Narko: Forklædt som en ganske almindelig Renault Clio triller vi rundt i Lissabons stejle, smalle gader. Termometeret i bilen siger 32 grader udenfor, men herinde er der svalt. Og min chauffør er iskold.
- Ham derover, klokken 5, siger han og laver et diskret lille nik med hovedet mod en ung mand i en Coca Cola-trøje.
- Han er spotter for pusherne.
Vi triller hen på siden af ham. Coca Cola-trøje-fyren kigger mod skyerne og lader som om, han ikke har opdaget, at der holder en mand i en Renault Clio og stirrer olmt på ham. Min chauffør ruller vinduet ned.
- Du forlader den her vej nu. Og hvis jeg ser dig på den igen i dag, anholder jeg din røv. Forstået?
Spotteren lunter af som en køter, en anden køter lige har gøet af. Vi kører videre. Rundt om hjørnet - i et lille stræde, der synes skabt til biler i Ellert-størrelsen - sidder en smudset mand på en trappesten og nulrer noget brunt mellem fingrene. Men vi springer ikke på ham. Vi knurrer bare lidt, beder ham om at gå. Han skal ikke sidde her i et turistet område og fixe, men han er for lille en fisk til at hale ind.
Narkodetektiven Nelson Silva har ikke gang i sin bedste dag. Udover at der sidder en dansk journalist i hans Renault og stiller dumme spørgsmål, har han heller ikke fanget noget. Eller nogen.
Planen er, at vi skal arrestere en større pusher i Lissabon. Nelson Silvas` mænd tøffer tålmodigt og opmærksomt omkring i en ganske almindelig Ford Focus og ringer hvert 5. minut.
- Vi kan stadig ikke se ham, siger de.
Nelson Silva svarer dem ikke, men lægger bare røret på. Han ligner en mand, der vil se fisk på bordet. Nu.
Til eget forbrug: Emil i Portugal
Danmarks nultolerancepolitik over for stoffer har haft nul effekt. Dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain, flere voksne ryger hash, og antallet af dødelige overdoser er stabilt på cirka 250 om året.
Billedet er det samme i resten af verden. Man har straffet stofbrugere med bøder og fængsel, mens antallet af afhængige er eksploderet. Men der er et land, som gør noget andet.
For 20 år siden afkriminaliserede Portugal stoffer til eget forbrug. Resultaterne er gode.
Reporter Emil Jørgensen har været i Portugal for at granske verdens største narkoeksperiment. Kom med, når Emil:
- Interviewer hjernen bag Portugal-reformen.
- Sidder med en 40-årig portugiser i “afskrækkelseskommissionen”.
- Er på patrulje med narkopolitiet i Lissabon.
- Bliver tilbudt oregano som hash, kanel som heroin og ser bagsiden af medaljen af afkriminaliseringen.
- Undersøger de faktiske forhold for stofafhængige i den danske provins.
Hver artikel kommenteres af et panel: en behandler, en forsker, en socialdemokrat og en venstremand, som skal veje de portugisiske erfaringer på en dansk vægt.
Narkodetektivens narrativ
Jeg er med en civil politienhed på fisketur efter pushere i Portugal, fordi jeg er i gang med at undersøge den portugisiske narkomodel indefra.
Siden Portugal for 20 år siden erstattede straf med hjælp som det bærende princip, klarer de sig på stort set alle parametre bedre end resten af EU. Færre dør af overdoser. Narkokriminelle er gået fra at fylde 40 procent af Portugals fængsler til at fylde 15 procent. Og politiet har fået frigjort flere ressourcer, fordi de ikke jagter småkriminelle.
Rui Miguel Da Cruz, politikommissær i LissabonMange herinde forventede, at Portugal skulle have narkoturisme fra udlandet, og at stofbruget ville eksplodere. Men det er ikke sket. Og vi har fundet ud af, at systemet faktisk også virker for os. Vi kan koncentrere os om vigtigere arbejde.
Men de jagter stadig narkobaroner. For stoffer er fortsat ulovlige, og al handel bliver straffet hårdt - ligesom i de gamle dage før år 2001. Men fanger politiet en stofbruger med mindre end 1 gram heroin, 2 gram kokain, 25 gram marihuana eller 5 gram hash, bliver vedkommende sendt til den såkaldte Kommission for afskrækkelse af narkotikamisbrug. Og så er betjentens opgave færdig.
- Det sparer os for oceaner af tid, at vi ikke skal udfylde alt muligt irriterende papirarbejde, følge sagen i retssalen og belaste fængselsvæsenet, forklarede narkodetektiven Nelson Silva, da vi stod på stationen for to timer siden.
Med et skarpt skåret skæg formet som et lokumsbræt, en tætsiddende polo-t-shirt om kroppen og tobak til hjemmerullersmøger i hænderne var den 32-årige mand på mærkværdig vis nem at tage alvorligt, da han uden at smile postulerede:
- Det er billigere at fange store hajer, end det er at fange små fisk. I stedet for at lave 1000 små operationer, laver vi en stor.
Nelson Silvas læber klemte sammen om filteret på cigaretten, mens han pegede på billeder af beslaglagt heroin, der hang som jagttrofæer på politistationens væg.
- Som for eksempel i sidste uge hvor min enhed fangede 35 kilo heroin. Det er mange, mange måneders arbejde, sagde han.
Og officielle statistikker fra det portugisiske politi taler samme sprog. Selvom det har varieret år for år, har Portugals narkopoliti siden år 2001 generelt beslaglagt større og større mængder.
På ormejagt
Lige nu får Nelson Silva dog ikke meget på krogen. Og mit store kamera ligger i mit skød som en elefant i bilen, for der er ikke meget at tage billeder af.
Vi kører forbi en fortovscafé fyldt med folk, der drikker orange og røde aperitivos. Nelson Silvas blik er fikseret på en mand med stok og sort hår.
- Det er Mr. Albino, hvisker han til mig.
- Han arbejder som informant for os.
- Hvorfor kalder I ham Mr. Albino?
Han svarer mig ikke. Mobiltelefonen ringer med flere dårlige nyheder. Dagens mål, pusheren, er ingen steder at se, taktikken må lægges om. Renault Clio’en gasser op.
- Vi anholder nogle, der har købt noget af pusheren, siger han sammenbidt til mig.
- På den måde kan vi med vidneudsagn bygge en sag op mod ham.
Sagt i narkobetjentens egen lingo: Der skal graves orme op ad hullerne som madding nu.
Politikommissærens pointer
Politikommissær Rui Miguel Da Cruz var glad for de samme metaforer.
- Vi fanger hajer, og lader de små fisk flyde lidt mere frit rundt. Det er et meget bedre system, end det gamle, sagde han.
Jeg mødte ham i en hvid fæstning af en politiborg udenfor Lissabon, hvor han lignede en, der arbejder mere, end han sover.
Rui Miguel Da Cruz er gammel nok til at huske, hvordan det var før Portugal-reformen i år 2001. Dengang var han en ung narkobetjent på gaden, og anholdelserne gik tit hånd i hånd med følelsen af håbløshed.
- Når man stod med sådan en 17-årig knægt med en joint i hånden, tænkte jeg virkelig: Kommer det her møde med strafferetssystemet til at hjælpe dig? Næppe.
Da afkriminaliseringen trådte i kraft, var det svært for mange af hans ældre kollegaer. “Drogados” og “junkier”, som politiet plejede at kalde dem, blev normalt set ned på.
Sådan er det ikke længere, forsikrede politikommissæren.
- Mange herinde forventede, at Portugal skulle have narkoturisme fra udlandet, og at stofbruget ville eksplodere. Men det er ikke sket. Og vi har fundet ud af, at systemet faktisk også virker for os. Vi kan koncentrere os om vigtigere arbejde.
Nul fangst
I bilen koncentrerer den unge narkodetektiv Nelson Silva sig om at komme hurtigt frem igennem Lissabons trafikerede centrum og samtidig besvare mine spørgsmål.
- Mit syn på stoffer? Hash er blevet lidt ligesom cigaretter i Portugal. Det er socialt accepteret, og det er sjældent, vi gider stoppe hashrygere for at sende dem i afskrækkelseskommissionen.
- Tager du selv stoffer?
For første gang, siden vi har sat os ind i bilen, kigger han på mig.
- Selvfølgelig ikke, svarer han og dytter af en langsom billist.
Efter en kort talepause fortsætter han.
- Folk. der tager stoffer, har brug for hjælp, ikke politi. Men folk, der udnytter svage, afhængige sjæle ved at sælge narko til dem, de skal nakkes.
Vi holder stille. Om lidt knalder Nelson Silva godt nok en af de svage sjæle, men det er i en højere sags tjeneste, forsikrer han.
- Nu, bliver der sagt i mobiltelefonen.
To civilbetjente springer ud af Ford Focus’en og går med hastige skridt hen mod to mørkhudede portugisere, der går langs fortorvet. Begge betjente har pistoler i buksekanten.
Nelson Silva træder langsomt ud med et politiskilt i den ene hånd og sin rulletobak i den anden. De to mistænkte stofbrugere bliver ført over til en gul husmur, stikker armene i vejret og bliver kropsvisiteret, mens Nelson Silva ruller en smøg.
En heroinpibe og andet stofgrej graves op ad lommerne, men stoffer har de ikke på sig. Og derfor kan de heller ikke bruges i hajjagten.
Min chauffør smækker bildøren og sætter sig ind bag rattet. I aften skal han patruljere i Lissabons pulserende natteliv. Og jeg spekulerer på, om skønmaleriet af det portugisiske politi er krakeleret en anelse - eller om narkodetektiv Nelson Silva bare har en dårlig dag på kontoret.
Hvad tænker avisen faste narkopanel om politihistorien fra Portugal? Læs deres kommentarer her:
1 Preben Bang Henriksen, retsordfører i Venstre:
- Det lyder altid fristende at koncentrere sig om store sager. Det er et princip, som bestemt også kendes hos dansk politis prioriteringer. Det ændrer bare ikke på det forhold, at vi ikke i Danmark bør have en situation, hvor besiddelse af stoffer er lovligt, samtidig med at besiddelse til salg, handel og indførsel er ulovligt. Tingene hænger sammen.
2 Esben Houborg, lektor på Center for Rusmiddelforskning:
- I artiklen følger vi narkotikapolitiet i Lissabon, hvor vi ser, hvordan det prioriterer at gå efter pushere og nøjes med at tage brugere, hvis de skal bygge en sag op mod pushere. Udover at brugere dermed slipper for straf og ikke i samme grad bliver stressede af politiet, så de får større risiko for at få stofrelaterede skader, så kan en sådan politik også lede til et andet forhold mellem politi og stofbrugere. Det har vi i Danmark blandt andet set på Vesterbro i København, hvor lokalpolitiet også prøver at være politi for de socialt udsatte.
3 Jeppe Bruus, retsordfører i Socialdemokratiet:
- Vi ønsker ikke at have frit tilgængelige stoffer i det danske samfund. Derfor skal vi slå hårdt ned på de personer, der sælger narkotika – det gælder både narkobagmændene og salgsmiljøet. Og vi skal i den forbindelse selvfølgelig bruge politiets ressourcer bedst muligt. Men vi bør også signalere – som vi gør ved at sanktionere – at vi som samfund generelt ikke accepterer, at man tager stoffer og har dem på sig. Fordi det er farligt! Med stor risiko for at føre til liv på kanten af samfundet. Det er et vigtigt budskab at sende til de unge, der overvejer at bruge illegale rusmidler.
4 Anja Plesner Bloch, stifter og formand af Brugernes Akademi:
- Vi må konstatere, at narkobetjente, der keder sig, er farlige for stofbrugere. Og der findes åbenbart også idiotiske betjente i Portugal, og der er bestemt også andre fejl og mangler i deres model. Vi skal uanset hvad skabe vores egen model i Danmark, specielt uden ret meget skøn overladt til politiet - og med kvalificeret hjælp og behandling til dem med behov.
