Avisen Danmark møder englændere på bunden af det britiske samfund: Vil du fryse eller sulte - heat or eat?

Storbritannien: Hvad ville du vælge, hvis du enten skulle slukke for varmen eller undvære aftensmaden?

For kvinden over for mig er spørgsmålet reelt. Hendes blik er rettet mod bordet, underlæben dirrer, og bag de lange, kunstige vipper kæmper øjnene for at holde tårerne tilbage. Britney skammer sig over sin situation. Og lyden fra den Youtube-tegnefilm, som hendes halvandenårige søn sidder i en barnevogn og lader sig distrahere af, får øjeblikket til at føles uendeligt.

- See, see, see, one, two three, synger en orange dukke ved navn Pancake Manor i videoen.

Med sin finger fjerner Britney en løssluppen dråbe fra øjenkrogen. Så svarer hun lavmælt:

- Der er dage, hvor jeg slet ikke spiser.

Hendes stemme knækker.

- Men min søn mangler aldrig noget. Det er bizart, at folk tror, at fattige er ligeglade med deres børn. At man snylter eller misbruger. Vi er helt almindelige, hårdtarbejdende mennesker.

Britney er 23 år og bor i byen Accrington i det nordvestlige England. Vi sidder i en frokoststue hos den lokale hjælpeorganisation Maundy Relief Agency - et sted, hun aldrig havde troet, hun ville få brug for. Hendes far er skraldemand, moren er kassedame, og som datter af en arbejderklassefamilie har Britney selv arbejdet siden konfirmationsalderen. For tiden er hun ekspedient i butikken Sports Direct, mens sønnens far - som hun ikke bor sammen med - passer grønsværen i den lokale fodboldklub.

Alligevel kan de ikke få enderne til at mødes. Regninger for barnets allergimedicin, rekordhøj inflation og coronasygdom har mørbanket Britneys økonomi. Og hun er langtfra den eneste, som føler fattigdommens tag.

23 procent af Storbritanniens befolkning lever i relativ fattigdom. Mere end 2,5 millioner britiske børn bor i husstande med mangel på mad. Flere og flere står over for det daglige dilemma: heat or eat?

Jeg har tilbragt to dage i fattige arbejderkvarterer i Accrington og Sunderland, hvor sammenholdet er stort, men pengene er små. Mødt dem, der fryser i stuerne. Mænd med mus i sofaen og svamp i loftet. Familier, for hvem et lægebesøg til 11 pund - knap 100 kroner - kan vælte budgettet. Gamle damer, der stjæler fra supermarkeder i beskidte nabolag - fremfor at belemre børn og børnebørn med deres trængsler. Miner, bomuldsfabrikker og stålskibsværter, som støjer i deres fravær.

Det her er historien om alle de problemer, som brexit skulle rette op på.

Alt, hvad jeg lige har remset op, har 58-årige Teresa Fitzjohn oplevet på tætteste hold. Hun har arbejdet med de udsatte i Maundy Relief Agency i 11 år, og før det kom hun selv som bruger på adressen. Med en brysk bevægelse trækker hun ærmet op på sin hættetrøje og viser mig en arm, som er mærket af alle de gange, hun har skåret i sig selv.

- Jeg har kendt det her miljø i det meste af mit liv, siger hun.

Vi sidder i en lædersofa i et af hjælpeorganisationens afsides lokaler. Teresa har kort, gråt hår, dueblå øjne og en smal mund. Hun udstråler ro, mens hun fortæller om alt andet end det.

- Fattigdommen har aldrig været værre, end den er nu. Selv de fuldtidsarbejdende har ikke råd til at tænde for varmen. Pensionister har ikke råd til at spise ordentligt. Da jeg startede her i 2011, var vi Accringtons eneste suppekøkken. Nu er der seks her i byen, siger hun.

Accrington er en by med cirka 30.000 indbyggere i grevskabet Lancashire, en halv times kørsel fra Manchester. Engang sikrede bomuldsfabrikkerne gode lønninger. Fra sin barndom i 1970’erne husker Teresa “store søndagsmarkeder” og “en bymidte fyldt med butikker”. Som ung kvinde arbejdede hun selv ved spinde- og vævemaskinerne.

Men i det samme årti lukkede der næsten en bomuldsmølle om ugen i Lancashire. I dag har alle fabrikkerne drejet nøglen om, og mange af Accringtons butikker står som skeletter med skodder for vinduerne. Set fra gaden er husene fyldt med dybe revner, skjolder og fugtskader.

Og bag facaden - i stuerne - står det endnu værre til, fortæller Teresa.

- Vi laver opsøgende arbejde hos folk, hvor der er så koldt i deres hjem, at man kan se sin egen ånde. Som regel lugter der også fælt, fordi folk ikke har råd til varmt vand og sæbe.

Hun læner sig ind mod mig og sænker stemmen en anelse:

- Jeg var hjemme hos en mand for nylig. Han sov i sofaen, fordi hans seng var fyldt med mus. Men nu har musene også overtaget hans sofa.

Hvad gør han så nu?

- Han sover på gulvet.

Hvordan virkeligheden i Storbritannien - et G7-land - kan se så sådan ud, skrives der afhandlingspapirer om på universiteter. Baggrundsafsnittet er langt: Afindustrialisering, globalisering, Margaret Thatchers kamp mod fagforeningerne, skiftende neoliberale regeringer, finanskrise og konservativ britisk klasseopdeling.

I det aktuelle nyhedsbillede er det tre tematikker, som stjæler overskrifterne: prisstigninger, corona-konsekvenser og brexit-bøvl.

Storbritanniens inflation lød på hele 5,5 procent i januar, hvilket er det højeste niveau i 30 år. Og tilsyneladende er det toppen af isbjerget. Til april stiger den gennemsnitlige el- og varmeregning med 6200 kroner, og Bank of England frygter, at inflationen ryger op over syv procent i løbet af året.

Fra London til Glasgow til Bangor - i mindst 25 byer - gik vrede briter på gaden i sidste weekend. “Vi vil ikke betale for krisen”, stod der på de skilte, som de bar, og fra talerstolene lød det: “arbejderne kan ikke arbejde hårdere”.

De økonomiske nyreslag til Storbritanniens fattigste kommer oven på et år, hvor 50 forretninger er lukket om dagen på grund af pandemien. Samtidig har befolkningen prøvesmagt bider af forsyningskrise på grund af manglen på lastbilschauffører og brexit-bureakrati på vej ind og ud af England.

Alle kriserne har været med til at smøre 23-årige Britneys glidebane ned i fattigdommens mørke. Moderen fra fra Accrington - som du mødte i starten af artiklen - har set sin varmeregning stige med 50 procent. Hun har misset seks dages løn i sportsbutikken, fordi hun var syg med corona. Og hun er blevet tildelt færre timer i forretningen, fordi Sports Direct ikke har fået leveret alle de kondisko, træningsdragter og kasketter, som virksomheden havde regnet med.

- For fire måneder siden manglede jeg ikke noget. Nu er jeg i et sort hul, som jeg ikke føler, jeg kan komme op af. Jeg skammer mig så meget over at komme i suppekøkkenet, men jeg sværger, hvis det ikke var for deres hjælp, ville jeg ikke klare den, siger hun.

Med en fyldt plasticpose med madvarer hængende på barnevognen forlader hun Maundy Relief Agency og træder ud i noget, der ligner en engelsk parodi på vejret. Det er gråt, det pisser ned, og det blæser med sådan en styrke, at meterologerne har valgt at give stormen et navn: Dudley. Og mens Dudley vælter træer og river mursten ud af huse i andre dele af England, har Britney svært ved at sætte navn på, hvad der har blæst hende omkuld.

- Jeg føler mig svigtet af systemet. Jeg er en god person. Jeg har et arbejde. Jeg beder ikke om meget, siger hun med dirrende stemme.

Sønnen smider sin sutteflaske på fortovet, og hun samler den op. Regnen har gennemblødt pelskanten på hendes hætte på to minutter.

Før mor og søn stiger om bord på bussen, spørger jeg, om hun har en drøm. Svaret faldet prompte, mens hun kigger på sin halvandenårige dreng i barnevognen.

- At han bliver professionel fodboldspiller.

Fortællingen om Storbritanniens fattigdom er også historien om en galopperende ulighed. De fem mest velhavende britiske familier er rigere, end Storbritanniens 13 millioner fattigste er tilsammen - det påviste den britiske velgørenhedsorganisation Equality Trust i 2019.

Og uligheden er i høj grad geografisk bestemt. I en tale i juli sidste år sagde premierminister Boris Johnson sådan her:

- Vores ubalance er større end stort set alle andre udviklede økonomiers. Og når jeg siger ubalanceret, mener jeg, at geografi er lig med skæbne for alt for mange mennesker, sagde han.

De højtuddannede, de velbetalte job og de velhavende klistrer sig til London, Sydengland og det skotske højland. Og selv om mange i hovedstaden også lever i relativ fattigdom på grund af huslejepriserne, er det i industribæltet i Nordengland, at mange føler sig efterladt på perronen.

For eksempel i havnebyen Sunderland, som jeg besøger efter Accrington. Hjemsted for stolte skibsbyggertraditioner, fodboldklubben Sunderland A.F.C. og omtrent lige så mange mennesker, som der bor i Aarhus.

I dag er værftsindustrien væk, heltene fra Stadium of Light spiller i Englands tredjebedste række, og en fjerdedel af byens børn vokser op i fattigdom. Ved brexit-afstemningen i 2016 var der stort flertal for at forlade EU i Sunderland.

- Brexit blev solgt som svaret på alt. Brexit skulle løse fattigdommen, arbejdsløsheden, kriminaliteten, indvandringsproblemerne, hungersnød og hospitalskøerne. Men se dig omkring.

Min chauffør skæver til mig i bakspejlet. Jeg sidder på bagsædet af en bil med to kvinder i 40’erne, som kan sætte de fleste på plads. Karen Noble og Debbie Dodds. De arbejder med udsatte i Pallion - et af de hårdeste kvarterer i Sunderland - og de har indvilget i at vise mig nabolaget. Gader fyldt med glasskår og hoveddøre, som bærer synlige spor fra, at de har været sparket ind.

- Du skal ikke tage herud alene i aften, lyder det fra Debbie.

- Nej, ikke medmindre du vil røves og bankes, supplerer Karen.

De taler begge med tyk, nordengelsk Mackem-accent, og jeg har svært ved at forstå deres slang.

- Waja? Forstår du? Waja betyder “yes”, siger Debbie.

Vi banker på hos en kvinde, der bor i et hus med så meget skimmelsvamp, at det ligner et tvivlsomt dekorationsvalg til loftet. På førstesalen er svampen ude af kontrol i en sådan grad, at hun og hendes to børn har opgivet at bruge soveværelset. De sover i stuen.

- Vi skal nok losse nogen i røven, så de kommer og kigger på det, brøler Karen på vej ud ad døren.

I Pallion Action Group - som er navnet på den organisation, Karen og Debbie arbejder for - er antallet af udsatte brugere tredoblet i løbet af det seneste år. 6000 mennesker har benyttet sig af organisationens tilbud i 2021.

- Det nye er, at vi også ser mange, som faktisk har et arbejde. Lønningerne er bare ikke høje nok til regningerne, siger Karen, der er leder.

I organisationens lokaler - som ligger i forlængelse af en kirke af røde mursten, midt i det hærgede kvarter - kan de lokale komme og få en portion suppe. De kan tage choco pops-pakker, salathoveder, franskbrød, yoghurt og andre donerede madvarer med hjem, “uden at nogen behøver at opdage det”. Computertid, sociale cirkler og læringskurser finder de udsatte også her. I dag desuden en dansk journalist.

Få øjeblikke efter at jeg har introduceret mig selv i computerrummet, sidder tre mænd og googler “Danmark”. Ældre damer med perler i ørene, nydelige støvler og håndtasker må presses af Karen til at forlade stedet med madkuponer, fordi de skammer sig over at have brug for dem. Og en samtalegruppe med seks synshæmmede dedikerer en session til at svare på mine spørgsmål.

- Min mand tør ikke tænde for varmen på grund af regningen, så jeg går tidligere og tidligere i seng, fordi jeg fryser, siger Mandy på 53.

Hun er fuldkommen blind på begge øjne, men kan godt se det tragikomiske i sin beretning.

- Forleden dag sagde min søster til mig, at jeg lignede en eskimo, fordi jeg havde så meget tøj på i min stue.

Hele gruppen griner. En anden kvinde tager ordet.

- Min mand og jeg bliver nødt til at sælge vores bil, fordi vi ikke har råd til benzinen længere, siger Lisa, som er iført en hættetrøje uden ærmer på.

Men hun griner ikke. Hun græder.

- Det er bare så hårdt. Både min mand og jeg arbejder. Alligevel kan vi næsten ikke klare os.

Lisa bebrejder udlændingene. Det var også derfor, hun stemte brexit, fortæller hun. For at få styr på grænserne.

Det samme gjorde Mandy. Men det har ikke rigtig gjort en forskel, bliver de enige om.

John - en mildt udseende gråhåret mand, der ligner enhvers venlige morfar - fungerer som en form for ordstyrer. Og da gruppen har diskuteret færdig, hvem de bebrejder for elendigheden - Margaret Thatcher, Tony Blair, Boris Johnson og de fleste, som bor i London - runder han mødet af med en bemærkning, som får alle til at nikke.

- De fattige bliver altid fattigere. Og de rige bliver altid rigere.

Mest tid i Sunderland tilbringer jeg med en 63-årig dame med postkasserødt hår. Også hende møder jeg i Pallion Action Group.

- Mit navn er Annika Petroneila Karan Eugaberm Morrison, spytter hun ud så hurtigt, at jeg beder hende om at skrive det ned.

Er du royal?

- Nej. Jeg hader kongehuset.

Jeg beder hende om at beskrive livet i Pallion, og hun svarer:

- Lort. Forfærdeligt. Fattigt. Næste spørgsmål?

Annikas far var sømand, og hun har selv armen fyldt med tatoveringer. På en af dem står der: “Styrken får vi fra den galskab, vi gennemlever”.

På sin telefon viser hun mig videoer af nogle af sine tre børnebørn, der kører på små motorcrossere. Og så viser hun mig billeder af sin egen lejlighed, som er fyldt med svamp, krakeleret tapet og huller i væggene. Den ligner noget, som er ved at falde fra hinanden, og hendes udlejer vil ikke gøre noget ved det.

Hun hvisker til mig:

- Han slår mig også.

Din udlejer?

- Ja.

Har du anmeldt ham?

- Nej. Fuck det.

Annikas blik er på en og samme tid udfordrende og sårbart. Hver gang jeg siger noget, kigger hun på mig, som om det var åndssvagt sagt. Men hver gang hun selv har sagt noget, får hun det samme udtryk. I det meste af sit liv har hun arbejdet som rengøringsdame.

- Jeg kan være nødt til at stjæle, siger hun pludselig.

Hvorfor?

- For at klare mig.

Kan dine børn ikke hjælpe dig?

Hun fnyser.

- Jeg vil ikke bekymre dem.

Hvorfor ikke?

- Det er lige meget.

Vi sidder i hinandens tavshed i nogle sekunder. Samtalerne fra lokalet ved siden af lyder som en summen, og ude fra vejen høres en bildør smække og en bil gasse op. Så stiller hun mig et spørgsmål.

- Hvordan er det der, hvor du kommer fra? Må I også nogle gange vælge mellem varme eller mad?