Kultur og medier: Ministre kan også være bange. Og synge lange, lange bange sange. Der er så meget, man skal passe på. Den nyudnævnte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har jo os, hun skal passe på.

Ane Halboe-Jørgensen sidder i sit nye ministerkontor med direkte udsigt til Thorvaldsens Museum, der er opført i dansk kulturs guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Ved indsættelsen fik den nye kulturminister til opgave af statsminister Mette Frederiksen (S) at kickstarte en ny guldalder for dansk kultur.

Et forventningspres, der kan gøre enhver bange.

Men der er også techgiganterne, der kan få frygten til at spire. Facebook, Youtube, Google, Tiktok og så videre, der har lagt et voldsomt pres på, hvordan vi bruger de medier, som det er kulturministerens første og vigtigste opgave at lave en ny politisk aftale om.

- Jeg er MEGA-bange for børn og unges medieforbrug. Jeg er virkelig skræmt af Youtube-forbruget hos vores børn. Jeg er bange for de algoritmer, jeg ikke forstår.

- Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvordan børn skal bruge deres fritid, og hvordan de skal hente deres information, men vi har på et tidspunkt i deres liv, hvor den digitale dannelse og kritiske sans endnu ikke er færdigudviklet, rykket deres input over på nogle platforme, der ikke er underlagt demokratiet. Engang screenede vi film og besluttede for eksempel, at den film måtte man først se, når man blev 16 år. Hvad har vi, som skærmer vores børn og unge i dag?

Meget lidt, mener Ane Halsboe-Jørgensen, der ikke har noget svar parat på, hvordan børn og unge bliver skærmet, så de kan vandre trygt og sikkert ind i en ny medieguldalder.

- Det er en samtale, vi skal have, siger hun.

Og det er en væsentlig del af den kontekst, der skal laves en ny medieaftale i. Ligesom techgiganternes stigende indhug i traditionelle mediers indtægtsgrundlag er en del af konteksten.

Mens partifællen Joy Mogensen sad i ministeriet, blev der fra partierne og branchen konstant skreget på et medieudspil fra regeringen. Igen og igen blev det udsat og prioriteret ned.

Ane Halsboe-Jørgensen er meget tæt på at være klar.

I regeringen er der dog ikke megen lyst til at præsentere et medieudspil, før kommunalvalget er overstået. Ikke mindst fordi medieudspillet vil blive en direkte fortsættelse af den land og by-linje, Socialdemokratiet har lagt siden sommeren 2018: mere provins, mindre hovedstad.

Først skal landet gødes. Det gør Ane Halsboe-Jørgensen ved at lægge de overordnede prioriteringer frem: De regionale og lokale medier skal styrkes, techgiganterne skal kontrolleres, og danskerne skal samles om stærk public service.

- Vi har brug for medier, som understøtter den offentlige samtale. Medier, som kontrollerer magthaverne. Medier, som danner og uddanner. Medierne skal gøre det på vegne af et samlet land, og på en måde hvor vi bliver knyttet sammen i stedet for at blive revet fra hinanden. Der er noget i tiden, som gør, at diskussionen om medier er anderledes end ved de foregående medieforlig, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen kalder tiden på, at det især er den lokale og regionale samtale, der skal styrkes.

- Det er en dagsorden, der virker til at være bred enighed om på Christiansborg. Man vil gerne styrke den lokale og regionale nyhedsdækning. Der er tendenser til, at der nogle steder i Danmark er tyndt med dækning, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

For hende er det vigtigt, at den lokale og regionale nyhedsformidling både er kritisk og kærlig. Der skal være plads til både dialog og debat.

- Alle mennesker med en magt, som de har på vegne af kollektivet, skal have en kritisk presse omkring sig. Det gælder borgmestre, den lokale formand for vandværket eller os på Christiansborg. Vi skal opleve, at der er nogle, der er efter os. Det oplever jeg, at der er på landsplan. Men det skal også være tilfældet lokalt. Der skal være en presse, som kommer efter dem, der ikke opfører sig ordentligt, og der skal være medier, som faciliterer en samtale, som binder lokalsamfundet sammen, siger hun.

Jysk Fynske Medier udgiver i dag 14 lokale og regionale dagblade og står bag 63 lokale ugeaviser og denne avis, Avisen Danmark. Derudover har Jyllands-Posten netop åbnet fire nye lokalredaktioner, mens BT har åbnet lokale redaktioner i de fire største byer i Danmark. Den udvikling er ikke gået ubemærket hen i ministerkontoret på Slotsholmen.

- Meget lidt nyhedsformidling eksisterer uden offentlig støtte. Det er så vigtig en grundpille i vores demokrati, at det er fornuftigt at prioritere skattekroner på det. Det betyder også, at der er magt i, hvor man sender pengene hen. Jeg noterer mig med glæde, at der er en bevægelse i gang, hvor man sidder færre i medierne i København og flere rundt om i hele Danmark. Når vi lever i en tid, hvor vi er mindre og mindre sammen, og hvor vi blander os mindre og mindre med hinanden på tværs af for eksempel uddannelsesniveau, skal mediebilledet favne hele Danmark. Ellers risikerer vi i den grad, at der er noget, vi misser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Joy Mogensen nåede at sige det før dig. Nu siger du det også: Flere støttekroner ud i provinsen. Skal pengene tages fra nogen eller kommer der nye penge ind i systemet?

- Nej, det her bliver en prioritering.

- Så nogle skal betale for, at medierne i provinsen får flere penge?

- Nu er det jo skattekroner, som vi politisk har et ansvar for at fordele, så det afspejler, hvad vores demokrati og offentlige samtale har mest brug for. Og jeg vil vurdere, at i den samlede prioritering er der brug for at rykke ting nærmere den enkelte borger.

- Hvor kan man undvære pengene?

- Den samlede tegning kommer vi med, når udspillet kommer, og så vil jeg meget gerne tale om det. Der er ingen politik, som er gratis. Alt er en prioritering. Du kan ikke styrke noget uden samtidig at finansiere det. Hvis man vil styrke de regionale medier, er det en prioritering inden for den nuværende mediestøtte. Det er vigtigere end noget af det andet, der ligger på bordet.

- Er der ikke en risiko for, at du bare skaber midlertidige incitamenter i medierne til at gå ind og få fat i nogle støttekroner?

- Det er faldgruben. Derfor komme denne forhandling ikke til at handle om, at vi skal kunne sige, at vi har gjort noget for regionale og lokale medier. Vi er nødt til at gøre det på en måde, så det faktisk fører til mere lokal journalistik, som opleves relevant og knytter lokalsamfundene sammen. Der er godt nok meget, som påvirker menneskers hverdag, som ikke kommer fra Christiansborg, men som kommer fra rådhuset.

Det tydelige signal fra kulturministeren og regeringen er ikke bare, at regionale og lokale medier skal have en større andel af mediestøtten i fremtiden. Signalet er også, at andelen ikke skal komme fra de cirka tre en halv milliarder kroner, som bliver brugt på DR.

Regeringen har allerede sløjfet store besparelser på DR. Og Ane Halsboe-Jørgensen har som barn af firserne og mor til to noteret sig med glæde, at DR bringer "Kaj og Andrea" tilbage.

- Når vi i vores hverdag kommer længere væk fra hinanden, er det endnu vigtigere, at vi har noget, der binder os sammen på tværs. Det kan være en DR-dramaserie, at vi en gang imellem ser den samme nyhedsudsendelse, eller at vores børn - nu kan jeg se, at der kommer nye udsendelser med Kaj og Andrea - har nogle fælles referencerammer. Det kan også være landsholdet, fordi jeg synes, vi skal kunne se vores landskampe.

- Du synes, vi skal kunne se vores landskampe?

- Ja, os alle sammen.

- Det koster penge.

- Det ved jeg godt. Vi bevæger os hele tiden på en hårfin balance af ting, jeg mener noget om, men ikke kan gøre noget ved, og ting, jeg faktisk kan gøre noget ved.

- Nærmer det sig ikke nostalgi at have en tanke om, at vi skal samles foran vores fjernsyn søndag klokken 20 og så bruge mandagen på at snakke om det?

- Det er ikke en nødvendighed for en ny guldalder, at vi alle sammen ser noget søndag klokken 20. Det gjorde vi heller ikke med Oehlenschläger, og hvem der ellers var en del af den forrige guldalder. Da læste vi ikke H.C. Andersens eventyr på samme tid, men alle kendte historien om den lille, grimme ælling, der blev en svane. Det afgørende er, at vi har både nyhedsformidling og kulturelt indhold, der tager afsæt i vores hverdag. At vi har børneindhold, der tager udgangspunkt i et dansk børnesyn og de værdier, vi er fælles om.

- Jeg sidder og siger ting, jeg ikke nødvendigvis har svar på, men jeg tror, det er nødvendigt i denne diskussion. Når vi har en folkevandring væk fra flow-tv til streaming, er det da vigtigt, at man kan finde DR's app, når man køber et smart-tv. Sådan noget kan også være med til at sikre, at vi har et stærkt DR i fremtiden - at det overhovedet er tilgængeligt. Det har altid været sådan, at når man tændte sit tv, at så lå DR på kanal 1 - nu ligger Disney+ der.

- Altså, I skal tage fat i Panasonic og fortælle dem, at de skal huske at lægge DR's app ind på deres smart-tv?

- Jamen, det er da nogle af disse diskussioner, vi bliver nødt til at have, selv om vi ikke ved, hvordan vi løser problemerne. Det handler om meget mere end penge. For mig er det vigtigt, at når mine børn bliver ældre, at de oplever at bo i et land, hvor der er en eller anden grad af samhørighed og forbundethed på tværs.

- Skal den samhørighed være bundet op på DR?

- Nej, det behøver ikke at være DR, men nu er vi så heldige, at vi har DR, der laver rigtigt meget godt, allerede har fat i mange af os og leverer noget over en bred kam af det, jeg mener er centralt for sammenhængskraften, forbundethed, offentlig samtale, kritisk journalistik. Hvorfor skulle vi ikke bygge videre på det, når vi ser mange af de andre lande i den vestlige verden bliver mere polariserede, og folk bliver flået fra hinanden af algoritmer og af mediebilleder, der er parallelle med hinanden. Vi har noget, der virker, lad os da ikke smadre det, men se hvordan vi kan bygge på det i fremtiden.

Energi: Du føler dig måske skuffet, hvis du er en af de mange tusinde danskere, der har investeret i en ny elbil eller varmepumper i hele huset på det seneste.

For de grønne og eldrevne alternativer kan hurtigt blive dyrere end forventet i drift, når elpriserne stiger mod himlen, som de har gjort de seneste måneder.

Måske kan du finde trøst i, at de, der sidder med gamle naturgasfyr, er endnu hårdere ramt. For gaspriserne er steget endnu voldsommere end elpriserne.

Men hvorfor stiger prisen på energi egentlig så voldsomt?

- De prisstigninger, vi oplever lige nu, skyldes flere ting, der spiller uheldigt sammen, fortæller Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

For at forstå, hvad der sker på din elregning lige nu, skal vi faktisk både forbi Norge, EU og Rusland.

Brian Vad Mathiesen er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet. Han er enig i, at flere ting spiller ind og giver stigende energipriser lige nu.

- Hvis vi starter med noget af det, der har haft mindst betydning, er det, at vi nu i nogle måneder har haft mindre vind, end vi plejer at have. Derfor har vindmøllerne ikke leveret så meget energi, fortæller han.

I Norge, hvor den grønne energi i høj grad leveres af vandkraftværker, ses en lignende situation. Manglende regn i fjeldene i sommer har betydet mindre grøn energi fra vandkraft.

Og når energien ikke kan komme fra grønne energikilder, skal den hentes andre steder fra: De sorte energikilder som kul og gas. Og det er altså dyrere at købe ind end at bruge de grønne energikilder.

Men ifølge Brian Vad Mathiesen er manglende vind og regn kun en lille del af forklaringen. Stigende priser på CO2-kvoter i EU og større markedskobling for el i Nord- og Centraleuropa har begge presset prisen for el op.

En større markedskobling betyder, at dermere effektivt kan handles strøm mellem Central- og Nordeuropa. Principielt vil det stabilisere markederne begge steder, men lige nu betyder det, at strømpriserne i Danmark drives op at høje priser i Centraleuropa.

- Men det mest afgørende er, at prisen på naturgas er steget voldsomt i hele verden. Det er naturgaspriserne, der fastsætter marginalpriserne på strøm i Europa i øjeblikket, fortæller Brian Vad Mathiesen.

Normalt vil man i EU trække på store lagre med naturgas, når priserne globalt bliver glohede. Men lagrene er halvtomme allerede, fordi efterspørgslen på naturgas har været usædvanlig høj hele sommeren.

Det skyldes blandt andet en boomende europæisk industri og usædvanlig varme, der har sat gang i airconditionanlæg rundt om på kontinentet.

Og så er der russerne. Nærmere bestemt det statsejede Gazprom, der ejer hoveddelen af den netop færdiggjorte gasledning Nord Stream 2, der går fra Rusland til Tyskland.

Gazprom leverer normalt omkring 40 procent af den gas, der importeres til EU. Men på det seneste har det knebet med leverancerne. Det giver bekymrede miner i EU, hvor det diskuteres, om virksomheden manipulerer priserne intentionelt forud for forhandlingerne om gaslevering via Nord Stream 2.

Hvorvidt det holder, vil hverken Brian Vad Mathiesen eller Lars Aagaard dog udtale sig for skråsikkert om.

- Det bliver lidt kriminalbogsagtigt. Men der er da ingen grund til at mistænke russerne for andet end at være smarte. En spekulation om, at de manipulerer markedet, aner jeg simpelthen ikke noget om, siger Lars Aagaard.

Alt i alt er én ting sikkert: En masse begivenheder ude i verden betyder samlet, at din elregning gør mere ondt på pengepungen, end den plejer.

Men Lars Aagaard fra Dansk Energi har dog et plaster på såret klar. Han fortæller, at prognoser peger på, at elektriciteten bliver billig igen. Det er bare lige hvornår.

- Om 10 år vil jeg gerne lægge hovedet på blokken for, at el er billigere end i dag. For når grønne energikilder først er bygget, leverer de billig energi. Men om prisen er faldet om to måneder? Det ved jeg ikke.

På længere sigt kan du måske endda tjene penge på at bruge el på de rigtige tidspunkter i løbet af døgnet, hvor efterspørgelsen er lav, men vinden stadig blæser.

- Vi forventer, at priserne vil svinge endnu mere over døgnets timer i fremtiden. Det kan blive sådan, at der er timer i løbet af døgnet, hvor man får penge for at bruge el. Og andre timer, hvor priserne er meget høje, fortæller Lars Aagaard fra Dansk Energi.

Konspirationer: Tidligere på året skulle Tolivia Christensens venindes datter have en abort.

Tolivia var med på Kolding Sygehus som støtte for den 19-årige pige, der er psykisk syg og gerne vil have Tolivia Christensen med som støtteperson. De kom ind på klinikken, men pigens ønske om at få en abort blev afvist.

- De nægtede hende det, fordi hun ikke ville modtage blod fra vaccinerede mennesker. Jeg ved ikke, om det provokerede lægen, men hun fik i hvert fald ikke aborten, fortæller Tolivia Christensen.

Den besked irriterede og inspirerede Tolivia Christensen.

Derfor oprettede hun 13. august Facebook-gruppen ”Blodbank i frihedens navn”, som i skrivende stund har 2200 medlemmer. Med dem i ryggen vil Tolivia Christensen kæmpe for at få sin egen blodbank med ”rent blod”, som hun kalder det.

- Jeg skal ikke have vaccineredes blod i mig. Vi anser det jo som ikke-rent. Så vi mener, at der er brug for en ”ren” blodbank, siger hun.

Tolivia Christensen har flere teorier om corona og vaccinationerne mod covid-19. Teorier, som modsiges af eksperter og sundhedsmyndighederne. Blandt andet, at vaccinerne er et menneskeforsøg, som ikke er testet ordentligt. Hun mener også, at minksagen var en metode til at få danskerne til at frygte coronamutationer, som ikke eksisterer.

Samtidig er hun bange for, at vaccineplanen er en del af World Economy Forums plan med titlen "Great Reset". Her mener flere konspirationsteoretikere, at verdens ledere har planlagt coronapandemien som led i en sammensværgelse for at have et fast greb om verdensøkonomien og befolkningstilvæksten.

Og slutteligt selvfølgelig teorien om, at når man blander vaccinerede menneskers blod med ikke-vaccinerede, så kan man overføre indholdet af vaccinerne.

Har du bevis for, at vacciner kan overføres på den måde igennem blodet?

- Jeg har ikke beviser for noget som helst. Jeg mener, at vi allesammen er en del af et menneskeforsøg med de her nød-godkendte vacciner. Jeg vil gerne vente og se tiden an, og jeg vil have lov til at beholde min sunde skepsis.

Hvad tænker du, hvis jeg siger, at det er en konspirationsteori?

- Jeg mener ikke, at det er en konspiration. Men jeg ved godt, at mange tænker, at jeg er tosset. Jeg synes bare, at jeg har en sund skepsis.

Venindens datter fik i stedet en abort på et privathospital uden blodtransfusion.

Tolivia Christensens historie vil af mange blive betegnet som en konspirationsteori, altså en forestilling om at andre har indgået en skjult alliance for at modarbejde nogen.

For bedre at forstå, hvordan man bliver viklet ind i en konspirationsteori, og hvorfor vi ser så mange af dem lige nu, har vi talt med Kasper Grotle Rasmussen. Han er lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU og har i de seneste fem år forsket i emnet

Under coronapandemien har vi set en opblomstring af konspirationsteorier, og det er et tydeligt tegn på, at samfundet er i krise, mener han.

- Der er rigtig meget på spil i vores samfund, og det er i tider som de her, at konspirationsteorier kan opstå. Hvis magten bliver forvaltet forkert, kan det få store konsekvenser for os, og det giver plads til grumme tanker om, hvordan magtpersoner bruger den magt, de har.

En af de vigtigste ingredienser, der skal til, for at konspirationsteorierne kan opstå og få liv, er, at personer skal føle sig snydt eller svigtet af systemet, mener lektoren.

Sådan et svigt oplevede Tolivia Christensen for 10 siden. Hendes dengang 12-årige datter fik HPV-vaccinen, som rigtig mange i den alder gjorde.

- Hun var en glad og frisk hestepige med masser af venner og krudt i røven, siger Tolivia.

Et halvt års tid efter vaccinationen begyndte datteren at lukke sig inde i sig selv. Meldte sig ud af sin omgangskreds og droppede ridesporten.

- Hun blev så deprimeret, at hun ikke kunne komme i skole i to år, siger Tolivia Christensen.

Hun mistænkte først almindelig teenageopførsel for at være synderen, men nedturen fortsatte.

- Hun nyste hele tiden, havde ondt i sine led og havde høj feber. Hun var rigtig syg.

Sundhedssystemet kunne ifølge Tolivia Christensen ikke finde frem til, hvad årsagen til datterens dårligdom var, og til sidst fik de at vide, at det var datterens p-piller, der gjorde hende syg. Den købte Tolivia Christensen ikke, for datteren var syg lang tid inden, hun begyndte på prævention.

I frustration begyndte moderen på egen hånd at undersøge alternative behandlingsformer.

- Vi prøvede cannabisolie, homøopater, rensning af kroppen og jeg skal komme efter dig. Det hjalp. Så nu er hun velfungerende igen.

Tolivia Christensen kan godt se, at den oplevelse kan have haft stor indflydelse på den skepsis, hun i dag har over for coronavaccinerne.

- Ja, det kan jeg da. Og jeg er bange for, at historien skal gentage sig.

Lad os tage et kig tilbage i historien. Der er nemlig stor forskel på, hvordan det er at være konspirationsteoretiker i dag i forhold til for bare 100 år siden. Hvor rigtig meget i dag breder sig med lynets hast på Facebook, Youtube og Tiktok, var pamfletten essentiel i gamle dage.

- Pamfletter var datidens sociale medier, og de lå på pubberne, hvor befolkningen samledes og kunne sprede ordet, siger Kasper Grotle Rasmussen.

Dengang var det langt mere OK at konspirere og have alternative måder at forklare sammenhænge på, end det anses for i dag.

- Det var en udbredt og accepteret måde at tænke på og se verden på. I dag er der en stor modbølge af folk, anti-konspirationsteoretikere, der ikke kan holde konspirationsteoretikere ud, og det skaber et clash imellem de to. Den kamp om sandheden har der ikke været i fortidens måde at ræsonnere på.

I dag taler vi med andre ord grimmere om dem, der tænker anderledes, end vi gjorde i fortiden.

Tolivia Christensen er en del af gruppen Men In Black - en protestgruppe, der har demonstreret imod coronarestriktionerne. Hun synes, at der er en stor udskamning af hende og gruppen.

- Jeg ved sgu godt, at der er rigtig mange, der synes, jeg er tosset. Men jeg synes, at vi skal tale pænt til hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare kan acceptere, at jeg ikke vil have coronavaccinen. Lad mig nu bare bestemme det selv, siger hun.

Når hun taler med folk i Men In Black-gruppen, oplever hun, at mange har tabt kontakten med mennesker i deres liv.

- Folk mister venner og familier, fordi de ikke kan acceptere de holdninger, vi har. Det er jo sindssygt.

Selv har Tolivia mistet en god veninde, fordi veninden ikke kunne acceptere, at Tolivia var en del af gruppen.

- Hun synes, at det var sygt at rende til Men In Black-demonstrationer. Jeg sagde til hende, at jeg jo stadig er det kærlige menneske, jeg altid har været, men det hjalp ikke noget. Vi taler ikke sammen længere.

I bund og grund håber Tolivia, at der kan komme et bedre klima i diskussionerne, og at folk kan begynde at respektere hinandens modstridende holdninger.

- I må godt grine af mig, men jeg griner ikke af jer. Jeg har min sandhed, og I har jeres.

Kasper Grotler Rasmussen understreger, at mennesker, der tror på konspirationsteorier, ikke nødvendigvis er tosser.

- Det er ikke en sygdom at tro på det her - alle kan blive konspirationsteoretikere, siger han.

Lektoren har haft svært ved at lave en generel profil af en konspirationsteoretiker.

- Rigtig mange vil gerne have, at vi kan putte det i kasser og sige: Du bliver konspirationsteoretiker, hvis du er blevet mobbet, har mistet dit arbejde, og sidder hjemme i din mors kælder, så kommer der sølvpapirshat på. Sådan er det ikke. Vi ser folk i alle aldre.

Hos Lægemiddelstyrelsen vil man heller ikke udskamme konspirationsteoretikere, siger styrelsens pressechef, Thomas Dybro Lundsdorf.

- Vi vil ikke sidde oppe i elfenbenstårnet og kalde nogen for tosser eller andre skældsord. Vi synes, det er vigtigt at svare på folks spørgsmål. Især under en pandemi. Og der er virkelig mange relevante spørgsmål - også i de her Facebook-grupper, siger han.

Lige nu kæmper Tolivia Christensen for at samle evidens og få ekstra opbakning til sin blodbank, som udelukker vaccinerede mennesker.

Hun har kontaktet en læge og et privathospital, som er meget interesseret i hendes forslag. Hun vil ikke sige, hvilket privathospital det drejer sig om, men hun tror på, at hun kan få oprettet den eksklusive blodbank.

- Jeg tror på det. Jeg har ikke lovet nogen noget, men jeg er helt sikker på, at jeg nok skal komme igennem med det, siger hun.

- Nu har jeg talt med rigtig mange medier, og det har skabt stor opmærksomhed om blodbanken på godt og ondt. Men altså, når man stikker næsen frem, så må man jo tage de tæsk, der kommer.

Der lugtede af tis, væggene var grå, beboere råbte, og personalet kunne ikke lide at være der.

May Bjerre Eiby brød sig ikke om det, hun oplevede, da hendes far kom på plejehjem. Syv år senere - i 2016 - grundlagde hun derfor et privat demensplejehjem for sine sparepenge i et gammelt værksted. Hjemmet hedder Dagmarsminde, ligger i Græsted på Nordsjælland, og torsdag aften, 23. september, er vi inviteret indenfor i dokumentarfilmen "Det er ikke slut endnu", som vises på på TV2 og kan streames på TV2/Play.

Se den og bliv glad! Og skulle den lange version af filmen dukke op i din lokale biograf, så se også den og bliv endnu gladere.

Mødet med Dagmarsminde er som at få en kop dampende, varm kaffe med en lille snaps i efter en iskold vinterdag ude. Velværet og hjertevarmen breder sig, og ikke mindst en god portion lettelse, for det er vidunderligt at blive forvisset om, at det kan lade sig gøre at blive gammel og dement og stadig leve et værdigt liv med plads til glæde.

Vi trænger så meget til det gode eksempel, og det giver Dagmarsminde og filmen om stedet os.

Nogle af os har personlige og ubehagelige plejehjemserindringer i livets bagage, og mange af os har set grufulde udsendelser med grædende, forpinte og ydmygede ældre og læst artikler om topstresset personale, som føler sig utilstrækkeligt. Men sådan er det ikke på Dagmarsminde. Her behandles beboerne værdigt og med ro og nærvær, og det er tåre-smukt at følge bestræbelserne på at skabe et lykkeligt "nu".

Personalet er langmodigt, forstående, anerkendende og kærligt. Det trøster, holder om, griner med, samtaler og kysser godnat samtidig med, at beboerne trappes ud af den beroligende og pacificerende medicin, mange af dem er fyldt med, når de flytter ind.

May Bjerre Eiby, som er uddannet sygeplejerske og har en kandidatgrad i sygepleje fra Aarhus Universitet, har selv udviklet stedets særlige omsorgsmetode, der går ud på, at omsorg er bedre end medicin. Det har hun også skrevet bøger om.

Konkret handler det blandt andet om øjenkontakt, berøringer og stabile døgnrytmer og hvile, så den ramte hjerne kan fungere bedst muligt i sine vågne timer.

Her er daglig nybagt kage, hyggehund, kælekat og egne høns og god udendørsplads - med naturlig ret til at gå aftenture i mørket for sig selv. Her er masser af blomster ude og inde, og her er hjemligt, for Dagmarsminde er beboernes fælles hjem.

I dokumentarfilmen møder vi blandt andre Torkild på 88 år, da han og fruen, Vibeke, flytter ind. Parret har været apotekere. Vibeke er dement og har mistet sit sprog, og også Torkild er dement. Det ved han blot ikke - han tror, han er på Dagmarsminde for at hjælpe Vibeke. Torkild har temperament, skælder ud og er indimellem voldsomt irriteret på Vibeke, men udsat for nærvær og humor falder han til ro i fællesskabet og går syngende rundt.

May Bjerre Eiby fortæller, at Dagmarsminde drives som et friplejehjem. At plejen bliver betalt af det offentlige ligesom på de kommunale plejehjem, og det betyder, at såkaldt almindelige folkepensionister kan bo der. Antallet af ansatte på Dagmarsminde er det samme som på øvrige plejehjem.

Der virker til at være så rart på Dagmarsminde, at en tanke om, at det næsten er for godt til at være sandt, begynder at forstyrre. Men det vil næsten ikke være til at bære, hvis der er sprækker i glasuren, for vi trænger til en løsning, som holder. En, vi kan vælge politikere på, en der kan inspirere og sætte nye, værdige standarder.

Før vi får set os om, er det dig eller mig, "dine" eller "mine", som er ramt. Demens er i dag den femtehyppigste dødsårsag i Damark. I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at være vokset til mellem 120.000 og 146.000.

"Det er ikke slut endnu" er en dokumentarfilm af Louise Detlefsen. Filmen havde premiere i biograferne 21. september. Et forkortet version på 40 minutter vises 23. september klokken 20 på TV2 og kan streames fra TV2/Play.