Det er kun et øjeblik siden, dansk politik var gennem en periode, der fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til at kaste al sædvanlig logik til side i ren og skær angst for fløjenes indflydelse.
Liberal Alliance havde truet sig ind i regeringskontorerne, hvor det med en effektivitet, der matcher den, partiet forlanger af den offentlige sektor, hurtigt fik aflivet den éne ting, der siden 2001 har bundet blå blok sammen: Pagten mellem Venstre og Dansk Folkeparti (med Konservative på sidelinjen) baseret på stram udlændingepolitik, værn om velfærdsstaten og skattestop.
Og længere ude til højre kom Nye Borgerlige og Stram Kurs med svingende sabler og begyndte at hugge lige så lystigt løs på det borgerlige fundament, som Venstre, DF og Konservative var blevet vant til at opfatte som naturgivet og urokkeligt.
Vi ved alle hvilken helt uforudsigelig drift, det scenarie antændte i Løkke:
En vanvittig valgkamp, hvor han vandt ni mandater på at smide borgerligheden over bord, men tabte sit eget parti, der takkede ham for mandatfremgangen ved at losse ham ud af en bagdør i Brejning.
Det var altså en tilstand i dansk politik, hvor fløje og ekstreme synspunkter i Lars Løkke Rasmussen optik havde umuliggjort forstandig politik. En tilstand, der fik ham til at skabe et destruktivt kaos, der kostede ham alt, hvad han gennem fyrre år i politik havde bygget op og efterlod et gispende Venstre, der tilsyneladende slet ikke er færdig med at mærke konsekvenserne.
Ud af det kaos er kommet et monster med magnetisk tiltrækningskraft: Et monster på midten. Den midte, som Anders Fogh Rasmussen – inden han fik etableret sin definerende pagt med DF – kaldte et åndeligt og politisk tomrum, hvor alt forsvinder.
Efter Lars Løkke Rasmussen med egne ord sad på ryggen af en tiger med stram kurs mod mørkets hjerte dybt inde i junglen, er han i stedet hoppet over på monsteret i midten. Og alle i dansk politik, der lider, vil op på monsteret og kæmpe med Løkke om at finde tøjlerne i håb om, at han har set rigtigt, og at det faktisk er der, hvor man kan styre mod magt og indflydelse ved at svinge fra side til side.
Radikale sad der i forvejen, men er i fuld gang med at glide af, fordi partiet endnu ikke har overgivet sig til, at midten i dansk politik nu også inkluderer en udlændingepolitik, som de bare ikke kan forlige sig med lugten af.
Kristendemokraterne har lavet et træk, hvor juryen endnu er ude i forhold til om, det er galt eller genialt. Det har bragt sig tilbage på Christiansborg ved at tage Jens Rohde ind som plejebarn i håb om, at det bliver dem, der kan gøre ham til en politiker, som ikke konstant kommer i slåskamp med alle, han deler parti med. Held og lykke med det, siger man med udtalt lettelse i både Venstre og Radikale, mens de med slet skjult fornøjelse ser Rohde lægge sig ud med både kvindebevægelsen og et kristent, vestjysk bagland i abortspørgsmålet.
Selv Dansk Folkeparti har - igen - fået øje på midten som stedet, hvor dets pinsler måske kan udfris, så det atter kan blive det indflydelsesparti, DF blev født som.
Danmarks borgerlige midterparti kalder Kristendemokraterne sig og definerer midten som et sted, hvor man lige skal slappe lidt af med udlændingepolitik og i stedet fokusere på familieværdier og klimaudfordringer.
Uden for Folketinget står stadig Klaus Riskær Pedersen, der ikke har opgivet håbet om, at han kan dumpe ned i midten ved at kalde sig rød konservativ og give indtryk af, at det er ham, der har forstået, hvad fornuftspolitik handler om med sit parti, der nu hedder Borgerlisten.
Veganerpartiet er der også. Lige nu virker det som om, luften er feset ud af den ballon, efter alle iagttagere ikke turde andet end at give dem en chance, da partiet blev opstillingsberettigede, men kommunalvalget til november kommer til at give et reelt billede af levedygtigheden. Brager det bare en lille smule ind i København, lever håbet. Kan de ikke engang komme i borgerrepræsentationen i hovedstaden, er det fair at betragte projektet som udtjent for nu.
Umiddelbart virker veganerne ræverøde og derfor som et fløjparti på linje med Enhedslisten og Frie Grønne, men man kan sagtens finde kræfter i partiet, der vil argumentere for og gå efter midten. Partiets primære trumfkort, stifter Henrik Vindfeldt, kommer fra et hardcore borgerligt-liberalt udgangspunkt og tænker i øvrigt ret strategisk i forhold til det politiske klumpspil.
Selv Dansk Folkeparti har - igen - fået øje på midten som stedet, hvor dets pinsler måske kan udfries, så det atter kan blive det indflydelsesparti, DF blev født som.
Efter det nærmest er blevet etableret som en sandhed, at DF's deroute hænger sammen med flirten med Socialdemokratiet, er en eftertanke sat ind, hvor man overvejer, om det var udførslen af flirten og ikke flirten i sig selv, der skabte problemer. Nu sidder centrale dele af partiet og nærstuderer den socialdemokratiske debatbog "Rige børn leger bedst" for at finde vejen til at lægge sig som et korrektiv til Socialdemokratiet - som SF på den anden side - i jagten på de flytbare midtervælgere.
Tilbage står, at Løkke har brudt alt op, revet ned og ihærdigt forsøger at bygge op igen for at lande i dansk politiks smørhul - blot for finde ud af, at alle i dansk politik, der håber og drømmer om bedre tider for dem selv, vil nøjagtig det samme.
