Allerede inden Morten Messerschmidt blev tiltalt for ikke bare misbrug af EU-midler på Dansk Folkepartis vegne, men også dokumentfalsk, havde roen sænket sig over partiet.
Messerschmidt havde fået sin næstformandspost, og Kristian Thulesen Dahl havde dermed købt sig tid i kampen om at blive på taburetten, selv om det var og er mod alle naturlove i dansk politik, at man kan holde en formandspost, mens partiet styrer direkte mod mørket og Marianergraven.
Ligesom Thulesen Dahl også købte sig tid, da han satte en oprørsk og såret Anders Vistisen i spidsen for et udvalg, der skulle udvikle nye talenter og forberede partiet til kommunalvalget.
Og som han købte sig tid, da der var oprør i baglandet, som krævede reel magt i partiets hovedbestyrelse, og han fik stoppet opstanden med et tillidsmandsforum uden stemmeret.
Et andet forsøg på at vriste magt fra ledelsen, da kritiske kræfter i partiet begyndte at søge ind i hovedbestyrelsen, var også feset ud, så der ikke længere lå nogen reel trussel mod formanden i den manøvre.
Og nu er Messerschmidt helt ude af spillet – for en tid i hvert fald – mens han er tiltalt og venter på retssag, mens sagen kommer til at køre i byretten, og med stor sandsynlighed også når sagen nærmest uundgåeligt vil blive anket uanset udfaldet og skal i landsretten.
Det er helt uoverskueligt, hvor lang tid den proces vil komme til at tage - hurtigt overstået vil den i hvert fald ikke være. Men også umuligt at tænke, at Messerschmidt som den eneste reelle udfordrer til Thulesen Dahl kan foretage afgørende træk og ikke blot sætte mindre og diskrete stød ind, så længe han har en straffesag kørende mod sig.
Tilbage er en folketingsgruppe bestående af en pæn flok ledelsesloyalister, enkelte kritikere der overhovedet ikke selv har interesser i at gå efter magtbastioner, og en partistifter i Pia Kjærsgaard der er overladt til bare at kunne se til, mens hendes livsprojekt lider i faretruende grad.
Thulesen Dahl har styr på sagerne, fordi ingen kan se noget bæredygtigt alternativ til en mand, der er hovedansvarlig for de fejltrin, der har været med til at skubbe partiet ned ad slidsken og væk fra indflydelse i dansk politik.
Og hos alle i og uden for kerneorganisationen og i udkanten af den politiske ledelse, der bedriver, hvad de i hvert fald selv mener er klarsyn - og måske også er det – er apatien sat ind.
Er der overhovedet længere et Dansk Folkeparti, hvor det er attraktivt for unge, ambitiøse kræfter at kæmpe for en paladsrevolution, fordi hvad skal de dog stille op, hvis de vinder revolutionen?
Oven i købet på massevis af planer:
Er der overhovedet et reelt projekt længere for et parti som Dansk Folkeparti, når Socialdemokratiet omhyggeligt vedligeholder dets sjæl - den stramme, kontante og uforsonlige udlændingepolitik?
Er der overhovedet et reelt projekt længere for et parti som Dansk Folkeparti, når Nye Borgerlige så effektivt dækker fløjen af til den anden side med en udlændingepolitik, der som minimum er lige så stram, kontant og uforsonlig som Dansk Folkepartis og forener den med klarere borgerlige værdier?
Det er bestemt ikke en uholdbar analyse, at hvis de kræfter i Dansk Folkeparti, der gennem de seneste fem-ti år er blevet opfattet som fremtidens folk – Messerschmidt, Peter Kofod, Anders Vistisen f.eks. - havde været 17 år i dag, havde Nye Borgerlige nok haft en større tiltrækningskraft end DF.
Er der overhovedet længere et Dansk Folkeparti, hvor det er attraktivt for unge, ambitiøse kræfter at kæmpe for en paladsrevolution, fordi hvad skal de dog stille op, hvis de vinder revolutionen?
Så står de med ikke bare et minimeret parti, som muligvis slet ikke har en berettigelse i 2021, men også med et parti, hvor unge, ambitiøse kræfter har svært ved at se, hvem der skal hjælpe dem til at genrejse partiet.
De kan kigge rundt i folketingsgruppen og se masser af erfarne, dygtige politikere, men ingen der med nogen form for troværdighed kan besmykke sig med prædikatet “fremtid”.
Den med lavest anciennitet i gruppen er partiets EU-ordfører Alex Ahrendtsen. En mand der lykkedes med at placere Dansk Folkeparti som et parti med afgørende indflydelse på kulturpolitikken, mens han var ordfører for det område og dermed har bevist, hvad man kan stille op med et ellers marginaliseret politikområde, men man kan hverken beskylde ham for at være vårhare eller folkeforfører.
Selv hvis et kommunalvalg til september bliver endnu værre end frygtet i partiet, og der dermed opstår en åbning for et skift i ledelsen, fordi ansvaret skal placeres, vil det så overhovedet kunne lade sig gøre at finde et menneske, der er villig til at påtage sig opgaven, når Messerschmidt ikke har muligheden for at springe til?
Står der så talenter derude med potentiale for at komme ind og revitalisere partiet, hvis der pludselig skulle udbryde valg? Muligvis.
På partiets sidste årsmøde i Odense, fik Dansk Folkepartis Ungdoms formand, Tobias Weische, markeret sig med en tale, der blevet taget godt i mod af bl.a. Messerschmidt, mens byrådsmedlemmet Rene Danielsson fra Bornholm holdt en markant – og kritisk – tale, da han stillede op til hovedbestyrelsen. Han blev dog ikke valgt.
Og selv om unge kræfter med potentiale som Weische og Danielsson skulle stille op til næste folketingsvalg, hvad er oddsene så overhovedet for, at de bliver valgt? Meningsmålingerne for DF ligger stadig – og kontinuerligt – solidt under det kummerlige valgresultat i 2019, der cementerede folketingsgruppens markante dominans af fortid over fremtid.
Derfor ånder alt fred og ro i Dansk Folkeparti for tiden. Det er simpelthen for uattraktivt at gå efter magten.
