Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I Danmark samarbejder Københavns Politi med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og energimyndighederne. Foto: Swedish Coast Guard/Ritzau Scanpix

Danmark undersøger gaslæk med Sverige og Tyskland

Godmorgen og velkommen til lørdagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Både dansk, svensk og tysk politi skal nu samarbejde om at undersøge, hvad årsagen er bag gaslækagerne i Nord Stream 1 og 2.

Det meddelte Sveriges statsminister Magdalena Andersson på et pressemøde fredag. 

- Det er selvfølgelig vigtigt at få klargjort, hvad der skete, som førte til lækagerne, sagde hun ifølge Ritzau.

Fredag aften bekræfter Københavns Politi i en pressemeddelelse, at det er intentionen at etablere et fælles internationalt efterforskningshold. Holdet består af myndigheder fra blandt andet Danmark, Tyskland og Sverige.

Det er forventningen, at efterforskningsholdet på tværs af landene bliver etableret relativt hurtigt.

Fra dansk side er det Københavns Politi i samarbejde med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og energimyndighederne, der efterforsker lækagerne.

Direktør for Københavns Politi Anne Tønnes udtalte på et pressemøde onsdag, at sagen om gaslækket i Østersøen efterforskes som en almindelig straffesag. 

I den forbindelse undersøger politiet lækagerne i samarbejde med "relevante danske og udenlandske myndigheder".

Ifølge tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag og professor emeritus Frederik Harhoff har i alt fem lande ret til at undersøge lækagerne i det baltiske hav.

Sundhedsstyrelsen forventer hård sæson

I dag bliver der åbnet for vaccination mod influenza. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan usædvanligt mange blive smittet, hvis ikke de tager imod tilbuddet.

Det skriver Ritzau.

Smitterisikoen er høj i år, fordi vi har haft to sæsoner næsten uden smitte.

- Da vi kun har haft meget lidt influenza de seneste år, er vi i en situation, hvor der ikke er særlig meget immunitet i befolkningen. Derfor både frygter og forventer Sundhedsstyrelsen en hård influenzasæson, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

Det er muligt at blive vaccineret for ældre og andre borgere i risiko for at blive alvorligt syge af influenza.

Sundhedsstyrelsen har ambitioner om, at 95 procent af ældre over 65 år tager imod tilbuddet, der bliver sendt ud via e-Boks.

Hos Praktiserende Lægers Organisation forventer man, at flere end normalt takker ja.

- Vi forventer, at der bliver meget travlt, fordi patienterne i år samtidig kan få en corona- og en pneumokokvaccine (alvorlig lungebetændelse, red.), siger formand Jørgen Skadborg.

Seniorforsker og sektionsleder på Statens Serum Institut Ramona Trebbien er enig i, at vinteren i år bliver anderledes end tidligere.

- Men hvor stort omfanget bliver, og hvilken type influenza der kommer til at cirkulere, er svært at sige noget om, siger hun.

Det er dog mest sandsynligt, at influenzaepidemien bliver type A, som er den mest almindelige og mest alvorlige. Type A dukker op hvert andet eller tredje år herhjemme.

Elprisen styrtdykker lørdag

Hvis du skal lade elbilen op, kan det være en god idé at gøre det i dag.

Lørdag byder nemlig på en ren prisfest for elkunder med variable aftaler. Det skriver Finans.

Mellem klokken 5 og 7 i morges dykkede elprisen på den nordiske elbørs Nord Pool til små 11 øre. Med afgifter, moms og tariffer in mente betyder det en forbrugerpris på omkring 1,50 kroner, og det er en historisk lav pris. 

Det meste af lørdagen ligger i den billige ende, men klokken 17 stiger elpriserne igen, fordi mange danskere bruger strøm på samme tid.

Mellem klokken 17 og 22 ligger kilowatt-prisen konstant over 1 krone. Den dyreste time bliver mellem 19 og 20, hvor den rå strøm koster 1,46 kroner. Det er dyrt i forhold til samme time sidste år, hvor prisen lå på 0,65 kroner.

Man skal dog ikke fortvivle, hvis man har en fastpriskontrakt på el. De lave elpriser kan også gavne pengepungen for disse kunder fremadrettet. 

De lave priser indgår nemlig i fastsættelsen af kilowatt-timeprisen for det kommende kvartal, og de kommer derfor fastpriskunderne til gode på et senere tidspunkt.

Lørdag er også dagen, hvor elafgiften til staten sænkes til 0,72 kroner. Det sker som følge af en særlig kompensationspakke, som Folketinget vedtog i juni.

Det var alt fra dagens nyhedsoverblik - har du lyst til at læse videre, får du nu fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Nanna Elmstrøm
Billede af skribentens underskrift Nanna Elmstrøm Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Anna Søby Poulsen (tv) var sammen med sin efterskole-veninde Anne Løvgren Persson på en to måneders rundrejse i Peru og Costa Rica, da alt gik galt i lufthavnen i Panama, hvor de skulle mellemlande på hjemrejsen. Privatfoto

Ville bare have en souvenir med hjem: 21-årige Anna anholdt for narkosmugling og smidt i fængsel i Panama

Med udsigt til 15 års fængsel for international narkosmugling blev 21-årige Anna Søby Poulsen fra Faaborg og hendes far kastet ud i det, der viste sig at blive den største krise i begges deres liv. Det anede Anna imidlertid intet om, da en narkohund i Panamas lufthavn pludselig reagerede på hendes rygsæk.

Med udsigt til 15 års fængsel for international narkosmugling blev hun og hendes far kastet ud i det, der viste sig at blive den største krise i begges deres liv. Det anede 21-årige Anna Søby Poulsen fra Faaborg imidlertid intet om, da en narkohund i Panamas lufthavn pludselig reagerede på hendes rygsæk.

Faaborg/Panama: ”Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager, før vi kan komme hjem. Måske i morgen, måske dagen efter. Jeg skriver.”

Sådan lyder løftet i slutningen af den besked, som 21-årige Anna Søby Poulsen den 11. maj sendte til sine forældre, da hun og den veninde, hun i to måneder havde rejst rundt i Sydamerika med, blev standset i lufthavnen i Panama.

En narkohund havde markeret på hendes rygsæk ved gaten. Ifølge anklageskriftet, som senere blev udfærdiget, hed hunden ”Congo”, men hjemme i Faaborg kalder hendes far Palle Søby Eriksen den bare for ”møghunden”.

Anna Søby Poulsen pointerer dog, at hunden bare gjorde det, den var trænet til. At opsnuse narko.

Gemt væk i en grønlig, men gennemsigtig plastikpose, langt nede i rygsækken lå 54 gram kokablade. En souvenir, som Anna Søby Poulsen havde købt for fem kroner i Peru, hvor de lokale enten tygger bladene mod højdesyge eller drikker dem som te som en del af den kulturelle skik. Blade, som i øvrigt ligger frit tilgængelige på de fleste lokale restauranter og caféer.

Sådan kan du hjælpe Anna

Venner og bekendte til Anna Søby Poulsen og familien har startet en officiel indsamling på projektanna.dk, der skal hjælpe familien i en svær økonomisk situation.

Har du lyst til at hjælpe familien, kan du som virksomhed eller privat støtte med et valgfrit beløb.

Sagsomkostningerne i forbindelse med Anna Søby Poulsens fængsling løber samlet op i mere end 1,2 millioner kroner. Langt størstedelen af beløbet er gået til advokatregninger.

Bankoverførsel:

Pengeinstitut Vestjysk Bank

Reg. nr. 7739

Kontonr. 1 776 497

Kontoindehavers navn: Lars Persson

Mobilepay:

Nummer: 869030

Kokablade er i sig selv ikke euforiserende, blot lettere opkvikkende. Men de bruges til at udvinde kokain fra. Og selvom den mængde kokablade, som Anna Søby Poulsen havde taget med hjem, under de helt rette, komplicerede kemiske omstændigheder maksimalt ville kunne give 0,5 gram kokain – formentligt meget mindre – reagerede ”møghunden” altså.

- Jeg tænkte, de måske lige skulle undersøge, hvad det var for nogle blade, og når de så fandt ud af, at det jo bare var kokablade, så ville det ikke være noget problem, siger hun.

En misforståelse med andre ord. Det måtte det være, forvissede hun sin lidt mere ængstelige rejse-veninde, da Anna Søby Poulsen blev ført væk af lufthavnsbetjentene.

Hvad den 21-årige unge kvinde fra Faaborg ikke vidste var, at hun inden længe ville sidde i et kvindefængsel side om side med en manipulerende bandeleder, den russiske narkosmugler Tatiana og Maria fra Mexico, som siden 12-års-alderen havde fået en fornuftig forretning ud af at sælge og smugle stoffer til Mexico.

Ren overlevelse

Palle Søby Eriksen ved ikke, hvorfor han lige netop den nat ikke slog lyden fra på sin telefon. Men ved halv seks-tiden ringede hans ekskone og Anna Søby Poulsens mor.

- Har du set beskeden fra Anna, spurgte hun febrilsk.

Sådan lød hele den besked, som Anna Søby Poulsen havde sendt til begge sine forældre, som derefter ikke kunne få fat på hende. Privatfoto: Screendump

Nej, måtte Palle Søby Eriksen svare fra sengen i Diernæs ved Faaborg.

Han arbejder som journalist på Fyens Stiftstidendes lokalredaktion i Faaborg og havde glædet sig til, at han senere samme dag skulle sin datter fra togstationen i Nyborg.

Nu tilbageholdt politiet hende i Panama, og han mærkede, hvordan det nu blev det eneste, som betød noget – at få sin datter ud.

Kokablade

Flere steder i Sydamerika ynder de lokale enten at tygge kokablade eller drikke dem som te mod højdesyge i Andesbjergene.

I Peru er bladene helt lovlige og meget udbredte. Mange steder kan de findes gratis eller købes til billige penge.

Mens kokablade nogle steder er en del af den kulturelle skik og en tusind år gammel indianertradition, bliver de andre steder brugt til at producere narkotika.

I kokablade findes op til en procent kokain, og det kan udvindes gennem en omfattende kemisk proces. I Panama betragtes kokablade derfor som et narkotisk stof.

Kokablade kan have en mild opkvikkende effekt.

Han tændte computeren, fandt telefonnumre til en hotline i Udenrigsministeriet og til den danske konsul i Panama. Han skulle også finde en advokat til Anna Søby Poulsen. En dygtig én. Og det skulle gå stærkt.

Om aftenen kiggede han på mobiltelefonens opkaldsliste og kunne se, at han havde haft 90 samtaler den dag.

Gennem en spansktalende bekendt på Nordfyn forsøgte han også desperat at få kontakt til den politistation, hvor Anna Søby Poulsen opholdt sig. Han havde ikke hørt fra sin datter siden nattens besked, så at høre hendes stemme ville betyde alt.

Det lykkedes ikke.

Anna Søby Poulsen og Palle Søby Eriksen kommer fra Faaborg. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ensom og alene

I Panama City forstod Anna Søby Poulsen ingenting. Og ingen gjorde sig umagen at forsøge at forklare hende noget. Ingen talte engelsk, slet ikke dansk.

Hele natten kørte det panamanske politi hende rundt i hovedstaden til blandt andet lægetjek for at få taget blodprøver og for at dokumentere, at politiet ikke havde mishandlet hende i lufthavnen.

Hun fulgte bare med. Fra sted til sted. Gjorde, som de autoritære betjente instruerede hende i.

Trods håndjernene troede hun på, at tingene nok skulle løse sig.

Hun gentog for sig selv, at kokablade var lovlige i både Peru, hvor hun og veninden havde rejst. Tankerne faldt også på venner og bekendte, som havde ført kokablade ud fra Sydamerika og hjem til Danmark. Uden problemer i hverken den ene eller anden lufthavn.

På de fleste restauranter og caféer kunne man forsyne sig med kokablade, som mange lokale i Peru bruger mod højdesyge i Andesbjergene. Anna Søby Poulsen havde dog købt sine kokablade for fem kroner i en lille butik, inden hun og hendes rejse-veninde skulle op at vandre i over 5000 meters højde. Privatfoto

På en ny politistation blev hun gelejdet ind i en klaustrofobisk betoncelle. Der var intet andet end en hård betonbænk, et toilet, nogle brugte engangskopper og en halvdrukket flaske cola i hjørnet. En rest fra en tidligere indsat.

- Dér begyndte jeg bare at græde. Jeg var bange. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske, og jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg skulle være der, siger Anna Søby Poulsen.

Anna Søby Poulsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Lyden af håb

Hun anede heller ikke, om hendes besked var nået frem til hendes forældre. Om der var hjælp på vej. Eller om hun var helt alene.

Gennem et lille lufthul på størrelse med en femkrone på cellens bagvæg kunne hun se, om det var nat eller dag. Ellers slap der en smule kunstigt lys fra gangen og ind gennem tremmerne i døren. Akkurat nok til at hun kunne se, at cellens tidligere beboere med ridser i betonvæggen havde talt, hvor mange dage deres ophold havde varet. Fem ridser. 10 ridser. 60 ridser kunne hun tælle.

Hun forsøgte at lade være med at spekulere på, hvor længe hun skulle opholde sig i den kvadratiske betoncelle, der målte ni af Anna Søby Poulsens fødder på hver led. Timerne gik.

- Man ved ikke, hvordan det er at være låst inde på den måde, før man har prøvet det, siger hun.

Måske for at berolige sig selv begyndte hun at fløjte. ”Bellacio Bellacio Bellacio-cio-cio” var melodien. Og for første gang efter mere end et døgn i afmagt og ensomhed mødte Anna Søby Poulsen et glimt af noget menneskeligt.

Nogen fløjtede med.

På den anden side af betonvæggen i en celle ved siden af sad to unge mænd. Anna Søby Poulsens spanske rakte ikke til meget mere end ”dos cervezas, por favor” (”to øl, tak”, red.), så de tre kunne ikke føre en reel samtale. Det var også ligegyldigt. Det var noget andet, der var langt vigtigere. Anna Søby Poulsen var ikke alene mere.

15 års fængsel

International narkosmugling. Det var den officielle tiltale, som en dommer præsenterede Anna Søby Poulsen for på et retsmøde efter 24 lange timer i detentionscellen på politistationen.

Situationens alvor gik dog først op rigtigt op for Anna Søby Poulsen, da hendes panamanske beskikkede advokat i det, der nærmest var en sidebemærkning, forklarede hende, at strafferammen er 15 års fængsel. Og at det var det, anklagemyndigheden ville gå efter.

Det kan synes som en høj straf for 54 gram ufarlige kokablade. Men i Panama er det standard retsprocedure.

Panama er på mange måder et transitland. Måske bedst kendt for Panamakanalen og som skattefri mellemstation for penge-flowet i lyssky virksomheder verden over. Panama er i kraft af sin placering i Mellemamerika også transitland for store mængder narko, der fra eksempelvis Columbia, Bolivia og Peru bliver smuglet ind i USA.

Panama og USA har en lang, snørklet historie, men grundet amerikansk indflydelse er narkolovgivningen i Panama en af verdens hårdeste. Hele retssystemet fungerer også væsentligt anderledes end herhjemme.

I danske retssale bliver hensigt og intentioner vægtet, når straffen skal udmåles. Var forbrydelsen begået i ond vilje? Havde vedkommende til hensigt at begå noget strafbart?

I Panama er det derimod selve handlingen, der er afgørende. Kokablade bliver anset som et narkotisk stof, fordi man kan udvinde kokain. Det har Anna Søby Poulsen bragt ind i landet. Det er fakta, det er international narkosmugling, og der er ingen undskyldning, ej heller formildende omstændigheder.

Palle Søby Eriksen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ikke helt ærlig

Tanken om, at hans datter med stor sandsynlighed risikerede 15 års fængsel i Panama, var ubærlig for Palle Søby Eriksen. Han kunne se for sig, hvordan hele sin datters ungdom ville forsvinde ud i ingenting. Og hvad var det for en pige, som han ville få hjem efter 15 år?

- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle opleve så stor en grad af angst. Af alle mulige lorteting, jeg har været ude for i hele livet, var det her klart det værste. Dødsfald i familien, skilsmisse og brudte parforhold, det føltes bare… Palle, du har aldrig rigtig været i krise før. Det, du har været ked af, har du slet ikke været ked af. Det her overstiger alt. Der må bare ikke ske noget med ens børn, siger Palle Søby Eriksen.

Han og Anna Søby Poulsens mor satte i al hast lillebror Asger af hos nogle af hans venner og hoppede ombord på et fly over Atlanterhavet, så de nu stod i Panama.

Efter retsmødet fik Anna Søby Poulsen helt ekstraordinært lov til at gå i husarrest i privaten hos den danske konsul og hans hustru i stedet for at skulle sidde varetægtsfængslet.

Men anklagemyndigheden havde anket beslutningen om husarrest, og efter få dage hos konsulen skulle hun alligevel fængsles.

På grund af pladsmangel i et corona-karantæne-center, som var en ti dages optakt til det egentlige fængsel, blev hun først lænket til en bænk i forhallen på en politistation. Det var primitivt, og der var aktivitet døgnet rundt. Fjernsynet kørte for fuld smadder, og betjente hev jævnligt højtråbende og aggressive anholdte gennem lokalet.

I fem dage sad Anna Søby Poulsen på denne politistation. I starten var hendes arm lænket til et jernrør langs bænken. Betjentene droppede dog håndjernene efter noget tid. Privatfoto

Palle Søby Eriksen besøgte hende tre gange om dagen for at give hende mad. Ellers ville hun intet få. Han medbragte også en yoga-måtte, så hun kunne sove bare en smule bedre.

Ved hvert besøg blev Palle Søby Eriksen en times tid, inden han blev sendt væk af betjentene på stationen. Men det var trods alt tre timer om dagen, som de to havde sammen.

Sammenbrud måtte vente

Han holdt sammen på sig selv, når han var sammen med sin datter. Det nyttede ikke noget, at han brød sammen og sad og hulkede. Det var hans opgave som far at være den stærke, sagde han til sig selv. At gøre sin datter tryg i en utryg situation. Eller i hvert fald så tryg som muligt.

- Jeg var nok ikke helt ærlig om, hvor bange jeg egentlig var. Det var jeg ikke. Så ville jeg måske bare gøre hende mere bange. Jeg prøvede at bevare den konstruktive tilgang.

En god ven i Faaborg havde sagt til Palle Søby Eriksen, at han skulle være stærk, mens han var i Panama, og så måtte han knække sammen, når han kom hjem.

Det mantra holdt han fast i.

I stedet rettede han sit fokus på de konkrete opgaver, som skulle løses her og nu. Hente forsyninger til sin datter og holde kontakten til dem derhjemme – blandt andet Anna Søby Poulsens mor, som var taget hjem for at sikre, at lillebroren opretholdt en nogenlunde hverdag.

På anbefaling af en anden bekendt hjemme i Faaborg havde Palle Søby Eriksen også ansat en privat advokat fra Panama. En stjerneadvokat, havde han hørt, han skulle være. Ham satte Palle Søby Eriksen nu sin lid til.

Terapigruppe

Anna Søby Poulsen kunne godt gennemskue, at hendes far var bekymret. Og på nogle punkter også mere, end hvad hun selv var.

- Vi stod i to vidt forskellige situationer. Jeg var nødt til at gøre noget godt for mig selv for at kunne være i det og for at få tiden til at gå. Men han har hele tiden følt, at han skulle gøre noget. Handle på en eller anden måde, siger Anna Søby Poulsen.

Efter fem dage på politistationen var der nu plads i karantænefængslet, hvor Anna Søby Poulsen skulle bo de næste ti dage, inden hun skulle overføres til det rigtige fængsel.

Det var ti dage, hvor far og datter slet ikke kunne have kontakt. Hun vidste, det gjorde ondt på hendes far. Selv kunne hun også mærke nervøsiteten.

Anna Søby Poulsen blev kørt ud af en lang grusvej til det, der lignede en gammel skolebygning. Hun blev placeret i et lokale, måske et gammelt klasseværelse, sammen med syv fremmede kvinder. De var tiltalt for alt fra narko, hvidvask og medvirken til mord.

Anna Søby Poulsen havde fået et malersæt med ind i karantæne-fængslet. Hun tegnede fængslet for senere selv at kunne huske, men også for at kunne vise det frem, når hun forhåbentlig kom fri. I vaskemaskinen gemte kvinderne et spil kort - modsat malersættet var spil nemlig forbudt at have med ind i fængslet. Illustration: Anna Søby Poulsen

I løbet af de ti dage skiftedes de til at fortælle deres livshistorie, og hvad de gik og baksede med derhjemme. De otte kvinder blev en slags terapigruppe for hinanden. En af kvinderne fortalte om sit ulykkelige ægteskab, mens en anden fortalte, at hun var ked af, at hun ikke havde et bedre forhold til sit barn. Ofte endte det i tårer, og så trøstede kvinderne hinanden.

Det meste foregik på spansk, så Anna Søby Poulsen forstod ikke det hele.

- Men jeg kunne mærke, hvad der foregik. Det var faktisk ret fint, siger hun.

Vigtigt at huske

Anna Søby Poulsen havde fået et akvarel-sæt med ind i karantænefængslet. Det var noget af det, hendes far havde hentet til hende, da hun forinden havde siddet på politistationen. For at få tiden til at gå.

Hun tegnede både karantænefængslet og malede portrætter af de andre kvinder. De syntes, det var ganske underholdende, og stod nærmest i kø for at blive portrætteret som den næste. Bagefter fik Anna Søby Poulsen kvinderne til at skrive deres navn og datoen på billederne.

Anna Søby Poulsen kunne ikke bidrage så meget til samtalerne i karantæne-centeret, der primært foregik på spansk. Til gengæld kunne hun male kvinderne, som hun sad sammen med, og på den måde være en del af fællesskabet. Illustration: Anna Søby Poulsen
Kvinderne fortalte deres livshistorier, mens Anna Søby Poulsen tegnede dem. Illustration: Anna Søby Poulsen

Portrætterne har Anna Søby Poulsen gemt. Undervejs førte hun også dagbog.

- Nogle gange, når man oplever noget, der er skræmmende, ubehageligt eller voldsomt, så kan man godt glemme noget af det bagefter. Jeg ville gerne kunne huske nogle af de mennesker, jeg har mødt, og som måske også har været med til at gøre det hele lidt nemmere eller bare har haft nogle vilde historier. De skæbner er en del af det her eventyr eller mareridt, eller hvad man kalder det. Jeg tror, fordi jeg var så alene i det, og min far og alle derhjemme ikke oplevede noget af det, så ville jeg gerne kunne huske det til senere.

Dårlig mavefornemmelse

Ude i friheden var det ikke blot sit eget tankemylder og det panamanske retssystem, som Palle Søby Eriksen kæmpede mod.

En grum fornemmelse havde i noget tid ulmet i maven. Den der stjerneadvokat, som skulle føre Anna Søby Poulsens sag, kaldte godt nok sig selv Panamas bedste advokat. Og han mindede også jævnligt Palle Søby Eriksen om det. Men var advokaten nu også så dygtig, som han gik rundt og sagde?

Der findes hverken nogen smiley-ordning eller trustpilot-vurdering af straffeadvokater i Panama. Det var i virkeligheden lidt tilfældigt, at valget netop faldt på den advokat, for da det gik op for Palle Søby Eriksen, at hans datter var på vej i fængsel, skulle det bare gå hurtigt med at skifte den talentløse, beskikkede advokat ud med en privat advokat i Panama.

Selvom det var en bekendt fra Faaborg, der havde anbefalet den såkaldte stjerneadvokat, var der flere ting, Palle Søby Eriksen studsede over.

Advokaten havde blandt andet oplyst, at han rent juridisk ikke kunne gøre mere inden det næste retsmøde, som skulle finde sted cirka to måneder senere. Og at det var umuligt at begynde at forhandle en aftale med anklagemyndigheden før det. Palle Søby Eriksen måtte vente, det samme måtte Anna Søby Poulsen, fik de at vide.

Palle Søby Eriksen har gennem hele forløbet holdt kontakten med den danske konsul, som i virkeligheden ikke må rådgive danskere om konkrete juridiske beslutninger. Men selv han fortalte Palle Søby Eriksen, at han havde en skidt mavefornemmelse med den advokat.

Sådan så udsigten ud i en af de lejligheder, som Palle Søby Eriksen boede i, mens han opholdt sig i Panama. Privatfoto

Palle Søby Eriksen ville for alt i verden gerne undgå et tredje retsmøde. Det ville nemlig først kunne finde sted i 2025, to et halvt år ude i fremtiden, og så ville Anna Søby Poulsen skulle sidde fængslet indtil da. Men måske var stjerneadvokaten i virkeligheden ude på at trække tiden for at score kassen i advokatsalær?

Der var jo også den der underlige strategi med at hive en masse eksperter ind i retten. Eksperter, som stjerneadvokaten i øvrigt ikke havde fortalt, at de skulle betale ekstra for.

Jo mere Palle Søby Eriksen tænkte over det, jo mere sikker blev han. Stjerneadvokaten, som han havde haft fuld tiltro til, havde ingen intentioner om at få hans datter hurtigt ud af fængslet.

- Jeg kan bedst beskrive det som, at jeg kom ind i en meget sort periode. Jeg tænkte, det hele ville ende galt. Måske kommer Anna slet ikke hjem? Som minimum kommer det til at vare to-tre år, hvor hun skal sidde og vente. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud af det. Altså hvad fanden gør vi?

Ny hverdag venter

Anna Søby Poulsen blev gennet ind i en lille bus sammen en håndfuld andre, der alle skulle samme vej. Hun havde håndjern på både hænder og fødder.

De ti dage i karantænefængslet var gået. Nu gjaldt det det egentlige kvindefængsel, hvor over 1000 kvinder enten afsonede deres straf eller ventede på en dom.

Anna Søby Poulsen dimitterede sidste år fra Faaborg Gymnasium. Som så mange andre unge drog hun ud på en rundrejse i Sydamerika i sit sabbatår. Ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, hvordan rejsen ville ende. Foto: Birgitte Carol Heiberg

På rad og række blev Anna Søby Poulsen og de andre nye indsatte ført ind i fængslet. Det var tydeligt, at de var ”de nye”. De var nemlig alle iført de samme blå bukser og hvide t-shirts. Men Anna Søby Poulsen skilte sig mere ud end de andre.

Selvom hun skulle sidde i en afdeling med omkring 70 andre udenlandske indsatte, var hun den eneste europæer.

Hendes lange, lyse hår og blå øjne vakte hurtigt opsigt, og flere af de andre i fængslet rejste sig prompte op og gik hen mod hende. Puffede lidt til hende, rørte ved hendes hår og kommenterede hendes udseende. ”Sexy bonita”, ”beautiful girl” og ”where are you from? Where are you from?”, lød de ikke ligefrem venlige tilråb.

Det var her, 21-årige Anna Søby Poulsen fra Faaborg nu skulle have en reel hverdag til at fungere.

Dette er første afsnit af to i historien om Anna Søby Poulsens fængsling i Panama. Læs næste afsnit på søndag klokken 19.00.

- Mistrivselskrisen er trafikuheld i slowmotion. Jeg er sikker på, at vi politikere havde reageret, hvis udviklingen var sket over ét år, men nu har det stået på i flere år, og det kan vi ikke være bekendt, siger Lotte Rod, børne- og undervisningsordfører for De Radikale. Genrefoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Ensomhed, depression og selvskade: Radikale frygter trivselskrise hos landets børn og foreslår milliarder til området

Tallene er nedslående: Hvert fjerde barn i 8. klasse er ensom, og i 9. klasse har hver fjerde enten gjort eller forsøgt at gøre skade på sig selv. Faktisk mistrives næsten hver fjerde elev i skolerne i sådan en grad, at der er behov for særlig støtte.

Derfor foreslår Det Radikale Venstre for politisk leder Sofie Carsten Nielsen i spidsen et nyt nationalt kompromis, hvor der sættes flere milliarder kroner af frem mod 2035 til en målrettet indsats for at løfte børn og unges trivsel.

Der er behov for et nationalt kompromis om børn og unges trivsel. Det mener Det Radikale Venstre, som med politisk leder Sofie Carsten Nielsen i spidsen er klar til at prioritere flere milliarder kroner til området i de kommende år.

Politik: Kriserne tårner sig op: Energikrise, økonomisk krise, coronakrise og krig på det europæiske kontinent. Men når De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, og partiets børne- og undervisningsordfører, Lotte Rod, mødes på Christiansborg, er det ikke kun de synlige og konkrete kriser, de vender.

Den mere eller mindre usynlige "trivselskrise" blandt børn og unge fylder ganske meget for de to radikale politikere. Og undersøgelse efter undersøgelse bekræfter dem i, at her er et problem, der først og fremmest må prioriteres, så det kan løses.

- Der er brug for et nyt nationalt kompromis om børn og unges trivsel, mener Sofie Carsten Nielsen, De Radikales politiske leder. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Organisationen Børns Vilkår har lavet undersøgelser, der dokumenterer problemets omfang. Nationalt Center for Skoleforskning, Danmarks Lærerforening og Vidensråd for Forebyggelse har gjort det samme. Resultaterne er nedslående:

Hvert fjerde barn i 8. klasse er ensom, og i 9. klasse har hver fjerde enten gjort eller forsøgt at gøre skade på sig selv. Faktisk mistrives næsten hver fjerde elev i skolerne i sådan en grad, at der er behov for særlig støtte. I dag er der seks gange så mange børn og unge, der får angst, som da vi var børn. 7,5 gange flere får depression, og 10-15 gange så mange får ADHD og autisme. Samlet set bliver 15 procent af børn og unge diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder 18 år.

- Vi har længe været bekymret for vores børn og unge. Og den bekymring er kun blevet mere aktuel, fordi vi er havnet i en økonomiske krise. Kriserne tårner sig op. Vi er gået fra den ene til den anden. Nu er det alvor. Kriserne gør det kun værre. Men mistrivselskrisen glider i baggrunden. Det er bekymrende, for vi har en massiv udfordring. Det er ikke længere kun en gruppe af børn, der mistrives. Vi kender alle sammen nogle. Enten er det vores egne børn, der har haft trivselsudfordringer, eller også er det naboens unge. Det er så udbredt, at det er mere end et hurtigt fiks, der skal til, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk leder af Det Radikale Venstre.

Derfor foreslår partiet, at partierne bag det nationale sikkerhedskompromis i marts - Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og De Radikale - går sammen om et nyt nationalt kompromis. Denne gang skal det ikke handle om krudt og kugler, men i stedet om en langsigtet indsats for at forbedre børn og unges trivsel.

- Folketinget har vist, at vi kan reagere hurtigt, når kriser kommer. Mistrivselskrisen er trafikuheld i slowmotion. Jeg er sikker på, at vi politikere havde reageret, hvis udviklingen var sket over ét år, men nu har det stået på i flere år, og det kan vi ikke være bekendt, siger Lotte Rod, børne- og undervisningsordfører for De Radikale.

Lotte Rod, børne- og undervisningsordfører for De Radikale. (Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Vil bide os i røven

I Det Radikale Venstres økonomiske 2030-plan er der allerede afsat fem milliarder kroner til trivselsplanen, og partiet foreslår, at der tilføres yderligere fire milliarder kroner til planen frem mod 2035.

- Vi symptombehandler frem for at kurere, når vi forsøger at løse problemerne fra finanslov til finanslov og kun laver lappeløsninger, mener Sofie Carsten Nielsen.

Finansieringen af den langsigtede trivselsplan skal ifølge De Radikale komme fra omprioriteringer i den offentlige sektor, flere mennesker på arbejdsmarkedet som følge af mindre brug af deltid i den offentlige sektor og flere internationale rekrutteringer til det danske arbejdsmarked.

Er det ikke uambitiøst på vegne af de unge, som allerede mistrives i dag, at I vil have en plan, der først er gennemført om 13 år?

- Jo, det er rigtigt svært. Men vi har ikke menneskene nu. Derfor er vi nødt til at sige, at der skal en massiv investering til. Men det bliver værre, hvis vi ikke gør det på en ordentlig og grundig måde. Ellers kommer politik til at quickfixe, og det må ikke ske. Der er masser af gode mennesker, der kan samle unge op, og så er der nogle, der ikke kan mere, fordi de mangler kolleger til at hjælpe dem. Vi løser det ikke ved at lade være med at tale om det. Vi kan ikke skubbe det væk. Det bliver værre. Det vil bide os i røven helt vildt, og det vil være et svigt af generationer og dimensioner, siger Sofie Carsten Nielsen.

Har forældrene ikke et ansvar for at hjælpe med at håndtere deres egne børn og unges mistrivsel, eller er det kun samfundet, der kan klare den opgave?

- Forældrene har også et ansvar. Men vi vil også gerne have at forældre går op arbejde og er en del af det fællesskab.  Men forældrene skal også bidrage. Vi skal lytte til dem og inddrage - for eksempel i partnerskaber. Det kræver også ressourcer. Det kræver overskud. På den måde kan man være med til at løfte det. Et nationalt kompromis vil også signalere, at det er vi fælles om, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Vi er mange forældre, der øver os i at være nærværende. Der er noget i tiden, hvor vi igen har brug for at snakke om, hvordan vi skaber gode rammer om leg. Vi skal ikke tage fejl af, at der er børn, som bliver syge af at gå i børnehave og skole. Mange børn og unge, som kommer i børnepsykiatrien, har angst og spiseforstyrrelser, fordi voksne ikke har haft mulighed for at give støtte. De løber for stærkt, og når børnene rækker ud til dem, har de ikke tiden. Vi er nødt til at vende underskud i institutionerne til overskud, supplerer Lotte Rod.

Flere uddannede pædagoger

Konkret ønsker De Radikale bedre normeringer i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, flere timer i folkeskolen med to-lærer-ordning og bedre uddannet pædagoger.

- Minimumsnormeringer skal være bedre. Lige nu er minimumsnormeringer stadig for meget på papiret og for lidt på gulvet. Samtidig skal der ansætte flere og bedre uddannede pædagoger. Vi har brug for at tage det mest fundamentale mere alvorligt. Lige nu er normeringer ikke med uddannede pædagoger, og det går ikke, siger Lotte Rod.

Falder mandaterne ud på en sådan måde, at De Radikale skal forhandle regeringsgrundlag eller eventuelt et forståelsespapir, så bliv

- Det er helt afgørende for os, at en fremtidig regering skal prioritere børn og unge langt højere. Og vi kommer ikke uden at tale reformer. Der skal tales reformer, så vi har både de økonomiske ressourcer og hænderne til en massiv og langsigtet opprioritering af børn og unges vilkår, siger Sofie Carsten Nielsen.

Radikales forslag om nationalt kompromis om børn og unges trivsel

Det Radikale Venstre har en række forslag til, hvordan der kan sættes ind, så børn og unge ikke længere mistrives i så høj grad, som tilfældet er i dag.

Partiet foreslår blandt andet:

- Flere uddannede pædagoger i daginstitutionerne.

- At uddanne alle dagplejere.

- Tolærerordning i flere klassetimer i folkeskolen.

- Bedre normering i skolefritidsordningerne.

- Ny pædagoguddannelse.

Ecco kører løs med sin forretning i Rusland, hvor mange af de vestlige konkurrenter har trukket sig - og givet ekstra plads til de sønderjyske sko og støvler på hylderne. Men nu presses Ecco til at hjælpe det russiske styre til at hjælpe med hvervningen af soldater til fronten i Ukraine. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvad gør Ecco nu? Skosalget i Rusland går forrygende, mens de ansatte mobiliseres til Putins hær

Intet tyder på, at det er en dårlig forretning at sælge Ecco-sko i Rusland lige nu. Mange vestlige konkurrenter er ude. Russerne køber dyrere sko end normalt. Eccos italienske rival, Geox, melder endda om et salg, der er helt upåvirket af krigen i Ukraine. 

Men dilemmaerne er ikke blevet færre for den sønderjyske skofabrikant. Senest har det russiske styre indført lovgivning, der kan tvinge vestlige firmaer til at hjælpe med hvervningen af soldater til Putins hær.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen skriver i ugens klumme om, at han gerne ville høre Ecco-ledelsens refleksioner over at forblive i Rusland, men virksomheden forholder sig tavst.

Spørgsmålene til Eccos topledelse fortsætter med at tårne sig op. Den sønderjyske skogigant fastholder sin ret til at drive forretning i Rusland, imens de russiske aggressioner over for Ukraine når nye højder.

Senest er der udsigt til, at Ecco skal hjælpe med at rekruttere ansatte fra Ecco-butikkerne til Putins hær, der desperat mangler soldater. En lovændring gør det muligt for den russiske stat at kræve hjælp til hvervning af ansatte i internationale firmaer til militærtjeneste.

Det rammer en virksomhed som Ecco, der har holdt fast i at drive sine ca. 250 skobutikker spredt rundt i Rusland.

- Vi har desværre ikke nogen indflydelse overhovedet på denne mobilisering, men vi vil gøre alt for at støtte vores medarbejdere og deres familier, skrev Eccos presseafdeling i denne uge til B.T.

Ecco har siden krigsudbruddet i februar forklaret, at hensynet til de 1.800 ansatte får skokoncernen til at blive i Rusland.

Mens konkurrenter som Adidas, Nike, Reebok og Puma har valgt en anden vej og for længst har trukket sig ud af Rusland - eller er i gang med det - har Ecco fuld skrue på salget i et land, som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede i marts kaldte en ”international paria ledet af en politisk gangster”.

Berlingskes korrespondent i Rusland har berettet om, hvordan Ecco-butikkerne er fyldt med kunder, og Ecco dukker bestemt ikke nakken, imens der sælges fodtøj til de menige russere.

Reklamekampagner - og rabatkuponer til de 37.000 deltagere i et maratonløb i Moskva - skaber synlighed om Ecco som ét af de vestlige mærker, der stadig er på hylderne i Rusland.

- Det kan jeg simpelthen ikke forstå, at de gør, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til avisen og eskalerede dermed kritikken af den familieejede skokoncern.

Tal fra Eccos italienske rival, Geox, bekræfter med stor tydelighed, at krigens gang overhovedet ikke påvirker skosalget i Rusland.

Avisen Danmark har spurgt Ecco, hvordan salget går i Rusland, men virksomheden ”udtaler sig ikke om den løbende forretningsudvikling i de regioner og markeder, vi opererer i”, lyder det skriftlige svar.

Så kan man i stedet kigge på det russiske fagmedie Shoes Report, der dækker fodtøjsbranchen tæt. Ifølge mediet faldt salget af sko og tøj drastisk med 20-25 procent i foråret, men det var tilsyneladende bare et udtryk for, at markedet skulle tilpasse sig en ny virkelighed:

Store vestlige mærkevarer trak sig ud af Rusland, og det efterlod god plads på hylderne til dem, der blev tilbage.

I august lå salget to procent højere end i den samme måned sidste år, og tendensen var klar: Russerne købte færre, men dyrere sko. Det gennemsnitlige køb var 19 procent dyrere end for et år siden. Det fremgår ikke, om der er taget højde for inflation på det russiske marked, men det ligner en økonomisk god forretning at sælge beklædning til russerne lige nu.

Shoes Report fortæller da også om, hvordan Ecco netop i disse dage har åbnet en midlertidig ”pop-up” butik i det store Moskva-varehus Tsvetnoy.

Tal fra Eccos italienske rival, Geox, bekræfter med stor tydelighed, at krigens gang overhovedet ikke påvirker skosalget i Rusland. Geox har lige som Ecco fastholdt sin tilstedeværelse i Rusland, og da Geox er børsnoteret, er der offentliggjort salgstal for årets første halvår.

Her konstaterer italienerne, at salget i Rusland går strygende. Omsætningen i Rusland forventes for hele 2022 at ligge på samme niveau som i 2021. Krig eller ej.

Sko er ikke omfattet af internationale sanktioner mod Rusland, så Ecco og Geox har juraen på deres side, når de fortsætter med at lange sko over disken i Rusland. Begge skomærker har produktion i Kina og bør ikke have problemer med at få fyldte containere med skoæsker frem til Rusland.

Avisen Danmark har flere gange bedt om at høre Ecco-topchef Panos Mytaros’ refleksioner over at holde fast i det russiske marked, men det bliver løbende afvist. Timingen er ikke rigtig, lød det seneste svar fra Eccos presseafdeling.

Der var masser af protester op til folkeafstemningen om medlemskab af EF i 1972, men næsten to tredjedele af danskerne endte med at stemme ja. Arkivfoto

Det tog 50 år, men nu er vi klar til at tale om EU på en ny måde

Søndag den 2. oktober er det 50 år siden, danskerne stemte Danmark ind i det daværende EF, og gennem alle årene har flertallet af politikerne undgået at tale om det tætte politiske samarbejde og i stedet fokuseret på eksporten. Det kan være forbi nu, hvor et skred i befolkningens holdninger ser ud til at tage til.

Den 2. oktober er det 50 år siden, danskerne stemte Danmark ind i det daværende EF, og gennem alle årene har flertallet af politikerne undgået at tale om det tætte politiske samarbejde og i stedet fokuseret på eksporten. Det kan være forbi nu, hvor et skred i befolkningens holdninger ser ud til at tage til.

EU: ”Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag.”

Citatet er blevet gengivet utallige gange, siden daværende statsminister Poul Schlüter (K) i forbindelse med folkeafstemningen om Det Indre Marked i 1986 i fjernsynet slog fast, at danskerne ikke behøvede at frygte, at EF skulle udvikle sig til et tættere samarbejde om fælles mønt, udenrigspolitik og forsvar.

Forsikringen bar frugt. Selvom et flertal i Folketinget var imod, lyttede danskerne til statsministeren og stemte ja til det, der i dag er hverdag for alle borgere i EU, hvor virksomheder kan handle frit, studerende kan læse, hvor de har lyst, og vi alle kan bestille varer fra de øvrige lande uden at skulle bekymre os om told, moms og afgifter.

Der var bare lige det ved det, at blot seks år senere skulle danskerne igen til stemmeurnerne for at tage stilling til, om EF skulle omdannes til EU – Den Europæiske Union – efter de epokegørende begivenheder i forbindelse med Berlinmurens fald, kommunismens sammenbrud og Sovjetunionens undergang. I valgkampen fremhævede modstandere ofte en bestemt sætning i begyndelsen af Maastrichttraktaten som et bevis på, at unionen var sprællevende, for her stod:

”Denne traktat udgør en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk…”

For mange vælgere kom det som en overraskelse, men formuleringen var langt fra ny. Allerede da Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg og Vesttyskland i 1957 grundlagde EF, slog traktaten fast, at landene ville skabe grundlag for ”en stadig snævrere sammenslutning” mellem de europæiske befolkninger.
Tankerne om et tæt, forpligtende samarbejde, hvor landene afgav en del af deres suverænitet til fællesskabet, kom i kølvandet på de to verdenskrige.

To gange havde de europæiske nationalstater kastet verden ud i ufattelige rædsler og ødelæggelser, og det skulle en unionsdannelse i fremtiden forhindre.

I første omgang handlede det om at få Europas økonomi på fode igen gennem frihandel, og det var i høj grad det, som de danske fortalere for medlemskab lagde vægt på – ikke mindst da Storbritannien, der var helt central for den danske landbrugseksport, søgte ind i fællesskabet.

Danskernes ønsketænkning

- Problemet for ja-siden var, at det var svært at overtale vælgerne til den politiske del af samarbejdet, mens det var langt lettere at sælge de økonomiske argumenter, forklarer professor i historie Thorsten Borring Olesen, som netop har udgivet bogen ’Den svære dans – Danmark og det europæiske samarbejde’ i forbindelse med 50-året for folkeafstemningen, der den 2. oktober 1972 førte til medlemskabet af EF/EU.

Selvom skiftende danske statsministre i valgkampe først og fremmest talte om eksport af flæsk og mejeriprodukter, var de godt klar over, at det europæiske samarbejde også – og måske mest grundlæggende – handlede om langt mere. Inden folkeafstemningen i 1972 kom Jens Otto Krag i en tale på Socialdemokratiets kongres ind på spørgsmålet om Danmarks selvstændighed.

”Et land øger sin selvstændighed og indholdet af sin suverænitet ved at sidde med ved de forhandlinger, hvor spørgsmålene afgøres, og udhuler sin selvstændighed og suverænitet ved bevidst at holde sig væk fra at have indflydelse på lige fod med andre selvstændige regeringer over spørgsmål som det, Folketing og regering alligevel skal indrette vigtige dele af sin politik efter,” sagde han og henviste også til de konsekvenser, krigene havde haft for befolkningerne i Europa.

Men det var altså sjældent noget, der blev talt om i den brede offentlighed, og det fik konsekvenser.

- Ja-sidens tendens til at sælge EF/EU på økonomien alene ramte dem som en boomerang, for unionen var jo som bekendt ikke stendød, så da afstemningen kom i 1992, havde ja-siden malet sig op i et hjørne og fremstod utroværdig, forklarer Thorsten Borring Olesen om folkeafstemningen om Maastrichttraktaten, der som bekendt endte med, at 50,7 procent af krydserne var sat ved nej.

Det har også betydet, at der i Danmark traditionelt har været udbredt EU-skepsis – ikke nødvendigvis mod selve medlemskabet, men i forhold til at inddrage flere områder i samarbejdet.


Det er lidt af et paradoks. Borgerne ønsker et effektivt EU, der kan løse vanskelige problemer, men de vil ikke give unionen den magt, der skal til

Thorsten Borring Olesen, professor i historie

Når danskerne bliver spurgt i meningsmålinger, giver de udtryk for, at de faktisk ønsker et mere effektivt EU på områder som migration, arbejdsløshed, miljø, klima, grænseoverskridende kriminalitet og terrorbekæmpelse.

Alligevel er de lorne ved at lade EU vedtage forslag med flertal, hvor Danmark i nogle sager kan risikere at blive stemt ned, fordi man derved afgiver suverænitet og får EU til at minde mere om en forbundsstat frem for en sammenslutning af uafhængige lande.

- Det er lidt af et paradoks. Borgerne ønsker et effektivt EU, der kan løse vanskelige problemer, men de vil ikke give unionen den magt, der skal til, tilføjer Thorsten Borring Olesen.

Trump, Covid og Ukraine

Han ser imidlertid tegn på, at danskernes grundholdning kan være i opbrud. Det skyldes især de sidste 5-6 års begivenheder, som de færreste havde forestillet sig. Først blev Donald Trump valgt til amerikansk præsident.

Han skabte tvivl om, hvorvidt USA stadig ville leve op til løftet i NATO om at komme Europa til hjælp i tilfælde og krig, og han udnævnte EU til en handelsmæssig fjende. Samme år stemte briterne sig ud af samarbejdet og stod derefter over for meget vanskelige forhandlinger for stadig at have adgang til EU’s marked.

- Mange danskere har i den situation indset, hvor vigtig EU faktisk er for Danmark, og at vi i det 21. århundrede i Europa må gøre mere selv frem for at være afhængige af amerikanerne, siger Thorsten Borring Olesen.

Senest har Covid-19-pandemien, Ruslands invasion af Ukraine og energikrisen spillet ind. Det lykkedes EU at købe vacciner til alle, omend starten var lidt langsom, unionen har stået sammen om sanktioner mod russerne, og forleden meddeltes det, at det var lykkedes at fylde de europæiske gaslagte to måneder tidligere end planlagt.

Det er blevet bemærket i befolkningerne rundt om i Europa – også i Danmark.
Ifølge historieprofessoren afspejler den internationale udvikling sig i danskernes holdninger. I 2019 oplevede vi den højeste stemmeprocent til Europa-Parlamentet nogensinde, og resultatet blev det dårligste for EU-skeptikerne, da Dansk Folkeparti blev reduceret til et enkelt mandat, og Folkebevægelsen mod EU for første gang røg helt ud.

Da Danmark sagde ja til EF:

Danmark søgte allerede i 1961 om medlemskab af EF sammen med Storbritannien og Irland, men medlemskabet blev som bekendt først en realitet 11 år efter. Frankrig var nemlig imod britisk medlemskab, og det kom til at gå ud over Danmark.

I Folketinget var der stor opbakning til et dansk medlemskab, og kun Socialistisk Folkeparti var imod. Alligevel var der enighed om at sende spørgsmålet om dansk EF-medlemskab til folkeafstemning. Debatten op til afstemningen viste dog hurtigt, at der også i tilhængerpartierne – især Socialdemokratiet – var EF-skeptikere. Fra 1971 blev en stor del af modstanden uden for partierne varetaget af Folkebevægelsen mod EF.

Folkeafstemningen var sat til den 2. oktober 1972, og da Norge kort forinden havde stemt nej til EF, troede mange, at Danmark ville gøre det samme. Det endte dog med et klart ja til medlemskabet med 63,3 procent af stemmerne. Valgdeltagelsen var 90,1 procent.
Kilde: danmarkshistorien.dk, wikipedia

Kilde: danmarkshistorien.dk, wikipedia

Sideløbende er Enhedslisten så småt ved at bevæge sig hen imod en accept af medlemskabet som et sted, hvor partiet også kan kæmpe for sin politik.

Det fundamentale spørgsmål

- Og så er der naturligvis folkeafstemningen i sommer om forsvarsforbeholdet, hvor danskerne sagde ja til et emne, der netop var helt og holdent politisk – ikke økonomisk, påpeger Thorsten Borring Olesen.
Samtidig viser meningsmålinger, at omkring 80 procent af danskerne generelt er glade for medlemskabet af EU – et tal, der er blandt de højeste i unionen.

Der er gået 50 år, siden et flertal af danskerne stemte landet ind i det daværende EF. I årtier handlede medlemskabet populært sagt om flæskepriser, men det kan altså have ændret sig nu – især blandt de yngre generationer, der er vokset op i en globaliseret verden og ser det europæiske samarbejde som blot et andet politisk lag ligesom byrådene og Folketinget.

Ifølge Thorsten Borring Olesen er det i hvert fald noget, vi alle bør tænke over i en verden, der er præget af den ene krise efter den anden.

Kan du huske, da…

EU er først og fremmest historien om forhandlinger, traktater og direktiver, men de 50 år, der er gået, siden danskerne stemte sig ind i EF, har også budt på en række kulørte oplevelser. Her er fem af dem:

1. Statsministeren sagde op

Det kom som en overraskelse for alle andre end Jens Otto Krag (S), da den daværende statsminister den 3. oktober 1972 – dagen efter ja’et ved folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF – gik på talerstolen i Folketinget og meddelte, at han trådte tilbage. Han havde længe ønsket at gå på ”pension” og overlod efterfølgende tøjlerne til partifællen Anker Jørgensen.

2. Fiskeriministeren gik i krig

I 1983 sejlede fiskeskipper og europaparlamentariker Kent Kirk (K) sin kutter ind i den britiske 12-sømilezone og blev opbragt af Royal Navy, hvilket journalister ombord dækkede flittigt. Stuntet var en protest mod Storbritanniens forbud mod fiskere fra EF. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var rasende, men det forhindrede ikke Kent Kirk i at blive udnævnt til fiskeriminister i 1989. Kent Kirk fik i øvrigt medhold ved EF-domstolen: Han havde ret til at fiske, hvor han gjorde.

3. Schlüters genistreg

Da forhandlingerne om Det Indre Marked i 1985 var færdige, stod statsminister Poul Schlüter (K) med et problem: Et flertal i Folketinget var imod. I stedet udskrev han en vejledende folkeafstemning, som det lykkedes ham at vinde. Ja’et var medvirkende til, at den socialdemokratiske splittelse i EF/EU-spørgsmål ebbede ud.

4. Citatet, der hjemsøgte kommissæren

Ritt Bjerregaard (S) blev i 1995 miljøkommissær i EU. Men det holdt hårdt. Ved et afskedsarrangement på Christiansborg, sagde hun til danske journalister, at Europa-Parlamentet ”ikke var et rigtigt parlament”. Da det kom europaparlamentarikerne for øre, røg de op i det røde felt og truede med ikke at godkende den nye kommission.

5. Diæt-skandalen

I 1996 havnede det danske medlem af Europa-Parlamentet, John Iversen (S), i en mediestorm, da et engelsk tv-hold med skjult kamera viste, hvordan han kvitterede for modtagelse af en skatteyderbetalt diæt for møder, han slet ikke deltog i, fordi han fløj hjem til sin søns fødselsdag. Ved valget i 1999 tabte han sit sæde til Helle Thorning-Schmidt – med blot 38 stemmer.

- At adressere og præge dagsordenen for at afbøde de mulige negative konsekvenser kræver derfor, at de europæiske borgere stiller sig det fundamentale spørgsmål: Vil min sikkerhed og velfærd i det 21. århundrede blive bedst varetaget ved en tilbagetrækning til nationalstaten eller i et bredt og stærkt europæisk samarbejde. Spørgsmålet findes der ikke noget enkelt svar på – og slet ikke et forskningsmæssigt svar.