Misbrug: Solen hænger lavt over Lissabon, mens tre danskere taler lavmælt ved et bord. Selvom ingen portugisere forstår deres sprog, har de instinktivt sænket lydstyrken.
- Prøv lige og hør her. Vi gør det fandme ikke igen. Vi blev taget i røven i går, og jeg gider ikke bruge 300 euros på et eller andet lort igen, siger den ene af dem.
De er unge mænd i midten af 20’erne, alle sammen fra Jylland. Fladskærms-tv’et, som er rullet ud på fortorvet, viser Europa League-finalen mellem Manchester United og Villareal. Men danskerne er mere interesserede i, hvad der sker bag skærmen. Der står en lille, tyk pusher og vifter med en pose med hvidt pulver, som han holder mellem tommel- og pegefinger. Med den anden hånd giver han drengene en thumbs up.
- Jeg tror altså, det er okay kokain. Og vi kan godt presse ham ned i pris, siger en af dem.
Stemningen er trykket.
- Lad os nu bare drikke os ned i stedet for, siger den tredje.
Og dén idé holder de fast i - i cirka 20 minutter. For alkoholen skubber fornuften til side, og før pausefløjtet i kampen, er den ene af dem på vej ned i en gyde med den lille, tykke pusher. Med et skyldigt smil på læben er han tilbage få øjeblikke senere. Kun 100 euros fattigere, forklarer han stolt. Men lige så hurtigt som forventningens glæde lyser ansigterne op, bliver vennerne skuffede. Det er mel, bagepulver eller noget andet hvidt, som de har fået fingrene i. Ikke kokain.
- Forhelvede, siger den ene af dem - denne gang knap så lavmælt - og slår sin næve i bordet.
Til eget forbrug: Emil i Portugal
Danmarks nultolerancepolitik over for stoffer har haft nul effekt. Dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain, flere voksne ryger hash, og antallet af dødelige overdoser er stabilt på cirka 250 om året.
Billedet er det samme i resten af verden. Man har straffet stofbrugere med bøder og fængsel, mens antallet af afhængige er eksploderet. Men der er et land, som gør noget andet.
For 20 år siden afkriminaliserede Portugal stoffer til eget forbrug. Resultaterne er gode. Reporter Emil Jørgensen har været i Portugal for at granske verdens største narkoeksperiment. Kom med, når Emil:
- Interviewer hjernen bag Portugal-reformen.
- Sidder med en portugiser i “afskrækkelseskommissionen”
- Er på patrulje med narkopolitiet i Lissabon.
- Bliver tilbudt oregano som hash, kanel som heroin og ser bagsiden af medaljen af afkriminaliseringen.
- Undersøger de faktiske forhold for stofafhængige i den danske provins.
Hver artikel kommenteres af et panel: en behandler, en forsker og en venstremand, som skal veje de portugisiske erfaringer på en dansk vægt.
Stoffernes Hus
De tre jyder er langtfra de eneste, som bliver narret af pusherne i Lissabon. Går man igennem de turistede områder i Portugals hovedstad - hvor stræderne er smalle og husene skæve og farverige - konfronteres man af hvæsende, hviskende mænd:
- Cocaine? Hashish?
For politiet er det en hovedpine. Mændene sælger nemlig kanel, oregano og mel forklædt som heroin, marihuana og kokain.
For Graham de Barra er det blevet til kunst. Den irske aktivist har købt alle de falske stoffer, som han kunne få fingre i på gaden i Portugal, og lavet en udstilling med dem. Blandet kanelen op med kogende vand og lavet malerier ud af det. Skabt Andy Warhols-agtigte efterligninger med oregano. Alt sammen udstillet i Casa de Drogas - “Stoffernes Hus” - i Lissabon.
Og alt sammen med en mening.
- Jeg har været ivrig fortaler for, at andre lande også skulle afkriminalisere stoffer til eget brug. I Portugal løste det en heroinpandemi for 20 år siden. Men det er efterhånden blevet klart for mig, at modellen i sig selv ikke løser problemerne relateret til narkohandel, fattigdom og hjemløshed, siger Graham de Barra og spørger retorisk:
- Hvorfor bliver der ikke solgt falsk alkohol på gaden? Fordi det ikke er ulovligt.
- Jeg er ikke modstander af afkriminalisering. Men jeg mener, at vi er nødt til at gøre mere.
- Sort marked opretholder stigmatiseringen
Det samme mener flere organisationer for stofbrugere i Portugal. Siden regeringen i år 2001 kastede landet ud i verdens største narkoeksperiment, har alting stået stille på området. Målt på fixerum, dopaminbehandling og heroinklinikker er Danmark mere progressivt end Portugal. Og der er brug for forandring i Portugal, lyder det fra fagfolk. Ikke på grund af dumme, danske turister. Men på grund af de allermest sårbare i det portugisiske samfund, som køber stoffer af andre - og langt farligere - end dem, der hvæser og hvisker inde i turistområderne.
- Det er ikke på grund af lovændringen, at Portugal klarer sig så godt i alle narkostatistikkerne. Det er på grund af alle de tiltag og initiativer, som fulgte med afkriminaliserigen.
Ordene kommer fra Americo Nave, en tætbygget portugisisk mand, som ligner en actionfigur. Han er direktør i NGO’en CRESCER, der hjælper stofbrugere med at skaffe rene sprøjter, finde bolig og få arbejde. Og ifølge ham ville det næste rigtige skridt være, at regeringen legaliserede cannabis.
- Det sorte marked opretholder stigmatiseringen og truslen mod de stofafhængiges liv. For de er ikke bare afhængige af stoffer. De er også afhængige af kriminelle og farlige mennesker, siger han.
Gonzalo på heroin
En af dem, som har levet et liv i narkodybet, er Gonzalo Janeiro på 39 år. Selvom det er 25 grader varmt, har han en hue trukket ned over ørene. Det - sammen med de arrede hænder og arme - får ham til at fremstå skrøbelig.
- Hvis ikke det var på grund af afkriminaliseringen, var jeg død nu, siger han, mens han kører mig rundt på forsædet af en hvid varevogn.
Han er chauffør for CRESCER og skal i dag hente stofbrugere og køre dem til vaccinationsstederne, så de kan få en COVID-19-vaccine. I udkanten af Lissabon - bag buske og træer, i udslidte boligområder og under bagende sol - finder vi portugisere med kanyler i armene og øjne, der sejler. De fortæller historier om et hårdt liv. Et liv, som Gonzalo Janeiro kender alt til.
- Jeg husker ansigtet på den person, som første gang gav mig heroin. Det var på en musikfestival i 90’erne i Spanien. På samme festival døde min ven af en overdosis. Og siden da er jeg aldrig stoppet, siger han.
To gange om ugen ryger han stadig heroin i dag. Men han har lært at kontrollere det, for jobbet for CRESCER har givet ham mening at stå op til. Og CRESCER havde aldrig eksisteret, hvis ikke Portugal havde afkriminaliseret stoffer, siger han.
- Men systemet tolerer stadigvæk ikke velfungerende stofbrugere som mig. Og politiet tager stadigvæk vores stoffer, selvom det er til eget brug, siger han.
Borgmester for kriminalisering
Opbakningen til folk som Gonzalo Janeiro kan være svær at afkode i Portugal. På den ene side har skiftende regeringer siden år 2001 ikke turde pille ved stoffernes afkriminaliserede status. På den anden side mødte det massiv modstand fra de lokale i Lissabon, da byen for halvanden måneds tid siden åbnede sit første stofindtagelsesrum.
Og der er også dem, som mener, at løsningen på kanelsælgende pushere og sårbare stofbrugere er en helt anden end legalisering og kærlighed. De prædiker gamle dyder som stav og kontrol.
- Jeg er lidt træt af at høre om værdigheden for dem, der bruger stoffer, har Portos borgmester, Rui Moreira, eksempelvis sagt til portugisiske medier.
Han mener ikke, at Portugals narkopolitik beskytter størstedelen af befolkningen. Og han går ind for, at landet genindfører kriminaliseringen, opsætter hundredevis af ekstra videokameraer i de store byer og slår hårdt ned på alle stofbrugere.
Overfor Avisen Danmark vil han ikke uddybe.
Portugal-reformens bedste ven
Men det vil en anden central skikkelse i fortællingen om Portugals reform. Nemlig en af dem, som inspirerede til hele tilgangen, før den blev indført: Doktor Álvaro Pereira.
Americo Nave, direktør i stoforganisationen CRESCERDet sorte marked opretholder stigmatiseringen og truslen mod de stofafhængiges liv. For de er ikke bare afhængige af stoffer. De er også afhængige af kriminelle og farlige mennesker.
Pereira havde klinik sammen med João Goulão, der krediteres som faderen for reformen og i dag er leder for Portugals narkotikaindsats. De to gråhårede portugisere er stadigvæk bedste venner.
Men Dr. Álvaro Pereira er gået på pension og er mere bramfri om, hvad han må og ikke må sige.
Avisen Danmark møder ham den på solvaskede Algarve-kyst over en blæksprutteanretning og kold hvidvin. Konfronterer ham med pusherne i Lissabon, den utilfredse borgmester i Porto og stofbrugere som Gonzalo Janeiro. Er det bagsiden af mønten af den afkriminaliserede model? Har reformen overhovedet virket? Hvad kan vi lære af Portugal?
Han tygger af munden, mens han løfter sin ene hånd op - for ligesom at signalere, at jeg skal holde min kæft.
- Afkriminaliseringen løste ikke problemerne. Lovændringen skabte muligheden for, at vi kan løse problemerne. For det ændrede hele samtalen og skabte fokus på området.
Dr. Álvaro tager en bid blæksprutte mere, mens hans løftede hånd stadig agerer rødt lys for mine ord.
- Det overordnede spørgsmål er stadigvæk: Hvordan skal vi behandle stofbrugere? Måske mere humant.
I næste uge kan du læse om stofbrugerens forhold i Provinsdanmark. Men først kan du læse ekspertpanelets kommentarer til denne uges artikel:
1 Preben Bang Henriksen, retsordfører i Venstre:
- Avisen Danmarks artikelserie viser med al mulig tydelighed, at en afkriminalisering har mange konsekvenser - både positive og negative. Derfor er der selvfølgelig al mulig grund til, at også de portugisiske erfaringer indgår i den løbende diskussion om narkopolitikken i Danmark. Det er imidlertid vigtigt, at eventuelle undersøgelser sker af folk, der ikke på nogen måde har “aktier” i hverken det ene eller andet synspunkt.
2 Esben Houborg, lektor på Center for Rusmiddelforskning:
- Afkriminalisering kan være mange ting og Portugals model er blot en af mange. Virkningerne af at afkriminalisere besiddelse af illegale stoffer til eget forbrug afhænger af den politiske og institutionelle sammenhæng den finder sted i. Hvis man vil minimere stofrelaterede skader eller mindske forbruget af illegale stoffer, kræver det, at man har politikker, som retter sig mod det. Men afkriminalisering kan have betydning for hvordan og hvor godt sådanne politikker virker.
3 Anja Plesner Bloch, stifter og formand af Brugernes Akademi:
- Kriminaliseringen gør stofferne langt mere risikable, end de behøvede at være. Det betaler stofbrugerne en vanvittig høj pris for. Vi stigmatiseres, udstødes, lever brutale liv og lider unødig tidlig død. Det har politikerne ansvaret for. Fordi; signalpolitik? Er det virkelig rimeligt? Der findes ingen dokumentation for, at kriminaliseringen af stofbrugere faktisk virker.
