Annonce
Jeg har altid undret mig over, at danskere siger: "Hvorfor græder du? Du må ikke græde". Man må ikke græde i Danmark. Men det var min måde at vise mine følelser på, og det er det stadig, siger Eva Illum, der var én af 22 børn, som blev en del af et dansk/grønlandsk eksperiment i 1951.Foto: Tommy Byrne
Danmark

Lyt eller læs: Eva var et af eksperimentbørnene fra Grønland og går stadig rundt med følelser af savn og sorg 70 år efter: Om natten græd jeg stille under dynen

16 af de såkaldte eksperimentbørn fra Grønland er døde. Flere af dem af druk eller selvmord efter miserable liv, fortæller Eva Illum. Hun er én af de seks, der stadig lever og måske nu har udsigt til en erstatning fra den danske stat. Avisen Danmark har besøgt hende for at få hele historien om dengang, staten gjorde børn fortræd ved at eksperimentere med deres liv.

Vil du lytte til artiklen i stedet for at læse den? Så klik her og få den læst op

 

Det er på mange måder gået Eva Illum rigtig godt her i livet - hun er veluddannet, har haft gode job og har hus, mand, børn og børnebørn. Det er da også først et godt stykke inde i interviewet med Avisen Danmark, det andet for alvor kigger frem. Det dunkle. Pludselig er det som om denne 77-årige stolte, grønlandske kvinde bliver til en lille niårig pige med tårer løbende ned af kinderne. Et svigtet barn.

Men inden da tager hun og hendes mand Finn imod ved hovedøren til deres parcelhus i Odense, og inde i stuen er kaffen klar - oven i købet suppleret med klejner og brunkager. Eva Illum er én af seks overlevende grønlændere, som blev sat på et stort skib med kurs mod Danmark som lille. De var i alt 22 børn mellem 5 og 8 år, der blev plukket ud af deres familier den dag i maj 1951 for at sejle med kurs mod syd og mod en skæbne, som kom til at følge dem resten af livet.

Eksperimentbørn er de blevet kaldt, og i denne uge kom det frem, at de seks, der stadig lever, kræver en erstatning fra den danske stat på en kvart millioner kroner hver. Undskyldningen har de allerede fået for snart et år siden af statsminister Mette Frederiksen (S).

Eva var blandt de ældste, så hun kan godt huske, at der var en tid før verden blev vendt på hovedet.

- Jeg husker huset, som min oldefar havde bygget, og jeg husker meget årstiderne. Når fårene kom ned fra fjeldet om foråret, laksesæsonen om sommeren og bærplukningstiden sidst på sommeren. Vi børn var med til det hele. Vi kendte ikke til legetøj, vi legede i naturen, siger hun.

Erstatningssagen

22 grønlandske børn i alderen fire til ni år blev i 1951 fjernet fra deres forældre og sendt til Danmark for at lære dansk. Da de kom hjem blev de placeret på et børnehjem i Nuuk med forbud mod at tale deres modersmål.

De mistede deres familieliv, deres sprog, kultur og tilhørsforhold. Og det er en krænkelse af deres ret til at have et privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, lyder det i deres krav per erstatning fra deres advokat, Mads Krøger Pramming.

Han har sendt et brev til Statsministeriet om at udbetale erstatning på 250.000 kroner til hver af de seks overlevende, ellers er de klar til at gå i retten med en stævning.

Eva Illum husker tydeligt den dag, hun skulle afsted fra havnen i Nuuk med M/S Disko mod Danmark. Det var lidt som et eventyr for Eva og hendes tvillingesøster Marie. Eller Rie, som hun blev kaldt.

- Jeg husker det som en spændende dag. Vi vidste jo ikke som otteårige noget om, hvad Danmark var, hvor langt væk Danmark lå, eller hvor længe vi skulle være væk. Og Rie og jeg havde jo hinanden, siger Eva Illum.

Oven i købet var hendes tante Hansine med på båden som ledsager for de 22 grønlandske børn.

- Hansine kom hjemme hos os, og det var hende, der havde motiveret min mor til, at vi skulle med. Min mor var alenemor med fire børn og havde nok at se til. Flere af de andre børn var forældreløse, men de kunne ikke finde børn nok, så vi to tvillinger kom med som de sidste.  siger Eva Illum.

En del af motivationen var også, at det var vigtigt at lære dansk, hvis man skulle klare sig godt karrieremæssigt i fremtiden.

Uhyggeligt og spændende

Mens Eva og Rie sejler mod Danmark kigger vi lige på, hvad det egentlig var for en plan og et eksperiment, de - og 20 andre børn - var en del af. Planen var, at de skulle lære det danske sprog, danske manerer og et moderne samfund at kende, så de kunne komme tilbage til Grønland og være med til at løfte et naturfolk op til at blive et moderne "civiliseret" vestligt samfund.

Der har utvivlsomt været gode intentioner bag planen, og både Røde Kors og især Red Barnet var en del af eksperimentet, som både det danske og grønlandske styre stod bag.

der var en have fyldt med blomstrende rhododendron i alle farver. Jeg havde Aldrig set noget så smukt. Jeg var helt syg. Der var også blommetræer, og vi måtte klatre op i træerne og spise lige så mange, vi ville, så det gjorde vi. Jeg fik ondt i maven

Eva Illum om det førset møde med Danmark

Hjælpeorganisationerne søgte efter nogen at hjælpe og gerne nogle med danske interesser. Grønland var perfekt, for den store ø var præget af fattigdom, dårlige leve- og sundhedsforhold og et lavt uddannelsesniveau. Der var udbredt tuberkulose, som betød en meget høj dødelighed, og mange børn havde mistet enten en far eller en mor eller var helt forældreløse.

I dag ved vi, at fordanskningen af de grønlandske børn fejlede bravt med store sociale konsekvenser for de 22 børn. Deres ve og vel blev glemt, da hjælpeorganisationer, embedsfolk og politikere lagde planer.

Tvillingerne er ankommen til en helt ny verden i 195. Det kom til at præge resten af deres liv. Det er Eva til venstre og Marie til højre døde for nogle år siden af sygdom. Foto: Privatfoto

Alt det aner Eva og Rie ikke noget om, mens de er på et eventyrligt og skelsættende togt over Atlanterhavet.

- Vi fik læst historier højt, vi havde sanglege og kokken var god ved os - vi fik dejlig mad. Men vi var også 22 vildbasser på et skib, og jeg forsvarede min søster. Hvis der var nogen, der var efter hende, så fik de tæsk af mig, siger Eva Illum.

- Jeg husker, at der også var nogle psykiatriske patienter med båden, som også skulle fragtes til Danmark. De var bag tremmer. De var tossede og psykotiske, og det var uhyggeligt men også lidt spændende. Vi var nogle, der listede os ned til dem, og jeg var én af dem, der godt turde, siger hun.

Duften af Danmark

Mødet med landjorden og Danmark, da de omsider nåede Øresund og lå på en ankerplads tæt ved Kronborg, står stadig klart i Evas erindring:

- Jeg kan huske, at jeg kunne dufte træerne. Det var vi ikke vant til, siger hun.

Hun husker ikke så meget af den virak, der var med danskere, der tog imod på kajen. Eller de danske aviser, som svømmede over med overskrifter som ”Grønlænderbørn til Danmark”, ”Forældreløse grønlænderbørn til Danmark” og ”Forældreløse Grønlænderbørn får etårigt Ophold i Danmark”.

Og i Nationaltidende kunne man læse: ”Det er første gang, man foretager det eksperiment at overføre så små børn til Danmark, og resultatet imødeses med stor interesse, idet det muligvis kan danne Baggrund for et udvidet samarbejde på dette område. Man regner med, at det første hold grønlænderbørn kan danne en art kerne i de nye tosprogede skoler i Grønland.”

Det var andre ting, der optog Eva og de andre børn, da de oplevede en ny verdens frodighed, da de blev indlogeret på Fedgården ved Faxe Ladeplads.

- Det var i juni, og der var en have fyldt med blomstrende rhododendron i alle farver. Jeg havde aldrig set noget så smukt. Jeg var helt syg. Der var også blommetræer, og vi måtte klatre op i træerne og spise lige så mange, vi ville, så det gjorde vi. Jeg fik ondt i maven. Der var også kattekillinger - vi havde aldrig set katte før, siger Eva Illum.

Blå bog

Eva Bolette Sofie Holm blev født i Nuuk et kvarter før sin tvillingesøster Marie (Rie).

I 1951 blev hun én af 22 børn, som blev sendt til Danmark som et eksperiment, der skulle løfte dem både sprogligt og uddannelsesmæssigt ved at blive installeret hos danske værtsfamilier, gå i dansk skole og efter godt et år returnere til Grønland og installeres på et børnehjem.

Som 18-årig flyttede Eva tilbage til Danmark, og blev uddannet til sygeplejerske og mødte sin danske mand Finn Illum. Parret flyttede til Godhavn på Grønland, hvor de boede i syv år.

Tilbage i Danmark blev Eva Illum lægesekretær og senere uddannede hun sig til socialrådgiver. 

Parret bor stadig i Odense, har to voksne sønner og børnebørn. 

Hun savnede også sin familie, og hun savnede at spise fisk, sæl eller hvalkød. Men der skete også så meget spændende. Det store chok kom først for alvor, da de 22 børn skulle fordeles hos 22 danske værtsfamilier.

- Min søster kom til Odense og jeg til Fredericia. Det var helt forfærdelig hårdt, da vi blev skilt fra hinanden, og vi græd. Jeg kom til en familie, hvor der var fire børn, der var meget ældre end mig, siger Eva Illum.

Nu kunne hun kun snakke dansk, hvis nogen skulle forstå hende, og hun gik i en dansk skole og lærte gode manerer både dér og hjemme hos sin nye familie:

- Jeg kan huske, at det var: "Eva! begge hænder på bordet", siger hun.

Eva Illum har ikke noget dårligt at sige om sine værtsforældre. Hun har haft kontakt med dem gennem livet. Men det var her, hendes grønlandske sprog forsvandt. Der var ingen, der forstod et ord af hendes grønlandske.

- Sproget forsvandt lidt efter lidt. Men værtsfamilierne gjorde det jo af et godt hjerte, siger hun.

I Danmark må man ikke græde

Vi har allerede spiste godt af brunkagerne og klejnerne her i Eva Illums stue nu, hvor det begynder at blive følsomt:

Hvad savnede du, mens du var der?

- Det var jo ikke sådan, at jeg gik og savnede hele tiden, for der skete så mange nye ting, men min familie dukkede op i tankerne som savn. Jeg græd stille under dynen om aftenen.

- Jeg har altid undret mig over, at danskere siger: Hvorfor græder du? Du må ikke græde. Man må ikke græde i Danmark. Men det var min måde at vise mine følelser på, og det er det stadig, siger Eva Illum med tårer ned ad kinderne.

Græder man mere i Grønland?

-Ja. Det gør man i hvert fald i min familie. Vi er meget følsomme, siger hun.

Men det værste skete først, da Eva og de andre børn blev sejlet retur til Grønland efter næsten halvandet år i Danmark. Og tårerne begynder allerede hobe sig op i Evas øjne, mens hun får spørgsmålet:

Hvad skete der, da I sejlede ind til havnen i Nuuk og jeres familie stod og tog imod?

- Det var jo det bedste, der kunne ske. De stod dernede alle sammen. Mor, søskende, onkler og tanter og kusiner, og der var en stor dejlig modtagelse, og vi stod og krammede hinanden, siger hun med grødet stemme og fortsætter:

-  Vi troede jo, at nu skulle vi hjem, men så var der én, der prikkede på skulderen og pegede på en bus. Vi skal køre nu. Vi skulle på et børnehjem, der var bygget til os i Nuuk.

Vidste familien, at I ikke skulle hjem?

- Nej. Ingen vidste noget.

Og I strittede ikke imod?

- Vi gjorde bare, som der blev sagt. Man siger ikke danskerne imod, siger Eva Illum og tilføjer:

- Jeg skal lige finde noget at snyde næse med.

Vi troede jo, at nu skulle vi hjem, men så var der én, der prikkede på skulderen og pegede på en bus. Vi skal køre nu. Vi skulle på et børnehjem.

Eva Illum

Eva og hendes søster Rie var bedre stillet end flere af de andre børn, for deres mor talte dansk. En anden har beskrevet situationen med disse ord: ”Da vi lagde ind i Julianehåb, stod min far på kajen og tog imod os. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han sagde en masse på grønlandsk, som jeg ikke forstod.”

De grønlandske børn, der blev hentet til Danmark i 1951, fik en masse oplevelser. Men mange af dem mistede deres sprog, deres familie og deres historie. Arkivfoto: Allan Moe/Ritzau Scanpix

Udtalelsen er anonymiseret men fremgår af "Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951", som blev udgivet i november 2020. En anden anonym oplevede det sådan her:

”Da jeg kom tilbage til Grønland, havde jeg glemt mit sprog. Jeg kunne ikke engang tale med min egen mor. Det var forfærdeligt, vi kunne ikke se hinanden og ikke tale sammen. Jeg blev forbudt at tale grønlandsk og var kun sammen med dansktalende, både i skolen og på børnehjemmet".

Nærmest en hån

Da Eva sætter sig i sofaen igen med en papirserviet i hånden, fortæller hun om den hårdeste periode, hvor hun boede på et børnehjem i samme by som sin familie. De måtte bare ikke være sammen, som de ville.

- Der var arrangementer en sjælden gang imellem med kaffemik på børnehjemmet, hvor familien blev inviteret. Vi kunne også nogle gange få lov til at tage på en weekend hos familien, men ellers ikke. Og vi måtte kun tale dansk. De grønlandske børn mobbede os, og sagde: "I er grønlændere - hvorfor taler I ikke grønlandsk!"

Eva Illums erindringer bekræftes i den historiske udredning om hele forløbet, som blev offentliggjort i november 2020. Her hedder det blandt andet:

"Rammen var, at børnene ikke længere "hørte til" hos deres biologiske familie, at deres hjem nu var eller skulle være børnehjemmet, og at det var forstanderinderne, som regulerede egentlige besøg. Eksempelvis var det forstanderinden og en anden ansat, der repræsenterede forældrene, når børn spillede skolekomedie. Der blev samtidig lagt stor vægt på at fastholde forbindelsen til plejeforældrene - for de flestes vedkommende gennem brevene, for enkelte også ved længere ferieophold."

Da børnene kom retur til Grønland, fik hun et chok. Et børnehjem skulle nu være deres hjem, de måtte kun snakke dansk og deres familie fik de kun sjældent mulighed for at møde. På gruppebilledet fra børnehjemmet i Nuuk, sidder Eva aller forrest på trappen, og hendes søster Rie sidder lige bagved og har armen om Evas skulder. Foto: Privatfoto

I dag har Eva det blandet med de ting fra barndommen, som hun haft held med at lægge bag sig. Men som aldrig helt forsvinder:

- Vi er mærket for livet. Set i det lys er 250.000 kroner jo nærmest en hån. Der er til en rejse til Grønland for hele familien, og så er den skid slået, siger Eva Illum og hentyder til det erstatningskrav hun og de øvrige overlevende har rejst over for den danske stat.

Jeg tror da, at den sorg og splittelse, vi har levet med, spiller ind. Det er hårdt at sige det, men nogle af dem har drukket sig ihjel, og nogle har begået selvmord, og jeg tror det hænger sammen

Eva Illum

Eva Illum har tidligere udtalt, at hun hverken har brug for undskyldning eller erstatning.

- Jeg er da ligeglad med en undskyldning 70 år efter.  Jeg er i en alder nu, hvor penge ikke betyder ret meget. Jeg har ikke brug for dem. Men jeg har selvfølgelig børn og børnebørn, som kunne få glæde af dem, så det på den måde kan være et plaster.

Hun er nemlig ikke i tvivl om, at det, hun og 21 andre børn blev udsat for, har været et overgreb, og at det har præget deres liv.

- Det er svært at gå rundt med de følelser af savn og sorg. Jeg har været en af de heldige, men jeg lever da stadig med det.

Hvorfor tror du, at kun seks af jer er her endnu ?

- Jeg tror da, at den sorg og splittelse, vi har levet med, spiller ind. Det er hårdt at sige det, men nogle af dem har drukket sig ihjel, og nogle har begået selvmord, og jeg tror det hænger sammen, siger Eva Illum.

Sådan gik det 22 børn

  1. Samlet set opnåede børnene ikke et uddannelsesniveau, der kunne have placeret dem som "kernen" i deres lands modernisering, som det var planen.
  2. Alkohol- og andet misbrug, psykiske lidelser, indlæggelser og selvmordsforsøg går igen i omkring halvdelen af beretningerne fra børnene eller deres pårørende.
  3. Gennemgående er også historier om hjemløshed og omflakkende og rodløse liv på kanten af samfundet, for nogles vedkommende også småkriminalitet og domme.
  4. Mange kom til at stå uden for arbejdsmarkedet og levede på førtidspension eller andre sociale ydelser. Et flertal af børnene levede deres liv uden nære bånd til deres biologiske slægt.
  5. En del stiftede heller ikke egen familie, mens nogle fik børn, som de ikke bevarede kontakten med, eller som blev anbragt.
  6. Samlet set altså et klart billede af, at en meget stor del af de 22 måtte kæmpe med dybe sociale og menneskelige problemer i livet.
  7. Over halvdelen af forsøgets 22 børn døde, inden de var fyldt 70. I dag - 70 år efter børnene blev flyttet til Danmark - lever kun seks af dem.
  8. De seks har nu lagt sag an mod den danske stat med krav om en erstatning på 250.000 kroner hver.

At hun har klaret sig bedre end de fleste af de 22 børn, tilskriver hun blandt andet, at hun har kunnet holde liv i både sin grønlandske og sin danske side. Ikke mindst på grund af hendes mand Finn Illum. De boede sammen i Godhavn i syv år, inden de flyttede tilbage til Danmark, og Finn Illum holder meget af Grønland og var i 28 år leder af Det Grønlandske Hus i Odense.

Det vigtigste er, at historien bliver kendt. De store embedsfolk har bare skaltet og valtet med os, og jeg har nogle gange følt, at jeg ikke var nogen.

Eva Illum

Det spiller også ind, at Eva og Ries mor kunne forstå og tale noget dansk, og at de ikke var så længe på børnehjemmet som nogle af de andre børn.

Evas tvillingesøster boede også i Danmark, indtil hun døde for få år siden efter sygdom.

Der var en enorm interesse for de grønlandske Børn fra befolkningen og fra samfundets spidser. Her er det Dronning Ingrid, der er på besøg på Fedgården, hvor børnene blev installeret, inden de blev sendt videre til værtsfamilier. Arkivfoto: Vittus Nielsen/Ritzau Scanpix

Og Eva? Hun er stadig i tvivl om det med erstatningen overhovedet betyder noget.

- Det vigtigste er, at historien bliver kendt. De store embedsfolk har bare skaltet og valtet med os, og jeg har nogle gange følt, at jeg ikke var nogen, siger hun i telefonen efter at have gennemlæst den historie, der slutter her.

Jeg kan høre på hendes stemme, at tårerne løber igen.

Du blev ikke spurgt, om du ville deltage. Ingen fortalte dig, hvad der ventede. Og de af jer, der vendte tilbage til Grønland, blev endda som en del af forsøget anbragt på børnehjem i Nuuk. I mistede kontakten til jeres nærmeste familie, jeres livshistorie og dermed jeres rødder. Hele det fundament, som et hvert barn — ethvert menneske — har brug for og krav på. Det bør ingen børn udsættes for.

Statsminister Mette Frederiksens undskyldning i et brev til Eva Illum og fem andre overlevende grønlændere den 8. december 2020.



Forsiden netop nu
Danmark

Henrik har lavet en elpris-udsigt: - Den er lige så sikker som vejrudsigten, og fredag ser dyr ud

Erhverv For abonnenter

Utallige landbrugsejendomme ramt af indbrud: To tyverier af kostbart udstyr har kostet maskinstation 1,7 millioner kroner

Danmark For abonnenter

Klokken 11.50 i går døde Knud-Erik Dam - han besluttede det selv og så frem til det

Podcasts

Lyt: Afgørelsens time for DF: Hvem vinder?

Indland

På en måned er hver tiende blevet smittet med coronavirus

Danmark For abonnenter

USA advarer om russisk angreb på Ukraine

Udland For abonnenter

Øriget Tonga lider på flere fronter efter voldsomt vulkanudbrud

Der er mindst tre ting, der gør det svært at få nødhjælp frem til Tonga, efter at øriget lørdag blev ramt af et voldsomt vulkanudbrud, der udløste en askesky og en tsunami.

Erhverv For abonnenter

Sultne virksomheder øjner udenlandske hænder

Arbejdskraft: I nytårstalen fra landets statsminister faldt en sætning, der fik Danmarks erhvervsliv til at spidse ører.

Indland

Smittetal sætter igen rekord - nærmer sig 39.000 tilfælde

Endnu engang er der registreret rekordmange coronatilfælde.

Danmark

Så meget kan din bil sladre om dig og din kørsel: - Det korte svar er alt, man kan forestille sig

Danmark

Ulf har spist PFOS-forgiftet kød i tre år - men ingen ved, hvor forureningen kommer fra

Danmark

32 lokalformænd vil stemme på Messerschmidt som formand

Erhverv

Dansk medicinalfirma vil nedlægge 1000 stillinger

Udland

Danskere advares - situation i Ukraine kan ændres hurtigt

Erhverv

Novak Djokovic og fruen har købt dansk coronaselskab

Kultur

'Danmarks næste klassiker' er bedste tv i øjeblikket: Det er helt ligegyldigt, hvem der vinder

Debat

Kronik: Energi fra sol og vind - der er intet alternativ til grøn omstilling