Annonce
Illustration: Gert Ejton
Danmark

Debat: MeToo-opgøret er nu kommet til mig – og dig


Ja, jeg har også haft chefer med rødvinsånde og deres hænder på vej op ad ryg eller lår - med tilbud om sex til firmafesterne i fortiden. Og for mig handler det på ingen måde om frisind, som nogle er fremme med i debatten nu. Det handler om misbrug af magt og dårligt arbejdsmiljø. Og ja, jeg har også mødt råbende, nedrige mellemledere – og ansvarlige, der ikke tog ansvaret. Jeg har selv håndteret udfordringerne, og det var min egen styrke engang, men det var ved at blive min svaghed som leder.

”Det journalistiske hverv er et af de smukkeste, jeg kender, netop fordi det tvinger os til et opgør med os selv”. Citatet er fra Albert Camus, og var tiltænkt selve journalistikken. Men vi kan nu passende tvinge os selv til at få taget et ordentlig opgør med os selv - om hele arbejdsmiljøet i mediebranchen.

Jeg var selv journalistpraktikant på Nordisk Film midt i 90’erne. Vi lavede fredagsunderholdningsprogrammet Eleva2ren og det fine dokumentarprogram Fak2eren til TV 2, og der var en kontant og løssluppen stemning på redaktionen. Jeg havde det skønt der. Herlige ambitiøse kolleger – og med en virkelig god holdånd.

Men i tiden lå også den anden del. På arbejdet blev jeg spurgt til størrelsen på min BH, klappet i numsen, tilbudt at være topløs i et tv-program om fynske piger og omtalt i en prisvindende bog som ”praktikanten Rikke, der havde runde bryster, var damebladsagtig og blev kæreste med tv-værten”. Der blev røget, drukket og sexchikaneret ”på den sjove måde” – helt som jeg også havde prøvet i restaurationsbranchen. Derfor havde jeg allerede gennemført begynderkurset i håndtering af ringe arbejdsmiljø, og som 22-årig og ny i mediebranchen var det, hvad jeg gjorde: Håndterede det.

Inden da havde jeg som gymnasieelev haft oplevelsen med at blive afvist til jobbene på Fyns Amts Avis som både klagechauffør og weekendskribent af lokalsporten – for jeg var jo en pige. Så jeg vidste godt, at Lise Nørgårds historie om ”Kun en pige” ikke kun var fortid. Jeg endte dog med at få begge job – nok fordi jeg fik kaldt nogen for mandschauvinister.

Chefredaktør på Fyns Amts Avis - Rikke Bekker. Foto: Katrine Becher Damkjær

Dengang i 90’erne var det bare sådan det var, og på et tidspunkt klippede jeg mit lange lyse hår af, tog højhalsede trøjer på og sleb tungen endnu skarpere. Jeg forsøgte at finde min plads på drengepige-måden – drak med ved Eleva2rens rødvinsbriefing kl. 11 om formiddagen, skraldgrinede over sexjokes og snakkede interesseret med i, hvilke chefer, der havde forhold til hvilke medarbejdere.

Flere komplicerede udfordringer er dukket op efter afsløringen af den ”store tv-kanon”, som Sofie Linde fortalte om ved Zulu Comedy Galla, og dermed for alvor satte gang i den danske MeToo-debat. Ham kanonen har jeg formentlig arbejdet sammen med. Men i min optik er han nu en lille mand – også en slags offer for datidens mangelfulde ledelse og en uordentlig kultur. Den slags kanoner har der været mange af i branchen, men problemerne stikker dybere end det.

Da jeg skiftede til et redaktørjob på TV 2/Danmark, blev jeg advaret mod sexhungrende kolleger, men det blev en anden type arbejdsplads-chikane, jeg kom til at opleve. Det viste sig, at det på TV 2 dengang var tilladt for mellemledere at råbe og nedgøre folk. Grædende medarbejdere og glæden over andres fiasko chokerede mig. Det var her, jeg fik redaktørrådet: ”De tæsk, du ikke giver – dem får du selv”. Jeg var lige ved at tro, at det var vejen frem…


Vi er nødt til at tage et opgør med os selv hver især – og så skal hente hjælp til at skabe en ny og ordentlig arbejdspladskultur i Danmark, og vi i mediebranchen er nødt til at gå forrest.


Jeg havde det skidt med at være på TV 2. Jeg savnede fællesskab, ordentlighed, og ansvar. Så jeg sagde op. Men hele branchen har været præget af årtiers, nogle steder århundreders, gammel mandekultur og synet på kvinder har efterladt store skygger på mahognimøblerne – også på min nuværende arbejdsplads.

Selvfølgelig er det nu farvel til den gamle lumre stil med alt fra klask i numsen til sex mellem chef og medarbejdere. Det er farvel til chikane fra nedladende ledere, farvel til rapkæftede kvinder, der nedgør deres yngre kvindelige kolleger for at være ”puritanske”, fordi de ”da bare selv kan sige fra”. Men vi skal have endnu mere fat i forskelsbehandlingen på grund af køn.

Vi skal nu skabe de ordentlige arbejdspladser, som vi gider have vores egne børn til at arbejde på – og hvor vi kan få skabt en ordentlig dynamik – både mellem køn og generationer. Det er en kæmpe ledelsesmæssig opgave og vi er nødt til at begynde med os selv – lederne på mediearbejdspladserne. Og netop den kulturforandring er noget af det sværeste, jeg har været med til som leder, for vi halvgamle ledere er selv produkter af den forkerte kultur, og vi løser ikke det her på et øjeblik.

Vi er nødt til at tage et opgør med os selv hver især – og så skal hente hjælp til at skabe en ny og ordentlig arbejdspladskultur i Danmark, og vi i mediebranchen er nødt til at gå forrest. Alle skal inddrages – både fagforeninger, uddannelser, ledere og ikke mindst de yngste på arbejdspladserne, og derefter venter uddannelse, dannelse og fælles forståelse af arbejdslivet post-MeToo. Først der kan vi med ordentlig troværdighed fortsætte med at afdække problemerne også i andre brancher.

Og det er i den grad nødvendigt. For jeg hører fra unge, at der stadig råbes i restaurationsbranchen, at lærere kommer for tæt på studerende, og jeg kan selv høre på fodboldbanerne, at halvstore drenge råber ”store patter”, mens fædrene griner – og fortsæt selv… Det er helt på sin plads, vi bliver tvunget til flere opgør.