Annonce
Preben Bonnén
Danmark

Debat: Selv når Danmark vender blikket indad, må vi omfavne det internationale samarbejde

"For hvert et Tab der kan Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes", som forfatteren H. P. Holst udtrykte det i årene efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig-Ungarn i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Folket blev bestyrket i deres nationale sindelag og rykkede tættere sammen i en verden, som også dengang blev opfattet som ustabil og usikker.

Samme ordvalg kan (næsten) finde anvendelse i dag med tanke på nedlukningen af Danmark i 2020 og 2021 grundet coronapandemien. Som dengang retter landet igen blikket indad. Hvor det i 1864 var et militært nederlag, som fik Danmark til holde følehornene for sig selv, er det i dag den verdensomspændende pandemi, som får landet til at vende blikket indad.

Efter nederlaget i 1864 overlevede Danmark som nation i kraft af den nationale vækkelse og dyrkelsen af eget land(brug) m.m. Vi kunne og ville selv og undgik hvor det var muligt at blive involveret i stormagternes rivaliseringer, hvilket tydeligst kom til udtryk ved udbruddet af Første Verdenskrig, hvor Danmark erklærede sig neutral.

Det er ikke, fordi vi i dagens Danmark har mistet interessen for omverdenen, men som følge af coronakrisen har vi som de fleste andre lande valgt at bure os selv inde og blandt andet holde ferie under egne hjemlige himmelstrøg og således genopdage og dyrke eget land og dets mangfoldighed, som dronningen også fik det udtrykt i sin nytårstale.

Men fælles for episoden i 1864 og 2020/2021 er, at intet land vil kunne isolere sig helt og aldeles fra det øvrige verdenssamfund. Et lille land som Danmark med en åben økonomi har fundamentalt brug for samarbejdet og kan vægte langt tungere gennem sin involvering og engagement i internationale institutioner.

Senest har coronapandemien understreget vigtigheden af det internationale samarbejde. I juli sidste år vedtog alle EU-landenes stats- og regeringschefer at oprette en genopretningsfond, som skal sikre, at Europas økonomi kan blive genoprettet straks eller snarest efter at coronapandemien har givet slip på kontinentet.

Det er enormt vigtigt for også dansk eksport, at der fortsat er markeder at eksportere til, ligesom den psykologiske effekt af genopretningsfonden beroliger markederne i en ustabil tid. Samtidig har det også været enormt vigtigt, at der har været en europæisk koordination af vaccineindkøb og vaccinegodkendelse.

Kommissionens arbejde på vaccineområdet har ganske vist stødt på stigende kritik, og måske er noget af den også berettiget. Men den fundamentale struktur omkring fælles koordination af vaccination er essentiel for, at Europas lande sikkert og effektiv kan vaccinere sine respektive befolkninger.

At forestille sig, at et lille land som Danmark helt alene skulle stå for indkøb og godkendelse af vacciner, synes utænkeligt. Nok er Statens Serum Institut og dets ansatte dygtige, men selv at forestå indkøb, gennemgang af dokumentation, og godkendelse ville uden tvivl betyde, at vi ville stå dårligere end det er tilfældet.

Måske ville den danske regering som modtræk nødgodkende vaccinerne, som det har været tilfældet USA og Storbritannien, men det gør, at vaccinerne ikke nødvendigvis er sikre. Skulle der optræde for mange historier og rygter om, at vaccinerne ikke er sikre, så vil det underminere hele indsatsen.

Det spiller ingen rolle at råde over en vaccine, hvis ingen tør at modtage den. I øvrigt står det faktisk Danmark frit at nødgodkende alle vacciner, og vi kunne i princippet gøre nøjagtig som Storbritannien og USA.


Det spiller ingen rolle at råde over en vaccine, hvis ingen tør at modtage den. I øvrigt står det faktisk Danmark frit at nødgodkende alle vacciner, og vi kunne i princippet gøre nøjagtig som Storbritannien og USA.


Derudover har Kommissionen også mødt kritik for angiveligt ikke at have indkøbt tilstrækkelig mange vacciner. Om den kritik passer, må tiden vise. Men det er ikke sikkert, at Danmark ville have haft større eller flere muligheder alene. Samtidig skal det nævnes, at Kommissionen har ageret på vegne af alle medlemslande, hvilke vil sige at den danske regering har siddet ved bordet og ultimativt været med til at træffe beslutningerne.

Uanset hvor meget Danmark vender blikket indad, uanset hvor meget vi dyrker eget land og egne dyder, og uanset hvor meget vi holder ferie i eget land, så skal Danmark stadig omfavne det internationale samarbejde. Slet og ret fordi Danmark ikke har noget alternativ.

Af samme årsag vil en udtræden af EU ikke være nogen hverken sikker eller farbar vej for Danmark. Hvorfor skifte fra motorvejen til landevejen? Hvorfor køre langsommere og gøre turen til velstand længere og mere besværlig?

At den britiske premierminister Boris Johnson tegner et billede af et selvstændigt og uafhængigt optrædende Storbritannien på verdensscenen som i de gode gamle dage i et imperium hvor solen aldrig gik ned, synes stærkt tvivlsomt.

Tværtimod, imperiet er en anakronisme fra fortiden, og virkeligheden vil blive en anden. Velstanden forringes og indflydelsen indskrænkes. Spørgsmålet som trænger sig på er, om briterne fortsætter turen af landevejen eller om det bliver på grusvejen.

Tobias William Marney