Annonce
Illustration: Gert Ejton
Danmark

Kronik: Originalitet kræver livslang investering

I dag hylder vi mere og mere amatørerne, men i stedet bør vi hylde den, som har lagt et livs arbejde i at blive dygtig til sin metier. Det gjorde Aabenraas internationale kunstner Franciska Clausen (1899-1986), hvis danske kolleger stemplede hende som den evige elev, fordi hun uden for landets grænser søgte inspiration hos en række af tidens førende avantgardister. Ny udstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot viser, at hendes insisterende og livslange læring stadig afkræver respekt.

Historien om Franciska Clausen trænger til et frisk blik. I stedet for den konventionelle forståelse af verdenskunstneren fra Aabenraa, som gennem tiden har været med til at marginalisere både hende og hendes kunst, bør vi i dag - 35 år efter hendes død - begynde at opfatte hende som en original avantgardistisk pionér.

Den gængse fortælling om, at Franciska Clausen især arbejdede som kopist for de kunstneriske forbilleder, hun opsøgte i mellemkrigstidens München, Berlin og Paris - koryfæer inden for avantgarden som tysk-amerikanske Hans Hofmann, ungarske Lazló Moholy-Nagy, russiske Alexander Archipenko og franske Fernand Léger - bør skrives om.

Franciska Clausen opsøgte først og fremmest de mandlige internationale kunstnere for at lære af deres erfaringer og dele deres kunstneriske projekt. Hendes værker skal ses som en egenudviklet produktion frem for aftegninger, der lagde sig direkte i slipstrømmen på hendes nøje udvalgte læremestre.

Blikket på Franciska Clausen skal altså vendes om. I stedet for at opfatte hende som en mønsterelev, bør vi få øjnene op for den indsigt, hun deler med os: At det kræver læring og øvelse at udvikle sit eget selvstændige spor.

At være elev er ikke det samme som at være uoriginal, men det er der mange, som glemmer i dag, fordi vi lever i et postfaktuelt samfund, hvor alle og enhver kan mene hvad som helst uden nødvendigvis at være i besiddelse af den fornødne ekspertise. Men Franciska Clausen havde respekt for, at man måtte opsøge viden og erfaring for at kunne virke troværdig og dermed original. Hun påtog sig rollen som elev - ikke med henblik på at kopiere, men for at udvikle sig til en særegen avantgardistisk kunstner.

Historien om Franciska Clausen handler mere om at turde tage chancer og nedbryde geografiske og kunstneriske grænser end om at kopiere sine forbilleder - også selv om forbillederne var nødvendige hjælpere, for at hun selv kunne betræde nyt land. Gennem de valg, hun foretog, kom hun imidlertid alligevel til at rykke ved traditionelle forestillinger: Ikke alene i hendes kunst var alting muligt for hende.

Fysisk søgte hun også hele tiden videre, og derved formåede hun blandt andet at distancere sig fra den faderrolle, som de mandlige lærere naturligt må have været. For hende handlede kunst ikke om køn, og måske interesserede køn hende slet ikke. Til gengæld har hun med sine værker med al tydelighed formået at vise os, at regler altid er til forhandling.


At være elev er ikke det samme som at være uoriginal, men det er der mange, som glemmer i dag, fordi vi lever i et postfaktuelt samfund, hvor alle og enhver kan mene hvad som helst uden nødvendigvis at være i besiddelse af den fornødne ekspertise. Franciska Clausen havde respekt for, at man måtte opsøge viden og erfaring for at kunne virke troværdig og dermed original.


At Franciska Clausen må have følt sig sat fri af tid og rum, hænger naturligt sammen med avantgardisternes livssyn. De har altid som mål at sætte nye retninger og er pr. definition antiborgerlige og institutionskritiske. Avantgardisterne tager afstand fra enhver autoritativ magt og konventionel orden, men det er ikke det samme som, at de ikke er dannede og formede af netop det samfund, de vil gøre op med.

Denne skolede kunstner fra Aabenraa blev i dobbelt forstand ikke forstået i sit hjemland. Franciska Clausen var blot tro mod avantgardismen og frem for at blive fastholdt i elev- og kopist-rollen, bør hun naturligvis i dag opfattes som en selvstændig, kvindelig avantgardekunstner i et mandsdomineret miljø.

Selvtilliden havde Franciska Clausen med fra sit udgangspunkt i den velstående handelsfamilie i Aabenraa. En privilegeret opvækst, selv om også hendes familie blev ramt af den økonomiske krise, der fulgte i det meste af Europa efter første verdenskrig. Livet igennem gik hun sine egne veje uden at skele til samfundets eller familiens forventninger.

Modgang spændte ikke ben for hendes kunstneriske ambitioner, selv om hun som revolutionsorienteret elev af internationale avantgarde-kunstnere og udpræget optaget af at ændre samfundet gennem kunsten oplevede afvisning fra de mere ”provinsielle” og mandlige danske abstrakte kunstnerpersonligheder som Ejler Bille, Richard Mortensen og Egill Jacobsen.

Afslag, der nok gik hende på, men som ikke fik hende til at ændre et komma i det kunstneriske projekt, der var hendes metier. 100 år efter at hun rejste ud for at blive dygtigere, bør vi kunne anerkende hende for det.

Udstillingen ”Franciska Clausen og det evige eksperiment” kan ses på Kunstmuseet Brundlund Slot under Museum Sønderjylland fra onsdag 21. april, når museerne genåbner.

Danmark

Lyt til podcasten 'Danmark fortæller': Demensramte Frank vil skåne familien for sin sygdom - Min kone skal beholde sin nye kæreste 9:9