Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Demonstranterne bredte sig til Østerbro fredag aften, da demonstrationen blev opløst foran Israels ambassade.

Alle konflikters moder vækker også stærke følelser i Danmark

Israel-Palæstina-konfliktens værste voldseskalation i syv år trækker spor hele vejen til Helsingør og Hellerup.
Der er langt til Jerusalem. Cirka 4.500 kilometer. Men alle konflikters moder, som den blodige kamp mellem israelerne og palæstinenserne ofte er blevet kaldt, bringer også sindene i kog i Danmark. Billederne fra Gaza, Israel og Vestbredden er blevet mere og mere tragiske i løbet af ugen. Slagsmål, knivstik og raketangreb. Siden mandag er 139 palæstinensere blevet dræbt. 39 af dem var børn. For isralerne er dødstallet ni. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Bombardementerne er ikke set så voldsomme siden den væbnede konflikt mellem Gaza og Israel i 2014. Og uroen resulterede i en ny anbefaling fra det danske Udenrigsministerium lørdag: “Lad være med at tage til Israel og Vestbredden”. Men konflikten er allerede taget til Danmark. Fredag eftermiddag endte en demonstration foran den israelske ambassade i tåregas og knippelsuppe. For blandt palæstinensiske flag, partisanertørklæder og cirka 4.000 fredelige demonstranter, var der en lille kerne, som kastede sten og kanonslag mod ambassaden i Hellerup. Politiet måtte gribe ind. Samme dag vågnede borgere i Helsingør op til antisemitisk graffiti på rådhuset. Det er trist. Og en del af problematikken herhjemme skyldes tilsyneladende uvidenhed. Danske muslimer bliver sommetider konfronteret med radikale islamisters handlinger, ligesom at danske jøder oplever hetz på grund af ulovlige, israelske bosættelser - selvom det ikke har noget med dem at gøre. - Danske jøder har kunnet leve fredeligt side om side med muslimer i hundreder af år, siger formanden for Dansk Zionistforbund, Max Meyer. I dagens overblik forklarer han, hvorfor man må skelne mellem danske jøder og staten Israel. Derudover holder vores garvede reporter Flemming Mønster fingeren på pulsen i forhold til Scandinavian Star. Beslutningen om at kulegrave brandulykken betyder meget for mange. Men en af dem, som det betyder særligt meget for er Mike Axdal, som reddede sig selv ud af flammerne, mens hans far og bror omkom. Flemming har talt med ham. Du kan også læse den tankevækkende historie om Anja Plesner Bloch, der lever et godt liv på metadon - og kæmper for at stoffer bliver afkriminaliseret. Eller du kan læse om kampen for at bevare musikmiljø og MGK-skoler i provinsen. God fornøjelse!
Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør
14 ministre og 31 år skulle der gå, inden nogen lyttede til Mike Axdal og iværksatte en undersøgelse af brandulykken. Nu fortæller han om forløsningen.
For 31 år siden stod Mike Axdal ved sin fars og brors grav og lovede, at han skulle gøre sit til, at den forbrydelse, der tog livet af dem, branden på Scandinavian Star, skulle blive opklaret. Det er ikke sket endnu, men i onsdag kunne han tage til gravstedet og fortælle, at nu går et undersøgelsesarbejde i gang. Langt om længe. Birgitte Carol Heiberg

Tre årtiers kamp i Scandinavian Star sagen kulminerer: - Tonni og far, nu sker det

I onsdags meddelte justitsminister Nick Hækkerup, at en specialgruppe skal kulegrave det økonomiske spor i den påsatte brand på norgesfærgen Scandinavian Star.
159 mennesker døde som følge af branden natten til 7. april 1990.
Det er 31 år siden. Branden er uopklaret. Når der sker noget nu, skyldes det ikke mindst Mike Axdal.
Han reddede sig ud af flammerne dengang, men hans far og bror omkom. Siden har han lagt alle kræfter i at søge svar på, hvad der sket.
Blandt andet det har resulteret i, at der nu eksisterer så stort et mistankegrundlag om forsikringssvindel som motiv til at sætte ild til skibet, at justitsministeren nu vil have det undersøgt nærmere.
For Mike Axdal selv er den beslutning en forløsning, en opfyldelse af et ønske, et håb, der har været hans tilværelses drivmiddel i 31 år.

I 31 år har kampen for at få branden på Scandinavian Star opklaret fyldt Mike Axdal helt op. I onsdags kom beskeden: Nu skal sagen undersøges. Med ét blev han tom indvendig.

Scandinavian Star: Han kigger bare. Måske står han og siger noget til dem, han kigger på, men  i så fald kommer ordene ikke hørligt ud over læberne.

Det er fredag, og to dage forinden stod han der også, for han havde en besked at aflevere, og da åbnede han munden: "Nu sker der noget. Jeg lovede jer det, og det sker nu."

Dem, han henvender sig til er Henning og Tonni. Far og bror. Eller ... de var. Det er gravstenen med deres navne, han har øjnene på, gravstenen med beplantningen og buketterne, han så vidt muligt sørger for altid er friske.

"Familien Axdals gravsted" står der på stenen. Han skal selv ned under den engang. Han er også en Axdal, fornavnet er Mike. Han er 58 år.

Tom for ord

Døden kom tidligt for Henning Axdal, faderen, der fik godt 53 år at leve i, og for Tonni Axdal, storebroderen, der sagde farvel som 31-årig.

Mike Axdal var 27 år dengang. Han kunne lige så godt have ligget der også. Så havde der ikke været nogen historie at fortælle, for så havde Danmarks justitsminister næppe haft nogen grund til i onsdags at bringe en nyhed med tre årtiers forsinkelse.


Jeg har i alle årene været fyldt med vrede over den brand. Virkelig fyldt, og nu står jeg her og er ... tom, tom for ord. Helt tom indeni. Det er jo det, jeg har kæmpet for i 31 år, dét, jeg lovede min far og min bror.

Mike Axdal


Den handlede om, at nu skal en specialistgruppe, en task force, undersøge, om norgesfærgen Scandinavian Star i sin tid blev sat i brand med 159 tabte menneskeliv som konsekvens, fordi nogen havde et økonomisk motiv til at gøre det. Henning og Tonni var to af de 159.

- Jeg har i alle årene været fyldt med vrede over den brand. Virkelig fyldt, og nu står jeg her og er ... tom, tom for ord. Helt tom indeni. Det er jo det, jeg har kæmpet for i 31 år, dét, jeg lovede min far og min bror.

Det var derfor, Mike Axdal efter nyheden fra ministeren satte sig i bilen og kørte fra sit hjem i Korsør til Hemmeshøj kirkegård og afleverede den gode besked til faderen og storebroderen.

Det var han nødt til af to grunde.

For det første, fordi han dengang, da begravelsen var ovre og stenen var rejst, knælede, lagde hånden på den og afgav et løfte om, at hvis ingen andre ville, skulle han nok tage kampen for at få branden opklaret.

For det andet, fordi dårlig samvittighed nagede ham.

- Det var mig, der fik dem med om bord. De døde, jeg overlevede, siger Mike Axdal.

Et sølle skib

Grunden til, at han fik dem med om bord var, at han drev en entreprenørvirksomhed med reparations- og renoveringsopgaver inden for søfart.

Dengang i april 1990 var han hyret til at udføre maler- og tapetarbejde på en del af færgen, der var ankommet fra Florida for at blive sat ind på ruten mellem Frederikshavn og Oslo.

- Skibet var slidt og ramponeret, nærmest sølle, siger han.

Det var umuligt at nå inden, færgen blev sat i rutefart. Derfor var han med om bord under sejladsen, og derfor havde han bedt sin far og bror om at give et nap med.

Det er også dette arbejdsforhold, der gør, at den brand, der brød ud natten til 7. april 1990, på vej fra Oslo til Frederikshavn, har defineret livet for ham derefter.

- Der var lusk på færde

Han havde studset over flere ting, da han første gang gik om bord for at arbejde. Især at besætningen havde opfattelse af, at skibet var ejet af nogle andre, nogle amerikanere, end den dansker ejer, han selv var hyret af.

Han undrede sig over flere andre ting, blandt andet at noget brandslukningsudstyr absolut skulle pilles ned.


Jeg gik fra søforhøret med en klar fornemmelse af, at der var lusk på færde.

Mike Axdal, overlevende fra branden på Scandinavian Star


Med den undren i baghovedet blev han for alvor overrasket under søforhøret. Det tog han ind til, fordi han var ude af sig selv. Han ville høre nogle forklaringer på det, der var sket.

- Dem, der mødte op, redere, ejere, forsikringsfolk, advokater og den slags, det, der blev fortalt, og det ejerskab, der fremstod, - der var noget, der ikke stemte med det, jeg havde erfaret i forbindelse med arbejdet. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg gik fra søforhøret med en klar fornemmelse af, at der var lusk på færde.

For morbidt

Det var denne fornemmelse af lusk, der fik ham til at tage ud til graven og afgive sit kampløfte.

- Det viste sig  hurtigt, at den kamp blev nødvendig, siger ham.

Der kom nemlig intet ud af, at norsk politi fik det primære opklaringsarbejde, mens dansk politi skulle tage sig af ejer-og forsikringsforholdene.

Dét kom danskerne aldrig i gang med i form af en egentlig kriminalefterforskning.

I allerførste omgang handler det givetvis om, at absolut ingen havde tilpas morbid fantasi til at tænke den tanke, at der nok var nogen, der havde sat ild til en færge med flere hundrede mennesker om bord for at gafle en god forsikringssum.

Det gjorde sagen til hans liv, for hurtigt meldte sig det ene spørgsmål efter hinanden. Op i gennem årene er de vokset til et omfattende kompleks af mistanker om forsikringssvindel - mistanker, ikke beviser.

Glad og stolt

Havde det ikke være for Mike Axdal, var dette mistankemateriale næppe bragt til veje, og presset for en efterforskning næppe været etableret og fastholdt op til i dag.

Han har søgt aktindsigt på aktindsigt, han har konsulteret myndigheder i fjerne lande, og han har samlet lydfiler og videooptagelser og bunker af forsikringspapirer og andre dokumenter med relevans for sagen sammen.

- Jeg vil ikke iklæde mig falsk beskedenhed, for jeg ved, hvor meget jeg har knoklet. Så jeg er både glad og stolt over, at justitsministeren nu nedsætter en gruppe, der skal til bunds i sagen.

- Men ... der er altså også andre end mig, der har slidt i det. Vi har en pårørendegruppe med engagerede folk,  og politisk har der i årenes løb været et konstant pres fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, og Fremskridtsparti i de første år, siger Mike Axdal.

Traumatiske oplevelser

Mike Axdal er blevet både ekspert og medievant, men han er ikke uhildet. I bund og grund er han offer og har været i sine følelsers vold i tre årtier.

Det er en traumatisk oplevelse i sig selv at kæmpe sig levende ud fra et massedrab. Det bliver værre, når ens allernærmeste ikke klarer den. Og endnu værre, når det efterfølgende opstår mistanke om, at det hele er sket, fordi nogen havde ondt i sinde, og efterforskning af alle spor  og mistanker synes ligegyldig.

For Mike Axdal fulgte endnu en tragedie godt tre år senere. Hans kone døde, og han stod ene tilbage med en datter på ti år og en søn på seks.

Om det ødelagde noget for ham mentalt, om hans personlighed ændrede sig, er spørgsmål, han ikke rigtig ved, hvad han skal svare på.

- Nej, det ... der gik i hvert fald mange år, inden jeg kunne sejle med et skib ... altså ....

Hvorefter han slår over i mystikdetaljer i forbindelse med forløbet af branden og mistankerne om dens opståen. Som om han ikke kan slippe den, sagen.

Fysisk er han mærket resten af livet. Den lange kravletur i røgtæpperne i kahytsgangene, inden han fandt døren ud til dækket, har givet lungeskader. Arbejdsevnen er nedsat med 65 procent. Så en pension afløste entreprenørlivet. Han supplerer han med et job som mentor for udviklingshæmmede, der er kommet i karambolage med lovgivningen.

Ellers er han dybest set ved godt mod. Selv er han ikke i tvivl om forklaringen: Den hedder Charlotte, kvinden han mødte nogle år efter konens død, og som han nu er sammen med og har en datter med.

- Hun har støttet mig hver gang, jeg er snublet.

Det er han tit, siger han. Når han har følt, at han slog i en dyne.

Stadig lang fra finalen

Det ubesvarlige spørgsmål lige nu, er om han kommer til det igen.

Hvis man bruger et fodbold VM som metafor for Scandinavian Star sagen, er man med task forcen stadig langt fra titlen. Man er end ikke fremme ved finalen, ikke engang i slutrunden. Man har kvalificeret sig til at deltage i kvalifikationsturneringen.

Ikke desto mindre har Mike Axdal, siger han selv, ikke siden branden følt sig så tryg, som han gør nu.

- Justitsministeren lægger op til uvildighed. Det tyder på, han ønsker en bred palet af personer med høj ekspertise og uden egne interesser og uden at skulle tage specielle hensyn til nogen eller noget.

To formål

Med branden tre årtier tilbage er der en risiko for, at den ikke kan opklares fuldt ud. Det mener han ikke vil genantænde raseriet.

- Nogle er døde, andre er måske blevet demente. Måske kommer man ikke til at arrestere lige netop den person, der strøg tændstikken. Men der er mange ulovligheder og brandplanlægning op til antændelsen, der kan afsløres og drages nogen bagmænd til ansvar for, siger Mike Axdal.

For ham at se er der to formål med en taskforce: Enten: en opklaring. Eller: et forsøg på en opklaring.

- Som overlevende og pårørende er det forløsende i sig selv at blive taget alvorligt, og at det bliver forsøgt at finde svarene på de mange spørgsmål. Noget sent. Men dog et forsøg. Hvis bare det er helhjertet, lever jeg med, at man risikerer ikke at få den fulde opklaring.

D'damer og herrer: Dette var Mike Axdal, manden, der indledte dette interview med at bedyre, at han var blevet tom for ord.

Branden på Scandinavian Star

Onsdag 12. maj 2021 meddelte justitsminister Nick Hækkerup (S), at han nedsætter en specialgruppe, en task force. Den skal kulegrave det økonomiske spor i den påsatte brand på Scandinavian Star, det vil sige mistanken om at forsikringssvindel kunne være motivet til at sætte skibet i brand.

Scandinavian Star brød i brand om natten 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn. Den anses for påsat.

482 besætningsmedlemmer og passagerer var om bord på færgen. Branden kostede 159 mennesker livet.

Mike Axdal overlevede branden. Det gjorde hans far og bror ikke.

Siden har han kæmpet for at få belyst de mange mistanker om forsikringssvindel som motiv.

Det er dette mistankegrundlag, der nu fører til, at en task force bliver nedsat. Formålet er gennem undersøgelser og interviews at indkredse de mistankepunkter, der bør underkastes decideret politiefterforskning- og afhøringer.

Ulovlige bosættelser i Israel er ikke nødvendigvis jødiske. Og jøder i Danmark har ikke per automatik noget med Israel at gøre.
'Jøder myrder børn i Palæstina' lød teksten under Helsingør Rådhus fredag eftermiddag. Foto: Presse-fotos.dk

Dansk jøde om hærværk: Et stigende problem, at der ikke skelnes mellem danske jøder og staten Israel

Situationen i Israel og Palæstina har for længst nået kogepunktet. Det syder og bobler til en sådan grad, at dråber af konflikten rammer Danmark. 
Fredag vågnede Helsingør op til graffiti under vinduerne på rådhuset: "Jøder myrder børn i Palæstina," stod der skrevet. 
Den slags gør ondt på det danske jødesamfund. Ifølge formanden for Dansk Zionistforbund, Max Meyer, er det et generelt problem, at danske jøder og staten Israel bliver set som to sider af samme mønt. Israelske bomber over Gaza eksploderer i øget jødehad i Helsingør og andre danske byer. Det mener i hvert fald Max Meyer.

Der er ikke så meget tale om jødehad, som om at formentlig muslimske unge ikke forstår at skelne mellem danske jøder og konflikten i Mellemøsten, mener formanden for Dansk Zionist Samfund.

Israel-konflikten: "Jøder myrder børn i Palæstina", stod der skrevet med graffiti under vinduerne på Helsingør Rådhus. Graffitien blev opdaget fredag formiddag, forud for en senere demonstration foran Israels ambassade i København, der udviklede sig voldeligt.

Og graffitien handler netop mere om Israel, end om et had til danske jøder, vurderer Max Meyer, der er formand for Dansk Zionistforbund.

Max Meyer understreger, at han kun kan udtale sig generelt som dansk jøde, og ikke taler på den jødiske menigheds vegne. Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra talspersoner fra menigheden i dag, da den jødiske menighed praktiserer sabbatten, hvor der er hviledag fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag.

- Som dansk jøde er jeg desværre ikke i tvivl om, at problemet desværre er stigende, siger Max Meyer.

En vildfarelse

Max Meyer mener dog, at en stor del af for eksempel den aktuelle hadefulde graffiti ser ud til at skyldes en vildfarelse, formentlig fra unge muslimer.

- Danske jøder har kunnet leve fredeligt side om side med muslimer i hundreder af år. Der er selvfølgelig nogle muslimer, der hader alle jøder, men det her handler om konflikten i Mellemøsten og ikke om forholdet til danske jøder, siger Max Meyer.

- Vi ser det gang på gang, at når de her konflikter opstår, så kan de unge tilsyneladende ikke skelne mellem danske jøder og staten Israel, selv om det er to forskellige ting, siger Max Meyer og fortæller, hvordan han oplever, at så gør dem, der hader jøder og dem, der er utilfredse med staten Israels handlinger fælles sag, uden at skelne og uden at anerkende, at staten Israel og danske jøder er to vidt forskellige ting.


Danske jøder har kunnet leve fredeligt side om side med muslimer i hundreder af år. Der er selvfølgelig nogle muslimer, der hader alle jøder, men det her handler om konflikten i Mellemøsten og ikke om forholdet til danske jøder

Max Meyer, formand for Dansk Zionistforbun


I den forbindelse mener han, at for eksempel medierne også har et ansvar, fordi man fortæller om jødiske og ikke om israelske bebyggelser, selv om en femtedel af Israels befolkning  faktisk ikke er jøder, påpeger han.

Også dørene ind til rådhuset var blevet malet med graffiti. Foto: Presse-fotos.dk
Portugal gjorde det for 20 år siden. Norge er i gang med det. I Danmark ruller debatten: Bør stoffer afkriminaliseres? Ja, mener Anja Plesner Bloch, der har været afhængig i størstedelen af sit liv.
Anja Plesner Bloch vil ændre måden hvorpå vi ser, taler om og behandler stofbrugere. Et skridt på vejen er at afkriminalisere stoffer, siger den 51-årige kvinde, der selv har været heroinafhængig i mange år. Foto: Emil Jørgensen.

Stofbrug uden stigma: Anja vil revolutionere danskernes syn på hende selv og andre “junkier”

Misbrugere. Narkomaner. Junkier. 
Ifølge Anja Plesner Bloch er stofbrugerne den mest stigmatiserede befolkningsgruppe i Danmark. Hun har selv mærket det. I hendes 51 år lange liv har hun boet i Galten, Haderslev, Svendborg, Odense og en hel masse andre danske byer. Fællesnævneren har været stoffer og kriminalitet. Hun har været til mere end 1000 NA-møder. I over 25 behandlingsforløb. Hun har haft brug for hjælp. Men føler selv, at hun i højere grad er blevet tacklet med test og krav fremfor muligheder. At hun er blevet mødt med fordømmelse snarere end forståelse.
Det kæmper hun for at lave om på nu. Og et vigtigt skridt på vejen er - ifølge Anja Plesner Bloch - at den danske regering afkriminaliserer stoffer, ligesom de har gjort det i Norge.

Stedfar pillede under dynen, og mor græd af migræne over regningerne. Anja Plesner Bloch har aldrig haft lyst til livet, som det så ud. Narkoen hjalp, men gjorde hende hjælpeløs. Og det offentlige Danmarks misbrugsreaktion forværrede det kun. I dag er Anja 51 år, metadon-medicineret og hæs fortaler for at afkriminalisere stoffer.

Stofstatus: En mand gik rundt med et bilrat i en snor rundt om halsen, fordi han ”styrede for meget selv”. En anden bar en babydukke i favnen, indtil vedkommende “fandt sit indre barn”. Og en 65 år gammel person bevægede sig omkring med pegefingeren boret ned i blomstermuld i en lille potte for at “bevare jordforbindelsen.”

Kalenderen skrev 1995, stedet hed Egeborg Behandlingscenter, og minderne tilhører Anja Plesner Bloch. Det er et af hendes eksempler på, hvordan hun som stofbruger i Danmark føler, hun er blevet behandlet forkert.

- Vi blev degraderet til børn. Vi blev spærret inde, iført badekåber og bedt om at tilbede gud, siger Anja.

- Vi lærte, at vi først og fremmest skulle skamme os. Og at livet ville ende i fængsler, institutioner og død, hvis ikke vores misbrug hørte op.

Anjas talestrøm kommer hæst og hurtigt. Vi sidder over en kande filterkaffe i en kælder på Vesterbro i København på Kristi himmelfartsdag. Det er emnet, ikke dagen, som er helligt for hende: Stofbrugeres vilkår i Danmark.

Den kontroversielle institution Egeborg lukkede i 1998. Men den dag i dag fortsætter stigmatiseringen af stofbrugere, mener Anja. De cirka 33.000 danskere, der ifølge Sundhedsstyrelsen har "et vedvarende og skadeligt indtag af hash, kokain, heroin med videre", får ikke altid den hjælp, de har brug for. Enten fordi de ikke beder om den. Eller også fordi de tackles med test og krav fremfor muligheder og mødes med fordømmelse snarere end forståelse.

Problemet, siger Anja, er ikke nødvendigvis stofferne. Det er lige så meget stoffernes status.

- Stofbrugere er en patientgruppe. Det er syge og traumatiserede mennesker. Men så længe narkotika er kriminelt ifølge lovgivningen, vil vil fortsætte med at være den mest nedvurderede gruppe i samfundet.

Sådan har Anja Plesner Bloch sagt i årevis. Men diskussionen er blevet mere aktuel end nogensinde tidligere, fordi den norske regering nu vil afkriminalisere stoffer i vores skandinaviske broderland nord for Skagerak. Som leder af Brugernes Akademi og tidligere medlem i Rådet for Socialt Udsatte advokerer Anja for, at Danmark gør det samme.

Og hun bruger sin egen historie som eksempel på hvorfor.


Stofbrugere er en patientgruppe. Det er syge og traumatiserede mennesker. Men så længe narkotika er kriminelt ifølge lovgivningen, vil vil fortsætte med at være den mest nedvurderede gruppe i samfundet.

Anja Plesner Bloch, leder af Brugernes Akademi.


Tombola af svigt

Anja er diagnosticeret maniodepressiv og har flere andre diagnoser. Hun har mistet alle sine tænder. Og på grund af en kronisk lungesygdom, må hun under interviewet sætte små plastikslanger i næseborene og tænde for en iltmaskine.

Hun er 51 år og mildest talt skrantende.

Men Anja lever et godt liv, siger hun. Og det gør hun, fordi hun får lægeordineret metadon.

- Fordi jeg får min medicin under ordnede, frie forhold, kan det lade sig gøre for mig at gøre det, jeg brænder for, fortæller hun.

Brugernes Akademi er en forening af og for tidligere, nuværende og pauseholdende stofbrugere, hvis formål er at forbedre vilkår og rettigheder for stofbrugere i hele Danmark. På deres kontor har de et Danmarkskort der viser, hvor mange steder i landet de sørger for, at stofbrugere får rene kanyler. Foto: Emil Jørgensen.

- Jeg har aldrig haft lyst til livet, som det så ud.

Det er der flere grunde til. Anjas fortællinger om fortiden er som en tombola af svigt, traumer og dårlige beslutninger.

Når Anja og hendes storesøster legede far, mor og børn som små, så havde mor migræne, og far var på værtshus. Det var det voksenliv, de kendte til.

Indtil skilsmissen. Og fattigdommen. Anja husker en nytårsaften, hvor der kun var råd til et kyllingelår til hende og søsteren. Morens tallerken var tom.

Ind flyttede en stedfar med både penge og alkohol. Som 15-årig vågnede Anja en nat, da stedfaren sad på hug ved siden af sengen og befamlede hende. Hun frøs til is. Kiggede ned på familiens bokserhund, Max, som lå på gulvet, mens hun undrede sig over, hvorfor han intet gjorde.

Anja fandt lindring i æblevin og snaps. Så hash. Senere benzodiazepiner. Heroin. Alt, der kunne skubbe virkeligheden væk.

Fra hun var 16 år og 12 år frem var hun i behandling 23 gange. Målet var altid at blive clean. Og metoden var altid Minnesotamodellen - et 12-trinsprogram bygget op om det princip, at misbrugeren først og fremmest skal anerkende, at han eller hun er "narkoman". At han eller hun "forvolder smerte på sin egen familie." At han eller hun står over for en altafgørende skillevej: Bliv stoffri - eller dø.

For Anja var det nedbrydende.

- Der var aldrig nogen, som spurgte: "Anja, hvad har du brug for?"

- Hvad ville du have svaret på det spørgsmål?

- At jeg havde brug for en bolig, en psykolog, en læge, en diagnose eller medicin. Men den eneste behandlingsform, der eksisterer, når du først har fået stemplet som stofbruger, er, at du holder op med at være stofbruger.

Problemerne voksede. Penge stjal hun. Heroin solgte hun - for at få råd til heroin. Indtil hun flyttede ind hos pusheren. Han gav Anja en kat, da hendes mor døde, men brækkede bagbenene på katten en dag, hvor han var sur. Og truede Anja med samme behandling, hvis hun nogensinde forlod ham.

Anjas storesøster bad hende om kun at ringe en gang om måneden med livstegn. Mere end det kunne søsteren ikke rumme.

Anja tænkte på at hoppe ud foran et tog, men turde ikke. Hun havde intet at leve for.

Indtil hun fandt ud af, at hun var gravid.

Oliver

Oliver blev på mange måder Anjas redning. Ønsket om at en god mor var så brændende, at hun hældte sin sidste pose heroin ud af vinduet.

- Vi havde syv gode år med sovs og kartofler og Vild med Dans, siger Anja.

Det hæse tonefald har været muntert igennem hele interviewet - også når hun har fortalt om psykisk vold fra stedfædre og kærester, sine desperate "Egon Olsen-agtige indbrud" og sine stoffremkaldte koksere.

Men den næste del af historien fortæller Anja med ansigtet begravet bag hænderne. Den gør ondt.

Da Anjas kæreste Claus - som de facto var Olivers far - ringede hjem fra en ferie i Egypten, kunne hun høre det med det samme: Han var skæv. Og i og med at han havde haft de samme problemer som hende, blev hun bange.

Da Claus kom hjem til Danmark, kom han ikke hjem til familien. Jagten på stoffer var genoptaget.

- Far har voksenproblemer, sagde Anja til Oliver, som på det tidspunkt var syv år gammel.

Sønnen spurgte, om faren kunne "dø af voksenproblemerne", og Anja forsikrede, at det kunne han ikke.

Samme nat døde Claus af en overdosis heroin. Og Anja gik til hundene igen.

- Jeg bad om at få Oliver i plejefamilie. Men kommunen byggede i stedet en sag op og fik ham tvangsfjernet, fortæller hun.

I stedet for at få hjælp af kommunen til at bearbejde sine tab, følte Anja, at hun blev straffet for at være stofbruger. Igen. Da sagsbehandlerne overrakte meddelelsen om tvangsfjernelse til Anja, måtte naboen i opgangen holde hende. Hun var klar til at slås med dem.

Men hun var også klar til at slås for at få Oliver tilbage. Hun fik kontakt med Gadejuristen – en frivillig organisation, der yder juridisk bistand til stofbrugere og hjemløse – og kom ud af sit heroinmisbrug.

Afkriminalisering af stoffer

Tre timer inde i interviewet med Anja på Kristi Himmelfartsdag, kommer der en ung, lyshåret mand ned i kælderlokalet. Han har sportstøj på og et smittende smil. Det er Oliver, nu 22 år gammel.

På grund af sin lungesygdom kan Anja dårligt bære en indkøbspose. Så sønnen kommer forbi tre gange om ugen med mad.

- Jeg elsker dig, siger hun, da han med hurtige skridt forlader lokalet.

- Jeg elsker også dig, mor, mumler han på vej op ad trapperne.

Oliver kender sin mors historie ud og ind. Han flyttede sammen med sin mor igen, da han var 11 år, mens hun stadig boede på et behandlingscenter. Og siden da har Anja Plesner Bloch været en offentlig person, der har kæmpet stofbrugernes sag.

- Men hvordan er din fortælling et argument for afkriminalisering af stoffer?

- Jeg havde søgt om hjælp langt tidligere, hvis ikke stofferne var ulovlige og stigmatiserede. Jeg er blevet presset ud i miljøer og kriminalitet, som kunne have været undgået. Og min familie havde måske også reageret anderledes og undladt at hugge hånden af mig, siger Anja.

For hende handler det om noget helt grundlæggende: måden vi ser, omtaler og behandler stofbrugere på skal ændres. Selv er hun stoppet med at bruge ord som misbruger, narkoman, clean og junkie.

- Misbrug er noget, du gør mod andre. Du kan ikke misbruge en pose heroin, for den bliver ikke ked af det. Det modsatte af clean, det er beskidt. “Junkie” sagde man i gamle dage om en, der samler skrald for at få råd til stoffer.

- Og narkoman… Tænk på, hvor reducerende det er. En narkoman er jo også meget andet. Det er et ord, man kan bruge om én selv. Lidt på samme måde som ‘perker’. Ingen andre skal kalde en det.

Samfundet bør ifølge Anja acceptere, at 100 procent stofløshed ikke nødvendigvis er den rigtige model for alle. Og et vigtigt skridt mod et mere nuanceret blik på stofbrugere er, hvis stofferne bliver afkriminaliseret.

Udenfor vinduet høres lyden af fugleføjt, som blander sig med Anjas pivende åndedræt. Hun ser træt ud.

- Anja, kan du forstå dem, der mener, at det modsatte af at tvinge folk til at stoppe deres stofbrug, det er at give op? Er afkriminaliseringen ikke lig med at give op på sådan en som dig?

- Man tager ikke mere, bare fordi det er tilgængeligt, siger hun.

- Snarere tværtimod. For det giver en sikkerhed og ro, som gør, at man kan få styr på de andre dele af sit liv. Og pludselig har man et liv, man gerne vil være vågen til.

- Men hvad med signalværdien i af afkriminalisere? Specielt overfor de unge?

- Vi skal oplyse de unge i stedet for at skræmme dem.

- Man var også rigtig bange for, at man sendte et dårligt signal, da man lavede fixerum til misbrugere. Der er ikke blevet holdt en eneste blå mandag i et fixerum, det kan jeg godt love dig. Det er syge mennesker, der sidder der.

- Og så skal straffeapparatet ikke bruges til at straffe syge og traumatiserede mennesker, som i virkeligeden har brug for hjælp. For hvad er det for et signal at sende til vores børn?

“Til eget forbrug”: Ny serie i Avisen Danmark

I den kommende tid sætter vi fokus på Danmarks narkotikapolitik - samt undersøger erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede stoffer for 20 år siden.

Anja Plesner Bloch er diagnosticeret maniodepressiv og har flere andre diagnoser. Hun har mistet alle sine tænder. Og på grund af en kronisk lungesygdom, må hun under interviewet sætte små plastikslanger i næseborene og tænde for en iltmaskine. Foto: Emil Jørgensen.
Statens Kunstfond har lagt op til at fjerne 4,5 millioner støttekroner fra de såkaldte MGK-skoler i mindre byer som Kolding, Sønderborg, Esbjerg, Holstebro, Herning og Skive for i stedet at give pengene til skolerne i landets fire største byer.
17-årige Asger pendler mellem Tønder og Esbjerg for at gå på en skole, hvor han kan dygtiggøre sig på bas og klaver. Nu står skolen til at miste elevpladser, og unge talenter som Asger kan få endnu længere til uddannelse. Foto: Rikke Baltzer

17-årigt bas-talent har 80 kilometer til skole - nu risikerer unge som ham at få endnu længere

Der er langt fra Tønder til Esbjerg. Det ved 17-årige Asger Laursen, for han tager turen flere gange om ugen for at gå på en af landets MGK-skoler for unge talenter. Det er han nødt til, hvis han vil drive det til noget med musikken, og det vil han. Han drømmer om en stor karriere på bas og klaver - måske i DR's Big Band.

Men som Avisen Danmark har beskrevet, barsler Statens Kunstfond med et forslag, der kan gøre det endnu mere tidskrævende og besværligt for unge talenter som Asger Laursen at dyrke musikken. Kunstfonden vil tage 4,5 millioner kroner fra MGK-skolerne i mindre byer og give til landets fire største byer, og det er en "kæmpe brøler", mener han.
Færre pladser vil nemlig dræbe musikmiljøet og tvinge unge i yderområderne til at udsætte deres drømme, mener han. Prøv selv at fragte en kontrabas tværs over landet i bus.

Asger Laursen har droppet gymnasiet for at fokusere 100 procent på at blive professionel musiker, og han ofrer flere timer i tog hver uge for at forfølge drømmen. Det er unge som ham, det går ud over, hvis Statens Kunstfond gør alvor af at tage penge fra talentskoler i mindre byer og give til skoler i de store byer.

Musik: Asger Laursen er nem at kende i mængden af mennesker, der lige er steget af formiddagstoget i Esbjerg. På ryggen bærer han nemlig en aflang taske, der stikker op over hans hoved, og den indeholder årsagen til, at han bruger så mange timer om ugen på at pendle mellem sit hjem i Tønder og Esbjerg: en bas.

Asger Laursen er en talentfuld bassist - og pianist - og det har fået ham gennem nåleøjet til Esbjergs såkaldte MGK-skole; en skole for unge musiktalenter, der forbereder dem til en fremtid på musikkonservatoriet eller andre musikalske uddannelser. Asgers Laursens drøm er at leve af musikken. At blive en del af DR's Big Band eller et af de andre orkstre, som han har set op, til siden han fik sin første bas i julegave som otte-årig. MGK-skolen i Esbjerg er et afgørende springbræt, og det er derfor, han har droppet gymnasiet og gået all-in.

Kæmpe brøler

Men som Avisen Danmark den seneste tid har beskrevet, vil Statens Kunstfond tage i alt 4,5 millioner støttekroner fra MGK-skolerne i mindre byer som Esbjerg, Sønderborg, Kolding, Holstebro, Skive og Herning og i stedet give dem til skoler i landets fire største byer. Argumentet er, at pengene i dag bliver uretfærdigt fordelt, fordi skolerne i de store byer får alt for lidt i forhold til hvor mange mennesker, der bor i de områder, de optager elever fra.

Forstå sagen

  1. Statens Kunstfond har lagt op til at fjerne 4,5 millioner støttekroner fra de såkaldte MGK-skoler i mindre byer som Kolding, Sønderborg, Esbjerg, Holstebro, Herning og Skive for i stedet at give pengene til skolerne i landets fire største byer. Det sker, fordi man som noget nyt vil fordele pengene efter indbyggertallet i de områder, som skolerne optager elever fra.
  2. MGK står for musikalske grundkurser. De tilbyder grunduddannelser i eksempelvis klassisk eller rytmisk musik til unge mellem 14 og 25 år og forbereder dem til at blive optaget på en videregående musikuddannelse. Formålet er blandt andet at stimulere det regionale og lokale musikliv.
  3. Forslaget om at fordele pengene anderledes har fået massiv kritik fra en stribe borgmestre, flere af Folketingets partier samt fra kulturminister Joy Mogensen (S). De beskylder Kunstfonden for at centralisere MGK-skolerne og forringe muligheden for at dyrke musikken for de unge, der bor uden for de store byer.
  4. Forslaget er lige nu i høring og mandag skal Kunstfonden forklare sig over for Folketingets partier.

Forslaget har fået både borgmestre, musikskoleledere og folketingsmedlemmer op på barrikaderne. Det vil nemlig være en katastrofe for unge mennesker, der bor i et område, hvor der i forvejen er begrænsede muligheder for at dyrke musikken, mener de. Derfor mødes Avisen Danmark nu med Asger Laursen foran stationen i Esbjerg for at få en af hovedpersonernes syn på sagen.

- Jeg synes, det er en kæmpe brøler. Det vil ødelægge den musikalske aktivitet i hele Sønderjylland, siger Asger Laursen. Og han bakkes op af andre MGK-elever. Eksempelvis har Laura Holm Skyum, der er elev på MGK i Kolding, skrevet et opråb på Facebook, hvor hun opfordrer sine medstuderende til at stile deres utilfredshed og kritik direkte til Statens Kunstfond pr. mail.

- Hvordan kan man love, at musikken skal ud i hele landet og nå alle børn og unge, når man fjerner støtte fra de centre, hvor eleverne allerede skal rejse længst?, spørger hun i sit opslag med henvisning til, at MGK-skolernes formål blandt andet er at sikre det lokale og regionale musikliv.

Kontrabas i bus

Asger Laursen mærker hver eneste uge, at der langt fra Tønder til Esbjerg. Det tager en time og tyve minutter i tog hver vej, men det kan lade sig gøre på grund af lokalbanen, der tager ham de 80 kilometer i ét hug. Nul skift er altafgørende, når han den ene dag skal fragte en bas og den næste dag en kontrabas.

Asger Laursen ville være nødt til at vente til senere i livet med at jagte en musikkarriere på bas og klaver, hvis han ikke havde muligheden for at tage en talent-uddannelse i Esbjerg, fortæller han. Foto: Rikke Baltzer

- Hvis skolen i Esbjerg forsvandt, eller der blev færre pladser, så jeg skulle til Kolding, Sønderborg eller endnu længere, ville det tage over to timer, og jeg ville skulle med både bus og tog. Det er helt umuligt med en kontrabas, for der er ikke plads til at stille den, siger han.

Asger Laursen har valgt at fokusere 100 procent på musikken, og derfor har han droppet gymnasiet. Men selv hvis han ønskede at tage en gymnasiel uddannelse sideløbende med MGK-uddannelsen, ville det i hans situation ikke være praktisk muligt, fortæller han. Godt nok findes der firårige forløb, hvor MGK-elever får et år ekstra til at gennemføre deres ungdomsuddannelse, men det tilbud findes ikke på Tønder Gymnasium. Og det er udelukket at flytte hjemmefra, understreger han.

Dels føler han sig som 17-årig ikke klar, og dels kan han på grund af sin alder kun tjene en ungdomsløn, der ikke rækker til vandregninger og husholdning.

Pengemangel i store byer

Selve undervisningen på MGK Esbjerg begrænser sig til 10 timer om ugen, men for Asger Laursen handler uddannelsen i ligeså høj grad om netværk, samvær og det at være en del af et musikalsk miljø med plads til kreativ udfoldelse. Det vil lide et alvorligt knæk, hvis antallet af pladser bliver skåret ned, eller hvis eleverne, der kommer fra hele oplandet, pludselig skulle rejse meget længere, frygter han.

- Færre elever vil tage energi ud af undervisningen og mindske initiativet og den kreative energi, der er i elevgruppen. Det vil tære på det liv og den fest, der skal være omkring musikken, for at den udvikler sig. Hvis vi kun var 10, ville der være langt færre at læne sig op af og blive inspireret af, siger han og peger på, at han heller ikke selv ville kunne deltage i faglige og sociale fællesskaber i samme omfang, hvis han skulle rejse længere.

Over for Avisen Danmark har bestyrelsesformand i Statens Kunstfond, Michael Bojesen, forklaret, at der lige nu er en skævvridning i måden, pengene bliver fordelt på, idet store skoler med et stort optageområde får langt færre penge end skoler med et mindre optageområde. Han peger ligeledes på, at MGK-skolerne i de store byer også optager elever fra yderområder, og at det derfor er fair, at pengene bliver mere ligeligt fordelt.

Fem kendisser, der tog springet fra en MGK-skole

Et af MGK-skolernes formål er at sikre den musikalske fødekæde. Det betyder, at skolerne skal være med til at udklække Danmarks næste generation af professionelle musikere på især den klassiske og rytmiske scene. Her er fem kendisser, der alle tog springet fra en af MGK-skolerne i de mindre byer, der nu står til at blive beskåret.

  1. Den færøske sanger og sangskriver Teitur flyttede fra Færøerne til Holstebro, hvor han oplevede et rigt musikliv, som han gik ombord i. Han kom på gymnasium med musiklinje og fik et år på MGK. Om det har han tidligere sagt: - Det var her, jeg fik min musikalske skoling og en forståelse for, hvordan man opbygger musik – og at jeg var nødt til at tage det alvorligt, hvis jeg ville noget med det.
  2. Den populære hitmager Mads Langer har haft sin gang på MGK Midtvest i Skive.
  3. Sascha Dupont er især kendt fra DR's populære musikprogram fra 00'erne "Hit med sangen", hvor hun sang for og spillede op på klaver som leder af det ene af to konkurrerende hold. Hun kommer fra Vejle og har gået på MGK Syd som springbræt til en uddannelse som rytmisk pædagog ved musikkonservatoret i Aarhus.
  4. Pernille Georg udgør sammen med sin søster Susanne popduoen Me and My, der hittede i 90'erne blandt andet med sangen "Dub-I-Dub". Pernille har gået på MGK Syd.
  5. Manden, der er landskendt for at spise ubarmhjertigt stærke chilier på TV i selskab med blandt andre Bubber, er samtidig uddannet fra musikkonservatoriet i Aarhus. Som springbræt gik Chili Claus med det borgerlige navn Claus Pilgaard på MGK Midtvest i Holstebro. Han har været kapelmester i flere revyer og har optrådt som både musiker og entertainer.

Asger Laursen medgiver, at skolerne i de store byer kan have brug for flere penge.

- Men mit bud er, at man prøver at skaffe nogle flere penge til dem i stedet for at tage fra os. Det vil være ødelæggende, siger han.

Kunstfonden ønsker ikke at stille op til interview i forbindelse med denne artikel. Den henviser til de svar, som Michael Bojesen allerede har givet til Avisen Danmark. Mandag skal Kunstfonden forklare baggrunden for forslaget til den nye tilskudsmodel over for Folketingets kulturordførere.


Hvis skolen i Esbjerg forsvandt, eller der blev færre pladser, så jeg skulle til Kolding, Sønderborg eller endnu længere, ville det tage over to timer, og jeg ville skulle med både bus og tog. Det er helt umuligt med en kontrabas, for der er ikke plads til at stille den.

Asger Laursen, MGK-elev