Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Vi skulle ind i uge 20 i år, før den socialdemokratiske etpartiregering for alvor kom i menneskehænder. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Så kom regeringen for alvor i menneskehænder

Regeringen vendte som en ko i sagen om børn og mødre i fangelejre i Syrien og kom galt afsted med at ville lægge et udrejsecenter på Langeland. Vi vil komme til at huske uge 20 i 2021 som tidspunktet, hvor regeringen endelig kom i menneskehænder.
Om en uge og et par dage udkommer der en bog om Regeringen Mette Frederiksen skrevet af journalisten Anne Sofie Kragh, som tidligere blandt andet har skrevet en biografi om Anders Fogh Rasmussen og bogen "Statsministrene". Hun har haft privilegeret adgang til regeringskontorerne gennem længere tid, bogen hedder "Det første år" og handler som titlen antyder om den socialdemokratiske etparti-regeringens første år. Og så bliver jeg desværre nødt til at stoppe med informationer om bogen og indholdet, fordi selv om den er ankommet fra trykkeriet, er Avisen Danmark underlagt en klausul fra forlaget, så vi ikke må omtale den, før den er på gaden. Til gengæld kan du i Dagens Danmark læse vores politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist skrive om den snart forgangne uge, hvor det pludselig stod klart, at regeringen slet ikke er så urokkelig, som den ellers har givet indtryk af. Der kommer faktisk danske fremmedkrigere hjem fra lejrene i Syrien. Og det udrejsecenter på Langeland bliver næppe til noget, selv om regeringen gerne ville have, at det skulle ligge ned på sydspidsen. Analysen runder, hvordan Enhedslisten nu lugter blod, og det kan du også læse mere om i historien fra partiets årsmøde, som de holder i denne weekend. Og så kan du fornøje dig med at bruge pinsedagene på at læse et interview med Flemming Møldrup og ekskonen Julie Ralund om alt det, de gerne ville have vidst, da de blev skilt. God fornøjelse!
Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør
Kan en ellers stålfast regering rokkes? Ja, det kan den godt.
Statsminister Mette Frederiksen (S) viste sin sårbarhed i denne uge. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Endelig blottede regeringen sit bløde bugflæsk

Dansk politik er anderledes, end det var for en uge siden. Hvor det tidligere var Mette Frederiksen, der disciplinerede støttepartierne og især Radikale ved bag linjerne at sige ordene "I ønsker vel ikke, at jeg udskriver valg", er rollerne nu byttet om.

Radikale fik deres vilje igennem med at få både børn og mødre med dansk statsborgerskab hjem fra Syrien, selv om Mette Frederiksen ikke mener, at mødrene hører hjemme her, fordi de har vendt Danmark ryggen ved at slutte sig til en terrororganisation. Og Radikale fik deres vilje ved netop at true med ministerfyringer på en måde, så statsministeren stod mellem valget at svigte sine egne eller udskrive valg, hvis hun ikke ændrede politik.

Læs Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist analyse af ugen, hvor regeringen kom i menneskehænder.

Kan man godt rokke statsminister Mette Frederiksen (S), selv om hun har lænket sig til sine synspunkter i uhørt grad og spyr ild, hvis man overhovedet nærmer sig? Selv når det område, hun har lænket sig til, faktisk er et hjørne af den udlændingepolitik, som er afgørende for hendes magt?

Det helt nye i dansk politik er, at det spørgsmål kan man nu svare ja til.

Der KOMMER tre danske IS-kvinder hjem fra fangelejrene i Syrien, og det kommer de ikke, fordi PET vurderer, at det er det sikreste for Danmark. De kommer hjem, fordi statsminister Mette Frederiksen snurrede rundt om sig selv, så hun kom til at vende i anden retning, da hun var færdig. Og snurreriet blev sat i gang, da det begyndte at stå klart for hende, at Radikale faktisk var klar til at udløse et valg, hvis hun ikke gjorde det. Radikale ville lade enten udenrigsministeren, justitsministeren eller begge betale med deres post, hvis der ikke blev fundet en tilfredsstillende løsning for børnene i Syrien.

Både udenrigsministeren og justitsministeren har tidligere været på vej ud på vippen i sagen om børnene og mødrene i Syrien på grund af fodfejl i deres behandling af Folketinget, men de havde formået at kravle ind på fast land igen. Og sagen er, at Mette Frederiksen har fortalt ministre i regeringen, at man kan godt komme ud for at miste sit job efter pres, hvis man bøffer rundt og ikke har styr på sit system. Men man bliver ikke fyret eller tvunget til at gå, hvis ens "brøde" er, at man fører regeringens politik.

Konsekvensen af den grundholdning er, at hvis støttepartier vil lade en eller to ministre betale med deres poster for at føre regeringens politik, er det det samme som at udvise mistillid til hele regeringen. Det betyder valg. Og det ville Radikale.

"Vi kan ikke have tillid til ministre, der ikke handler på informationer om rigets sikkerhed," som Sofie Carsten Nielsen har sagt.

Så er det selvfølgelig også den mulighed, som hverken betyder ministerfyringer eller valg: At regeringen begynder at føre en anden politik. At den siger: OK, vi giver os, det rigtige er at hente ikke bare børnene hjem, men også de mødre, som er danske statsborgere. Den valgte Mette Frederiksen.

Derefter handlede det for regeringen om at kommunikere kovendingen på en måde, så den blev mindst muligt pinagtigt. For eksempel ved pludselig at begynde at mene, at man ikke kan sidde PET's vurderinger overhørig, selv om de ikke passer ind i ens kram. Og prøve at give indtryk af, at det handler om, at PET har leveret noget nyt, som alle ikke vidste i forvejen.

I den konkrete sag var det en sejr for Radikale. De gik ikke til i flammerne, da statsministeren spyede ild. Tværtimod.

Det var også en halv sejr for de blå partier, fordi det giver dem lejlighed til at råbe "løftebrud!" så mange gange, at de kan håbe på, at det sætter sig og bliver husket.

Men også kun en halv sejr, fordi nu er det pludselig Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), der skal stå på mål for, at de som ansvarlige, borgerlige partiledere med stærk tillid til samfundets bærende institutioner er villige til at sidde PET's vurderinger overhørig, når de ikke passer ind i deres kram.

Det er en hel del vanskeligere, når de ikke længere kan gøre det sammen med Mette Frederiksen. Ikke mindst fordi ingen tror på, at Ellemann og Pape faktisk ville tilsidesætte PET, hvis det var dem, der sad i regeringskontorerne.

Det var også en sejr for SF, fordi partiet kunne lade Radikale gå forrest og gøre det, som SF ikke bryder sig om.

Og så var det en sejr for Enhedslisten. Selv om Radikale kan tage den primære ære, er det en sejr med store perspektiver for Enhedslisten.


Sidder der mon nogle traditionelle radikale vælgere derude og er perplekse over, at en flok ekskommunister på nogle punkter er bedre til at løfte arven fra Marianne Jelved end Radikales egen ledelse?


Enhedslisten har aldrig været interesseret i at lade spørgsmålet om børnene og mødrene i Syrien køre op i en spids, der kunne udløse et valg. Ikke fordi partiet er bange for meningsmålingerne - der ligger EL fint med en jævnt opadgående tendens - men fordi partiet er bange for et udlændingevalg og risikoen for, at Enhedslisten på den anden side af valget måske nok ville have en lidt større folketingsgruppe, men til gengæld mindre indflydelse, fordi Socialdemokraterne så vil være blevet endnu mere modne til at gnubbe sig op ad Venstre, Konservative og måske Lars Løkke Rasmussen.

Synk lige den et øjeblik. Det er altså Enhedslisten, der giver køb på udlændingepolitik for at være med i magtens centrum. Sidder der mon nogle traditionelle radikale vælgere derude og er perplekse over, at en flok ekskommunister på nogle punkter er bedre til at løfte arven fra Marianne Jelved end Radikales egen ledelse?

Enhedslisten kan bruge regeringens nye sårbarhed til at sætte stød ind der, hvor det passer Enhedslisten: på fordelingspolitikken.

Der hvor beskæftigelsesministeren gnubber sig op ad Venstre på en måde, der bringer pulsmåleren op i det røde felt for Enhedslisten ved at så tvivl om, hvorvidt regeringen egentlig synes, det passer den at leve op til løfterne i forståelsespapiret om at gøre noget ved børnefattigdom og ulighed.


Her VIL Enhedslisten have kant til regeringen og meget gerne så skarp en kant, at man kan skære valgflæsk med den.


Det slagsmål ligger lige om hjørnet og venter, når den såkaldte ydelseskommission skal komme med bud på, hvordan man laver en permanent løsning for, hvordan komplekset af offentlige ydelser og kontanthjælpsloft rammer børnefamilier.

På det seneste har man hørt i krogene på Christiansborg, hvordan Enhedslisten har gået rundt og hvisket "valg", hvis regeringen ikke leverer her. Og på ugens sidste hverdag sagde Mai Villadsen det så endeligt højt i et interview med Jyllands-Posten.

Det var selvfølgelig opvarmning og lækre snacks til listens noget frustrerede bagland op til årsmødet i weekenden, men også reel politik. Og politik der er kommet ny energi under, efter Mette Frederiksen snurrede i syriensagen.

Her VIL Enhedslisten have kant til regeringen og meget gerne så skarp en kant, at man kan skære valgflæsk med den. Et udlændingevalg er måske ikke attraktivt, men et velfærdsvalg? Et lighedsvalg? Et red-de-fattige-børn-valg? Ja tak!

Så venter vi bare på, om SF også kommer op med et eller andet, hvor partiet nu har sniffet, at SF kan få forandringer igennem, mens statsministeren stadig er groggy efter snurreturen.

Det første lille stik kom, da SF allierede sig med blå blok i kampen mod et udrejsecenter på Langeland for kriminelle udlændinge og dermed reelt reddede langelænderne. Et nederlag for regeringen, men ikke et nederlag, der for alvor gør ondt.

Nu kan regeringen nemlig sige til borgerne omkring det eksisterende Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, at det er blå blok og SF's skyld, at der ikke er fundet en ny løsning, og når den permanente løsning skal findes, vil blå blok og SF blive tvunget til at tage medejerskab.

Men ikke desto mindre en lille, hurtig sejr for SF i en uge, hvor regeringen endelig blottede sit bløde bugflæsk.

Enhedslisten ruster op og tækkes baglandet på årsmåde.
Mai Villadsen holdt lørdag tale på sit første årsmøde som politisk ordfører for Enhedslisten. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Ny leder trækker Enhedslistens første streg i sandet

Enhedslisten har en lang historie med at blive ydmyget af Socialdemokrater ved magten, der hellere vil kigge mod Venstre end mod det, de kalder revolutionære kommunister.

Efter trængslerne i Thorning-regeringen besluttede Enhedslisten at begynde at trække røde linjer. Linjer som kan få partiet til at udløse valg, hvis de bliver overtrådt.

Efter at hvisket om en sådan rød linje, når det handler om sætninger i forståelsespapiret om børnefattigdom og ulighed, siger Enhedslisten det nu højt. Blandt andet på partiets årsmøder her i weekenden.

I 2017 godkendte Enhedslisten muligheden for at kunne vælte en regering, hvis grænserne blev overskredet. Det kan komme i spil i forhandlingerne om ydelser.

Enhedslisten: Det har spøgt i kulisserne på Christiansborg i årevis.

Enhedslisten har stadig et traume fra Thorning-regeringen, hvor uligheden steg i Danmark, lærerne blev lockoutet, dele af energiselskabet Dong blev solgt, og en skattereform blev vedtaget sammen med blå blok.

EL's stridigheder med Thorning-regeringen

Enhedslisten vil have mere indflydelse under statsminister Mette Frederiksen (S), end partiet havde, da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister. Her kan du læse mere om stridighederne under Thorning:

  1. Skattereform, 2012: Enhedslisten fokuserede på større social retfærdighed, men måtte se sig forbigået, da regeringen indgik aftalen med Venstre og De Konservative. Ifølge daværende politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen "pissede" regeringen på vælgerne, som stemte den til magten.
  2. Dagpenge, 2013: Regeringen blev kritiseret hårdt af Enhedslisten for ikke at gøre nok for dagpengemodtagerne, og regeringen gik med til en ny ydelse.
  3. SU-reform, 2013: Det var en samlet blå blok, der sammen med SF, Socialdemokraterne og De Radikale besluttede at forringe SU'en fra 2014. Reformen betød blandt andet, at SU'en stiger mindre end hidtil - og dermed ikke følger prisudviklingen i samfundet.
  4. Dong, 2014: SF endte med at træde ud af regeringen på grund af salget af dele af Dong Energy. Også Enhedslisten var stærkt imod salget.

Ifølge den daværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen "pissede" regeringen på vælgerne med skattereformen i 2012. Det førte til en diskussion om, hvordan partiet skal reagere, hvis regeringen går for langt efter de rød-grønnes mening.

I 2017 godkendte baglandet det, partiet kalder "røde linjer". En slags politisk grænse.

Enhedslistens røde linjer kan for første gang komme i spil i diskussionen om sociale ydelser. Det gjorde Mai Villadsen lørdag klart i forbindelse med sit første årsmøde som politisk ordfører.

Truer med valg

- Hvis regeringen på et tidspunkt trækker politikken så meget i en forkert retning, at den overtræder de røde linjer, så vil vi have en diskussion i folketingsgruppen, og så vil vi melde det til Folketinget, siger Mai Villadsen.

Dermed truer Enhedslisten med at udløse et folketingsvalg, hvis regeringen laver et forlig om sociale ydelser med borgerlige partier, eller hvis der ikke bliver nogen aftale, som mindsker ulighed og børnefattigdom.

Regeringen har meddelt, at det ikke er en prioritet for den, selv om det står omtalt i forståelsespapiret med støttepartierne, der lod Socialdemokratiet danne regering i sommeren 2019.

Hvor går grænsen?

I forståelsespapiret blev det beskrevet, at en ny regering skulle "bekæmpe børnefattigdom", og at en kommission skulle se på det.

Diskussionen er blusset op, fordi kommissionen i slutningen af denne måned ventes at komme med anbefalinger til fremtidens offentlige ydelser.


Enhedslistens røde linjer kan for første gang komme i spil i diskussionen om sociale ydelser. Det gjorde Mai Villadsen lørdag klart i forbindelse med sit første årsmøde som politisk ordfører.

Fra artiklen


Enhedslisten er klar til aktivt at vælte regeringen ved et mistillidsvotum.

- Det er sådan, jeg forestiller mig, at det kunne foregå, men det kunne også være andre måder, siger Villadsen.

Det har siden 2017 været svært for journalister at få svar på, hvornår en regering overskred partiets grænser.

Det gælder også i den aktuelle sag. Men en måde at måle det på kunne ifølge Villadsen være den tidligere fattigdomsgrænse, FN's målemetoder, rådighedsbeløb eller gini-koefficienten, der kan måle ulighed.

Det står der i forståelsespapiret

"En ny regering vil bekæmpe fattigdom og vil derfor indføre en fattigdomsgrænse, så udviklingen kan følges. 

Blandt andet med henblik på at bekæmpe fattigdom nedsættes endvidere en ydelseskommission, som efter senest 12 måneder skal foreslå anbefalinger på ydelsesområdet.

Anbefalingerne skal afhjælpe problemerne med børnefattigdom og understøtte, at flere kommer i beskæftigelse og at ydelsessystemet indrettes mere enkelt.

Anbefalingerne skal også anvise en erstatning for kontanthjælpsloftet, således at det afskaffes, uden at det omvendt bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang".

Få er i tvivl om at fremtidens energi er grøn energi. Ud over sol og vind betyder det også at genbruge den energi, vi allerede har skabt. Det kan gå hen og blive en god forretning for Danmark.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) blev modtaget af koncernchef i Danfoss Kim Fausing inden en rundtur i bus på fabrik og hovedsædet i Nordborg. Foto: Peter Bjerke

Danfoss: Genbrug af energi er altafgørende for at nå vores mål

Produktion af grøn sol- og vindenergi er vigtigt for at nå klimamålene, men genbrug af den energi, vi allerede har produceret, er mindst lige så vigtigt.

Sådan lyder visionen fra industrikoncernen Danfoss, som præsenterede klima- og miljøminister Dan Jørgensen (S) for den måde at tænke på. I praksis betyder det blandt andet at bruge industriens kølevand til opvarmning.

Tankegangen kan også blive en god forretning for Danmark. En række EU-lande vil over de kommende seks år bruge 163 milliarder kroner på den grønne omstilling, og her kan virksomheder som Danfoss byde ind.

Klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) lagde vejen forbi industrikoncernen Danfoss på Als for at få et indblik i, hvordan genbrug af energi kan hjælpe verden med at nå de indgåede klimamål fra blandt andet Paris-aftalen.

Klima: Vi kender alle til klimaværdien af at bruge vedvarende energi fra vind og sol, men et andet vigtigt element er genindvinding af energi - eller det, som koncernleder hos Danfoss Kim Fausing ganske enkelt kalder genbrug af energi.

Topchefen tog forleden imod klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) i hovedsædet på Nordals, hvor det meste af et dagsprogram skulle vise den politisk ansvarlige for landets klimapolitik, hvad teknologien i dag kan, når det kommer til at genbruge den energi, som ellers ville forsvinde ud i det blå og puste endnu mere til den globale opvarmning.

- Vi kender alle til vindmøller og solceller, men teknologi som den, Danfoss beskæftiger sig med for at skabe energieffektivitet, bliver helt afgørende for at nå i mål med at reducere den globale opvarmning, siger Dan Jørgensen.

- Vi vil alle gerne redde verden, men har brug for hjælp fra teknologien, tilføjer han.

Stort potentiale

Og her er Danfoss ikke et dårligt sted at søge hen. Koncernen er selv langt fremme med genindvinding. Blandt andet er 20 procent af varmeforbruget hos Danfoss i Nordborg fra kølevand i produktionen.

Ministeren fik en bustur rundt i området for ved selvsyn at opleve det, som er døbt Danfoss Tech Center og tæller et fjernvarmeværk, eget datacenter og moderne supermarked, hvor energien genbruges i forbindelse med moderne teknologi til køl- og varmeudveksling.

- Vores løsninger, der er indmad i andre produkter, er ikke altid de mest synlige, men opleves i de færdige produkter hos kunderne, forklarer Kim Fausing.


De powermoduler, vi udvikler i Danfoss i dag, er ikke bare en god forretning, men også en del af løsningen på Danmarks bidrag til Paris-aftalen med den ambitiøse 70-procents reduktion af CO2-udledningen i 2030.

Kim Fausing, koncernchef i Danfoss


Blandt andet hentes køretøjer som eksempelvis traktorer ind og påmonteres Danfoss-dele og elektrificeres på den måde. Elbil-delen af Danfoss er de seneste år således blevet en teknologisk frontløber inden for power-moduler til blandt andet bilindustrien. Allerede i dag leverer Danfoss power-moduler til alt fra traktorer og færger over personbiler til fremtidens elektriske SUV’er og pickups.

- De powermoduler, vi udvikler i Danfoss i dag, er ikke bare en god forretning, men også en del af løsningen på Danmarks bidrag til Paris-aftalen med den ambitiøse 70-procents reduktion af CO2-udledningen i 2030, siger Kim Fausing.

1,5 million elbiler

Ifølge Klimarådet skal Danmarks bilpark i 2030 bestå af 1,5 millioner elbiler. Det vil ifølge Klimarådet spare atmosfæren for 2,2 millioner ton CO2 årligt i 2030. De seneste tal fra landets bilimportører viser da også, at vi er godt med herhjemme, hvor næsten hver fjerde solgte bil er en elbil.


Vi kender alle til vindmøller og solceller, men teknologi som den, Danfoss beskæftiger sig med for at skabe energieffektivitet, bliver helt afgørende for at nå i mål med at reducere den globale opvarmning.

Dan Jørgensen (S), klima- og energiminister


- Elbiler er en central del af fremtidens transport og morgendagens energiløsninger. Når en virksomhed som Danfoss, som blandt andet har specialiseret sig i vigtige moduler til elbiler, udvikler og sælger grønne energibesparende løsninger, fastholder de Danmarks position som et grønt foregangsland og skaber samtidig både arbejdspladser og økonomisk vækst, siger Dan Jørgensen, som i højere grad taler energieffektivisering frem for vedvarende energi, når der snakkes miljøpolitik ude i Europa og resten af verden.

Europa-Kommissionen vurderer, at vejtransport alene er ansvarlig for omkring 70 procent af EU’s drivhusgasudslip, og ifølge Danfoss kan elektrificeringsteknologier potentielt reducere NOx-udslip fra transport med 90 procent pr. kørt kilometer inden 2050.

Vigtige partnerskaber

Beregninger viser, at hvis alle byområder i Europa, Kina og USA elektrificerer deres private og offentlige transport, kan det bidrage med 28 procent af de nødvendige CO2-reduktioner for at nå Paris-aftalens 1,5 grads-scenarie.

- Vi oplever særlig en meget stor interesse fra Kina på baggrund af det ambitiøse mål med reducering af CO2-udslip, tilføjer Kim Fausing.

Paris-aftalen blev forhandlet på plads på COP21 i Paris i december 2015. I modsætning til Kyoto-protokollen forpligter landene sig ifølge denne aftale ikke til at nedbringe drivhusgasudledningen med en bestemt procentsats, men forpligter sig i stedet til at holde den globale temperaturstigning under to grader celsius sammenlignet med den gennemsnitlige førindustrielle temperatur i 1850.

Samtidig blev landene enige om en tillægsaftale ved at formulere det mere ambitiøse mål, at de skal arbejde mod at holde temperaturstigningen under 1,5 grader celsius – altså en halv grad under de to grader, som de er forpligtet til

-  Et andet meget vigtigt element i arbejdet med gode klimaløsninger er de klimapartnerskaber, der er lavet i samarbejde med regeringen.  Drivkraften for erhvervslivet er netop ambitiøse mål, mener Kim Fausing.

Erhvervslivet har da også en vigtig rolle i indsatsen for at realisere regeringens mål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledningen i Danmark i 2030 og samtidig sikre, at den grønne omstilling bliver et grønt erhvervseventyr.

Derfor har regeringen sammen med erhvervslivet etableret i alt 13 klimapartnerskaber, hvor man samarbejder om tiltag, der reducerer erhvervslivets udledninger af drivhusgas og styrker virksomhedernes grønne konkurrenceevne. Desuden er der etableret Grønt Erhvervsforum.

Europa opruster

De første EU-lande har indsendt deres planer for den økonomiske genopretning og grønne omstilling til Europa-Kommissionen. Planerne viser, at lande som Italien, Polen og Portugal vil bruge mindst 163 milliarder kroner (22 milliarder euro) på energieffektive løsninger over de næste seks år.

Det åbner muligheder for, at danske virksomheder som Danfoss, Grundfos og Kamstrup, der er verdensførende inden for netop energieffektivisering, både kan være afgørende for den grønne omstilling og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

- Planerne fra de andre EU-lande indeholder meget imponerende beløb, som virkelig kan sætte skub i den grønne omstilling i Syd- og Østeuropa, hvor energieffektive løsninger ikke tidligere har været så højt prioriteret. Her har danske virksomheder som Danfoss ekspertise og gode løsninger at byde ind med. Med den økonomiske indsprøjtning vil det samtidig blive lettere at nå et mere ambitiøst EU-mål om at reducere energiforbruget. Et mål, vi gerne ser øget til 40 procent. For at nå målet i Paris-aftalen skal alle lande blive langt bedre til at bruge energien effektivt, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Danfoss og klimarollen

Danfoss, der traditionelt er kendt for køle- og varmeprodukter, har samlet de to store divisioner Cooling og Heating i Danfoss Climate Solutions. Netop den grønne omstilling er kerneforretningen i Danmarks største industrikoncern.

Trods corona havde Danfoss i 2020 en omsætning på 43,4 milliarder kroner mod 46,8 milliarder kroner i 2019, nettoindtjeningen efter skat blev 3,2 milliarder kroner mod 3,7 milliarder kroner i 2019

Danfoss går selv forrest i klimakampen med et mål om at være CO2-neutral i 2022 i hovedsædet på Nordals. Al elektricitet og opvarmning til Danfoss' 250.000 kvadratmeter industribygninger i Nordborg vil være CO2-neutral inden udgangen af 2022. Siden 2007 har industrikoncernen investeret 140 millioner  kroner i egne energieffektive løsninger, og det har indtil nu betydet en CO2-reduktion på 60 procent og en gennemsnitlig årlig besparelse på energiforbruget på 48 millioner kroner.

For godt et år siden annoncerede Danfoss sin ambition om at være CO2-neutral i alle dele af den globale forretning inden 2030.

- Det er helt naturligt for os, at vi tager vores egen medicin. Vi vil gerne vise, at det kan lade sig gøre, selv for en meget stor industrivirksomhed. Og det er vi meget stolte over, har koncernchef Kim Fausing udtalt i forbindelse med offentliggørelsen af ambitionen.

Mads Clausen grundlagde Danfoss i 1933 på Nordals. Danfoss er i dag familieejet og markedsførende på sit felt med over 28.000 ansatte og kunder i over 100 lande. Danfoss er stadig ved at få konkurrencegodkendt en fusion med irske Eaton, som tilfører koncernen yderligere omkring 10.000 ansatte.

Et fjernvarmeværk fri for fossile brændstoffer var en del af rundturen hos Danfoss. Foto: Peter Bjerke
Alt var ikke tung teknologisk snak. Der var også plads til grin på turen rundt. Til venstre vicedirektør for Danfoss Global Service, Torben Christensen med Kim Fausing og Dan Jørgensen. Foto: Henrik Rath
Danfoss' hovedsæde på Nordals har selv et solcellepark, der løbende viser strømleverancen. Foto: Henrik Rath
Fremtidens klimaløsninger skal findes både politisk og teknologisk - i et samarbejde. Der er allerede skabt vigtige klimapartnerskaber mellem regeringen og erhvervslivet. Foto: Peter Bjerke
Koncernchef Kim Fausing var selv en ivrig fortæller under klimaministerens rundtur. Foto: Peter Bjerke
Mundbindet var obligatorisk på busturen, men heldigvis er klimaet ved at stjæle dagsordenen tilbage fra coronaen. Bag Dan Jørgensen ses Danfoss' kommunikationsdirektør, Martin Rossen, der var tidligere politisk rådgiver for statsminister Mette Frederiksen. Foto: Peter Bjerke
Kan man komme forbi en hård skilsmisse og i stedet bliver "professionelle" forældre? Det kunne Flemming Møldrup og ekskonen i hvert fald.
Julie Ralund og Flemming Møldrup gik fra hinaden for 10 år siden i en eksplosion af følelser fra sorg til vrede, afmagt og skam. Nu har de skrevet en bog sammen om alt det, de selv savnede af viden, håb og erfaringer, da de stod med alle følelserne uden på tøjet. Foto: Peter Nørby

Flemming Møldrup om sit forliste ægteskab: Vi var martyren Julie og skidesure Flemming

De fleste kender Flemming Møldrup fra tv-programmet Kender du typen, men efterhånden er han også ved at blive en etableret ekspert på, hvordan man får det bedste ud af en skilsmisse.

Nu har han sammen med ekskonen Julie Ralund skrevet en bog om netop det emne og deres egne dyrekøbte erfaringer.

I bogen og i dette interview fortæller de blandt andet om, hvordan man faktisk kan flytte sig fra følelsesmæssige eksplosioner i sorg og vrede til at blive professionelle forældre, der lever et liv hver sig sig, men har det fælles barn i fokus.

Flemming Møldrup og hans ekskone, Julie Ralund, har skrevet en bog om deres skilsmisse, der startede rigtig skidt og blev reddet af parterapi og hårdt arbejde med at holde fokus på deres datters bedste.

Skilsmisse: Det er 10 år siden, Julie Ralund og Flemming Møldrup brød deres familie op. På det tidspunkt var deres datter, Yoko, tre år. Bruddet havde været undervejs i op imod et år, men da det ramte, skete det alligevel i en eksplosion af følelser fra sorg til vrede, afmagt og skam. Julie og Flemming gik i parterapi for at få hjælp til at håndtere det hele, og lige siden har de lagt kræfter i at have et ”professionelt” forældreskab med deres fælles barn i fokus frem for egne behov. Og så har de skrevet en bog sammen om alt det, de selv savnede af viden, håb og erfaringer, da de stod med alle følelserne uden på tøjet.

Flemming: - Jeg ville ønske, jeg havde vidst dengang, at jeg ville få et bedre liv med Julie, sådan som vi har det nu. Så havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt, da vi stod midt i det og skulle træffe nogle store beslutninger. Men vi er ikke kommet sovende til det gode samarbejde, som vi har nu, vil jeg bare sige. Vi har knoklet rigtig meget for det begge to.

Vi mødes med Julie og Flemming i lejligheden, som Flemming deler med sin veninde Nicoline og med sin og Julies datter, når hun er hos ham. De byder på croissanter og kaffe i stuen, som har udsigt over søerne i København. Det har været rørende at læse hinandens tanker i bogen, fortæller de, imens de rører pulverkaffe op med varmt vand. Men det var ikke det at læse den andens ord, der var det mest overraskende eller det sværeste, mener Julie. Det var derimod, at de hver især blev tvunget til at kigge grundigt på sig selv, for at kunne forklare deres egne handlinger og motiver for læseren, for hinanden og for sig selv. Det har været en helt ny omgang terapi.

Julie: - Vi har selvfølgelig begge to kigget på, hvad den anden har gjort, men i virkeligheden handler det om at gribe i egen barm, og det er en vigtig pointe. Hold nu op med at kigge på, hvad der sker derovre på den anden banehalvdel. Du bliver nødt til at kigge på dig selv og være helt ærlig. Opfører du dig ordentligt? De regler, du opstiller for din eks, opfylder du selv dem? For mig har processen også været at tage livtag med de fortællinger, jeg har haft om mig selv. Om Martyren Julie, der sad der med barnet, og om Flemming, der bare var vild og crazy eller noget. Har jeg haft behov for at føle mig bedre end Flemming? Ja, det har jeg nok på nogle tidspunkter.

Svært at lave krig alene

Julie og Flemming var sammen i 10 år, og selv om de er glade for deres relation i dag, var det ikke lykkeligt, da de brød op. Det lægger de ikke skjul på i deres nye bog, som har fået titlen ”Slug kamelen - der kommer flere”. Bogen er blevet en personlig og hudløst ærlig beretning om både det smukke og det rigtig grimme, når man bliver forældre sammen og sidenhen går fra hinanden. Vrede, skyld og skam fylder på siderne. De var rasende på hinanden, skriver Julie. Rasende, ulykkelige, sårede og forvirrede. Og der var mange kameler, der skulle sluges i processen. Deraf bogens titel.

Julie: - Noget af det første, vi skriver er, at man skal huske, at hvis man synes den anden var tarvelig og tåbelig, da man var sammen, så hallo - velkommen til fagre nye verden!

Den fagre nye verden er den lup på forskelligheder og dårligdomme, som et brud kan være. Presset og sorgen får ikke altid det bedste frem i mennesker, selvom målet er at komme bedst muligt videre, og der står et uskyldigt barn i midten. For Julie var de første år efter bruddet især en sej kamp for at undgå at gå i krig med Flemming.

Julie tog initiativet til skilsmissen og sagde ordet en lørdag morgen. For Flemming gav det følelsen af at miste overhånden og ikke have noget at skulle have sagt. Dén følelse sad tilbage i ham og fyldte. Foto: Peter Nørby

Julie: - Det var en del af Flemmings fortælling, at bruddet var min skyld, eller i hvert fald, at det var mig, der gik, men jeg har aldrig oplevet, at man ikke er to om at blive skilt, når man har været to om at få et barn. Det var meget nemmere for ham at pege fingre ad mig. Derfor besluttede jeg mig for, at hvis Yoko en dag skulle finde på at spørge, så ville jeg sige, at ja, det var min skyld. Det var en kæmpe skam for mig, for hvad hvis hun voksede op i den tro, at jeg havde forladt hendes far uden at kæmpe.

Flemming: - Jeg var pissevred, ulykkelig og såret og kunne overhovedet ikke tænke klart. Det er en hård erkendelse i dag, men jeg syntes, at det var hendes skyld det hele, for det var hende, der traf beslutningen og lod ordene falde en lørdag morgen, hvor vi var på vej ud ad døren og skulle over til min mor i Jylland. Jeg kan huske, at det var som om døren til lejligheden blev åbnet, at der skyllede en tsunami ind, og at alt, hvad jeg havde, var på vej til at forsvinde. Det tog megahårdt på mig, og jeg blev meget ulykkelig og også meget vred.

Julie og Flemming understreger, at de var fuldstændig færdige med at elske hinanden på det tidspunkt, og de havde været tæt på at gå fra hinanden nogle måneder før. Men for Flemming var det følelsen af at miste overhånden og ikke have noget at skulle have sagt, der sad tilbage i ham og fyldte. Var beslutningen i stedet truffet i fællesskab over et glas vin fredag aften, havde det været noget andet.

Blå bog

Flemming Møldrup, 51 år

Tv-vært og børnebogsforfatter, blandt andet kendt for tv-programmet ”Kender du typen?”.

Gift med Rikke og bor i København sammen med en veninde.

Julie Ralund, 41 år

Selvstændig tv-producent og konceptdoktor. Kæreste med Nis og bor i København.

Julie Ralund og Flemming Møldrup gik fra hinanden for 10 år siden efter 10 års samliv. De har en fælles datter, Yoko, som i dag er 13 år.

Sammen har de skrevet bogen ”Slug kamelen – der kommer flere: Leveregler fra et skilt forældreskab”. Bogen udkommer 28. maj.

Flemming: - En anden ting er, at vi sad der i en lækker lejlighed i Nansensgade, havde en dejlig bil, og alting var på overfladen som det skulle være, og derfra kunne jeg kigge ind i en fremtid, som var kulsort, fordi jeg ikke vidste, hvordan den skulle blive. Lejligheden var for dyr til, at jeg kunne bo i den alene, og hvordan er man alenefar? Der lå ikke en brochure i postkassen om, at alle mine følelser ville blive vendt på hovedet.

Da de kort tid efter sad omkring spisebordet og skulle forhandle om både sofa, bogreoler og om, hvor mange dage de hver især skulle have deres datter, kørte det rundt i hovedet på Flemming, og han vidste bare en ting, som var, at hvis han skulle skilles fra sit barn, så skulle Julie skilles fra det i lige så mange dage som han. Derfor holdt han stædigt fast på en 7/7-ordning. Det blev nærmest et mantra, han kunne klamre sig til.

Hvor kom det fokus fra?

Flemming: - Det kom fra vreden og sorgen, og det er derfor, man skal lade være med at forhandle lige med det samme. I virkeligheden skulle man tage på ferie hver for sig i tre uger og så komme hjem og begynde at tale om det. Det er en virkelig hård erkendelse at sidde med i dag, for det var mit behov, det handlede om i den forhandling, og ikke mit barns. Men jeg var skidesur og syntes, at Julie var en røv.

Flemming har sidenhen sagt mange gange, at Julie var god til at holde hovedet koldt og få dem godt igennem den svære tid. Det kom blandt andet til udtryk ved, at hun gav sig for hans krav og sagde ok til en 7/7-ordning på den betingelse, at de skulle vurdere efter nogle måneder, om det fungerede. Det gjorde det ikke. Syv dage viste sig at være for lang tid for datteren at være væk fra sin mor, og hun var ked af det i de sidste dage hos sin far. Siden er aftalen blevet justeret adskillige gange frem og tilbage og bliver det stadig, når der er behov for det.


Man skal lade være med at forhandle lige med det samme. I virkeligheden skulle man tage på ferie hver for sig i tre uger og så komme hjem og begynde at tale om det.


Julie: - Hvis vi var gået i krig med hinanden om de principper, så tror jeg, vi stadig kunne have stået og bekriget hinanden med dem i dag. Jeg tror, Flemming kunne mærke, at jeg ikke bekrigede ham, og det er jo svært at stå og ”krige” alene.

Fra vrede til sårbarhed

Flemming: - Det bedste råd, jeg kan give til dem, der står i en skilsmisse, er at bruge 10 terapitimer med en, der siger - prøv lige at høre, hvad hun siger. For os hjalp det virkelig meget at skille det hele ad i et modereret rum. Det var terapien, der reddede os, men også Julies fortjeneste, at jeg kom igennem det nogenlunde med forstanden i behold, for jeg var fandme på dybt vand.

Flemming var også meget heldig med sine venner, mener han. For dem fik han ingen opbakning fra, da han i starten bebrejdede Julie for bruddet og brugte det som et ståsted for at kunne tale dårligt om hende. Han var nærmest skuffet, når vennerne ikke bakkede ham op i at optrappe konflikten, skriver han i bogen.

Flemming: - Jeg sad en dag med en ven og brokkede mig over, at Julie allerede havde skaffet sig en lækker espressomaskine og alt muligt, og så svarer han bare helt lakonisk, at det er da bare fedt for Yoko, at Julie er kommet så hurtigt på plads. Ja okay, det kan jeg da godt se. Jeg fik slet ikke lov til at gå ned ad det spor hos mine venner, og det fik min vrede til at ebbe hurtigere ud og ikke eskalere. Det er virkelig et godt råd, jeg kan give til mennesker, der er omkring nogen, der er blevet skilt: Lad være med at agere benzin på et bål, der er tændt. Prøv i stedet at fremhæve de gode ting.

Julie: - Når jeg bliver usikker og ked, bliver jeg ikke blød som udgangspunkt. Jeg bliver hård og praktisk. Så i stedet for at ringe og sige at jeg er trist, så ringer jeg og pirker til Flemming for måske ubevidst at starte et skænderi, så jeg kan blive bekræftet i, at jeg er helt alene. Men jeg har lært nu, at jo mere sårbar og ærlig jeg tør være over for Flemming, jo bedre bliver vores samarbejde. Hvis ikke jeg tør vise, at jeg har brug for hjælp, så kan han jo heller ikke få lov til at give mig den.

Det seneste samarbejde mellem Julie og Flemming har banet vejen for en større mildhed over for hinanden. Fotograf: Peter Nørby

I dag ved Flemming godt, at når Julie ringer og siger, at hun synes, det er hårdt, så er det, fordi hun har brug for at blive mødt med noget anerkendelse. Og det får hun fra et velmenende hjerte.

Er der noget af alt det, I ville ønske, at I havde vidst, da I gik fra hinanden?

Julie: - Det hele! Flemming og jeg har talt mange gange om det banale i, at krise også betyder udvikling og om, hvorfor vi mennesker så tit skal helt ned og bide i græsset og blive dødssyge eller skilt for at nå frem til udviklingen. Jeg håber virkelig, at jeg fremover kan nå at gøre noget, inden man får drevet hinanden helt derud … Og hvor ville jeg gerne i de første år have hvisket til hende Julie, der syntes, at hun altid cyklede i regnvejr, og at hun ikke lavede andet end at handle i Netto og tage flyverdragt af og på barnet: ”Det er bare en fase! Du kommer igennem det og bliver lykkelig og glad”.

Flemming: - Her 10 år efter har jeg en virkelig dejlig relation til Julie, og jeg ville gerne have vidst, at det var en mulighed at få det så godt sammen. Jeg holder utrolig meget af Julie og synes, hun er en dygtig mor og på mange måder også et godt menneske.


Flemming og jeg har talt mange gange om det banale i, at krise også betyder udvikling og om, hvorfor vi mennesker så tit skal helt ned og bide i græsset og blive dødssyge eller skilt for at nå frem til udviklingen.


Han pauser rosen, imens et skælmsk smil breder sig i hans ansigt og udløser et højt og hjerteligt grin hos Julie.

Julie: - Om end lettere irriterende en gang imellem …

For ja, selvfølgelig bliver de stadig irriterede på hinanden og småskændes indimellem om alt det, som andre også skændes om. Men deres seneste samarbejde har banet vejen for en større mildhed over for hinanden - og over for dem selv, fortæller de samtykkende. Da de sidste år blev kontaktet af forlaget Gyldendal, skulle de dog lige tygge lidt på, om de havde lyst til at dele deres erfaringer i bogform.

Flemming: - Vi havde allerede været i medierne som dem med den gode skilsmisse, men vores modstand bestod i, om vi trådte ind i et minefelt, for vi vil ikke diktere, hvordan en succesfuld skilsmisse ser ud. Det ved vi ikke noget om! Det, vi ved noget om, er, hvad VI har været igennem. Vi er jo ikke unikke i denne her konstellation. Jeg tror, der er sindssygt mange, der arbejder benhårdt på forældreskabet og på at komme bedst muligt igennem en skilsmisse.

Bog blev fredserklæring

De sagde ja, fordi de har noget på hjerte og gerne vil inspirere andre med deres erfaringer, men de vil ikke fremstå som eksperter. Bogen er et vidneudsagn, men selvom de tidligere havde skrevet og fortalt om deres oplevelser, var det en overraskende voldsom proces, fortæller Flemming.

Flemming: - Det har været et besøg tilbage i en tid, som vi heldigvis er sluppet nådigt igennem, men det var en tsunami af følelser at åbne den igen. Det havde jeg ikke forventet, for vi surfede lidt på den der samarbejdsforældrebølge, og så var det faktisk rigtig hårdt.

Julie: - Vi har fået talt om ting, vi aldrig før havde talt om. Jeg ser os nu som to mennesker, der tager ansvar for deres liv, og som kan kigge på hinanden, men også på sig selv med lidt mere mildhed.

Flemming: - Det har været meget rørende at læse Julies tanker. Hvad skete der inde i hende, imens alt det her skete inde i mig? På en eller anden måde så landede manuskriptet i mig som en fredserklæring.

Har jeres historie givet jer noget, I kan tage med ind i nye parforhold?

Julie: - Ja, er du da sindssyg! Flemming og jeg modellerede alt for meget på hinanden, og hvis man har det behov, så skal man ikke være sammen. Man er to individer, og man skal lade den anden være sig selv og ikke lede efter et fælles vi. Det fungerer i hvert fald ikke for mig. Og så har jeg fået en dyb taknemmelighed over parforholdet og over kærligheden, som jeg ikke var klar over, at jeg skulle have, dengang jeg var sammen med Flemming. Jeg er dybt taknemmelig over at få lov at være to og tre - og fem og ni, og hvor mange vi nu er efterhånden. For der er godt nok mange.

Julie refererer til sin og Flemmings nye partnere med børn samt til Nicoline, som Flemming deler lejligheden med, og som også en del af samværet i den store familie. Flemming er i dag gift med Rikke, som bor i en anden lejlighed sammen med sin teenagedatter. Julie og hendes kæreste, Nis, har ligesom Flemming og Rikke også valgt at bo hver for sig foreløbig.

Flemming: - Min hustru, Rikke, og jeg vil gerne flytte sammen på et tidspunkt, men ikke lige nu med to teenagepiger, som hver især er i gang med at folde deres vinger ud. Sammenbragte familier kan hurtigt komme under pres og til at handle om noget andet end det, man fandt sammen omkring i sin tid. Jeg siger ikke, at man ikke skal flytte sammen, men vi har valgt denne her løsning.

Julie: - Jeg vil også meget gerne flytte sammen med min kæreste, men der er mange børn, der skal have det godt, og jeg vil ikke lade mig forblænde. Bare fordi forældrene bliver forelskede, er det jo ikke sikkert, at børnene bliver det.

Julie og Flemming er selv skilsmissebørn, og det hjælper dem til at fokusere på det fælles barn frem for at hive alt muligt fra hinanden, mener de. Julie er et produkt af tiden, hvor folk fandt på alverdens mærkværdige ordninger, og hun endte i en 12/2-ordning, hvor hun i gennemsnit så sin mor i to dage hver anden uge og to uger i sommerferien. Hun og hendes bror blev skilt ad. Flemming har derimod ikke nogen erindring om at skulle deles imellem mor og far, da han er vokset op med sin mor og med en far, som boede i Israel og ringede en gang imellem over en skrattende telefonlinje. Den konstellation gav ham den overbevisning, at han aldrig selv skulle være den del af en familie. Han ville få det til at gå i smadder, var han sikker på.

Flemming: - Julie siger tit, at jeg ikke er den fastforrentede type, og det er jeg virkelig ikke. Jeg trives rigtig godt med at være på farten og med at være flydende eller utydelig i alting. Jeg ville ikke have en familie, men da jeg så kom ind i en, ville jeg ikke ud af den igen, for der er jo ikke noget større end at få et barn. Man kan sige, at vi begge to har en følelse eller et traume i kroppen, som handler om, hvor sårbar man er, når man er skilsmissebarn. Det er er vi ubevidst bevidste om, fordi vi har prøvet det selv.

Julie: - Vi har selv ønsket, at vi var blevet værnet mere om som børn.

Spiller hinanden gode

En skilsmisse er løsningen på ét problem og begyndelsen på 1000 nye, skriver Julie og Flemming i bogen. Flemming bekymrer sig ikke så meget som Julie og er god til at overbevise sig selv om, at det hele nok skal gå. Men det er ikke altid gået helt godt alligevel.

Flemming: - Jeg har to dårlige relationer bag mig, især en, hvor Yoko blev ret mast, fordi der var et andet barn, som fyldte rigtig meget. Det fortalte hun om hjemme hos sin mor, og så ringede Julie, fordi hun syntes, jeg skulle vide, hvordan Yoko havde det. Det har jeg været meget taknemmelig for. Det er virkelig dejligt at have en eks, som ikke ringer og råber og skriger, men som bare gerne ville os alle sammen det bedste.

I dag er deres datter 13 år, så meget har ændret sig, og der skal justeres og afstemmes løbende, og det bliver der. Er der krise, så holder de familieråd, så alle bliver hørt, og så det aldrig bliver mor og datter mod far eller omvendt. Beslutningerne bliver truffet efterfølgende imellem forældrene. De er et team, og det lægger de vægt på over for deres datter såvel som over for deres partnere. Det er slet ikke til diskussion. Julie og Flemming har én overordnet leveregel, og det er ”øjnene på bolden”, altså på det fælles barn. Den regel fik de banket godt ind under huden, da de var i parterapi, og selv om det er lettere sagt end gjort at efterleve den, har de holdt fast i den gennem årene.

Julie: - Vi skal være i sync med hinanden hele tiden, så det ikke bliver sådan, at hos den ene må hun det her og hos den anden må hun ikke. Nu bor hun mest hos mig, og det kræver noget ekstra af både mig og hende. Jeg har et ansvar for at spille Flemming på banen. Det ville være så nemt for mig at smide ham under bussen, hvis du forstår - at være ligeglad med deres relation og med hvor meget, de ses, men han er hendes far, så det er vigtigt.

Flemming: - Vi spiller også altid hinanden gode, og det har hjulpet vores datter rigtig meget, uden at jeg kan sætte en finger på hvordan. Vi taler altid pænt om hinanden og om hinandens partnere. Forleden da hun skulle hjem til Julie, sagde hun, at hun ville komme til at savne mig, og jeg svarede - ja, og jeg glæder mig til at se dig igen!

Han karikerer sig selv med en barnagtig positiv stemme og et overdrevent smil.

Flemming: - Nu er hun teenager, så hun synes, det er pisse- irriterende og sagde, at hun altså godt ved, at det er noget, vi har aftalt, at vi skal sige. Vi har gjort det for ikke at putte savnet over på hende, for hun skulle ikke sidde hos mig og have dårlig samvittighed over, at nu sidder mor derhjemme og savner hende. Vi har prøvet at være skilsmissebørn selv, og det hjælper os til at fokusere på vores barn frem for at hive alt muligt fra hinanden.

Interviewet bringes i et samarbejde mellem ALT for damerne og Avisen Danmark.