Annonce
Debat

Debat: Indsatsen for klimaet rækker mange generationer frem

Illustration: Gert Ejton
Annonce

Vi sad i bilen på vej hjem fra drive-in-centret, hvor min datter var blevet testet for corona. Udenfor var aftensolens gyldne skær ved at falde på de sorte nysåede marker, og vi nød synet af fugletræk på himlen. ’Hvad skal jeg skrive om i klimakronikken’, spurgte jeg min 13-årige datter, for vor tids unge er ikke bare fakta-kloge på klimaet. Mange er også livskloge.

’Jeg synes, at du skal fortælle om, hvad det betyder med forbilleder’, svarede Anna-Birgitta. ’For når man skal finde ud af, hvordan man skal leve sit liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen, som viser vejen. Der er f.eks ...’, og her begyndte hun at remse en hel del navne op på unge kunstnere, som jeg end ikke har hørt om. Men fælles for dem var, at de tog aktivt stilling til klimakrisen ved at holde fast i personlige valg i forhold til livsstil.

’Og så er der ens familie', fortsatte Anna-Birgitta. 'Det betyder noget, hvordan man ser ens forældre, bedsteforældre og ældre søskende opføre sig. Vi får ikke andre vaner, hvis vi skal gøre det hele selv. I må vise os, hvordan det kan lade sig gøre at passe på miljøet og klimaet. For det er et fælles projekt, hvis vi skal gøre noget’.

Som danskere er vi på mange måder spændt ud imellem to forskellige måder at gå til livet på. Vi har en arv fra såvel Søren Kierkegaard som fra Grundtvig. Søren Kierkegaard var meget optaget af det enkelte menneskes ansvar for sit eget liv og for sine valg. Og Grundtvigs hjerte bankede for det folkelige fællesskab.

Begge tilgange er en del af det danske. At tage ansvar for sig selv og at læne sig tilbage i fællesskabet. Balancen imellem de to poler er vigtig. Vi skal samtidig være i stand til at være ansvarlige over for vores eget liv og tage ansvar som en del af fællesskabet.


Med andre ord har vi efter sommerens klimaforskning grund til at frygte, at hvis vi lader systemerne ét sted bryde sammen, så kan det meget vel udløse en global rutsjetur med uoverskuelige følger. Det ved vi voksne nu, hvis vi læser aviser og tør se det i øjnene.


Men det synes mig, som om vi i de sidste knap 30 år har tippet balancen over imod et perspektiv, der i stigende grad tager udgangspunkt i den enkeltes ansvar for eget liv. Anders Fogh Rasmussens bog ’Minimalstaten’ varslede i 1993 omfattende forandringer i det danske sindelag, og vi lærte i højere grad at tage vare på os selv. Vi blev faktisk rigtig gode til det, og selv om vi har holdt fast i velfærdsstaten som det bærende i vores samfundsmodel, så er der fokus på, at vi hver især skal have mulighed for at folde vores liv ud efter fortjeneste.

Det er der i mine øjne ikke noget galt i, hvis vi i vores livsudfoldelse som enkeltpersoner ikke glemmer ansvaret for helheden. Men det har vi gjort de sidste årtier, hvis man betragter vores faktiske livsførelse fra et klimaperspektiv. Selv om vi ved rigtig meget om, hvad vi som personer og som samfund kan gøre for at nedbringe CO2 udledningen og miljøbelastningen, så har vi ikke været i stand til at honorere de omfattende livsforandringer situationens alvor kræver. Vores følelse af forbundethed med fællesskabet rækker ikke til en erfaring af, at mine valg har stor betydning for det globale fællesskabs fremtid.

Og her er det, at Anna-Birgittas bemærkninger kommer ind. I sommer har nyhederne om klimaet entydigt peget den helt forkerte vej. Isen smelter, og det er nu bekræftet, at drastiske forandringer i et klimasystem (f.eks. indlandsisen eller Amazonas) historisk set har udløst en dominoeffekt samtidig på hele jorden.

Med andre ord har vi efter sommerens klimaforskning grund til at frygte, at hvis vi lader systemerne ét sted bryde sammen, så kan det meget vel udløse en global rutsjetur med uoverskuelige følger. Det ved vi voksne nu, hvis vi læser aviser og tør se det i øjnene. Men indsatsen for at forandre klimaet kan ikke nøjes med at komme fra os i de årtier, der er tilbage af vores livsbane. Indsatsen for klimaet rækker mange generationer frem. Og derfor er det bedste vi kan gøre for klimaet at give inspiration og gode vaner videre til næste generation.

’Du skal skrive, at det betyder noget, når man som ung ser, hvordan de mennesker, man ser op til, gør. Jeg ved godt, at jeg selv skal finde ud af, hvordan jeg vil leve mit liv. Om jeg vil spise kød eller køre i en stor bil. Og det skal jeg nok finde ud af. Men det betyder noget, hvad jeg ser hos jer. Om I kan finde ud af at gøre noget godt for klimaet eller I med jeres handlinger viser os, at det er lige meget’.

’Jamen det skriver jeg så, Anna-Birgitta.’ Og idet vi svinger ned af grusvejen til vores lille gård på landet, kommer jeg til at se på vores højbede, der vælter med kilo-tunge rødbeder og træstore grønkål. Vores datter er bestemt ikke blevet havemenneske af vores nye selvforsyningsstrategi, men hun elsker de nye høns. Også selv om hun ikke bryder sig om at spise æg. Og når vi voksne taler varmt for rødbedebøfferne, så vil hun hellere have kyllingenuggets. Men forleden lavede hun da vegetariske squash-frikadeller, og i sommer var der ingen protest over, at vi aflyste udlandsrejsen. For sådan måtte det være i kombinationen af covid-19 og coronakamp.

Datteren synes, at vi er alt for dovne, når det gælder om at tage cyklen og spare på strømmen til fjernsynet. Og så kunne vi da i øvrigt godt snart købe den nye el-bil. Helst en Tesla 3.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Kultur

Vestkystens glemte kunstnerkoloni

Danmark

Plantekød og pølsesnak

Annonce