Politik: Troels Lund Poulsen har ikke én, ikke to, men hele tre indrammede plakater med Frank Underwood-citater fra den amerikanske tv-serie "House of Cards" hængende på sit kontor.

"En løve beder ikke om tilladelse, før den spiser en zebra. Løver taler ikke, og zebraer vil ikke lytte", står der på den midterste.

I serien starter Frank Underwood med at være en mellemvarepolitiker, der bliver snydt for posten som udenrigsminister, men drevet af magtbegær muskler han sig ind som vicepræsident og siden præsident. Undervejs har han brugt alle de beskidte kneb, som tænkes kan, og en hel del, som ingen havde tænkt før.

At den fiktive Frank Underwood fylder så meget på Troels Lund Poulsens kontor, er et så klart strålende signal, at det lige tager et stykke tid, før det synker ind, når man ser det første gang.

Det skal med, at det ikke er hele billedet af de signaler, Troels Lund Poulsens kontor udsender. Under plakaten på Montana-reolerne står også en hoptimist, en Troll-figur og en fodbold med Vejle Boldklubs logo, og på skrivebordet står det mest bedårende billede af den toårige krøltop Andrea, som Troels Lund Poulsen efter interviewet skal hjem at hente i naturbørnehaven tæt på gården ved Tølløse.

Når man spørger Troels Lund Poulsen, hvorfor han har valgt at lade den primære udsmykning af kontoret være indrammede plakater fra "House of Cards", er svaret:

- Det var en gave fra en god ven til min 40-års fødselsdag - derfor har jeg dem hængende på mit kontor, siger Troels Lund Poulsen, der er opvokset i Lindved i Hedensted Kommune.

Selvom den åbenlyse fascination af de allermest kyniske understrømme i politik blot er en del af billedet, er det en vigtig del.

Ingen i dansk politik kan konkurrere med Troels Lund Poulsens ry for at spille spillet. I blå blok er han den politiker, der sidder med den største koncentration af uformel magt. Han er edderkoppen i midten af spindet, som vælgerne blot ser på TV2 News i ny og næ efter en forhandling med et par mapper under armen.

Nogle politikere kan man slå op på Folketingets hjemmeside og der få et dækkende billede af deres position i partiet. Det kan man ikke med Troels Lund Poulsen.

Han er finansordfører. En vigtig og væsentlig post, men der står for eksempel ikke, at han også er en dominerende figur i Venstres egentlig ledelse. Ikke gruppeledelsen, som selv enkelte politikere i Venstre stadig tror har noget med den rigtige ledelse af partiet på Christiansborg at gøre.

Den mere uformelle politiske ledelse. Den Jakob Ellemann-Jensen har samlet omkring sig, hvor han ikke har skullet bekymre sig om, hvorvidt medlemmerne repræsenterer fløje og fraktioner og stemmefællesskaber i gruppen.

Sophie Løhde, Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers, Morten Dahlin, Stephanie Lose og partisekretær Christian Hüttemeier sidder der også. Men det er Troels Lund Poulsen, formanden kigger på, når de afgørende beslutninger skal træffes og ikke mindst forberedes. Før møder i den uformelle politiske ledelse er der formøder.

Troels Lund Poulsen spiller i Venstre i dag en rolle, der ligner den, Claus Hjort Frederiksen havde under Fogh og Løkke. Men i endnu bredere grad, fordi han samtidig har den funktion, Thor Pedersen varetog under Fogh, og Peter Christensen under Løkke: Inspektøren med kuglerammen, der involverer sig i alle politiske forhandlinger og fortæller de enkelte ordførere - erfarne som uerfarne - hvad Venstre mener om, hvordan man bruger og finder pengene.

Ingen i regeringen eller de andre partier føler sig sikre på, hvor Venstre står i en forhandling, før Troels Lund Poulsen dukker op til sidst og enten sliber det hele til eller trækker partiet ud.

Troels Lund Poulsen vil gerne fortælle om den rolle, han har spillet i Venstre siden valget - særligt efter formandsskiftet. Det er grunden til, at vi sidder over for hinanden, mens den fiktive Frank Underwood med den gennemført kyniske og brutale tilgang til magt kigger ned på os i sofaarrangementet. Det og så det faktum, at hans parti mildt sagt har sit at slås med i øjeblikket. Det er der, vi starter.

- Vi gennemlever lige nu den hårdeste periode i de 20 år, jeg har været opstillet for partiet. Intet måler sig med det, siger Troels Lund Poulsen.

- Vi har været gennem det, man i en virksomhed ville kalde en turnaround. Vi har sagt farvel til en superdygtig statsminister, som jeg selv havde fornøjelsen af at arbejde under som minister i mange år. Kristian Jensen er stoppet som næstformand og nu også i dansk politik. Vi har sagt farvel til Inger. Til Britt Bager.

Der er mange steder i denne opremsning fra Troels Lund Poulsen, man kunne slå ned og fortælle om hans rolle i de begivenheder, der ledte til det ene og det andet stop. For eksempel ved Britt Bager, den tidligere politiske ordfører for partiet, der har været opstillet i Østjyllands Storkreds ligesom Troels Lund Poulsen, og hvor hun i øvrigt overgår ham ganske grundigt i vælgertække.

Britt Bager forlod Venstre for at sætte sig ind i Konservatives folketingsgruppe, mens hun argumenterede ordrigt om politiske årsager og ordknapt om personlige og arbejdsmæssige årsager. Det sidste handler om, at hun følte sig presset til at afgive en post som statsrevisor til netop Troels Lund Poulsen - en tjans, der giver et pænt stykke over 300.000 kroner om året. Meningen var, at Troels Lund Poulsen skulle overtage posten samtidig med, at hans eftervederlag som minister udløb.

Under interviewet med Troels Lund Poulsen var det stadig uvist, om Britt Bager ville tage den indbringende post med over i Konservative - umiddelbart efter oplyste hun dog, at det gjorde hun ikke.

Kan man være så fræk at lave den analyse, at det er din skyld, at Britt Bager har forladt Venstre?

- Så fræk kan man godt være, men det er heldigvis forkert. At Venstres folketingsgruppe traf den beslutning, at Britt Bager skulle stoppe med at være statsrevisor, var udtryk for, at Venstres folketingsgruppe syntes, at vi skulle vende tilbage til den normalitet, at vores finansordfører er statsrevisor.

Du er meget omhyggelig med at bruge udtrykket "Venstres folketingsgruppe". Er det ikke snarere sådan, at det var Venstres ledelse, der traf den beslutning?

- Venstres folketingsgruppe er ikke et sted, man bare går ind og får blåstemplet noget. Når det er sagt, er det i bund og grund ikke interessant. Jeg har også oplevet at måtte afgive poster. At gå fra at sidde i regering til at være i opposition giver nogle gnidninger. Jeg har kunnet læse, at Britt Bagers motiver er politiske. Det må man så tro på. Jeg mener, at hun udlægger det forkert.

Venstre - og andre partier af en vis størrelse - arbejder med to former for ledelse. En gruppeledelse, der er valgt af folketingsmedlemmerne. En politisk ledelse, der er valgt af formanden. Jakob Ellemann-Jensen har valgt at være mere åben om det end både Løkke og Fogh var. Hvem der er hvad i den politiske ledelse, henstår dog alligevel i en vis grad i tågerne for medlemmerne af gruppen. Alle ved, at politisk ordfører Sophie Løhde og Karsten Lauritzen indtager en magtbastion sammen med Troels Lund. Det er det, der bliver kaldt L-banden. Og langt de fleste ved, at Troels Lund er den, der står tættest på formanden.

Hvordan vil du selv beskrive din rolle i partiet?

- Jeg holder styr på de forhandlinger, der betyder noget økonomisk. Jeg holder styr på regnearket i forhold til finansiering. Falder forhandlingerne inden for de ting, vi gerne vil prioritere, er det i strid med vores skattestop og så videre. Det gjorde Peter Christensen (finansordfører under Løkke, red.) også med stor succes.

Hvis jeg siger, at du udfylder den rolle på bredere vis, end man tidligere har kendt, vil du så give mig ret?

- Vi udfylder måske rollen på forskellige måder. Det er en rolle, der er altid har været omdiskuteret i Venstre. Da jeg selv var forsvarsordfører, var jeg da skeptisk over, at jeg skulle tale med Peter Christensen om, hvordan pengene skulle bruges og findes. Jeg havde trods alt været både minister og medlem af regeringens koordinations- og økonomiudvalg, men jeg måtte også indordne mig.

Rollen som forhandlingschef bliver i Venstre kaldt "overfrakken". Det kan virke trygt og varmt, men det kan også tolkes som noget tungt og autoritært, der bliver lagt ned over politikere længere nede i hierarkiet.

- Jeg går ud fra, at det er i kærlighed, at de kalder mig "overfrakken", siger Troels Lund Poulsen med et skævt smil.

- Man er bare nødt til at sige, at hvis Venstres formand skal have et overblik, skal vi have en proces for det. Det synes nogle er lidt irriterende. Jeg bestemmer ikke, om folk får lov at sige noget eller ej, men det er da klart, at jeg siger min holdning. Og så er det jo ikke mig, der bestemmer, men Venstres formand og dermed folketingsgruppen.

Gør Venstres formand ret meget uden at tage dig i ed?

- Heldigvis gør han da det. Jeg er jo ikke dag-til-dag-politiker. De store forhandlingsspor kræver mange af mine kræfter. Jeg har også en familie, en lille pige, der også skal nyde godt af sin far. Derfor er jeg ikke sådan én, der sidder og rådgiver Ellemann på daglig basis. Han spørger, hvis han gerne vil have mit råd, og jeg svarer. Er der noget, jeg synes er vigtigt at give videre, gør jeg også det, men han kan godt køre selv.

Der er masser af kræfter, der arbejder på, at Ellemann ikke blot kører selv, men også kører galt. En del af dem udspringer af Venstre selv. Marcus Knuth, Britt Bager og Inger Støjberg har alle forladt partiet, mens de omhyggeligt stødte deres albuer ind i et af Ellemanns blødeste punkter: hans troværdighed som udlændingestrammer.

- Og hvorfor er det så, at de gør det? Det kunne jo være for at lave et karaktermord på Venstres formand. Fordi Venstre har ikke på nogen måde forandret politik - vi er snarere blevet strammere. Vi har det mest faste udlændingepolitiske spor, vi nogensinde har haft, siger Troels Lund Poulsen.

Er det virkelig det egentlige problem - at markante profiler forlader jer og samtidig laver karaktermord på formanden?

- Det viser måske, at de frygter Jakob. Hvis man gerne vil lave en løgnagtig smædekampagne, er det, fordi nogle er bange for, at han bliver meget stærk. Han har et kæmpe potentiale i sig. Hvis man er i stand til at gennemgå det syrebad, Jakob har stået igennem på det seneste, og stadig smiler, stadig har lyst til at være formand, har man det, der skal til for at blive statsminister. De færreste ville bryde sig om at møde på arbejde hver dag blot for at få at vide, hvad man har misforstået, at man er svag i koderne og alt muligt andet.

- Jeg synes ikke, kritikken af Jakob er fair, og der vil du selvfølgelig sige, at hvis jeg gjorde, ville jeg aldrig indrømme det. Nej, men så ville jeg måske svare dig på en anden måde. På vegne af Jakob er jeg indigneret, når man siger ting om ham, man ved ikke er rigtige. Jakob Ellemann-Jensen er ikke en kopi af Radikale Venstre.

Han har altid været kendt som en meget vellidt politiker, ikke som én man slår sig på. Hvad er det ved ham, de skulle frygte?

- Jeg ved ikke, om de frygter ham, men man kan jo have et håb om, at Venstre ikke står så stærkt længere, når man ikke selv er i partiet mere. Det er et vilkår i politik, men det er også et hårdt vilkår at være i. I det lys synes jeg, Jakob gør en meget, meget stor indsats, der er svær at beskrive.

Kunne han eventuelt lære lidt af dig om, hvordan man bliver en politiker, man slår sig på?

- Nu er det ikke fordi, jeg tilbyder AMU-kurser i, hvordan man slår sig på en politiker. Jeg ved godt, hvilke historier, der går om mig, men jeg er faktisk et ret omgængeligt menneske. Men der er noget i den post, man får, som giver en form for pondus.

Et nyt lovforslag fra kulturminister Joy Mogensen (S) lægger blandt andet op til at tildele rettighedshavere som medier og musikere en ny udgiverrettighed, så de selv får mulighed for at bestemme, hvem der må bruge deres indhold.

Avisen Danmark samler op på lovforslaget og reaktionerne herunder.

Hvis der står Nemlig.com på varebilen, Nemlig.com på uniformen og Nemlig.com på papkasserne med mad, hvem er det så, der står for at levere dagligvarer fra Danmarks markant største og mest profilerede onlinesupermarked?

Ja, mange vil svare Nemlig.com, men virksomheden selv havde en anden udlægning, da Politiken i sidste weekend kastede et kritisk lys på milliardvirksomheden, der har Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen som hovedaktionær.

Det viste sig, at chaufførerne, der høvler rundt i byerne for at bringe varer ud, får en sulteløn, arbejder 15 timer i døgnet i syv dage om ugen og ovenikøbet har et bødesystem, hvor småfejl kan koste langt mere end en dagløn for chaufføren.

Men det er ikke Nemlig.coms ansvar, lød det fra virksomheden. Transporten af dagligvarer til tusindvis af danske familier er lagt ud til selvstændige vognmænd. Og hvordan de behandler deres chauffører, ja det vedkommer jo ikke ledelsen i det fremstormende e-supermarked.

Ups. Det stod hurtigt klart, at Nemlig.com stod temmelig alene med det synspunkt. Direktøren Stefan Plenge undskyldte og sagde, at den voldsomme vækst, som Nemlig har haft, nu viser sig at have en slagside. Bødesystemet over for vognmændene blev sat i bero, og et advokatfirma skal foretage en intern undersøgelse.

Det gode spørgsmål er, hvorfor Nemlig.com overhovedet har overladt en kerneydelse - udbringningen af kundernes dagligvarer - til stribevis af underleverandører, der skal styres benhårdt for at sikre en høj kvalitet?

Forklaringen er, at det er nærmest umuligt at tjene penge på udbringning af dagligvarer. Mønsteret er det samme over hele verden, men i særlig grad i Danmark med vores høje udgiftsniveau. Alene udgiften til chaufføren og varebilen, der skal køre helt hen til kundens adresse, måske bære mange kilo dagligvarer op på femte sal og håndtere returemballage, hænger slet ikke sammen.

Hos Nemlig.com kan man få varer leveret på dørtærsklen for blot ni kroner, hvis man er fleksibel med tidspunkterne. Ni kroner. Til sammenligning koster det 11 kroner at sende et brev, der må være op til fem dage undervejs, med Post Nord.

De lave leveringsomkostninger har utvivlsomt bidraget til Nemlig.coms succes, der nåede ekstreme højder sidste år. I det seneste regnskab, der også dækker den første runde af coronanedlukningerne, steg salget med 45 procent til over to milliarder kroner.

Men selv i sådan et rekordår med masser af ordrer, der gør det muligt at optimere kørslen perfekt, var selskabet ikke i stand til at tjene penge. Det udstiller det helt fundamentale problem, at Stefan Plenge ikke bare kan klappe hælene sammen og ansætte en masse egne chauffører på overenskomstmæssige vilkår. Det vil smadre Nemlig.coms økonomi.

Ja, konkurrenterne står med nøjagtig samme problem, men de har løst det forskelligt. Coop er den største rival til Nemlig.com og har også lagt transporten ud af huset. Den håndteres af logistikfirmaet Mover, der har Ikea i ejerkredsen og har været beskrevet som ”fragtens svar på taxitjenesten Uber”. Den model har ikke udløst samme problemer som hos Nemlig.com. 

For nylig åbnede Føtex for onlinesalg, dog kun i Storkøbenhavn. Butikken markedsfører sig på, at alle chauffører er ansat direkte af Føtex og på overenskomst. Det har bestemt heller ikke udløst nogen shitstorm.

Så øjnene er rettet mod Stefan Plenge, Anders Holch Povlsen og Nemlig.com. De skal med et snuptag lukke munden på fagforeningen og de politikere, der allerede har indkaldt beskæftigelsesministeren til samråd. Og samtidig finde en forretningsmodel, der selv med optimistiske briller kan blive profitabel engang ude i fremtiden.

Navnebeskyttelse: Der skal være færre offentligt ansatte, som trues med vold, opsøges på deres hjemadresser og får tilsendt billeder af deres børn. Det mener de over 28.000 danskere, der har underskrevet et borgerforslag, der kræver, at offentligt ansatte får navnebeskyttelse, så deres fulde navne ikke fremgår i journaler, sagsmapper og på navneskilte.

Blandt underskriverne er den tidligere social- og sundhedsassistent Jacob Vind Wehl. I løbet af sine 10 år som ansat i psykiatrien har han adskillige gange fået tæsk af patienter. Han er blevet truet på livet, forsøgt kvalt og har fået brækket næsen. Indtil for få år siden accepterede Jacob Vind Wehl det som en del af prisen for at arbejde i psykiatrien. Men da en patient i december 2019 fandt hans adresse og truede med at partere hans familie, blev prisen for høj. Derfor er Jacob Vind Wehl nu en af dem, der kæmper for, at offentligt ansatte bliver bedre beskyttet mod vrede patienter og borgere.

- Det er et kæmpe problem, at patienter og borgere har adgang til de ansattes fulde navne i journaler og på navneskilte. Især når det gælder patienter eller borgere med dyssociale eller psykopatiske personlighedstræk og nogle fra bandemiljøet eller andre hårde miljøer. Det skaber megen utryghed for os som ansatte, at patienter og borgere så nemt kan finde frem til vores hjem og familier, siger han.

For Jacob Vind Wehl var det truslen en decemberdag i 2019, der fik ham til at trække stikket fra jobbet på den lukkede psykiatriske afdeling i Aabenraa. Jacob Vind Wehl og hans kollegaer havde måttet hjælpe to politibetjente med at holde en stærkt udadreagerende patient. Jacob sad efterfølgende og holdt øje med patienten. Det var her, patienten pludselig oplyste Jacob Vind Wehls adresse, som han havde fundet frem til gennem navneskiltet.

Bagefter kom truslen:

- Patienten truede med, at hvis det ikke blev patienten selv, der gjorde det, så ville patienten få nogle andre til at bagbinde mig, min kone og vores to børn ude i en skov. De ville sprætte vores to børn op bid for bid, og patienten indikerede lyde, der skulle demonstrere, hvordan de ville knække deres brystben. Patienten sagde, at jeg skulle høre dem skrige. Så ville de dræbe min kone og til sidst mig, og det kunne tage dagevis, siger Jacob Vind Wehl med en stemme, der indimellem knækker over.

For første gang i sin karriere følte den dengang 40-årige Jacob Vind Wehl sig usikker på, om patienten kunne finde på at gøre alvor af sin trussel.

- Den her glasplade, jeg altid har haft foran mig, når folk truede med noget, og jeg bare havde tænkt ”det er fint med dig, det sker ikke alligevel” var væk. Den var smuldret over de sidste tre måneder, og alt gik bare lige ind. Patienten ramte plet ved at true min familie. Min kone og mine børn er mit et og alt, siger han.

Tre måneder inden den decemberdag havde en af Jacob Vind Wehls mangeårige patienter taget sit eget liv. To måneder forinden havde en patient hældt kogende kaffe udover Jacob Vind Wehl, så hans hud var skallet af på brystet. Patienten havde også truet med at gøre Jacob til sin adgangsbillet til en forvaringsdom, når han kom ud næste gang.

Jacob Vind Wehl er langt fra alene om at have oplevet trusler som offentligt ansat. Kort forinden Jacob Vind Wehl stoppede i psykiatrien, viste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af vold og trusler mod offentligt ansatte var fordoblet siden 2009.

Jacob Vind Wehl mener, at en del af forklaringen er, at der er flere udadreagerende patienter. I løbet af sine 10 år i psykiatrien oplevede han, at hans afdeling fik flere patienter ind fra retspsykiatrien, der var løbet tør for pladser.

- Hvis de ville have medicin eller morfin, blev de hurtigt truende. Det første, de lagde mærke til, var ens navneskilt, så man fik tit trusler om, at de vidste, hvor man boede, og ”bare vent og se, jeg slår dig ihjel”, siger han.

Dagen efter truslen mod Jacob Vind Wehl og hans familie i december 2019, blev han sygemeldt. Men sygemeldingen hjalp ikke på frygten for at blive opsøgt af patienter. Samtidig begyndte Jacob Vind Wehl at få flashback til alle de gange, han havde set patienter skære i sig selv. De gange, han var blevet truet, slået og spyttet på. Dengang en patient brækkede hans næse og forsøgte at kvæle ham. Truslerne.

- Tankerne kørte i rundkreds. Jeg sov kun en-to timer hver nat, og jeg fik flere og flere paranoide tanker om, om jeg og min familie ville blive opsøgt af alle de patienter, der havde truet med at finde mig, siger han.

For Jacob Vind Wehl kulminerede det, da han og hans kone 1. januar 2020 sad i hjemmet rundt om det store spisebord til morgenmad og kaffe. Jacobs tanker bevægede sig væk fra den julepynt, han netop havde tænkt på, at de skulle have taget ned, og tilbage til dødstrusler, slag og blod.

- Hele min krop rystede. Jeg kunne ikke trække vejret, svedte og blev bleg. Mit Apple Watch viste, at min puls steg op til 215. Det sortnede og stak i mine øjne.

Efterfølgende var Jacob ved egen læge og en psykolog på arbejdsmedicinsk klinik. De advarede ham om, at han kunne han ende med ptsd - posttraumatisk stress -, hvis han fortsatte med at arbejde i psykiatrien. Det fik Jacob Vind Wehls til at sige endegyldigt farvel til det, han for 10 år forinden havde troet, var hans drømmejob.

- Jeg brændte virkelig for det og troede, at jeg skulle arbejde i psykiatrien, indtil jeg skulle på pension. Men nu ved jeg, at jeg aldrig skal tilbage og arbejde i psykiatrien. Det var et spørgsmål om tid, før jeg kunne være blevet den, der blev dræbt eller forsøgt dræbt af de her patienter, siger han.

Jacob Vind Wehl peger ligesom stillerne af borgerforslaget om navnebeskyttelse for offentligt ansatte på, at den nemme adgang til offentligt ansattes fulde navne har kostet mindst ét liv. I februar, da borgerforslaget så dagens lys, blev en 56-årig patient dømt for at have slået en læge ihjel.

Lægen havde været med til at tvangsindlægge patienten efter et trafikuheld, og patienten opsøgte hende fem år senere i hendes hjem, hvor han slog hende op mod 20 gange med et koben. Senere fandt politiet papirer fra patientjournalen på patientens adresse. Han havde understreget lægens navn.

Selv har Jacob Vind Wehl også frygtet, at patienter flere år efter ville opsøge ham og forsøge at gøre ham eller hans familie fortræd. Den frygt fylder mindre nu. For i sit nye job, hvor Jacob Vind Wehl arbejder med lyd-og videoudstyr, er han kommet langt væk fra vold og trusler. Men han er stadig mærket af sine 10 år som ansat i psykiatrien.

- Min familie kan godt se, jeg bliver hurtigt træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Min kone er god til at tage over på mange punkter, og hun støtter mig meget. Men jeg har det ad helvedes til med, at min lunte er kortere nogle gange, og at jeg bliver hurtigt irriteret. Sådan har jeg af hjertet aldrig ønsker at være eller blive, siger han.