- Jeg håber, at en ansvarlig økonomisk politik igen kommer på mode i Folketinget og i regeringen - hvor man ikke bare lever højt på tidligere regeringers hårde arbejde.

Det var de ord, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sagde fra talerstolen under mandagens maraton-afslutningsdebat i Folketinget.

Det var så til gengæld ikke det, han mente. Ikke det han håber på og drømmer om. I hvert fald ikke når håbet er styret af drømmen om, at Ellemann kan sætte sig ind i det kontor i Prins Jørgens Gård, hvor Danmarks statsminister holder til. Her vil en gennemførelse af det, Ellemann kalder "en ansvarlig økonomisk politik" være decideret kontraproduktiv i forhold til, at drømmen kan gå i opfyldelse.

Dansk politik har ellers bevæget sig i lige nøjagtig de to retninger, hvor den socialdemokratiske regering traditionelt er blød i bugen i forhold til f.eks. en rank og fit venstreformand med solid militær erfaring:

Forsvarspolitik og økonomi. Ukraine og inflation. Utryghed ved verdens stormagter, der står over for hinanden og peger på deres atomvåben, og utryghed ved, om lønnen rækker til at betale for sønner og døtres fodboldskoler og sprogrejser til sommer og den hakkede oksekød til fredagsbolognesen.

To områder, hvor borgerlige partier og især Venstre har noget at have stor selvsikkerhed og selvfølelse i, så de kan gå ind i enhver politisk diskussion med Socialdemokratiet og røde partier med en forventning om at komme stærkere ud.

Men på bagkant af coronakrisehåndteringen er statsministeren gået direkte videre til krigshåndtering og har ikke bare fået fyldt forsvarspondus i sparebøssen, men har også med det nationale sikkerhedskompromis fået neutraliseret den politiske kampplads. Forsvars- og sikkerhedspolitik er blevet en fælles hjemmebane for hele midten i dansk politik - ikke bare for solide, traditionsrige, uniformerede borgerlige partier.

Og nu går regeringen og statsminister Mette Frederiksen så også efter at tage tøjet af Ellemann og blå blok på den økonomiske politik, så den selv kan få noget af det på. På netop at signalere det, som Ellemann efterlyser, men i virkeligheden ikke vil have af dem: Økonomisk ansvarlighed.

Frederiksen talte i afslutningsdebatten om inflationen, smør til en pris, der har chokeret hende (25 kr. - her kan man anbefale statsministeren at holde øje med butikkernes tilbud og købe stort ind, når smørprisen er under ti kroner, det er den ikke så sjældent). En pakke oksekød til en halvtredser og benzin i Jylland til 17 kroner.

- Inflationen er en spøgelse, der går gennem vores økonomi, sagde hun. Og lagde op til, at den hidtidige socialdemokratiske strategi med at pumpe penge ud i samfundet, ekspansiv finanspolitik, ikke er midlet her, selv om det i høj grad har været Mette Frederiksens Socialdemokratiets måde at distancere sig fra Helle Thorning-Schmidts Socialdemokratiet.

Den "retfærdige" måde at håndtere økonomiske kriser, som socialdemokrater i dag siger. Det er blevet en markør for en "ægte" socialdemokrat på lige linje med at hylde Bruce Springsteen og holde med Brøndby.

Nu siger Mette Frederiksen:

- Jeg vil advare mod at være for dogmatisk i den økonomiske politik. Som socialdemokrat og som statsminister er jeg optaget af, at vi finder den rigtige balance. Det, vi gør, skal være ansvarligt, og det skal være retfærdigt. Derfor må vi først som sidst være pragmatiske.

Kodeordene her er "dogmatisk" og "pragmatisk", og meningen er: Socialdemokrater er pragmatiske - de venstreorienterede, Enhedslisten, er dogmatiske.

De dogmatiske kender ikke betydning af økonomisk ansvarlighed - de tænker KUN på retfærdighed og forstår ikke, at ansvarlighed er en forudsætning.

De pragmatiske kigger ikke mod fløjen, men spiller på midten, hvor de gamle partier befinder sig, dem som kan finde ud af at lave nationale sikkerhedskompromiser - Venstre, Konservative, Radikale, SF, Socialdemokratiet.

Derinde, hvor man neutraliserer klassiske borgerlige dagsordener, så vælgerne ikke vælger Socialdemokratiet fra, når økonomien dominerer den politiske diskussion.

- Jeg bliver ærligt talt i tvivl, kære socialdemokrater: Er jeres røde samvittighed ved at visne? Slår fundamentet igen revner? Er magten ved at blive vigtigere end at bruge magten til at skabe et lige og retfærdigt samfund? Trækker midten så hårdt i jer, at den trækker jeres sociale kompas helt skævt? spurgte Enhedslistens Mai Villadsen.

Inden mandag morgen var Enhedslisten i tvivl om, hvorvidt det faktisk var retfærdigt at gå så hårdt til regeringen. Efter Mette Frederiksens tale var Enhedslisten i tvivl, om de går hårdt nok til regeringen.

For det er banen for de næste måneder: En politisk debat, hvor alt handler om at positionere sig til valget.

For S at trække bukserne af alle borgerlige dagsordener og selv tage dem på - her er det de økonomisk ansvarlige bukser.

For V og resten af blå blok at beholde bukserne på, så valget ikke kun kommer til at handle om valget mellem tryghed og frihed.

For R at kunne sige: Kan I se, hvad vi sagde, midten er og bliver alt - ALT! (Så Lars Løkke er der i hvert fald ingen, der har brug for).

For Enhedslisten om at lade S løbe med ansvarligheden, så det er dem, der vil udvide velfærdsstaten (bl.a. med samfundsbetalt medicin og psykologhjælp).

For SF om at finde sig til rette mellem S og EL og håbe på, at det stadig sælger at være lidt på den ene side og lidt på den anden side i det hele.

Overblik: Putins plan A var en blitzkrig. Et lynangreb på hovedstaden Kyiv, et regimeskifte og kontrol med det meste af Ukraine.

Plan B var noget mere beskeden: Erobr hele Donbas-regionen og Sortehavskysten.

Nu - tre måneder efter krigens start - dør russiske soldater i kampen for at indtage en lillebitte luns af Luhansk-regionen.

Ingen ved, hvornår eller hvordan blodbadet i Europa ender, men flere og flere iagttagere er enige om én ting: Rusland er i gang med at tabe krigen.

- Det er et gigantisk selvmål af Putin. Jeg har svært ved at komme i tanke om en sammenlignelig historisk begivenhed, hvor en nation har sat så meget over styr, siger professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Han fortsætter:

- Rusland har vist, at de hverken har ressourcerne, alliancerne eller kompetencerne til at føre den her krig. De har degraderet sig selv som stormagt.

Hvorfor det er gået så galt for Rusland, forsøger Avisen Danmark at besvare i denne artikel.

Med hjælp fra en militæranalytiker, en nødhjælpschef, en udenrigspolitisk direktør og en universitetsprofessor giver vi dig overblikket over krigen, der på tragisk vis er blevet hverdag.

Vi analyserer tre måneders kamp, som har fordrevet en fjerdedel af Ukraines 44-millioner store befolkning, ydmyget Vladimir Putin og udviklet sig til en udmattelseskrig.

Og så kigger vi nærmere på et helt særligt våben i Ukraines arsenal, som måske rummer forklaringen på, hvorfor den ukrainske David kan besejre den russiske Goliat.

Men først spoler vi tiden tilbage til november 2021.

Før krigen. Før Ukraines præsident Volodymyr Zelensky blev verdens mest berømte politiker med sine frihedstaler i armygrønne t-shirts. Før Sverige sagde adjö til idealet om alliancefrihed og heja Nato. Før benzinpriser og fødevareforsyning blev til noget, som kunne give almindelige danskere koldsved om natten.

Dengang var det coronapandemien, som bekymrede de fleste. Men i Ukraine var der også noget andet, som skyggede for tilværelsen - nærmest i bogstaveligste forstand: 100.000 russiske soldater som stod på grænsen til deres land.

Da soldaterne rykkede ind i deres naboland den 24. februar - for at “afnazificere og afmilitarisere Ukraine" - spåede militæranalytikerne ikke ukrainerne mange chancer.

- I virkeligheden er det helt vildt, hvad der er sket. Vi troede, at Rusland ville erobre Ukraine indenfor et par dage og indsætte deres egen Kreml-venlige mand i Kyiv, siger Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab.

- Men de russiske tropper var trætte, fordi de havde været mobiliseret ved den ukrainske grænse siden november sidste år. Og vi undervurderede, hvor stærkt et civilsamfund Ukraine har.

Charlotte Flindt Pedersen har en fortid i Institut for Menneskerettigheder, hvor hun i 17 år har arbejdet som leder af det internationale civilsamfundssamarbejde. Men hun har aldrig oplevet et så stærkt civilsamfund som det ukrainske, forklarer hun.

- På en måde er det sammenligneligt med den danske foreningskultur. Det er som et tæppe under samfundet, der udfylder de huller, som staten ikke gør. Det har vi også set i krigen, hvor det ukrainske civilsamfund er trådt til i modstandskampen.

Hun kalder det for en moderne og inklusiv form for nationalisme. Og i hendes øjne er dét ukrainernes hemmelige våben. Det er dét, som gør, at ukrainske kvinder uden våbenerfaring melder sig til militærtjeneste, at civile producerer molotovcocktails, at landmænd laver bagholdsangreb på russiske soldater.

Det er selve den ukrainske kampånd - alt det ukrainerne har at kæmpe for - som har blæst den russiske krigsmaskine omkuld.

Ifølge det britiske forsvarsministerium har russerne tabt over en tredjedel af sin styrke. Hele russiske bataljoner er blevet nedslagtet, og luftherredømmet har de endnu ikke etableret, selvom de på papiret er deres fjende overlegen.

Vi ved ikke meget om, hvor mange tab den ukrainske hær har lidt. Men kampene på slagmarken og deres geografiske placering - som nu er isoleret til Ukraines sydøstlige hjørne - fortæller historien om en russisk katastrofe.

- Det er kommet bag på mig, at vi står et sted nu, hvor ukrainerne faktisk kan afgøre krigen på konventionel facon. Rent professionelt er jeg overrasket over, hvor mange fejl russerne har begået, siger Anders Puck Nielsen, som er forsker ved Center for Maritime Operationer i Forsvarsakademiet.

- Udover at ukrainerne har lavet et ekstremt godt forsvar, så har russerne lavet et ekstremt dårligt angreb, og nu er de under pres, siger han.

Militæranalytikeren understreger, at krigen fortsat raser. Tror man, at det har udviklet sig til en såkaldt “frossen konflikt”, tager man grueligt fejl.

- Der foregår en intens nedslidningskrig i øjeblikket, hvor begge sider lider store tab, siger Anders Puck Nielsen.

Én kamp har Vladimir Putin dog allerede tabt, og det er ikke den, som udkæmpes med bombefly og maskingeværer. Det er kampen om narrativet.

Selvom Ruslands præsident i vid udstrækning bestemmer, hvad hans egen befolkning ser i fjernsynet, så er han blevet skurken i den internationale fortælling.

Ukraine har støtte fra Nato, Australien og New Zealand samt lande som Japan og til dels Sydkorea, mens Ruslands dedikerede heppekor efterhånden kun tæller lande som Syrien, Nordkorea, Armenien og Hviderusland.

- I starten af krigen talte mange om, hvad det ville betyde, hvis Kina og Indien for alvor stillede sig bag Rusland. Men de her tre måneder har vist, at Vesten stadig er den stærkeste dreng i skolegården, siger Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Ukraines lykke på slagmarken ændrer ikke på, at landet befinder sig i en ulykkelig situation.

Syv millioner ukrainere er blevet internt fordrevne, seks millioner er flygtet ud af landet, fortæller Dansk Røde Kors generalsekretær Anders Ladekarl.

- Målt på dødstal er Ukrainekrigen ikke dramatisk i forhold til konflikterne i Syrien eller Yemen. Men mere end en fjerdedel af befolkningen et blevet tvunget væk på tre måneder, og der kommer til at skabe kæmpe sår i samfundet, siger han.

Mange danskere har stået klar til at hjælpe ukrainerne - også med økonomiske bidrag.

- Vi har modtaget omkring 600 millioner kroner i bidrag. Det er mere end dobbelt så meget som vores næsthøjeste indsamling, som var til tsunami-ofrene i Indonesien i 2004, siger Anders Ladekarl.

Generalsekretæren understreger, at hjælpearbejdet er kommet godt afsted. Men pointerer samtidig, at krigssituationen er uforudsigelig.

- Selvom russerne ikke har vundet, som mange regnede ned, så har de jo heller ikke trukket sig tilbage.

Og det leder os til krigens mest nærliggende spørgsmål for alle i Ukraine, i Rusland og alle andre steder i verden: Hvornår slutter den?

Internationale krigsanalytikere og statsledere diskuterer i øjeblikket heftigt, om vejen til fred er brolagt med flere ydmygelser af Putin, så han taber så klart, at han opgiver alle militære mål. Eller om man hellere bør arbejde for en udvej uden ansigtstab for den russiske statsleder.

Sidstnævnte har blandt andre Frankrigs præsident Emmanuel Macron advokeret for:

- Ingen fred kan bygges op ved at ydmyge Rusland. Vi må ikke give efter for fristelsen til hævn, erklærede han den 9. maj.

Alene dét at spørgsmålet diskuteres, tolker nogle som en ydmygelse af Rusland. Blandt andre Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet, som også mener, at det er en fejllæsning af Putin:

- Hvis man siger, “I kunne ikke vinde krigen, så derfor bliver vi nødt til at forære jer noget ved forhandlingsbordet,” så misforstår man to ting: Putin har kun respekt for styrke, og Putin skal såmænd nok få sit fjernsyn til at fremstille Ukrainekrigen som en russisk sejr uanset udfaldet.

Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet mener slet ikke, at vi endnu er der, hvor Putin leder efter en afkørsel fra krigens motorvej. Nedslidningskampen kan vare i lang tid, frygter han.

Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, er mere optimistisk:

- Det har udviklet sig til en udmattelseskrig, men jeg tror ikke, det bliver en lang krig. Verden har brug for, at den her krig slutter. Vi har været igennem 2,5 års corona. Vi er udmattede. Og i det omfang Vesten kan hjælpe Zelensky med at afslutte krigen, vil vi gøre det, siger hun.

Krigens lektie i de første tre måneder har i høj grad været, at forudsigelser om udfald på slagmarken er svære. Alligevel kommer Charlotte Flindt Pedersen med en:

- De første store våbenleverancer fra USA ankommer til Ukraine i juni. Jeg tror, at krigen slutter i månederne efter det.

Klima: Der skal være 10.000 vindmøller og en håndfuld energiøer i Nordsøen inden 2030. Det skal alt sammen forbindes med store kabler til både Danmark og Centraleuropa og sikre grøn strøm til over 200 millioner mennesker.

Det er ambitionen, ikke blot fra den danske regering, men samtlige EU-lande med kyst ud mod Nordsøen.

Planen vækker dog bekymring hos tre seniorforskere på Aarhus Universitet. De anerkender, at vi står med en klimakrise - der skal bremses med en omfattende og hurtig grøn omstilling. Men samtidig frygter forskerne for konsekvenserne ved at ændre livsvilkårene for dyr og planter i Nordsøen så markant.

- Der er ikke lavet en risikoanalyse af, hvor stort et problem det her kan blive. Vi taler nok om verdens største marinbiologiske eksperiment, siger seniorrådgiver ved marin biodiversitet på Aarhus Universitet, Karsten Dahl.

Han peger blandt andet på, at vindmøllefundamenter kan blive trædepuder, der kan hjælpe invasive arter ind i de danske farvande på en måde, som vi ikke ser i dag. Nye invasive arter kan så dernæst ændre livsvilkårene for blandt andet det unikke fugleliv ved Vesterhavet.

Ændringerne – samt øget støj – kan desuden forstyrre havpattedyr som sæler og marsvin. Det vurderer Jacob Nabe-Nielsen, der er sektionsleder for havpattedyrsforskning på Aarhus Universitet.

- Vi er nødt til at undersøge det her for at sikre, at vi ikke smadrer det hele. Spørgsmålene skal stilles, og vi kan ikke sige, at fordi der ikke skete noget ved at lave én havvindmøllepark, så sker der heller ikke noget, når man laver hundredvis.

De fleste af os har stiftet bekendtskab med blåmuslingen, ikke mindst fordi den er udbredt langs de danske kyster. Derfor kan det måske være svært at forestille sig, at der skulle blive færre blåmuslinger i disse år. Men det gør der faktisk nogle steder – for eksempel i visse dele af Vadehavet.

For en invasiv art, stillehavsøstersen, ser ud til at være i stand til at udkonkurrere blåmuslingen nogle steder, og det har betydning for en række livsformer.

- Det ændrer fødegrundlaget for mange fugle, fordi stillehavsøstersen ikke er lige så god spise som blåmuslinger for dem. På den måde kan forandringen forplante sig hele vejen op igennem fødekæden, fortæller Karsten Dahl.

Frygten er, at man vil se endnu flere invasive arter som stillehavsøstersen, der med hidtil uset fart invaderer danske havområder, hvis Nordsøens sand- og grusbund bliver fyldt med "små øer" af stenrev.

- Introducerer man kunstigt stenrev i form af havvindmøllefundamenter, som kan bruges som et netværk af trædesten hele vejen op, så kan det fungere som en ”motorvej” for invasive arter, forklarer Karsten Dahl.

Det er ikke kun blåmuslingen og dem, der æder den, der kan være i knibe. De invasive arter kan generelt være en trussel for mange hjemhørende arter. Og ironisk nok vokser problemet disse år på grund af klimaforandringer: Temperaturen i havet og luften stiger, og nye arter kan overleve længere mod nord.

Så set i det helt store perspektiv kan vindmølleprojekter, som monster-projektet i Nordsøen, altså også være med til at bremse de invasive arter over én kam.

Og så er der havpattedyrene – særligt marsvin – som er særligt støjfølsomme, fordi de bruger lyd i deres jagt. De vil også blive påvirket, særligt i anlægsfasen. Det fortæller Jacob Nabe-Nielsen.

- Marsvin er stærkt beskyttede. Vi er forpligtet til ikke at påvirke bestanden negativt. Og vi ved, at piloteringen, når havvindmøllerne stilles op, kan skade deres hørelse. De kan blive døve og dermed ikke finde føde.

Det er dog kun er et problem i anlægsfasen, da møllerne ikke larmer meget, når de først er bygget. Den langsigtede betydning af 10.000 møller, ændrede sejlruter, energi-øer og masser af elkabler for Nordsøens havpattedyr har forskerne reelt ikke overblik over.

- Langvarig støj kan have en hel anden effekt end kortvarig støj i anlægsfasen. Og vi ved, at møllerne kan ændre opstrømningen af næringsstoffer og vandets gennemsigtighed mange kilometer væk. Men hvordan det påvirker havpattedyr, det ved vi ikke, siger Jacob Nabe-Nielsen.

Samtidig med de negative konsekvenser kan havpattedyr, fugle og fisk dog nyde godt af, at der formentligt ikke vil blive trawlet (en fiskeri-metode, der har været kritiseret for at ødelægge havbunden og føre til stor bifangst) i områder med havvindmøller, ligesom vindmøllernes fundament kan give mulighed i from af nye, kunstige rev, som kan øge biodiversiteten.

Sat sammen med klimafordelen er glasset altså halvt fyldt, vurderer forskerne fra Aarhus.

- Derfor er det heller ikke min mening, at vi ikke skal udbygge den grønne energiproduktion til havs. Men vi har en mulighed for at tænke os om her, siger Karsten Dahl.

Han bliver bakket op af kollegaen Ib Krag Petersen, der er seniorrådgiver i faunaøkologi og som har set på, hvordan særligt fugle påvirkes af havvindmølleprojekter.

- Én vindmøllepark har måske ikke den store betydning for havfugle som for eksempel suler. Men ganger man den lille betydning op med 200, så er det en anden sag. Det er det, man kalder kumulative effekter: Vi skal blive dygtigere til at forstå, hvordan mange parker, energiøer og kabler tilsammen påvirker livet i Nordsøen, siger Ib Krag Petersen.

Det, som de tre AU-seniorforskere derfor mener skal til, er en stor, omfattende miljøvurdering for det samlede Nordsø-projekt.

En vurdering, der ikke alene ser på, hvorvidt der er truede arter eller andet problematisk i ét område, hvor en vindmøllepark skal ligge, men faktisk rejser sig op over alle Nordsø-planerne og forsøger at forstå, om grundlaget for liv stadig vil være acceptabelt, når Nordsøen er blevet ét stort, grønt kraftværk.

- Vi skal have en risikoanalyse, der hæver sig over den enkelte park, og vurderer, hvor stort problemet egentlig er på makroniveau. En miljøvurdering, der kan bruges, når de enkelte parker og møller skal placeres, så de bliver placeret med mindst mulig påvirkning af miljøet, slutter Karsten Dahl.

Sporskifte: 48-årige Kristian Ægidius har forsøgt sig med lidt af hvert i sit arbejdsliv.

Han har tidligere arbejdet som klinisk tandtekniker, som klipper i tv-branchen og senest haft eget produktionsselskab. Men da coronakrisen ramte – og der hurtigt blev langt mellem opgaverne bag kameraet – fik han pludselig rigtig god tid til at tænke over, hvad han skal med resten af sit liv.

- Skulle jeg blive i den noget flyvske tv-branche, hvor det meste er freelancearbejde, eller skulle jeg prøve at finde noget, der kan give mere økonomisk sikkerhed med en fast stilling? Jeg har altid tænkt, at it-området var meget spændende, så efter lidt overvejelse startede jeg på uddannelsen som it-supporter, siger Kristian Ægidius.

Men med beslutningen om at skifte spor i karrieren, kom også en større økonomisk usikkerhed. På uddannelsens grundforløb fik han SU – 6400 kroner om måneden før skat – mens han nu er i skolepraktik, der giver godt 2000 kroner mere i posen.

Kristian bor i en campingvogn på en campingplads på Amager. Det var først noget, han gjorde af lyst, men det er senere blevet af nød, mener han. For der er altså ikke mange penge til overs, når måneden er ovre.

- Hvis ikke jeg finder en praktikplads inden længe, er jeg usikker på, om jeg kan gennemføre uddannelsen. På trods af at jeg har få udgifter, har jeg nærmest ingen penge. Jeg tror ikke, der er mange voksne mennesker, der kan klare sig for lidt over 8000 kroner om måneden, siger han.

Det tror Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) heller ikke.

Derfor foreslår de i et nyt udspil, at voksne danskere - mellem for eksempel 45 og 60 år - skal have ret til at skifte spor i deres arbejdsliv, når de har været på arbejdsmarkedet i et stykke tid.

De skal kunne tage en ny uddannelse, der efterspørges på arbejdsmarkedet, med en ydelse svarende til 110 procents dagpenge – omkring 21.000 kroner om måneden - finansieret af staten.

- Med det her forslag kan flere lønmodtagere få et bedre og længere arbejdsliv, da de får et alternativ til at blive fysisk nedslidt, psykisk nedslidt eller efterladt på perronen, fordi der ikke længere er efterspørgsel på deres kvalifikationer. Det ville være langt bedre at tilbyde dem et sporskifte over i andre brancher, hvor der mangler arbejdskraft, siger Lizette Risgaard, der er formand for FH.

I en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for FH, svarer 73 procent af lønmodtagerne, at de synes, det er enten ret vigtigt eller meget vigtigt for dem, at der er gode muligheder for at skifte spor i arbejdslivet.

Men ifølge Lizette Risgaard er økonomi i dag en væsentlig barriere.

- Det bliver lidt urealistisk for langt de fleste voksne at gennemføre en uddannelse alene på SU. Jeg siger ikke, at der ikke er voksne, der vil lave et sporskifte, som også vil kunne se ind i at tage ekstraarbejde, men vi har brug for at se på, hvordan det ikke er urealistisk for voksne at lave et sporskifte, siger hun.

Det kan også blive aktuelt at diskutere, om der skal laves en ordning, hvor der kan lånes til rimelige vilkår ud over ydelsen på cirka 21.000 kroner, der svarer til 110 procents dagpenge, mener FH.

- Men det er vigtigt for os at sige, at hvis man kan få, hvad der svarer til 110 procents dagpenge, så vil det være interessant for flere, siger Lizette Risgaard.

Hun medgiver, at folk – hvis retten bliver en realitet – kan havne i en situation, hvor de vælger en uddannelse, der nok efterspørges på arbejdsmarkedet, men senere viser sig at være uinteressant eller svær at gennemføre.

- Jeg forestiller mig ikke, at man bare skal kunne gå fra det ene til det andet og prøve flere forskellige uddannelsesspor af, som jeg tror, mange unge gør, men jeg synes ikke nødvendigvis, vi skal begrænse det. Jeg tror, de fleste vil være gode til at mærke efter med sig selv og familien, siger Lizette Risgaard.

Selvom en af pointerne med forslaget er at styrke arbejdsudbuddet, skønner FH selv, at mellem 5000 og 10.000 personer årligt vil benytte sig af retten, såfremt den bliver til virkelighed.

Og det er mange mennesker, hvis man spørger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, der inden længe skal i trepartsforhandlinger med FH og regeringen om en ny aftale om voksen- og efteruddannelse.

- I en situation som nu, hvor vi mangler hænder og hoveder i stort set alle brancher, er det ikke den rigtige vej at gå at trække så mange mennesker ud af arbejdsmarkedet hvert år, siger han.

Arbejdsgiverdirektøren finder det grundlæggende vigtigt at drøfte, hvordan man kan blive bedre til at hjælpe dem, der har behov for at skifte spor, hvis de ikke kan fortsætte i deres nuværende job. Men han holder fast i, at det skal ske efter en konkret vurdering af den enkeltes behov.

En rettighedsbaseret ordning, der følger af alder og arbejdsmarkedstilknytning, som Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslår, synes han ikke er nogen god idé.

- Vi har rent faktisk et meget fleksibelt arbejdsmarked i Danmark, hvor mange hvert år skifter job, uden at skulle tage en ny uddannelse. Nogle finder arbejde med noget andet end det, de har gjort hidtil, og mange kan med oplæring på arbejdspladsen eller korte kurser komme til at arbejde med noget andet end det, de har lavet som udgangspunkt, siger Jacob Holbraad.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ser ligesom arbejdsgiverforeningen frem mod de kommende forhandlinger om voksen- og efteruddannelse, hvor han vil drøfte FH's forslag med parterne.

- Jeg deler FH's ambition om, at der skal være gode muligheder for at tage efteruddannelse og gode muligheder for at skifte branche. Brancheskift er jo noget, som kan bidrage til, at endnu flere får et godt og længere arbejdsliv, skriver ministeren i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

I august 2021 blev der åbnet for ansøgninger til retten til tidlig tilbagetrækning – der også er kendt som ”Arne-pensionen” – der per 31. marts i år havde givet 33.500 danskere ret til at trække sig et, to eller tre år før deres egentlige pensionsalder.

Optimalt set er perspektivet i det nye forslag fra FH, at færre får behov for at udnytte retten til tidlig pension.

- Intentionen med vores forslag er at få vendt nogle i døren, så de kan blive på arbejdsmarkedet i stedet for at forlade det. Det vil gavne både dem selv, det private, det offentlige og os alle som samfund, siger Lizette Risgaard.

Men retten til et sporskifte i arbejdslivet kan ikke helt erstatte retten til tidlig pension. Den skal der holdes fast i, fastslår Lizette Risgaard.

- Uanset hvor meget uddannelse vi tilbyder, vil der være lønmodtagere, der er nedslidte og ikke har mulighed for at uddanne sig tilbage til arbejdsmarkedet, siger hun.

Tilbage på Amager fortæller 48-årige Kristian Ægidius, at han har droppet sit abonnement til Netflix, så det hele kan løbe rundt.

- Der er skåret ind til benet, så jeg også kan få noget at spise. Det er ikke så fedt, når fødevarepriserne stiger i øjeblikket, uden at ydelserne stiger tilsvarende, siger han.

Han har ikke noget fritidsjob, som andre studerende har, for han har været heldig at have nogle midlertidige småjobs i tv-branchen. Samtidig vil han gerne kunne koncentrere sig om studiet, hvor der er ret meget læsestof.

Hvis det lykkes ham at finde en praktikplads, kan han forvente at tjene godt det dobbelte af, hvad han får nu på skolepraktikydelsen, som han ikke mener giver ret meget.

- Det kan man måske nok klare, hvis man bor hjemme eller lige er startet på livet og ikke skal så meget andet end en tur i byen en gang imellem. Men man klarer sig jo. Jeg har jo også været på SU før i mit liv, og det gik da, men det er altså mindre sjovt nu, siger Kristian Ægidius.

Derfor er han også overbevist om, at FH’s forslag kunne få flere til at overveje at skifte spor i deres karriere, hvis det bliver en politisk ambition eller en nødvendighed.

- Jeg kan godt forstå, hvis det er nervepirrende at skulle finde på noget andet, hvis man har arbejdet som svejser i 30 år. Men var man bedre økonomisk sikret, tror jeg, det kunne fjerne meget af frygten for at hoppe ud i noget nyt. Der er jeg bare typen, der springer ud i det med begge ben, siger Kristian Ægidius.