berlin.

Er Danmark i gang med et opgør med sin status som landbrugsland?
Piller man ved landmænds gødning, som er rig på det kvælstof, der ryger i vores vandmiljø, så piller man også ved, om erhvervet fortsat skal have lov til at dyrke sine marker. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Analyse: Ugen hvor landbruget fik klimaboomerang i masken

Hvad vil regeringen med dansk landbrug? Det spørgsmål kan man stille sig selv, når udspillet om erhvervets fremtid slår sig op på udvikling, mens magthaverne også mener, at bønder skal fjerne mere kvælstof fra deres marker.

I sidste uge kunne landmænd så puste lidt ud, i hvert fald kommer et nyt, stort forureningstal for kvælstofudledningen ikke med til forhandlingsbordet i denne omgang. Det bunder i, at tallet er for nyt til, at erhvervet endnu kan reguleres efter det. Og derudover maner både ministerierne og kvælstofeksperter til ro.

Stigningen er et udtryk for klimakrisen, der har spillet landbruget et puds. Det betyder dog ikke, at mængden af kvælstof, som ryger ud i vores vand, er på vej retur. Landmænd må derfor nok hellere tage endnu en dyb indånding.

Hvert år ryger alt for mange ton forurenende stoffer i vores vandmiljø. Og straks rettes øjnene stift mod vores landbrugsbedrifter.

For eksperter på Aarhus Universitet opgør, at landmænds brug af især kvælstof i gødning er skyld i, at vores vandmiljø har det skidt.

Denne uge kom så et choktal på 67.000 ton som seneste estimat for, hvor meget kvælstof der fosser ud i de danske kystvande. En mængde, som er 20 procent højere end det forrige års opgørelse, og som må siges at lande ubelejligt for landbruget. Bøndernes kvælstof er nemlig et af hovedtemaerne i de aktuelle forhandlinger om deres grønne fremtid.

Røde partier og naturorganisationer tordnede derfor også frem og råbte; "svindel og humbug", da regeringen afviste at tage det nye tal med til forhandlingsbordet. Kritikerne mener, at landbruget slipper for billigt i miljøkampen, hvis tallet udelades. Men estimatet er endnu for nyt til at regulere erhvervet efter, siger magthaverne.

Det kan immervæk også lyde tudetosset at lukke øjnene for så voldsom forurening. Idet det ser ud som om, at landbruget har holdt kæmpe gødningsfest på markene.

Desværre er det, som med meget andet her i livet, at alting har nuancer. Selv ekstremerne har en årsag.

Og det var også på den konto, at tallet blev mødt af en noget roligere stemning hos både Miljøministeriet og eksperterne fra universitet. Stigningen skyldtes vildt vejr, lød det.

Forureningen er simpelthen et resultat af den ubændige tørke i 2018, som danskerne nok husker som en dejlig, lang sommer, men som for landbruget betød, at planterne på marken - næsten som små børn - nægtede at spise det kvælstof op, de fik tildelt. Oveni kom enorme regnmængder så året efter og satte turbo på den levnede næring, og stofferne kunne strømme lige lukt ud i havet.

Men der er som bekendt ingen røg uden ild. Nok er de 67.000 ton kvælstof ikke retvisende for den generelle miljøtilstand i vores vand. Det er bare ikke det samme som, at udledningen er på vej retur. Nærmere har den stabiliseret sig, viser Aarhus Universitets beregninger. 

I regeringens landbrugsudspil skal erhvervet også fortsat betale prisen for vandforureningen. Ligesom bedrifterne stadig spiller en hovedrolle i regeringens klimaambitioner. Så muligvis forskånes bønderne i denne runde, men de slipper næppe nådigt i det samlede kvælstofkapløb.

Landbruget har dog ikke sovet i timen. I længere tid har man lobbyeret for, at andre end Aarhus Universitet skal stå for at bedømme forureningen i håbet om, at der bliver kigget med mildere øjne på gårdenes udslip.

De seneste uger har Landbrug & Fødevarer således både spillet ud med en egen analyse og en rapport lavet af udenlandske eksperter, som begge plæderer for, at forureningen skyldes meget andet end dyrkede marker.

Landbrugsjournalist Ditte Birkebæk Jensen. Foto: Kristian Appelon

Imidlertid står Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet fast på, at landbruget har problemet.

Til syvende og sidst må tiden altså vise, om statsminister Mette Frederiksens (S) betoning af, at Danmark varigt skal være et landbrugsland holder stik. Og om regeringen får ret i, at landbrugsudspillet er et udtryk for udvikling og ikke afvikling.

For hele kvælstofspørgsmålet handler om mere end forurening. Det er sådan set omdrejningspunkt for, om landmænd fortsat kan dyrke næsten to tredjedele af vores areal. Det betyder, at piller man ved kvælstofferne, så må man også gøre op med, om vi stadig skal lave foder til 30 millioner grise og danne fortrop på blandt andet bacon og leverpostej. Spillet om landbrugets fremtid er langt fra slut.


Piller man ved kvælstofferne, så må man også gøre op med, om vi stadig skal lave foder til 30 millioner grise.