Annonce
Illustration: Gert Ejton
Danmark

Kronik: Vi må blive bedre til at forstå demokratiets mørke modpol - diktatur

Kært barn har mange navne. Sådan forholder det sig åbenbart også med de knap så bedårende personer, som denne artikel omhandler. Salman bin Abdulaziz al-Saud af Saudi-Arabien er konge, Putin præsident i Rusland, Adolf Hitler foretrak slet og ret Der Führer, Josef Stalin nøjedes med generalsekretær i Sovjetunionen, mens Sayyid Ali Hosseini Khamenei ydmygt har accepteret rollen som åndelig leder i Iran.

I den mere svulstige ende af skalaen finder vi Ækvatorialguineas første leder, Francisco Macías Nguema, der i 1970’erne udnævnte sig selv til landets Unikke Mirakel, og Ugandas Idi Amin, der på samme tid slog alle rekorder med den ikke helt mundrette Hans Excellence, præsident på livstid, feltmarskal Al Hadji, Doktor Idi Amin, VC, DSO, MC, Herre over alle jordens dyr og havets fisk, og Erobreren af det britiske imperium i Afrika i almindelighed og Uganda i særdeleshed.

Til trods for deres forskelligartede titler var eller er de alle diktatorer, autokrater eller blot autoritære ledere. For en diktator er nemlig øverste politiske magthaver i systemer, som vi med en samlet betegnelse bedst kan karakterisere som ikke-demokratier. Det vil sige, at de hverken er direkte eller indirekte valgt af befolkningen ved valg, der lever op til en række minimumskriterier såsom frie opstillingsmuligheder og fravær af systematisk svindel.

Diktaturet er historiens normal og har som styreform domineret i tusindvis af år. Fra Ægyptens faraoer over Romerrigets kejsere til enevældens monarker har utallige samfund været underlagt autokratiets politiske spilleregler. Historisk set er nutidens massive udbredelse af demokratiet en anormalitet. Ideen om og virkeliggørelsen af, at den stærkestes ret ikke nødvendigvis skal være det gældende princip, er altså en politisk revolution uden sidestykke.

Men det er netop også i lyset af denne demokratiske revolution, at autokratiets overlevelse og tilpasningsevne bliver særligt interessant. I skrivende stund regeres mellem 50 og 60 % af verdens lande som demokratier, men de er langtfra alle så dybt funderet som det danske. Dog lever de op til minimumskravene om et meningsfuldt og konkurrencefyldt valg som grundprincip for udvælgelse og udskiftning af politiske ledere. Det gør diktaturer ikke.

Når vi skal forstå diktaturer meget bredt som ikke-demokratier, så må de i sagens natur også udgøre en broget skare. Kim Jong-Uns Nordkorea er ekstremt undertrykkende, mens Yoweri Musevenis Uganda er langt mere selektivt i knægtelsen af borgernes frihedsrettigheder og brug af repression. Sovjetunionen under Stalin og Turkmenistan under Nijasov baserede sig på en overordentligt stærk og egenrådig leder, mens det kommunistiske Kinas foregående leder Hu Jintao, som var præsident 2002-2012, snarere bør opfattes som den første blandt ligemænd.

Andre diktaturer er som Pol Pots Cambodia stærkt ideologiske, mens det hviderussiske regime under Aleksander Lukasjenko ikke nødvendigvis vil have sin befolkning til at tænke og handle på en ensrettet måde - den skal bare makke ret. Og endelig er der i dag et utal af diktaturer, som konsekvent afholder forfalskede og unfair valg.

De seneste 20 år har samfundsforskere kortlagt et væld af forhold vedrørende verdens styreformer og politiske systemer. Således er vi også blevet meget klogere på diktaturer. Et af de mest banebrydende skridt i den henseende blev taget af den amerikanske politolog Barbara Geddes. I 1999 offentliggjorde hun et datasæt over variationer imellem verdens diktaturer.


Og diktaturerne er altså ikke på vej ud. Snarere tværtimod. I dag lever befolkninger i mere end 40 % af verdens lande fortsat under diktatur, og tallet synes at være stigende. Skal vi vende denne udvikling, er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at forstå demokratiets mørke modpol.


I perioden fra afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945 og frem til år 2010 har verden måtte døje med intet mindre end 280 forskellige autokratiske regimer. Og tilsammen har disse diktaturer på tværs af denne 65-årige periode undertrykt deres befolkninger i tæt på 4.600 år. Diktatur har eksisteret i minimum et år i 119 ud af verdens 149 nuværende uafhængige stater med en befolkning på over en million mennesker. Det svarer til 80 %. I 116 af disse 119 lande har det eksisteret i ti år eller mere; i 110 lande har det været dagens orden i 20 år eller mere.

Antallet af autokratier på verdensplan voksede støt fra afslutningen af Anden Verdenskrig, indtil det toppede med 97 autoritære regimer i 1979. Herfra gik det så den modsatte vej frem til omkring 2004, hvor tallet stabiliseres på lidt under 60 autokratier på verdensplan.

Jakob Tolstrup

Udviklingen i andelen af autokratier er stort set den samme. Vi ser en stigning fra omkring 50 % diktaturer i slutningen af 1940’erne frem til 1979, hvor næsten tre ud af fire lande havde diktatorer ved roret. Herefter faldt andelen frem til 2004, hvor kun omkring to ud af fem lande kunne karakteriseres som et diktatur. Fordelingen er groft taget den samme i dag, om end udviklingen er i diktaturernes favør. Da flere af autokratierne har store befolkningstal, er det nu helt op mod fire milliarder mennesker, som må henslæbe deres dage i diktaturets skygge.

Diktatur er en virkelighed, vi bør kende til og forsøge at forstå. For sammenligner vi med demokratier, har borgerne i et diktatur større sandsynlighed for at opleve ikke blot mere omfattende og hensynsløs undertrykkelse, men også en mindre stabil økonomisk vækst, dybere fattigdom, mere korruption og større miljøkatastrofer. Diktaturer er også hyppigere skueplads for etnisk forfølgelse og udrensning og væbnede konflikter. Endelig er diktatorers kamp for egen overlevelse ofte med til at fremkalde og forlænge store kriser på den internationale scene. Diktaturer skaber altså både mange problemer for borgerne i hjemlandet og for alle omkring dem. Selv her til lands påvirker de indirekte den politiske dagsorden. For misvækst, mistrivsel, vold og ufrihed er netop nogle af de faktorer, som får flygtninge og migranter i hobetal til at søge mod Europa og Danmark.

Og diktaturerne er altså ikke på vej ud. Snarere tværtimod. I dag lever befolkninger i mere end 40 % af verdens lande fortsat under diktatur, og tallet synes at være stigende. Skal vi vende denne udvikling, er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at forstå demokratiets mørke modpol.

Bogen ”Diktatur” af Jakob Tolstrup (60 sider) er en del af Tænkepauser og er udgivet 5. april på Aarhus Universitetsforlag.