Kronik: Derfor er mediestøtte også demokratistøtte

Stadig flere lokalområder i Europa ligger øde hen, når det gælder lokale professionelle nyhedsmedier, og der er en stigende tendens til, at tilbageværende lokale medier enten er politisk kontrollerede eller ejet af store finansfolk eller oligarker.

Helt konkret overtog det polske statslige olieselskab PKN Orlen for eksempel sidste 20 regionale aviser med en efterfølgende større strategisk udskiftning i avisernes ledelser. I Tjekkiet viste en undersøgelse af forholdene for tre år siden, at flere tilbageværende regionale aviser og onlinemedier havde ændret sig til rene marketingsprodukter. Andre steder i Europa er regionale medier presset økonomisk, og covid-19 har ikke gjort situationen lettere.

I Danmark fik aviserne en hjælpende hånd, da coronaen kom, og så er mediestøtten flere steder fuldstændig afgørende for, at vi er nogenlunde dækket ind af regionale og lokale medier hos os. Men tilbagevendende nedskæringer på redaktionerne er et klart signal om, at medielandskabet nemt kan tippe.

Det vil være katastrofalt for demokratiet, for uden professionelle medier - uanset platform - forsvinder en væsentlig del af den samlende lokale og regionale demokratiske debat, og ingen er tilbage til at grave dybt, når deres politikere, embedsmænd eller virksomheder misbruger deres positioner, og ingen til at følge op på, hvordan for eksempel lokal partistøtte bliver anvendt, hvilket netop har været et tema.

Derfor er det både godt nyt og rettidighed, at kulturministeren især har fokus på de regionale og lokale medier, når mediestøtten senere i år skal op til revision.

For 10 år siden deltog jeg i det udvalg under Kulturministeriet, der dengang reformerede støtten til private medier, og vi var fra første mødeminut optaget af formålet bag den reform, vi skulle lægge op til. Derfor omdøbte vi støtten til ”demokratistøtte”, som er essensen og baggrunden for, at der også skal tilflyde offentlige midler til medierne. Indtil da havde det udover momsfritagelsen primært været en distributionsstøtte til dagblade tilsat Dagbladsnævnet, som skulle kunne bidrage lidt til innovationen, men desværre med meget stækkede muligheder.

Distributionsstøtten var i sin natur forbeholdt trykte medier, og da stigende antal onlinemedier helt berettiget kritiserede den forskelsbehandling, var målet at finde en platformsneutral løsning, så støtten blev givet til produktion af journalistisk indhold. Det lykkedes at finde en model, også med gode muligheder for justeringer.

Et godt eksempel på virkningen af støtten er, at den bliver givet pr. medietitel og ikke pr. mediekoncern. Det har været et godt økonomisk incitament til, at for eksempel flere lokale nyhedsmedier er bevaret trods store fusioner.

Siden reformforslaget blev til lov i 2014, har demokratistøtten som så meget andet været udsat for besparelser, og der har her forud for revisionen været røster fremme om, at det langsigtede mål må være at afvikle støtten. Men det vil altså have store omkostninger, for det er helt evident, at regionale aviser - print som online - risikerer at blive nødlidende og forsvinde fra markedet, at det vil være slut med mangfoldigheden i landsdækkende medier, da aviser som Kristeligt Dagblad og Information efter al sandsynlighed ikke vil kunne eksistere. Og ja, også online-mediemarkedet vil komme i vanskeligheder.

Gør det noget? Ja, det gør det, for det frie ord er sammen med en mangfoldig og fyldig baggrundsviden og nyhedsformidling en helt fundamental hjørnesten i vores demokrati samt for vores muligheder for at deltage i den demokratiske udvikling af samfundet.

Derfor skal vi både have en levende lokal og regional nyhedsformidling, vi skal sikre underskoven af nye onlinemedier, herunder opblomstringen af nye betydningsfulde fagnicheprægede medier, som for eksempel Olfi med stærkt fokus på forsvarspolitik.

De stadig flere web-medier er med til at forny mediebilledet, og det skal en revideret mediestøtte selvfølgelig reflektere, både gennem den daglige produktionsstøtte, ved for eksempel at indtænke nye fortælleformer og platforme som podcasts, og ved at øge og forbedre adgangen til den del af støtten, der går til innovation, som er utrolig vigtig for fortsat at have tilgang til danskproduceret professionelt indhold på alle platforme.

Kalder det på besparelser? Nej, tværtimod, der er brug for hver en krone, fordi det gavner demokratiet. Hvis man vil tænke nyt, som er i tråd med det legitime krav om også at anerkende markedskræfterne, kunne man supplere støtten med en voucher til for eksempel alle unge på 18 og 19 år til at købe sig adgang til et medie efter eget valg og dermed også adgang til forståelsen for, at indhold koster penge. Det kunne der også være perspektiv i.