Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Det bliver en påske præget af mundbind og corona. Foto: Santiago Arcos/Reuters/Ritzau Scanpix.

Sjælesorg og genopstandelse

Det er påske – også hos Dagens Danmark. I dag skal vi forbi kirken, der fortæller om en af de værste senfølger ved corona: sjælesorg. Vi har også en vaskeægte fortælling om genopstandelse: Kristian Jensen er nemlig stået op fra sin politiske grav.

Vi danskere kan godt have en tendens til at styre udenom de helt store og svære spørgsmål. Tag nu bare påsken. Egentlig er det jo kristendommens vigtigste højtid, der markerer Jesus’ død og genopstandelse. På papiret har vi fået fri fra arbejde for at kunne tænke over vores egen tro og eksistens. Mange af os vil dog hellere fejre det med en god frokost og en kold øl.

Alligevel er det måske netop denne påske, hvor vi bliver tvunget til at overveje nogle af de vanskelige problemstillinger. For genåbning til trods har corona sat en stopper for de mest festlige påskefrokoster, og i stedet er mange overladt til endnu en dag alene i privaten.

Denne tvungne isolation er begyndt at gå mange af os på nerverne. Men især de unge har det hårdt. Coronaen har stjålet deres ungdom, og som du kan læse i denne udgave af Dagens Danmark, har det fået en del af dem til at søge hjælp i kirken, som et forsøg på at finde en vej ud af den eksistentielle krise. Det står efterhånden mere og mere klart, at angst, ensomhed og sjælesorg bliver nogle af de mest voldsomme senfølger, som vores samfund kommer til at kæmpe med efter corona.

Dagens Danmark kan i dag også diske op med en vaskeægte genopstandelseshistorie.

Tidligere næstformand for Venstre Kristian Jensen havde blikket stift rettet mod statsministeriet, men han endte med at gå politisk til grunde, da han tørnede sammen med sin chef Lars Løkke Rasmussen, og partiet fik nok af dem begge. Til vores politiske reporter Kasper Løvkvist fortæller Jensen nu, at han ærgrer sig over, at han ikke gik hårdere til Løkke, da de to tørnede sammen til duel i en kælder i Odense Congress Center tilbage i 2014.

Nu er Jensen dog stået op fra den politiske grav, efter han er blevet udpeget som topdiplomat. Er der tale om et egentligt påskemirakel? Det må du selv vurdere, når du læser den og de andre historier her i Dagens Danmark.

Billede af Andreas T. Kønig
Billede af skribentens underskrift Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør
Kristian Jensen er en mand midt i stormen. Først deltog han i en magtkamp, der stadig skaber efterskælv i Venstre, og nu er medarbejdere i udenrigstjenesten vrede, fordi han er blevet politisk udpeget diplomat. Hvad siger manden selv om det hele? Vi har spurgt.
Kristian Jensen - nu forhenværende politiker og nuværende diplomat. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg

Kristian Jensen er manden, der ville være statsminister og blev diplomat i stedet: - Jeg skulle have udfordret Løkke

Kristian Jensen har nu forladt dansk politik til fordel for en ansættelse i Udenrigsministeriet, hvor han får til opgave at skaffe Danmark en plads i FN's sikkerhedsråd. På en af sine sidste dage på kontoret på Christiansborg så han tilbage på et liv i politik, hvor han kommer til at savne det kyniske, beskidte magtspil. - Hvis jeg ikke kunne lide det, var jeg ikke blevet hængende så længe, siger han. Og så fortryder han, at han ikke tog et kampvalg mod Lars Løkke Rasmussen i stedet for at indgå en mytologiseret aftale i en kælder i Odense.

Kristian Jensen er nu fortid i dansk politik. Bag sig efterlader han knuste drømme, salte tårer og en glorværdig karriere. Han insisterer på ikke at ville lade sig definere af det, han ikke opnåede - men fortryder stadig, at han ikke lod duellen blive ført til ende, da han stod over for Lars Løkke Rasmussen i en kælder i Odense.

Politik: Det var i et andet årtusind, at en 26-årig Kristian Jensen blev valgt fra Herning-kredsen til Folketinget. Første lovforslag, han var ordfører på, var en sag om udlicitering af jernbanestrækninger i Vestjylland.

Nu er han 50 år om lidt, de største drømme er bristede, og kontoret er ved at blive tømt. På væggen ved siden af skrivebordet ved Ridebanen på Christiansborg sidder et søm uden noget at give sig til - det store Carl Henning Pedersen-maleri er allerede blevet hentet af museet i Herning, hvor det var lånt.

Og den sidste sag, Kristian Jensen nåede at beskæftige sig med, var netop drift af jernbanen i Midt- og Vestjylland.

Det er manden, som i størstedelen af sit politiske liv havde blikket stift rettet mod formandsstolen i Venstre - dermed i realiteten Statsministeriet -  der er tilbage lige nøjagtig, hvor han startede.


Det hårde, beskidte politiske magtspil kommer jeg også til at savne. (...) Der er altid en kamp, og hvis jeg ikke kunne lide den, var jeg nok ikke blevet hængende så længe.

Kristian Jensen (V)


Efter poster som finansordfører, skatteminister, næstformand i Venstre, gruppeformand, udenrigsminister, finansminister begyndte filmen om ham pludselig at spole tilbage med en hast, så strimlen var ved at sprænge, apparatet tæt på overophedning og Kristian Jensen pludselig så sig selv stå en tidlig lørdag eftermiddag i et afspærret barområde på et kurhotel i Brejning med tårerne trillende ned ad kinderne.

Manden der ville være statsminister, nummer et blandt rigets folkevalgte, blev et nul, nummer 179 blandt 179 medlemmer af Folketinget.

Den store bane

Men i dag, 1. april 2021, er det slut. Folketingsgruppen er bag ham. Folketinget er bag ham.

- Politik handler om magt. Som minister kan man gøre en kæmpe forskel. Som finansminister kan man gøre en helt enorm forskel. Når man sidder på et lille kontor på Ridebanen, er det mere begrænset. Det, jeg gerne vil med mit liv, er at gøre en forskel. Og her dukkede der en mulighed op for at spille på den store bane igen. Det passer nok bedre til mig.

Siger Kristian Jensen ved bordet i det lille kontor i en tarm på Christiansborg med udsigt til en tom væg og et ensomt søm.

Muligheden kom ikke fra Kristian Jensens venner - eller fjender - i det parti, hvor han har har lagt sit hjerteblod og næret sine drømme i hele sit voksne liv. Men fra modstanderpartiet.

Socialdemokratiet ville gerne bryde muren ned til muligheden for at udpege politiske topdiplomater, og kiggede - som man skal, når man vil igennem med sådan noget - over på den anden side af hegnet som det første. Og bad Kristian Jensen om at tage posten som særlig repræsentant for Danmark i bestræbelserne på at få en plads i FN's sikkerhedsråd i 2025-2026. En diplomatstilling i Udenrigsministeriet.

En ny start og et endeligt farvel til det liv, der gav de største sejre og endnu større nederlag.

Farvel til politik - måske

Vi begynder med at sige farvel.

Er det et farvel til politik?

- Jeg vil slet ikke begynde at gætte på, hvad der sker for mig om tre et halvt år. Jeg lukker ingen døre, men har ingen planer om at vende tilbage til politik. Jeg ved jo heller ikke, hvad der byder sig, og hvad jeg får lyst til, når jeg har prøvet at være ansat i Udenrigsministeriet - åbner der sig pludselig ting, jeg ikke havde tænkt på?

Senest i forsommeren 2023 kommer der et folketingsvalg - er det udelukket, at du er på stemmesedlen?

- Ja. Jeg står ikke på stemmesedlen næste gang og har ingen planer om at stå på nogen stemmeseddel igen. Men jeg afviser ingenting.

Hvad kommer du til at savne?

- Menneskene på Christiansborg. Jeg har enormt meget respekt for mine 178 fantastiske nu tidligere kolleger, der brænder for at gøre Danmark bedre. Og jeg kommer til at savne hyggesnakken med vagterne nede i porten og at sludre ved kaffemaskinen med rengøringspersonalet.

Hvad kommer du ikke til at savne?

"Bezzerwisserne" om fredagen og politiske analytikere, der ser alt i bagklogskabens lys og gør sig kloge på ting, hvor de aldrig selv har haft hånden på kogepladen. Dette er en omskiftelig verden, som nogle vælger at beskrive i absolutter.

Jeg havde troet, at du måske ville have sagt, at du ikke kommer til at savne det kyniske magtspil og den beskidte del af politik.

- Det hårde, beskidte politiske magtspil kommer jeg også til at savne, men det har jeg jo ligesom lagt bag mig for små to år siden (da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen måtte gå som formand og næstformand efter et dramatisk møde i Venstres forretningsudvalg i Brejning, red.). Når jeg ser tilbage kan jeg godt se ting, jeg har været involveret i, som ikke har været særligt kønne eller på nogen måder flatterende for den politiske gerning. Men jeg har levet i det, siden jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom i efteråret 1988. Der er altid en kamp, og hvis jeg ikke kunne lide det, var jeg nok ikke blevet hængende så længe.

Greb ikke chancen

Skal vi snakke om det, der ikke var kønt og flatterende?

- Jeg har ikke noget behov for at lave en stor bekendelse om det. Får jeg lyst, skriver jeg nok en bog. Jeg er dog blot 49 år - det er ikke tid til at skrive mine erindringer endnu.

Har du fortrydelse i forhold til det?

- Jeg ville nok have overvejet at gøre noget andet i Odense i 2014 (hvor Kristian Jensen udfordrede Lars Løkke Rasmussen, men endte med at lave en fredsaftale i kælderen under Odense Congress Center, red.). Jeg troede, det ville give os mulighed for at vinde valget i 2015, og det gjorde vi.

- Alligevel er det stadig den ting, jeg overvejer - om det skulle have haft en anden udgang. At vi i Odense havde taget en afstemning om et ekstraordinært landsmøde (hvor Venstres delegerende så skulle vælge mellem Løkke og Jensen som formand, red.)

- Men det skete ikke, og så må man kigge ud ad forruden. Og jeg vil ikke defineres af det, der ikke blev til noget. Jeg vil defineres af det, der skete. Halvandet år i Udenrigsministeriet. To et halvt år i Finansministeriet. Alt det der blev flyttet, forandret og skabt i de fire år. Det tager jeg med mig.

En ny start

Hvordan kom du i spil til diplomatjobbet med at sikre Danmark en midlertidig plads i FN's sikkerhedsråd?

- Det er jo ingen hemmelighed, at jeg var interesseret i at blive formand for Danmarks Idrætsforbund, da nogle forbund spurgte mig. Der viste sig så at være modstand mod det, og så blev det lagt i graven. Så blev jeg spurgt, om jeg ville være interesseret, hvis der kom noget andet.

Hvem spørger om sådan noget?


Tænk at stå op om morgenen med det formål at gøre verden til et bedre sted!

Kristian Jensen (V)


- Det var kolleger i Socialdemokratiet, og det førte så til en konkret henvendelse. Efter at have talt med statsministeren og udenrigsministeren om det, var jeg klar.

Så muligheden opstod, fordi du havde udsendt signaler om, at det ville give mening at kontakte dig?

- Ja. Ingen tvivl om, at livet som politiker er sjovere, når man er finansminister, end når man er menigt medlem af et oppositionsparti. Politik handler om magt.

Bekymrede diplomater

643 ansatte i Udenrigsministeriet har protesteret over, at politikere nu kan komme ind og blive udpeget til topdiplomater. Hvad tænker du om det?

- Jeg forstår dem. Bekymringen var der også, da jeg var udenrigsminister, og Løkke ville indføre politiske ambassadører. De tænker jo, at de foretager indgribende valg for deres familier ved at være fire år ude, fire år hjemme, fire år ude, fire år hjemme, og så kan politikere komme flyvende ind og tage de gode stillinger. Men jeg ser det mere som en frygt for, hvor omfattende det kan blive, end for at jeg skal løse denne afgrænsede opgave. Jeg tror ikke, politikere i fremtiden vil få de mest interessante stillinger - London, Berlin, Paris, New York, Beijing. Det kommer ikke til at ske. Det kræver helt andre folk.

Hvad var din egen holdning, da Løkke ville det?

- Jamen, så arbejdede jeg da for det.

Det var ikke det, jeg spurgte om.

- Altså internt sagde jeg, at man skal være påpasselig med, hvor man bruger den type udnævnelser. Men vi havde faktisk en plan, og jeg bakkede om den. Det blev ikke til noget, og det var der personlige årsager til.

(Det, Kristian Jensen ikke siger, er, at årsagen var, at Venstre bad Socialdemokratiet om at komme med en kandidat til en politisk ambassadør. S kom så med Mogens Lykketoft, som Lars Løkke Rasmussen under ingen omstændigheder ville udnævne, red.)

Stå op med et formål

Eksperter siger, at Danmarks plads i rådet faktisk er sikker, og det ville kræve mere arbejde at forpurre vores chance. Hvad skal du egentlig lave i de næste tre et halvt år?

- Siden 2008 har der enten været kampvalg, eller nogle lande har trukket sig for at undgå nederlag. Rigtigt mange lande vil i FN's sikkerhedsråd og har den opfattelse, at verden skal være mere canadisk, portugisisk eller hvem det nu er.

- Vi skal føre en kampagne for at placere Danmark så stærkt, at ingen stiller op mod os. Vi skal snakke med de 109 lande i verden, der har under 10 millioner indbyggere og sige, at vi vil være tillidsmand for dem.

Hvordan griber man sådan noget an?

- Dygtige folk i Udenrigsministeriet skal hjælpe og lave en plan for, hvordan vi gør det. Nogle lande skal kontaktes via vores ambassader, nogle på FN-niveau og nogle skal have kontakten fra mig. Jeg skal blandt andet ud at besøge nogle af de lande, hvor vi ikke er stærkt til stede. Danmark har omkring 65 ambassader, men 193 lande har stemmeret.

- Dette er muligheden for at gøre verden en lille smule mere dansk og sørge for at der bliver truffet beslutninger baseret på vores værdier. Vi er et åbent land, der tror på rettigheder og har masser at byde på omkring klima, vand og bæredygtighed. At få Danmark ind i sikkerhedsrådet vil gøre verden bedre. Det er da fedt! Tænk at stå op om morgenen med det formål at gøre verden til et bedre sted!

Kristian Jensen har været i Folketingssalen for sidste gang. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Blå bog

Kristian Jensen er 49 år, født 21. maj 1971. Han er søn af friskolelærerparret Jens Erik Jensen og Ellen Jensen.

Bankelev i Unibank i Lemvig 1991-1993. Derefter bankassistent i Unibank, Brande.

Folketingsmedlem for Venstre fra 1998. Skatteminister 2004-2010, udenrigsminister 2015-2016 og finansminister 2016-2019.

2010-2015 formand for Venstres folketingsgruppe. 2009-2019 partiets næstformand.

Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør
Efter sundhedskrisen kommer samfundskrisen. Vi risikerer, at en hel generation skal kæmpe med psykiske følger efter corona. Kirken er et af de steder, hvor de mærker den alvorlige udvikling.
Julegudstjenesten i Aarhus Domkirke blev i sidste øjeblik aflyst, og kirkegangen har haft trange kår i den tid, coronapandemien har hærget. Til gengæld har folkekirken oplevet et stigende antal henvendelser via sit onlineforum Sjælesorg.nu. Arkivfoto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Et herrens år for de unge: Flere rakte ud til folkekirken online

Da Danmark blev lukket ned, oplevede folkekirken mere end en fordobling i antallet af onlinehenvendelser fra frustrerede og ensomme sognebørn, som mangler kirken og præsterne. - Vi måtte udvide åbningstiderne, så vi havde præster siddende alle dage. Der var flere præster, som meldte sig frivilligt til at tage vagter, så vi kunne hjælpe alle de mennesker, som havde behov for vores støtte og hjælp, fortæller Pernille Hornum, der er leder af tjenesten Sjælesorg.nu. Sognepræst Henrik Grøndal Lund fra Aarhus fortæller, at det er de unge, som har lidt mest under nedlukningen. - For mange af dem er det spørgsmål om bristede livsforventninger. Ensomheden kan være voldsom, og så er det for de fleste unge mennesker første gang, at de står i en sådan livskrise. - Coronaen har fungeret lidt som et forstørrelsesglas. De, der har det hårdt, de er virkelig ramt. Venskaber og mødet med andre er vores benzin, og det er simpelthen dét, der er taget fra os. Så er det klart, at vi bliver tomme, triste og sørgmodige, siger den aarhusianske sognepræst.

Da Danmark blev lukket ned på grund af corona, oplevede folkekirken mere end en fordobling af antallet af onlinehenvendelser fra frustrerede og ensomme sognebørn, som mangler kirken og præsterne. Sognepræst Henrik Grøndal Lund fra Aarhus fortæller, at det er de unge, som har lidt mest.

Sjælesorg: Han er vant til at forholde sig til store eksistentielle spørgsmål. Håndtering af afsavn, sorg og livskriser er en integreret af Henrik Grøndal Lunds virke. Dagligt er han sognepræst i Aarhus, men i mere end et år han har i store træk været afskåret fra sognebørnene i den jyske hovedstad. Isoleret fra den direkte kontakt til de mennesker, han skal samle op og guide i en retning, hvor håbet og modet på hverdagen er større.

Sognepræst Henrik Grøndal Lund fra Aarhus har savnet kontakten til specielt de unge mennesker i sit sogn. Ifølge ham er det de unge, som har lidt mest, når landet har været lukket ned. Foto: Aarhus Domkirke

Som præst i en studieby består store dele af Henrik Grøndal Lunds sogn af unge mennesker. Mange studerende fra omkring tyveårs-alderen og op til start-trediverne. Unge mennesker, som er rejst til Aarhus for at få en uddannelse, men også for at få de mange oplevelser, som studietiden bringer.

Nye venskaber, den mulige forelskelse, men også usikkerheden og ensomheden, som kan følge med. Hele skiftet fra teenager til selvstændig voksen. For mange er alt dét blevet smadret af en potent virus, som ingen havde forudset.

- Jeg oplever, at det er de unge mennesker, der er hårdest ramt. Det skinner igennem, når jeg taler med mange af dem på Zoom, på gåture eller i domkirken. Der er mange små tragedier i det her, og jeg oplever en frygtelig ensomhed.

- Aarhus er kæmpe uddannelsesby, og på studierne er der mange ensomme unge mennesker. Det er tydeligt, at dét er blevet forstærket her under coronaen, siger Henrik Grøndal Lund.

En sjov start med introforløb, fester og alle storbyens muligheder forsvandt som dug fra solen, da Mette Frederiksen 11. marts sidste år lukkede landet ned. Henrik Grøndal Lund har talt med unge, som startede på universitet i februar 2020, men som stort ikke har været på universitetet endnu. I stedet har den stået på corona-sikret onlineundervisning og lektielæsning uden nær kontakt med ens nye studiekammerater.


Jeg oplever, at det er de unge mennesker, der er hårdest ramt. Det skinner igennem, når jeg taler med mange af dem på Zoom, på gåture eller i domkirken. Der er mange små tragedier i det her, og jeg oplever en frygtelig ensomhed.

Henrik Grøndal Lund, sognepræst


- For mange af dem er det spørgsmål om bristede livsforventninger. Ensomheden kan være voldsom, og så er det for de fleste unge mennesker første gang, at de står i en sådan livskrise. Det handler om livshåndtering, og det har faktisk også været svært for mig, for jeg har heller ikke haft nogle nogen steder eller fællesskaber at henvise dem til, fortæller den aarhusianske sognepræst.

Flere henvendelser

Folkekirken har normalt flere fysiske tilbud for folk i alle aldre. Men Henrik Grøndal Lund og de andre præster har måttet lukke sorggrupper og samtale- og studiegrupper for de unge mennesker ned på grund af corona. Det i en tid, hvor den mentale sundhed hos danskerne har været presset til det yderste.

Det har man mærket hos folkekirkens onlinetilbud Sjælesorg.nu. Her kan man få en fortrolig samtale eller chat med en præst. Men hverken præsten eller borgeren kender den andens identitet. På Sjælesorg.nu steg antallet af henvendelser markant i månederne efter nedlukningen sidste år.

- Vi måtte udvide åbningstiderne, så vi havde præster siddende alle dage. Der var flere præster, som meldte sig frivilligt til at tage vagter, så vi kunne hjælpe alle de mennesker, som havde behov for vores støtte og hjælp, fortæller Pernille Hornum, leder af Sjælesorg.nu.

I de første tre måneder efter statsministerens pressemøde og nedlukning for godt et år siden var der 900, der havde behov for en samtale eller chat med en præst online. Sammenlignet med månederne inden var det mere end en fordobling. Igen i efteråret steg antallet af henvendelser - samtidig med at restriktionerne blev genindført.

En del af forklaringen ligger i, at folkekirkens fysiske tilbud var lukket ned, fortæller Pernille Hornum, men isolationen under coronapandemien har også fået ellers undertrykte problemer til at titte frem.


Coronaen har fungeret lidt som et forstørrelsesglas. De, der har det hårdt, de er virkelig ramt. Venskaber og mødet med andre er vores benzin, og det er simpelthen dét, der er taget fra os.

Henrik Grøndal Lund, sognepræst


- Coronaen har slidt og skabt bekymring og ensomhed hos mange. Men samtidig har det også været en kæmpemæssig tænkepause, hvor mentale udfordringer, som har ligget og luret under overfladen, er kommet frem. I en travl hverdag kan vi undertrykke følelser og flygte fra at tage stilling til mange ting. Men vi har været isoleret, og så får vi tid og rum til at tænke. Det er på mange måder godt, men det kan også godt ramme os hårdt.

Mentalt forstørrelsesglas

Interviewet med Henrik Grøndal Lund fra Aarhus varer en god halv time. Han er på ingen måde prædikende, men coronaisolationen har også sat tankerne i gang hos sognepræsten. Ord, som han prædiket mange gange, får ny næring. Idéen med ordene bliver stærkere.

Online-henvendelser til Sjælesorg.nu steg, da landet lukkede ned

Sjælesorg.nu er folkekirkens tilbud om en fortrolig og anonym chatsamtale med en præst på nettet. Antallet af henvendelser blev mere end fordoblet, da coronaen ramte Danmark. Her er antallet af henvendelser:

1. dec 2019 - 1. mar 2020: 425 henvendelser

1. mar 2020 - 1. jun 2020: 924 henvendelser

1. jun 2020 - 1. sep 2020:  476 henvendelser

1. sep 2020 – 1. dec. 2020: 609 henvendelser

- Jeg har mange gange sagt, at for Luther (tysk præst og reformator fra 1500-tallet, red.) er medmennesket som dagligt brød, en helt nødvendig næring. Men det er først nu, man for alvor forstår vigtigheden af disse ord.

- Vi savner den anden og de andre, fordi de er lige så vigtige, som den næring, vi får til kroppen fra mad og drikke, siger Henrik Grøndal Lund, inden han efter en kort tænkepause fortsætter:

- Coronaen har fungeret lidt som et forstørrelsesglas. De, der har det hårdt, de er virkelig ramt. Venskaber og mødet med andre er vores benzin, og det er simpelthen dét, der er taget fra os. Så er det klart, at vi bliver tomme, triste og sørgmodige.

- Men der kan også komme en masse gode ting ud af en sådan tænkepause. Man får trykket på de ømme punkter og får prioriteret og fokuseret på de vigtige ting i sit liv.

Selv for en præst med daglig kontakt med mange mennesker sætter isolationen også spor og giver stof til eftertanke.

- Jeg har efterhånden set alt, hvad der er værd at se på Netflix. Men jeg mangler energien fra andre mennesker. Jeg får ikke det livsmod og den glæde, det giver at spille oldboys-fodbold med drengene eller slå en kammerat i badminton. Jeg brokker mig ikke, men i den situation, vi står i lige nu, er det altafgørende, at vi tager os af hinanden. Ringer til hinanden og rækker ud efter hinanden. At man husker at sende livstegn og spørger, hvordan vennerne og familien har det. Bare sådan noget som en sms kan forandre hverdagen for én, der har gået isoleret en hel dag.

Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør
Vi taler rigtig meget om, at landbruget er en del af problemet i forhold til den grønne omstilling. Vi taler knap så meget om, at det også er en del af løsningen.
Michael Bundgaard skuer aldrig bagud, for hvad skal han der? Bæredygtighed handler for landmanden i høj grad om hele tiden at forny sig og tænke ud af boksen. Foto: Lars Rasborg

Fremtidens landmand vil ikke være tosset alene - forbrugerne skal også bidrage til den grønne omstilling

Klimaforandringer truer, mens handling udebliver. Eller hvad? Mens politikerne skændes om løsninger på klimakrisen, er der andre, som allerede gør noget for at blive grønnere. Det gælder faktisk også danske landmænd, selv om de ellers skældes ud for at være de største klimasvin. Michael Bundgaard fra Hals i Nordjylland er en af dem, som har taget skeen i den anden hånd. Faktisk så har han altid kæmpet for bæredygtigheden på sin bedrift. Til gengæld er han er træt af at stå alene om at se muligheder i en grøn omstilling. Men det er ikke kun de andre landmænd, han tænker på - det er i høj grad også forbrugerne, som bliver ved med at spise og handle ind, som om de tror, at klimakrisen går over af sig selv.

Klitgaard Agro ved Hals har for længst indarbejdet bæredygtighed som mål for hele driften. Men opgaven i en grøn omstilling ligger ikke kun hos landbruget, mener ejeren, Michael Bundgaard.

Landbrug: - Hvad er meningen med livet?

Spørgsmålet rammer mig som en boomerang.

Helt forvirret over, at ordene kommer fra en landmand. En type, jeg ellers mener, jeg kender ganske godt. Men jeg kender ikke svaret på spørgsmålet.

- Meningen med livet er for mig at kunne give det hele videre i god eller bedre stand. Og hvis man ikke ved, hvordan man gør det, så må man finde ud af det.

Sådan siger 46-årige Michael Bundgaard, som med koncernen Klitgaard Agro netop er kåret som ”Fremtidens Landmand” i kategorien bæredygtighed af landbrugsbranchen.

Forinden har han taget imod mig i de gamle blå dobbeltdøre på godset Klitgaard ved Hals i det nordjyske. Han er tredje generation af familien Bundgaard, som er kendt for enorm succes med svineavl. Men med den nye generation starter også en fortælling om en landbrugsvirksomhed, der har grøn energi, natur og biodiversitet i højsædet.

Sådan er Klitgaard Agro bæredygtige

  1. ”Conservation agriculture" er dyrkningsmetoden, hvor jordens biologiske processer forstyrres mindst muligt. Der er et varieret sædskifte, og jorden er året rundt dækket af enten en afgrøde, en efterafgrøde eller af afgrøderester som eksempelvis halm. Metoden giver ifølge Michael Bundgaard mere biodiversitet i jorden i form af eksempelvis regnorme, mens jorden bedre lagrer kulstof, bedre holder på næringsstofferne og bedre optager vand. Alt i alt er jorden mere modstandsdygtig samtidig med, at der spares unødig diesel, økonomi og tid på at harve og pløje.
  2. Data og teknologisk udstyr som gps’er bruges til at gøde, så og sprøjte marken. Forskellige datakilder som eksempelvis satellitter, droner og jorddata kortlægger, hvordan markerne har det, og landmanden kan effektivt opnå det bedst mulige udbytte. Imens skånes miljøet for unødig brug af midler, mens der spares økonomi og mandetimer.
  3. Vild natur er indlagt på arealer, der alligevel ikke giver et økonomisk afkast, eller hvor der sker overlap med sprøjtemidler. Gevinsten er mere biodiversitet og et rigt dyreliv i form af eksempelvis råvildt og viber. Tiltaget spiller også sammen med, at Klitgaard Agro arrangerer jagtoplevelser.
  4. Grøn energi i form af fem vindmøller og to biogasanlæg.
  5. 50 ansatte og flere datterselskaber gør, at opgaver kan uddelegeres, og flere kan løfte i flok.

Modsat hvad man ellers hører om klimaskurken dansk landbrug er Michael Bundgaards forretningsfilosofi gennemsyret af bæredygtighed. Bæredygtighed kan nemlig godt give økonomisk mening, ligesom det kan være sjovt undervejs, gør han mig klart.

Kan ikke stå alene

Når Michael Bundgaard strammer sig an for at blive grønnere, kaster han gerne bolden tilbage til dem, som peger klimafingre ad landbruget.

- Den største forpligtelse i bæredygtigheden ligger hos os forbrugere. Hvis vi ændrer vaner, så kan vi lave enorme ændringer. Vi landmænd kan i virkeligheden ikke stille meget op alene, for vi producerer det, som forbrugerne køber, siger Michael Bundgaard.

Michael Bundgaard er tredje generation på Klitgaard Gods, der danner rammen om virksomheden Klitgaard Agro. Planteavlen dyrkes noget utraditionelt ved at røre ved jorden mindst muligt. Det betyder, at han hverken pløjer eller sprøjter mod insekter. Foto: Lars Rosborg

Det er også argumentet for koncernens griseproduktion, der herhjemme leverer smågrise til hele ni slagtesvinestalde. Klimakrise eller ej, så køber vi nemlig stadig flæskesteg i massevis, tilsvarende eksporterer Danmark op til 90 procent af vores grisekød til et baconhungrende udland.

- Selvfølgelig skal vi i samme ombæring gøre alt for at lave den gris bedst muligt på alle parametre. Men jeg tilføjer gerne igen og igen, at vi jo bruger gyllen fra dyrene til at gøde jorden og på den måde er cirkulære. Det hele har en funktion, og grisene er her af en grund, siger Michael Bundgaard.

Stordrift og tosserier

Klitgaard Agro er en paraply af datterselskaber med samlet 50 medarbejdere og over 2000 hektar jord. Stordrift og synergi er motoren bag forretningen.

- Et lille landbrug med få medarbejdere er ikke bæredygtigt, for hvis én er fraværende, bliver det nemt sårbart. Der er samtidig et billede af, at store landbrug er større miljøsvin, men vi har jo samme regler, uanset hvor mange hektar vi har. Stordrift gør kun, jeg har flere ben at stå på og flere øjne der ser, siger landmanden


Alle kan give plads til vild natur i et eller andet omfang. Byfolk burde i min optik også lave det i deres have eller i altankassen for den sags skyld.

Michael Bundgaard, landmand ved Hals


Michael Bundgaard gør derfor også en dyd ud af at ansætte folk til de opgaver, han ikke selv er skarp på.

Og et overskud på 28 millioner kroner sidste år - godt hjulpet på vej af gode svinepriser - vidner da også om, at Michael Bundgaard kan drive forretning. Men det får ligeledes den grønne tilgang til at virke en anelse uopnåelig. Den krusning, har han tydeligvis hørt før:

- Vi har da også stået stille i perioder, men jeg er så træt af at høre på, at man ikke tør, eller at man ikke kan gøre noget anderledes. Jeg bliver ofte kaldt tosset, men hvis vi skal i en anden retning, så er vi nødt til at gøre noget andet.

Striber med vild natur skal sikre mere biodiversitet og et rigt dyreliv på markerne omkring Klitgaard Gods. Striberne hjælper også til, at der ikke sker overlapning, når der eksempelvis køres gylle eller pesticider ud. Foto: Lars Rosborg

Derfor er hans håb, at landbrug og forbrugere ser bæredygtigheden som en fælles opgave.

- Hvis man kigger på, hvordan jeg har urørt natur på min jord, er det jo steder, hvor det ikke kan betale sig at dyrke jorden. Og nej, jeg tjener ikke penge på at have natur, men jeg mister heller ikke noget. Alle kan give plads til vild natur i et eller andet omfang. Byfolk burde i min optik også lave det i deres have eller i altankassen for den sags skyld, siger Michael Bundgaard.

Behøver ikke være dyrt

I det hele taget mener han, at benspændet ofte består i gamle vaner, og at især landmænd ser nye arbejdsgange som dyre og besværlige.

- Det behøver jo ikke være den dyreste traktor eller et biogasanlæg, der skal til. Det kan også være at tage én hektar ud og prøve at gøre noget andet der. Så kan det enten slå fejl, og du har lært noget, eller det kan skaleres op og blive en gevinst, siger han.


Meningen med livet er for mig at kunne give det hele videre i god eller bedre stand. Og hvis man ikke ved, hvordan man gør det, så må man finde ud af det.

Michael Bundgaard, landmand ved Hals


At prøve sig frem er netop den metode, landmanden selv har haft succes med. De senere år har han forsøgt sig med at dyrke godsets jorde ved at forstyrre den biologiske proces mindst muligt. Nu laver regnorme plovens arbejde, og han kan ikke drømme om at sprøjte for insekter.

- Så sprøjter jeg jo også nyttedyrene væk, der netop spiser skadedyrene. Det er jo som at vende pistolen mod sine egne medarbejdere, siger han og uddyber:

-  Jeg ved, jeg provokerer - især når jeg revser - hvad man plejer at gøre. Men udvikling starter med passion, tålmodighed og en lommeregner. Hvis du maler fanden på væggen fra start, kommer du ingen vegne.

Landmanden bliver derfor aldrig den type, som flere år i forvejen planlægger driften. At forny sig selv hele tiden og at være omstillingsparat er og bliver hans strategi.

- Verden forandrer sig konstant, og det er alles opgave at stikke en finger i jorden og se på, hvordan vi kan følge med bedst muligt. Fremtiden kan sjældent sættes på skabelon, men vi er nødt til at have en dialog om, hvordan vi kommer den i møde, slutter han.

Andreas T. Kønig Nyhedsbrevsredaktør
Frankrig er lukket ned igen, og flere andre steder i Europa står det skidt til med pandemien. Det går alt for langsomt med vaccinerne, og det er ved at udvikle sig til at kæmpe problem for hele kontinentet.
- Vaccinerne er vores bedste mulighed for at komme ud af denne pandemi. Men vaccinationsprogrammerne gennemføres uacceptabelt langsomt og forlænger pandemien, siger WHO's direktør for Europa, Hans Kluge. Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

WHO: Vaccinationer i Europa skal op i tempo

Vaccinationsprogrammerne i EU mod covid-19 foregår "uacceptabelt langsomt". De stigende smittetal i mange europæiske lande betegnes som "bekymrende" af Verdenssundhedsorganisationen WHO. Det samlede antal dødsfald med covid-19 i Europa nærmer sig hastigt en million. Det totale antal smittetilfælde på kontinentet er tæt på at passere 45 millioner. WHO frygter, at den markante smittestigning øger risikoen for, at der opstår nye, farligere varianter af virusset. Sverige opgav torsdag målet om, at alle svenskere over 18 år skal være blevet tilbudt vaccination inden 1. juli. Hver ottende dansker har nu fået mindst ét stik, og seneste prognose siger, at alle danskere over 16 år, der ønsker det, kan være vaccineret 25. juli.

Coronasituationen i Europa er mere bekymrende nu, end den har været i adskillige måneder, siger Verdenssundhedsorganisationens chef for Europa.

Coronavirus: Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at vaccinationsprogrammerne i EU foregår "uacceptabelt langsomt". De stigende smittetal i mange europæiske lande betegnes som "bekymrende".

- Vaccinerne er vores bedste mulighed for at komme ud af denne pandemi. Men vaccinationsprogrammerne gennemføres uacceptabelt langsomt. Det forlænger pandemien, siger WHO's direktør for Europa, Hans Kluge.

Han advarer om, at coronasituationen er "mere bekymrende nu, end den har været i adskillige måneder".


Vi må sætte langt mere fart i vaccinationsprocesserne ved at fremskynde produktion af vacciner og mindske de barrierer, der er omkring at få givet vaccinerne.

Hans Kluge, WHO's direktør for Europa


- Vi må sætte langt mere fart i vaccinationsprocesserne ved at fremskynde produktion af vacciner og mindske de barrierer, der er omkring at få givet vaccinerne. Vi må bruge hvert eneste glas, vi har på lager, nu, siger Kluge.

Han henleder opmærksomheden på, at det ugentlige antal nye smittetilfælde i Europa for fem uger siden var under en million. Men i sidste uge var der tiltagende smitte i størstedelen af de lande, som ligger i WHO's europæiske region. Ifølge Kluge blev der registreret 1,6 millioner nye smittede med coronavirus.

Tæt på en million døde

Det samlede antal dødsfald med covid-19 i Europa nærmer sig hastigt en million. Det totale antal smittetilfælde er tæt på at passere 45 millioner.

WHO frygter, at den markante smittestigning øger risikoen for, at der opstår nye, farligere varianter af virusset.

Hver ottende dansker har fået første stik

Det går fremad med at få vaccineret befolkningen. herhjemme. Samlet har 730.827 i Danmark fået minimum et stik. Det svarer til 12,5 procent - eller hver ottende. Ud af den gruppe har lidt over halvdelen fået to stik.

Det er netop gruppen af færdigvaccinerede, som Camilla Foged, der er professor ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet og forsker i vaccinedesign, hæfter sig ved.

- Det er rigtig rart, at vi har vaccineret de ældste, de sårbare og frontpersonalet. Men der er stadig et stykke vej igen, og vi skal huske at blive testet og holde afstand, siger hun.

Sundhedsstyrelsen forventer nu, at alle danskere over 16 år vil have fået tilbudt vaccination 25. juli.

- Sandsynligheden for, at vi kommer til at se nye foruroligende varianter stiger, i takt med at virus reproduceres og spredes. Derfor er det absolut afgørende, at vi får bremset udbredelsen ved hjælp af helt grundlæggende kontrol over sygdommen, siger Dorit Nitzan, som er WHO's regionale krisedirektør i Europa.

Hver ottende dansker har nu fået mindst ét stik, og seneste prognose siger, at alle danskere over 16 år, der ønsker det, kan være vaccineret 25. juli.

WHO's europæiske region omfatter 53 lande og territorier. Rusland og flere centralasiatiske nationer er inkluderet.