Debat: Der er næsten daglige balladehistorier i medierne om formandsvalget i Dansk Folkeparti, men som en af pt. fire kandidater prøver jeg at holde snuden i det politiske spor.
De færreste kender mig, for jeg har været i det private erhvervsliv det meste af mit liv og haft en hob af jobs lige fra lokalt landbrug og kartoffeloptagning og metalfabriksarbejde til at være kommunikationschef i Mærsk-divisionen MCI. Derudover er jeg journalist og var bl.a. EU-korrespondent i Bruxelles for Ritzau i fem år.
Efter valget 16. november træder jeg ud af regionsrådet i Nordjylland og ind i Hjørring Byråd. Jeg fik et for en DF’er rigtig godt nyvalg til kommunen med femtehøjest antal personlige stemmer af alle 31 nye byrødder.
Danexit kan måske endda udløse pæne skattelettelser uden offentlige serviceforringelser
Det unikke, jeg bringer, er, at jeg har tilbragt en stor del af mit voksenliv i udlandet og ”ude” af politik. Jeg er fuldt bevidst om, hvilke udfordringer dansk erhvervsliv står over for i kampen for at bevare konkurrenceevnen og dermed vores fælles finansiering af velfærdssamfundet.
Af samme grund bør DF efter min mening samarbejde med alle, der vil, og gå i regering om muligt. Men ikke for enhver pris. DF tog grumme fejl i 2015 ved ikke at kræve ministerposter, men DF skal ikke ende i den modsatte grøft, hvor SF havnede i 2011. SF fik ministre men ingen resultater.
Jeg mener, at den næste regering for at få DF's støtte skal forpligte sig til at udskrive en folkeafstemning om dansk udtræden af (eller forbliven i) EU inden for to år af regeringens tiltræden. Altså 2025. EU er en trussel mod erhvervsliv og velfærd, og briterne har vist vejen med brexit. Eftersom vi danskere er netto-bidragydere til EU, kan danexit måske endda udløse pæne skattelettelser uden offentlige serviceforringelser.
Dernæst skal evt. til stadighed skadelige konventioner opsiges af Danmark, helt eller delvist, så IS-terrorister og udvisningsdømte udlændinge kan sendes ud.
Her vil skeptikere anføre, at disse mål risikerer at isolere DF politisk, når man betænker, at den hændervridende såkaldte ”politiske midte” har et kæmpeflertal. Men hertil er mit svar kort: Det er nødvendigt for DF at kunne stå fast, hvis vi vil genvinde vælgernes tillid, og der var i 1990'erne ikke mange, der forudså, at det "ikke stuerene" DF nogensinde ville få indflydelse. Men så kom systemskiftet i 2001. Det kan ske igen.
Egentlig er den største trussel mod DF mere intern end ekstern. Der er alvorlig fløjdannelse i partiet, og frem til formandsvalget må vi DF'ere bevare fællesskabet og lade forskellige holdninger komme til orde. Derfor er det godt, at der er hele fire kandidater til posten som partiformand.
Den næste partileder skal kende partiets indre minefelt og samtidig få partiets profiler til at besinde og forsone sig. Det kan lyde svært med de meldinger, der kører, men når det personlige skrælles væk, er det politikken, der tæller. Der er vi ikke meget anderledes end andre partier.
Konstateres må det at Danmark har brug for et stærkt DF. Vejen derhen har jeg et bud på.