Hvad er Morten Messerschmidt for en politiker? Er han egentlig politiker, eller er han et menneske, der "bare" kan begå sig i politik, fordi hans talegaver er så uforlignelige og hans karisma så strålende, at den ville kunne levere rigeligt med strøm til adskillige vinbarer og Michelin-restauranter?
For at komme nærheden af et svar kan man lave en lille øvelse: Hvis blå blok vinder næste valg, og DF lykkes med at komme i regering, hvilken ministerpost vil det så være naturligt at se den nye partiformand på?
Avisen Danmark har til baggrund spurgt en række politikere både i og uden for DF, og mønstret er rimeligt entydigt. Folk siger kulturministerposten, men understreger, at det duer ikke for en partileder - det er et ministerium, der konsekvent ligger alt for tæt på hierarkiets bund i en regering. Ofte er det simpelthen bunden.
Økonomiske ministerier bliver hurtigt afvist, fordi ingen nogensinde har set en finanspolitiker i Messerschmidt. De fleste andre bliver afvist, fordi de er tunge på substand, og ingen har set en substanspolitiker i Messerschmidt. Og så lander den igen på kultur (og ikke mindst kirke), fordi der simpelthen ikke rigtigt er noget andet, der giver mening.
Men lige her og nu er Messerschmidt i sit es. I sit rette element. Når han kan skrue retorikken op på de helt høje nagler og lade sig inspirere af store taler i historien og tale om samling efter krigen. Være den store statsmand i det lille parti. Være gavmild. Storsindet.
Hans modstandere i partiet ser det som skuespil og taler om, at det kun er et spørgsmål om tid, før den arrogante, smålige, selvovervurderende, manipulatoriske Messerschmidt bryder gennem den velklædte og velforberedte overflade. At hans ageren som gruppeformand for fire EU-parlamentarikere fra DF efter det nærmest ustyrligt gode valg i 2014 viser, at han er og bliver en utroligt dårlig vinder.
Man kan tale størrelsen på Messerschmidt sejr på det ekstraordinære årsmøde i den retning, man vil, men faktum er, at han fik mere end dobbelt så mange stemmer som nummer to og næsten fem gange så mange som nummer tre. Så har man vundet - og vundet solidt. En uantastelig baggrund at vise sine evner som dårlig vinder på.
I skrivende stund har sejren haft den konsekvens for partiet, at det er vokset eksplosivt. 2140 nye medlemmer er kommet til, mens 92 har meldt sig ud. Endnu et godt springbræt til at vise sig som en dårlig vinder. Man kan dog forsikre sig om, at de mange indmeldelser først og fremmest fortæller Messerschmidt, at strategien med at være den store statsmand i det lille parti er den rigtige strategi.
Det er også det letteste i verden lige nu. Mens Messerschmidt stadig er i den indledende fase med at køre en-til-en-samtaler med alle folketingsmedlemmer og andre betydningsfulde skikkelser i partiet. Mens han endnu ikke har skullet skuffe nogen og sætte dem uden for indflydelse. Det kommer lige rundt om hjørnet, når en ny ledelse i folketingsgruppen skal konstitueres.
F.eks. hvis en gruppeformand som Peter Skaarup, der allerede har sagt, at han gerne vil fortsætte, skal have en hård besked.
F.eks. hvis nu eks-formand Kristian Thulesen Dahl ikke får lov til at forlænge sit befrielsens øjeblik, så han i resten af valgperioden kan bruge hovedparten af sin tid på at være til stede hjemme i Syd- og Sønderjylland.
Og så er der dem, der allerede har sat sig så langt ud på planken, at de i et hvert andet parti forlængst ville have været hajføde. Det er ikke til at komme i tanke om fortilfælde i dansk politik, hvor politikere offentligt deler tanker om at forlade deres parti, som Marie Krarup, Liselott Blixt og Bent Bøgsted har gjort.
I tidligere kriser i DF har i hvert fald ét folketingsmedlem været på nippet til at hoppe over til Socialdemokraterne, og i regeringspartiet snakkes der da også om at lokke løse DF-fugle til nu. Der er dog ikke tale om hverken organiserede eller ledelsesgodkendte bestræbelser. Ikke mindst fordi fordelene for S ikke nødvendigvis er åbenlyse. Regeringspartiet vil langt hellere have, at de særligt velfærds- og fagforeningsglade kræfter i DF presser Messerschmidt i retning af S indefra, end at de skal sidde og være stemmekvæg i Socialdemokratiets gruppe.
Messerschmidt slap fra sit første gruppemøde tirsdag middag med en intakt statsmandsrolle. Der blev godt nok sagt sandheder, meldes der om fra medlemmerne - særligt sprang der gnister mellem Krarup og Pia Kjærsgaard - men sandhederne blev set som knubbede ord, der åbenbart skulle siges. Som i et nødlidende ægteskab, hvor tingene skal ud i det åbne, hvis der skal være mulighed for genetablering af tillid. Selv om ingen tror på, at de Messerschmidt-modstandere, der bliver kaldt "hardcore" - Krarup, Blixt, Bøgsted, hvor både den første og den sidste ikke genopstiller - realistisk kan finde en vej tilbage til DF-familien igen.
Der er lang vej, før det eventuelt kan blive et problem for Messerschmidt at skulle bevise, at han faktisk er politiker. Nu - og i den overskuelige fremtid - er det statsmanden, der brug for. Og den rolle er der ikke slået en sprække i endnu.
Messerschmidt har vundet - og vundet solidt. En uantastelig baggrund at vise sine evner som dårlig vinder på.
