Annonce
Det er mange år siden, at fodbold begyndte at handle mere om penge end om fans. Men med de 12 storklubbers planer om en lukket rigmandsliga er det efterhånden blevet så tykt, at livslange kærlighedsforhold begynder at briste. FOTO: PHIL NOBLE
Danmark

Kommentar: Ny fodboldliga forener ærkerivaler i fælles fuckfinger

Vi plejer at være enige om at hade hinandens fodboldhold. Men nu står vi skulder mod skulder og brækker os over vores respektive klubber, Liverpool og Manchester United. For planerne om en lukket Super Liga for Europas rigeste - ikke de bedste - tilintetgør alt, hvad vi lærer vores børn, at sport handler om.

Hertil og ikke længere.

Som henholdsvis Liverpool- og Manchester United-fan er vi sjældent tunet ind på samme fodboldfrekvens. Men mandag formiddag delte vi afskyen. Vores hjerteklubber er på vej ud på en færd, som vi ikke hverken vil eller kan følge dem i. De - hvis resultater har ødelagt hele dage og uger, skabt narkolignende lykkerus og faciliteret smukke fællesskaber udenfor banen igennem årtier for os begge - skal måske ikke være en del af vores liv længere.

Forræderiet bærer navnet “Super League” og 10 andre europæiske topklubber er med i komplottet. I sin grundessens er det en lukket rigmandsliga for Real Madrid, FC Barcelona, Atlético Madrid, Juventus, AC Milan, Inter, Manchester City, Tottenham, Arsenal, Chelsea og - vores klubber - Liverpool og Manchester United. En udbryderliga fra Champions League, hvor ingen rykker ned, men alle klubber tjener i omegn af 25 milliarder kroner om året på at være med.

Turneringsstrukturen er efter den amerikanske model - hvilket betyder fast plads ved de voksnes bord og milliardindtægter, som ikke forsvinder, selvom holdet underpræsterer - noget som Manchester United har gjort siden 2013, og Liverpool gjorde fra starten af 1990’erne og et kvart århundrede frem.

For de stenrige klubejere er det materialiseringen af den vådeste drøm. Men for os fans føles det som om, at vi er ombord på Dødsstjernen, der snart vil destruere traditionerne, sportsånden og romantikken - som vi elsker klubberne for - for at de kan erobre verdensherredømmet.


Griskhed er, hvad det stinker af. Og stanken bliver kun skarpere, når initiativtagerne smører deres nye forretningsidé ind i bullshit-spin.


På spil står sportens mest grundlæggende værdier. Fodbold er drømme. Fodbold er forestillingen om, at gør man det godt, bliver man belønnet. Man kan rykke op, blive mester og få en af de eftertragtede europæiske billetter. Gør man det skidt, må man vente et år på sidelinjen. Det er dét, vi lærer børnene, der render rundt med Messi, Ronaldo, Salah og Pogba skrevet på ryggen.

Den nye europæiske Super Liga handler ikke, hvem der er bedst lige nu (for så er der flere af de respektive 12 klubber, som ikke ville være at finde i det selskab - formentlig heller ikke Liverpool og Manchester United). Det handler om, hvem der har flest penge og størst global appel. De klubber vil gerne have endnu flere penge, og derfor forsøger de at åbne markedet for asiatiske, afrikanske og amerikanske fodboldseere, der formentlig vil være interesserede i ugentlige kampe mellem Europas mest traditionsrige klubber.

Konsekvensen bliver, at de nationale ligaer vil blive økonomisk skævvredet i en endnu højere grad. Eventyrfortællingerne om de små, der slår de store - på grund af en overraskende taktik, hårdt arbejde eller en nytænkning af spillet - vil forsvinde. De 12 storklubber vil aldrig rigtig kunne tabe.

Griskhed er, hvad det stinker af. Og stanken bliver kun skarpere, når initiativtagerne smører deres nye forretningsidé ind i bullshit-spin.

“Dannelsen af Super League sker på et tidspunkt, hvor pandemien har accelereret ustabiliteten i de nuværende økonomiske modeller for europæisk fodbold,” kan man læse på både Liverpool og Manchester Uniteds hjemmesider i dag.

Selvsamme klubber rygtes at vil betale i omegn af en milliard kroner for at få fingre i den norske angriber Erling Haaland til sommer. Og flere Liverpool- og Manchester United-spillere tjener over tre millioner kroner om ugen. For at sparke bold.

For de ikke-fodboldinteresserede lyder det måske som en dramatisk klagesang. På grænsen til det naive. For nogen nyhed er det næppe, at Liverpool og Manchester United er forretninger, før de er foreninger. At fodboldsporten blev skabt af de fattige og stjålet af de rige.

Manchester United startede i 1878, hvor en række jernbanearbejdere fra Lancashire and Yorkshire spurgte deres arbejdsgiver om tilladelse og tilskud til at starte et fodboldhold. Den dag i dag er United den engelske klub med flest mesterskaber. De brander sig stadig som en engelsk arbejderklub, selvom selskabet bag er registreret i skattely på Caymanøerne - og ejerne er stinkende rige amerikanere, der kalder klubben for en "wonderful franchise"

Liverpool er også en klub, der ynder at slå sig op på sin historie og dyrke at være folkets klub med ”You’ll never walk alone” som den altomfavnende frase. Tragedien på Hillsborough, som den 15. april 1989 kostede 96 tilhængere livet, har klubben brugt til at skabe en symbiose mellem klubbens tilhængere og klubben selv. Men nu frister de store milliardbeløb klubbens historieløse amerikanske ejer, og så er fansenes holdning ikke længere af betydning.

Forbindelserne til de nordengelske byer bliver sværere og sværere at få øje på. Billetpriserne er for længst blevet skruet så højt op i vejret, at de klassiske arbejderfamilier ikke kan være med længere - blandt andet på grund af os danskere, der rejser til de britiske øer for at se Anfield, Old Trafford og alle de andre stadions.

Paradokserne er mange. Vi har selv været med til at skabe skyggesiderne af moderne fodbold med vores fodboldturisme. Men med Super League er pengegriskheden, arrogancen og apatien overfor klubbernes retmæssige ophavsmænd - fans - efterhånden så tyk, at det er svært se sig selv i spejlet med klubtrøjen på.

Fodboldfølelser fungerer nu engang ikke som en stikkontakt, man kan tænde og slukke for. Men man kan vælge at lægge klubberne på is. Så længe at de arbejder på at få brudt med alt, hvad fodbold handler om, så er vi ude.

Tilbage er der kun at håbe på, at UEFA og FIFA - fodboldens bundkorrupte organisationer, der blandt har ladet sig bestikke til at placere et verdensmesterskab i Qatar med tusinder af migrantarbejdere på samvittigheden - redder dagen.

Sikke en mandag.

Danmark

Lyt til podcasten 'Danmark fortæller': Demensramte Frank vil skåne familien for sin sygdom - Min kone skal beholde sin nye kæreste 9:9