Arbejdskraft: Manglen på arbejdskraft er det helt store tema på Christiansborg i øjeblikket.

Og i Tønder følger administrerende direktør Tommy Seeberg med i, hvordan politikerne har tænkt sig at løse udfordringen her og nu. For det er i høj grad en udfordring, han mærker til.

Men indtil videre er han langt fra tilfreds med, hvordan Folketingets partier griber problemet an.

- Det er fuldstændig uforståeligt og uacceptabelt, at de ikke kan finde ud af at løse det. Set udefra virker det relativt simpelt, men de forslag, jeg har set indtil videre, kradser kun i overfladen af problemet. Det er slet ikke tilstrækkeligt, siger Tommy Seeberg.

Han er ansvarlig i industrivirksomheden Hydro Precision Tubing, der har fire fabrikker i Tønder Kommune, hvor godt 450 medarbejdere producerer rør og kabler til den europæiske bilindustri.

Og faktisk går det så godt i virksomheden, at Tommy Seeberg er på en vanskelig jagt efter 20 til 30 flere – primært industrioperatører men også elektrikere – der kan starte inden for de næste fire til otte uger.

Hvis ikke det kan lade sig gøre, kan han i yderste konsekvens blive nødt til at sige nej til nye ordrer i den nærmeste fremtid.

- Vi hænger kun i med det yderste af neglene. Der skal ikke ret meget mere coronasygdom til, før det bliver rigtigt udfordrende at følge med, siger Tommy Seeberg, der også er formand for Dansk Industris regionale afdeling i Sønderjylland.

Og det er langt fra kun i Tønder, at frustrationen over manglen på arbejdskraft - og ikke mindst manglen på løsninger - er til at føle på.

Tirsdag blev situationen så yderligere tilspidset, da de fire borgerlige partier Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige stillede sig frem foran rullende kameraer på den røde gang på Christiansborg med et klart budskab:

Regeringen har ikke flertal for deres politik, og den løser ikke problemerne.

Men de blå partier har heller ikke flertal for det forslag, de selv fremlagde tirsdag. Og det efterlader de danske virksomheder i en venteposition, hvilket frustrerer både Dansk Erhverv og Dansk Industri:

- Stort set hele Folketinget har identificeret, at Danmark står over for et alvorligt problem med arbejdskraft, vores statsminister påtaler det i sin nytårstale, og alle er enige om, at det skal løses. Så må vi tage udgangspunkt i, at Folketinget selv er i stand til at løse det problem med den store mængde af løsningsforslag, der ligger på bordet. Det forventer vi, at folkestyret og ansvarlige politikere er i stand til, og hvis de ikke er i stand til det, så skal vi nok sige det mere firkantet, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Han bliver suppleret af arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv Peter Halkjær, der også venter ivrigt på en politisk aftale.

- Det er en brandærgerlig situation, fordi der findes ikke særligt mange alternativer, der hurtigt kan sikre arbejdskraft her og nu. Jo længere tid der går jo flere danske jobs mister vi, siger arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv Peter Halkjær.

Forslaget fra de fire borgerlige partier adskiller sig på en række områder i forhold til forslaget fra regeringen, der har  SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne i ryggen.

Hvor regeringen ønsker en midlertidig lempelse af beløbsordningen på to år, ønsker de fire borgerlige partier en permanent løsning, hvor beløbsgrænsen sænkes til 360.000 kroner om året i stedet for de 375.000 kroner, som regeringen har foreslået.

I dag er grænsen 448.000 kroner om året.

Samtidig ønsker de fire borgerlige partier at begrænse antallet af lande, som der kan rekrutteres fra, så det kun er de 59 lande med visum-frihed for besøgende i Schengen, virksomhederne kan få fat i det.

- Når vi får nye udlændinge hertil og ny international arbejdskraft, så skal det naturligvis ikke være mennesker fra lande, hvor vi ser, at vi får store problemer, som vi desværre har set som konsekvens af årtiers forfejlet asylpolitik, men vi i stedet siger, at det her er udlændinge, der kommer fra lande, som vi har gode erfaringer med, lød det fra Pernille Vermund på pressemødet.

Stod det til Dansk Erhverv og Dansk Industri, så valgte man de borgerliges partiers plan, selvom den ifølge de to store erhvervsorganisationer ikke er perfekt.

- Forslaget imødekommer virksomhedernes behov i betydeligt større udstrækning, end den aftale som regeringen har lagt frem. Det er klart et bedre forslag, fortæller arbejdsmarkedschef hos Dansk Erhverv Peter Halkjær.

Han glæder sig særligt over, at der ikke er de samme benspænd som i regeringens forslag, hvor en række kriterier skal opfyldes, før man kan søge en medarbejder fra udlandet, eksempelvis at stillingen har været slået op på jobnet i mindst to uger.

Også Kim Graugaard fra Dansk Industri ser flere positive elementer i det forslag, som de fire blå partier har præsenteret.

- Der er mange gode elementer i det udspil, der er blevet præsenteret, og vi sætter pris på, at partierne kaster sig ind i kampen for at skaffe flere medarbejdere til Danmark. Det er jo helt afgørende for erhvervslivet og for det øvrige samfund, at vi kan besætte de ledige stillinger, siger Kim Graugaard, viceadm. direktør i DI.

Hos Dansk Industri havde man dog gerne set, at man havde mulighed for at rekruttere fra hele verden.

- Det afgørende for os er, at det er den rigtige kvinde eller mand til det rigtige job, ikke hvor man kommer fra. Men udspillet er et godt udgangspunkt, siger Kim Graugaard.

Også hos Peter Halkjær kan det godt undre, at der er så stort et fokus på, hvor folk kommer fra.

- Det er tankevækkende hvor meget støj og diskussion det kan give anledning til, når vi taler i størrelsesordningen af måske 3500 medarbejdere fra lande uden for fra EU, når vi trods alt er 2,9 millioner lønmodtagere i arbejdsstyrken. Især når man tænker på, at virksomhederne må opgive at få besat 14.000 stillinger hver måned på grund af mangel på arbejdskraft, fortæller Peter Halkjær.

Tilbage i Tønder er administrerende direktør Tommy Seeberg begyndt at tænke i alternativer, fordi han ligesom mange andre danske virksomheder ikke har fået noget som helst ud af at slå stillinger op.

Derfor henvender han sig nu til de lokale vikarbureauer.

- Det er det, vi kan gøre på den korte bane. Vi har fået et par stykker ind, men jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi kan få alle dem, vi har behov for. Vi kan godt mærke, der er langt mellem dem, siger han.

Arbejde: Langt de fleste mennesker har sandsynligvis prøvet at få at vide af chefen, at man ikke rigtig har gjort sit arbejde godt nok. Måske kan det være skældud, der ofte er til at ryste af sig.

Men det er nok de færreste, der har oplevet at få et telefonopkald fra chefen af en karakter, der simpelthen får hjertet til at føle sig så stresset, at det siger fra.

Men det har 52-årige Hanne Kahr Sørensen, der bor i Mørke på Djursland.

I 2017 arbejdede hun i kundeservice i en privat virksomhed, hvor hun også var arbejdsmiljørepræsentant.

Og en dag, da hun hjalp en kollega med at sidde bedre på en kontorstol for at undgå smerter, flød bægeret over for chefen, der ringede til Hanne.

Da Hanne senere kom til bevidsthed på sygehuset, var hun først i en tilstand, hvor hun ikke troede på, at det faktisk var fundet sted. Men langsomt begyndte det at gå op for hende, at det hele var virkeligt.

- I starten græd jeg rigtig meget. Jeg var angst og frygtede for, hvad der skulle ske. Jeg vidste og kunne mærke, at det ville få grimme efterfølger, siger Hanne Kahr Sørensen.

Nu – efter et fire år langt sagsforløb, hvor både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Ankestyrelsen, forsikringsselskabet, fagforeningen og Retslægerådet har været involveret – har hun fået rettens ord for, at telefonopkaldet fra chefen var skyld i, at hun fik et stressudløst hjertesvigt.

Og hjertesvigtet er blevet anerkendt som en arbejdsskade, så hun kan få en økonomisk erstatning af arbejdsskadesystemet for det varige mén, hun står tilbage med.

Hvad der helt præcist blev sagt i telefonen den dag i november 2017, ved kun Hanne Kahr Sørensen og hendes daværende chef.

Det er stadig for svært for Hanne at tale om. Hun nøjes med at sige, at det var ”meget grimt,” og at hun under opkaldet pludselig mærker et smæld i brystet.

Én af Hannes tidligere kolleger, som har afgivet forklaring i forbindelse med sagen, sad tre borde fra hende og overhørte diskussionen om kontorstolen. Efterfølgende kom opkaldet, som først gjorde Hanne helt bleg og kort tid efter så dårlig, at et par af hendes kolleger måtte hjælpe hende ud ad bagdøren.

Mads Samsing, der er næstformand i Hannes Kahr Sørensens fagforening, HK, blev meget chokeret, da han første gang hørte om sagen.

- Hannes oplevelse er jo et grufuldt eksempel på, hvor ødelæggende et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan være, siger han.

Der skulle en vurdering fra Retslægerådet til – der afgiver lægefaglige udtalelser og skøn i retssager af forskellige art – før der kunne sættes et foreløbigt punktum i Hanne Kahr Sørensens sag.

Men Mads Samsing finder det problematisk, at det skulle tage fire år, før hændelsen blev endeligt anerkendt som en arbejdsskade. Det er lang tid for én, der er blevet udsat for så voldsom en stressreaktion, at det fører til hjertesvigt, mener han.

- Jeg synes, den her sag er klokkeklar. Når hun er blevet overfuset i den grad, og der ikke er noget, der antyder, at hun ikke i forvejen var sund og rask, må udgangspunktet alt andet lige være, at det er den konkrete hændelse, der fører til hjertesvigt, siger Mads Samsing.

I andre sager, der ikke er helt så klokkeklare, forstår han godt, hvis det kan tage lang tid.

- Men at der skal så stort et juridisk tovtrækkeri til i den her sag, synes jeg sætter en tyk streg under, hvor urimeligt svært det er at få anerkendt en arbejdsskade betinget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, siger han.

Efter Hanne Kahr Sørensen blev udskrevet fra sygehuset med diagnosen stressudløst hjertesvigt, blev hun sygemeldt.

Efter 120 dage blev hun fyret fra den daværende arbejdsplads.

Hun opsummerer oplevelsen og den efterfølgende sygemelding som noget, der har haft ”enorme konsekvenser” for hende.

- I tiden efter har jeg i lange perioder ikke kunnet sove. Jeg har været ked af det og gået til både psykolog i psykiater, siger hun.

Hun havde været på arbejdspladsen i mere end 16 år, så hun så det som en stor del af sin identitet.

- Jeg solgte jo det her brand hele tiden, fordi jeg syntes, vi havde et godt produkt. I julen arbejdede jeg i døgndrift – og altid over. Fra sidst i november til lige før juleaften var jeg altid på arbejde alle ugens dage, siger hun.

Selvom hun gerne vil glemme den, sidder oplevelsen med at få hjertesvigt stadig i Hanne. Fysisk kan hun for eksempel blive ret forpustet eller svimmel af at gå op ad trapper. Førhen gik hun i fitnesscenter flere gange om ugen, men det gør hun ikke længere. Energien er ikke til det.

Frygten for, at hjertet pludseligt siger ”nej” eller helt ”stop” er heller ikke så nem at slippe.

- Før gik vi mange ture i skoven med vores hunde, men det har jeg ikke rigtig været med til siden. For jeg har svært ved at lade være med at tænke på, at jeg ikke kan få hjælp, hvis jeg falder om derude, siger hun.

I HK mener næstformand Mads Samsing, at ansvaret alt for ofte placeres hos den enkelte, når sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø ikke anerkendes.

- Det er en individualisering af ansvaret for et godt psykisk arbejdsmiljø, og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver bedre til at holde arbejdsgiver ansvarlig.

Men Mads Samsing, det kan jo være svært at bevise, at man er blevet psykisk ramt af netop arbejdet og ikke af alle mulige andre ting i privatlivet?

- Selvfølgelig kan der være eksempler, hvor det er svært at adskille det ene fra det andet, men vi er nødt til at blive bedre til at finde ud af, hvad arbejdsgivers rolle er – og det er altså at sikre, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt at gå på arbejde, siger han.

Mads Samsing har dog ikke umiddelbart nogen konkrete bud på, hvad der skal til for, at det bliver nemmere og hurtigere at få anerkendt en psykisk arbejdsskade.

- Jeg står ikke klar med en løsning lige her og nu, men jeg mener, vi er nødt til at tage hånd om problematikken. For det er ikke rimeligt, som det er nu, fastslår han.

Marlene Louise Buch Andersen er adjunkt ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og forfatter til en ph.d.-afhandling om psykiske arbejdsskader.

Hun hæfter sig ved, at det med psykiske arbejdsskader er op til vedkommende, der anmelder sagen, at bevise en årsagssammenhæng mellem påvirkning og skade.

Er man faldet ned fra en stige på arbejdet, så man har brækket armen, er det relativt nemt at bevise, at man er kommet til skade på arbejdet.

Men på det psykiske område er der krav om lægefaglig viden og evidens for, hvilke påvirkninger der kan medføre hvilke skader eller diagnoser.

- I forhold til årsagssammenhængen på det psykiske område savner vi fortsat undersøgelser og forskning, der kan understøtte og påvise, hvilke arbejdsmæssige påvirkninger der kan medføre hvilke psykiske skader, siger hun.

HK’s næstformand, Mads Samsing, siger, at det skal gøres nemmere og hurtigere at få anerkendt en psykisk arbejdsskade.

Og med de regler, vi har i dag, er én af mulighederne ifølge Marlene Louise Buch Andersen at blive ved med at forske i, hvilke påvirkninger der kan medføre hvilke psykiske skader, så der eventuelt kan komme flere diagnoser på listen over erhvervssygdomme, som arbejdsskadesystemet tager udgangspunkt i.

Det kan også besluttes politisk, at der skal flere erhvervssygdomme på listen. Det ændrer bare ikke på det skrøbelige videnskabelige grundlag.

- Problemet i det er bare, at man støtter sig til den lægefaglige videnskab på området, eftersom kravet i arbejdsskadesikringsloven er, at der skal forelægges medicinsk dokumentation for årsagssammenhængen med påvirkningerne på arbejdet, siger Marlene Louise Buch Andersen.

Det fire år lange sagsforløb har også været mentalt opslidende for Hanne Kahr Sørensen.

Hun vidste godt, at sådan en sag kan tage lang tid, men hun synes, det er forfærdeligt, at mennesker, der er blevet kørt over, som hun blev det, kan holdes hen i den ene ankesag efter den anden i så mange år.

- Jeg forstår selvfølgelig, at modparten skal have lov til at fremlægge sin sag, men jeg mener ikke, det er fair, at det kan tage så lang tid, når der faktisk er et offer som mig, siger hun.

Efter lang tids sygemelding, var hun begyndt at tvivle på, om hun nogensinde kom til at arbejde igen. Hvem ville have en som hende, der havde dårligt hjerte?

Heldigvis var der en virksomhed, som stod og manglede en profil som hendes, selvom de godt vidste, hun var sygemeldt. Jobsamtalen var meget grænseoverskridende, synes hun.

- Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Det hænger nok sammen med, at jeg havde gået hjemme så længe og stadig var lidt bange for, at det var mig, den var gal med. Jeg havde ingen selvtillid på det tidspunkt, siger Hanne, der fik jobbet og startede i marts 2019.

Hun kan dog ikke helt slippe oplevelsen fra den gamle arbejdsplads. Den dag i dag skal man helst ikke tale med høj stemme eller råbe ad hende. Bliver der sagt noget grimt til hende, har hun let til tårer.

- Det er noget, jeg arbejder meget med at håndtere, men det handler jo om, at jeg er så ødelagt, som jeg er. Men mine kolleger er fantastiske, for de har gjort alt for at få mig til at tro på, at jeg godt kan gå på arbejde igen, siger Hanne Kahr Sørensen.

Hvad er Morten Messerschmidt for en politiker? Er han egentlig politiker, eller er han et menneske, der "bare" kan begå sig i politik, fordi hans talegaver er så uforlignelige og hans karisma så strålende, at den ville kunne levere rigeligt med strøm til adskillige vinbarer og Michelin-restauranter?

For at komme nærheden af et svar kan man lave en lille øvelse: Hvis blå blok vinder næste valg, og DF lykkes med at komme i regering, hvilken ministerpost vil det så være naturligt at se den nye partiformand på?

Avisen Danmark har til baggrund spurgt en række politikere både i og uden for DF, og mønstret er rimeligt entydigt. Folk siger kulturministerposten, men understreger, at det duer ikke for en partileder - det er et ministerium, der konsekvent ligger alt for tæt på hierarkiets bund i en regering. Ofte er det simpelthen bunden.

Økonomiske ministerier bliver hurtigt afvist, fordi ingen nogensinde har set en finanspolitiker i Messerschmidt. De fleste andre bliver afvist, fordi de er tunge på substand, og ingen har set en substanspolitiker i Messerschmidt. Og så lander den igen på kultur (og ikke mindst kirke), fordi der simpelthen ikke rigtigt er noget andet, der giver mening.

Men lige her og nu er Messerschmidt i sit es. I sit rette element. Når han kan skrue retorikken op på de helt høje nagler og lade sig inspirere af store taler i historien og tale om samling efter krigen. Være den store statsmand i det lille parti. Være gavmild. Storsindet.

Hans modstandere i partiet ser det som skuespil og taler om, at det kun er et spørgsmål om tid, før den arrogante, smålige, selvovervurderende, manipulatoriske Messerschmidt bryder gennem den velklædte og velforberedte overflade. At hans ageren som gruppeformand for fire EU-parlamentarikere fra DF efter det nærmest ustyrligt gode valg i 2014 viser, at han er og bliver en utroligt dårlig vinder.

Man kan tale størrelsen på Messerschmidt sejr på det ekstraordinære årsmøde i den retning, man vil, men faktum er, at han fik mere end dobbelt så mange stemmer som nummer to og næsten fem gange så mange som nummer tre. Så har man vundet - og vundet solidt. En uantastelig baggrund at vise sine evner som dårlig vinder på.

I skrivende stund har sejren haft den konsekvens for partiet, at det er vokset eksplosivt. 2140 nye medlemmer er kommet til, mens 92 har meldt sig ud. Endnu et godt springbræt til at vise sig som en dårlig vinder. Man kan dog forsikre sig om, at de mange indmeldelser først og fremmest fortæller Messerschmidt, at strategien med at være den store statsmand i det lille parti er den rigtige strategi.

Det er også det letteste i verden lige nu. Mens Messerschmidt stadig er i den indledende fase med at køre en-til-en-samtaler med alle folketingsmedlemmer og andre betydningsfulde skikkelser i partiet. Mens han endnu ikke har skullet skuffe nogen og sætte dem uden for indflydelse. Det kommer lige rundt om hjørnet, når en ny ledelse i folketingsgruppen skal konstitueres.

F.eks. hvis en gruppeformand som Peter Skaarup, der allerede har sagt, at han gerne vil fortsætte, skal have en hård besked.

F.eks. hvis nu eks-formand Kristian Thulesen Dahl ikke får lov til at forlænge sit befrielsens øjeblik, så  han i resten af valgperioden kan bruge hovedparten af sin tid på at være til stede hjemme i Syd- og Sønderjylland.

Og så er der dem, der allerede har sat sig så langt ud på planken, at de i et hvert andet parti  forlængst ville have været hajføde. Det er ikke til at komme i tanke om fortilfælde i dansk politik, hvor politikere offentligt deler tanker om at forlade deres parti, som Marie Krarup, Liselott Blixt og Bent Bøgsted har gjort.

I tidligere kriser i DF har i hvert fald ét folketingsmedlem været på nippet til at hoppe over til Socialdemokraterne, og i regeringspartiet snakkes der da også om at lokke løse DF-fugle til nu. Der er dog ikke tale om hverken organiserede eller ledelsesgodkendte bestræbelser. Ikke mindst fordi fordelene for S ikke nødvendigvis er åbenlyse. Regeringspartiet vil langt hellere have, at de særligt velfærds- og fagforeningsglade kræfter i DF presser Messerschmidt i retning af S indefra, end at de skal sidde og være stemmekvæg i Socialdemokratiets gruppe.

Messerschmidt slap fra sit første gruppemøde tirsdag middag med en intakt statsmandsrolle. Der blev godt nok sagt sandheder, meldes der om fra medlemmerne - særligt sprang der gnister mellem Krarup og Pia Kjærsgaard - men sandhederne blev set som knubbede ord, der åbenbart skulle siges. Som i et nødlidende ægteskab, hvor tingene skal ud i det åbne, hvis der skal være mulighed for genetablering af tillid. Selv om ingen tror på, at de Messerschmidt-modstandere, der bliver kaldt "hardcore" - Krarup, Blixt, Bøgsted, hvor både den første og den sidste ikke genopstiller - realistisk kan finde en vej tilbage til DF-familien igen.

Der er lang vej, før det eventuelt kan blive et problem for Messerschmidt at skulle bevise, at han faktisk er politiker. Nu - og i den overskuelige fremtid - er det statsmanden, der brug for. Og den rolle er der ikke slået en sprække i endnu.

Klimaaftryk: - Det er ikke et tal, man har et forhold til, men det lyder af meget.

Sådan tænkte Stig Krogh Pedersen, da han hørte, at hans virksomhed hvert år udleder 13.716 ton CO2 til atmosfæren.

Produktionsvirksomheden Elektro-Isola i Vejle beskæftiger 150 ansatte og fremstiller kompositmaterialer, blandt andet til vindmølleindustrien. Det er en energitung proces, og derfor er klimaaftrykket tilsvarende stort.

Nu skal samtlige danske produktionsvirksomheder have kortlagt deres belastning af klimaet, for hele sektoren vil skabe verdens første klimaneutrale produktionsindustri i 2030.

- Det kræver, at vi kan få hele produktionsindustrien med. Det handler meget konkret om, hvad der giver mening for den enkelte virksomhed, for vi skal jo ikke ødelægge vores konkurrenceevne i morgen, siger Kim Fausing, topchef i industrikoncernen Danfoss på Als.

Han er også formand for Klimapartnerskabet for Produktionsvirksomheder, som er ét af 13 partnerskaber, der er indgået mellem regeringen og erhvervslivet. Samarbejdet er et vigtigt skridt mod at indfri kravene i Klimaloven fra 2020 om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

Onsdag præsenteres en plan for at få kortlagt 12.500 danske industrivirksomheders klimaaftryk og hjælpe dem helt konkret med at opstille realistiske klimamål.

Projektet, der løber over tre år, støttes med 40 millioner kroner fra Industriens Fond, mens Dansk Industri skal føre projektet ud i livet.

- Når vi taler med virksomhederne, så fornemmer vi en grøde, for de forstår godt vigtigheden af denne agenda. Der er altid nogle, der går foran. men der er godt nok også mange, der enten ikke har forstået det, eller som ikke ved, hvad de skal gøre. Det tager vi hånd om nu, siger Thomas Hofman-Bang, direktør i Industriens Fond.

Han mener, at det er nødvendigt for underskoven af danske industrivirksomheder at gribe den grønne dagsorden, fordi deres egne kunder - ofte de større virksomheder - begynder at stille krav om det.

- Derfor bliver det et konkurrenceparameter. Hvis de ikke kan leve op til de krav, så bliver de fravalgt, og det er en stor trussel for dansk erhvervsliv, men det er også en kæmpe mulighed. De virksomheder, der omstiller sig i tide, får en konkurrencekraft og kommer til at stå bedre, siger Thomas Hofman-Bang.

I sidste uge viste en Voxmeter-måling, at fire ud af ti virksomheder endnu ikke har konkrete planer for at mindske deres klimaaftryk, og det er bekymrende, mener Dansk Industris topchef, Lars Sandahl Sørensen.

- Men jeg er sådan set bekymret for hastigheden af hele samfundets grønne omstilling. Det er let at tale om, men svært at føre ud i livet. Ude i produktionsvirksomhederne er der en stor vilje, men de har mangler nogle værktøjer til at komme i gang, siger han.

Derfor tror han på, at det er en god idé med en samlet pakke, der kan rulles ud i de mange tusinde virksomheder inden 2025.

- Det betyder, at vi kan arbejde på en ensartet måde og dermed følge op på udviklingen, uden at det er baseret på 26 forskellige regnemetoder. Det er en reel håndsrækning for at fremme den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen.

Hos Danfoss sidder Kim Fausing i spidsen for en af Danmarks største virksomheder, der selv har høje klimaambitioner og derfor også stiller krav til sine egne underleverandører.

- Vi skal skridt for skridt gøre vores CO2-aftryk mindre, og det kan vi ikke, hvis vi ikke samarbejder med vores leverandører om det. Det er jo en udfordring for os alle sammen, også for Danfoss. Forskellen er, at vi selvfølgelig har mange ressourcer til at arbejde med den grønne omstilling, og det har du ikke nødvendigvis, hvis du er en mindre virksomhed, siger Kim Fausing og tilføjer:

- Det svære er at få styr på dine data og dermed dit klimaaftryk, og derefter skal du finde de fornuftige skridt, du skal starte med, siger han.

Effekten af at få kortlagt CO2-aftrykket er markant. Virksomhederne får overblik over, hvor de får den største reduktionseffekt af nye investeringer, og de bliver i stand til at sætte mål for deres ambitioner på vejen mod en fuld klimaneutralitet.

Det handler også om at blive i stand til at gå i dialog med underleverandører om at begrænse CO2-udledningen i forbindelse med indkøb.

- Jeg tror, at rigtigt mange små og mellemstore virksomheder vil være lykkelige for, at man kan læne sig op ad tusindvis af andre virksomheders erfaringer. Det er meget komplekst, og vi skal nå længere end til bare at udskifte lysstofrørene, siger Palle Damborg, bestyrelsesformand i Jysk Display i Viborg og formand for Fremstillingsindustrien under Dansk Industri.

Produktionsvirksomhederne udgør en betydelig del af dansk økonomi med godt 180.000 ansatte og ca. 40 pct. af Danmarks samlede eksport.

- Det er altafgørende, at de små også er med, men en smedevirksomhed med 10 ansatte i Sdr. Omme kan umuligt sidde og opfinde løsningerne eller vide, hvor de findes henne. Derfor kommer der en databank, hvor du kan slå op, hvordan en enkelt maskine kan ændres, hvis man skal nå sine klimamål, siger Palle Damborg.

I Vejle var Stig Krogh Pedersen og den familieejede virksomhed Elektro-Isola med i en gruppe på 50 virksomheder, der afprøvede et koncept under Dansk Industri om at gøre små og mellemstore virksomheder klimaklar. Det blev forløberen til projektet, der nu skal rulles ud til 12.500 virksomheder.

- Jeg anede ikke, hvor vi skulle begynde. Det var lidt af et monster. Derfor var projektet en meget kærkommen hjælp, siger Stig Krogh Pedersen og fortsætter:

- Det handler om at finde samtlige påvirkninger af klimaet, som vi medvirker til, og så få de tal ind i en database. Det kræver nogle timer at skaffe de data, og det skal alle virksomhederne jo igennem, siger han og peger på, at Elektro-Isolas klimapåvirkning især stammer fra naturgas, der bruges til procesvarme i produktionen.

- Det kan vi gøre noget ved med energioptimering og varmepumper. Vi har også et strømforbrug, hvor vi kan gøre noget, mens vores firmabiler kun udgør seks tons af vores årlige udledning på 13.700 tons. Alligevel har vi skiftet ud, så vi i dag kun har én traditionel fossilbil tilbage, siger Stig Krogh Pedersen.

Den største udledning kommer indirekte fra de store underleverandører af råmaterialer, som virksomheden handler med. Dem vil direktøren nu gå i dialog med, men han forventer, at de selv har initiativer i gang for at begrænse deres klimaaftryk.

Projektet betød, at han fik opbakning af sine ejere til at bruge 10 millioner kroner på energioptimeringer. Samtidig vil virksomheden nu forske i, hvordan den kan blive bedre til at reducere og genanvende det industriaffald, der ikke helt kan undgås i produktionen.

Når I så i mål og bliver klimaneutrale i 2030?

- Vi arbejder meget hen mod det på mange planer. Foreløbigt kan vi lave en CO2-reduktion på 50 procent frem mod 2030, siger Stig Krogh Pedersen.