Annonce
Danmark

Debat: Overgreb på de kræftramte børn og deres forældre

Britta Schall Holberg
Annonce

Debat: Forældre med kræftramte børn har fået sig en begrundet forskrækkelse, efter at det kom frem, at Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet i årevis har arbejdet på at centralisere børnecancerområdet.

Det har været sagt i det sidste år gang på gang, at politikerne skal læne sig op ad den sundhedsfaglige rådgivning. Men her er der al mulig grund til at politikerne er på vagt. OG at de er villige til at gribe ind i en beslutning, der så åbenlyst synes at være helt forkert. Der er flere nuancer i en så voldsom overvejelse end den rene og skære sundhedsfaglige. Eller rettere, der er også andre sundhedsfaglige momenter i en sådan overvejelse, nemlig den der vedrører de sygebørns trivsel og deres forældres. Og så skal man ikke se bort fra, at der bestemt også kan være mere lægeprestigeprojekt fra Rigshospitalets læger i sagen end rent sundhedsfaglige og kvalitative hensyn.

En beslutning om at centralisere børnecancerområdet, så børn fra Jylland og Fyn skal til København for at blive behandlet, kan få det til at løbe helt koldt ned ad ryggen på også dem, der ikke har kræftramte børn. Man spørger sig selv: Hvor er den almenmenneskelige forståelse henne hos Rigshospitalets læger og hos Sundhedsstyrelsen, der kan arbejde med sådanne tanker?

Er der dog ikke nogen af de, der har fostret disse tanker om at gafle børnecancerområdet til København, der har forståelse for, hvad det ville kunne komme til at betyde for både mindre og større børn og deres forældre, hvis børnene skal flyttes så langt fra deres hjem, fra deres forældre og deres øvrige pårørende? Tror man, at børnene bliver raskere eller får mere livskvalitet af at ligge alene på et sygehus, langt fra deres nære omgivelser?

Det er intet under, at der blandt forældre til de syge børn har rejst sig en protestbevægelse: En sådan centralisering vil jo betyde, at en eller begge forældre skal rejse langt, finde et sted at bo, tage orlov fra sit arbejde, eller sige det op, forlade andre børn for at få mulighed for at være sammen med deres syge barn. Ingen forældre kan jo lade et sygt barn være alene et helt fremmed sted. Et barns sygehusophold er jo i sig selv, som alle ved, en traumatisk oplevelse for et barn.

Og så kommer det politiske: Hvad i alverden har vi brugt alle de penge til nye topmoderne sygehuse til vest for Storebælt, hvis ikke de skal udnyttes fuldt ud?

VI mangler i høj grad dokumentation for, at disse store sygehuse ikke kvalitativt kan leve op til de krav, behandlingen af de cancerramte børn måtte stille.

Politikerne er, hvis Rigshospitalet og Sundhedsstyrelsen ikke straks får lagt den drøm om centralisering i mølposen, nødt til at kræve, at der lægges en kvalitativ begrundelse ind for, at børnecancerområdet ikke ligger lige så godt på de store sygehuse vest for Storebælt.

Og hvis en sådan kvalitativ begrundelse kun er udtryk for et prestigeprojektønske fra Rigshospitalet, så må politikerne sætte sig igennem og få stoppet den snak øjeblikkelig, så forældrene til de syge børn kan få ro i sindet.

Og hvis Rigshospitalet og Sundhedsstyrelsen kvalitativt kan dokumentere deres ønske, så er det en politisk opgave at få sikret, at kræftsyge børn kan sikres en behandling på sygehusene udenfor Rigshospitalet. Denne forpligtelse hviler på sundhedsministeren, som må have den nødvendige støtte fra de øvrige partier til at sikre børn og forældre en ordentlig behandling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Danmark

Se Danmark: Bobler holder isen i ave

Indland

Truede danske dagsommerfugle

Annonce