Når rapperen Kesi synger ”jeg har ikke sovet i et år”, er det på grund af sprut og damer. Da daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) gik på talerstolen ved Venstres landsmøde i 2016 til tonerne af Kesis sang, havde han det nærmest, som om han ikke havde sovet i et år. Før landsmødet havde han nemlig fået en nærmest uløselig opgave af sin chef, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): Forhandl en helhedsplan frem til 2025 og en finanslov på plads.
Oppositionen havde ikke megen appetit på at hjælpe regeringen med de to forhandlinger, så Claus Hjort Frederiksen var efterladt med Venstre-regeringens parlamentariske grundlag: Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Helhedsplanen blev skrottet, men det lykkedes Claus Hjort Frederiksen at finde flertal for finansloven. Med nød og næppe. For Dansk Folkeparti var nemlig ikke enig i ret meget af det, der blev foreslået fra V-regeringen, og som de andre borgerlige partier kunne blive enige med hinanden om.
Det er ikke kun blandt medlemmerne og de delegerede til Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde 23. januar, at spændingen stiger: Hvem bliver partiets næste formand? Også blandt de andre borgerlige partier på Christiansborg følger man med stor interesse med i det detroniserede folkepartis interne valgkamp. Officielt er det naturligvis et internt anliggende for Dansk Folkeparti, men uofficielt følges alle meldingerne fra kandidaterne meget tæt. For lige meget, hvem af de fire kandidater der vinder valget, kan det får stor betydning for hele blokkens muligheder for at vriste Statsministeriet fra Mette Frederiksen (S).
De øvrige borgerlige partier frygter, at den nye formand for Dansk Folkeparti - uanset hvem det måtte blive - vil være lige så umedgørlig på fordelingspolitikken, som DF's Kristian Thulesen Dahl i de andre borgerlige partiers øjne var fra 2015 til 2019. Når stumperne af partiet er samlet, og der er lagt låg på alle de personlige intriger, som lige nu hjemsøger Dansk Folkeparti, håber de øvrige blå partier, at DF ikke kaster et tungt velfærdsanker over i rød blok. For hvis det borgerlige Danmark skal være et troværdigt alternativ til de røde partier, er de blå nødt til at gå mere i takt, end tilfældet var for syv år siden, lyder analysen.
Partierne skal ikke være ens, men risikoen for, at Dansk Folkepartis nye formand får behov for dels at udstikke nogle dyre velfærdsløfter i en valgkamp, dels indgå nogle dyre forlig før et valg, bekymrer hos de andre borgerlige partiledere. Kan regeringen måske overtale en ny DF-formand til at indgå i en aftale om et nyt kontanthjælpssystem sammen med Enhedslisten og SF?
Eller kan Dansk Folkeparti måske lokkes til at lave en aftale om udenlandsk arbejdskraft uden at pille ved beløbsgrænsen, hvis de får lidt ekstra til fagbevægelsen? Regeringen spekulerer i det, og det piner resten af blå blok, fordi det vil sikre aftalerne efter næste valg. En ny DF-formand med akut behov for at vise handling og ny politik kan sabotere et skrøbeligt borgerligt fællesskab.
Men har de borgerlige partier egentlig grund til at være bekymrede?
"Det må aldrig føre til tvivl om, at Dansk Folkeparti politisk hører til i Christiansborgs blå blok. Det gælder især på udlændinge- og værdipolitikken, men også i forhold til finans-, økonomi- og erhvervspolitik. Pengene skal være der, før de kan bruges", skrev Morten Messerschmidt og Peter Kofod i en kronik i Berlingske i slutningen af november, da de lancerede deres fælles kandidatur til formandsposten i DF.
Casper Dall, politisk redaktørEn ny DF-formand med et akut behov for at vise handling og ny politik kan sabotere et skrøbeligt borgerligt fællesskab.
Men samtidig kalder DF-formandskandidat Morten Messerschmidt sin udgave af DF for ”blå bloks sociale samvittighed”, og partiets mål er ikke udelukkende at lokke vælgere tilbage fra Nye Borgerlige. Messerschmidt vil trække hen over midten. Det lugter lidt af både Pia Kjærsgaards og Kristian Thulesen Dahls fokus på velfærd. Og så begynder kasseapparatet i Finansministeriet at snurre.
Martin Henriksen kalder også DF for et borgerligt parti - dog et arbejderparti. Men han vil pege på en borgerlig statsminister, hvis han bliver formand. Han vil bare ikke sige hvilken. Det skal afhænge af, hvilken borgerlig statsministerkandidat der er villig til at gennemføre mest DF-politik.
Et andet emne, der kan splitte Dansk Folkeparti fra flere borgerlige partier, er Messerschmidt og Henriksens fælles ønske - eller drøm om man vil - om at trække Danmark ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den slags får både De Konservatives Søren Pape Poulsen og Venstres Jakob Ellemann-Jensen (V) til at slå syv kors for sig. En europæisk menneskerettighedskonvention uden dansk deltagelse er utænkelig for dem - ligesom et Danmark uden for EU er uspiseligt.
Den borgerlige bekymring er altså reel: Kan en ny DF-formands udgave af partiet passe ind i blå blok? Morten Messerschmidt og Peter Kofod runder deres ”plan” i kronikken i Berlingske af med ordene:
"For Danmark har brug for Dansk Folkeparti. Ikke bare nu og i morgen. Men de næste mange, mange år frem".
Skal det profeti opfyldes, skal vælgerne og resten af blå blok først overbevises om nødvendigheden af DF.
Casper Dall, politisk redaktørNår stumperne af partiet er samlet, og der er lagt låg på alle de personlige intriger, som lige nu hjemsøger Dansk Folkeparti, håber de øvrige blå partier, at DF ikke kaster et tungt velfærdsanker over i rød blok.
