Annonce
Danmark

Verdensmesteren skal ud af hængekøjen

Lone Belling, kronik, Gert Ejton
Annonce

Først var jeg stolt. Danmark udnævnt til verdensmester i bæredygtighed! Det er noget, når forskere fra Yale og Columbia står bag sammenligningen af 180 landes bæredygtige indsats. Det kan helt sikkert give et positivt afsæt for eksport af bæredygtige teknologier og give et løft til nytænkning og innovation.

Og det er jo rigtigt at Danmark længe har været internationalt førende inden for vindenergi – takket være en kombination af lokale grønne initiativer fra 70’erne og frem samt Svend Aukens visionære lederskab som miljøminister i 90’erne. Det er siden dygtigt blevet grebet af store danske virksomheder.

Til gengæld står det ikke så godt til med luftforurening og klimadelen fortalte Kaare Press Kristensen fra Rådet for Grøn Omstilling til P1 morgen den 4. juni, dagen for verdensmesterskabets bekendtgørelse. Han påpegede blandt andet, at Danmark importerer 95 procent af af det træ, der som træpiller ender i private fyr og varmeværker. I klimaregnskabet ser det flot ud, da træ regnes som CO2-neutralt ud fra argumentet om, at hvis bare der plantes nye træer, så går det hele i nul. Men for det første er der slet ikke styr på leverandørerne fra Rusland og USA, og for det andet så går der årtier før et nyplantet træ igen binder samme mængde CO2, som bliver frisat ved afbrænding.

Det har vi ikke råd til at vente på, fordi vi risikerer at udløse klimatiske tipping points, der vil sætte uafvendelige processer i gang. Vi ved ikke hvornår, men vi ved at for hver lille mikrograd temperaturen stiger på kloden øger vi sandsynligheden for at afgørende klimabuffere som Grønlands indlandsis, Antarktisk eller regnskoven i Amazonas bryder sammen.

Forskernes data taler for, at det sker inden for få årtier. Derfor er det afgørende, at vi ikke frigør CO2 fra hverken fossile brændstoffer eller træ. I stedet skal træer bruges til byggeri, møbler og lignende, som kan binde CO2 ind i næste århundrede.

Når de to amerikanske universiteter Yale og Columbia, der står bag den årlige udgave af Environmental Performance Index (EPI), udnævner Danmark til verdensmester, så sker det på baggrund af modellens forudsætninger og de udvalgte input. Og her er det slående, at den betydelige forurening og CO2 udledning, der skyldes de mange varer vi importerer fra udlandet, ikke medregnes. Danskere fodaftryk pr. indbygger er et af de højeste i verden, og vores velstand bygger i høj grad på en ulige fordeling af planetens ressourcer.

Modellen lægger også vægt på landenes grønne intentioner, og Danmark scorer højt med målet om at være 70 procent CO2-neutral i 2030. Høje ambitioner skal helt sikkert vurderes positivt, og Svend Auken er jo et eksempel på, at modige mål kan gøre en afgørende forskel – hvis de følges op af handling.

Her er det så det halter. Det er nu over et år siden vi takket været folkelig mobilisering fik et grønt valg og målsætninger i et forståelsespapir, der vakte genklang i verden. Siden fulgte en rammesættende klimalov. Men stadig ingen klimahandlingsplan. Kun små afgrænsede udspil, der behændigt undgår de sektorer, der giver de største politiske udfordringer: landbrug og transport. Desuden afviser klimaministeren hårdnakket CO2-afgifter som et afgørende instrument selv om eksperter, virksomheder, tænketanke på tværs af det politiske spektrum og regeringens eget klimaråd kraftigt anbefaler det.

Senest har Dan Jørgensen lanceret en mindre klimaplan med to energiøer, som giver en reduktion i CO2 på to millioner tons. Fint nok. Men stadig mangler der 17 millioner tons eller 90 procent af reduktionen frem mod 2030. Derfor haster det med en samlet strategi, som Folketinget kan forhandle om, virksomheder pejle efter og borgere engagere sig i. De små separate forslag virker mere som taktiske udspil end reel vilje til at arbejde for en samlet vision og plan. Måske fordi vores regering og en del af folketinget lider af den vrangforestilling at diverse teknologiske løsninger alene skal bære den den grønne omstilling. Men vi kommer ikke uden om markante ændringer i vores nuværende livsform.

Lone Belling, Debat, Danmark

Hvis man skal være verdensmester og dermed et forbillede som andre lande kan inspireres af, er det helt afgørende at vores indsatser er klimatroværdige og ikke bygger på regnskabsmæssige finurligheder, men reelle ændringer. Ellers er det varm luft. Vi kan ikke sige andre skal holde igen med olieudvinding og selv sætte en 8. udbudsrunde i gang, der rækker efter 2050, hvor vi skal være fossilfri. Samtidig ville det være katastrofalt for klodens ressourceforbrug, hvis andre lande gik i vores fodspor, da det ville kræve 4,28 planeter at understøtte et så stort forbrug.

Så måske er det bedste vi kan gøre med det nye verdensmesterskab i bæredygtighed at skabe større overensstemmelse mellem de smukke intentioner og vores handlinger. Det kræver både politisk handlekraft og bred folkelig involvering, så vi på sigt fortjener vores førertrøje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Bobler holder isen i ave

Indland

Toprytter i en mørk tid

Annonce