Annonce
Debat

Debat: Landbrugsskoleelever i væbnet modstand 1944-45

Annonce

Modstandskamp: Man forbinder ikke landmænd med væbnet modstandskamp 1944-45, men den forekom. Her følger beretningen om væbnet modstand blandt elever på Gråsten Landbrugsskole.

Min tidligt afdøde far havde været lidt involveret i modstandsarbejde under et ophold på landbrugsskolen vinteren 1944-45 og efterlod sig en cigarkasse med fotos fra befrielsen i Gråsten, men fik aldrig sat min mor, min søster eller mig ind i, hvad fotos viste.

Heldigvis fik jeg i 2015 brev fra en elev fra vinterholdet 1944-45, og han kunne fortælle, hvad der foregik på fotos.

Han hed Søren Vinge Madsen og var voldsomt involveret i væbnet modstand. Frihedsrådet bad den 21-årige Sørens rekruttere, organisere og uddanne folk til militære ventegrupper, der skulle bistå ved en evt. engelsk landgang i Danmark, så landet ikke blev besat af russerne.

Vinge hvervede godt 30 landbrugsskoleelever til en militær gruppe, heriblandt min far. Den våben- og sprængstofkyndige Vinge deltog også i en sabotagegruppe. Gennem sprængning af sveller, sporskifter og broer afsporerede de tog, der fragtede tyske soldater fra Norge til fronter sydpå.

Det kunne have været et problem for Søren Vinges ventegruppe, at 11 mindretalstyskere, ”hjemmetyskere”, gik på landbrugsskolen. Flere af dem vidste, at Vinge trænede elever i våbenbrug, men der var intet stikkeri blandt dem.

De unge hjemmetyskere fik valget mellem at arbejde i tyske våbenfabrikker og gøre krigstjeneste på Østfronten. Tre af dem havde kæmpet i Waffen-SS på Østfronten. Under retsopgøret efter krigen dømtes de som landssvigere, men løslodes efter få måneders fængsel. Vinge anså dem ikke for forbrydere.

Vinge stod bag et stikkerdrab. Stikkeren havde angivet Johannes Rosendahl, lærer på Rødding Højskole og leder af modstandsbevægelsen i Syd og Sønderjylland, til Gestapo, der mishandlede ham. Rosendahl dømtes til skydning den 2. maj, men den tyske mindretalsleder Jens Møller greb ind og overbeviste Gestapo om, at krigen var slut, og at sønderjyderne ville hævne sig, hvis Gestapo skød Rosendahl.

Likvideringen af stikkeren skete ved, at Vinge dukkede op ved hans dør. Han havde en skarpladt, men sikret pistol i hånden. Vinges pistol derimod var afsikret, dvs. klar til skud. Det halve sekund reddede Søren. Han dræbte manden med to skud, mens hans grædende kone og to småpiger så til.

Drabet gav Søren mange søvnløse nætter, ”for som 21-årig er man fuldt ansvarlig”, og han havde dræbt et menneske uden forudgående rettergang. Men under krigen så han sig som en soldat i krig.

Vinge skrev til mig, at Frihedsrådet havde bedt ham dræbe angiveren. Historikere, der har forsket i stikkerdrab, har påvist, at ordrerne om at likvidere formodede stikkere sjældent kom fra de højeste instanser i Frihedsrådet. De besluttedes ofte af lokale modstandsgrupper, undertiden af en enkelt person.

I 1960’erne overnattede Johannes Rosendahl engang hos Søren og Idon på deres gård i Bjergager ved Odder. Rosendahl og Vinge havde ”en god snak om fortiden, vi fik ikke meget søvn den nat”. Begge havde sikkert behov for at tale om deres oplevelser.

I cigarkassen lå fotos af to døde frihedskæmpere. Historien bag deres død er, at Frihedsrådet 5. maj sendte de danske nazisters leder indtil 1943 Frits Clausen, Jens Møller, andre hjemmetyskere og ”anløbne” danskere ud på en 12 km lang gåtur fra Bovrup til Gråsten. Clausen & co. blev ikke forulempet på turen. I Gråsten interneredes de og formodede nazister, værnemagere og stikkere på den tyske skole.

Infanterister på flådestation Mürwik på sydsiden af Flensborg Fjord ville ikke finde sig i danske modstandsfolks internering af hjemmetyskere. De tog den ordinære Kruså-Gråsten rutebil; nogle af dem lagde sig på taget med maskingeværer.

Rygtet om den kaprede rutebil nåede Gråsten, og da den ankom til den tyske skole, lå min far og en maskingeværskytte i en nedgravet stilling ved skolen. Men de turde ikke skyde på marinetropperne, når der var civile i rutebilen. Marinesoldaterne på taget turde derimod godt skyde to unge frihedskæmpere ved skolen. Jens Møller, modstandsbevægelsens byledelse og den lokale tyske kommandant talte infanteristerne fra yderligere blodsudgydelse.

Vinge anså ikke Jens Møller for forbryder. Han talte jo Gestapo og marinesoldater fra at dræbe danske modstandsfolk i krigens sidste dage. Historikere peger dog på, at Møller som det tyske mindretals ”fører” i 1942 havde iværksat hvervekampagnen, der fik flere af mindretallets våbenføre mænd til at melde sig til Waffen-SS.

Søren Vinge Madsen, der døde 94 år gammel i 2018, var vidende, ræsonnabel og eftertænksom. ”Det bedste ved modstandsbevægelsen var, at den fik Danmark med på allieret side”, lød hans vurdering.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Danmark

Riskærs Fredagsbar

Indland

Fra realitystjerne til iværksætter

Annonce