Annonce
Debat

Debat: De jublede i fængslet den 4. maj 1945

Annonce

Minde: Min far, Arne Frederiksen, har stort set hele sit arbejdsliv arbejdet først som viceinspektør og senere som inspektør ved Statsfængslet i Horsens. Hvert år 4. maj om aftenen fik vi børn fortalt historien om, hvordan han og vores mor havde oplevet den aften, efter at befrielsesbudskabet havde lydt fra London.

For mange år siden blev min far bedt om at indlede dagene i en uge i P1-programmet ”Ved dagens begyndelse”. Her har han selv skrevet den fortælling, vi fik fortalt. Så for at jeg ikke skal pynte på historien, har jeg valgt at citerer fra hans manuscript:

Befrielsesdagen 5. maj 1945 gjorde jeg tjeneste på et såkaldt åbent fængsel i Midtjylland (Kærshovedgård) med lidt ældre, ganske skikkelige og rare, men flere gange straffede mennesker, i alt ca. 100.

Aftenen før, den 4. maj, mens fangerne var ved at gå i seng, lød pludselig Frihedsbudskabet fra den danske stemme over London Radio, og aldrig mindes jeg at have hørt så høje, nærmest frydeskrig og hurraråb ovre fra den store fængselsbygning. Ustandselig hørte jeg fangerne spontant i kor råbe: ”Leve friheden” eller ”vi er frie” – uden vel overhovedet at tænke på deres egen øjeblikkelige ufrihed i et dansk fængsel.

Det blev en vidunderlig aften og nat med ekstra kaffe og tobak, der havde været gemt væk til netop denne befrielsesdag, vi alle havde ventet på så længe. Der blev sunget et utal af danske sange, råbt hurra utallige gange, holdt masser af taler af fangerne, både morsomme, bevægende og rørende, og det endte sågar med, at én af fangerne mod slutningen stod op og motiverede et leve og hurra-råb for det danske fængselsvæsen! Sikkert den eneste gang, noget sådant er sket. For jeg må indrømme, at der sjældent for snarere at sige aldrig er noget at råbe hurra for i et dansk fængsel.

Efter anmodning fra de samme fanger spadserede vi i samlet flok 5. maj de 15 kilometer ud til Hørbylunde Bakker ved Silkeborg til det enkle trækort ved landevejen, der markerede det sted, hvor Danmarks store digterpræst Kaj Munk var blevet snigmyrdet af tyskerne.

Store smukke, friske buketter af de første forårsblomster fra grøfter og marker lagde fangerne på og omkring trækorset. Det var en betagende oplevelse at se disse lidt ældre og også hærgede mennesker stå der omkring korset i dyb bevægelse og andægtige, mens én af dem trådte helt hen til trækorset, lagde sin hånd næsten ømt og kærtegnede på det, og sagde lavmælt og ægte: ”Tak, Kaj Munk. Du var én af de store, der var med til at give os friheden tilbage!”

Min far fratrådte som fængselsinspektør i februar 1985 og døde samme år i november kun 70 år gammel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Danmark

Riskærs Fredagsbar

Indland

Fra realitystjerne til iværksætter

Annonce