Annonce
Popgruppen og Danmarks første boyband Mabel. Til de yngre læsere: Jo, der fandtes farvebilleder i 1978, men "drengene" fra Mabel tager sig bedst ud på dette sort-hvide. Her 43 år efter stiller en af dem op til Dansk Melodi Grand Prix igen - Mike Tramp (th). Foto: Bent K. Rasmussen
Danmark

Melodigrandprix: Husk at stemme på den bedste


"Boom Boom" sang Mabel i 1978, og "Boom Boom" sang veninderne og jeg, mens vi spillede rundbold i sommeraftenerne og måtte være ude, til gadelamperne blev tændt.

"Det er helt naturligt, hjertet hamrer løs. Når man er forelsket i en pi’. Hvis man mærker kæmpeslag så bli’r man let nervøs . Det er kærlighed, der banker på indeni".

Og kærlighed - det følte vi i vores umodne hjerter for de langhårede drenge fra Mabel, der havde vundet Dansk Melodi Grand Prix, og vi kunne teksten udenad efter at have spolet frem og tilbage på en af pigernes båndoptager et utal af gange.

Vi var ikke de eneste fans. Dengang føltes det, som om at hele nationen så Dansk Melodi Grand Prix - og sådan er det stadig. Næsten.

Sidste år så 1.194.000 med - kun "Badehotellet" trak flere senere i samme uge. Til sammenligning så 803.000 afgørelsen af X-factor. Det danske melodigrandprix er med andre ord et af de efterhånden få programmer, der kan samle nationen.

Hvorfor? Her bliver det på en måde svært, for der er mange holdninger til den sag.

Grandprix'et har gennem al sin tid fået skældud af folk, der mener, at de har forstand på musik og kultur. De siger, at konkurrencen repræsenterer elendig musik og er både fladpandet og overfladisk. 

En gennemlytning af bidder af årets otte bidrag leder da også hurtigt tankerne hen på grød med tætpakket lyd og et genhør med synthesizernes barndom. Her er numre, hvor melodien og den bærende stemme fortaber sig og numre, der egner sig ualmindeligt godt til den østeuropæiske hang til patos og vindmaskiner.

Men der er også ét, som bør vinde! Og her har vi måske dele af svaret: Vi kan lide, at det er en konkurrence, hvor vi hver især kan have en favorit.

Melodigrandprixet er også tradition  - det er noget, vi gør sammen, så vi kan "skændes" lidt undervejs om, hvad der er godt og skidt. Måske endda gøre nar af noget af det i det lukkede selskab, mens vi nipper af drinken eller spiser af kagen. Der er familietraditioner og vennetraditioner, og der er hjemmehygge i stuen og glitter og glamour på tv. Men der er især fællesskab - også med resten af nationen.

Selv ungdommen synes at hænge på, men de er selvfølgelig også vokset op med MGP, og man må aldrig undervurdere gode barndomsminder.

Jeg var lige fyldt 14, da Mabel genoplivede det danske melodigrandprix efter godt 10 års pause.

De andre lande kunne desværre ikke se lyset i det ellers så letfattelige "Boom Boom", og sådan er det gået mange gange. Jeg var mere end voksen, før jeg oplevede, at Danmark vandt den europæiske konkurrence. I stedet gennemlevede vi en årrække af Waterloo's.


De andre lande kunne desværre ikke se lyset i det ellers så letfattelige "Boom Boom", og sådan er det gået mange gange.

Uddrag af klummen


Og apropos: Uanset, hvor uenige vi har været i min familie, når vi har set det internationale melodigrandprix, så har vi altid været enige om at være sure over én ting:  Svenskernes sølle opbakning. Vi kan ikke bevise det, men har alt for tit siddet med en fornemmelse af, at vores nordiske broderlande glemmer betydningen af broder, når der skal stemmes. Fy fan!

God fornøjelse i aften. Husk at stemme på den bedste.