DI-topchef: Det kan blive vinterens varmeste emne

Når vi til januar vender tilbage fra julemaden og nytårsfyrværkeriet, venter en diskussion, som kan blive brandvarm. Det er en diskussion om, hvordan vi bedst når vores ambitiøse klimamål. Men det er samtidig en diskussion om, hvilket erhvervsliv og samfund vi ønsker i fremtiden.

Det handler om, hvor høj en dansk CO2-afgift skal være, og hvor hurtigt den skal indfases. For nogle vil det måske være overraskende, men i Dansk Industri og i virksomhederne bredt set, er der et ønske om, at CO2-afgiften bliver sat op, mens energiafgifterne bliver sat ned, fordi vi skal beskatte det, vi vil have mindre af.

Hvis vi skal nå ambitionen om at reducere CO2-udledningen med 70 procent om bare otte år, er det afgørende med en højere pris på CO2. Det vil nemlig få forbrugere og virksomheder til at vælge klimavenlige løsninger.

Langt det bedste for klimaet og virksomhederne er, hvis prisen for at udlede CO2 bliver højere i Europa – eller sågar verden. Heldigvis er prisen på CO2-kvoter i EU steget markant inden for de seneste par år. Det skyldes ikke mindst, at EU-landene har skruet op for klimaambitionerne.

Derfor er det blevet dyrt at fyre med for eksempel kul i EU, og det får kraftværker og virksomheder til at finde mere klimavenlige alternativer. Det gode ved en høj CO2-pris i EU er desuden, at virksomheder i Grindsted og Gdansk har de samme vilkår. Det er afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne og muligheden for at fastholde arbejdspladser her i landet.

Og så kommer forklaringen på, hvorfor vi ønsker, at den nationale CO2-afgift bliver sat op, og rammerne bliver klare. Sagen er, at ikke alle danske virksomheder er omfattet af EU’s kvotemarked. De betaler en dansk CO2-afgift, som er markant lavere. Den forskel kan politikerne udjævne.

En højere pris på CO2 vil gøre, at vi får et incitament til at træffe klimavenlige valg. Det betyder, at nogle varer bliver dyrere, men vi kan lige så godt vænne os til, at den grønne omstilling kommer til at koste noget for os alle sammen.

Vi bliver også nødt til at bruge samfundets penge på at støtte nye teknologier i en periode. Det kan for eksempel være kulstoffangst, hvor man indfanger CO2 fra kraftværker, store virksomheder og biogasanlæg, og lagrer det sikkert under jorden.

Selvom DI og virksomhederne efterlyser en højere CO2-afgift, gætter jeg alligevel på, at det bliver et af vinterens varmeste politiske emner. Det skyldes, at der er mange holdninger til, hvor høj prisen på at udlede CO2 skal være. Det spænder lige fra nogle få hundrede kroner til 1500 kroner pr. ton CO2.

På den ene side skal afgiften være så høj, at vi investerer i grønne produkter og omstiller os, så vi kan opfylde vores klimamål. På den anden side skal den ikke være så høj, at virksomhederne flytter ud af landet og tager arbejdspladserne med sig, eller vi bliver tvunget til at importere de produkter, vi har brug for, fra udlandet, fordi de ikke længere kan produceres i Danmark. Det gør intet for klimaet - tvært imod.

Det afgørende må være, at vi gennemfører en reel grøn omstilling af vores livsstil og produktion i Danmark. Det betyder, at vi skal nå målet om 70 procent CO2-reduktion i 2030 samtidig med, at vi producerer de varer, som vi selv og resten af verden har brug for.

Det er den balance, politikerne i Folketinget skal forsøge at ramme, når de i begyndelsen af næste år tager fat på diskussionen om en forhøjelse af CO2-afgiften. Vi ønsker, at Danmark går forrest i den grønne omstilling og fortsætter med at være det gode eksempel for resten af verden. Det kræver, at vækst, konkurrenceevne og indsatsen for klimaet går hånd i hånd.