Med madanmelderen på skolebænken: Barolo-land og tørrede druer

Her på vinskolen har vi lagt Frankrig bag os og er draget sydøstpå til Italien. Og synes du, at der var meget at holde styr på i Frankrig, bliver opgaven ikke mindre, nu hvor vi er kommet til støvlelandet. I hvert fald ikke hvis du vil gå helt i dybden.

Italien er nemlig ikke kun verdens største vinland, hvad produktion angår, det er også det mest mangfoldige med en endeløs række små appellationer og et hav af druesorter.

Men fortvivl ikke. Vi bider landet over i to og fokuserer kun på de vinområder, som fylder mest på det danske marked. Og danskerne er ret vilde med italiensk vin. I 2018 udgjorde vin fra Italien godt 22 procent af markedsandelen herhjemme, mens fransk vin lå på 12,5 procent.

Italien er inddelt i 20 forholdsvis autonome vinregioner, og landet deles ofte op i tre geografiske storområder. I dette kapitel vil vi koncentrere os om Norditalien. I næste kapitel zoomer vi ind på nogle af de vigtigste regioner i Mellem- og Syditalien.

Men først skal vi lige tage et kig på Italiens klassificeringssystem. I Italien er der fire niveauer, hvor produktionskravene bliver mere strikse, jo højere vi bevæger os op ad pyramiden.

Begynder vi fra bunden med de traditionelle, nationale betegnelser, har vi Vino da Tavola (VdT) efterfulgt af Indicazione Geografica Tipica (IGT), så kommer Denominazione di Origine Controllata (DOC) og endelig det højeste niveau, Denominazione di Origine Controllata Garantita (DOCG). I dag er der 75 DOCG-områder i Italien.

Disse betegnelser findes stadig på mange flasker, men i 2012 trådte EU’s nye vinlov i kraft, og derfor kan man også støde på EU-betegnelserne: Vino eller Vino d’Italia (tidligere VdT), Indicazione Geografica Protetta/IGP (tidligere IGT) og Denominazione di Origine Protetta/DOP (tidligere DOC og DOCG).

Gab, jeg ved det. Men nu hvor vi har det ude af verden, kan vi koncentrere os om vinregionerne og deres respektive vine.

Norditalien består af syv vinregioner, men her vil vi nøjes med at dykke ned i tre af dem. Vi begynder med det største, ikke kun i Norditalien, men i hele landet: Veneto.

Veneto har 14 DOCG’er, altså områder med den højeste klassificering, og kvalitetsvinene er især centreret i den vestlige del øst for Gardasøen, nord for Verona. Her ligger blandt andet området Valpolicella, hvor man laver de kendte vine DOCG Amarone della Valpolicelle og DOC Valpolicella Ripasso.

Lægger vi ud med storesøsteren Amarone della Valpolicelle, er det en forholdsvis kraftig vin med høj alkohol. Det skyldes, at druerne bliver tørret inden vinifikationen, så vandindholdet mindskes, og sukkerindholdet stiger. Ofte har vinen en lille smule restsødme, men der findes også en sød variant som er områdets historiske vin. Den hedder Recioto delle Valpolicella, men den produceres kun i begrænset omfang i dag. Begge går under betegnelsen passitovine.

Lillebroren, ripassoen, er en lettere vin, men stadig mere fyldig og alkoholdig end en DOC Valpolicella. Her lader man den færdiggærede, unge Valpolicella-vin gære anden gang med med skallerne fra passitovinene.

I Veneto finder du også bardolino og bardolino superiore, som er lette, ikke fadlagrerede vine på nogle af de samme druer, som man bruger til amarone og ripasso - navnlig corvina, molinara negrara og rondinella. Endelig laves der tørre hvidvine i Soave, og prosecco - den populære mousserende vin - er også udbredt i Veneto.

Taler man om vine fra Norditalien, kommer man ikke uden om Piemonte. Her er druen nebbiolo kongen, selv om barbera-druen er langt mere udbredt, i hvert fald i hele landet.

Kongestatussen skyldes i høj grad området DOCG Barolos stramme, robuste og komplekse rødvine med et højt tanninindhold.

DOCG Barbaresco laver også anerkendte vine på nebbiolo, der er dog forskel på kravene i de to områder. Mens en barolo skal lagre i mindst tre år, skal en barbaresco kun lagre i 24 måneder.

Begge vine er ret eftertragtede, hvilket betyder, at det nærmest er umuligt at finde en barolo eller barbaresco til husmandspriser. Søger man mod områderne Langhe, Roero eller d’Alba, kan du dog finde gode nebbiolovine uden at blive ruineret.

Du kan også vælge en anden drue, som dolcetto eller barbera. Især sidstnævnte er kendt herhjemme i versionerne d’Alba og d’Asti. Her er der tale om forholdsvis saftige rødvine, som kan være ret farveintense og har en høj syre, men lav tanninindhold.

Byen Asti lægger også navn til en sød, perlende hvidvin med lav alkohol, som er lavet på druen moscato bianco. Den lave alkohol og sødme i en moscato d’asti skyldes, at alkoholiske gæring afbrydes, inden den er færdig.

Inden vi smutter, kan vi lige nå et lille smut til Friuli-Venezia Giulia, hvor man kan finde nogle af Italiens bedste hvidvine. Her laves primært enkeltsortsvine på pinot grigio, sauvignon blanc og chardonnay eller på de lokale stoltheder tocai friulano og ribolla gialla.

I næste kapitel besøger vi regionerne Marche, Apulien, Sicilien og Toscana, hvor vi blandt andet skal se på forskellen mellem chianti og chianti classico.