Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Kim Ruberg, formand for foreningen Bedre Balance. Foto: Morten Pape

Kreditklemmen på landet skal løsnes

Boligmarkedet i Danmark har to sider: Mange steder buldrer boligpriserne i vejret, men ude i landdistrikterne er den udvikling stadig et fata morgana. Her står priserne stille eller falder. Det betyder, at realkreditten er forsigtige. Regeringen mener, at långiverne har nej-hatten på i for mange tilfælde, og tilbyder nu at garantere for noget af lånet.
Det lyder lidt ligesom det gode gamle statsgaranterede studielån. Vi låner pengene i den traditionelle finansielle sektor, men staten har fjernet risikoens tyngende byrde fra långivers skuldre ved at garantere for lånet. Altså: Kan man ikke betale, træder staten til. Den model er nu støvet af på markedet for boligfinansiering. I 89 ud af Danmarks 321 postnumre er boligpriserne så lave og omsætningen så langsom, at realkreditinstitutters lånerådgivere åbenbart får nervøse trækninger ved tanken om at låne penge ud til boliger i de områder. Det er svært at blive helt klog på, hvor stort problemet egentlig er. Men regeringen foreslår, at staten garanterer for de yderste og farligste 20 procent af realkreditlån ydet i de 89 postnumre. Så skulle alt være godt, men som Balance Danmarks formand Kim Ruberg siger til Avisen Danmark, så handler genopretningen af Danmark mere om at skabe aktivitet ude i landdistrikterne. Her er statsstøttede realkreditlån kun en dråbe i havet. I dag kan du også blive klogere på, hvorfor landmændene vånder sig over regeringens forslag til at bekæmpe kvælstof i vandmiljøet og i den lettere afdeling er der godt nyt til både fodbold-og biograf-entusiaster. Vi har slet ikke nået at komme i stemning, men allerede i dag – 25. maj – udtages fodboldlandsholdet til EM, og det bliver et hold, der har vinderchancer, spår en sportsjournalist, der er aktuel med ny bog om landsholdet. Og så er femte bind i Jussi Adler-Olsens populære krimiserie om Afdeling Q og kriminalkommissær Carl Mørck klar som film lige om lidt – 27. maj. De fire foregående har været gigantiske biografsuccesser, så mon ikke Marco-effekten også får fine seertal.
Billede af Anette Hyllested
Billede af skribentens underskrift Anette Hyllested Kulturredaktør
70 procent af det overskydende kvælstof i vandmiljøet stammer fra landbruget, men landmændene vånder sig over regeringens forslag til reduktion. Få forklaringen her:
Martin Mogensen vil gerne bidrage til, at der ryger mindre kvælstof i vores vandmiljø. For cirka tre år siden anlagde han sammen med Aarhus Universitet en lille sø, der som mini-vådområde trækker 50 procent af kvælstoffet ud af det vand, der løber igennem fra de omkringliggende marker. Foto: Morten Pape

Bundet på hænder og fødder: Krav om mindre kvælstof tager pusten fra landmænd

Herhjemme går 60 procent af vores areal til landbrugets marker, der ofte udgør foder til grise og køer. Disse foderplanter kræver gødning, men gødning inderholder stoffer, som desværre i for stor stil ender i vores vandmiljø til skade for fiskeliv, biodiversitet og grundvand. Derfor er erhvervet i årevis blevet pålagt at mindske udledningen. Alligevel er vi håbløst langt fra at nå den vandkvalitet, som vi har forpligtet os til i EU, og forskere er blevet bedt om at undersøge, hvordan erhvervet kan opsamle mere kvælstof. Det er bare ikke de virkemidler, der opsamler mest, som regeringen har vægtet i et nyt landbrugsudspil. Det frustrerer landmænd, som har svært ved at se, hvordan de kan komme i mål med nuværende tiltag og samtidig overleve, som regeringen ellers mener, at erhvervet skal.

Landbruget skal betale prisen for et bedre vandmiljø. Det er eksperter enige om, og det fremgår af regeringens nye landbrugsudspil. Men landmand Martin Mogensen efterlyser flere veje til at mindske sin forurening, ellers skal han grave dybt for at overleve.

Landbrug og natur: Gule, bølgende rapsmarker rammer mit synsfelt.

Og ligesom blade på togskinner kan komme bag på DSB, mærker jeg en fornyet glæde over det klassisk tegn på, at sommeren er på vej.

Jeg er på landmandens hjemmebane, herregården Lillerup ved Sattrup nord for Horsens, hvor Martin Mogensen sammen med to andre ejere driver landbrugsvirksomheden Go-Gris.

Fordelt på syv ejendomme indenfor en radius af 10 kilometer produceres der 30.000 slagtesvin, mens knap 1000 hektar jord med planteavl primært sikrer foder til grisene.


Yderligere krav på marken, hvor jeg laver mit foder og mit overskud, vil binde os på hænder og fødder, og derfor er min personlige holdning, at regeringen må beslutte sig for, hvad de vil med dansk landbrug

Martin Mogensen, medejer af Go-Gris


Det er markerne, som han står for i virksomheden, det hele handler om i dag. For når landmanden skal lave godt foder til dyrene, så de vokser optimalt, bruger han gødning til planterne på markerne. Det er en central del af dansk landbrug, som fylder 60 procent af Danmarks areal.

I gødning er der kvælstof og fosfor, og selv om planter labber stofferne i sig, er de et knap så fedt bekendtskab, hvis de ender i vores vandmiljø. Det ødelægger den såkaldte gode økologiske tilstand til skade for dyreliv og biodiversitet, mens det betyder grumset og ildelugtende badevand i søer og så slider det på vores grundvand.

Vi er langt fra mål

Desværre er det landbrugets lod, når det dyrker så mange jorde, som det gør. Desuden har dræning af markerne givet stofferne fra gødningen en motorvej til vandmiljøet, mener forskere. Hvor meget der fosser ud i vores vandløb, søer og kystvand kommer dog an på geografisk placering.

- Samlet kommer 70 procent af det overskydende kvælstof i vandmiljøet fra landbruget. 10 procent kommer fra spildevand, mens de sidste 20 procent kommer fra såkaldte baggrundsbidrag som skov, hede og fra luften, siger Brian Kronvang, der er professor på Aarhus Universitet.

Det er Aarhus Universitet, der holder øje med mængden af kvælstof, som finder vej til vores vand. Det nyeste overvågningstal siger 55.000 ton kvælstof, og det er langt fra "god økologisk tilstand", som vi i EU's vandrammedirektiv har forpligtet os til at nå i 2027. For forskerne siger, vi så skal ned på 36.600 ton. Et tal, som landbruget i øvrigt er fagligt uenigt i.

I 40 år har Danmark haft såkaldte vandhandlingsplaner, som skal sikre os renere vand. Det har sat normer for, hvordan landmænd må gøre. Og det har haft effekt.

- Siden midt 80'erne og op til 2005 har dansk landbrug halveret deres udledning af kvælstof, fordi landmændene er blevet verdensmestre i at anvende kvælstoffet i deres husdyrgødning og især i gyllen, siger professor Brian Kronvang.

Vil standse udledning

Tilbage ved herregården Lillerup, er Martin Mogensen godt klar over, at han og resten af erhvervet udleder for meget kvælstof.

- Vi tager kvælstofprøver af alt vores gylle for at have en så præcis gødningstildeling som muligt. Vi skal og vil også gerne blive endnu bedre, for det koster os penge at bruge for meget kvælstof, så vi har absolut ingen gevinst ved, at det render ud i vandmiljøet, siger Martin Mogensen.

Kvælstof og landbruget

Landbrugets overskydende kvælstof fra gødning ender i vandmiljøet til skade for dyreliv, biodiversitet og grundvand. 70 procent af udledningen til vandmiljøet kommer fra landbruget, anslår Aarhus Universitet.

Danmark har i form af EU's vandrammedirektiv forpligtet sig til at nå en såkaldt god økologisk tilstand i 2027. Aarhus Universitet har vurderet, at det betyder 36.600 ton kvælstof årligt. Lige nu er niveauet 55.000 ton.

Regeringen vil i sit landbrugsudspil hente 6500 ton kvælstof via virkemidler på marken som eksempelvis efterafgrøder, energiafgrøder og lavere gødningskvoter. Det er yderligere 3000 ton end nu, mens 3900 ton skal findes via kollektive virkemidler såsom vådområder og skovrejsning.

Udover at føre kontrol med, at kvælstoffet fra gyllen går til planterne og ikke ryger videre ud i vandløb, har landbrugsvirksomheden anlagt en sø i samarbejde med Aarhus Universitet. Den kan som et vådområde trække 50 procent af kvælstoffet ud af det vand, der løber igennem fra de omkringliggende marker.

- Vi vil gerne bidrage så meget som muligt til det her, og derfor er vi også hoppet på alle virkemidler, når vi har haft mulighed for det, siger landmanden.

Øget regulering

Et andet initiativ er "efterafgrøder", som kan sås i eller efter høst af en hovedafgrøde såsom korn. Efterafgrøder kan optage og fastholde overskydende kvælstof fra de gødede marker, og er altså med til at bremse stoffernes videre færd og kan gemme næring til næste omgang planter.

Efterafgrøder blev især kendt, da Landbrugspakken i 2016 betød, at landbruget skulle opsamle mere kvælstof. Landmanden skal selv sørge for, at tiltag som efterafgrøder sættes i værk. I 2021 lyder kravet på 3500 ton kvælstof ad den vej, hvilket for Go-Gris fordrer til efterafgrøder på 30 procent af dens marker. Det er indtil videre lykkedes.

- Vi har haft meget mere vårsæd (kornsorter, der sås om foråret, red.) end nødvendigt, og alt det, har vi sået efterafgrøder i, og på den måde er vi kommet om ved det, siger Martin Mogensen.

Men for landmænd med meget vintersæd, altså kornsorter, som sås om efteråret, kan det være et puslespil at få markplanen til at give mening, når efterafgrøder også skal til.

Imidlertid vil regeringen i sit nye udspil hente yderligere 3000 ton kvælstof via tiltag på marken, som kan være efterafgrøder, braklægning eller brug af mindre gødning. For Go-Gris betyder det godt og vel dobbelt så mange efterafgrøder.

- Hvis regeringen holder fast i dens plan, så har vi behov for andre virkemidler, end dem de peger på nu, ellers går det ud over både min faglighed og min bundlinje, siger Martin Mogensen.

Det er meget forskelligt, hvordan landmænd skal bidrage til at fjerne overskydende kvælstof med blandt andet efterafgrøder. Sådan fordeler kravet sig på Danmarkskortet i 2021. Kilde: Landbrugsstyrelsen

Og landmanden står ikke alene. Forslaget har høstet voldsom kritik fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og de blå partier. De frygter for erhvervets overlevelse.

- Hvis man vil hente de 3000 ton fra dyrkningsfladen, som det ser ud nu, så presser det landbruget, og så er det lige meget, om det er via efterafgrøder, nedsatte kvoter eller andet. Derfor ønsker vi langt flere ton hentet i de kollektive virkemidler, siger Troels Toft, der er sektordirektør for planter hos Seges, der er Landbrug & Fødevarers videnscenter.

Farvel til 400.000 ha

Intet er dog fastlagt eller besluttet, før udspillet er forhandlet på plads. Dog forstår Brian Jacobsen frustrationen. Han er lektor i miljøøkonomi på Københavns Universitet og kigger på de økonomiske konsekvenser af udspillet.

- Det her er ikke let, men det er heller ikke umuligt. Nogle steder er der plads til at have flere efterafgrøder, men på Horsens-egnen (hos Martin Mogensen, red.), har man svin, lerjord og vintersæd, og det er kun logisk, at landmænd der, synes, det ser svært ud, siger han.

Lektoren kan endnu ikke sige, hvad det vil koste i kroner i ører, men at der vil være stor forskel på, hvordan det rammer fra landsdel til landsdel, understreger han.

Hvis man spørger Stiig Markager, der er professor på Aarhus Universitet, og som har været med til at beregne det danske måltal på 36.600 ton, må landbruget se alvoren i øjnene.

Martin Mogensen har i mange år fået efterafgrøder ind i markplanen, så han har opfyldt kravet i den nuværende regulering. Men hvis kravet fordobles går det ud over både bundlinje og faglighed, mener han. Foto: Morten Pape

- Landbruget må indse, at måltallet kræver en dramatisk omlægning af dansk landbrug, hvor vi skal stoppe med at dyrke 15 procent af arealet og udtage 400.000 hektar som minimum, siger han.

Stiig Markager påpeger i samme ombæring, at man glemmer den samfundsøkonomiske gevinst ved et bedre vandmiljø, da det vil øge indtjeningsmuligheden for blå turisme med fiskeri og bedre badevand.

Parkerede muligheder

Inden vi nedlægger dele af landbruget, medgiver Brian Kronvang fra Aarhus Universitet, at der bør hentes flere ton via kollektive virkemidler og ikke via tiltag som efterafgrøder.

Universitet har i forbindelse med kvælstofopgørelserne nemlig udarbejdet et bredt katalog over virkemidler, der kan mindske udledningen. Et katalog, ministeriet selv har bestilt.

- Efterafgrøder er et virkemiddel regeringen kender og ved, der virker her og nu. Men jeg er forundret over, at flere ton ikke er fordelt mere på de andre virkemidler, for de er langt mere effektive end efterafgrøder - og er heller ikke følsomme overfor vejret, siger han.

I landbrugsudspillet skal kollektive virkemidler "kun" hente 3900 ton kvælstof, altså 37 procent af de nuværende ton, regeringen har fremlagt skal fjernes.

- Det er noget med, at det tager lang tid at få nye virkemidler ind i vores IT-systemer, men når vi ved, de virker bedre, landmænd gerne vil bruge dem, og vi har arbejdet på at finde dem, så er jeg faktisk skuffet over, de bare bliver parkeret, siger Brian Kronvang.

Seges-direktør Troels Toft følger trop.

- Ministeriet og Landbrugsstyrelsen bør i højere grad bruge deres krudt på at få sagsbehandlingen og kontrollen af de kollektive virkemidler til at virke bedre end i dag. Landmænd står i kø for at etablere vådområder og skovrejsning, men de stoppes gang på gang af tekniske hindringer og bøvl med sagsbehandlingen, siger han.

Må sende et signal

Ligegyldigt hvad politikerne ender med at pege på, ser det skidt ud.

- Det er svært at se, hvordan vi når målet om 36.600 ton kvælstof i 2027, og det er det også for andre EU-lande. Det oplagte er at udsætte det, men hvis EU skal acceptere det, er vi nødt til at se  kollektive virkemidler, som tager tid at få på plads, understreger lektoren.

Tilbage står Martin Mogensen og kan ikke andet end at vente på sin skæbne.

- Altså vi må jo arbejde med det, vi har for nu, men yderligere krav på marken, hvor jeg laver mit foder og mit overskud, vil binde os på hænder og fødder, og derfor er min personlige holdning, at regeringen må beslutte sig for, hvad de vil med dansk landbrug, slutter han.

Avisen Danmark ville gerne have spurgt fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) om, hvordan han ser landbrug og kvælstofkrav gå hånd i hånd, men han har ikke haft mulighed for at give interview inden deadline.

Statsgaranti ved bolighandler løser ikke hele problemet. Det handler om at stoppe centraliseringen, mener organisationen Balance Danmark
- Regeringens forslag er et skridt på vejen, men det havde været meget bedre, hvis man havde løst det politisk ved at tillade en fornuftig udvikling af landdistrikterne og ikke ønskede at koncentrere al udvikling inde i byerne, siger Kim Ruberg, formand for organisationen Bedre Balance. Foto: Morten Pape

Statsgaranti på landlige hushandler er kun en lille dråbe

Det skal være nemmere at låne penge til at købe et hus på landet, mener regeringen, som er klar med statsgarantier. 
Hos Balance Danmark, som er en organisation, der arbejder  for vækst, velstand og lige vilkår i hele Danmark, kalder formand Kim Ruberg udspillet for et skridt i den rigtige retning, men siger samtidig, at det kun er en lille del af et meget mere omfattende centraliseringsproblem, som i sidste ende altid ender i Finansministeriets regneark. Og derinde kan de ikke andet end at sige stort er godt og småt er skidt, siger Kim Ruberg.

Regeringen vil gøre det nemmere at købe bolig på landet og vil derfor lade staten garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet. Mens Landdistrikternes Fællesråd jubler, er begejstringen mindre hos organisationen Balance Danmark, der kalder forslaget for en god, men lille dråbe.

Finansiering: Det kan være svært at få lov til at låne penge til at købe et hus i landdistrikterne. Regeringen har derfor lanceret en model, der skal gøre det nemmere for borgere i landdistrikterne at få et realkreditlån.

Modellen betyder, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet - det vil sige 20 procent af boligens værdi. Dermed løber realkreditinstitutionerne en langt mindre risiko og forventes på den baggrund af være mere villige til at låne penge ud.

Mens Landdistrikternes Fællesråd har udtrykt begejstring for forslaget, er organisationen Balance Danmark positiv, men mere forbeholden.  Organisationen er partipolitisk uafhængig og har som sit erklærede mål at arbejde for vækst, velstand og lige vilkår i hele Danmark. Medlemmerne er alt fra kommuner, virksomheder, organisationer og foreninger til privatpersoner.

Avisen Danmark har bedt Kim Ruberg, der er formand for Balance Danmark, forholde sig til regeringens udspil.

Har regeringen fat i et reelt problem?

- Der er tale om et meget reelt problem.  Og det er godt, at der bliver gjort noget ved det. Vi havde foretrukket, at der blev gjort mere, men det er den rigtige vej at gå og et skridt i den rigtige retning. Jeg havde dog hellere set et system, hvor  realkreditinstitutterne selv havde bidraget fremfor staten. Lidt i retning af Rejsegarantifonden. For eksempel har vi kigget på, om der ikke skulle betales en lille promilledel af hver hushandel ind til en fond til at dække tab.

Hvor mange mennesker bliver berørt?

- Vi har det ikke i procenter, men der er tale om tusinder og atter tusinder over hele landet. Vi har så let ved at finde konkrete eksempler.

Hvad mener ud med, at der kunne være gjort mere?

- Her i Midtjylland, hvor jeg bor ude på landet, havde vi en dygtig smedemester. Han ville udvide sin forretning, fordi han havde så stor succes, og fordi den skulle udvides over et vist niveau, så skulle han ind og ligge i et industriområde i Horsens, hvilket er rablende vanvid, for så skal alle landmændene herude køre deres maskiner ind til Horsens for at få dem repareret. Det er ét af ufatteligt mange eksempler på, hvordan vi har en planlovgivning i Danmark, der vrider landet skævt og favoriserer byerne og nedgør landdistrikterne.

- Når vi har lovgivning, som gør, at nogle dele af landet ikke må udvikle sig, hvad sker der så i de områder? Jamen så falder priserne. Hvis du ikke må have arbejdspladser der, så er der ikke så meget ved at bo der, og hvis du både lukker skoler, arbejdspladser, offentlig administration, hvad sker der så med boligpriserne osv. Så det her er et politisk skabt problem, som kan løses og bør løses politisk. Regeringens forslag er et skridt på vejen, men det havde været meget bedre, hvis man havde løst det politisk ved at tillade en fornuftig udvikling af landdistrikterne og ikke ønskede at koncentrere al udvikling inde i byerne.

Hvad foreslår I?

Som sagt er regeringens forslag et godt skridt den rigtige vej, men det skal følges op med, at man også lovgivningsmæssigt laver Planloven, så man ikke favoriserer nogle områder og lukker andre ned. Sådan at man ikke pr. definition altid centraliserer alt, så man fjerner undervisningsinstitutioner, statslige virksomheder, administration, sygehuse, politistationer osv. fra de lokale områder. Vi skal have fat fra grunden af.

Så regeringens forslag er kun en dråbe i havet?

Ja. Det er en god dråbe, men det er en lille del af et meget mere omfattende centraliseringsproblem, som i sidste ende altid ender i Finansministeriets regneark. Der kan de ikke andet end at sige, at stort er godt, og småt er skidt, og det er simpelthen ikke rigtigt. Enhver, der har drevet en virksomhed, ved, at en lille enhed er mere effektiv end en stor enhed.


Der kan de ikke andet end at sige stort er godt og småt er skidt, og det er simpelthen ikke rigtigt

Kim Ruberg, formand for Balance Danmark


- Jeg taler for at stoppe centraliseringen og støtte de dele af Danmark, hvor de reelle værdier skabes. Danmarks nettoeksport er på 250 milliarder i alt - det lever vi af i dette land - og omkring 200 af dem skabes udenfor de store byer.

Danmark kan vinde det kommende EM i fodbold, mener sportsjournalist, der har fulgt landsholdet i fem år. Det fortæller han om her.
Vild jubel, da landsholdet ordnede Irland i Dublin og kvalificerede sig til det EM, der er blevet skubbet fra 2020 til 2021. Om under tre uger går det løs i Parken mod Finland.

Nu begynder sommerens fodboldfeber

Fodboldgalskaben og glæden har ligget i dvale under en tung dyne af covid, tomme tribuner og restriktioner her op til EM, hvor Danmark ellers har hjemmebane i Parken. Men nu - tirsdag - bliver proppen knaldet af med et hug, når landstræner Kasper Hjulmand sætter navne på de 26 spillere, der skal forsvare de rødhvide farver.
Podcasten Gangbar går tæt på netop de spillere, der skal forsøge at gøre kunststykket fra 1992 efter: At snuppe Europamesterskabet i fodbold for næsen af alle de store nationer.
Det er ikke en umulig tanke, siger Kasper Steenbach i Gangbar og i Avisen Danmark.
Han har fulgt landsholdet tæt i fem år, og har netop udgivet bogen "Holdet" om en flok mænd, der har succes i deres klubber, og som arbejder meget seriøst for at blive bedre som hold og hver især.
De ansætter specialister, som skal styrke de svage side, de nørder de mindste tekniske detaljer igen og igen og igen, og en enkelt går alternative veje og henter energi fra jorden.

I dag bliver der sat navne på de 26 landsholdsspillere, der skal kæmpe for Danmark om europamesterskabet i fodbold. Og vi kan vinde det hele ligesom i 1992, siger Kasper Steenbach i podcasten Gangbar. Han har lige udgivet en bog, som går tæt på de danske spillere og holdet. Du kan høre Gangbar via appen Nyhedskiosken eller ved at gå ind på avisendanmark.dk/gangbar

Huttelihut! Det var i 1992, og det var kommentator Flemming Toft, der hjemmestrikkede et ord til en lejlighed, der ikke har fundet sted hverken før eller siden. Danmark blev europamestre i fodbold.

I dag udtager landstræner Hjulmand det landshold, der nu skal gøre forsøget. Om mindre end tre uger spiller Danmark den første kamp ved EM mod Finland, og det foregår oven i købet i Parken. Og det kan blive et ny fodbold-eventyr, der gør 2021 til den nye summer of love med rødt og hvidt på gader og stræder:

- Danmark kan vinde EM med det her hold, siger Kasper Steenbach i podcasten Gangbar.

Og han kender lige præcist dette hold bedre end de fleste. Han er sportsjournalist, forfatter og har fulgt tilblivelsen af det nye danske landshold tæt gennem fem år. Han har lige udgivet bogen "Holdet", som handler om netop Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Simon Kjær og de andre, der udgør landsholdet. Og han tror altså, holdet kan gå hele vejen, men han tilføjer dog også:

- Men det er der også flere andre der kan, og vi er selvfølgelig ikke favoritter.

Drenge blev mænd

I podcasten Gangbar går han tur med vært Tommy Byrne og fortæller om et hold, som han forsigtigt sammenligner med landsholdene fra 1980'erne, hvor folk som Preben Elkjær, Frank Arnesen, Michael Laudrup begejstrede fodboldverdenen i Frankrig og Mexico. Uden at vinde noget.

Hør podcasten Gangbar med Kasper Steenbach her:

 

- Ligesom på firserholdene har vi et landshold nu, hvor spillerne er i store europæiske topklubber. Der er konkurrence om pladserne. Og ligesom dengang har vi også et hold, der virkelig nyder hinandens selskab og gerne vil være sammen, siger Kasper Steenbach i Gangbar.

Forfatteren

Gangbar går tur med Kasper Steenbach, der er aktuel med bogen "Holdet", hvor han følger det nuværende landshold tilbage fra Åge Hareide til den nuværende landstræner Kasper Hjulmand. Bogen er netop udkommet på Gyldendal.

Kasper Steenbach har tidligere været med til at skrive om Flemming Østergaard i bogen "Spillet om FCK".

Han er journalist og har blandt andet været på Tipsbladet, redaktør på Politikens weekendsektioner samt chefredaktør på magasinerne Euroman og Dossier.

I Gangbar fortæller Kasper Steenbach om det landshold, han har fulgt i fem år for at skrive bogen "Holdet", som netop er udkommet.

Men her stopper ligheden også. Der er ikke den samme løssluppenhed og galskab på det nye hold. Der er ikke nogen Preben Elkjær, der sidder og ryger smøger i omklædningsrummet og fingerer en skade, hvis han skal skiftes ud.


Der nørdes i, præcist hvilken del af foden er skal ramme lige under eller over boldens ventil for at udføre det perfekte spark.


Til gengæld er der en professionalisme, en faglighed og en nørdet tilgang, som Kasper Steenbach åbner døren for i Gangbar.

Næsten halvdelen af landsholdet har i meget begrænset omfang optrådt i den danske superliga. Stjerner som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg har ikke spillet én eneste kamp i superligaen.  Nutidens landsholdsspillere starter uddannelsen som børn, og bliver plukket af store udenlandske klubber, inden de næsten har lært at stave til superliga. Og de bliver voksne i hollandske, tyske eller engelske ligaer.

En spiller er et firma

I Gangbar fortæller Kasper Steenbach om, hvordan landsholdsspillerne hele tiden leder efter dét, der kan gøre dem en lille smule bedre. For eksempel Martin Braithwaite, der bruger management-tricks og har ansat en hel stab af personlige specialister, som træner hans mentalitet, hans fysik og sørger for den rigtige kost. Det er ikke tilfældigt, at han er på kontrakt i Barcelona.

Andre studerer målmænds mindste bevægelser, trækker på jordens magnetisme eller nørder i, præcist hvilken del af foden er skal ramme lige under eller over boldens ventil for at udføre det perfekte spark.

Det snakker vi også om i Gangbar:

Podcasten Gangbar går tur med Kasper Steenbach og snakker om det danske landshold. Du kan finde gangbar gennem appen Nyhedskiosken, på avisendanmark.dk/gangbar eller ved at scanne QR-koden her på siden med din smartphone. I Gangbar snakker vi blandt andet om:

  1. Hvem er vindere og tabere på vej mod den trup på 26, der udtages i dag?
  2. Er fodboldspillere virkelig dummere end håndboldspillere og cykelryttere?
  3. Hvilken spiller undgår helst blåt lys og henter energi fra jorden via sine bare fødder?
  4. Hvor lidt der skulle til, før Zlatan Ibrahimovich var blevet dansker og ikke svensker.
  5. Hvad er det, der gør den lidt tavse Simon Kjær til anfører i stedet for den evigt snakkende Schmeichel?
  6. Hvordan er man menneske i fodboldverdenen? Og hvilken spiller går med den slags tanker?
  7. Om hvor svært det er for pressen at få adgang til landsholdsspillerne i dag.
  8. Om Kasper Steenbachs bud på de 11, der starter på banen mod Finland den 12. juni i Parken.

Men der er også stadig i hvert fald én spiller på landsholdet, som først og fremmest vil have det sjovt med at spille fodbold og helst ikke går ned i en glidende tackling. Han hedder Christian Eriksen.

Lige om lidt ved vi, hvem der bliver tabere og vindere, når holdet udtages. Og om 10 dage ved vi, om vi kommer godt fra start ved EM mod Finland.

Premiere om få dage: Skuespiller Ulrich Thomsen har overtaget rollen som Carl Mørck fra den populære serie om Afdeling Q., så nu er kommissæren blevet mere sær og kantet.
- Folk vil formentlig diskutere, om Nikolaj eller jeg er den ”rigtige” Carl Mørck, når de har set ”Marco effekten”, men det er jeg egentlig ret ligeglad med, siger Ulrich Thomsen. Foto: Klara Cvrckova

- Førsteelskeren er altid en lille smule kedelig

Forfatter Jussi Adler-Olsen er blevet en rig mand på sine bøger om afdeling Q og Carl Mørck. Bøgerne har storsolgt ikke blot herhjemme, men også i udlandet, og de foreløbig fire film, der er udkommet på baggrund af de fire første bind i serien, har været gigantiske publikumssuccesser. Alligevel bliver både filmselskab og skuespillere nu skiftet ud. 
Det er ikke nogen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen ikke har været vildt begejstret for Zentropas fortolkning af hans bøger, så nu er det op til Nordisk Film at tage sig af resten. Rollen som Carl Mørck, lederen af afdeling Q, bliver overtaget af Ulrich Thomsen efter Nicolaj Lie Kaas og Thomsen har gjort gøre Mørck mere indesluttet og sær. Det kan du opleve første gang 27. maj, hvor "Marco effekten" får premiere.

Ulrich Thomsen har påtaget sig opgaven med at genskabe forestillingen om Carl Mørck. I de kommende seks film om Jussi Adler-Olsens kantede efterforsker går skuespilleren til vaflerne og gør Mørck mere sær. ”Marco effekten” er en speciel opgave, fordi man både må træffe klare valg og konstant tænke længere frem, forklarer han.

Interview: Carl Mørck har skiftet form. I de fire første filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens succeskrimiserie ligner den populære særling af en vicekriminalkommissær Nikolaj Lie Kaas med ekstra rynker i panden og lange funderende blikke ud i biografmørket.

I ”Marco effekten” er det imidlertid Ulrich Thomsen, der er svøbt i Mørcks klæder.

Den internationalt anerkendte skuespiller har overtaget rollen, efter Adler-Olsen ønskede, at Nordisk Film fik franchisen fra Zentropa.

Det betyder, at Carl Mørck er blevet mere indesluttet. Han taler med sig selv og går på den måde også mere naturligt egne veje i efterforskningen af en sag, der trækker tråde til korrupt nødhjælpsarbejde og dansk topdiplomati, da en østeuropæisk dreng bliver nappet på den danske grænse med et pas fra en efterlyst mand.

Carl Mørck er en mand med mange kanter, som alle kan slå sig på, siger Ulrich Thomsen. Foto: Klara Cvrckova

- Folk vil formentlig diskutere, om Nikolaj eller jeg er den ”rigtige” Carl Mørck, når de har set ”Marco effekten”, men det er jeg egentlig ret ligeglad med, siger Ulrich Thomsen og lader den ene mundvig søge op mod øreflippen.

Skuespillerens sætninger knaser lidt på en FaceTime-forbindelse fra Færøerne.

Her er han i gang med at indspille en større skandinavisk serie, men i en pause har han altså taget sig tid til at diskutere den ”nye” Carl Mørck:

- Nikolajs rolle var jo lidt af en gnavpot, og det har jeg ikke partout skullet fjerne mig fra. Forskellen er nok nærmere, at Nikolaj og jeg ser forskellige ud, mens instruktør Martin Zandvliet og jeg talte en del om, at vi godt kunne justere Carl Mørck lidt, så han blev mere excentrisk. Men vi har nu ikke villet fjerne os fra det, de første fire film fortalte om Mørck. Filmserien har jo været en kæmpemæssig succes, så det ville da være dumt at distancere sig alt for meget.

Bliver ældre

Til den uindviede er Carl Mørck leder af den særlige Afdeling Q. Med møjsommeligt gravearbejde genåbner afdelingen af efterforskere sager, der ellers har været lukket længe.

Det er som regel had eller grådighed, der ligger til grund for de forbrydelser, som Mørck og hans lille specialstyrke tager fat i, og i ”Marco effekten” er holdet omkring Ulrich Thomsen også skiftet ud.

De to stortalenter Zaki Youssef og Sofie Torp leverer nærværende versioner af henholdsvis makkeren Assad og assistenten Rose.

- Skuespillere er historiefortællere, og derfor er det interessant at blive tilbudt et projekt, hvor seks succesbøger skal laves til seks film. Set fra min stol skal jeg portrættere en mand, mange læsere har en mening om, og jeg skal være med til at udvikle forestillingen, fordi Carl Mørck jo bliver ældre. Der er ikke noget Agatha Christie her, for Jussi Adler-Olsen kan skrive Mørck frem på en barsk måde. Carl Mørck er fascinerende, eftersom han ikke bare er en kriminal-mand, der spørger, hvad klokken er. Han er en mand med mange kanter, som alle kan slå sig på, siger Ulrich Thomsen og kører fingrene igennem det fuldskæg, der er groet til den rolle, han for tiden indtager på Færøerne.

Så forklarer skuespilleren, at rammerne for rollen som Carl Mørck i sig selv er en udfordring:

- Folk kan læse bøgerne på mange forskellige måder, og jeg har så truffet de valg, jeg mente, var nødvendige. Det er sådan her, Carl Mørck er nu. Spørgsmålet har været, om jeg skulle spille partituret med tuba eller med elguitar. Melodien har Jussi jo leveret, men for mig har det været afgørende, at man tror på, at Mørck helt naturligt efterforsker mord.

Afgørende autenticitet

Det tror man bestemt, at Carl Mørck gør i ”Marco effekten”.

Her lægger vicekriminalkommissæren fra land på den måske allermest plagede måde, vi endnu har set, men stille og roligt bliver arbejdet den lise, der både giver ham blod på tanden, liv i øjnene og ikke mindst en parathed til at krydse grænserne for, hvad normalt politiarbejde tillader.

Blå bog

Ulrich Thomsen er født 1963 i Næsby og vokset op i Odense.

Han blev færdig på Statens teaterskole i 1993, og året efter debuterede han i ”Nattevagten” og fik sit gennembrud i ”Festen” i 1998.

Han har også spillet skurk i James Bond-filmen ”The World is Not Enough” i 1999, og siden har han vekslet mellem store danske og internationale roller på film og i serier.

Ulrich Thomsen sprang for nogle år siden ud som instruktør. Hans seneste film ”Gutterbee” har netop haft dansk premiere og kan lejes på Blockbuster.

Carl Mørck har ikke nogen stopklods, når det kommer til opklaringer, og det er her, det mest mystiske ved ham træder frem. For at kunne forlige sig med sine valg, taler han nemlig med sig selv.


Carl Mørck skal opklare sager, men han skal efterhånden også opklare sit eget liv og kunne fungere i tilværelsen. Den type menneske er fængslende at dykke ned i.

Ulrich Thomsen


- Det er en detalje ved ham, jeg godt kan lide. Det giver ham en lidt anden personlighed, fordi han ikke bare stiller spørgsmål til andre, men også konfronterer sig selv. Carl Mørck stiller reelt spørgsmålstegn ved sit eget liv, siger Ulrich Thomsen, der dog ikke mener, at han som skuespiller behøver at kunne forstå hovedpersonens dispositioner, så længe han bare gør troværdigt rede for dem:

- Egentlig behøver jeg ikke engang kunne se det logiske i hans valg. Jeg skal som udgangspunkt bare klarlægge, hvad Mørck gør, så publikum kan forstå det, for ellers mister rollen jo sin autenticitet. Det betyder, at jeg som skuespiller hele tiden skal justere mit spil til at ligge på grænsen af det normale. Klippede Carl Mørck pludselig en finger af et andet menneske, ville hans troværdighed fordufte, men derfor skal han stadig kunne foretage en afhøring, som de færreste ville have lyst til at være en del af. Hvis jeg kan ramme ham cirka dér, er jeg lykkedes, og hvis ikke skulle jeg have spillet ham anderledes. Det skal være sandsynligt og grænseoverskridende på én og samme tid, hvis alle, der køber en biografbillet, skal kunne tro på ham.

Udvikler billedet

Ulrich Thomsen har altid været kendt for at påtage sig utilnærmelige roller. Uanset om det er i ”Festen”, hvor han spiller den voksne søn, der ved sin fars runde fødselsdag holder en tale, som får hele familiebilledet til skælve, eller i den amerikanske successerie ”Banshee”, hvor han spiller en brutal gangster i en lille amerikansk flække.

Hans roller vil hellere stikke en flad end give et stort kram. Den tradition indskriver Carl Mørck sig i.

Instruktør Martin Zandvliet om Carl Mørck:

- Med al respekt for de tidligere ”Afdeling Q”-film og deres enorme succes er det min ambition at skabe et såkaldt ”reboot” af filmene. En noget hårdere og mørkere nytænkning af brandet ”Q”.

- I den klassiske skandi-noir-film undersøger politimanden altid et mord eller en forbrydelse. Bare fordi han eller hun er en politimand. Det er deres job i bogen eller filmen. Vi kender ham alle: Den desillusionerede skandinaviske politimand, der lytter til opera eller drikker for meget. En hård mand, der allermest virkelig godt kunne bruge et brusebad - og generelt løser han en forbrydelse, han ikke har nogen følelsesmæssig forbindelse med.

- Den nye Carl Mørck, som nu bliver spillet af Ulrich Thomsen, skal være efterforsker, fordi uden dette er han intet. Som i ”Dirch” (instruktørens gennembrudsfilm; red.) eksisterer vores Carl Mørck kun i kraft af sit virke. Det er det, han kan. Det er der, han ånder og lever. Ud over dette findes der intet.

- Førsteelskeren er altid en lille smule kedelig, så den slags roller tager jeg sjældent. Hvis en rolle skal være interessant, må man tilføre den noget, der måske ikke er videre sympatisk, og det er netop det sjove ved Carl Mørck. Han skulle jo gerne ligne os alle sammen bare lidt, så man kan identificere sig med ham, men han skal samtidig være en mand, der arbejder med hårde kriminalsager hver eneste dag og derfor være ret hærdet. Carl Mørck vil gerne opklare en sag om noget ondt, der er sket, men vi skal også have en personlig side af ham frem. Det er min opgave at balancere de to sider, siger han og nævner, at det derfor også er interessant at skulle spille vicekriminalkommissæren i yderligere fem film:

- Jeg skal være med til at udvikle billedet af Carl Mørck. Det er i nuancerne, at det skal ske, for det er ikke sådan, at han pludselig ændrer personlighed, men alligevel lægger erfaringer og alder noget til ham. Han kommer jo nok aldrig til at gå rundt i Hawaii-skjorte, men måske er der noget i hans ansigt og udtryk, der forrykker sig en smule. Carl Mørck skal opklare sager, men han skal efterhånden også opklare sit eget liv og kunne fungere i tilværelsen. Den type menneske er fængslende at dykke ned i.

De nye filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens populære krimier om Carl Mørck og Afdeling Q er instrueret af Martin Zandvliet. Ulrich Thomsen spiller Mørch, mens Zaki Youssef og Sofie Torp er henholdsvis makkeren Assad og assistenten Rose. ”Marco effekten” har premiere torsdag 27. maj.