Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Derude på kanten. En af de dage hvor arbejdsplanen ikke er fyldt helt op. Herligt for så kan man lege lidt som fotograf. Den lune vind med en temperatur på 24 grader og høj blå himmel lokkede mig uden for reservatet Naturens Rige og godt for det. Naturen findes da også uden for Ringkøbing Skjern kommune. En tur mod Lemvig blev til en afstikker helt ud til kanten af. Nååå ja udkants Danmark. Nærmere bestemt helt ude ved Bovbjerg fyr hvor formuleringen helt ude på kanten af udkants Danmark kommer helt til sin ret og man har syn for sagen når man ligger på maven og tager billeder og der 30 cm længere ude er frit fald ned på stranden. Derude er kanten af det vestlige Danmark helt bogstaveligt. Høje skrænter som havet gennem tiderne har spis sig godt og grundigt af går brat ned mod høfter og det blå hav med røde alger. På sådan en sommer dage er det et perfekt sted til at finde de skæve vinkler i naturen som på engang er både elsket og hadet, men som pirre mit fotografiske øje indimellem med et 180 graders objektiv. Farverne i gule, blå og en enkelt rød på en ensom vandre på kanten af Danmark. Naturens rige strækker sig langt her over i de dejlige Vestjylland. Udkants Danmark ? - Nej da vi har det hele og meget mere til. .Foto: Jørgen Kirk

Farvel til centralisering

Centralisering er yt! Dagens Danmark følger i dag befolkningen ud af storbyen, og vi kigger på udflytningens politiske udfordringer.
Det er vanskeligt at sige noget som helst positivt om corona. Men her kommer alligevel et forsigtigt forsøg på at se lyset i mørket: Måske kan pandemien på længere sigt være med til at skabe et mere balanceret Danmark, hvor afstanden mellem by og land bliver kortere. Noget tyder i hvert fald på, at covid-19 har fået flere danskere til at drømme om livet i de mindre lokalsamfund. En måling foretaget af Epinion for Altinget viste tilbage i november, at hver tiende københavner overvejer at forlade hovedstaden. Tal fra Danmarks Statistik viser endvidere, at flere gør alvor af deres overvejelser. I 2020 var der 3412 flere mennesker, der flyttede ud af Københavns Kommune end til kommunen. Der skal ikke lyde ét ondt ord om storbyen herfra. Metropolen kan være et fantastisk og sprudlende sted. Men Danmark skal kunne rumme både storbyen og de lokalsamfund, der i en årrække er blevet affolket på grund af centralisering. Måske undgår vi den truende polarisering, hvis de nye flyttemønstre i højere grad blander land og by sammen. Derfor ligger der også en politisk opgave i at understøtte det nye folkelige ønske om at bosætte sig udenfor storbyerne. Det handler Dagens Danmark blandt andet om i dag. De seneste par år er der kommet flere uddannelser i Danmark. Til gengæld er der færre steder, man kan tage dem, og oftest skal de studerende mod storbyen for at uddanne sig. I dag fortæller vi, hvordan den danske regering vil forsøge at ændre på det. Det er ikke kun på venstrefløjen, at de er glade for provinsen. I Dagens Danmark får du også et portræt af dansk politiks nye magtspiller Pernille Vermund. Hun er valgt i Sydjyllands Storkreds, og hun er ikke bleg for en stikpille til københavnerne: ”Jeg tror, mange københavnere ville have godt af at komme ud og se, at folk kan selv,” siger hun. Et liv på landet stiller også krav til transport – en bil er ofte nødvendig. Men hvis flere bilister skal bo på landet, hvad så med den grønne omstilling? Bare rolig: Der er krig på markedet for elbiler, og det kommer os forbrugere til gode. Til sidst skal vi til den nordligste del af kongeriget, Grønland, hvor der snart skal være valg. Det bliver helt afgørende for Grønlands fremtid. God fornøjelse med Dagens Danmark.
Billede af Andreas T. Kønig
Billede af skribentens underskrift Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør
Man har et standpunkt, til man tager et nyt. For ikke så mange år siden skulle alt centraliseres. Nu arbejder politikerne for igen at skabe balance mellem land og by.
Uddannelser i provinsen er et vigtigt skridt mod at bekæmpe centraliseringen, mener uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Hun vil se på, om nogle uddannelsesinstitutioner i de største byer er blevet så store, at de suger alle de studerende til sig og gør det svært for mindre institutioner i mindre byer. Foto:  Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Der er kommet flere uddannelser - men der er færre steder, du kan tage dem

Centralisering er blevet en fjende, som mange politikere på Christiansborg for alt i verden vil bekæmpe. Mens den tidligere regering brugte udflytning af statslige arbejdspladser som våben, kommer den nuværende regering til at bruge uddannelserne.

Siden 1980 er der kommet et hav af nye muligheder for at tage en videregående uddannelse, men samtidig har uddannelserne koncentreret sig på langt færre lokationer. Det vil uddannelses- og forskningsminister Ane-Halsboe Jørgensen (S) gøre noget ved. Inden sommer ventes hun og resten af regeringen at fremlægge et udspil om at etablere nye uddannelser i provinsen og måske udflytte eksisterende.

Uddannelsestilbud er helt afgørende for at skabe levende lokalsamfund og få de unge til at blive boende, siger antropolog Eva Gulløv. Men hendes feltstudier i Tønder Kommune viser, at der skal mere til end bare uddannelsespladser uden for de store byer. I dag bliver børn nemlig allerede fra børnehaven præget mod storbyen, fortæller hun.

Der er kommet et hav af nye muligheder for at tage en videregående uddannelse, men mulighederne har i løbet af årene centraliseret sig, så færre kommuner nu kan tilbyde en uddannelse. Regeringen er på vej med et nyt uddannelsesudspil, som kan komme til at indeholde et opgør med kæmpeinstitutioner, siger minister.

Uddannelser i provinsen: Unge i dagens Danmark har langt flere videregående uddannelser at vælge imellem, end unge havde i 1980.

Tal, som Uddannelses- for Forskningsministeriet har trukket fra Danmarks Statistik, viser således, at antallet af udbudte korte, mellemlange og lange videregående uddannelser er steget støt gennem årene.

Men samtidig har uddannelserne koncentreret sig på færre og færre lokationer. I 1980 kunne 57 kommuner tilbyde en uddannelse, mens det gjaldt 41 kommuner i 2019. I opgørelsen er den nuværende kommunestruktur brugt i alle årene, hvorved der altså tages højde for kommunesammenlægningen i 2007.

Tendensen er klar, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Uddannelserne klumper sig systematisk sammen i de større byer, og det er en ærgerlig udvikling i forhold til at have et land i balance, siger hun og peger på, at det blandt andet forhindrer virksomheder uden for de store byer i at rekruttere dygtige medarbejdere og tvinger unge, der gerne vil blive i et lokalområde, til at flytte til en stor by.

Regeringen forventes senest til sommer at fremlægge et udspil om at etablere nye og måske flytte eksisterende uddannelser uden for de store byer, og i den forbindelse ser man på, om uddannelsesinstitutioner kan blive for store, siger ministeren.

- I dag er det ene og alene op til uddannelsesinstitutionerne, hvor store de vil være, men spørgsmålet er, i hvis interesse, det er, at de bare får lov til at vokse. Vi kigger på, om de kan blive for store, så de suger alle de unge til sig, siger hun.

Penge er ikke nok

Venstre fremlagde i februar et uddannelsesudspil, der lægger op til at flytte 7000 studiepladser fra de største byer til de lidt mindre som eksempelvis Fredericia, Esbjerg, Holstebro og Helsingør. Til det vil partiet sætte 100 millioner kroner af.

Ane Halsboe-Jørgensen er grundlæggende positiv over for Venstres intentioner, men hun kalder det urealistisk at nå i mål for det beløb. Desuden mener hun, at der skal andet og mere end penge til for at skabe levedygtige uddannelser i provinsen.

- Jeg kunne oprette 10.000 studiepladser i morgen, men det svære er at få dem fyldt, rekruttere personale og sikre kvaliteten, siger hun.

Ifølge ministeren kommer regeringen til at "gå langt videre" end det, Venstre foreslår, men hun vil ikke sige mere konkret om, hvad udspillet kommer til at indeholde.


I dag er det ene og alene op til uddannelsesinstitutionerne, hvor store de vil være, men spørgsmålet er, om de kan blive for store, så de suger alle de unge til sig.

Ane Halsboe-Jørgensen (S), uddannelses- og forskningsminister


Danske Studerendes Fællesråds forperson, Mike Gudbergsen, har tidligere her i Avisen Danmark udtrykt bekymring for, at uddannelser uden for de store byer vil have et lavere fagligt niveau. Det er en bekymring, som ministeren tager alvorligt, understreger hun.

- Men jeg synes, at vi de senere år har set, at størst ikke altid er bedst. Der tegner sig et billede af, at det med at have et fællesskab og en identitet et sted, hvor folk kender dit navn, har stor værdi, siger hun og henviser til, at studerende på mindre uddannelsessteder har trivedes bedre under coronakrisen end studerende på større uddannelsesinstitutioner.

Samspil med erhvervsliv

Ane Halsboe-Jørgensen medgiver, at uddannelser ikke alene kan dæmme op for, at unge søger mod de større byer. Derfor er det vigtigt både for bosætningen og lokale virksomheder at skabe samspil mellem erhvervslivet og uddannelserne i et givent område.

- Der er i høj grad brug for at se på, hvilke lokale behov der er, siger hun.

Tallene viser, at centraliseringen er foregået siden 80'erne. Altså i 40 år. Hvorfor er det kommet så vidt?

- Det er svært at svare på. Jeg har kun været minister i to år. Fra tid til anden har mine forgængere haft en samtale om det, men man har nok ikke gjort sig bevidst om, hvor stor en kraft, man var oppe imod, og hvor meget politisk vilje, der skal til for at ændre det, siger hun.

På rekordtid er hun blevet et af de mest magtfulde mennesker i dansk politik. Men hvem er Pernille Vermund egentlig? Vi har talt med hovedpersonen og tegner her et portræt.
Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige, er Danmarks tredjestørste målt på medlemmer. 16.600 har partiet nu. Foto: Søren Gylling

Pernille Vermund: Når jeg har reddet Danmark, vil jeg tilbage til mit rigtige liv

Når Folketinget sidder en hel dag og nørder rundt i en detalje i lovgivningen, kan Pernille Vermund godt tænke sit. At der bruges ufattelig meget tid på småting, der ikke direkte berører folk ude i virkeligheden. Den 45-årige stifter af Nye Borgerlige er mere til handling end til nørderi. Og hun er også mere til ”den virkelige verden” end Christiansborg.

- Derfor føler jeg mig stadig som en fremmed fugl på Christiansborg. Når man som jeg kommer fra det private erhvervsliv, hvor man er vant til, at tingene bliver gjort, og hvor man er risikovillig for at få tingene til at lykkes, så er det en prøvelse for min tålmodighed, at det politiske system kan være så tungt.

Det seneste år har der ikke været så meget fokus på mærkesagen udlændingepolitik. Coronapandemien har fyldt meget - også for meget, hvis man spørger Nye Borgerliges formand. Hun har længe kæmpet for en større genåbning, men forlod forhandlingerne forleden, da et flertal ville indføre coronapas:

- Jeg er så frustreret over, at danskernes frihed indskrænkes på den måde. Og det er hele tiden. Regeringen lægger hele tiden ny forsigtighed oven i sine forsigtighedsprincipper, så jeg har skullet kæmpe med min tålmodighed, for jeg mener, at vi kan tænke og tage ansvar selv, uden at der anvendes mere og mere magt, siger Pernille Vermund.

Corona kom dog tæt på hendes egen familie, da hendes mor, der i forvejen var stærkt svækket og bor på plejehjem, blev ramt af sygdommen i julen.

Pernille Vermund kan bedre lide den virkelige verden end den, hun færdes i på Christiansborg. Også selv om hun har flere gode kolleger bag murene. Hendes liv har været præget af en arvelig og uhelbredelig sygdom i familien. Senest har også corona ramt familien til den 45-årige partiformand. Og så har hun et svagt punkt for Sønderjylland.

Når de sidder en hel dag og nørder rundt i en detalje i lovgivningen, kan Pernille Vermund godt tænke sit. At der bruges ufattelig meget tid på småting, der ikke direkte berører folk ude i virkeligheden. Regelsættet på mere end 30.000 sider for dagpengeområdet er et eksempel på det tunge papirarbejde, hun som politiker skal sætte sig ind i.

Den 45-årige stifter af Nye Borgerlige er mere til handling end til nørderi. Og hun er også mere til ”den virkelige verden” end Christiansborg, som hun udtrykker det.

- Derfor føler jeg mig stadig som en fremmed fugl på Christiansborg. Når man som jeg kommer fra det private erhvervsliv, hvor man er vant til, at tingene bliver gjort, og hvor man er risikovillig for at få tingene til at lykkes, så er det en prøvelse for min tålmodighed, at det politiske system kan være så tungt, smiler Pernille Vermund.

Da hun i 2015 stiftede Nye Borgerlige var det egentlig ikke meningen, at hun selv skulle være frontfigur. Men det blev hun. Hun stillede op i Sydjyllands Storkreds i 2019 og blev valgt ind i Folketinget med fire mandater. Siden er partiet bare vokset, og ved den seneste måling er Nye Borgerlige det tredjestørste parti i Danmark målt på medlemmer.

At det blev Sydjyllands Storkreds, er ikke et tilfælde. Pernille Vermund har et helt specielt forhold til Sønderjylland.

- Bare du siger "Sønderjylland", bliver jeg helt længselsfuld. Jeg forbinder det med lutter gode minder – specielt Sønderborg og Kalvø, som vi tit sejlede til, da jeg var barn. Det var altid om sommeren, så vi var også med til ringridning, fortæller Pernille Vermund.

Når hun hører andre omtale Syd- og Sønderjylland som ”Udkantsdanmark”, undrer hun sig.

- Jeg betragter landsdelen som et sted med borgerlige værdier, hvor man tager vare på sig selv og ansvar for sit liv. Et sted, hvor man helst er fri for politikernes indblanding. Jeg tror, mange københavnere ville have godt af at komme ud og se, at folk kan selv, siger Pernille Vermund.

Hun er døbt Ann Pernille Vermund, men først da hun gik i fjerde klasse, gik det op for hende, at hun hedder Ann, for hun er aldrig blevet kaldt andet end Pernille. Foto: Søren Gylling

Hun sagde, da hun blev valgt ind, at hun gerne ville sidde i to perioder, og så ville hun trække sig og overlade rorpinden til en anden. Om det kommer til at holde stik, er hun i tvivl om.

- Nu er jeg lidt splittet. På den ene side vil jeg gerne tilbage til mit rigtige liv. På den anden side har jeg følelsen af, at jeg skal være i politik, indtil jeg ikke kan mere. Men det tror jeg ikke er sundt. Kun hvis jeg kan holde fast i mig selv, siger Pernille Vermund.

En rød konservativ

At hun overhovedet blev politiker lå ikke lige for, for der blev aldrig diskuteret partipolitik i barndomshjemmet. Hun er vokset op i en rigtig kernefamilie med forældre, der har kendt hinanden, siden de var børn og voksede op sammen i Aarhus. Parret rundede Løkken, hvor Pernille Vermunds far havde en fiskekutter, en tankstation og et diskotek.


Jeg betragter landsdelen som et sted med borgerlige værdier, hvor man tager vare på sig selv og ansvar for sit liv. Et sted, hvor man helst er fri for politikernes indblanding. Jeg tror, mange københavnere ville have godt af at komme ud og se, at folk kan selv.

Pernille Vermund - om Syd- og Sønderjylland, hvor hun er valgt


Da hendes mor fik job som stewardesse hos SAS, flyttede de til København, og hendes far begyndte at læse jura, ligesom han fløj for SAS ved siden af studiet. Et halvt år før han blev færdig med studiet, stoppede han. Han havde indset, at han ikke ville bruge sit liv på et kontor - han ville se verden.

Så han blev steward, og både han og Pernille Vermunds mor blev senere pursere. Hendes far var aktiv i fagforeningen for det flyvende personale, og Pernille Vermund beskriver ham som en ”rød konservativ”.

- Mine forældre har altid stemt konservativt, og min far var også med i Konservativ Ungdom. Der er nok derfor, min stemme altid er endt der, men det er ikke, fordi vi har diskuteret partipolitik som sådan. Vi har tit diskuteret samfundsforhold, fortæller Pernille Vermund.

Pernille Vermund blev født i 1975, og da hun var 10 år, flyttede familien til Snekkersten, som stadig er base for alle familiens medlemmer. Pernille Vermund og hendes to år yngre søster, Mia, bor fem huse fra hinanden, og deres far bor stadig i huset i Snekkersten, mens deres mor bor på plejehjem.

- Min familie betyder alt for mig. Min søster og jeg ses næsten dagligt - det kan jeg slet ikke undvære. Og så tæller vores familie også vores gamle barnepige, som i dag er 91 år. Hun passede Mia og mig rigtig meget, da vores forældre fløj så meget, og hun er med til både jul og fødselsdage, fortæller Pernille Vermund.

Frygtelig sygdom

Snekkersten har været omdrejningspunkt for det meste af hendes liv. Den lille, videbegærlige pige elskede skolen og at lære nyt, og da hun begyndte i gymnasiet i Helsingør, blev der for alvor fyldt på videnstanken. Hun valgte engelsk og matematik på højt niveau. Så tog hun også lige fransk på højt niveau. Og ekstra timer i billedkunst.

Undertrykkelse af kvinder og seksuelle minoriteter er dele af den islamiske kultur, som kan få Pernille Vermund op i det røde felt. Men hun påpeger, at hun ikke er racist. Foto: Søren Gylling

- Det kunne jeg lige så godt, når jeg nu alligevel var der. Jeg har altid godt kunnet lide at presse mig selv og sætte mål, der måske ikke er så realistiske. Jeg gik ikke så højt op i karakterer. Eller jo, det gjorde jeg nu nok. Jo, det må jeg indrømme, smiler Pernille Vermund.

De mange fag og den store videbegærlighed havde ikke noget egentlig formål. Hun havde ikke lagt sig fast på, hvad hun ville bruge sin viden og sin studentereksamen til. Det stak i alle retninger, som hun siger.

- Først ville jeg være advokat. Så blev det biokemi på grund af min mors sygdom. Så ville jeg være journalist, men det var for svært med den store paratviden det krævede for at komme ind på Journalisthøjskolen. Så ville jeg læse nordisk filologi - du må ikke spørge mig hvorfor - og til sidst blev det så arkitekt, griner Pernille Vermund.

Gymnasietiden blev dog ikke kun brugt på at lære nyt og gå til fester. Den blev også brugt på at bekymre sig. Meget. Den uhelbredelige sygdom Huntingtons chorea havde indtaget generne på Pernille Vermunds mors side. Hendes mormor var meget syg af den og døde som 63-årig, og da det er en genetisk betinget sygdom, havde hendes mor 50 procent risiko for også at blive ramt.

- Da jeg gik i 3. g fik jeg at vide, at min mor også havde genet og ville udvikle sygdommen, og det var helt forfærdeligt. Hun fik godt nok yderligere 10 år uden symptomer, men fra det tidspunkt, da jeg fik at vide, at hun ville blive syg, så jeg hende som syg. Jeg turde næsten ikke røre ved hende, for tænk, hvis jeg opdagede, at hun var begyndt at få de bevægelser, der kendetegner sygdommen. Det var så forfærdeligt, at jeg på en måde ikke længere så hende som mor, men som syg, fortæller Pernille Vermund stille.

Selv om det var nogle angstfyldte år, valgte hun selv at blive testet for, om også havde genet. Hendes lillesøster blev testet negativ, og derfor regnede Pernille Vermund egentlig med, at hun havde arvet sygdommen.

- Selv om jeg havde haft det forfærdeligt med at vide, at min mor ville få sygdommen, valgte jeg selv at blive testet, før jeg fik børn, for jeg ville ikke risikere at give sygdommen videre. Det var helt surrealistisk for mig at få at vide, at jeg ikke havde sygdommen, og da min fætter også blev testet negativ, vidste vi, at sygdommen ville stoppe med min mor og hendes lillebror. Det er en stor lykke at vide, siger Pernille Vermund.

Kæmper med flyskræk

Hendes mor har boet på et plejehjem siden 2017, og Pernille Vermunds far har fået en ny kæreste. Men han er stadig gift med Pernille Vermunds mor og kører tur med hende hver dag.


Jeg turde næsten ikke røre ved hende, for tænk, hvis jeg opdagede, at hun var begyndt at få de bevægelser, der kendetegner sygdommen. Det var så forfærdeligt.

Pernille Vermund - om sin sygdomsramte mor


- Min mor er 68 år, og hun er meget syg nu. Jeg ser hende en gang om ugen, og jeg græder hver gang, jeg skal derfra, fortæller Pernille Vermund med tårer i øjnene.

At leve med uhelbredelig sygdom så tæt på har ikke kun givet bekymringer og sorg. Det har også givet livet en anden dimension for den 45-årige politiker.

- Jeg tror, at meget af min appetit på livet hænger sammen med, at både min mors og mormors udløbsdato er tidligere end de flestes, siger Pernille Vermund.

Hun har rejst rigtig meget. Og det til trods for, at hun lider af flyskræk. Det var værst, da hun var yngre. Da kunne hun få ondt i maven over at skulle sætte sig i en flyvemaskine. Hun var simpelthen bange for at falde ned. Men det er aftaget med alderen.

Pernille Vermund har haft mange bekymringer i sine unge år. Den uhelbredelige sygdom Huntingtons chorea har ramt flere familiemedlemmer, så hun lod sig teste for at se, at om hun også får den frygtede sygdom. Foto: Søren Gylling

- Jeg ved godt, at det er psykisk ligesom andre fobier, og jeg ville for alt i verden ikke give det videre til mine børn, for det er meget hæmmende. Så siden de kom til, har jeg måttet lade som ingenting, og det har nok været sundt ikke at have så meget fokus på det. I hvert fald er angsten blevet mindre. Jeg kan stadig godt få en snert af flyskræk, når vi skal lette, eller hvis jeg blunder lidt og vågner ved, at der er turbulens, siger Pernille Vermund.

At skrækken er aftaget, er heldigt nok, for transportmidlet er et fly, når hun vil se sin mand. Pernille Vermund blev i 2019 gift med finansmanden Lars Tvede, der bor i Schweiz.

- Han er dog mere i Danmark, end jeg er i Schweiz. I begyndelsen overvejede vi, om han skulle flytte op til mig i Danmark, men han har boet i Schweiz i 30 år, og jeg ville ikke byde ham at flytte op til vores velfærd, der er noget dårligere end den, de har i Schweiz. Så vi ses cirka en gang om måneden på forlænget weekend eller lidt mere, siger Pernille Vermund.

Ville ikke være elskerinde

Hun og Lars Tvede mødte hinanden i sensommeren 2016. Pernille Vermund havde læst hans bog ”Gåsen med de gyldne æg” og planlagde på det tidspunkt en tur rundt i Europa med temaet ”decentralisering” på programmet. Hun kontaktede Lars Tvede og spurgte, om han ville være vært på hendes tur i Schweiz, og det sagde han ja til.

- Det var en super lærerig tur, og jeg spurgte, om han kunne tænke sig at være hovedtaler på Nye Borgerliges landsmøde. På det tidspunkt var det kun arbejde og politik, men jeg kunne godt mærke, at vores korrespondance blev mere og mere privat. Jeg troede faktisk, at Lars var gift, så jeg sagde til ham, at jeg ikke var interesseret - jeg ville ikke være elskerinde. Men han fortalte, at han og hans kone var flyttet fra hinanden, og så har vi været sammen lige siden, griner Pernille Vermund.

Formen at være ægtepar på passer hende godt. Egentlig er hun ikke til langdistanceforhold, men Lars Tvede har sit liv, sin virksomhed og yngste datter i Schweiz, og Pernille Vermund har sine tre drenge, Viggo på 17 år, Bjørn på 15 og Storm på 10, i Danmark.

- Det er et anderledes forhold, når det er anden gang, fordi man ikke skal stifte familie sammen. Vi har et mere voksent forhold, hvor vi hver især er mere færdige på nogle områder. Derfor kræver det også lidt at finde rummeligheden - jeg er ikke så god til at gå på kompromis i mit privatliv. Jeg er for eksempel et ubetinget ordensmenneske, hvor Lars er bedre til at sætte den slags til side, fortæller Pernille Vermund.

En hård mor

Sin første mand blev hun skilt fra, da hendes yngste søn, Storm, var bare ni måneder. For at kunne blive boende i huset, tog Pernille Vermund et ekstra job i en køkkenforretning ved siden af jobbet i sit arkitektfirma.

- Derfor har jeg været en lidt hård mor. Drengene var simpelthen nødt til at hjælpe til derhjemme, for et det kunne hænge sammen. De har både lært at vaske tøj og lave mad i en tidlig alder. Men det betyder ikke, at der ikke har været masser af kærlighed. Og det er der stadig. Mine to ældste er ved at få pip af mig, for jeg synes stadig, det er hyggeligt at holde i hånd i sofaen. Heldigvis kan den yngste stadig synes, det er hyggeligt at sove inde hos mig en gang imellem, smiler Pernille Vermund.

Når den politiske karriere er slut, vil Pernille Vermund gerne vende tilbage sit normale liv, som hun siger. Hun regner med at genoptage jobbet som arkitekt. Foto: Søren Gylling

Drengene bor hos hende i 14 dage og så hos deres far i 14 dage. En ordning, der afløste den mere traditionelle 7/7-ordning for et års tid siden.

- De to ældste syntes, de flyttede for tit, så derfor blev det den nye ordning. Det er hårdt for den yngste, og jeg synes også, det er hårdt at undvære dem i så lang tid ad gangen, men det fungerer, fortæller Pernille Vermund.

Ingen af børnene er politiske, og Pernille Vermund gør ikke noget for at ”lokke” dem ind i politik.

- Deres far og jeg står politisk hvert vores sted, så jeg prøver ikke at bringe det op. De kan godt spørge om noget, og så snakker vi selvfølgelig om det, men i respekt for at de ikke skal fanges mellem to holdninger, holder jeg mig fra at diskutere politik med dem, siger Pernille Vermund.

Det gør hun så til gengæld på Christiansborg. På godt og ondt. For hende er det stadig en ny verden, og hun ville ønske, at flere fra erhvervslivet vil bevæge sig ind i politik.

- Men det er også en hård verden. Man bliver målt og vejet konstant, og de fleste har en mening om dig. Jeg er sådan en, der siger, hvad jeg mener og gør, hvad jeg siger, så må folk bryde sig om mig eller lade være, siger Pernille Vermund.

Løgn og undertrykkelse

Selv har hun mange kolleger, hun godt kan lide. Også selv om de ikke repræsenterer de samme politiske holdninger som hun. Blandt andre Enhedslistens Rosa Lund og SF’eren Karina Lorentzen. Og på sin egen boldbane har hun veninden Inger Støjberg, som hun har kendt i mange år.

- Der er mange superdejlige mennesker på begge fløje. Jeg har relativt let ved at finde sammen med andre, og der er meget få mennesker, jeg ikke kan lide. Jeg er ikke vild med folk, der lyver og undertrykker andre. Det er nok også derfor, jeg har det svært med den islamiske kultur, hvor undertrykkelse af kvinder og seksuelle minoriteter er naturligt, siger Pernille Vermund.

Hun ved godt, at mange opfatter hende som racist, men det vil hun gerne understrege, at hun ikke er.

- Jeg vil ikke bare have udlændinge ud af Danmark. Jeg vil gerne tiltrække de gode udlændinge, og så skal vi sikre, at vores politik ikke tiltrækker dem, der har andre intentioner - såsom at begå kriminalitet, siger Pernille Vermund.

Corona kom tæt på

Det seneste år har der dog ikke været så meget fokus på udlændingepolitikken. Coronapandemien har fyldt meget - også for meget, hvis man spørger Nye Borgerliges formand. Hun har længe kæmpet for en større genåbning, men forlod forhandlingerne forleden, da et flertal ville indføre coronapas.

- Jeg er så frustreret over, at danskernes frihed indskrænkes på den måde. Og det er hele tiden. Regeringen lægger hele tiden ny forsigtighed oveni i sine forsigtighedsprincipper, så jeg har skullet kæmpe med min tålmodighed, for jeg mener, at vi kan tænke og tage ansvar selv, uden at der anvendes mere og mere magt, siger Pernille Vermund.

Corona kom dog tæt på hendes egen familie, da hendes mor blev ramt af sygdommen i juledagene. De havde været sammen juleaften, og første juledag, da Pernille Vermund var ved at stable brænde, blev hun ringet op fra plejehjemmet. Hendes mor var testet positiv for corona.

For at tilgodese sine ældste drenge, har Pernille Vermund og drengenes far indgået en ny aftale. Så nu bor drengene 14 dage hos far og 14 dage hos mor. Det er et hårdt afsavn, erkender Pernille Vermund. Foto: Søren Gylling

- Hun fik ingen symptomer, og vi andre blev testet negative, så vi troede, at min mors test måske havde vist falsk positiv. Men så fik hun taget en test for antistoffer, og dem havde hun masser af, så den var god nok. Det er utroligt med hendes immunforsvar, at hun ikke mærkede noget som helst til sygdommen, siger Pernille Vermund.

Hun håber, at danskerne snart får deres frihed tilbage, som hun siger. At corona slipper taget - at regeringen gør det samme. Hvornår hun selv slipper, ved hun ikke.

- Jeg regner med at genoptage mit arkitektjob, når jeg er færdig på Christiansborg. Men først skal jeg lige redde Danmark, smiler Pernille Vermund.

Blå bog

Ann Pernille Vermund Tvede er født 3. december 1975. Det var først i fjerde klasse, at det gik op for hende, at hun hed Ann, for alle kaldte hende Pernille.

Matematisk student fra Helsingør Gymnasium i 1994. Uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 2001. Selvstændig arkitekt i Vermund Gere Arkitekter 2006-2019. 

Medlem af byrådet i Helsingør Kommune 2009-2011 for De Konservative. Stiftede i 2015 Nye Borgerlige sammen med Peter Seier Christensen.

Politiske forbilleder: Margaret Thatcher, Winston Churchill, Pia Kjærsgaard og Margrethe Vestager. De to første fordi de tog deres kampe, selv om de havde folkestemningen imod sig. Pia Kjærsgaard for sit enestående politiske instinkt og Margrethe Vestager for at få stor indflydelse under Thorning-regeringen trods få mandater.

Mor til Viggo på 17 år, Bjørn på 15 og Storm på 10. Gift i maj 2019 med finansmanden Lars Tvede.

Elbiler bliver afgørende for den grønne omstilling, og det har fået bilproducenterne til at lugte en god forretning.
VW's seneste våben mod Tesla og andre elbil-rivaler er denne model ID.4, der samles på fabrikken i tyske Zwickau. Den fås i øvrigt med anhængertræk. Foto: Matthias Rietschel/Reuters/Ritzau Scanpix

Nu kommer elbil-kapløbet til en indkørsel nær dig

Teslas aktier steg til himmels sidste år, men på det seneste er luften gået af ballonen. Til gengæld er Volkswagen-aktien gået op, og baggrunden kan også interessere en dansk bilejer: VW, Danmarks absolut mest solgt bilmærke, har erklæret sin kærlighed til elbilerne, og enorme summer, tjent på at sælge gammeldags benzin- og dieselmotorer, bliver omdirigeret til forskning i ny teknologi og batterifabrikker.

Ét hængeparti er stadig antallet af ladestandere, men frem mod 2025 vil VW i samarbejde med forskellige partnere sætte 18.000 offentlige lynopladere i drift i Europa. Det svarer til en femdobling i forhold til i dag.

Og hvis manglen på anhængertræk skulle have afholdt nogen fra at købe en elbil, er den undskyldning også væk - både Tesla og VW kan kan nu levere elbiler med jydekrog.

Det var noget af en langgaber, da kommissionsrapporter og politiske forhandlinger i hele efteråret og ind i vinteren førte til nye bilafgifter, der skal bane vejen for flere elbiler.

Langt mere interessant er det, om der overhovedet er elbiler at købe, og her er et formidabelt teknologikapløb nu skudt i gang.

Det er svært at overse de talrige Tesla-biler, der i øjeblikket sniger sig lydløst omkring i landskabet. De seneste to år er der solgt over 6700 elbiler af Teslas Model 3 i Danmark, og dermed er den amerikanske pionér blevet synonym med den grønne omstilling inden for personbiler.

Hvis man handler aktier, så har man også bemærket aktiefesten for Tesla, der på et år er steget mere end 500 procent i værdi. Ja, endnu mere faktisk, men siden januar er luften gået af ballonen, og det er, som om interessen har søgt andre steder hen.

Investorerne har blandt andet fået øje på en tysk veteran, Volkswagen nede i Wolfsburg. VW-aktien er i hvert fald steget over 60 procent siden nytår, hvilket også var tiltrængt efter mange års ørkenvandring på aktiemarkedet.


Hvor Tesla er født som en tech-virksomhed, der tilfældigvis producerer elbiler, ser Volkswagens arv lidt anderledes ud.


Det er værd at dvæle ved herhjemme, hvor Volkswagen er det klart mest solgte bilmærke. Sidste år blev der sat nummerplader på 25.000 fabriksnye VW’er i Danmark, svarende til hver ottende bil i et år, hvor bilsalget blev sendt til tælling af corona.

VW’s muskler, også i Danmark, er ikke til at tage fejl af. Importøren, Semler Holding, har netop afleveret sit hidtil bedste regnskab nogensinde. På trods af lukkede salgslokaler, faldende bilsalg og monumental usikkerhed om fremtidens bilafgifter lykkedes Semler med at øge både omsætning og overskud sidste år.

Aktiens optur skyldes utvivlsomt, at Volkswagen nu har meldt sig helhjertet på banen med massive investeringer i grønne biler, der vil gøre det lige så let som at klø sig i nakken at indfri regeringens elbilambitioner.

- Elektrisk mobilitet er blevet vores kerneforretning, sagde VW’s topchef, Herbert Diess, på en såkaldt power day midt i marts.

Han mener, at alting lige nu handler om at gøre batterierne billigere, rækkevidden større og ladetiden kortere. Derfor tager han overskuddet fra sine gamle fabrikker med benzin- og dieselmotorer og flytter over i et gigantisk forskningsprogram på 112 milliarder kroner om året frem mod 2025.

Undervejs skal der bygges seks store batterifabrikker i Europa, så VW selv står for den centrale komponent i elbilerne. Derudover skal VW-bilerne i højere grad være softwareprodukter, som man kan opdatere i takt med den teknologisk udvikling - ligesom Tesla har gjort det i mange år.

Det er lidt af en omvæltning. Hvor Tesla er født som en tech-virksomhed, der tilfældigvis producerer elbiler, ser Volkswagens arv lidt anderledes ud. Tidsskriftet The Economist konstaterer tørt, at VW’s største digitale præstation hidtil har været dieselskandalen fra 2015, hvor VW havde installeret ulovlig software i millioner af biler for at snyde sig til bedre miljøtal.

Nu er afgifterne på plads, og det vælter ind med elbiler på markedet. Sidste år blev salget af elbiler i Danmark tredoblet - fra et lavt udgangspunkt - og i år går det formentlig helt amok i takt med, at bilforhandlerne har lov til at lukke kunder ind i deres salgslokaler.

Ét hængeparti er stadig antallet af ladestandere, og her har VW også en plan. Frem mod 2025 vil koncernen i samarbejde med forskellige partnere sætte 18.000 offentlige lynopladere i drift i Europa. Det svarer til en femdobling i forhold til i dag.

Et andet hængeparti er jydekrogen, som har fastlåst masser af danskere i deres gammeldags biler med forbrændingsmotorer. Men også her blæser forandringens vinde, og både Tesla 3 og VW’s nyeste elbil, ID.4, fås skam med trækkrog.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Der er ingen undskyldning for ikke at interessere sig for det snarlige valg til parlamentet i Grønland. Valget bliver vigtigt for Grønlands fremtid, og det kan komme til at definere det fremtidige forhold mellem Danmark og Grønland.
Udsigten fra Kvanefjeld (Kuannersuit) ved Narsaq i Sydgrønland. Her planlægger det australsk-kinesiske selskab Greenland Minerals at åbne en mine for at udvinde sjældne jordarter med uran og zink som biprodukter. Projektet har splittet lokalbefolkningen og det grønlandske samfund. Foto: Jesper Ravn/Ritzau

Mine splitter grønlænderne op mod valg

Det australsk-kinesiske mineselskab Greenland Minerals planer om at udvinde sjældne jordarter - kostbare metaller, der bruges i mobiltelefoner, vindmøller og elbiler - samt uran og zink, spiller en stor rolle, når omkring 41.000 grønlandske vælgere 6. april skal udpege de 31 medlemmer til Grønlands parlament, Inatsisartut.

Efter længere tids uvished bakker det socialdemokratiske Siumut nu fuldt op om mineprojektet, som har været under forberedelse i 14 år. Det gælder både regeringsleder Kim Kielsen, der blev vippet af pinden som partiformand i november, og den nye Siumut-formand, Erik Jensen.

Det venstreorienterede parti IA (Inuit Ataqatigiit) er til gengæld ubetinget imod udvinding af råstoffer i Kvanefjeld, der på grønlandsk hedder Kuannersuit. Det lover formanden, Múte B. Egede, og IA tror på et magtskifte i Grønland, efter partiet Demokraatit/Demokraterne har forladt regeringssamarbejdet med Siumut.

Et stort skridt på vej mod selvstændigheden - eller en alvorlig trussel mod miljø, landbrug og turisme i Sydgrønland? Mineprojektet i Kvanefjeld deler vandene op til valget i Grønland 6. april.

Grønlands valg: Minedrift er ofte kontroversiel. Men få projekter har som Kvanefjeld-minen ved Narsaq i Sydgrønland splittet et helt land.

Planen er at udvinde sjældne jordarter - kostbare metaller, der bruges i mobiltelefoner, vindmøller og elbiler - samt uran og zink som biprodukter.


Fra Danmark ser alle grønlandske valg ud som selvstændighedsvalg. Men det er blevet mere åbenlyst for alle nu, at hvis selvstændighed skal være meningsfuld, skal der først ske en udvikling af økonomien og de menneskelige ressourcer.

Ulrik Pram Gad, seniorforsker med speciale i Arktis


Men Kvanefjeld-projektet fik i februar regeringskoalitionen under ledelse af partiet Siumut til at smuldre.

Derfor spiller planen fra det australsk-kinesiske mineselskab Greenland Minerals en stor rolle, når omkring 41.000 grønlandske vælgere 6. april skal udpege de 31 medlemmer til Grønlands parlament, Inatsisartut.

Efter længere tids uvished bakker det socialdemokratiske Siumut nu fuldt op om mineprojektet, som har været under forberedelse i 14 år.

Det gælder både regeringsleder Kim Kielsen, der blev vippet af pinden som partiformand i november, og den nye Siumut-formand, Erik Jensen.

Betingelsen er dog, at projektet lever op til Grønlands råstoflov, tilføjede Erik Jensen uden at uddybe til radio- og tv-stationen KNR 3. marts.

IA vil stoppe projekt

Det venstreorienterede IA (Inuit Ataqatigiit) er til gengæld ubetinget imod udvinding af råstoffer i Kvanefjeld, der på grønlandsk hedder Kuannersuit. Det lover formanden, Múte B. Egede.

Det omstridte mineprojekt

Forsøgsstation Risø opdagede i 1955 en stor forekomst af uran ved Kvanefjeld (Kuannersuit) seks-syv kilometer fra Narsaq i Sydgrønland.

Det australske mineselskab Greenland Minerals A/S har i en årrække arbejdet med planer om minedrift i området for at udvinde en række sjældne jordarter, der bruges i elektronik - samt uran og zink.

I 2016 købte det kinesiske råstofselskab Shenghe Resources en aktieandel i selskabet for 23,5 millioner kroner. Mineprojektet har ført til mange protester i Nuuk og andre steder. Der er lokal modstand i Narsaq-området.

Der er bekymring for, at et affaldsdepot i en stor sø (Taseq) 500 meter over havet med store mængder af giftig fluor og det lavradioaktive stof thorium vil forurene lokalområdet.

Uenighed om Kvanefjeld-minen var en hovedårsag til, at der i februar blev udskrevet valg til Grønlands parlament, Inatsisartut, til afholdelse 6. april.


- Ingen skal være i tvivl om, at IA vil stemme for at stoppe projektet, sagde han i februar til KNR.

IA er med otte mandater det næststørste parti i Inatsisartut og spås et godt valg.

Både det lille parti Naleraq og det borgerlige Atassut ønsker en folkeafstemning om mineprojektet.

Modstanderne peger på, at minen indebærer store miljørisici af både kemisk og radioaktiv art. Greenland Minerals vil deponere 100 millioner ton affald i form af knust malm med indhold af giftig fluor og lavradioaktivt thorium i en sø 500 meter over havet.

Affaldet skal sikres med en høj dæmning, der kan modstå jordskælv af en styrke op til 5,4. Et dæmningsbrud vil derfor være en 10.000-års-hændelse, argumenterer mineselskabet.

Men mange af de godt 1300 indbyggere i Narsaq seks-syv kilometer nede mod kysten ser minen som en trussel mod både landbrugere og fåreholdere samt turismen i det naturskønne område. De frygter også for drikkevandet, hvis dæmningen brister.

Beskyldninger om løgn

Det lykkedes først i femte forsøg Greenland Minerals at få Selvstyret til at godkende selskabets miljøvurdering.

Selskabet skriver på sin hjemmeside: "Studier af den miljømæssige indvirkning konkluderer, at projektet ikke skaber væsentlige problemer for lokalsamfundet eller beboere i nærliggende samfund. Omfattende strålingsundersøgelser viser en ubetydelig stigning i strålingseksponering som følge af projektet. Støvniveauet fra projektet er meget lavt og langt under europæiske grænseværdier. Alt procesvand kontrolleres og holdes isoleret fra miljøet".

Greenland Minerals beskylder presse og miljøgrupper for at lyve om projektet. Ikke mindst efter en nylig appel fra 141 ngo'er over hele kloden.

"Ngo'erne er neokolonialister. De vil ikke bare stoppe projektet på Kvanefjeldet. Deres mål er, at Grønland slet ikke udnytter sine egne ressourcer", mener selskabet.

For tilhængerne kan Kvanefjeld blive en vigtig trædesten på vejen mod Grønlands selvstændighed. Minen vil ifølge Greenland Minerals kunne skabe over 300 lokale arbejdspladser, som der er akut mangel på i Sydgrønland.

Penge i vente

Samtidig vil minen over 37 år indbringe Grønlands landskasse 1,5 milliarder skattekroner årligt, lyder det fra selskabets australske direktør, John Mair.

Ganske vist bliver Grønland på grund af selvstyreloven modregnet for halvdelen - 750 millioner kroner - i det danske bloktilskud på omkring fire milliarder kroner.

Erik Jensen blev i november valgt som ny formand for Siumut efter at have væltet landsstyreformand Kim Kielsen fra posten. Kielsen er dog stadig regeringschef. Efter længere tids tøven støtter Siumut nu det omstridte mineprojekt, forsikrer Jensen inden det grønlandske valg 6. april. Foto: Jens Karlsen/Ritzau Scanpix

Tilbage vil dog stadig være 750 millioner kroner ekstra om året. Det er mange penge i den trængte grønlandske økonomi.

Ifølge Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker med speciale i Arktis på Diis i København, var Kvanefjeld det kit, der holdt den nu kollapsede regering sammen.

- Fra Danmark ser alle grønlandske valg ud som selvstændighedsvalg. Men det er blevet mere åbenlyst for alle nu, at hvis selvstændighed skal være meningsfuld, skal der først ske en udvikling af økonomien og de menneskelige ressourcer, siger han.

Valg i utide og uro i grønlandsk regeringsparti

  1. Mineprojektet i Sydgrønland med udvinding af uran og sjældne jordarter skaber heftig debat i befolkning og partier. Tilhængere peger på, at projektet vil skabe mange arbejdspladser og indtægter til det grønlandske samfund, mens modstandere frygter store konsekvenser for natur, miljø og sundhed.
  2. Samtidig er der uro på de indre linjer i Siumut, der bortset fra fire år har haft fast abonnement på magten i Grønland siden 1979. Uroen kulminerede, da regeringschef Kim Kielsen blev væltet som partiformand til fordel for Erik Jensen. Kielsen valgte at fortsætte som leder af regeringen, Naalakkersuisut.
  3. I februar forlod partiet Demokraatit/Demokraterne regeringen med den begrundelse, at det ikke længere ville stå model til Siumuts interne magtkampe. Netop uroen i Siumut får det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit (IA), der repræsenterer den yderste venstrefløj i Grønland, til at tro på et magtskifte.
  4. Økonomi, arbejdsløshed og stigende leveomkostninger er de største bekymringer, grønlænderne har ifølge en undersøgelse fra Grønlands Universitet og HS Analyse. Selv om der tales om stigende arktisk interesse fra USA, militær oprustning fra Rusland og stigende indflydelse fra Kina, fylder udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke meget.